Hvad der kan ske, når vi stigmatiserer

Stigmatisering.. noget, man som sygeplejerske og sygeplejestuderene, ikke kan komme uden om. Jeg kan ligeså godt være ærlig. Det er noget vi alle gør hver eneste dag. Ikke kun som sygeplejerske og sygeplejestuderende. Men i og med, at man i dette fag har med mennesker at gøre, foregår det selvfølgelig nok i et større omfang.

I min spæde tid som studerende oplevede jeg det især. Da jeg på skolen ikke var blevet undervist i teorier om stigmatisering (Erving Goffman – Stigma) endnu, og ikke rigtig vidste hvad det var for en størrelse, så jeg bare til, og blev en del af det. Nu er jeg heldigvis blevet lidt klogere på det område, det synes jeg i hvert fald selv.

Jeg har specielt én oplevelse siddende dybt i mig, fra en af mine første praktikker. Jeg var på en stue med en sygeplejerske. Det var en to sengs stue, og det var tydeligt, at sygeplejerskerne havde set sig ondt på den ene af de to patienter. Da jeg var med inde på stuen, og stod ved den ene patient, kaldte nabo patienten. Jeg husker, at jeg spurgte, om jeg skulle gå hen til vedkommende. Her svarede sygeplejersken: nej – det skulle jeg ikke. Jeg skulle ignorere patienten, og ikke tage mig af, at der blev kaldt. Her skal det lige tilføjes, at patienten tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg husker denne oplevelse, som at være rigtig ubehagelig. Jeg følte, at jeg burde være gået hen til patienten. Dette føler jeg stadig. Var dette sket i dag, var jeg, uden tvivl, gået hen til patienten.

Men da jeg var så grøn og ny, følte jeg, at jeg måtte adlyde, hvad der blev sagt. Det viste sig, at de fleste af sygeplejerskerne var trætte af denne patient. At denne patient ringede meget på klokken, og ikke rigtig var den ” nemme patient “, der ikke adlød henvisninger i forbindelse med forslag til helbreds ændringer med mere.

Denne oplevelse står så klart i min erindring, fordi jeg føler, at jeg kunne have gjort en forskel. Ååh hvis jeg dog bare havde fulgt mit hjerte, og var gået hen til vedkommende.

Jeg vil ikke sige noget ondt, stikke eller bebrejde disse sygeplejersker, men bare med dette indlæg understrege, hvor vigtigt det er, at vi en ekstra gang – trods travlhed og ingen tid – stopper op, og tænker over, at alle de patienter vi møder er mennesker, der hver især har deres historie med sig. Jeg tror personligt ikke, at denne patient gjorde noget direkte for at være ” den irriterende patient “, men vedkommende følte sig nok overset, og havde jo klart noget på hjertet. Måske det havde hjulpet, at tage en snak med denne patient, hvor man bare havde lyttet lidt, og været der, som vi jo var, for den anden patient. Måske kunne vedkommende også underbevist mærke, at de fleste ikke var så begejstret for at lytte og være der.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage, og gøre det anderledes, end at adlyde, som jeg gjorde den dag. Dog kan jeg ikke ændre på mine valg, men jeg kan, som jeg gør her, skrive, hvor vigtigt det er, at vi prøver at stigmatisere mindst muligt. Da denne stigmatisering, nogen gange, kan være så umådelig ond og ødelæggende, for det enkelte menneske.

Jeg tænker tit over det her i et vagtskifte. Da der i et vagtskifte, er rigtig god grobund for at videregive stigmatisering. Det kan jo være så vigtigt at få rapport, fra forhenværende vagt, men det er virkelig også vigtigt, at danne sit eget indtryk, og at møde alle de patienter, man i løbet af en vagt er i kontakt med, uden at have for mange stigmatiserende tanker med indover.

Jeg har også oplevet flere positive situationer, hvor jeg har været inde hos samme patienter, med forskellige sygeplejersker. Her har jeg oplevet, hvordan sygeplejerskerne har tacklet patienterne på hver sin måde. Nogen mennesker kan bare bedre sammen end andre, sådan er der bare.

En anden episode jeg oplevede, i en praktikperiode, var, at sygeplejersken jeg gik med, virkelig groft stigmatiserede – men hun nåede at fange sig selv, stoppede op, og ændrede helt sin stil og tilgang til patienten. Dette ændrede situationen fra at være en svær relation, til at blive en positiv patient / sygeplejerske relation. Det var en rigtig fin oplevelse. Især da jeg, selvfølgelig, havde min første episode fra den tidligere praktik i baghovedet. Jeg blev jeg så glad for netop at opleve dette, og talte også med denne vejleder om det efterfølgende.

Selvfølgelig er vi i sygeplejefaget også bare mennesker. Nogen gange kan det være rigtig svært, at navigere i faget – med alle de vi mange personligheder vi møder. Men hvis bare vi prøver, at lade stigmatisering blive mest muligt inde i os selv, sætte den på hold og sørger for, at vi ikke videregiver stigmatisering til næste sygeplejerske, så tror jeg, at vi kan redde mange situationer med patienter, til at blive gode og fine.

Stigmatisering kan også have en positiv effekt med sig, så det er jo ikke sådan, at vi skal holde helt op med det. Det tror jeg nu heller ikke er en mulighed. Men det er bare så vigtigt, at skabe sit eget indtryk af en patient, selvom det samtidig er vigtigt, at have forudgående informationer med i baghovedet.

Ja… dette er virkelig et bevis på, at sygeplejefaget virkelig er en kunst, og slet ikke ” bare ” så lige til. Det kan, nogen gange, virkelig være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i mødet med en patient. Så længe vi prøver at gøre vores bedste, at have hjertet og refleksionerne med, så tror jeg, at vi kan sørge for, at give patientenerne de bedst mulige oplevelser i vores møde med dem.

Vi skal selvfølgelig bruge vores stigmatisering og forforståelse, til at danne os et indtryk, og derfra udøve den bedst mulige pleje til vores patienter, men hvis vi ikke lytter efter vores hjerte – og gør, som jeg gjorde, da jeg var helt helt grøn – så kan vi risikere, at vi kun gør ondt værre.

Det skal jo helst ikke være sådan, at patienterne nogen gange heldige, og andre gange ikke. De skal altid være heldige og føle sig set og hørt, også selvom de er ” irriterende “. Hvis det hænder, at man er sygeplejerske / sygeplejestuderende, for en patient man virkelig ikke kan sammen med, kan man jo spørge en kollega, om det er muligt, om de kan tage over. For selvfølgelig er det sådan, som jeg også har skrevet længere oppe, at vi i sygeplejefaget også bare er mennesker, og nogen gange støder man sammen med nogen i livet, man bare ikke kan med også som sygeplejerske – og det er helt ok.

Kh. Frederikke, sygeplejestuderende

Følg min blog på facebook her – hvis du har lyst :-)