Mig for 13 kilo siden, et ærligt indblik i en turbulent tid

Slap nu af og tag en kop kaffe mere.

Forleden var jeg i aftenvagt på mit studiejob på barselsgangen. Det var en vagt der var stille og rolig. Meget tiltrængt og super dejligt, at mærke den rolige stemning, specielt oven på de meget travle dage, jeg oplevede for ca. en måned siden. Læs mit tidligere indlæg om netop de dage her :-)

Jeg havde god tid til at læse grundigt op på mine patienter. Det er rigtig vigtigt for mig, da det betyder, at jeg kan skræddersy den omsorg og pleje, jeg skal give til dem. I vagtskiftet er det som regel det aller mest vigtige og akutte der bliver sagt. Men de “mindre” ting, som man kan læse sig til i journalerne, kan have så stor betydning for den enkelte patient. Jeg kan tydeligt mærke en forskel på kvaliteten af mit arbejde, når jeg har haft tid til at læse og forberede mig, i forhold til når jeg ikke har det. Relationen til mine patienter bliver af et helt andet stof, end når jeg intet ved om dem. Jeg kan mærke, at de fleste føler sig mere sikre og trygge, når jeg ved hvad der er los. F.eks. er smerter et godt eksempel:

  • Fiktivt eksempel: i journalen kan jeg se, at hun har smerter i højre side af lænden, derfor spørger jeg direkte til de smerter, og forslår evt. en varmepude. Hvis ikke jeg havde haft tid til at læse om smerterne i journalen, havde jeg spurgt, “har du nogle smerter”, hvilket er meget mere upersonligt, især hvis den pågældende har været indlagt i flere dage.

Dette her er bare et lille bitte eksempel på kvaliteten af plejen, som så let, under et tidspress, kan smuldre og gøre omsorg og pleje upersonlig.

Forleden da jeg var i vagt, var der næsten tid til det hele – også kaffe, mad og toiletbesøg til mig. Jeg gik hjem med en følelse af glæde indeni, og mærkede igen den sprudlende følelse af, at jeg elsker mit fag (og så rimer det endda, smukt!).

Men da jeg tidligere på aften sad der, foran computeren med min kaffekop, havde en stille stund og talte lidt om sygeplejerske-nørde-ting med min kollega, kom det bag os. “Gud, det er jo helt underligt det her, kan det virkelig passe, at vi bare kan sidde her”. Følelsen af at have stress over, ikke at have stress. Det var virkelig absurd. Så vi tog en kop kaffe mere, og prøvede at slappe af og hvile i, at det er helt ok at sidde og kigge lidt ud i luften. Vi talte om, at vi som sygeplejersker (mig næsten) sgu heller ikke er lette at gøre tilfreds, haha. Vi vil jo gerne arbejde, men ikke sådan at vi ikke kan følge med og gøre det ordenligt, men heller ikke sådan, at vi føler, at vi er til overs.

Men faget er virkelig også bare meget uforudsigeligt, og kan ændre sig hurtigt. Da jeg mødte ind i min aftenvagt, lå der en kvinde på fødegangen og var i gang. Da jeg 23.30 havde fri og skulle hjem, havde vi modtaget to nybagte mødre på barselsgangen, og der lå 5 på fødegangen, nogle havde allerede født og andre var i gang. Så jeg tror, at natholdet der mødte ind, havde det lidt mere travlt, i forhold til, hvordan vores aften havde været.

Stress og travlhed lurer forude 

Da jeg mødte i vagt, talte jeg kort med min chef, primært ang. mine planer, når nu jeg er færdig til juni. Udover det talte vi også om mit blogindlæg, der skabte stor opmærksomhed, også i afdelingen. Jeg regner med at skulle arbejde der til sommer, når jeg “kommer ud på den anden side” og kan kalde mig selv sygeplejerske :-) Jeg kunne forstå, at der i hvert fald er brug for sommerferie-vikarer. Jeg glæder mig til at få det meget mere ind under huden. Men! Min chef sagde også i den forbindelse, at der nu her i marts kommer til at blive rigtig travlt, og i sommerperioden ligeledes, også rigtig travlt. Da svarede jeg hende, med et smil på læben “jaaa… men nu har jeg jo fået min dåb her, og mærket hvordan det kan være”.

Det bliver spændende at være færdig, og jeg glæder mig kun rigtig meget, til at skulle arbejde meget mere på min barselsgang. Men jeg har selvfølgelig i mente, at jeg skal lytte til mig selv, min krop og mærke efter, og sige fra, hvis det bliver for hårdt. Samtidig med, at jeg også skal mærke, og huske på, at det er helt ok, ikke at have travlt hele tiden.

Jeg tænker tit at jeg er heldig. Heldig i den forstand, at jeg som meget snart sygeplejerske, får lov at være en del af andre menneskers liv hele tiden. Det at komme så tæt på, at være der for andre, i medgang og modgang, er så givende og livsbekræftende, og til tider kan det nærmest være helt euforisk.

Jeg håber, at jeg aldrig nogensinde må give afkald på mit kald. Det at være sygeplejerskestuderende, og snart sygeplejerske, er det bedste, jeg har gjort for mig selv.

Kh, Frederikke

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Mig for 13 kilo siden, et ærligt indblik i en turbulent tid