Operation vs. naturlig fødsel – Har selvbestemmelsen taget overhånd?

17704_livmoder-kejsersnit-barn-ude2384x2488

“Kejsersnit på moders ønske”

Hver 5. danske kvinde føder ved at baby opereres ud, altså ved kejsersnit. Det kan ikke siges præcist, hvor mange heraf, der har valgt et “kejsersnit på moders ønske”. Men man ved at sunde og raske mødre, uden lægefaglig og medicinsk indikation, i stigende grad, vælger et kejsersnit, fremfor at føde naturligt. Det er sådan at nogle kvinder skal føde ved kejsersnit, fordi at fødselslægen vurderer at det er mest sikkert for mor og barn. Det kan f.eks. være pga. svangerskabsforgiftning eller pga. at barnet ligger forkert. 

At der fandtes “kejsersnit på moders” ønske vidste jeg slet ikke. Det var noget jeg stiftede bekendtskab med, da jeg startede i praktik på barselsgangen tilbage i augustmåned (2015). Jeg har svært ved at forstå det valg, at føde ved kejsersnit fremfor naturligt vaginalt, hvis alt er skønnet til at være som det skal være. 

Årsager til at sunde og raske mødre vælger at få et kejsersnit på moders ønske, kan f.eks. være pga. angst for at føde, andre psykiske årsager, tidligere traumatiske fødselsforløb og fordi de ganske enkelt er bange for at skulle føde.

Det er et meget komplekst emne, og da jeg hverken har født på den ene eller anden måde, kan man jo i og for sig godt sige, at jeg måske ikke kan vide særlig meget om det og måske burde jeg slet ikke udtale mig.

Det er ikke kun i Danmark, at tallene er stigende.. Hele verdenen over, vælger flere og flere, sunde og raske kvinder at få foretaget denne operation, fremfor at føde naturligt. Nogen påstår, at det kan have noget at gøre med vores velstand, at det er et nyt scenarie en “ny tid” og jeg har sågar også læst at det i syd Korea, er et status symbol at føde ved kejsersnit.

WHOs anbefalinger

I forbindelse med forskning omkring kejsersnit (2015), foretaget af WHO (World Health Organization), anbefales det at kejsersnit kun bør fortages, når der er et medicinsk grundlag for det. Begrundelse til dette er, at indgrebet, altså selve operationen, kan udgøre en sundhedsfare for både mor og barn.

WHO udtrykker at alle de konsekvenser der kan være på mor og barn, efter et kejsersnit, endnu ikke er kendte endnu. Der mangler forskning inden for området, og WHO påpeger også, at det er nødvendigt, med mere forskning omkring kvindens psykiske og sociale velbefindende, efter et kejsersnit.

Risici og komplikationer

En kejsersnit operation kan medfører flere ulemper, både for moren, men også for barnet. Flere nyfødte må indlægges på børneafdelingen, det kan b.la. skyldes vejrtrækningsproblemer. De presses ikke igennem den naturlige fødselskanal, og ulempen er her, at det vand, som barnet har i luftvejene ikke i samme grad bliver presset ud, barnet får heller ej samme stærke tryk og stimuli, på krop og lunger, som modner og sætter dem igang, og kan derfor have svært ved at trække vejret selv.

Dog er det ofte sjældent alvorligt, men kortvarigt at barnet skal have hjæp til at få gang i sin vejrtrækning. Men et sådan forløb kan være stressende for barnet, og for de nybagte forældre.

Man ved også at der kan være risiko for at et ammeforløb kan være i “fare”, da barnet ikke altid kan komme op til sin mor, umiddelbart efter fødselen. Sådan var det f.eks. til det kejsersnit jeg var med til. Mødrene ligger på operationsbordet, og er ikke altid klar på at få sin nyfødte lagt op til sig, hud mod hud, ved brystet. Dette gøres helt naturligt som det aller første, ved en ukompliceret vaginal fødsel.

Pga. indgrebet, kan mælkeproduktionen også være forsinket. Årsagen kan være, at mælkeproduktionen påvirkes af det stress, som morens krop er udsat for, i og med, at kroppen har været udsat for operativtindgreb.

Komplikationer kan indtræffe for moren, i den forstand, at det er en operation hun gennemgår, og alle former for operationer medfører en potentiel risiko. Smerter, infektioner og blødning er bare nogle af dem. Under operationen kan der i sjældne tilfælde ske skade på blære eller tarm. Risiko for blodpropper i ben og lunger, hvilket også er grunden til, at der gives blodfortyndende medicin.

Den nyeste viden omkring kejsersnit er, at man har fundet ud af, at de der kommer til verden ved kejsersnit, har større chance for at udvikle astma og andre kroniske sygdomme. Ved naturlig fødsel modtager barnet bakterier fra moren i fødselskanalen, disse er gode og sunde for barnet at få, da de er med til at udvikle barnets immunforsvar, som skal bruges til at bekæmpe infektioner og sygdomme. Ved at barnet opereres ud til et sterilt hospitals-miljø, er de naturlige og gode bakterier ikke tilstede. 

Har selvbestemmelsen taget overhånd?

Kejsersnittet burde efter min mening, af så mange gode grunde kun være en nødløsning, en plan b og ikke et valg, om hvorvidt man ønsker en operation, fremfor at føde vaginalt. Sådan er min umiddelbare holdning.

Dertil vil jeg tilføje, at har en mor så stærke og psykiske problemer, omkring det at skulle føde vaginalt, burde der igangsættes en massiv støtte og hjælp til hende, og hjælp til at se, hvilke store risici også psykiske, der kan være, ved at få foretaget et kejsersnit. Som kommende sygeplejerske, mener jeg helt klart, at sundhedspersonalet har en central rolle og et ansvar i at vejlede og hjælpe kvinder i disse situationer. Men hvad jeg kan forstå, er det vist ikke så lige til, som det lyder.

De risici der kan være og opstå, ved at få et kejsersnit, mener jeg bør tages overordentlig alvorligt. Trods det selvfølgelig ikke er alle, der oplever komplikationer ved at få kejsersnit. Det er rigtig fint at vi har krav på en selvbestemmelse, og kan medinddrages, men jeg synes, og mener bestemt, at selvbestemmelsen har taget overhånd. Der er en grund til at læger er læger, en bager er en bager og en smed en smed.

At operation bliver løsningen, mener jeg er forkert – og igen, jeg har ikke selv stået i denne situation, så jeg kan kun sige, hvad jeg fagligt og personligt mener om problemstillingen.

Men jeg undres over, at det virkelig er blevet sådan, at flere og flere, sunde og raske mødre, tager den risiko, og fravælger at føde naturligt, for at føde ved hjælp af en operation. Det er mig en gåde.

Bevæger vi os gradvist væk fra det naturlige, sådan at det naturlige en dag er blevet det unaturlige?

Jeg vil afslutte med at sige, at det at kejsersnit er en mulighed, er jo helt og igennem fantastisk og uundværligt, da det redder mange liv hver dag. Det er heller ikke sådan, at man skal være bange, hvis man står og skal føde ved kejsersnit. Vores læger er meget dygtige, og vi er i Danmark meget dygtige til at foretage kejsersnit. Men, man skal bare vide, at der kan forekomme komplikationer, og der kan være flere risici forbundet med dette indgreb.

Hvad er Jeres mening og holdning vedrørende kejsersnit på moders ønske?

Kilder og billeder: sst.dk, WHO.intsundhed.dk

Et minde for livet, Sygeplejerske i Grønland… jeg håber, at det bliver mig!

I går deltog jeg i et meget spændende infomøde om at arbejde i det Grønlandske Sundhedsvæsen. Da jeg for et par uger siden, tilfældigt slog op på side 3, i Fagbladet Sygeplejersken, og så invitationen, besluttede jeg mig straks for at deltage. Jeg har fra dag 1. på studiet været meget interesseret i at rejse med mit fag og som flere ved, tog jeg min første praktik i Syd Spanien på Montebello og et år senere, var jeg i praktik i Kina. Muligheden om, at tage til Grønland for at arbejde som sygeplejerske, har strejfet mine tanker flere gange. Jeg havde lokket min kære studieveninde, Kiri, med mig til Sydhavnen. Ligesom jeg selv, elsker hun også barselsspecialet, og udover det, var hun i Kenya på udveksling, da jeg var i Kina i 2014.

Infomødet blev afholdt på Hotel Scandic Sydhavnen, og rummede ca. 50% sygeplejersker og 50% læger, både yngre og lidt ældre. Der var også et par fysioterapeuter, ergoterapeuter og farmakonomer. Infomødet varede i 2 1/2 time, og tiden fløj afsted! Chefsygeplejerske Ella Skifte, og Cheflæge Anne-Marie Ulrik, fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen, var værter for arrangementet – gode værter!

De to chefer lagde ud med at fortælle om deres baggrunde, historier og erfaringer fra Grønland, og fortsatte ellers med, at forklare om Det Grønlandske Sundhedsvæsen. Ellers handlede mødet om, hvordan det er at arbejde som sundhedspersonale i Grønland, om mulighederne, arbejdsmiljøet, den grønlandske befolkning, fritiden med meget mere.

Jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg meget gerne vil afsted. Det kilder i min mave – bare når jeg skriver det her. Jeg håber inderligt, at det bliver virkelighed for mig. Men først, (Frederikke, klap lige hesten), skal jeg liige have skrevet min bachelor, liiige have min titel og selvfølgelig også, først og fremmest, liiiige have den danske sygeplejerske-autorisation – før at jeg kan søge, om at få den grønlandske:-)

Er der nu nogen af jer, der har været afsted, måske nogen som på nuværende tidspunkt arbejder i Grønland, eller på anden vis, har erfaringer, historier eller andet, omkring det, at arbejde og bo i Grønland, da byd endelig ind med gode råd og alt andet – det vil jeg tage imod med kæmpe kyshænder!

På infomødet, fik vi et par råd med på vejen..

En Overlæge, der gav os et underholdende og spændende oplæg, om sit ophold i Grønland sagde:

– Tag cykel med og surdej til rugbrøds-bagning :-)

Chefsygeplejersken og Cheflægen sagde:

– Tag noget med, af personlig værdi, noget som giver dig en “hjemme-lig-følelse”, men dette ved jeg, er rigtig vigtigt – fra mine tidligere eventyr, i Spanien og Kina :)

Er der forresten, mon nogen af jer, der læser med, som har samme Grønlands-drømme, som mig?

I februar udgaven af Fagbladet Sygeplejersken, er der tre artikler, om sygepleje i Grønland, læs her

Kort over Grønland

Lidt mindre stress? Pænt JA-TAK

Et minde for livet

Alle elsker vel lidt merchandise :-) Tak!

Hvad danske sygeplejersker laver i Grønland…. Kigger på hvaler, hvad ellers? :-)

Kiri og jeg var yderst tilfredse med forplejningen, især kagen ;-)

Kvalitetstid inden infomødet, tak fordi at du ville med min kære barsels-mate. Jeg håber, at du måske også, vil med til Grønland :-)

Læs om Det Grønlandske Sundhedsvæsen her: GJOB.dk

Kan du ikke klare det, så find et job på et plejehjem

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at mine ord kom til at række så langt. Men det gjorde de, endda så langt, at de kom i Dagbladet Information. (Link til mit debatindlæg i Dagbladet Information her)

Jeg føler, at jeg på en eller anden måde må svare hele denne virtuelle storm, som jeg skabte over nogle dage. Først og fremmest skræmmer det mig faktisk, at så mange sygeplejersker og sygeplejerskestuderende, kan nikke genkendende til hvad jeg skrev, for det er jo immervæk, et bevis på, at jeg ikke er alene i at føle, som jeg gjorde. Udover det, var det også lidt skræmmende, at læse nogle af de kommentarer jeg fik. Her tænker jeg primært på de kommentarer, jeg fik på Dagbladet Information.

Den kommentar, der har sat sig mest fast, og som fik min puls til at stige, var en der lød sådan her: “Der er bare travlt en gang imellem – kan du ikke klare det, så find et job på et plejehjem.”  Jeg har ikke svaret på kommentarerne på Dagbladet Information, da jeg ikke fandt det relevant, at gå i dialog derinde. Det vigtigste for mig var, at jeg fik mit budskab ud. Dog opstod der nogle boblende fornemmelser i mit blod, på baggrund af den ovenstående kommentar. Derfor har jeg valgt, at svare på den, mere eller mindre, i dette indlæg.

Der er mange dage på “min” afdeling, og på mange andre afdelinger, som er rigtig gode, med positive oplevelser, og med tid til at yde værdig og forsvarlig omsorg – men det jeg satte fokus på var, at der altså er dage, hvor det ikke er muligt, at yde den værdige og forsvarlige omsorg. Dette mener jeg er urimeligt, og derfor skrev jeg.

Der bør være en ensrettet og lige behandling til alle, OGSÅ når der er travlt. Jeg ved godt, at det i praksis næsten er umuligt. Dog mener jeg, at det SKAL være muligt, at yde en nogenlunde sammenlignelig omsorg på de travle dage, som der ydes på de gode dage. Vi som sundhedspersonale skal og må råbe vagt i gevær, når behandlingen når så langt fra, at være lige og ensrettet, at den ikke kan sammenlignes med behandlingen, der ydes på de gode dage. Ligeledes, råbe vagt i gevær, når der ikke er tid til mad, pause og toiletbesøg.

Det kan ikke passe, at man skal give et job op, fordi at travlheden ødelægger essensen, af det at være sygeplejerske, nemlig omsorg. Heller ej, fordi at man er så udbrændt i krop og sind, at man må gå ned med stress, eller flygte.

Jeg håber bare, at flere sygeplejersker og sygeplejerskestuderende, vil stoppe op, og sætte hælene i, når de oplever dage som jeg gjorde. For hvis ikke vi siger det højt, gør oprør og sætter os imod, når det virkelig brænder på, så kan og vil disse tilstande ikke ændre sig. De varme hænder vil kun blive færre, og flere passionerede og dygtige ildsjæle, vil flygte til andre steder, og måske endda, give afkald på deres sygeplejerske-kald.

Jeg håber ikke, at det skal være sådan, at sygeplejersker skifter job, fordi at “de ikke kan klare det”. Men desværre, må jeg nok se i øjnene, at dette allerede sker, mere og mere. Jeg forstår udemærket godt, at man som sygeplejerske vælger at give sit kald op, hvis ikke man kan stå inde for det man laver. Det er trods alt mennesker man har med at gøre, og ikke bare maskiner der skal passes. Det er ikke for at nedgøre fag, hvor man har med maskiner at gøre, men for at påpege, at mennesker er unikke, og det enkelte menneske har brug for en individuel omsorg. Omsorg er unik, ligesom de, der skal modtage den, er unikke.

Som min forhenværende vejleder skrev i en kommentar: “den sygepleje vi yder i øjeblikket, kunne minde mere om en brandslukning”. Sådan skal det ikke være. Det er ikke omsorg. Jeg tror, at den måde, hvorpå vi kan ændre på det er, at råbe op. Jeg er glad for, at jeg råbte op, for jeg tror, uden at føle mig som noget vigtigt, at jeg har sat gang i tanker hos flere. Desværre er det nemlig også sådan, at hvis man i flere dage, uger og år, arbejder i det samme arbejdsmiljø, hvor det er bare “er som det er”, så kan vi mennesker godt have en tendens til at adaptere, og “køre” videre derudaf, uden at mærke efter. Måske mærker man først efter, når det er for sent, når man er udbrændt, og ikke har kræfter og mod på at råbe op.

Man ja, måske vil flere sidde og tænke.. “hvad ved hun om noget, hun er jo bare en grøn sygeplejerskestuderende, hun har ikke noget at skulle have sagt, og kan hun ikke klare presset, må hun jo bare søge job på et plejehjem.. “

Men JO, jeg har masser at sige, og jeg vil ikke finde mig i, at vores sundhedsvæsen smuldrer for øjnene af os. Sygeplejersken skal have mulighed og tid til at udføre sit arbejde værdigt, hver dag. Måske er det utopi, men alt andet er da urimeligt? Man kan jo f.eks. heller ikke tage en hammer fra en tømrer, og sige, at han skal klare sig uden. Hvis sygeplejerskens tid og ressourcer bliver taget fra, vil han/hun fungere som en brandslukker, og da mister omsorgen sin værdi, og så er det ikke længere en sygeplejerske.

* Og det kan forresten være ganske spændende og underholdende, at arbejde på et plejehjem, og sikkert og vist også travlt og uværdigt, for beboerne og personalet til tider – ligesom på hospitalerne!

På billedet nedenunder, er jeg i fuld gang med at danse og synge, med mine to studiekammerater, på et plejehjem i Kina (til info så sang og dansede vi “åh boogie woogie woogie – hey!” og de søde gamle kinesere prøvede ihærdigt at følge med)IMG_2340

Nem hjemmelavet Cheesecake

IMG_8398 front

FullSizeRender (4) kopi

FullSizeRender (5) kopi

Ingredienser

Kiksebund:

250 g Digestive kiks

125 g smør

1 tsk. stødt kanel

1 springform på ca. 22 cm i diameter

Flødeostecreme:

3 blade husblas

400 g flødeost naturel

100 g flormelis

1 limefrugt

2½ dl piskefløde

Pynt:

400 g friske bær – jeg brugte hindbær og blåbær

1 glas ribsgelé

Opskrift

Kiksebund: 

Læg kiksene i en frysepose og knus dem, sådan så at der ikke er store stykker.

Smelt smørret ved svag varme, og rør det sammen med de knuste kiks og kanel.

Tryk kiksemassen ud i bunden af springformen. Sørg for, at overfladen, især kanten, er lige, brug evt. bunden af dl. målet. Bag kiksebunden på 175° ovnen i 10 minutter.

Lad den køle helt af i formen.

Flødeostecreme: 

Læg husblassen i blød i en stor skål koldt vand i 10 minutter.

Pisk flødeost, flormelis og 2 tsk. fintrevet limeskal sammen i en stor skål.

Pisk fløden til blødt flødeskum i en anden skål. Læg den udblødte husblas i en lille gryde med det vand, som hænger ved.

Smelt husblassen over vandbad eller ved meget svag varme direkte på komfuret, uden at det bobler eller koger.

Rør 4-5 spsk. flødeskum sammen med den smeltede husblas, brug f.eks. en dejskraber. Vend resten af flødeskummet sammen med flødeostecremen.

Vend til sidst husblas-fløde-blandingen hurtigt sammen med flødeostecremen. Fordel cremen oven på kiksebunden i springformen, og vip springformen lidt i forskellige retninger, så overfladen bliver glat. Stil cheesecaken i køleskabet i mindst 2 timer, så flødeostecremen stivner.

Ribsgelé: 

Smelt ribsgeléen i en gryde ved svag varme. Den skal bare være smeltet, ikke brandvarm. Hæld den smeltede ribsgelé ud på den stivnede cheesecake, og drej straks springformen rundt med hænderne, så geléen fordeles jævnt. Sæt hurtigt bærrene i den varme gelé, inden den når at stivne helt.

Cheesecaken opbevares på køl til at ribsgelen er helt stivnet og .

*TIP: man kan evt. tilføje revet appelsinskal og ren vanilje til flødostecremen.

Jeg fandt opskriften her på Femina’s hjemmeside. Se den oprindelige her  :)

Spis dig gravid

Forleden “sprang” Cecilie Hother ud som PCO’er. Min søster kontaktede mig, og henviste mig til artiklen, hvori hun fortæller om hendes liv med PCO (Læs den her). Jeg har efterfølgende set et interview med hende i Aftenshowet, og læst nogle artikler, i forbindelse med at hun er stået frem.

Jeg har selv PCO, og har haft nogle turbulente år pga. af dette. Med mit indlæg vil jeg støtte op om Cecilies offentliggørelse af hendes historie, ved at dele min egen. Dette gør jeg, med håbet om, at komme nærmere på at nedbryde det tabu, som mange inkl. mig selv, lever med, pga. af PCO.

PCObøger

Tilbage i år 2010, blev jeg diagnosticeret med PCO. Jeg var næsten lige flyttet hjemmefra, havde brudt med en kæreste gennem længere tid, og skulle i gang med et nyt liv som “ung i København”. Da jeg ikke havde fast kæreste længere, valgte jeg at stoppe mit indtag af p-piller. Det var sådan, at min PCO, pludselig fra den ene dag til den anden, var en del af mig.

Jeg tog 20 kg. på, på under et halvt år, samtidig med, at min menstruation udeblev. Efter et halvt år uden menstruation, gik jeg til min daværende læge. Hun var meget klar i spyttet, og sagde, at jeg jo nok var gravid. Jeg skulle tisse i en kop, og så aftalte vi en ny tid. I alt kom jeg og tissede i en kop tre gange, for at blive tjekket for graviditet. Jeg husker det som værende så ydmygede, og jeg husker, at jeg alle tre gange, gik grædende derfra. Noget andet jeg også tydeligt husker, var min kære og støttende mor, der ringede og beroligede mig og sagde “jeg skal nok tage med dig på hospitalet, når du skal have en abort. Det skal nok gå alt sammen”.

Næste step var, at jeg tilfældigt talte med en veninde, der igennem sin kusine, havde hørt om PCO. Vi slog det straks op på nettet, og der stod, at kunne man nikke genkendende til to ud af disse kriterier, så havde man diagnosen PCO:

-Få eller ingen ægløsninger

-Forhøjet mandlige kønshormoner;  uønsket hårvækst, uren hud (akne)

-Polycystiske æggestokke ved ultralydskanning

Jeg kunne meget klart nikke genkendende til de to første. Jeg var nemlig på dette tidspunk også begyndt at få rigtig uren hud. Uønsket hårvækst havde jeg døjet med siden teenageårene. “Ingen ægløsninger” havde stået på i over 6. måneder nu. Jeg husker ikke, hvilke følelser der gik igennem mig på dette tidspunkt, men husker, at jeg på nettet så, “ufrivillig barnløshed”, alle steder, hvor jeg læste om PCO.

Jeg fik en ny tid hos lægen, og fortalte om hvad jeg havde læst. Lægen vidste ikke noget om PCO, blev helt grøn i hovedet, og sagde “PCO, det har jeg aldrig hørt om det før”. Jeg fik igen en ny tid, her gav lægen mig, en lille blå folder om PCO, hvor jeg igen så “ufrivillig barnløshed”. Inden jeg gik, fik jeg også taget en blodprøve, som skulle vise blodets indhold af mandlige kønshormoner.

Der gik en uge, og jeg modtog en mail, hvori der stod:

“Du har markant forhøjet androgener”. Der stod også andet i den mail, men jeg husker bare så tydeligt denne første sætning. Androgener er en anden betegnelse, for det mandlige kønshormon, testosteron.

Så nu havde jeg altså ingen menstruation, markant forhøjet testosteron i mit blod, akne, øget mørk hårvækst, og i spejlet lignede jeg ikke mig selv, men en underlig udgave af en meget tyk og grim Frederikke. Jeg følte mig meget lidt kvindelig, og det fortsatte i lang tid.

Jeg blev henvist til en gynækolog og en hudlæge. Jeg havde min mor med hos gynækologen, det var jeg glad for. Her fik jeg nemlig bekræftet det, som jeg havde læst så meget om – “ufrivillig barnløshed”. Jeg stod slet ikke og skulle til at have børn, men tanken om, at jeg i min fremtid måske ikke ville kunne få børn gjorde, at hele min verden brød sammen. At jeg var blevet tyk, var grim med akne og mørk hårvækst, fyldte ikke så meget på dette tidspunkt. Jeg fik ikke foretaget en ultralydsskanning, da gynækologen sagde, “jeg ved med sikkerhed, at du har mange cyster på dine æggestokke”.

Min verden gik i sort og fra at være en glad og sprudlende ung pige, blev jeg mere og mere indadvendt, trist og stille. Mine daværende bedste veninder og jeg “gik fra hinanden”, og mine planer om at skulle være Au Pair i USA, måtte jeg droppe. Pga. min nye diagnose, sagde Au Pair bureauet, at jeg ikke længere var godkendt til at tage afsted. Men set i bakspejlet var det helt sikkert det bedste for mig at jeg blev hjemme.

Når jeg ser tilbage på bruddet med mine daværende veninder, er det uden bebrejdelse til dem. Det tog mig lang tid at bearbejde den sorg, det var, at miste dem. Men jeg tror heller ikke, at jeg har været let, at være veninder med på det tidspunkt. Jeg følte mig meget alene, i rigtig lang tid. Jeg flyttede hjem til mine forældre igen, og var i en periode temmelig meget ved siden af mig selv, og jeg var depressiv i humøret.

Det hele begyndte at vende, da jeg startede job i en udkørende hjemmepleje, og da jeg begyndte at ses med nogle gamle veninder. Jeg begyndte at få mod på at “gå ud” igen, for jeg havde i længere tid, slet ikke lyst til at ses med, eller blive set af andre.

Medicinmæssigt begyndte jeg meget hurtigt at få p-piller igen, de skulle hjælpe mod min akne, og tilføje kvindelige hormoner. Undertiden fik jeg også Metformin, som skulle regulere min insulin (et hormon der udskilles i bugspytkirtlen, som har til opgave at nedbryde, omsætte og regulere sukkerindholdet i blodet).

Jeg havde de vildeste sukker-cravings, hvilket er helt almindeligt når man har PCO, især når PCO’en ikke er “reguleret”. Jeg var træt, så træt at jeg tit var nød til at sove til middag, og jeg blev meget meget nemt pirrelig, og kunne få nogle ret voldsomme humørsvingninger.

Der gik flere år, før at jeg begyndte at lære, at leve med min PCO. Jeg vil vove at påstå, at det først er inden for de sidste to år, at jeg rigtigt har lært at leve med det.

Jeg var på medicin i ca. et år, hvor efter jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg fik pludselig den følelse, at det var en sovepude for mig, at spise medicin. Jeg ville ikke være afhængig af piller og derfor stoppede jeg på medicinen – uden at tale med en læge, og imod min mors ønske. Men jeg begyndte faktisk at få det bedre. Jeg begyndte at gå meget op i min kost, og i motion. Jeg gik desværre nok lidt for meget op i kost, jeg har sågar siddet og pillet majs ud af en salat, da majs ift. andre grøntsager, har et lidt højere indhold af kulhydrat.

Desværre har jeg også snuset til lidt af hvert, i verdenen af spiseforstyrrelser, men jeg har nået at fange mig selv, og aldrig været helt ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Det er dog helt klart, at jeg har været ude i noget, hvor jeg ikke har kunne navigere.  Specielt overspisninger, med tilhørende opkastninger, i perioder.

I dag lever jeg en hverdag hvor jeg meget sjældent skænker det at jeg har PCO en tanke. Jeg er så rask, at jeg på nuværende tidspunkt kun er insulinresistent. Dvs. at jeg skal være lidt påpasselig med mit sukker/kulhydrat-indtag.

Men jeg tænker ikke over, at jeg skal passe mere på end alle andre. Jeg lever efter “alt med måde” og kender efterhånden mig selv og min krop rigtig godt. Jeg har regelmæssig og almindelig cyklus, ingen cyster og jeg KAN sagtens blive gravid, dette kan jeg skrive med sikkerhed, fordi jeg har været gravid, uønsket, og måtte derfor tage den svære beslutning om at få en abort. Det var i  starten en svær beslutning for mig, for tankerne kørte rundt i hovedet på mig >>tænk hvis jeg kun kan blive gravid denne ene gang<<. Men jeg har heller ikke længere forhøjet testosteron i mit blod, og er faktisk blevet erklæret rask, så jeg er sikker på, at når jeg har et ønske om at være gravid, skal jeg nok få mit ønske opfyldt.

Men for at runde af, og tilføje en perspektivering til hvor jeg startede.. Så vil jeg sige, at tabuet ift. PCO, som Cecilie Hother fortæller om, kan jeg virkelig godt identificere mig med. Jeg har stadig tendens til mørk hårvækst, dog ikke sådan, at jeg skal barbere mig i ansigtet, og jeg kan også stadig have rigtig dårlig hud. Tabuet for mig ligger især i hårvæksten, helt konkret, så hader jeg f.eks. at vise mine arme og jeg afbleger også hår, flere steder. For nogen kan dette lyde som bagateller, men for mig er det ikke bagateller.

hanne bang

Jeg ville gerne bare føle mig 100 % som kvinde. Det hjalp meget, da jeg fik beskeden om, at jeg ikke længere havde forhøjet testosteron i blodet, og da min cyklus kom tilbage igen. Vægttab smæssigt er der måske nogle der sidder og tænker over, og ja, jeg har tabt mig. Rigtig meget. Jeg er næsten på min idealvægt, og det er en af årsagerne til, at jeg næsten er symptom fri.

Motion, kost og vægttab er de tre ting, der alle, efter min mening, næsten kan helbrede PCO. I hvert fald, så kan disse tre faktorer gøre, at en kvinde med PCO kan blive symptomfri. Dette mærkede jeg på egen krop.

TAK Cecilie Hother for at skabe fokus på PCO, for at dele din historie, så mange af os andre PCO’ere, er begyndt at gøre det samme, og tilsidst selvfølgelig et kæmpe stort tillykke med klinikken CeriX, som jeg er sikker på, nok skal blive en succes. Jeg glæder mig til at komme på besøg en dag.

Kh. Frederikke

Læs mere om PCO her på PCO foreningens hjemmeside

CeriX – Cecilie Hother’s PCO klinik

Cecilie Hother’s blog på bloggersdelight

Kommentaren der fik mig til at tude, og stor tak til jer alle!

Wow… Jeg ved ikke helt hvordan eller hvor jeg skal starte dette indlæg.

Jeg var så træt, trist og lidt ved siden af mig selv, da jeg efter nogle hektiske dage på mit studiejob, satte mig i min seng og begyndte at skrive. Jeg fattede min bedste ven herhjemme (min efterhånden gamle, men gode macbook) og skrev løs af hvad mit hjerte var fyldt op af (læs her), dernæst faldt jeg i søvn med det vons.    Da jeg næste morgen mødte på studiejobbet, blev jeg mødt med positive ansigter og søde ord. Flere af de jeg var i vagt med sagde “jeg har delt dit indlæg, hvor er det bare godt skrevet!”. Jeg sagde tak, men blev samtidig temmelig forvirret. Jeg havde kun delt mit indlæg på min lille facebookside for bloggen, hvor jeg på det tidspunkt havde 75 følgere. I løbet af dagen kunne jeg pludselig fornemme, at mange var begyndt at dele mit indlæg. Det var så utroligt overvældende.  Jeg vil ikke skrive så meget andet i dette indlæg, udover en kæmpe TAK for den store opmærksomhed indlægget har fået. Jeg havde på ingen måde troet, at det ville skabe så meget interesse, at så mange ville læse og dele mine ord. Det betyder så meget, og jeg håber, at det i det mindste bare har rykket en mikro bitte smule til noget. Om ikke andet, har jeg skabt fokus på et vigtigt emne, gjort opmærksom på, at de tilstande der huserer, når presset på hospitalernes afdelingerne er størst, IKKE er acceptable. Det gælder både for sundhedspersonalet, men ligeledes for patienterne.

Over 10.000 har læst mit indlæg, og mange har kommenteret. Jeg har udvalgt den kommentar, der har betydet mest for mig, og som stadig betyder alverden:

 Da jeg læste denne kommentar, begyndte jeg at tude, det siger vist mere end ord. TAK!

Jeg er bare så glad for, at min stemme er blevet hørt, og at jeg ikke er alene med mine frustrationer.

Jeg er ikke skræmt væk fra mit studiejob, og jeg giver ikke afkald, på mit kald. Jeg har tvært i mod fået meget mere blod på tanden, for at blive i mit kald, og for at kæmpe i det! Alt den feedback og anerkendelse fra alle jer der har læst, delt og kommenteret, har givet mig så meget igen. Tusind tusind tak. Jeg skal vist til at skrive lidt mere :-)

Vi skrives ved,

Frederikke

Opråb! Skal jeg give afkald, på mit kald?

Jeg har de sidste par dage oplevet den virkelige virkelighed, som sygeplejerske, når det er værst. Jeg har haft vagter på mit studiejob på barselsgangen. Først og fremmest skal jeg lige sige, at jeg elsker den barselsgang(!). De sygeplejersker, jordemødre og læger der arbejder der, er meget dygtige og meget kompetente. Men jeg har oplevet den barske bagside, af lykke og glæde på en barselsgang – i hvert fald fra mit perspektiv.

sygepl stud

Jeg havde godt fået at vide at der i øjeblikket var rigtig travlt, men jeg havde ikke i min fantasi troet, at det kunne være så slemt, som det var. Jeg fik at vide, at flere mødre havde grædt, pga. den stress der var på afdelingen. Jeg tænkte… aaah, det kan jo også være de der mor-hormoner. Den tanke tager jeg i mig igen.

Den travlhed og overbelægning jeg har oplevet de sidste par dage, er en kæmpe trussel mod patientsikkerheden, mod fagligheden og mod det danske sundhedsvæsen. Jeg har en dyb medfølelse med de nybagte mødre og fædre, der lider under dette og som har lidt under denne travlhed.

Det skal lige siges, at jeg jo ikke er færdiguddannet før til juni. Så der er selvfølgelig ting og procedurer der stresser og forvirrer mig mere og i højere grad, end hos garvede og øvede sygeplejersker… men jeg har talt med flere kollegaer som alle tilkendegiver og fortæller, at sådan som det er nu, er grotesk og ikke godt nok. Det pres der er på sygeplejerskernes skuldre, og det øvrige sundhedspersonale, er simpelhent alt for ødelæggende. Ikke nok med at arbejdsmiljøet er for usundt og hårdt, så går det udover patienterne – i dette tilfælde nybagte familier, deres små nyfødte guldklumper og deres start på en hel ny og spændende tilværelse.

Som barselsygeplejerske er det meningen, at man skal skabe gode og trygge rammer, for den lille nyfødte baby og dens forældre, så at familien får en god start, og føler sig rustet og klar til at stå på egne ben. Det har ikke været muligt og det er ikke muligt, når der er for lidt varme hænder, og når rammerne ikke er lavet til den mængde barslende der er.

De vagter jeg har haft på barselsgangen disse dage, føler jeg helt ærligt ikke, at jeg kan stå fagligt inde for. Jeg føler ikke at jeg har været der, som jeg gerne ville for mine patienter. Jeg føler ikke at det har været fagligt forsvarligt, det der er forgået. Dette er en umådelig ubehagelig følelse at gå hjem med.

Huskede jeg nu at sige det? Var det nu de rigtige forældre jeg sagde det til? Tjekkede jeg nu også blødning? Og hvad med uterus kontraktionen? For ikke at tale om den lille ny? Huskede jeg at vejlede om gulsot, og hvad med navleplejen? Hvad med de fremtidige aftaler, bare jeg dog har fået booket og husket alt det jeg skulle? Og hvad med lægen? Fik jeg sat stuegang på alt det jeg skulle? … Og stakkels aftenvagt der mødte ind.. den dokumentation jeg har præsteret, kan umuligt være meget værd. 

De fejl der er sket, er selvfølgelig ikke fejl, som er uoprettelige, og mange forældre kan slet ikke overskue alt den info de får af os på barselsgangen alligevel, men JEG kan mærke at det ikke føles godt nok. Den måde jeg har arbejdet på, har ikke været optimal, og jeg har følt mig utilstrækkelig i rigtig mange situationer, ikke kun i situationer, hvor jeg har vejledt nybagte forældre, men generelt i mit arbejde og de forhold der er lige nu.

Jeg ved at jeg har gjort mit aller bedste, og at mine kollegaer også gør deres aller bedste, hver dag. Men det er tydeligt at mange på afdelingen er stressede, løber rundt som stukkede grise, sukkende og flere er måske på randen til at bukke under for det stressniveau der er. Alle patienter jeg har været i kontakt med disse dage, har også sagt “Holdaop I har ret travlt hva’?”.. Selvom man gør sit bedste for at “skjule” stressen, er det bare ikke muligt.

Jeg talte med en jordemoder i går, jeg spurgte hende, hvordan har det været hos jer på fødegangen, hun sukkede og fortalte, at det havde været helt absurd så stresset de også havde haft det der. Hvorefter hun fortsatte… “og arbejdspresset rykker jo bare videre herop til jer på barselsgangen og på Neonatal afd.

Jeg sidder virkelig med disse tanker… “Hvor langt ud skal vi?” Skal en hel afdeling nå at bryde sammen af stress, eller skal der ske noget andet ulykkeligt, før at disse tilstande ændres?

Desværre har jeg for første gang fået det sådan, at jeg er blevet helt i tvivl, om jeg overhovedet skal være sygeplejerske. Det har virkelig gjort mig ked af det og faktisk har det givet mig tårer. For sygeplejerske, det er hvad jeg er (snart), og det kan jeg mærke helt ned i maven, men det skal ikke ødelægge mig som menneske, og køre mig helt i sænk, at lave det jeg elsker.

Udover de forkerte følelser og viden om, at dagene har været så stressende, at jeg flere gange har “glemt mit hovede”, og fagligt ikke føler, at jeg kan stå inde for den måde jeg har tonset rundt på, så besøgte jeg ikke et toilet fra kl. 07-16 en af dagene, hvor jeg var i vagt. Mit mad indtag var en kop kold kaffe (kl. 11.30.) og en banan (kl. 14.).

Kære Danmark, dette er et opråb. Jeg håber virkelig at fremtiden byder på et sundere og mere værdigt dansk sundhedsvæsen, både for sundhedspersonalet, men virkelig også for de, som skal modtage ydelsen. For sådan som det er lige nu, er efter min mening ikke værdigt, og ikke forsvarligt.

Jeg er måløs og jeg håber ikke, at jeg skal give en drøm op, for ikke at knække sammen som menneske. Jeg valgte at læse til sygeplejerske pga. “Kaldet”, men måske ender det med, at jeg må give afkald, på mit kald.

Se denne film, lavet af jordemødre, der i den grad også oplever stress og travlhed på de danske fødeafdelinger: