“Det vil jeg aldrig glemme”

Da jeg havde arbejdet i ca. en uge som færdiguddannet mødte jeg ind i vagt til ovenstående hilsen og gave fra en patient. Jeg blev så rørt og glad, og kunne mærke at der stod små tårer og bankede på i øjenkrogen.

Min første uge på barselsgangen var rigtig hård. Det var den fordi at jeg ikke havde haft en vagt på barselsgangen i næsten to måneder, fordi at min bachelorgruppe og jeg, brugte alle vores timer i døgnet på at skrive sammen. Udover det, så startede jeg præcis den 1. juli, med 3 weekend dagvagter i streg. Weekenden er klart et tidspunkt, hvor der kan være meget knald på og rigtig travlt. Hospitalet er på en eller anden måde lidt i dvale tilstand, og generelt mindre bemandet end som i hverdagene. Men kvinder føder altså døgnet rundt – også i weekenden! Samtidig har jeg det sidste årstid som vikar i afdelingen primært haft aften og især nattevagter, så hvad man præcis skal i dagvagt lå ikke helt på rutinen. Da vi havde travlt og fes rundt, var det svært at spørge kollegaer til råds, og jeg følte lidt at jeg famlede lidt i blinde nogen gange. Da jeg kom hjem var jeg ikke i hopla og slet ikke spor glad og stolt af min indsats. Jeg følte at jeg havde glemt meget om specialet, både viden, men også helt almindelige praktiske ting. Det er som om at bacheloren har spist en masse af min viden og rutine fra barselsgangen!

Hvor om alt er, så går det meget bedre nu. Jeg skulle lige i gang igen og bare én god oplevelse, sletter nogle af de, jeg har oplevet som værende mindre gode.

Da jeg mødte ind til ovenstående kort og chokoladegave, blev jeg så utroligt glad, for midt i mine frustrationer om min formåen og kunnen, gav alt lige pludselig fuldstændig mening igen. Jeg var der for patienten, jeg støttede, vejledte og krammede. Forinden havde jeg nået at læse lidt omkring patientens problemstilling, så jeg vidste hvad der skulle til, for at hun fik det bedre, sådan rent sygeplejefagligt. Men det aller vigtigste for hende, som også fremgår af kortet var, at jeg var der, krammede og lyttede.

Jeg skriver ikke det her blogindlæg for at sige “se mig, hvor er jeg god”, men for at understrege vigtigheden i bare det at være der og møde patienten hvor han/hun er. Selvfølgelig skal det ikke underkendes at viden og erfaring er GULD værd og uundværligt – men som jeg selv, og mange andre nyuddannede, må vi huske på at helt grundlæggende sygepleje er mere end halvt så vigtigt. Det betyder så meget, og det er så lidt der skal til som sygeplejerske, for at være der for en patient. Jeg tror, at jeg helt ubevist tænker og fokuserer rigtig meget på alt det jeg ikke kan, i stedet for at fokuserer på alt det jeg kan. Rom blev ikke bygget på en dag, og god sygepleje er i grunden uhyre simpel, når det kommer til stykket >>se, lyt, føl<<.

Jeg fik mig i hvert fald en reminder på, at jeg er god nok, og at jeg måske skal slappe lidt af med at fokusere så meget på alt det jeg ikke kan endnu. Jeg har før skrevet et indlæg om at jeg synes, at man kan sidestille sygeplejerskeuddannelsen med det at tage kørekort. Man lærer først rigtigt at køre bil, når man har kortet, men man kan det grundlæggende når man består teori – og køreprøve. Helt ligesom at have bestået sygeplejerskeuddannelsen. Jeg kan det grundlæggende, men jeg er nu for alvor klar parat til at bygge oven på, og lære meget mere om hvordan man rigtigt er barselssygeplejerske :-)

Kan I følge mig? :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS

Kære kollegaer

Jeg har nu været færdiguddannet sygeplejerske i over en måned nu. Helt præcis i en måned og 4 dage. Ja jeg tæller stadig. Det stopper nok helt naturligt lige pludseligt:-)

I dag har jeg en fridag, oven på 6 vagter i streg. Det har været udfordrende, men samtidig også fedt med 6 vagter i streg. Jeg har været så træt og smadret nogle af dagene, at jeg ikke har orket at spise aftensmad, men i stedet bare gået på hovedet i seng. Jeg lærer hver dag noget nyt om mit speciale, og om mig selv som sygeplejerske.
Afdelingen jeg arbejder på, barselsgangen, er jo ikke ny for mig, da jeg har været der i praktik på modul 11, og dernæst som vikar siden november 2015. Men de første mange dage følte jeg mig godt nok helt ny i gårde. Selvfølgelig var mange af mine kollegaer kendte ansigter, og jeg fik en dejlig varm velkomst på min første vagt, som rigtig sygeplejerske, med et kram fra chefen. Det varmede og betød faktisk ret meget for mig, når jeg sådan lige sidder og tænker tilbage på min første dag. For selvom jeg har arbejdet der i noget tid, var det stort og nyt, at jeg nu, fra den ene dag til den anden, havde en helt anden rolle.

Jeg har følt mig frustreret og rundt på gulvet af flere omgange, og føler det stadig i ny og næ. Men heldigvis, trods stor travlhed nogle dage, er mine kollegaer på barselsgangen så søde og gode til at hjælpe – også selvom de står med en masse selv. Så kære kollegaer på barselsgangen, tusind tak for at bære over med mig, for at række ud med hjælp, for at give mig anerkendende og konstruktiv feedback og for at dele ud af al jeres gode sygeplejerskeviden.

Sommetider står jeg i noget, hvor jeg er helt blank, som ikke en gang er barselsspeciale specifikt, men som bare er generel “sygepleje-viden”. Der kan jeg tydeligt mærke, at jeg har været på udveksling af to omgange med studiet. Mit råd er helt klart til nuværende studerende, kun at tage ud én gang. Jeg føler mig jo ikke helt lost, men kunne jeg gøre noget om, var jeg nok kun taget til udlandet én gang i løbet af min studietid. Det at jeg kun har haft en reel praktik på et hospital i Danmark, kan jeg tydeligt mærke nogen gange.

Trods frustrationer og følelsen af ikke at være god nok i nogle situationer, så er jeg utrolig glad for mit arbejde på barselsgangen. Når jeg står i noget, hvor jeg føler mig helt sat af, prøver jeg at sige til mig selv, at det er helt ok at spørge erfarene til råds og at det er helt naturligt, at jeg ikke kan og ved alt – også selvom jeg er kendt i specialet. Man skal lære hele livet, og det er slet ikke så lige til, heller ikke selvom man, som jeg, har arbejdet som vikar i afdelingen. Det er bare et helt andet ansvar der hviler på skuldrene lige pludselig. Det kilder skam også stadig i min mave, når jeg tager telefonen eller tilkalder lægen og siger “Hej, du taler med sygeplejerske Frederikke fra barselsgangen” :-)

Jeg glæder mig lidt til min aftenvagt i morgen, selvom min fridag i dag oven på 6 vagter i streg, var tiltrængt. Trods dårlige arbejdsforhold, nedskæringer og alt for lidt tid til patienterne, er jeg ikke i tvivl om, at SYGEPLEJERSKE, er min hylde.

Ps. Undskyld for jer der venter på at få udgivet jeres “Ugens sygeplejerske”, jeg håber på at jeg snart får mere energi og tid til at blogge mere. Så snart jeg får, lover jeg at udgive igen. Send mig endelig en privatbesked, hvis du har lyst til at være med :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS