5 måneder tilba'

Opråb! Skal jeg give afkald, på mit kald?

Jeg har de sidste par dage oplevet den virkelige virkelighed, som sygeplejerske, når det er værst. Jeg har haft vagter på mit studiejob på barselsgangen. Først og fremmest skal jeg lige sige, at jeg elsker den barselsgang(!). De sygeplejersker, jordemødre og læger der arbejder der, er meget dygtige og meget kompetente. Men jeg har oplevet den barske bagside, af lykke og glæde på en barselsgang – i hvert fald fra mit perspektiv.

sygepl stud

Jeg havde godt fået at vide at der i øjeblikket var rigtig travlt, men jeg havde ikke i min fantasi troet, at det kunne være så slemt, som det var. Jeg fik at vide, at flere mødre havde grædt, pga. den stress der var på afdelingen. Jeg tænkte… aaah, det kan jo også være de der mor-hormoner. Den tanke tager jeg i mig igen.

Den travlhed og overbelægning jeg har oplevet de sidste par dage, er en kæmpe trussel mod patientsikkerheden, mod fagligheden og mod det danske sundhedsvæsen. Jeg har en dyb medfølelse med de nybagte mødre og fædre, der lider under dette og som har lidt under denne travlhed.

Det skal lige siges, at jeg jo ikke er færdiguddannet før til juni. Så der er selvfølgelig ting og procedurer der stresser og forvirrer mig mere og i højere grad, end hos garvede og øvede sygeplejersker… men jeg har talt med flere kollegaer som alle tilkendegiver og fortæller, at sådan som det er nu, er grotesk og ikke godt nok. Det pres der er på sygeplejerskernes skuldre, og det øvrige sundhedspersonale, er simpelhent alt for ødelæggende. Ikke nok med at arbejdsmiljøet er for usundt og hårdt, så går det udover patienterne – i dette tilfælde nybagte familier, deres små nyfødte guldklumper og deres start på en hel ny og spændende tilværelse.

Som barselsygeplejerske er det meningen, at man skal skabe gode og trygge rammer, for den lille nyfødte baby og dens forældre, så at familien får en god start, og føler sig rustet og klar til at stå på egne ben. Det har ikke været muligt og det er ikke muligt, når der er for lidt varme hænder, og når rammerne ikke er lavet til den mængde barslende der er.

De vagter jeg har haft på barselsgangen disse dage, føler jeg helt ærligt ikke, at jeg kan stå fagligt inde for. Jeg føler ikke at jeg har været der, som jeg gerne ville for mine patienter. Jeg føler ikke at det har været fagligt forsvarligt, det der er forgået. Dette er en umådelig ubehagelig følelse at gå hjem med.

Huskede jeg nu at sige det? Var det nu de rigtige forældre jeg sagde det til? Tjekkede jeg nu også blødning? Og hvad med uterus kontraktionen? For ikke at tale om den lille ny? Huskede jeg at vejlede om gulsot, og hvad med navleplejen? Hvad med de fremtidige aftaler, bare jeg dog har fået booket og husket alt det jeg skulle? Og hvad med lægen? Fik jeg sat stuegang på alt det jeg skulle? … Og stakkels aftenvagt der mødte ind.. den dokumentation jeg har præsteret, kan umuligt være meget værd. 

De fejl der er sket, er selvfølgelig ikke fejl, som er uoprettelige, og mange forældre kan slet ikke overskue alt den info de får af os på barselsgangen alligevel, men JEG kan mærke at det ikke føles godt nok. Den måde jeg har arbejdet på, har ikke været optimal, og jeg har følt mig utilstrækkelig i rigtig mange situationer, ikke kun i situationer, hvor jeg har vejledt nybagte forældre, men generelt i mit arbejde og de forhold der er lige nu.

Jeg ved at jeg har gjort mit aller bedste, og at mine kollegaer også gør deres aller bedste, hver dag. Men det er tydeligt at mange på afdelingen er stressede, løber rundt som stukkede grise, sukkende og flere er måske på randen til at bukke under for det stressniveau der er. Alle patienter jeg har været i kontakt med disse dage, har også sagt “Holdaop I har ret travlt hva’?”.. Selvom man gør sit bedste for at “skjule” stressen, er det bare ikke muligt.

Jeg talte med en jordemoder i går, jeg spurgte hende, hvordan har det været hos jer på fødegangen, hun sukkede og fortalte, at det havde været helt absurd så stresset de også havde haft det der. Hvorefter hun fortsatte… “og arbejdspresset rykker jo bare videre herop til jer på barselsgangen og på Neonatal afd.

Jeg sidder virkelig med disse tanker… “Hvor langt ud skal vi?” Skal en hel afdeling nå at bryde sammen af stress, eller skal der ske noget andet ulykkeligt, før at disse tilstande ændres?

Desværre har jeg for første gang fået det sådan, at jeg er blevet helt i tvivl, om jeg overhovedet skal være sygeplejerske. Det har virkelig gjort mig ked af det og faktisk har det givet mig tårer. For sygeplejerske, det er hvad jeg er (snart), og det kan jeg mærke helt ned i maven, men det skal ikke ødelægge mig som menneske, og køre mig helt i sænk, at lave det jeg elsker.

Udover de forkerte følelser og viden om, at dagene har været så stressende, at jeg flere gange har “glemt mit hovede”, og fagligt ikke føler, at jeg kan stå inde for den måde jeg har tonset rundt på, så besøgte jeg ikke et toilet fra kl. 07-16 en af dagene, hvor jeg var i vagt. Mit mad indtag var en kop kold kaffe (kl. 11.30.) og en banan (kl. 14.).

Kære Danmark, dette er et opråb. Jeg håber virkelig at fremtiden byder på et sundere og mere værdigt dansk sundhedsvæsen, både for sundhedspersonalet, men virkelig også for de, som skal modtage ydelsen. For sådan som det er lige nu, er efter min mening ikke værdigt, og ikke forsvarligt.

Jeg er måløs og jeg håber ikke, at jeg skal give en drøm op, for ikke at knække sammen som menneske. Jeg valgte at læse til sygeplejerske pga. “Kaldet”, men måske ender det med, at jeg må give afkald, på mit kald.

Se denne film, lavet af jordemødre, der i den grad også oplever stress og travlhed på de danske fødeafdelinger:

   

30 kommentarer

  • Camilla Bæhr

    Kære Frederikke :)

    Hvor er det godt skrevet og sejt at du står frem.

    Jeg håber at dette blivet taget op, til en større debat.

    Tak fordi du bruger din tid på at dele dine reflektioner og overvejelser !
    De er så vigtige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Camilla

      Tusind tak for dine søde ord, jeg er så glad for at blive “hørt” og for at mærke at jeg ikke er “alene”. Det varmer og betyder utroligt meget, at mærke den massive opbakning.

      TAK!

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Hansen

    Kære Frederikke
    Hvor er det flot skrevet og hvor er det stort og vigtigt du står frem offentligt med din bekymring og frustration.
    Det har været nogle voldsomme dage og vi er flere der deler dine frustrationer. Jeg håber og ber til at tiderne kommer til at ændre sig til det bedre, hvor man igen kan have respekt for ikke mindst patienterne og deres situation, at vi får tid til at vejlede, pleje og yde omsorg mere individuelt, med respekt for den enkeltes ressourcer og situation og på den måde have en mere sundhedsfremmende og forebyggende tilgang til vores sygepleje, istedet for den sygepleje vi yder i øjeblikket, hvor det kunne minde mere om brandslukning. Men også få fokus på medarbejdernes indsats og have respekt for hvor vigtig trivsel er på en arbejdsplads. Ildsjæle slukkes, dygtige og kompetente sygeplejersker går ned med stress og ikke mindst skræmmer vi engagerede spirer væk, før de når deres potentiale.
    Jeg håber du ikke er skræmt væk, du er en kommende ildsjæl der allerede har stor indflydelse på mange familiers liv og du er hamrende kompetent. Jeg er glad for og stolt af at du nu er rykket fra studerende til kollega og er 100 % tryg ved at have dig ved min side, ville dog gerne have endnu mere tid til også at være mere ved din side, så du kunne få en roligere start. Vi skal passe på vores guld og samtidig skal du passe på dig selv, det skal vi alle og med dette indlæg har du gjort opmærksom på de urimelige forhold vi og patienterne bliver udsat for. Tak for det. Jeg håber vi snart ses igen, i nogle roligere vagter hvor vi har en chance for at gøre det vi elsker. Give patienterne den omsorg de fortjener.
    Kh Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Christina

      Først må jeg lige sige, du fik da ellers lige mine tårekanaler i gang :-)
      Tusind tak for dine meget søde ord, de varmede helt afsindigt meget. Det betyder så meget for mig, at mærke denne anerkendelse og opbakning, og jo især fra dig, du er jo uden tvivl et af mine store forbilleder!

      Jeg håber også som du skriver, at tiderne ændrer sig, til det bedre.
      Jeg er ikke skræmt væk, jeg holder for meget af “jer” og specialet til at være skræmt væk. Og jeg skal og vil være sygeplejerske, om hvad det så skal indebære. Men jeg har mærket hvad min krop og mit indre ikke synes er okay, og det skal jeg virkelig gøre alt for at holde fast i. Jeg lover at jeg vil passe på mig selv, det håber jeg også at du gør! Jeg håber at denne “omgang” var den sidste af sin kaliber på afdelingen, og at der er ændringer på vej for jer.

      Vi ses snart igen, og jeg glæder mig og ser frem til nogle mere rolige vagter, også sammen med dig, hvor jeg kan lære meget mere af et helt unikt forbillede som du er.

      Endnu en gang TAK for din anerkendelse og for at du har læst og skrevet denne kommentar, det vil jeg ikke glemme.

      Kh. Frederikke og på gensyn

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære Frederikke det er trist læsning for en kommende sygeplejerske, men jeg tror det er godt at du skriver det og dermed støtter jordemoderne i deres opråb for ordentlige forhold for både patienter og personale. Når det er sagt så husk de mange muligheder der er for at arbejde som sygeplejerske og husk at vi i uddannelsen lærer om den ideelle sygepleje som er det vi skal stræbe efter i praksis men som vi nok vil erfarer ikke altid kan nåes. Jeg håber du bliver ved dit kald for du kan være med til at gøre en forskel og ændre forholdene. Pøj pøj fremover

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Louise

      Tusind tak for din kommentar.
      Ja, det er trist, men desværre en sandhed på flere afdelinger. Der er rigtig mange muligheder som sygeplejerske, og det skal vi være glade for.
      Mht. ideel sygepleje og hvad der kan nåes i praksis, så er det klart, at vi ikke kan opnå det mest ideelle, og at tid/ressourcer/mm. klart spænder ben for den ideelle sygepleje, MEN jeg mener helt klart at der er grænser for hvor langt vi skal bøje og strække os – både som sundhedspersonale og som patienter.
      Jeg bliver ved i mit kald, oven på alt den feedback og anerkendelse jeg har fået på dette blogindlæg har jeg kun fået mere blod på tanden for at kæmpe for at ændre disse forhold. Forhold som der i denne ugensløb, på mit studiejob, på barselsgangen har været helt urimelige.

      Rigtig meget pøj pøj også til dig fremover og mange tak endnu en gang.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ivalu Rasmussen

    Kære Frederikke, kender 100% den følelse du står med. Er selv nyuddannet sygeplejerske og startet i nyt job indenfor pædiatrien og jeg er i gang med kun 1 måneds oplæring før jeg selv skal stå på egne ben med mine patienter. Mine kollegaer kæmper for at hjælpe mig at blive lært op, men er næsten umuligt for dem når de selv skal kæmpe med samtidig at jonglere flere børn og forældre end hvad der burde være tilladt. Og så føler man sig bare fanger for man higer efter oplæring og har en masse spørgsmål men man kan næsten ikke få sig selv til at presse dem mere. Og samtidig er man uhyggelig bevidst om at det om kort tid er en selv det skal rende rundt og forsøge at holde alle boldene i luften og nå så meget som muligt med en konstant følelse af utilstrækkelighed og nervøsitet for i farten at overse noget vigtigt måske livsvigtigt. Det er mit drømmejob og en super afdeling, men selv det bedste sted og bedste mennesker bryder på et tidspunkt sammen under det pres der er sådan et sted. 3 timers arbejde kan altså bare ikke gøres på 1. Vi er mennesker og vi arbejder med mennesker men de tror vi alle er maskiner hvor man bare kan skrue op for hastigheden og så få samme resultat.
    Sørgeligt, sørgeligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vitachoreas

      Kære Ivalu

      Tusind tak for din kommentar og anerkendelse!

      Jeg håber at du trods travlheden alligevel får den oplæring, som du føler at du skal have, af dine kollegaer. Det må være så frustrerende at være dig, og såmænd også være dine kolegaer :( Du må passe på dig selv, mærke efter og sige fra!

      Du har ret mht. at selv det bedste sted med de bedste mennesker, bryder sammen under det pres der er. Det er så ganske forfærdeligt, at vi skal derud at afdelinger bryder sammen fordi at det dygtige, kompetente og garvede sundhedspersonale knækker over på midten.

      Jeg håber så inderligt at der er bedre tider på vej. Så at vi kan få lov at gøre vores arbejde, med den viden, sjæl og omsorg, som er så unik for sygeplejen.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Så godt skrevet og lige det jeg oplevet da jeg skulle sættes i gang. 2x jeg kunne kører hjem igen fordi der ikke var tid, vandet der blev taget, men der var alligevel ikke tid på fødegangen så over 30 timer med vandafgang og så endte det med akut kejsersnit pga. Infektion. 9 timer med veedrop. Men jeg fik min sunde og raske dreng. Barselsgangen blev jeg smidt hjem fra selvom de vidste min mand var på arbejde og jeg ikke kunne komme hjem med den den ny fødte.
    Har aldrig oplevet noget lignende, glad for jeg var rustede til mor rollen fra min første.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Trine

      Tak for din kommentar, og for at dele din historie.

      Jeg er glad for at høre, at du fik din sunde raske dreng <3
      Men hvor er det forfærdeligt og trist, at der ikke var plads til dig på barselsgangen.
      Godt at du var rustet fra din nr. 1, og havde ben i næsen.
      Men det er godt nok ikke optimale forhold, og slet ikke en ok start at give en lille ny familie, lige meget om man er 1., 2. eller 3. gangs mor. Desværre er der nogen gange så travlt på barsels -og fødegangen, at det slet ikke er en mulighed at kunne værne om hvad er der er bedst for den enkelte familie, men man må prioritere, de som har behov for akut hjælp, pga. tid og plads mangel. Så trist, så trist.

      Alt held lykke til dig og dine to børn :)

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hvor er det flot og modigt skrevet! Skynd dig væk fra den afdeling… Jeg blev et helt andet menneske, da jeg kom væk fra 426 og fik job et andet sted. Så giv endelig ikke afkald på dit kald! Men find ud af, hvor du kan trives i dit fag!
    Godt du lytter til dig selv!
    Held og lykke fremover!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Rikke

      Mange tak for din søde kommentar og dine ord.

      Jeg vil gøre alt for at holde fast i mit kald, og det er dejligt at høre, at du fik det bedre.

      Jeg er bare så glad for det sted hvor jeg er vikar, personalet og selve specialet og ønsker at afdelingen “får det godt” igen.
      Men jeg lover at fortsætte med at lytte til mig selv!

      Igen tak for dine ord og råd :-)
      og held og lykke også til dig!

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia Schiønning Truong

    Jeg ved PRÆCIS hvordan du har det. Jeg startede der også på modul 11+12 og blev timelønnet imens jeg skrev BA. Herefter blev jeg fastansat og brugte 1,5 år på at slide mig selv op med 12 og 16 timers 3-holdsskift, overarbejde, overbelægning, pålagte ekstra arbejdstimer, indkaldelse på fridage, underbemanding, rød trekant, overbebyrdede forsinkede stuegangslæger, udskrivnig af mødre som ikke har fået styr på amningen og babyer der ikke er i optimal trivsel (som alligevel ender med at blive genindlagt, hvilket koster endnu flere penge og mere tid), manglende tid til at besvare akuttelefonen så de nyligt udskrevne familier ikke kan få den vejledning de har brug for (og krav på) i de første par dage indtil kontakten med sundhedsplejersken er etableret, aflysning af udskrivelsessamtalen hvor de nybagte går glip af rigtig meget vigtig information, misbrug af studerende hvor de bliver brugt som arbejdskraft og ikke har tid til at reflektere over egen samt andres praksis, printere der ikke virker, computere der ikke virker, EWS-apparater der ikke virker, implementering af nye dokumentationssystemer i perioder med 5-6 langtidssygemeldte kollegaer med stress,
    oplæring af nye kollegaer som bliver kastet ud i det uden ordentlige introforløb fordi de gamle erfarne har sagt op, IUGR-babyer der ikke får målt blodsukre til tiden, babyer der ikke får målt TP selvom der har været langvarig vandafgang fordi journalen ikke er blevet læst ordentlig og jordemoderen har glemt at melde det, fordi hun samtidig skulle melde to andre mere komplicerede forløb, modtagelse af patienter der ikke er blevet meldt fra fødegangen, manglende tid til at vise gemelli-mor hvordan hun skal amme i tvillinge-stilling, klokker der ringer hvor man ikke kan huske hvilken en af dem der ringede først, akutte sectio kvinder der ligger i halve og hele timer og venter på portøren, så de kan blive kørt over på den anden side af gangen og holde deres nyfødte baby for første gang på neonatal, frustrede nybagte mødre som har fået fortalt hvor vigtigt det er at opstarte stimulation og udmalkning når deres præmature får sonde, men ikke kan få fat i en brystpumpe pga overbelægning på afdelingen, og at de andre patienter begynder at hamstre og gemme brystpumperne på deres stue i frygt for at ende i samme situation, sultne mødre og fædre med laaange fødselsforløb der ikke kan tilbydes mad fordi der ikke er flere madbakker eller mere yoghurt i afdelingen, 12 timer gamle babyer der ligger for sig selv i vuggen med tøj på og sut i munden fordi fødselsforberedelsen i graviditeten er sløjfet pga besparelser og forældrene ikke aner hvor vigtigt det er at ligge hud mod hud og at sut kan forstyrre amningen i den første tid, manglende tid til observation af mor/barn – kontakt hos udsatte mødre som f.eks har psykiske problemer og er i blåt team, sygeplejersker og sekretærer som glemmer at bestille infektionstal og billirubin blodprøver pga travlhed og forvirring, grædende patienter fordi de ikke føler at der er tid nok til alt det de gerne vil og har håbet på, grædende sygeplejersker og studerende fordi de heller ikke føler at der er tid nok til at det de gerne vil og har håber på .. Og ja jeg kunne blive ved. Det er så synd. Og jeg er så ked af at jeg måtte opsige min stilling på Barselsgangen for jeg ELSKEDE specialet og jeg elskede kollegaerne. Men jeg kunne ikke længere gå på kompromis med min integritet, min faglighed og min samvittighed hver evig eneste dag. Jeg gav absolut alt hvad jeg havde for at give mine patienter den allerbedste sygepleje og vejledning under de forhold jeg havde, men det var bare ikke nok, og det var på bekostning af mig selv og mit eget helbred. Jeg har slet ikke lyst til længere at være en del af det offentlige, og jeg arbejder nu i det private under meget bedre forhold og meget bedre løn. Jeg skal helt sikkert ikke arbejde som sygeplejerske særlig længe endnu, og heldigvis er der gode muligheder for at læse videre på en kandidat. Det er bare så trist at det skal være sådan. Jeg kan virkelig godt forstå dine overvejelser om at give afkald på dit kald. Jeg havde selv de samme tanker i løbet af studiet, og har dem stadig Idag.
    Jeg håber du finder ud af hvad der er bedst for dig ❤️.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Julia

      Jeg er så måløs og så glad for din kommentar.
      Jeg vil sige, at udfra hvad du skriver, er det helt klart blevet bedre, end da du har været der. Men det skræmmer mig og ryster mig, at det kun har været endnu værre.
      Men jeg kan jo desværre nikke genkendende til det meste af det du skriver. Og lige netop alt hvad du skriver, var noget af det, der fik mig til at skrive dette indlæg. Da jeg netop oplevede flere af disse forfærdelige forhold som du beskriver de dage, da der var ekstra pres på.

      Jeg kan godt forstå at du smed håndklædet i ringen, og sagde op og søgte til det private. Men det gør mig så trist at høre, at du måtte give op et speciale som du elskede (som jeg også selv elsker) og kollegaerne. Det er forrykt at det skal være sådan.
      Det gør mig også meget trist at høre, at du du ikke skal være sygeplejerske længe endnu, men det er konsekvensen af det her rådne sundhedsvæsen som vi har nu om dage. Dygtige, engagerede og passionerede sygeplejersker som dig, som brænder for noget, brænder ud og flygter fra faget.
      Det er så grotesk, og ikke til at bære.

      Måske ses vi en dag, på den ene eller anden side. Jeg håber at der kommer mere fokus på det her, så at vi begge kan få lov at blive i vores kald, frem for at blive presset til at give det op.

      En masse held og lykke til dig, til dine fremtidige planer og til kandidaten, hvis du starter på den (jeg overvejer også selv meget, at læse en kandidat).

      Tusind tusind tak endnu en gang, for at dele dine erfaringer og dine frustrationer med mig, jeg er meget taknemmelig.

      Kh. Frederikke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna-Amalie

    Sikke et fint indlæg! Jeg har været nyuddannet sygeplejerske i 2 år nu og forstår fuldt ud din frustration over at føle sig utilstrækkelig i nogle rammer som slet ikke giver en muligheden for at kunne udføre sit arbejde, så godt som man stiler efter. Derefter vil jeg dog sige, at bare det du har ambitionerne til at være bedre hver dag og prøve at udføre dit job til det fuldeste – det er den slags sygeplejersker der er brug for! Altid sørg for du ikke knækker nakken på det (presset og stressen), men det arbejde giver så meget igen, bare man har én god oplevelse om ugen. Vil bare sige “go for it” og gør dit arbejde så godt du kan med de rammer som er givet :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Anna-Amalie

      Tusindt tak for din kommentar. Det er så rart at høre fra andre med samme frustrationer, og at blive forstået og “hørt”!

      Og tak for dine søde og gode råd! Jeg vil fortsætte “kampen”, og fortsætte med at gøre mit bedste, uden at miste mig selv i det.

      Og så håber jeg at der snart sker ændringer, så at tiderne med spidsbelastninger bliver mere værdige overfor sundhedspersonalet og patienterne.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jørn Larsen

    Hvor er det godt skrevet. Jeg er heldigvis over den alder hvor den slags besøg bliver gældende for mig, men jeg tænker på hvad der venter mine børnebørn og oldebørn når deres tid kommer. God vind fremover, og jeg håber du holder ved dit kald, for der bliver rigtig meget brug for jer, som kan holde presset ud i fremtiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Jørn

      Tusind tak skal du have! Jeg forstår godt dine tanker, man kan slet ikke lade være med at grue og tænke sit mht. fremtidens sygehusvæsen.
      Men heldigvis er der også mange rigtig gode og fine og helt fantastiske dage, men der hænder at stressen, rammerne og de manglende hænder er så ødelæggende, at det ikke er værdigt for nogen.

      Tak for dine søde ord, jeg holder ved mit kald, i hvert fald det næste lange stykke tid. Jeg har fået så meget mod og blod på tanden for at fortsætte, især oven på alt denne feedback jeg har fået på dette indlæg.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K.

    Kære Frederikke..
    Jeg er selv læge, men de ord du skriver, kunne jeg lige så godt have skrevet selv. Det er desværre gennemgående i sundheds(u)væsenet, at pedalen er trykket helt i bund. Der er sparet, til man ikke kan spare mere, og så sparer man lidt mere. Jeg har haft 24-timers vagter uden pauser, med pause til at spise en enkelt gang på de 24 timer. Toilet? Prøv lige at sidde roligt og skide når hjertestopkalderen går. Så snakker man om at sætte spor efter sig, men ikke på den gode måde.

    Min mening med denne kommentar er på ingen måde at sige “aj, jeg har det værre” eller på noget vis nedvurdere dine oplevelser. Jeg vil blot pointere, at det er et gennemgående træk. Ikke bare sygeplejersker og jordmødre, vi læger oplever det sgu også..

    Jeg endte med at forlade landet på grund af det..

    Hvad kan man gøre? Vel, vi bliver ikke hørt hvis vi går via ledelsen, så skal man gå udenom.. Via media, via blogs, præcis som du gør her. Bliv endelig ved…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære K.

      Mange tak for din kommentar!

      Ja der bliver sparret og sparret, det er ubegribeligt.

      Jeg ved godt at lægerne har mindst lige så travlt som sygeplejerskerne, jeg har faktisk også nævn “læger” i min indlæg, og skriver gennemgående “sundhedspersonale”, så jeg mener også læger her.
      For ja, I har også så travlt, det oplever jeg også på den afdeling jeg er på, og får det også fortalt.

      Jeg forstår godt dit valg, med at forlade landet og har også selv udlandet i tankerne!

      Tusind tak for din opbakning, jeg vil blive ved med at blogge på din opfordring og alt den opbakning jeg har fået med dette indlæg.

      TAK! og god vind fremover med arbejdet i udlandet :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A-B

    Nu er jeg måske lidt irriterende. Håber det er ok :-)
    Jeg er gravid med 5 uger til termin og en ret træls graviditet at se tilbage på. Jeg måtte først i behandling for hyperemesis fra uge 6 – 22 og blev i uge 27 indlagt pga truende for tidlig fødsel. Først på fødegangen og derefter på svangregangen i en uge. Senere var der mistanke om diabetes, hvilket heller ikke var særligt sjovt. Undervejs er jeg desuden blevet fulgt af en omsorgsjordemoder, en læge på familiecentret og har fået samtaler med en psykolog, fordi jeg var i risikogruppen for at få en fødselsdepression. Dels pga. den langvarige Hyperemesis, som virkelig trak tænder ud på hele familien, dels pga to dødsfald i den helt nære familie.

    Igennem hele forløbet har jeg fået den fineste, mest professionelle og empatiske behandling. Personalet havde tydeligvis travlt, men jeg følte aldrig, at det var på bekostning af mig og min familie og mine tusind spørgsmål og bekymringer undervejs.

    Jeg hører til et af landets største hospitaler, men ikke i din region.
    Jeg har dog flere veninder, som har født i din region og som har oplevet det du beskriver, men fra patientsiden. Trods de dygtige medarbejdere føles der travlt og svingdørsagtigt og nogle har siddet tilbage med følelsen af ikke at ville stille de ekstra spørgsmål og lufte de ekstra bekymringer, fordi de godt kan se, at personalet er maks presset.

    Og endelig min pointe:

    Jeg er sikker på, at du og dine kolleger er lige så dygtige og engagerede som i min region, så hvorfor denne forskel fra sygehus til sygehus?

    Jeg tror det er mere end et ressourcespørgsmål. Det er også et spørgsmål om ledelse og organisering. Måske skal man blive bedre til at lære af hinandens gode erfaringer på ovenstående punkter?

    Og så lige en sidste ting. Jeg håber virkelig at beslutter dig for at blive. Det er engagerede mennesker som dig, der skaber den virkelige kvalitet for patienterne :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine (spl. i pædiatri)

      Hej A-B
      Alle regioner og hospitaler har familier/ patienter der oplever gode forløb og får den støtte de har behov for, men de oplevelser fylder ikke ret meget i debatter. Som sygeplejerske har Jeg/man dagligt gode forløb især set fra familiens/patientens vinkel, men fra en sundhedsprof. vinkel har disse forløb også mange mangler. Bagsiden er den totale mentale udmattelse, den obstipation et par travle vagter uden wc-besøg og væske, man kommer hjem med, til sin egen familie. Og et årlige gentagende tab af tydeligt dygtige nyere uddannede sygeplejersker, Men også for min afd. vedkommende gennemsnitlige tabe mellem erfarende sygeplejersker der går ned og efter som man ikke kan dæmpe arbejdshastigheden, ender med rigtige stress, som er en meget ondskabsfuld lidelse jeg bliver ved med at tabe kollager til. mit råd til Frederikke- Marie er gør dit studie færdigt tag et par år og hold dig muntre, men pas på dig selv, og husk at det er i orden at familier/patienter også må vente på sygeplejersken.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Køre A-B

      Dejligt at høre, at du har fået så god en behandling!

      Det er meget forskelligt mht. rammer og ressourcer fra hospital til hospital, og man kan sikkert klart lære af hinanden på de forskellige hospitaler.

      Men som der hvor jeg er, handler det om, at der ikke er nok hænder, oh heller ej plads til patienterne, når det er det brænder på.

      Dvs. der er dage og uger hvor der er masser plads og god tid, men også dage, hvor det mere er “brandslukninger” og som et tetris spil, at få plads til barslende og tiden til den gode omsorg er der ikke.

      Tusind tak for dine søde ord, jeg håber også at jeg holder ud, for jeg elsker mit fag, og ønsker virkelig ikke at skulle flygte fra det, pga. overbelægning og dårlige arbejdsforhold.

      En masse held og lykke med din graviditet og fødsel, som jeg ønsker bliver den aller bedste<3

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg er selv uddannet sygeplejerske, jeg nåede ikke at arbejde efter jeg var færdiguddannet, da jeg gik på barsel umiddelbart efter. Nu bor vi i Schweiz, og jeg skal ikke tilbage til det danske sundhedsvæsen som medarbejder og da slet ikke patient hvis jeg kan gøre for det. Presset er for stort, ressourcerne for små og om muligt endnu færre end da jeg var i min sidste praktik i 2012/2012 på Rigshospitalet på en børneafdeling. Nej tak til at slide og slæbe en hel dag uden mulighed for pauser eller frokost for så at gå hjem med dårlig samvittighed og nej tak til en behandling, der oser af spareøvelser. Jeg har prøvet både den schweiziske og danske model indgående og det er krystalklart, hvilken jeg ville vælge og anbefale og arbejde i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Ditte

      Tusindt tak for din kommentar og for at dele dine erfaringer.
      Hvor lyder det spændende med Schweiz, jeg kan virkelig godt forstå dig.
      Jeg går selv med store drømme om at arbejde i udlandet, både fordi at international sygepleje interesserer mig helt vildt, men også grundet mine bekymringer. Jeg tror virkelig det er hårdt at arbejde som sygeplejerske, rigtig mange steder, her i DK. Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø tror jeg, er meget ødelæggende, og det går bare så meget udover kvaliteten af den dyrebare sygepleje.

      Kh. Frederikke og held og lykke med dit sygeplejerskevirke i Schweiz :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan Bay Sørensen

    Kære Frederikke
    Jeg sidder med tårnene trillende ned af kinderne og har læst det så vigtige opråb du her giver, og set video klippet til ende. Jeg har læst alle nuværende kommentare og jeg ved slet ikke hvad jeg sige eller tænke. Jeg føler mig fuldstændig tom inden i! Jeg viste godt at alle i fantastiske mennesker arbejde under voldsom pres, efter at der gang på gang er blevet sparet og nedlagt afdelinger. MEN i min vildeste fantasi havde jeg ikke kunne forestille mig et sådant uacceptabelt mareridt i står i hver dag, som de fødende står i. Jeg er lykkelig for at det snart er 13 år siden jeg fødte første gang, en fødsel der viste sig at blive i sæde stilling. Jeg var omgivet af 2 jordmødre 2 sygeplejesker og en sosu’er. Jeg fik den største omsorg og det blev, trods alt den fantastiske oplevelse det skal være at sætte et barn i verden. At det snart er 11 år siden at jeg fødte nr 2, hvor jeg også til trods for at det var en “efter bogen” fødsel stort set havde en jordemor hos mig konstant. Og ikke mindst at det er 7,5 år siden jeg fødte min sidste, hvor der også gudske tak og lov faktisk kontinuerligt var 2 jordmoder og min 1 sygeplejerske hos mig, da det ende i voldsom vé-storm, og grundet at jeg ikke nåede at trække vejret mellem fik iltmangel. Der var endda hænder til at en studerende løb ned til hovede indgangen og hentede min mor, så hun nåede af få oplevelsen af være der, da hendes sidste barnebarn kom til verden. Jeg har hver gang oplevet kærlig omsorg, hjerterum og tid. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg ville have reageret hvis jeg skulle opleve noget af det i står i hver dag, på egen krop. Der er mig fuldstændig ubegribeligt at man kan sætte nyfødte og deres mødres liv på spil på den måde. AF HJERTET TAK for alt hvad i giver og gør, for at i giver så meget, også for meget for at forsøge at give den omsorg som i uden tvivl stræber efter at give. Jeg håber inderligt at der snart er nogle der vågner op, og vitterligt mærker det jeg mærkede da jeg så og læste det her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Joan,

      Tusind tusind tak for din meget søde og rørende besked, den varmede utroligt meget <3

      Jeg er glad for at høre, at du har fået god omsorg den gang du fødte.

      Og endnu en gang tak, for dine meget varmende ord, og for at dele din historie her med mig.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære Frederikke,

    Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med din blog og har netop læst dette indlæg.

    Selv blev jeg færdiguddannet sygeplejerske i sommeren 2013. Jeg havde min sidste praktik på en vildt spændende afdeling og det var her jeg for første gang tænkte “Hvor er jeg bare landet på den rigtige hylde”. Jeg har egentlig altid gået med tanken om at læse videre. De sidste par år har jeg arbejdet som basissygeplejerske – også på en rigtig spændende afdeling, hvor jeg er virkelig glad for patienterne og mine kolleger. Desværre, som du selv beskriver, alt for ofte under alt for meget tidspres.

    Der var engang én, der i mit sidste praktikforløb sagde til mig (fordi jeg ofte bekymrede mig om jeg nåede alting), at hvis det jeg havde glemt, ikke var noget patienten døde af, så var det OK. Hospitalet er en døgninstitution, hvor der altid er nogle til at tage over og måske opdage det man selv har glemt.

    Og hvor utilfredsstillende er det ikke lige, at som sygeplejerske afslutter man altid sin vagt med rapport vedr. alt det man IKKE nåede i sin vagt. Men hvad med alt det man rent faktisk nåede? Alting hober sig op som én stor dårlig samvittighed. Dét er bare ikke godt nok! Der er en grund til, at sygeplejersker er nogle af dem, der hyppigst går ned med stress og depression.

    Ikke desto mindre er jeg nu igang med min kandidatuddannelse i sygepleje. Hvad jeg helt præcis vil bruge den til – det ved jeg ikke, men mit håb er, at jeg bliver i stand til at besidde andre jobfunktioner, hvor arbejdsforholdene ikke er ligeså sindssyge. Jeg læser ikke videre, fordi jeg ikke er glad for at være sygeplejerske. Jeg elsker at være sygeplejerske, men ikke om jeg gider arbejde under de forhold vi er givet. Det gør mig vred, frustreret og ked af det.

    Jeg forstår dine tanker til fulde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Julie,

      Tusind tak for din kommentar.

      Jeg forstår alt hvad du skriver så godt.
      Selv har jeg det helt på samme måde. Jeg regner da stærkt med, at skulle finde mig et job til sommer, som basissygeplejerske, til sommer når jeg er færdig. Men jeg håber virkelig, at jeg vil være i stand til at mærke efter, om det er for hårdt. For hvis det er det, vil jeg også hurtigst muligt gå i gang med en kandidat. Ikke fordi jeg ikke vil være sygeplejerske, men for at mine muligheder kan åbne sig, så at jeg ikke er nødsaget til at stå i det sindssyge arbejdsmiljø, som der er lige nu.

      Rigtig meget held og lykke med din kandidat, måske ses vi derude et sted :-)

      – og jeg er også vred. frustreret og ked af det.

      Endnu en gang TAK for din kommentar, og for at dele din historie, og dine frustrationer med mig! Det betyder rigtig meget.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Mikkelsen

    Nej Frederikke, du skal ikke opgive dit “kald”, det er dejligt og nødvendigt med unge engagerede sygeplejersker, der vil kæmpe for rimelige arbejdsvilkår, disse sygeplejersker er en mangelvare.
    Jeg har selv haft et indlæg i Information mellem jul og nytår 2015, ( som der godt nok var ændret i, så mit budskab ikke var ret tydeligt )
    Mit budskab var hvem der passer på os sygeplejersker, så vi fortsat kan passe vores patienter forsvarligt, omsorgsfuldt og fagligt kompetent. Vores fagforening gør ikke noget andet end kampagner om mere nærvær til patienterne, jeg ser ikke at de kæmper for os og vores arbejdsvilkår. Politikerne – både i regionerne og på Borgen – slår os bare i hovedet med, at vi da må kunne se at der ikke er flere penge i sundhedsvæsnet. Og vores lokale ledere tænker kun i kroner og ører, og ikke hvordan vi sygeplejersker har det. Jeg er selv på en afdeling med svært syge patienter, som vi slet ikke er hænder og hoveder nok til at passe forsvarligt. Mine unge kollegaer ( er selv i den aldrende ende ) brænder for vores fantastiske fag, men de brænder ud hvis der ikke snart sker noget. Og mange af dem vil forsvinde til andre fag, fordi de ikke kan holde til det. Jeg forstår simpelthen ikke, at vi ikke bliver taget alvorligt. Hvordan kan man som leder have et personale, der elsker deres arbejde, men ikke vil kæmpe for at vi kan gøre vores arbejde forsvarligt. Hvordan kan man som leder være fuldstændig ligeglad med, at vide at ens personale risikerer at ødelægge sig selv, fordi vi bare vil det bedste for vores patienter. Hvordan kan man som leder blot trække på skuldrene, når man bliver gjort opmærksom på at arbejdet ikke er muligt at udføre forsvarligt. Jeg har nogle fantastiske og dygtige unge kollegaer, men de kæmper heller ikke. Så Frederikke – fortsæt endelig din kamp, selvom den er ensom, sygeplejen har brug for seje piger som dig. På et tidspunkt er der vel nogen der vågner op, og ser med realistiske øjne på vores arbejdsvilkår. Så spændende hvad Grethe Christensen kan byde ind med i aftenens udsendelse. KH Hanne Mikkelsen – en gammel sygeplejerske som elsker sit arbejde, men er træt af de vilkår vi bliver budt

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

5 måneder tilba'