Florence Nightingale er ikke død.

Florence Nightingale

For mig er Florence ikke død. I min optik lever “hun” i bedste velgående, og det synes jeg bestemt, at hun skal blive ved med.

Florence blev verdensberømt for den indsats hun gjorde, da hun plejede de syge og sårede soldater under Krimkrigen (1854-1856). Hendes ønske om at være sygeplejerske faldt ikke i god jord hos hendes forældre, da de så det som et uegnet job at pleje syge, for en kvinde med høj social status. En sygeplejerske var, på daværende tidspunkt, ikke noget man betragtede som at være et job med status. Dog trodsede Florence sine forældre, og blev en sygeplejerske med stort S. Efter krigen skrev hun 200 bøger, rapporter og pjecer, som fik stor virkning indenfor områder som hærens sundhed, velfærd i Indien, civile hospitaler, medicinsk statistik og sygepleje.

Ud over det var Florende ”den første sygeplejerske, som kunne fremvise epokegørende resultater af god sygepleje. Den første sygeplejerske, som førte bevis for betydningen af sygepleje, og som foranstaltede kvalitetsmålinger. En sygeplejerske, som var i stand til at ændre hærens sanitetstjeneste og hospitalsadministration. Som banede vej for kvinders frihed til at få uddannelse og ordentligt lønnet arbejde i en tid, hvor kvinder fra fødslen var bestemt til ægteskab, moderskab og ledelse af en husholdning og ingen uddannelsesmuligheder havde” (Vesterdal A. Er Florence helt død? Sygeplejersken nr. 42 98. årgang 1998.)

Nursing is an art: and if it is to be made an art, it requires an exclusive devotion as hard a preparation as any painter’s or sculptor’s work; for what is the having to do with dead canvas or dead marble, compared with having to do with the living body, the temple of God’s spirit? It is one of the Fine Arts: I had almost said, the finest of Fine Arts. (Florence Nightingale)

Det ligger også fast, at Florence har lagt grunden til den sygeplejeuddannelse, som vi har i dag. Det er ikke bare i Danmark, men i det meste af verden.

Hun kæmpede og arbejdede bla. for:

Anderkendelse af sygeplejen og sygeplejersken som en selvstændig profession og ikke bare en “tjenestepige” for lægen
Udvikling af og grundlæggelse af sygeplejeuddannelsen
Hygiejene forhold
Observation som redskab i sygeplejen
En ensartet måde til dataindsamling og kontinuerlig dokumentation

Kaldet

“God spoke to me and called me to His Service.

What form this service was to take the voice did not say”.

(Florence Nightingale)

Ovenstående var kaldet, hvilket Florence oplevede som bare 17 år gammel. Hun beskrev det som at være en religiøs kaldelse.

Grunden til at jeg personligt ser Florence som et af mine forbilleder, er klart pga. hendes store rolle, for grundlaget til den sygepleje og uddannelse vi har i dag. Men også fordi at jeg selv oplevede kaldet. Ikke sådan på en religiøs måde, som hun gjorde, hvor gud “talte” til mig. Jeg er nemlig rigtig meget det, som man kalder “kultur-kristen”, og går kun i kirke ved dåb, bryllup og begravelse – hvor jeg altid er tumpen, der ikke ved hvornår man skal rejse sig op og sætte sig ned igen.

Jeg oplevede kaldet til sygeplejen, da jeg sad og læste til reeksamen tilbage i år 2011. Jeg var flyttet fra djævleøen til Århus. Her var jeg startet på universitetet, for det var jo det eneste “rigtige”, jeg skulle, efter gymnasiet. Jeg husker ret tydeligt, at jeg sad dér med mine universitetsbøger hos mine forældre, og kunne slet ikke komme i gang. Pludselig slog et lyn ned i mig. Det er svært at forklare, præcis hvad det var der skete, men jeg mærkede bare så intenst, at jeg skulle være sygeplejerske (måske nogen synes, at det lyder lidt kuk-kuk, men det var altså det jeg følte – meget stærkt).

Jeg havde stiftet bekendtskab med sygeplejefaget forinden, da jeg efter gymnasiet, arbejdede et år i hjemmeplejen. Jeg var meget glad for jobbet, specielt glæden ved de bitte små ting, der betød så meget og som gjorde så stor forskel, for de borgere jeg kom hos. Jeg husker ikke, at der var nogen dage, hvor jeg kørte hjem, uden at have et smil på læben. Jobbet var så givende og det gav så god mening det hele. Det at give og modtage, og være der på godt og ondt, var helt specielt. Jeg fik nogle relationer, som altid vil stå klart i min erindring med en varme indeni.

Men jeg var meget klar i spyttet om, at jeg i hvert fald IKKE skulle læse til sygeplejerske. Jeg anså sygeplejeuddannelsen, mere eller mindre, som Florence’s forældre gjorde. Min opfattelse var, at der ikke var nok status i det at være sygeplejerske (jeg skammer mig stadig). Da jeg sagde op i hjemmeplejen, og fortalte hvorfor, sagde min daværende chef: “men Frederikke.. du skal da ikke på universitet, du skal da læse til sygeplejerske”. Jeg husker, at mine tanker var noget i retning af … nej nej nej, hvad tror hun selv.

Den dag i dag er jeg så ydmyg, og taknemmelig for hvor jeg er. Trods jeg aldrig i min vildeste fantasi, havde troet, at jeg skulle være sygeplejerske. Men i dag kan jeg slet ikke se mig selv, være noget som helst andet. Det skulle da kun lige være jordemoder :-)

Min pointe med det her indlæg er, at jeg tror og ved, at andre som jeg, også har oplevet det at blive “kaldt” til sygeplejefaget. Måske har nogen lignende historier, de har lyst til at dele?

Og som en opfølgning på mit seneste indlæg om løn-debatten hvor jeg også nævnte kaldet, ville jeg gerne forklare, om hvorfor jeg mener, at kaldet og Florence stadig “lever”. Jeg mener ikke, at udviklingen af sygeplejen vil gå i stå eller tilbage, ved at man “tror på” kaldet og ser Florence som værende i live. Jeg ser det sådan, at Florence og hendes tiltag er grundstenene til nutidens sygepleje, at hendes rolle var altafgørende, og indirekte indgår der noget “Florence” hver eneste dag, i vores virke som sygeplejersker.

Som der står skrevet i citatet i starten af indlægget, banede Florence vejen for kvinders frihed til at få en uddannelse, og et ordenligt lønnet arbejde i en tid, hvor kvinder var bestemt til at gå derhjemme og tage sig at de huslige pligter, og ingen uddannelsesmuligheder havde.

VIVA la Florence! Lad os fortsætte og videreføre hendes kamp så længe vi er i faget! Nogen af jer har skrevet, at kampen er blevet kæmpet i årtier. Jeg er ikke i tvivl om, at I er mange der kæmper, og har kæmpet. Vi må ikke miste modet, men blive ved med at kæmpe – for vores, sygeplejefagets, ligestillingens, samfundets og sundhedens skyld.

Kh. Frederikke, sygeplejestuderende

Facebook

Instagram

Kilder: DSR, BBC