Kære fellow student nurses nu skal vi grine lidt sammen

Psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu.

Dette blogindlæg dedikerer jeg til min kære far. Billedet er fra Københavns karneval sidste år (2015). Min far er hvert år, sammen med hans moster “Moster Gitte”, mine to trofaste fans. Tak for jer.


Forleden da jeg vågnede op fra min nattevagt, tændte jeg for fjerneren, noget jeg ellers sjældent gør. Ser jeg tv, er det som regel nyhederne, nørde sygepleje relaterede programmer som “Alarm 112” og “Holder Danmark i live”, men aller helst serierne Sex and the City og Gossip Girl.

Men da jeg tændte for flimmerkassen forleden, var det “Go’ Appetit med Claus Holm” på TV2 der var i gang. Jeg blev hurtigt fanget af programmet. En super sej kvinde var med Claus Holm i køkkenet. Det var Lise-Lotte, som lider af skizofreni. Hendes medicin gør, at hun ikke føler sig mæt, når hun har spist. Lise-Lotte og Claus Holm lavede en mættende madret, og med som tilskuere i programmet var medlemmere af SIND og initiativet EN AF OS.

Jeg blev så rørt af da jeg så programmet. Det var så meget mere end “bare” et madprogram. Lise-Lotte kom ud med et budskab, nemlig det om at bryde tabuet om psykisk lidelse. Hun fortalte om at leve med en lidelse som skizofreni. Claus Holm blev rørt til tårer og det gjorde jeg også, de trillede ned af mine kinder. Jeg synes det var så fint og så vigtigt, og aller mest super sejt, at hun stod frem og fortalte om lidelsen. Tit i sådanne programmer er det kendisser og semi-kendisser der er medværter, men det her var et almindeligt jordnært og fantastisk menneske, og i mine øjne et forbillede for mange inklusiv mig selv. Jeg bed især mærke i, at Lise-Lotte sagde “der skal være plads til os alle”. Det er bare så rigtigt, og det er så vigtigt at bryde det tabu der er mod psykiske lidelser. Som sloganet fra EN AF OS, og som overskriften til mit blogindlæg lyder, psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu!

EN AF OS

Jeg stiftede for første gang bekendskab med landskampagnen EN AF OS, da nogle modige og mega seje personer var ude på sygeplejestudiet for at holde nogle fantastiske personlige oplæg. Her fortalte de deres personlige historier om det at leve med en psykisk lidelse. Jeg husker ikke præcist hvornår det var, men det var lige i starten af min tid som sygeplejestuderende. Tusind tak for det, og fordi at I gør sådan en stor forskel, som Lise-Lotte, ved at fortælle jeres historier og derved er med til at bryde tabuet om psykiske lidelser.

Yderemere “mødte” jeg også EN AF OS sidste sommer, da jeg deltog i Region Hovedstadens psykiatri sommerskole på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. På søndag udgiver jeg et blogindlæg om sommerskolen. Jeg skriver om hvad jeg oplevede og lærte både fagligt og personligt, og deler nogle billeder derfra. Jeg forklarer også om hvordan man som sygeplejestuderende i Region Hovedstaden og medicinstudrende ved Københavns Universitet, kan tilmelde sig til denne fantastiske sommerskole, man ikke bør gå glip af! Omend man har et ønske om at arbejde inden for psykiatrien eller ej, så er det virkelig en kæmpe mulighed og uforglemmelig oplevelse for livet – der ikke er til at sammenligne med noget andet! Så check-in på bloggen på søndag :-)

Mit historie – kort opsummeret

Jeg synes, og finder det rigtig vigtigt også selv at bryde tabuet, ved at fortælle min historie. Helt personligt så har jeg selv gennem hele min skolegang så langt jeg husker tilbage haft dage og perioder som var sorte. Jeg har også har også haft disse sorte perioder imens at jeg gik på sygeplejestudiet. Faktisk så startede jeg på studiet og var ret “sort”. Et par år forinden jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen havde jeg fået konstateret Polycystisk Ovarie Syndrom (PCOS) som kørte mig helt i sænk. Jeg tog 20 kg. på og fik en lettere depression. Da jeg gik i gymnasiet og røg lidt ind og ud af nogle små-sorte perioder startede jeg i terapi hos en psykoterapeut. Jeg kom der kun en par gange, da jeg ikke kunne så godt med terapeuten. Ellers har jeg aldrig fået nogen behandling som sådan. Jeg har mange gange overvejet – og talt med min mor om, jeg skulle gå til min læge og snakke om at starte i behandling med de såkaldte lykkepiller, men jeg har aldrig gjort mere ved det. Da jeg sidste år var i praktik på et afsnit for spiseforstyrrelser, gik det op for mig, at jeg havde elementer af flere forskellige spiseforestyrrede tanker og vaner. I en periode, da jeg stadig ikke havde styr på min PCOS overspiste jeg tit – primært slik og, hvorefter jeg lige bagefter helt bevidst gik ud og kastede op. Dette stod på i et par dage i træk og periodevis. Jeg har været ind og ud af forskellige kure og spisevaner, som f.eks. rawfooder og veganer, hvor jeg forbød mig selv at spise en masse madvarer, som jeg egentlig godt kunne lide. Det var ikke spor sundt for mig. Jeg har også haft sulte perioder, dem kan jeg stadig ramle ind i, men jeg er kommet frem til, at de er harmløse og ganske normale. Det er f.eks. hvis jeg er rigtig ked af det, eller hvis noget andet psykisk påvirker mig. Her kan jeg miste min appetit fuldstændigt, og undlader at spise. Det sker efterhånden meget sjældent. Nå, nok om mig.

Min kære far

Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år gammel, og siden da, boede jeg hos min mor, og var på weekend hver 14. dag hos min far. Jeg har altid haft godt forhold til min far. Der har været perioder, hvor vi ingen kontakt har haft. Årsagen har været, at min far ikke havde det godt. Min far har det meste af sit liv levet med en bipolar affektiv lidelse. Det der førhen blev kaldt en maniodepressiv lidelse. Jeg har altid været meget åben omkring at fortælle om det, og jeg har i mine voksne år, især i kraft af min uddannelse også “turde” at spørge sådan rigtigt ind til min far omkring lidelsen. Jeg vil gøre en lang historie kort: MIN FAR ER DEN SEJESTE I HELE VERDEN. Han er om nogen et forbillede, en fighter og én mange burde se op til, lære af og lytte på. Her tænker jeg ikke kun andre der lider af det samme, men især også sundhedspersonale. Psykiatere, læger, sygeplejersker mm. som tror, at en psykisk lidelse er noget, der er bor inde i et menneske og som udtaler han/hun ER en psykisk syg person. FORKERT en person kan lide af psykisk lidelse, en person ER ikke en psykisk lidelse. En lille forskel, som har en meget stor betydning.

Min far har kæmpet og er i dag et sted, hvor han mestrer den lidelse og diagnose han har fået stemplet i panden. Han er en person, som jeg ser så ufatteligt meget op til, og som jeg har så stor respekt for. Han har om nogen brudt tabuet, er tro mod sig selv, og mestrer at leve med de struggles, der, i ny og næ, kan følge med en bipolar lidelse. Når vi er sammen taler vi som regel om hvordan vi hver især går og har det, og jeg kan spørge helt frit og åbent ind til hans psyke. Jeg vil vove at påstå, at vi sammen, på en eller anden måde har brudt tabuet. Det at vi kan tale så åbent sammen om det hele, både om fortid, nutid og datid, har forstærket vores relation. Jeg finder det så berigende, og så fantastisk, at jeg åbent kan spørge min far om hvordan han har det – også hvis jeg har en følelse og bange anelse om, om han nu har det okay. Samtidig er det også helt uundværligt og befriende, at jeg åbent tør fortælle og snakke med min far om mig selv og mine struggles. Den relation jeg har til min far, er usammenlignelig med nogle andre, selvfølgelig på godt og ondt. Men jeg tænker virkelig, at vores relation qua det vi har overlevet og været igennem, kun har forstærket den.

Kære far, jeg elsker dig.

Kh. Frederikke, og til jer allesammen – please bryd tabuet, det er så uhyre vigtigt! Og lov mig, husk for altid dette, som min fantastiske underviser, Gertrud, på sygeplejerskeuddannelsen en gang sagde:

EN PERSON LIDER AF EN PSYKISK LIDELSE, MEN ER IKKE EN PSYKISK SYG. At være psykisk syg – at være en sygdom det kan man ikke, og det ER forkert at sige, man kan ikke være en psykisk sygdom, ligsom man heller ikke kan være diabetes, fordi man lider af diabetes, man er heller ikke gigt, fordi at man lider af gigt. Det er noget man lider af, noget man har med sig og kæmper med. Psykisk sygdom er sygdom, ligesåvel som somatisk sygdom er det. Jo mere vi stempler og stigmatiserer, des værre og større bliver tabuet. Tabuet skal brydes igen og igen og sammen er vi stærkere.

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

1010618_10153966303964236_4953747739280866075_n

   

5 kommentarer

  • Endnu engang et fantastisk blogindlæg. Dejligt, at du bryder et tabu og giver os allesammen stof til eftertanke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære Astrid,

      Tusind tak for din søde kommentar, den varmede utroligt meget <3

      Rigtig god søndag til dig

      Kh. Frederikke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak og i lige måde :-) Det er lige præcis en blog som din, som der skulle være flere af – altid vedkommende læsning :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Larsen

    Så så man lige din kusine, i meget rørte tårer! 😚 Hvor er du skøn og hvor er det dejligt at du bryder endnu et tabu…. 💪👍 Jeg er med dig hele vejen!! 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Kære sødeste kusine,

      Tusind tak for din kommentar<3 Hvor er det dejligt at du læser med, og tusinde tak for dine meget søde ord <3 <3

      Hils familien mange gange og rigtig god søndag!

      Mange knus og kram <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Kære fellow student nurses nu skal vi grine lidt sammen