Hjertestop. Første praktik… Modul 4 i et andet land.

Det er så vildt at kunne skrive det her.. men min rejse frem mod at blive sygeplejerske, er næsten fuldendt. Den 26. januar var jeg til min sidste kliniske eksamen, og da vi allerede er i martsmåned nu, er modul 13 snart slut, og modul 14, aka. Bachelor-modulet, starter om få sekunder. At hele denne rejse lakker mod sin ende, har sat gang i mine reflektioner og tanker. Måske er det også derfor, at jeg pludselig er så skrivelysten her på min blog:-)

Min første rigtige praktik var ikke på danskjord. Det var modul 4, og jeg skulle oprindeligt have været tilbage på lungemedicinsk afd, hvor jeg havde haft en 14-dages “snuse-praktik”.  Jeg kom for sent (surpriiise) en dag på modul 3, men jeg nåede at opfange, at min underviser fortalte om noget-med-noget praktik i Spanien og en ansøgning. I pausen stormede jeg op til hende for at høre nærmere. Resten af  min skoledag gik med at skrive denne ansøgning. Jeg aner ikke hvad der blev undervist om den dag. Mit fokus var kun på min Montebello-ansøgning. Det gav pote, for et par uger efter, fik jeg en mail med beskeden om, at jeg var den heldige der skulle afsted :-)

Det var på Genoptrænings Hospitalet Montebello, i Syd Spanien. Et sted jeg aldrig vil glemme, det luner i hele min krop, hver gang jeg tænker på min tid og alle mine oplevelser der.

Jeg har lige lavet et par overskrifter, ellers kan jeg skrive fra nu af, og til næste sommer.

På godt og ondt

Jeg ankom med taxa fra Málaga lufthavn, iført hat og solbriller (selvfølgelig). Stolt af selv at have prajet taxaen, og jeg talte med chaufføren hele vejen, på spansk ;) Mit hjerte hamrede derudaf hele vejen. Da jeg var fremme på Montebello stod min kliniskevejleder klar til at tage imod mig (inkl. en helt flok meget nysgerrige, og utrolig søde danske patienter). Ulla, min såkaldte “Montebello-mor”, viste mig rundt og jeg blev installeret i min bolig (også kaldt “NO” i Montebello-land).

Der var næsten en hel uge til at min praktik rigtigt startede. Første dag gik med at jeg blev vist rundt af Ulla. Alle var så søde og imødekommende. De næste par dage gik med, at jeg snusede rundt i området, gik ture og tog til Málaga Centrum. Det var fedt, og udfordrende. For jeg var i starten meget alene, og internetforbindelsen var så dårlig, at jeg knapt kunne ringe hjem og jeg kunne kun sende beskeder på bestemte spots i min bolig.

Men da jeg var faldet til, og min dagligdag rigtigt begyndte, var internettet mere eller mindre ligegyldig for mig (jeg mener det helt seriøst). Jeg fik venner og elskede at være der, og pludselig var internet slet ikke så vigtigt :-)

Hjertestoppet. Jeg glemmer det aldrig.

Jeg havde været på Hospitalet i en halvanden uge. Denne her dag havde jeg været i dagvagt, og var kun blevet et par timer ind i aftenvagten, da jeg skulle introduceres til  kostvejledningen og være med til undervisningen denne aften. På Montebello er der én sygeplejerske på skansen i aften – og nattevagt og receptionisten. Vi nåede kun lige at sætte os, sygeplejersken og jeg, da telefonen ringede fra et af træningscentrene på Hospitalet. Jeg husker ikke disse sekunder så godt, men husker, at sygeplejersken ringer 2222 (hjertestop), at hun spæner afsted, men i samme øjeblik får sagt til mig, at jeg skal tage hjertestarteren og akuttasken, og løbe efter hende.

Jeg handler på adrenalin, og kunne heldigvis huske hvor hjertestarter og akuttaske var, og kom hurtigt efter hende. Da vi kom ned i træningscentreret, havde nogle med-patienter allerede opstartet HLR (Hjerte-Lunge-Redning). Sygeplejersken tog over, og styrede tryk og pust med en med-patient. Jeg fik gennet de fleste med-patienter ud af træningslokalet, da der meget hurtigt blev fyldt op, og sådan en her situation kræver ro. Jeg tænkte også på patientens værdighed, og handlede egentlig fuldstændig intuitivt, da jeg var pænt meget grøn-sygeplejerskestuderende, og intet erfaring havde i rygsækken.

Der var god close-loop arbejde mellem de der var omkring patienten, og sygeplejersken var yderst professionel og klarede situationen så flot. Hun havde ikke før oplevet hjertestop (så vidt jeg husker) og aldrig en akut situation som denne, på Montebello. Vi samarbejdede alle godt som team, og gjorde vores bedste, til at ambulance holdet kom og tog over. Jeg løb op på kontoret og printede en medicinliste, selvfølgelig på spansk, da redderne jo var spanienere. Samtidig måtte jeg melde ud, til de der stod og ventede og skulle til kostvejledning, at det i dag var aflyst.

Nogle blev ret knotne i humøret, og lige dér, havde jeg ret svært ved at holde mig i skindet, men jeg gjorde det. Det var umådeligt svært i det øjeblik, at være imødekomme og sige, “jeg kan godt forstå I synes det er surt, at kostvejledning er aflyst, men pga. nogle akutte omstændigheder, er vi blevet nød til at rykke det”. Samtidig med at jeg sagde dette, og fik sureminer, pumpede mit hjerte derudaf, velvidende om, at 10 meter væk, lå der en patient med hjertestop, hvis hjerte lige nu kun pumpede vha. manual hjertemassage.

Pga. tavshedspligt vil jeg ikke gå mere ind i patientens tilstand, og jeg kan heller ikke kan udtale mig om det videre forløb. Men jeg sidder selvfølgelig tilbage med tanker og følelserne om, at jeg håber, at personen i dag har det rigtig godt. Patienten havde jeg selv en god relation til, da det var mig, der havde afholdt indlæggelsessamtalen – en af mine første på egen hånd – jeg husker tydeligt derfor, at relationen var så fin, og at denne patient rørte mig, med sin historie og kamp om at vinde livet tilbage, og ønsket om at få et dejligt og uforglemmeligt ophold på det skønne Montebello. … Jeg bliver rørt lige nu i dette øjeblik, kan jeg mærke.

Efter episoden afholdte vi en debriefing, sygeplejersken, de med-patienter der havde været indblandet i HLR, de der var tilstede da det skete og mig. Derefter gik jeg hjem til NO. Men heldigvis havde jeg fået en veninde. Kære Louise, som var lægesekretærstuderende. Uden hende var jeg gået i hundene. Det var torsdag, og jeg skulle først møde på Hospitalet igen om mandagen. Jeg talte meget med Louise om episoden, og jeg var sammen med hende hele weekenden. Tak for din store støtte.

Det var et lille udsnit fra mit modul 4. Det kilder og bobler i mig, og denne gråvejrs-fredag blev pludselig helt og aldeles fyldt med meget andet, og jeg tænker nu på solskin. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kom til Montebello, og jeg håber at Montebello for evigt får lov at blive. Det er et solkinssted, der gør så stor en forskel, på alle leder og kanter.

Rigtig god fredag til jer allesammen.

Kh, Frederikke