Ugens Sygeplejerske(studerende)

Må en sygeplejerske græde?

Det er ikke til at komme uden om, at man som sygeplejerske møder personer, der på den ene eller anden måde kommer til at ramme én i sjælen. På både godt og ondt er en sygeplejerske (+studerende) medspiller i mange personers liv. Det kan hænde, at man kommer helt tæt, så tæt på, at det kan være svært at holde tårerne tilbage.

Men er det professionelt at lade dem trille? Må en sygeplejerske græde? Eller skal en sygeplejerske være i stand til – og lære at holde dem tilbage, og lade dem trille hjemme og på kontoret?

IMG_4293

Jeg har oplevet at komme tæt på, adskillige gange, “bare” som studerende. Her har jeg måtte nive mig selv i armen for at stoppe mine tårekanaler. Jeg har også måtte bukke under.

To specifikke situationer, der står mig klart, er fra min sidste klinikperiode (modul 12 i hjemmeplejen).

Gåpåmod og positivitet

En situation, hvor jeg nev mig selv gevaldigt i armen, var sammen med min kliniskevejleder, hvor vi var besøg hos en pige på min alder (jeg tænkte, jamen det kunne jo lige så godt have været mig eller min bedste veninde). Hun havde haft cancer i struberøret og var nu rask. Kommunikationen foregik ansigt til ansigt og vha. af en lille ventil, havde hun tillært at udtrykke sig med lyd. På besøget talte vi om dagligdagens gang. Hun fortalte om, hvordan hun hev sig selv op på de dårlige dage og forklarede, hvordan hun vendte det negative til noget positivt. Jeg blev rørt af hele hendes situation og af hendes meget stærke og fantastiske måde at tackle sine nedture på. Noget jeg selv, og sikkert også mange andre, kunne lære noget af. Det er ikke hver dag, man møder et menneske med så stort et gåpåmod til livet. Det rørte mig også at være flue på væggen til at opleve den relation og tillid, min vejleder og pigen sammen havde fået skabt.

Da vi kom ud til bilen, måtte jeg lige rømme mig og fortælle, hvor tæt på mine tårer havde været på at trille.

“Vi skal nok klare den sammen”

Jeg mødte også en herre, der netop var kommet hjem fra hospitalet. Vi var i hjemmet for at blive oplært i den fremtidige pleje af en sygeplejerske fra afdelingen. Da borgeren havde fået fjernet strubehoved, foregik hans kommunikationen via små noter. Da vi ankom, blev vi mødt med smil og varme, men det var kun starten på det meget positive besøg. Inden vi gik, skrev borgeren en note til os, en note jeg aldrig vil glemme. “Vi skal nok klare den sammen”. Han refererede til den fremtidige pleje. Jeg nev mig selv i armen her. Jeg blev så rørt over, at han, på trods af sit sygdomsforløb og nuværende situation, udviste en sådan styrke. Jeg var taknemmelig for, at jeg fik lov at møde denne borger flere gange. Vi fik en god relation, og jeg fik udtrykt min ydmyghed for hans store tapperhed. Ingen tvivl om, at jeg havde mødt endnu et supermenneske på min vej.

Bukkede under og græd.. men ikke foran patienterne

I løbet af min tid, som studerende, har jeg bukket under, og jeg har måtte lade tårerne trille og faktisk ikke kun trille, men sådan rigtigt græde med lyd på.

Jeg brød sammen min sidste dag på modul 8 i psykiatrien. Det var et klinikforløb, der betød utrolig meget for mig både personligt, men også fagligt. Personligt kom jeg i kontakt med flere ting, jeg ikke var klar over var tilstede i mig. Fagligt havde jeg fået knyttet bånd og relationer til flere af patienterne. Jeg fik store kram af af disse patienter min sidste dag. Mixet med et fund af personlige issues og patienter, som rørte mig helt enormt, kulminerede i gråd. Jeg nåede dog ind på sygeplejekontoret. Det var en forløsning, og flere kollegaer omfavnede mig og var så søde. Det var en fin afslutning på en uforglemmelig og lærerig klinikperiode på alle leder og kanter.

En af min første dage på barselsgangen endte også i gråd. Jeg var med min kliniskevejleder inde på en stue. Her oplevede jeg en familie gå fra at være helt i sænk og modløse til at udvise glæde og mod vha. af min kliniskevejleders eminente måde at formidle og udøve sygepleje på. Da vi gik fra stuen og ind på kontoret, brød jeg ud i gråd. Det kom helt bag på mig selv og vist også på min vejleder (haha).

Tårerne har også trillet foran patienterne

Da jeg på modul 11 var den heldige kartoffel at vidne til, at to liv kom til verden, trillede der tårer. Jeg var både med til en fødsel på fødegangen og et kejsersnit på OP. Begge gange da baby blev forløst, kiggede jeg på “mor og far”, og da jeg så deres lykketårer, kunne jeg ikke holde mine tilbage. At være med til en fødsel er virkelig noget helt specielt.

…. Måske skal jeg genoverveje mine tanker og små drømme om, at jeg måske en dag vil læse videre til jordemoder… det går vel ikke med tuderi hver eneste dag :-) Ej jeg tror nu helt klart, at man med tiden bliver hærdet. Det er der måske nogen, der kan sige noget om til en grønling? :-)

Må en sygeplejerske græde?

Jeg tænker umiddelbart, at det kommer an på situationen. Vi er trods alt helt almindelige mennesker med følelser som alle andre. En anden tanke var, at det i nogen tilfælde måske kan være fint at græde med patienten. Jeg tror, at det, som meget andet, er meget individuelt.. Måske er der nogen, der synes, at jeg er en tude(Frederikke)marie, nu jeg har bekendt lidt kulør og fortalt om mine tårer i uniformen. Det er i så fald helt ok :-)

Har I grædt i uniformen? Hvad synes I? Skal sygeplejersken være “superman” og kun græde på kontoret/i bilen? Jeg har talt med både medstuderende og sygeplejersker om dette, og alle har forskellige holdninger. Jeg tror ikke, der er noget facit, men jeg synes det kunne være spændende at høre, hvad jeres meninger og tanker er?

13 kommentarer

  • Isabella

    Super fin historie og jeg tror alle kan relatere sig til den. Jeg har selv flere gange som studerende måtte nive mig selv i armen For ikke at græde og for mig som for mange andre viser det menneskelighed. Jeg har kun oplevet at det at vise følelser kan skabe en god relation til patienten. Blev endelig ved med at vise følelser, det gør dig kun til et bedre menneske :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Isabella,

      Tusind tak for din søde kommentar :-)

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    Jeg kan blive trist, når jeg skal sige farvel til patienter, jeg ikke skal have med at gøre igen. Jeg tror dog ligeså meget, at det er en personlig ting, jeg har det svært med generelt, uanset hvem jeg diger farvel til. Dog har jeg aldrig grædt, hverken foran patienter og personale eller derhjemme bagefter osv. Jeg synes, man så vidt muligt skal holde sig ovenpå og være professionel og rationel omkring situationen, selvom den påvirker en. Man er simpelthen nødt til at skelne i vores fag for ikke at blive kørt helt ned efter et par år. Jeg tror også, det handler om, hvorfor man græder. Er det pga patienten, patientens følelser, situationen, eller dine egne tanker og følelser, eller er du i en skrøbelig periode personligt pga noget derhjemme fx? Man er nødt til at sortere i sine følelser, hvis man har nemt ved at lade sig rive med i hvert fald. dermed ikke sagt at det slet ikke er okay at græde, så længe man altid husker og forsøger at gøre, hvad der virker bedst for patienten. Har patienten ikke behov for at se personalet græde, og man tydeligt kan mærke på patienten, at denne finder det upassende, så må man holde igen eller gå udenfor lokalet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Alice,

      Tusind tak for din kommentar.

      Jeg tror du har ret i det du siger, at det også kan komme an på hvilken følelsesmæssig situation, man er i personligt.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Rigtig fint emne at bringe op, og der er helt bestemt meget delte meninger om dette!
    Personligt synes jeg det er vigtigt at vi sygeplejersker også kan vise vores egne følelser i mødet ned patienten. Hvem har lyst til at betro sig til en robot med kittel på der ikke lukker noget ind eller ud?
    Jeg er også selv studerende og kan huske en episode tilbage på modul 4 som virkelig har gjort indtryk og som jeg stadig bærer med mig da jeg tror på den har været med til at definere mig og mine værdier som sygeplejerske.
    Det var en nytilkommen kvinde på afdelingen der havde kræft og metastaser op i begge lunger og også ud i andre organer. Hun havde haft kræft 3 gange på 10 år og var lige gået på pension. Jeg skulle følge med hende ned til en operation hun skulle have lavet. Der var ventetid og vi tilbragte ca en halv Time sammen ude foran hvor vi havde en meget personlig og dejlig snak om livet. Hun fortalte om sine drømme og håb, om sin familie og oplevelser. Jeg kom hurtigt tæt på hende. Ingen af os vidste at denne samtale ville blive hendes sidste. Efter operationen var hun så nedtaget og kunne ikke trække vejret så hun blev lagt i respirator og kunstig koma. Hun vågnede aldrig igen. Da vi kom op på afdelingen fortalte en sygeplejerske mig at hun ikke havde langt igen og nok ville dø indenfor nogle dage. Det chokerede mig og jeg græd, dog ikke foran patienten. Men jeg tager med mig at jeg i det mindste gav hende muligheden for at glæde sig over sit liv og dele sine minder, og sådan håber jeg altid jeg vil kunne være der for mine patienter :-) hende glemmer jeg i hvert fald aldrig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Emma,

      Tusind tak for din kommentar.
      Og mange tak fordi at du delte din fine historie med mig her på bloggen :-)

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Vissing

    Jeg har været sygeplejerske i snart 15 år og husker tydeligt hvordan jeg græd da jeg som studerende havde passet en patient gennem flere dage og hun så døde. Det var første gang jeg for alvor blev konfronteret med døden og husker det tydeligt den dag i dag. Som tiden er gået og jeg er blevet mere erfaren, er jeg blevet bedre til at holde sammen på mig selv i svære situationer. Jeg synes det er ok at man som sygeplejerske bliver berørt af den lidelse og sorg, man bliver vidne til i det her job. Hvis ikke det påvirker en, skal man ikke længere være sygeplejerske. Men der er forskel på at blive berørt og knibe en enkelt tåre med patienten, men det må aldrig blive så voldsomt at patienten bliver påvirket og føler de skal trøste sygeplejersken. Jeg tænker at der altid er situationer og patienter der påvirker en mere end andre og det er væsentligt at sikre at omsorgen for patienten sikres. Langt de fleste tilfælde har jeg haft kolleger, der kan aflaste i situationer, hvor det er blevet for voldsomt for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Louise,

      Tusind tak for din fine kommentar :-)
      Dejligt at høre fra en der har været i faget i et stykke tid;)

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Spændende emne! Jeg tror mange vælger sygeplejefaget fordi de er følsomme mennesker, der godt kan lide menneskelig kontakt, det at hjælpe andre osv,! I mine år som sygeplejerske har jeg oplevet at de sygeplejersker der gør den største forskel for deres patienter er de der har følelserne med sig. Jeg har mødt sygeplejersker, hvor jeg tænkte “hvor er din medmenneskelighed?”. Særlig én i starten af min karriere blev min pejlesnor. Jeg har lovet mig selv at hvis jeg nogensinde bliver så udbrændt / robot agtig så håber jeg at jeg er i stand til at stoppe. Patienterne, mine kolleger og jeg selv fortjener det ikke. Jeg har så mange gode oplevelser hvor det var helt på sin plads at blive rørt. Det var vigtigt for patienten/borgeren at de også betød noget. En borger fra hjemmesygeplejen havde haft en svært forløb, hun var det mest beskedne menneske du vil kunne møde, og til trods for svær sygdom, altid glad og positiv. Vi havde forsøgt forskellige tiltag for at gøre hendes hverdag tålelig, som sygdommen skred frem, blev det vanskeligere og vanskeligere, men vi gav ikke op. Jeg fik nyt job og på min sidste dag sagde hun “Rikke, jeg ved du ikke vil tage imod en rigtig gave, men én ting vil jeg gerne have lov at give dig og det er “taknemmelighed”” og gav mig en lille bog med plads til noter og små anekdoter og citater om taknemmelighed. Ja jeg fik tårer i øjnene og det gjorde hun også! Sådanne små historier minder os om hvorfor vi blev sygeplejersker og hvorfor vi har verdens bedste erhverv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Rikke

      Tusind tak for din kommentar.

      Og tak for at dele din historie med mig her på bloggen. Hvor er det bare en fin og smuk historie. Det må være en situation og en borger, som du aldrig glemmer.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette S

    Jeg sad og snakkede med en mor i starten af fyrrene, hendes børn var 14 og 17 år. Hun var indlagt igen med cancer, behandlingen var overgået til paliativ pleje, denne gang skulle hun have tappet pleura væske af, for at kunne få ordentligt luft. Vi snakkede om livet, sygdom, børn osv. Hun spurgte om jeg havde mistet nogen til kræft. Jeg fortalte åbent, at min mors mand var død som 56 årige, og at min datter på 11 havde været igennem et længere behandling forløb, og vi nu går til kontrol hver 6 uge. Hun blev stille et øjeblik, sagde så at det måtte alligevel være mere frygteligt end at have det selv. Vi snakkede videre og kom ind på hendes angst for at dø, ikke det at dø som sådan, men svigtet over for hendes børn, det at hun ikke skulle være med til at de blev voksne, fik børn, blev uddannet osv osv. Hun spurgte mig hvad hun skulle gøre for at de ikke glemte hende, for at vise dem at hun var der…
    Jeg fortalte, at jeg løbende filmede min datter, i glæde og gode perioder… Og så foreslog jeg hende at lave en video hilsen/film til hendes børn, til fx bryllup og når de får børn eller lign. Give disse film til hendes mand og så han skulle videre bringe det til børnene når tiden kom.
    Hun blev så glad og lykkelig over ideen og forslaget, så hun grad, dette trak også tårerne frem i mine øjne. Jeg undskyldte for at græde, hendes svar til mig var, jamen det viser jo bare du er menneske. Vi krammede og hun takkede for samtalen og ideen da vores veje skiltes…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hej Anette,

      Tusind tak for at dele din fine og meget smukke historie. Jeg sidder med tårer i øjnene lige nu. Det siger vist mere end ord.

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Som flere skriver, så er det nogle rigtig fine fortællinger du kommer med :-) Jeg kan selv relatere til din historie om fødslerne. Tilbage på modul 4 fik jeg en jeg på fødselsafdelingen. Jeg gik egentlig sammen med jordmødre, og der arbejder ikke længere sygeplejesker på pågældende afdeling, så det var kun for oplevelsens skyld jeg var der. Jeg fulgte dagen igennem et skønt par, og nåede at være med under hele fødslen (dog med overarbejde i sidste ende, men det var uden tvivl det værd). Forældrene glædestårer og al den kærlighed der pludselig var i rummet påvirkede mig helt vildt, og pludselig stod jeg selv med tårer i øjnene. Pt. er jeg på intensiv, som modul 11-studerende. Her er jeg bl.a. kommet tæt på en ældre herre, uhelbredeligt syg af kræft, og hans kone. Efter en dag hos ham er jeg ligeledes kørt hjem med tårer i øjnene – han har, som du skriver det, ramt mig helt ind i sjælen! Sygeplejesker må gerne græde, så længde de stadig er istand til at tage sig af den syge og de pårørende, og at gråden ikke “bliver for meget”. Mange gange tror jeg egentlig også at patienten samt dennes familie synes det er “fedt” at vi græder. Det viser dem jo blot, at vi også er mennesker og at vores pleje til pågældende patienten betyder/betød noget for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Ugens Sygeplejerske(studerende)