Jeg har brug for jeres råd :-)

Man kunne måske nok godt have det indtryk, at jeg er en mega nørde-sygepleje-studine med hornbriller, som læser “Notes of Nursing” (F. Nightingale) fra fredag til lørdag.

Sådan er min verden ikke :-) Jeg har på det sidste haft vildt meget sygepleje-skrivning på mit hjerte, og har stadig masser. Det er kun blevet endnu mere interessant, og har givet mig mere lyst til at skrive, og blod på tanden, fordi I læser med. Tak for det! Og det er så super fedt, med de henvendelser jeg har fået fra jer til mit lille tiltag med “Ugens Sygeplejerske”. Det har været rigtig overvældende, jeg er ovenud taknemmelig og glad.

Nå… tilbage til det med at jeg også laver andet end at være sygepleje-nørdet. Jeg danser to gange om ugen. Dvs. lige nu skrænter det lidt med min sambatræning af forskellige årsager. Men jeg satser og håber på, at jeg snart kan komme rigtigt i gang igen.

Jeg danser ballet hver søndag (undtagen de søndage, hvor jeg har for mange tømmermænd). Jeg har danset ballet i alt i 3 år – men med mellemrum. Og jeg kommer nok aldrig til at optræde med det. Altså.. man skal jo aldrig sige aldrig, og jeg fik da et par tåspidssko i julegave. Men jeg må se det i øjnene, at jeg er for gammel til at blive rigtig dygtig. Hvor om alt er, så elsker elsker elsker jeg at danse ballet, og jeg har en helt ubeskrivelig følelse i kroppen, når den 1 1/2 time er gået. Der bliver spillet live klassisk musik, når vi træner og danser, og det er kun med til at gøre det endnu mere fantastisk!

Jeg har danset samba siden 2013, og har elsket hvert et øjeblik. Samba er nok noget af det mest modsatte til ballet. Da man i samba virkelig skal bruge sine hofter, og i ballet er det strengt forbudt at bevæge dem, de skal være snor lige. Samba er en meget sensuel dans, hvor ballet er from og yndefuld. Det er fedt at dyrke to så vidt forskellige dansestilarter. Jeg husker, at Sonny Freddie-Pedersen, én af mine aller første danseinstruktører sagde følgende i en undervisningstime: “hvis man vil være en god danser, skal man gå til en masse forskellige former for dans”.

Jeg har deltaget og optrådt til Københavns Karneval de sidste tre år. Grundet min samba pause ved jeg ikke lige hvordan og hvorledes min deltagelse bliver i år. Det må tiden vise. Jeg skal nemlig aflevere Bachelor i starten af Juni, og forsvare min sygeplejerske eksamen. Jeg håber, og tror på, at jeg til næste år, vender stærkt tilbage i glimmeren og fjerene.

Udover dans så elsker jeg at være sammen min familie og mine venner. Men i øjeblikket har jeg ikke så meget tid. Når ikke jeg er sammen med min bachelorgruppe, har jeg været meget på barselsgangen. Men jeg håber, at jeg får lidt mere tid meget snart. Så er der jo også bloggen her, den tager også tid, men jeg skriver oftest meget efter impuls, og hvad der lige falder mig ind. Så mine indlæg kan godt ligge et par dage, og så poster jeg dem. Jeg har det også med at skrive når kl. har passeret 24.00. Min kreative hjerne er som regel slået fra indtil da. Mega mega upraktisk, når man f.eks. skal skrive eksamen.

Nå, men jeg er jo meget interesseret i at høre, om der er noget, som I godt kunne tænkte jer at læse mere eller mindre af, noget I synes der kunne være spændende, eller andet? Jeg tager meget gerne imod forslag og ris og ros. Det giver meget mere mening for mig, og det er meget mere relevant at skrive, når jeg ved, at I derude får noget ud af det.

På gen-skriv-syn :-)

Kh. Frederikke


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER – HVIS DU HAR LYST :)

Hvad der kan ske, når vi stigmatiserer

Stigmatisering.. noget, man som sygeplejerske og sygeplejestuderene, ikke kan komme uden om. Jeg kan ligeså godt være ærlig. Det er noget vi alle gør hver eneste dag. Ikke kun som sygeplejerske og sygeplejestuderende. Men i og med, at man i dette fag har med mennesker at gøre, foregår det selvfølgelig nok i et større omfang.

I min spæde tid som studerende oplevede jeg det især. Da jeg på skolen ikke var blevet undervist i teorier om stigmatisering (Erving Goffman – Stigma) endnu, og ikke rigtig vidste hvad det var for en størrelse, så jeg bare til, og blev en del af det. Nu er jeg heldigvis blevet lidt klogere på det område, det synes jeg i hvert fald selv.

Jeg har specielt én oplevelse siddende dybt i mig, fra en af mine første praktikker. Jeg var på en stue med en sygeplejerske. Det var en to sengs stue, og det var tydeligt, at sygeplejerskerne havde set sig ondt på den ene af de to patienter. Da jeg var med inde på stuen, og stod ved den ene patient, kaldte nabo patienten. Jeg husker, at jeg spurgte, om jeg skulle gå hen til vedkommende. Her svarede sygeplejersken: nej – det skulle jeg ikke. Jeg skulle ignorere patienten, og ikke tage mig af, at der blev kaldt. Her skal det lige tilføjes, at patienten tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg husker denne oplevelse, som at være rigtig ubehagelig. Jeg følte, at jeg burde være gået hen til patienten. Dette føler jeg stadig. Var dette sket i dag, var jeg, uden tvivl, gået hen til patienten.

Men da jeg var så grøn og ny, følte jeg, at jeg måtte adlyde, hvad der blev sagt. Det viste sig, at de fleste af sygeplejerskerne var trætte af denne patient. At denne patient ringede meget på klokken, og ikke rigtig var den ” nemme patient “, der ikke adlød henvisninger i forbindelse med forslag til helbreds ændringer med mere.

Denne oplevelse står så klart i min erindring, fordi jeg føler, at jeg kunne have gjort en forskel. Ååh hvis jeg dog bare havde fulgt mit hjerte, og var gået hen til vedkommende.

Jeg vil ikke sige noget ondt, stikke eller bebrejde disse sygeplejersker, men bare med dette indlæg understrege, hvor vigtigt det er, at vi en ekstra gang – trods travlhed og ingen tid – stopper op, og tænker over, at alle de patienter vi møder er mennesker, der hver især har deres historie med sig. Jeg tror personligt ikke, at denne patient gjorde noget direkte for at være ” den irriterende patient “, men vedkommende følte sig nok overset, og havde jo klart noget på hjertet. Måske det havde hjulpet, at tage en snak med denne patient, hvor man bare havde lyttet lidt, og været der, som vi jo var, for den anden patient. Måske kunne vedkommende også underbevist mærke, at de fleste ikke var så begejstret for at lytte og være der.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage, og gøre det anderledes, end at adlyde, som jeg gjorde den dag. Dog kan jeg ikke ændre på mine valg, men jeg kan, som jeg gør her, skrive, hvor vigtigt det er, at vi prøver at stigmatisere mindst muligt. Da denne stigmatisering, nogen gange, kan være så umådelig ond og ødelæggende, for det enkelte menneske.

Jeg tænker tit over det her i et vagtskifte. Da der i et vagtskifte, er rigtig god grobund for at videregive stigmatisering. Det kan jo være så vigtigt at få rapport, fra forhenværende vagt, men det er virkelig også vigtigt, at danne sit eget indtryk, og at møde alle de patienter, man i løbet af en vagt er i kontakt med, uden at have for mange stigmatiserende tanker med indover.

Jeg har også oplevet flere positive situationer, hvor jeg har været inde hos samme patienter, med forskellige sygeplejersker. Her har jeg oplevet, hvordan sygeplejerskerne har tacklet patienterne på hver sin måde. Nogen mennesker kan bare bedre sammen end andre, sådan er der bare.

En anden episode jeg oplevede, i en praktikperiode, var, at sygeplejersken jeg gik med, virkelig groft stigmatiserede – men hun nåede at fange sig selv, stoppede op, og ændrede helt sin stil og tilgang til patienten. Dette ændrede situationen fra at være en svær relation, til at blive en positiv patient / sygeplejerske relation. Det var en rigtig fin oplevelse. Især da jeg, selvfølgelig, havde min første episode fra den tidligere praktik i baghovedet. Jeg blev jeg så glad for netop at opleve dette, og talte også med denne vejleder om det efterfølgende.

Selvfølgelig er vi i sygeplejefaget også bare mennesker. Nogen gange kan det være rigtig svært, at navigere i faget – med alle de vi mange personligheder vi møder. Men hvis bare vi prøver, at lade stigmatisering blive mest muligt inde i os selv, sætte den på hold og sørger for, at vi ikke videregiver stigmatisering til næste sygeplejerske, så tror jeg, at vi kan redde mange situationer med patienter, til at blive gode og fine.

Stigmatisering kan også have en positiv effekt med sig, så det er jo ikke sådan, at vi skal holde helt op med det. Det tror jeg nu heller ikke er en mulighed. Men det er bare så vigtigt, at skabe sit eget indtryk af en patient, selvom det samtidig er vigtigt, at have forudgående informationer med i baghovedet.

Ja… dette er virkelig et bevis på, at sygeplejefaget virkelig er en kunst, og slet ikke ” bare ” så lige til. Det kan, nogen gange, virkelig være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i mødet med en patient. Så længe vi prøver at gøre vores bedste, at have hjertet og refleksionerne med, så tror jeg, at vi kan sørge for, at give patientenerne de bedst mulige oplevelser i vores møde med dem.

Vi skal selvfølgelig bruge vores stigmatisering og forforståelse, til at danne os et indtryk, og derfra udøve den bedst mulige pleje til vores patienter, men hvis vi ikke lytter efter vores hjerte – og gør, som jeg gjorde, da jeg var helt helt grøn – så kan vi risikere, at vi kun gør ondt værre.

Det skal jo helst ikke være sådan, at patienterne nogen gange heldige, og andre gange ikke. De skal altid være heldige og føle sig set og hørt, også selvom de er ” irriterende “. Hvis det hænder, at man er sygeplejerske / sygeplejestuderende, for en patient man virkelig ikke kan sammen med, kan man jo spørge en kollega, om det er muligt, om de kan tage over. For selvfølgelig er det sådan, som jeg også har skrevet længere oppe, at vi i sygeplejefaget også bare er mennesker, og nogen gange støder man sammen med nogen i livet, man bare ikke kan med også som sygeplejerske – og det er helt ok.

Kh. Frederikke, sygeplejestuderende

Følg min blog på facebook her – hvis du har lyst :-)

BA [ˈbeˀˈæˀ]

BA, UDTALE: [ˈbeˀˈæˀ], OPRINDELSE: kendt fra 1987 fra engelsk BA, forkortelse for Bachelor of Arts.

Betydninger:

1.(titel for) person der har afsluttet en treårig grunduddannelse ved en højere læreanstalt inden for humaniora, samfundsvidenskab eller teologi betegnelsen indført 1988.

2.bachelorstudium; bacheloruddannelse SPROGBRUG kendt fra 1991

(kilde Den Danske ordbog)

Så er vi i gang!

Min bachelorgruppe og jeg tog hul på det kommende skrivearbejde i går. Vi har fået sendt en mail afsted til vores bachelorvejleder, og har fået indskrænket os lidt i forhold til hvilket emne, vi vil skrive indenfor. Vi ved i hvert fald, at vores bachelor kommer til at handle om sygepleje i forhold til børn. Så langt så godt :-)

Det er spændende, men også med lidt blandede følelser, at denne opgave er det eneste der mangler, før at vi er færdige på sygeplejeskolen. Det er mega antiklimaks og helt skørt, at tiden er gået så stærkt. Jeg må hellere lade være med at tænke så meget :)

På en eller anden måde glæder jeg mig til at skulle skrive, men samtidig ville jeg også gerne bare være færdig nu. Vi har fået planlagt de næste par uger, talt lidt løst og fast om forventninger, nedskrevet nogle grupperegler og planlagt en sommerhus tur. Sidstnævnte kommer til at blive 5 dage med intensivt arbejde – med plads til lidt hygge :)

Til at starte med var min plan faktisk at skrive alene, men nu er jeg glad for at have to makkere. Specielt fordi jeg har det med at ordne tingene i aller sidste øjeblik. Udover det, har jeg det med at vende om på nat og dag, når jeg skal skrive opgaver og projekter. Men i og med, at jeg er i en gruppe, planlægger vi sammen arbejdet, og laver aftaler – dette tvinger mig til at have mere struktur og styr på mine ting. Jeg ser det derfor som at være rigtig positivt for mig, ikke at skrive alene. Man har ét standpunkt, til at man tager et andet! Katrine og Kiri er to, som jeg kan spare med, som ubevist presser mig til, at jeg tager mig lidt sammen, og som jeg kan støtte mig op af samtidig med, at de kan støtte sig op af mig ;-)

Det er klart et stort plus at vi er tre gode veninder. Men det kan selvfølgelig også være en ulempe. Vi har det nemlig med at komme ud på et sidespor. Tit ender relevante og sygeplejefaglige snakke meget hurtigt over i snak om gårsdagens date, eller næste weekends kommende bytur. Men men, vi er klar over dette, og prøver at mindske det. Ellers når vi aldrig frem til at få skrevet en bachelor :-) Udover det, at vi har det med at snakke rigtig meget privat en gang i mellem, så er det rigtig dejligt at skrive med to veninder. Jeg føler, at jeg kan sige min mening, også hvis jeg f.eks. ikke er tilfreds, ked af det, uenig eller noget andet. Vi har før skrevet projekter sammen, og derfor kender vi hinandens styrker og svagheder. Samtidig har vi også prøvet hinanden af, og det er rigtig godt, da bacheloren er det afsluttende projekt og helst skulle være en god oplevelse.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at kunne føle sig tryg, hørt og respekteret i et sådan arbejde, som en bachelor er. Og selvfølgelig også at kunne være ærlig, sige sin mening og komme ud med sine tanker.

At kunne samarbejde med andre, er en vigtig og god ting at have øvet sig i på studiet. For man må sige, at det er rigtig godt, at en sygeplejerske er i stand til at samarbejde. En sygeplejerske samarbejder hver dag både med kollegaer, men også med patienter, pårørende og alle andre man i løbet af sin arbejdsdag møder. Jeg tror dog også, at det kan være rigtig godt og spændende at skrive BA alene. Det er nok meget individuelt, hvad man mest er til. Jeg er også sikker på, at vi i min lille gruppe, nok på et eller andet tidspunkt, vil have lyst til at rive hovederne af hinanden. Derfor er det vigtigt, at man i et gruppearbejde sommetider uddelegerer, og arbejder selvstændig og hver for sig.

Rigtig god arbejdslyst til alle der er i gang med at skrive BA, og alle andre eksamener.

Kh. Frederikke

 


Ugens Sygeplejerske

Line, 26 år, sygeplejerske

line

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Sundhed/sygdom har altid interesseret mig, og jeg er vokset op med det hjemmefra.

Jeg er nysgerrig på mennesker, og jeg elsker følelsen af, at jeg hjælper og gør noget godt for andre mennesker og deres liv.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg er operationssygepeljerske på en organkirurgisk operationsgang.

Kirurgi og anatomi har altid interesseret mig meget, og under min uddannelse tog det mig ikke lang tid at finde ud af, at det var dén vej jeg gerne ville gå. Det er meget håndgribeligt og livsbekræftende.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Jeg tror ikke jeg har en enkeltstående oplevelse som jeg kan udpege som den bedste.

Alle jobs bliver en smule “hverdag” med tiden, men de bedste oplevelser i min uniform er når jeg kan mærke, at jeg er vigtig for mine patienter og deres pårørende. Det kan måske lyde som en kliché, men de bedste oplevelser kan ofte være et kram, et par tårer eller et “tak”.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Ja, det har jeg. Som sygeplejerske udfordres jeg hver dag, både personligt og fagligt, og for mig er det en af de ting der er med til at gøre, at jeg elsker at være sygeplejerske.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlhed og besparelser er på mange måder nogle af sundhedsvæsenets værste fjender, og ja, jeg har oplevet travlhed som værende ødelæggende eller begrænsende for min sygepleje.

I mine 3 år som sygeplejerske har jeg lært, at en af de vigtigste færdigheder for at “overleve” som sygepelejerske (både fagligt og personligt) er, at blive rigtig dygtig til at prioritere. Uanset hvor sørgeligt vi synes det er, så er det bare en realitet. Vi kan ikke nå alt det vi så gerne vil, og virkeligheden i den hvide kittel er bare noget helt andet end det vi læser og lærer i bøgerne.

Det betyder heldigvis ikke, at man ikke er en god og dygtig sygepelerjske, eller at den sygepleje man udøver ikke er tilstrækkelig.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Ansvarsbevidst.

Empatisk.

Grundig.


Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside:

VITACHOREAS

Internationale læsere er også velkommen til at henvende sig :-)

Er sygeplejen i fare for at gå i stykker?

Jeg frygter, at jeg i travlheden, risikerer at miste mit sygepleje-gen, og at jeg på sigt forvandler mig til en sygeplejerske robot. Når travlheden raser og man pisker rundt som en skoldet skid, er der ikke altid meget sygeplejekvalitet i det arbejde man laver. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at man på en eller anden måde automatisk slår fra, og ikke yder den samme form for sygepleje – sammenlignet med hvis der var god tid.

Selvfølgelig vil der altid være tider med travlhed, det kan ikke undgås. Men det, som gruer oppe i mit hovede er, at når der er travlt, og man pisker rundt i flere dage og uger træk, kan ens indre sygeplejerske så blive ødelagt?

Mon man med tiden bare bliver nød til at indordne sig, og cope med, at det er sådan det er? Det er selvfølgelig rigtig godt og vigtigt at kunne slå fra og løbe stærkt. Men jeg har en bange anelse om, at sygeplejen er i fare for at gå helt i stykker, hvis de her travle situationer varer ved.

Allerede nu, er jeg da begyndt at være mere ligeglad – det kan lyde negativt og provokerende. Men det jeg mener, er bare, at jeg klart er anderledes nu, når jeg er i vagt, end hvad jeg var de første mange gange. Jeg er blevet mere tough og kynisk, og sådan her: åh jamen det skal jo nok gå. Jeg nåede det jeg nåede, og jeg gjorde mit bedste. Jeg trækker mere på skulderen, end hvad jeg gjorde i starten, det bliver jeg nød til, ellers er det ikke til at holde ud, at arbejde som sygeplejerske, når der er travlt. Man bliver nød til at sige til sig selv: jeg har gjort mit bedste, i de rammer jeg havde. Og bare håbe på at patienterne har fået noget sygepleje ud af det.

Det er stadig sådan, at jeg kan gå hjem med følelsen af: gjorde jeg det nu også rigtigt, og bare jeg ikke mangler at sige noget. Men det handler nok også om, at jeg er helt ny og grøn. Men det påvirker mig ikke i samme grad, som det tidligere har gjort. Det er jeg glad for. Men det der så popper op i mig er, om jeg på sigt vil ændre mig og miste mine dyrebare sygeplejerske grundstene, som skriger efter at yde omsorg, sjæleligt og åndeligt.

Det håber virkelig ikke. Så håber jeg, at jeg forinden er flygtet fra faget. Jeg har i min uddannelsestid mødt nogle sygeplejersker af denne kaliber. Hvor jeg har tænkt: HVAD! Hvorfor er sådan en som hende/ham sygeplejerske. Men nu tænker jeg: …. det kan jo være, at typer som disse, har været udbrændte af stress pga. travlhed og mangel på ressourcer.

Har I nogle gode råd til hvordan man holder fast i sig selv og sin sygeplejerske sjæl? Uden at give det hele op og flygte? Jeg er jo så glad for sygeplejefaget, og lykkeligvis, skal jeg starte min kommende sygeplejerskekarriere som barselssygeplejerske, i et sommerferievikariat. Men jeg har fået at vide, at der vil blive endnu mere travlt henover sommeren, end hvad vi oplever lige nu… og derfor tænker jeg selvfølgelig ekstra meget på det her med, at jeg ikke vil miste mig selv til travlheden.

Jeg har erfaret, at det helt klart hjælper, at forventningsafstemme som noget af det aller første i mødet med patienterne. Kommunikation er helt klart et vigtigt redskab. Men nogen gange, er der bare næsten ikke en gang tid til det.

Smid endelig en kommentar, og gerne gode råd til at håndtere og tackle stressede situationer. Jeg håber ikke at jeg skal ende der, hvor jeg bliver en robot, der bare arbejder, og slet ikke mærker mig selv og den sygeplejerske, jeg igennem de sidste år har bygget op.

Kh. Frederikke

→ Find mig på facebook her hvis du har lyst :-)

Travlhedens konsekvenser

 

 Så langt så godt. Modul 13 eksamen er afleveret, nu mangler jeg bacheloropgaven, mundtligt forsvar af denne, autorisation og “nålen” – så jeg er sygeplejerske. Modul 13 er et valgfagsmodul, jeg havde søgt og fået tildelt børnevalgfaget. Det har jeg været rigtig glad for. Jeg kan helt klart anbefale dette valgfag til alle kommende modul 13’nere. Men jeg synes faktisk, et eller andet sted, at denne undervisning om sygepleje til børn og unge, burde være obligatorisk for alle på sygeplejerskeuddannelsen(!).

Konsekvenser af travlhed, med barnet som patient i fokus. Nogenlunde sådan lød problemstillingen, som min gruppe og jeg var kommet frem til på modul 13. Fristen for at aflevere var i dag, så efter min aftenvagt på barselsgangen i går, havde jeg en lang nat, hvor jeg rettede igennem, og kæmpede med at færdiggøre min litteraturliste. Meget typisk mig, at arbejde lige til det sidste.

Det at travlheden har konsekvenser på kvaliteten af sygeplejen, er jo et faktum. Det som min gruppe og jeg reflekterede os frem til, og gerne ville undersøge var, om børn som patienter blev mindre inddraget i deres behandling, når der på pædiatriske afdelinger er travlt.

Vha. litteratursøgning fandt vi frem til, at børn savner at blive medinddraget i deres behandling, og at de føler, at der tit bliver talt over hovedet på dem. FN vedtog i 1989 en Børnekonvention, for at sikre børns rettigheder. Ifølge FN, har børn en grundlæggende rettighed til at modtage information omkring deres sygdom – samt behandling.

Vi foretog interviews på en pædiatrisk afd., og kom hurtigt frem til, at travlhed var et faktum lige som mange på mange andre afdelinger. Dog blev der gjort en stor indsats for at medinddrage børnene som patienter, men i travle situationer, var det ikke altid muligt. Med travlheden blev det til brandslukninger, som mange andre steder, og her er det klart hurtigere at informere forældrene istedet for børnene. Da det at forklare og fortælle børnene om behandlinger, medicin, operation mm. kan tage lidt ekstra tid, og relation og kommunikation er her altafgørende. Travlhed har ikke meget plads til kommunikation og relation.

Jeg synes at det er et komplekst, men meget spændende emne. Især det, at travlheden, i nogle situationer, kan medvirke, at børns rettigheder til at modtage information, omkring deres sygdom og behandling, ikke er mulige at overholde.

“Bare” hjemmeplejen?

I forbindelse med min uddannelse, har jeg oplevet, at den generelle holdning til hjemmeplejen ikke er så speciel positiv. En af de kommentarer jeg har hørt flere gange er den her “hvis det er for hårdt at arbejde på en hospitalsafdeling, så må man bare søge job i hjemmeplejen eller på et plejehjem”. Det har jeg hørt både fra familie, venner, medstuderende og sygeplejersker – så jeg tror, at der er en generel holdning til, at hjemmeplejen og plejehjemmene er “bare”.

På studiet er det tydeligt, at der er en generel negativ holdning, til at skulle på “hjemmepleje-modulet” på modul 6. Jeg var selv på udveksling i Kina på modul 6. Men mit modul 12, hvilket var min aller sidste praktikperiode, foregik i hjemmeplejen.

Inden jeg startede på modul 12, og fortalte folk omkring mig, hvor jeg nu skulle i praktik, var 99,9 % af alles reaktioner omtrent den samme (inklusiv min egen). Nemlig negativ og sådan: … “åååh stakkels dig Frederikke”. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind for at sige det mildt. Jeg vidste godt, at der var en stor chance for, at jeg ville “havne” dér, fordi at jeg manglede “hjemmepleje-krydset” fra modul 6. Men jeg havde alligevel et håbefuldt ønske om, at jeg kunne blive på min barselsgang i 10 uger mere. Heldigvis fik jeg tilbudt et studiejob der, så jeg er der jo stadig :-)

Men det viste sig, at jeg på modul 12 havde det bedste forløb. Hjemmeplejen tog røven på mig (undskyld udtrykket). Jeg ville ikke være det foruden. Jeg lærte så utrolig meget om mig selv, øvede min selvstændighed og det at være “rigtig” sygeplejerske hver eneste dag. Hjemmeplejen og hjemmesygeplejerskerne er efter min mening undervurderet. Det er på ingen måde “bare”, deres arbejdsopgaver er tit komplekse, da borgere efterhånden kommer meget hurtigt hjem i eget hjem fra en hospitalsindlæggelse. Der er rigtig meget administrativt, der er daglig ledelse af SOSU og SOSU-ass., triage-møder, rehab-møder, sygepleje-møder, undervisning til kollegaer og SOSU/SOSU ass. elever og mange andre møder. Der er meget få sygeplejerske-kollegaer at spare med, da der er få sygeplejersker ansat. Størstedelen af sundhedspersonalet er SOSU (SOSU som er uundværlige!!!), og derfor står en sygeplejerske derude, meget tit alene med overordnede beslutninger der skal tages. Der er ikke lige en kollega at spare med, som der oftest er på en hospitalsafdeling. Der kan man også let lige få fat i en læge (JAJA jeg ved godt, det er ikke altid så let) men der er trods alt, læger lige om hjørnet – det er der ikke i hjemmeplejen. Der er det sygeplejersken, der står med styrepinden.

Jeg oplevede, at det kunne være rigtig svært, med kommunikationen mellem praktiserendelæger, og hjemmesygeplejerskerne. Det kunne være rigtig svært, at få handlet på nogle sygeplejefaglige problematikker da der var så “langt” til lægen. Dette var virkelig et problemt i flere situationer.

Da jeg kom lige fra 10 uger på barselsgangen, kunne jeg godt mærke at travlheden og stressen var anderledes. Men jeg vil ikke sige, at den var mindre. Den var anderledes, fordi at man selvstændigt kørte rundt med sin agenda og stress. På en afdeling kan det tit være mere sådan: “kort-huset-vælter stress”. Men i hjemmeplejen var det anderledes, det var nemmere at håndtere, men der var travlt og der var også stress.

meeen… I couldn’t help of wonder… Vi må og skal da ændre den her lidt negative holdning til hjemmeplejen generelt og til hjemmepleje-modulet på studiet? Men hvordan?

En start kan i hvert fald være, at vi fortæller om de postive oplevelser, spreder dem og måske begynder at være lidt mere postivt indstillet på den udskældte hjemmepleje, som faktisk slet ikke er så tosset – hvis du spørger mig.

Jeg har fået kæmpe stor respekt for hjemmeplejen, og for de sygeplejersker der arbejder derude, de er meget selvstændige og alene – på en helt anden måde, end på hospitalet og der er meget få sparringspartnere. Det er imponerende, og slet ikke noget at kimse af.

Hjemmesygeplejersken har et rigtig stort ansvar i at lede og udføre sygepleje til flere og flere borgere, der kræver en indsats, man ellers før kun har behandlet på hospitalerne. Det kræver, at hjemmesygeplejerskerne skal have nogle kompetencer og færdigheder, de måske slet ikke har, dette kan være en stor gråzone, og ikke særlig tiltfredstillene fagligt. Jeg håber, at der bliver brugt nogle penge på, at de oplæres, og får hjælp til at få opnå kompetencer. Men jeg oplevede, dér hvor jeg var, at sygeplejerskerne var dygtige og gode til at hjælpe hinaden. En dag var jeg med til at blive oplært, af en sygeplejerske fra hospitalet hjemme hos en borger der netop var kommet hjem fra en indlæggelse. Det var nødvendigt med en kompleks og speciel pleje og udstyr hertil – så at sygeplejersken fra afdelingen kom og underviste, var en rigtig fin og god ordning.

Jeg håber at den kommende sundhedsplatform, vil hjælpe hjemmeplejen til at dokumentation i det daglige bliver bedre, og  at kommunikation mellem sektorerne bliver bedre. For det er vist lige nu, noget som er svært, og som tager rigtig meget tid derude. Jeg håber også, at flere som jeg har og får gode oplevelser på “hjemmepleje-modulet”, så at den generelle holdning og indstilling til hjemmeplejen, på sigt bliver mere positiv, og får lidt højere status – som jeg synes den fortjener.

Jeg vil i hvert fald ikke udelukke, at jeg en dag søger ud i hjemmeplejen. Hjemmeplejen er så meget andet end “bare” pilledosering og sårbehandling.

Kh. Frederikke, sygeplejestuderende

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Louise, 32 år, sygeplejestuderende, modul 5

Ikke-navngivet.png2

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium som Sanger og SDS, (Sang- , dans- og spil). Jeg har under mit musikstudie arbejdet med børnepatienter på børnekræftafdelingen, arbejdet med en pige født med kromosom fejl (multi psykisk og fysisk handicappet) Jeg har været i NY State hvor jeg har arbejdet i en summercamp med børn i 3 – 6 år. Flere forskellige typer af sociale lag.

Jeg har danset meget, og er som fitness instruktør i utallige holdformer indenfor den verden. En kombi af dette fik jeg en interesse for at bruge mine evner og redskaber fra den sandelige musikverden som sygeplejerske. Bedste valg nogensinde.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder på akut hjertemedicinsk afdeling.

Jeg er interesseret i flere specialer, hjertet medicinsk og karkirurgisk, neonatal afdeling, anæstesi. Jeg tænker at videreuddanne mig som anæstesisygeplejerske og evt. bruge det til videre i fremtiden.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Kollegaerne helt klart er fantastiske, mange gode oplevelser med dem gør dem alle til en god oplevelse i uniformen.

Patienterne, det at være der for patienten uanset hvilken situation, så giver det mig den bedste oplevelse i uniformen. Jeg har måske svært ved at slippe patienterne/borgerne.

Måske en ekstra hektisk dag i november gjorde det klart for mig, at jeg får mere ro – jo mere uoverskueligt hverdagssituationen bliver. Jeg oplevede at jeg trivedes rigtig godt i det hektiske. Jeg beholdte mit overblik – og kunne bruge min musiker evner til at ’være tilstede og nærværende’ i øjeblikket. Uanset hvad ”The show must go on.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Flere:

  • som sygeplejerskestuderende har jeg oplevet i en nattevagt, at NV ikke ville have en telefon så jeg kunne ringe til hende, Hun var vant nattevagt og ville bare have at jeg rykkede i snoren. Der skete så det at jeg måtte gå frem og tilbage og bruge ekstra tid på at kommunikere, og derved mindre tid ved pt. Ydermere opstod der en situation hvor min pt fik hypotension- Jeg nåede akkurat hende til hende så hun blev i senge og ikke nåede at komme ud på gulvet. Jeg måtte så forlade denne pt fordi jeg ikke kunne ringe og bede om hjælp. Jeg har lært den lektie- at for mig er det så uforsvarligt og udfordrende oplevelse.
  • Når kollegaerne overtager hinandens dokumentation men ikke har været ved pt.
  • I starten af min praktik oplevede jeg en kollega have en pt i bad. Pt ønskede det ikke, klagede sig over manglende luft, men pt fik et bad alligevel. Pt desaturerede på badeværelset og blev så dårlig at hun måtte have akut hjælp fra både læger, sygeplejersker.
  • Spareplan = underbemanding = manglende pleje og behandling af pt.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlhed opstår ofte på min afdeling, da det også er en akut afdeling og man aldrig ved hvor mange pt der kommer. Hvis der er for mange pt ift. Hvad der bør være maksimum og der så oveni kommer en sygemelding fra personalet, så er der kun tid til at ”slukke ildebrande”, prioritere.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Organiseret, observerende, empatisk

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

  • Mærk efter – efter situationer der kan lede til noget der er over dine kompetencer.
  • Udfordringer udvikler dig som sygeplejerske.
  • Kend de kliniske retningslinjer.
  • Kend din modulbeskrivelse og sæt dig ind i den.
  • Brug din studiegruppe, og find nogle du arbejde godt med samtidig med i har det samme ambitionsniveau.

 

Kunne du også tænke dig at bidrage med dine svar, som sygeplejerske eller sygeplejestuderende, så send mig en besked her på min facebookside:

Vitachoreas

Florence Nightingale er ikke død.

Florence Nightingale

For mig er Florence ikke død. I min optik lever “hun” i bedste velgående, og det synes jeg bestemt, at hun skal blive ved med.

 

Florence blev verdensberømt for den indsats hun gjorde, da hun plejede de syge og sårede soldater under Krimkrigen (1854-1856). Hendes ønske om at være sygeplejerske faldt ikke i god jord hos hendes forældre, da de så det som et uegnet job at pleje syge, for en kvinde med høj social status. En sygeplejerske var, på daværende tidspunkt, ikke noget man betragtede som at være et job med status. Dog trodsede Florence sine forældre, og blev en sygeplejerske med stort S. Efter krigen skrev hun 200 bøger, rapporter og pjecer, som fik stor virkning indenfor områder som hærens sundhed, velfærd i Indien, civile hospitaler, medicinsk statistik og sygepleje.

Ud over det var Florende ”den første sygeplejerske, som kunne fremvise epokegørende resultater af god sygepleje. Den første sygeplejerske, som førte bevis for betydningen af sygepleje, og som foranstaltede kvalitetsmålinger. En sygeplejerske, som var i stand til at ændre hærens sanitetstjeneste og hospitalsadministration. Som banede vej for kvinders frihed til at få uddannelse og ordentligt lønnet arbejde i en tid, hvor kvinder fra fødslen var bestemt til ægteskab, moderskab og ledelse af en husholdning og ingen uddannelsesmuligheder havde” (Vesterdal A. Er Florence helt død? Sygeplejersken nr. 42 98. årgang 1998.)

Nursing is an art: and if it is to be made an art, it requires an exclusive devotion as hard a preparation as any painter’s or sculptor’s work; for what is the having to do with dead canvas or dead marble, compared with having to do with the living body, the temple of God’s spirit? It is one of the Fine Arts: I had almost said, the finest of Fine Arts. (Florence Nightingale)

Florence_Nightingale_three_quarter_length

Det ligger også fast, at Florence har lagt grunden til den sygeplejeuddannelse, som vi har i dag. Det er ikke bare i Danmark, men i det meste af verden.

Hun kæmpede og arbejdede bla. for:

  • Anderkendelse af sygeplejen og sygeplejersken som en selvstændig profession og ikke bare en “tjenestepige” for lægen

  • Udvikling af og grundlæggelse af sygeplejeuddannelsen

  • Hygiejene forhold

  • Observation som redskab i sygeplejen

  • En ensartet måde til dataindsamling og kontinuerlig dokumentation

 

Kaldet

“God spoke to me and called me to His Service.

                       What form this service was to take the voice did not say”.                    

(Florence Nightingale)   

Ovenstående var kaldet, hvilket Florence oplevede som bare 17 år gammel. Hun beskrev det som at være en religiøs kaldelse.

Grunden til at jeg personligt ser Florence som et af mine forbilleder, er klart pga. hendes store rolle, for grundlaget til den sygepleje og uddannelse vi har i dag. Men også fordi at jeg selv oplevede kaldet. Ikke sådan på en religiøs måde, som hun gjorde, hvor gud “talte” til mig. Jeg er nemlig rigtig meget det, som man kalder “kultur-kristen”, og går kun i kirke ved dåb, bryllup og begravelse – hvor jeg altid er tumpen, der ikke ved hvornår man skal rejse sig op og sætte sig ned igen.

Jeg oplevede kaldet til sygeplejen, da jeg sad og læste til reeksamen tilbage i år 2011. Jeg var flyttet fra djævleøen til Århus. Her var jeg startet på universitetet, for det var jo det eneste “rigtige”, jeg skulle, efter gymnasiet. Jeg husker ret tydeligt, at jeg sad dér med mine universitetsbøger hos mine forældre, og kunne slet ikke komme i gang. Pludselig slog et lyn ned i mig. Det er svært at forklare, præcis hvad det var der skete, men jeg mærkede bare så intenst, at jeg skulle være sygeplejerske (måske nogen synes, at det lyder lidt kuk-kuk, men det var altså det jeg følte –  meget stærkt).

Jeg havde stiftet bekendtskab med sygeplejefaget forinden, da jeg efter gymnasiet, arbejdede et år i hjemmeplejen. Jeg var meget glad for jobbet, specielt glæden ved de bitte små ting, der betød så meget og som gjorde så stor forskel, for de borgere jeg kom hos. Jeg husker ikke, at der var nogen dage, hvor jeg kørte hjem, uden at have et smil på læben. Jobbet var så givende og det gav så god mening det hele. Det at give og modtage, og være der på godt og ondt, var helt specielt. Jeg fik nogle relationer, som altid vil stå klart i min erindring med en varme indeni.

Men jeg var meget klar i spyttet om, at jeg i hvert fald IKKE skulle læse til sygeplejerske. Jeg anså sygeplejeuddannelsen, mere eller mindre, som Florence’s forældre gjorde. Min opfattelse var, at der ikke var nok status i det at være sygeplejerske (jeg skammer mig stadig). Da jeg sagde op i hjemmeplejen, og fortalte hvorfor, sagde min daværende chef: “men Frederikke.. du skal da ikke på universitet, du skal da læse til sygeplejerske”. Jeg husker, at mine tanker var noget i retning af … nej nej nej, hvad tror hun selv.

Den dag i dag er jeg så ydmyg, og taknemmelig for hvor jeg er. Trods jeg aldrig i min vildeste fantasi, havde troet, at jeg skulle være sygeplejerske. Men i dag kan jeg slet ikke se mig selv, være noget som helst andet. Det skulle da kun lige være jordemoder :-)

Min pointe med det her indlæg er, at jeg tror og ved, at andre som jeg, også har oplevet det at blive “kaldt” til sygeplejefaget. Måske har nogen lignende historier, de har lyst til at dele?

Og som en opfølgning på mit seneste indlæg om løn-debatten hvor jeg også nævnte kaldet, ville jeg gerne forklare, om hvorfor jeg mener, at kaldet og Florence stadig “lever”. Jeg mener ikke, at udviklingen af sygeplejen vil gå i stå eller tilbage, ved at man “tror på” kaldet og ser Florence som værende i live. Jeg ser det sådan, at Florence og hendes tiltag er grundstenene til nutidens sygepleje, at hendes rolle var altafgørende, og indirekte indgår der noget “Florence” hver eneste dag, i vores virke som sygeplejersker.

Som der står skrevet i citatet i starten af indlægget, banede Florence vejen for kvinders frihed til at få en uddannelse, og et ordenligt lønnet arbejde i en tid, hvor kvinder var bestemt til at gå derhjemme og tage sig at de huslige pligter, og ingen uddannelsesmuligheder havde.

VIVA la Florence! Lad os fortsætte og videreføre hendes kamp så længe vi er i faget! Nogen af jer har skrevet, at kampen er blevet kæmpet i årtier. Jeg er ikke i tvivl om, at I er mange der kæmper, og har kæmpet. Vi må ikke miste modet, men blive ved med at kæmpe – for vores, sygeplejefagets, ligestillingens, samfundets og sundhedens skyld.


Kh. Frederikke, sygeplejestuderende

Facebook

Instagram

Kilder: DSRBBC

Hvad er en sygeplejerske værd?

Nu bevæger jeg mig måske ud på lidt dybt vand her. Derfor vil jeg læne mig op af Grethe Christensen, formanden for DSR, som jeg har stor respekt for.

Jeg har lige set DR’s program “Det er du værd” fra i går aftes, og jeg har også læst Grethe’s opslag på Facebook (læs det her). Jeg synes, at det er et rigtig fint indlæg, hun har skrevet. Jeg tror på, uden at vide særlig meget om det her emne overhovedet, at DSR gør hvad der står i deres magt for at kæmpe om sygeplejerskernes løn. Som formanden skriver, er sygeplejerskernes løn afhængig af politisk velvilje. En velvilje, jeg ikke tror, er særlig eksisterende i politikernes øjne, når det kommer til sygeplejersker.

Jeg er også meget enig i, hvad formanden for DSR skriver mht. de skæve lønninger. Det er helt absurd og urimeligt, at en sygeplejerske tjener så lidt – og hvis jeg lige skal perspektivere til DR’s udsendelse: Både chaufføren og gadefejeren tjener mere end sygeplejersken. Det er virkelig grotesk set fra mine øjne. Jeg ser ikke ned på chaufføren eller gadefejeren. Deres arbejde er helt klart også rigtig vigtigt. Men jeg mener bare, at en sygeplejerske burde tjene mere end f.eks. en gadefejer og en chauffør.

En sygeplejerskes arbejde er livsvigtigt, sundhedsfremmende og til gavn for alle. ALLE kan blive nødsaget til at komme på hospitalet og få behandling. Her er det sygeplejersken, der hiver patienten op på den ene eller anden måde – ja lægen er medspiller og MEGET vigtig, MEN sygeplejersken er i mange tilfælde den “vigtigste” for en patient under vedkommendes indlæggelse. Det handler om liv og død, en sygeplejerske yder åndelig og fysisk omsorg og pleje, bruger sig selv fysisk OG psykisk. OG med en 3 1/2 årig uddannelse i baggagen, der efterhånden er blevet mere og mere akademisk, er det simpelhent ikke godt nok, med den løn der er gældende. IKKE GODT NOK.

Sygeplejerskens fire virksomhedsområder; at udøve, udvikle, lede og formidle sygepleje er alle fire et bevis på, at sygeplejerskens job altså ER utrolig vigtigt. Måske er det på tide, at alle sygeplejersker råber mere op og fortæller om deres værd! Og ikke lader sig “spise af” med en løn, der på ingen måde afspejler det kæmpe store ansvar, og den vigtige, uundværlige rolle som en sygeplejerske har i vores samfund.

Jeg hæftede mig især også ved Grethe’s afslutning i hendes FB-oplæg:

“For sygeplejersker løser hver dag meget vigtige opgaver, og hver enkelt sygeplejerske arbejder dagligt med et stort ansvar på sine skuldre. Et ansvar for mennesker. Derfor skal vi også anerkendes som fag og have bedre løn- og arbejdsvilkår”(DSR).

Det er bare spot on! Sygeplejerskefaget skal anerkendes meget mere, det er på tide at samfundet vågner op, at politikkerne vågner op og sørger for, at sygeplejerskerne får BEDRE ARBEJDSVILKÅR og aflønnes rimeligt i forhold til andre faggrupper. Det er vel ikke så meget at forlange, når man står med liv mellem hænderne?

Jeg vil afrunde for nu, men lige skrive en sidste ting. Skal jeg nævne noget positivt, ift. at sygeplejerskelønnen er så lav, som den er, må det være, at de som søger ind og læser til sygeplejerske, klart ikke gør det for lønnens skyld. Det synes jeg er smukt og benævnelsesværdigt og en vigtig pointe. Da sygeplejerskefaget, efter min mening, aldrig nogensinde må ende dér, hvor det drejer sig om penge fremfor mennesket. Det må, og skal være det menneskelige, der driver værket i en sygeplejerske og ikke en fed løn.

Når det så er sagt, mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal arbejde gratis. En sygeplejerske bør tjene mere(!) Men jeg mener, at det skal være kaldet, der driver lysten til at være sygeplejerske – ikke penge. Sååå… lønnen skal jo heller ikke være for høj (Ha-ha) og ja det kan jo lyde ret paradoksalt (BLINKE SMILEY) .

Heldigvis er livet så meget andet end penge, og det er jeg meget glad og taknemmelig for.

Nu skal jeg lige nå at sove et par timer, inden jeg skal i nattevagt.

Godnat, og rigtig god fredag.

Kh. Frederikke, sygeplejestuderende


Jeg tænker lige en lille tanke her, fortsæt da endelig med at sende mig beskeder, hvis I har lyst til at være med i mit lille projekt, hvor jeg hver uge udgiver en “Ugens Sygeplejerske” – herigennem skaber vi i hvert fald sammen et fokus på hvad I hver især laver som sygeplejerske/sygeplejestuderende i jeres hverdag. Det er da en lille start, på at skabe lidt opmærksomhed på sygeplejerskensvirke og den sindssygt vigtige rolle, I alle sammen har hver dag, i det danske samfund. Send mig en besked på min facebookside (her), så sender jeg dig dokumentet med mine spørgsmål.


Kilde: DSR – Grethe’s opslag på Facebook d. 11. marts 2016

Older posts