Man må sige at jeg har været en smule tavs den sidste måned. De af jer, der følger mig på Instagram har nok lagt mærke til, at jeg skriver bachelor på fulde hammer. Hvis I har lyst, kan I følge med her: Vitachoreas
Jeg skriver om børn og præoperativ angst hvilket er rigtig spændende… Men jeg er nået dertil, hvor jeg ikke rigtig orker mere og jeg tror at mine kære makkere føler helt lige sådan. Jeg føler at lever i en bobbel og når jeg drømmer er det også om bachelor – det er vist meget normalt at have det sådan :-) Jeg var heldig at have et lille afbræk med sambadans og Københavns karneval med dejlige danse-venner i midten af maj, men ellers står den på bachelor dag ud og dag ind.

Det er dog ikke min tavshed dette indlæg skal handle om, men om den pligt til tavshed, man som sundhedsprofessionel er underlagt.

Tavshedspligt
Alle sundhedspersoner er underlagt tavshedspligt. Det betyder som det helt klare udgangspunkt, at en sundhedsperson ikke må videregive oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke.
Tavshedspligten er en patientrettighed, som giver dig krav på fortrolighed fra sundhedspersonens side og mulighed for i visse tilfælde at bestemme, om oplysninger om dit helbred og personlige og økonomiske forhold må videregives.
Du kan læse mere om sundhedspersoners tavshedspligt på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.
Fra sundhed.dk

For nogle uger siden sad jeg i solen og drak en kop kaffe på en café udenfor. Vi sad mange tæt og crowded udenfor på cafeen. Jeg kunne ikke undgå at overhøre samtalen der var igang lige ved siden af mig. Samtalen var mellem to der tydeligvis arbejdede samme sted og den omhandlede borgere fra det pågældende sted. Der blev nævnt navne på borgerne og der blev talt om deres vægttab, spisevaner og meget mere. Der blev ikke nævnt nogle sådan meget nært personlige ting om borgerne, men jeg synes bestemt at det var et brud på tavshedspligten på alle mulige måder det der foregik.

Samme uge da jeg var på vej hjem fra en nattevagt på mit studiejob, kunne jeg (inklusiv resten af togkupeen) ikke undgå at høre meget nære beskrivelser om en kvindes fødsel. Det var en jordemoderstuderende der talte i telefon og fortalte om hendes vagt. Hun fortalte meget detaljeret om en fødsel hun havde været med til, om alt lige fra hvordan moderen havde været under fødslen til hvordan fødslen var foregået. Ud fra hvad hun fortalte til den anden ende af røret, kunne jeg forstå at det havde været en lidt kompliceret fødsel, og det gjorde bare hele situationen meget værre. Ét er, at man fortæller om sin vagt i et offentligt rum, hvilket også er et brud på tavshedspligten, to er, at når det har været kompliceret og en svær situation for vedkommende, synes jeg personligt, at det tavshedsbrud blev endnu værre.

Begge episoder efterlod mig med en følelse af, at jeg gerne ville have grebet ind og sagt noget til de der plaprede højt om deres oplevelser på arbejdspladsen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det er nu heller ikke, så vidt jeg ved, mit job at være politimand i sådanne situationer, men jeg kunne bare ikke lade være med at tænke “tænk hvis det var mig”. Jeg kan virkelig godt forstå og sætte mig ind i, at man er fyldt op af oplevelser man har brug for at dele med især medstuderende, men jeg synes virkelig at det er grotesk at nogen kan finde på at snakke højt og tydeligt om andre menneskers behandlinger åbentlyst på en café og i en togkupé.

Hvordan har I det med sådanne situationer? Ville I gribe ind? I så fald, hvordan ville I gøre det?
Jeg håber at jeg har mod på at sige noget, hvis jeg oplever noget ligende igen. Det er ikke rart at skulle lege politimand, men jeg føler virkelig, at jeg som sundhedsprofessionel har et medansvar for de patienter og borgere der modtager behandling. Jeg ville selv være utroligt ked af det, hvis nogen snakkede højt og tydeligt om mig om min behandling i det offentlige rum. Det er bare så forkert, og bare så lidt i orden. Sådanne samtaler er nogle der hører til bag en lukket dør, hvis den overhovedet hører til der. Jeg vil slet ikke ophøje mig selv med det her indlæg, tværtom, for jeg må da blank indrømme, at jeg også har talt om oplevelser fra min kliniske verden med medstuderende og med familiemedlemmer. Men når jeg har gjort det, har det ikke været i det offentlige rum, og har jeg omtalt personer har det foregået sløret, i sådan en grad, at man ikke kan vide om hvem, hvor og hvordan.

En sundhedsprofessionel er selvfølgelig også bare et menneske, som alle andre, der også snakker om deres arbejde. Men der er bare den store forskel i sundhedsfaget, nemlig at det omhandler mennesker og deres privat liv.

Har I mon oplevet ligende situationer?

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Monica, 49 år, Sygeplejerske, Cand. Soc.

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Jeg ville egentlig have været designer, noget indenfor design, jeg tegnede meget. Men i søgen på hvad jeg ville være, fik jeg et job (gennem en Sygepl.) på et plejehjem, og syntes det var spændende, så jeg søgte ind på skolen for sygehjælper, ja jeg blev uddannet som en af de sidste. Mens jeg var sygehjælper, fik jeg mange positive tilbagemeldinger, mange opfordrede mit til at læse til sygeplejerske, og jeg ville gerne lære mere, og jeg blev også mere og mere ” irriteret” over at skulle give opgaver videre. Så jeg søgte to gange og anden gang kom jeg ind.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg har været i forskellige specialer, blandt andet neurologi og hjerte afd syntes jeg var udfordrende og jeg havde lyst til at lære mere, men jeg fandt undervejs ud af, at jeg ikke var akutsygeplejerske. Igennem en anden sygeplejerske, fik jeg job på gynækologisk/ obstetrisk, og det var som at finde hjem. Jeg var der i 7 år og blev klinisk vejleder. Arbejdet med elever og studerende syntes jeg er både sjovt, udfordrede og lærerigt, det har ført mig til forskellige job indenfor sygeplejen. Noget jeg også finder interessant er arbejdsmiljø, især det psykiske, jeg har læst en kandidat på RUC i sundhedsfremme og arbejdslivsstudier. Jeg kom ud for en arbejdsskade og måtte omtænke arbejdslivet, og blev omskolet. Nu arbejder jeg som underviser på en SOSU skole.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Hmm der er to oplevelser der springer frem, at få lov til at overvære et sectio, det var mindblowing, og brugbart når kommende forældre og elever spurgte til proceduren. Jeg havde taget en lille gave med, en bog. Forældrene blev overrasker og glade. De grinede, da jeg sagde, der er jo en der har fødselsdag.
Den anden var da en kollega grædende hentede mig, hun havde haft en forfærdelig nat privat og bad mig tage over som gruppeleder. Der var patienter i dagligstuen, elektive patienter der ventede, akutte på vej og nye sygeplejersker, som havde brug for hjælp. Jeg lagde en plan, fik styr på afd. Uddelte opgaver til nye Sygepl. SSA og elever, og da vi satte os til frokost, kiggede en af de nye Sygepl. På mig og sagde, det vil jeg lære, Det var ret fedt.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Ja flere men en jeg ofte bruger som eksempel, er denne. Jeg havde en patient, der var udviklingsmæssige yngre end den konkrete alder. Og da jeg havde passet hende, over flere dage, ville mine kollegaer have at jeg skulle tale med hendes mand, fordi de syntes han var usoigneret og lugtede. Vi diskuterede dette lidt, fordi jeg mente, at det kunne vi ikke blande os i. Men jeg lovede at tænke over det. På vej til stuen kom jeg til at tænke på Kari Martinsen og at tage sig af den anden, omsorgens forskellige former. Jeg valgte omsorgstilgangen og spurgte hvem der tog sig af ham, når nu vi tog os af konen. Og fandt på den måde ud af, at han havde været i bad m.m. Men det syntes jeg var udfordrende. Og en anden situation var da jeg som ny tillidsmand, skulle effektuere alle de regler der var aftalt før strejken, det var hårdt både ift at være professionel, men også det at holde fast i, hvad vi som faggruppe er værd og har brug for, for at yde god sygepleje.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja det er frustrerende, at patienter ikke beder om hjælp, fordi de kan se man har travlt, eller når der sker fatale fejl, som kan koste liv, fordi man er stresset. Eller i det sidste job jeg havde, hvor den nye folkeskole reform (sosuskolerne høre under dette område) har betydet at man har meget mindre forberedelsestid, det sænker kvaliteten.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Empatisk, professionel og rummelig

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Hold fast i fagligheden, engager dig i DSR, det er medlemsstyret, så jo mere vi involverer os, jo stærkere bliver vi, jo mere er vi med til at bestemme retningen. Kend din ret og din overenskomst, jo nemmere er det at arbejde efter reglerne og få det man har ret til.

Følg min blog på Facebook her: VITACHOREAS

Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside :-)

Internationale læsere er også velkommen til at henvende sig :-)