Ugens Sygeplejerske (studerende)

Jeg græd på vej hjem i går

Magtesløs

Efter jeg netop forleden skrev et indlæg med mine refleksioner om tilstandene på Køge Sygehus, må jeg indrømme, at det er lidt tragikomisk, at jeg i går på vej hjem fra min aftenvagt begyndte at græde. (Læs mit “Køge-indlæg” her)

Jeg kom til at græde i bilen på vej hjem fordi at jeg i går nok havde hidtil mest lortede vagt (undskyld ordvalget). Følelsen jeg havde i kroppen da jeg gik fra afdelingen var virkelig utilfredsstillende og fyldt med skyldfølelse. Jeg ved at jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok. Det er ikke nok når jeg ved at jeg forsømmer patienterne og ikke får gjort mit arbejde som jeg burde – samt når jeg ved, at jeg går imod min faglighed og imod patientsikkerheden. Det er grotesk at det skal være sådan i nogle vagter, at man kan presses så langt ud, at man fælder tårer. Nyuddannet eller ej.

Jeg følte mig så presset af flere omgange at jeg fuldstædig glemte hvad jeg var i gang med (super patientsikkerhed!). På et tidspunkt stod jeg ude i linneddepotet, klokkerne bimlede, hvoraf 4 af dem kaldte på mig. Der havde jeg helt vildt meget lyst til bare at begynde at skrige! Jeg tror mine tårer brød ud både pga. lettelsen af at “være ude på den side” af afdelingen, men især også fordi jeg vidste at det arbejde jeg havde foretaget mig i den aftenvagt, på ingen måde lever op til at være sygeplejerske. I hvert fald ikke til hvordan jeg gerne vil være sygeplejerske. I går var jeg brandslukker.

Jeg glemte flere vitale almindelig arbejdsopgaver i løbet af vagten pga. tidspres og for meget at lave på én gang. Jeg ved at jeg overleverede opgaver og uløste problemstillinger til natholdet, som ikke var rimeligt, men som jeg ikke kunne gøre til eller fra ved. For som skrevet ovenfor, jeg gjorde mit bedste, det bedste jeg kunne.

Dokumentation?

Jeg nåede aldrig rigtig til at læse om mine patienter (super patientsikkerhed!). Det jeg selv dokumenterede startede primært med …”pga. travlhed har jeg ikke/ved jeg ikke.. osv.” (igen, super patientsikkerhed!). Dokumentation er en vigtig del af sygeplejen, da den er med til at gøre, at vi kan handle på problemstillinger og hurtigt opfange hvis noget skulle være i gang med at ændre sig til det værre, og fortsætte med noget, hvis det hjælper. Dokumentationen er også med til at gøre, at vi opnår viden om patienterne vi passer, så at de kan få bedst mulig behandling. Dokumentaton er altså til for at opretholde bedst mulig kvalitet i sygeplejen. Der var ingen eller i hvert fald minimal kvalitet i det jeg leverede i går dokumentationsmæssigt. Igen.. super utilfredsstillende og slet ikke sådan som jeg vil være sygeplejerske.

Overlevelse

Man skal være stærkt for at overleve i det her sundhedsvæsen. Jeg forstår godt at mange går ned med stress og at mange flygter fra det her fag og giver op. Jeg har ikke før tudet efter at have været i vagt, men det kan jeg da krydse af på listen nu. Jeg synes egentlig selv at jeg er stærk og robust og god nok til at sige fra. Men i går knækkede filmen. Jeg har været sygeplejerske i lidt over to måneder nu – jeg skal overleve mange år endnu som sygeplejerske, medmindre jeg skal finde på noget andet. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg elsker mit fag, og jeg elsker at være sygeplejerske. Med tiden bliver jeg vel forhåbentlig mere stærk og robust, men besparelserne fortsætter samtidig også – så jeg ved ikke om det kommer til at hænge sammen på nogen måde. Jeg har heller ikke lyst til at udvikle mig til en “ice-cold-bitch”-sygeplejerske, jeg vil gerne fortsætte med at føle og tude, hvis jeg mærker at noget ikke er iorden. Jeg håber ikke at jeg taber mig selv til travlheden.

Men i går var urimelig. Det var ikke kun fordi at jeg er ny og grøn sygeplejerske.

Undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe

Jeg sagde undskyld nærmest hver gang jeg gik ind på en stue i går. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at være patient, når der er så travlt. Men jeg er sikker på at patienterne også gør deres bedste for at være forstående.

Jeg tror også at mine tårer var en kulmination. En kulmination af hele selve oplevelsen af at løbe rundt, uden nogen pauser, og føle sig så utilstrækkelig og ikke tilstedeværende. Lige nu tænker jeg bare at næste gang jeg møder i vagt, kan det da kun blive bedre end sidst. Men seriøst, det er sgu ikke værdigt for nogle det her.

Jeg bliver vel mere robust jo dygtigere jeg bliver til mit fag. Men de erfarende jeg var i vagt med tonsede også rundt i går, de har nok ikke fældet tårer ligesom mig på vej hjem, men vi var “alle” tre über presset i går og gjorde alt for at få det hele til bare at hænge nogenlunde sammen. Øv.

Meningsdanner Uddannelsen

Jeg glæder mig til at starte på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelsen i næste uge. Det skal blive godt at lære hvordan jeg kan ytre mig meget mere og debattere meget mere – for det her sundhedsvæsen det sejler!

Ps. Jeg håber at de af mine kollegaer der læser med forstår hvor meget jeg sætter pris på jer og hvor meget guld værd I er. Uden jeres støtte og hjælp ville der slet ikke være glæde og håb for mig som ny sygeplejerske.


Har du oplevet at græde efter en vagt pga. travlhed? Hvis du har, og har lyst til at fortælle din historie, så skriv til mig. frederikkekikke@gmail.com

   

7 kommentarer

  • Sissal

    Kære du – du er ikke alene. Jeg er sygeplejerske på 4 år og er nu endt på Bornholms hospital, efter både riget, Hvidovre og Frederiksberg. Jeg har også dage, hvor jeg græder af afmagt. Nogle gange ude i medicinrummet, når jeg simpelthen ikke kan holde igen. Vi arbejder under forfærdelige forhold og det har nok allerede kostet menneskeliv. Pas på dig selv og hæng i, hvis du virkelig føler sygeplejen er dit “kald”. Ellers er jeg tilbøjelig til at sige løøøøb inden det er for sent:-( Men det er jo ikke meningen. Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hvor er det sejt og flot, at du deler din historie. Du er en vigtig stemme i debatten – bliv ved med det. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Hvor er det dejligt, men også forfærdeligt at læse på samme tid – men dejligt på den måde at jeg tror mange nyuddannede står i din situation. Jeg har (7-9-13) heldigvis ikke være der endnu hvor jeg føler mig presset efter jeg er blevet færdig. Det er godt nok kun tre måneder siden. Tilgænglig oplevede jeg det desværre et par gange på mit daværende studiejob – og hvor er det ubehageligt. Man har jo valgt at blive sygeplejerske fordi man brænder for at hjælpe andre mennesker – og når man ikke føler man lever op til det kommer følelsen af utilstrækkelighed som du selv skriver og det er forfærdeligt.
    På min nye arbejdsplads går afdelingssygeplejersken meget op i at lytte og hjælpe nye sygeplejerske til at finde deres identitet og snakke med os når vi står i situationer hvor vi føler os magtesløse. Jeg håber at din afselingssygeplejerske er til at snakke med også, for tit kan de rådgive en i hvad man kan gøre anderledes således at man ikke står i sådan en situation igen. Det har ihvertfald hjulpet mig at vende situationer med afdelingssygeplejersken, for at få snakket det igennem og lige reflektere over hvad det nu var der skete. Det dejlige i vores fag er at man ofte lære noget nyt, samtidig med man konstant udvikler sig.
    Jeg håber inderligt du bliver glad for at være sygeplejerske også prøv at snakke med nogen om aftenen og hvad der helt konkret gik galt. Held og lykke! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg har været sygeplejerske i 16 år, og aldrig har sygeplejen været så presset, som nu!
    Og ja om du har været uddannet i to måneder eller 16 år, så løber man stærkt og tro mig tårer og stress er desværre blevet mere hyppigt end sjældent, øv altså.
    Har alt for tit tænkt, det her vil jeg ikke være med til længere, det var ikke derfor, jeg blev sygeplejerske osv.
    Ufortrødent forsætter vi……hvorfor?…. Tja vi er sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, sosu’er osv og vi arbejder for vores medmennesker og vi har valgt vores fag, fordi vi vil gøre en forskel og hjælpe den enkelte igennem en svær tid i dennes liv.
    Vi elsker vores fag og startede vores liv som omsorgspersoner med optimisme og stolthed. Gad vide hvornår og hvordan vi slutter vores karriere?
    Så ja jeg har grædt – mens jeg var på vagt, inden en vagt og efter en vagt. Knus fra en “gammel” sygeplejerske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Theresa

    Jeg har stået i den situation flere gange. Heldigvis er det længe siden, men det skyldes ikke at jeg er blevet mere robust. Jeg mener ikke, at du skal tænke at løsningen på dette kaos er at være robust, for hvor er vi på vej hen, hvis vi skal være robuste for at være sygeplejerske? Det er forfærdeligt at vi skal finde os i, at kunne klare presset, fordi der ikke er penge nok. Ingen kan være i det, eller være robuste nok fra nu af og resten af deres arbejdsliv, hvis presset fortsætter. Jeg ville bare lige sige, at det er ikke dig der er noget galt med, du gør alt hvad du kan og du er en god sygeplejerske! Det er systemet og jeg håber, at vi snart har fået nok!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Allan Børjesen

    Kære sygepersonale. Kunne i så ikke gøre jer selv en tjeneste. Hver gang der er en politiker som indlægges, ja så vælter cheferne ud af deres fine kontorer og den røde løber bliver rullet ud til politikerpatienten. Han eller hun får en 2,3 eller 4 sengsstue alene, for de får jo så mange blomster. Nixen bixen-fremover lægges de ud på gangen, til alle de andre, og skal have nøjagtig samme behandling som hr. og fru Sørensen. Gør oprør mod specielbehandling, så kommer i måske videre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jesper

    Syntes det flot du skriver om det har selv gået hjem nogle gange og været ked af at jeg ikke har kunne nå mit arbejde og gi omsorg og ordentligt pleje

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Ugens Sygeplejerske (studerende)