På vej hjem fra aftenvagt
Noget af det jeg frygter aller mest, blev til virkelighed i går ved midnatstid. Jeg er ok, blot stadig lidt rystet, frustreret og øm i mit højre håndled.
Jeg har før oplevet, at det at skrive her på bloggen, hjælper mig til at bearbejde. Derfor kommer min grimme oplevelse fra i går, her, i dette blogindlæg.
Jeg havde været i aftenvagt på barselsgangen, og var i toget på vej hjem. Klokken var lidt i tolv (midnat). Jeg stod af toget, og nåede ikke hen til trappegangen på perronen, før at jeg blev passet op af en høj beruset mand. Jeg vil skyde på at han var i 50’erne. Han var aggressiv i sin fremtoning og lagde ud med at spørge om jeg havde nogle cigaretter.
Jeg sagde pænt nej, og prøvede at gå mod trapperne, for at komme over på den anden side af perronen. Han ville ikke lade mig gå, men blev ved med at holde fast i mine håndled, hårdt, sådan at det gjorde ondt. Det varede i 20 min. og jeg stod jeg alene med ham på perronen.
Jeg var skrækslagen og hunderæd, og indså, at det jeg altid frygter, når jeg går alene om aften/natten var i gang med at ske. Han holdt mig fast og ville ikke lade mig gå. Jeg havde røde mærker og ondt i højre håndled da jeg kom hjem – og er stadig øm i håndleddet. Han begyndte også at kramme mig, jeg prøvede afvige, men jeg turde ikke andet, end at lade ham gøre det. Da han af flere omgange gentog at han var meget stærk, hvilket jeg også godt kunne mærke, at han var. Han sagde også flere gange, at han var psykisk syg. Samtidig var det også tydeligt at han havde drukket.
Jeg var så bange, og jeg begyndte, ret hurtigt, at tænke flugtplaner. Men vi stod alene på perronen, hvor den eneste mulighed var trapperne ned og igennem en tunnel, for at komme over på en anden side. Men han spærrede for, at jeg kunne gå ned af trapperne. Hver gang jeg prøvede at gå hen imod dem, gik han tættere på mig og holdte mig fast. På hver side var der ellers togskinner, og der var ingen andre personer at se, kun mørkt og uhyggeligt.
Jeg kunne mærke at mit hjerte galoperede og ubehaget voksede indvendigt. Han krammede mig af flere omgange, meget grænseoverskridende, men jeg turde ikke sige fra, da jeg følte, at han ville blive gal – hvis jeg sagde imod. Han kyssede også min hånd flere gange og sagde at jeg var smuk. Mit svar til dette var “i lige måde”. Trods jeg var ved at dø af skræk indeni, prøvede jeg at bevare roen, at tale ham efter munden og at tænkte på nogle af de redskaber, jeg har lært på sygeplejerskeuddannelsen. Min stemme indeni sagde “han må ikke mærke at du er bange Frederikke”.
Jeg fik ham endelig overtalt til, at vi sammen gik over på den anden side, hvor der var en 7/11 kiosk – jeg sagde “derovre kan du købe cigaretter” og “kom så, nu skal vi hjem”. Han var ikke meget for at gå alene ned af trapperne, men jeg fik sagt på en lidt bestemt måde, at det skulle han, og at han skulle holde fast i gelænderet. Jeg gik meget stærkt ned af trapperne og igennem tunnelen, men jeg turde ikke at vise min frygt, ved at begynde at løbe, han prøvede også at tage ud efter mig, men uden held.
Da vi endelig stod foran 7/11, fik jeg efter nogle minutter guidet ham derind. I starten blev han ved med at holde lidt fast, kysse min hånd og kramme mig. Han begyndte også sådan at følge lidt efter, hver gang at jeg prøvede at gå et par skridt væk. Men da jeg så mit snit til det, skyndte jeg mig at løbe væk, over fodgængerfeltet, og ringede min søster op. Naturligvis brød jeg helt sammen og stammede, som jeg aldrig har gjort før. Jeg fik fortalt hende hvad der lige var sket, i mens at jeg i en rekord fart nåede hjem og min søster beroligede mig.
Jeg begynder fra i dag af, igen, at gå hammer og min mini hårspray i tasken. Det er urimeligt at skulle udsættes for sådan noget, som jeg oplevede i går. Jeg er jo heldigvis uskadt, og jeg klarede situationen rigtig godt. Men chokket og oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg vil fremover nok kun frygte at det kan ske igen. Det jeg oplevede i går, var ikke bare en fuld ubehagelig mand. …nej.. jeg oplevede en kæmpe angst, i og med at han holdte mig fast, og ikke ville lade mig gå. Jeg følte mig så magtesløs, alene, lille og svag.
Jeg kommer i fremtiden, som kommende sygeplejerske, til at have mange aftenvagter, og jeg tror sågar, at jeg har en i næste uge igen. Så jeg kan jo ikke undgå, at skulle tage alene hjem med toget om natten.
Jeg tager meget gerne imod råd fra jer derude, der måske har erfaringer, eller ved noget om hvordan man bedst forholder sig i sådanne situationer. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne starte til selvforsvar. Og så glæder jeg mig til, at jeg har råd til at købe en bil, og ikke skal tage toget alene om natten.
Kh. en lidt rystet Frederikke
Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, og jeg tror ikke, man kan sige hvilke løsning der er den rigtige. Det bedste er, at du skriver, at du ikke ville vise din angst samtidig med at du forsøgte at finde en løsning og at du har nogle at tale med om oplevelsen. Jeg har mange gange gået hjem efter aftenvagt i indre by og heldigvis aldrig oplevet noget ubehageligt. Tilgengæld har jeg holdt i bil for rødt, foran holdt en bil, som ikke kørte da der blev grønt, jeg dyttede og intet sket, jeg dyttede igen og vinduet åbnede, en røgsky kom ud samt en fuc. fingeren !,, ja jeg blev bare holdende til de kørte.