Patient Usikkert Sygehus

Sagen på den intensive afd. på Køge sygehus har vakt opsigt i de danske medier siden det i sidste uge via DR blev fremlagt at der i en længere periode er blevet skruet op for brugen af sovemedicin i travle situationer for at lette arbejdspresset.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grethe Christensen, har om sagen blandt andet udtalt følgende:

”Det er helt uacceptabelt, at patienterne bliver medicineret i et omfang som skader deres behandling. Det vidner om en syg kultur i sundhedsvæsenet, hvor der drives rovdrift på medarbejderne og hvor der bliver skruet på selv de medicinske skruer for at frigøre ressourcer”.

”Ledelsen skal tage medarbejdernes advarsler alvorligt, når deres faglige ansvarlighed bliver overskredet, og derfor burde der langt tidligere være skredet ind. Det er et skråplan, når økonomiske argumenter ender med at forringe den faglige standard i en grad så medarbejderne ikke kan se sig selv i øjnene” (Kilde DSR).

Som sygeplejerske er det nærmest umuligt ikke at gå på kompromis med fagligheden og patientsikkerheden i visse situationer. Årsagen til dette bunder i hvordan sundhedssystemet er strikket sammen efter der gang på gang har været besparelser. I nogle situationer er det simpelthent ikke muligt at undgå at travlheden og manglen på de varme hænder går udover de indlagte patienter – såvel som det også går udover sygeplejerskerne. Når jeg skriver at det også går udover sygeplejerskerne tænker jeg især på det sindssygt usunde arbejdsmiljø som en sygeplejerske i nogle vagter arbejder i. Både det at man må gå på kompromis med sin faglighed, men også det at der til tider ikke er tid til toiletbesøg, madpauser og pauser generelt. Her kan man selvfølgelig sige, at det er sygeplejerskernes eget ansvar at sørge for at holde sine pauser. Men min personlige erfaring er at jeg i meget travle vagter har valgt pauser fra, eller simpelhent ikke har haft muligheden for at vælge dem til, da travlheden har overvundet mine pauser. Dvs. at jeg har vurderet at patienternes behov for sygepleje har været mere vigtig end min pause. Det er heldigvis slet ikke hverdagskost på min afdeling, men jeg ved også, at jeg slet ikke arbejder et af de steder, hvor der er mest travlt.

Som sygeplejerske (og tidl. sygeplejestuderende) har jeg selv oplevet at være gået på kompromis med hvad jeg fagligt burde – samt gået imod patientsikkerheden. Flere gange endda. Ikke sådan at jeg har skruet op og ned i medicin, eller i anden grad har udsat patienterne for en reel fare. Men jeg har f.eks. vist besked om at lige nu burde jeg også være inde på en anden stue, men dette har ganske enkelt ikke været muligt, da jeg kun kan være et sted af gangen. Jeg ved godt at dette i sig selv ikke udløser en fare for patientsikkerheden eller er at gå på kompromis med min faglighed. Men jeg vil mene at det indirekte er at gå på kompromis med min faglighed og at gå imod patientersikkerheden, da jeg har vist at flere patienter, på samme tid, har haft behov for min tilstedeværelse i forskellige situationer. Helt konkret, for at gøre det mere håndgribeligt, så vil jeg nævne et eksempel: F.eks. har jeg stået i situationer hvor flere stuer på samme tid har haft brug for ammevejledning. Det kan måske lyde af ingen ting udefra, men det er det ikke. Det kan have konsekvenser både for mor og barn på kort og lang sigt at moderen ikke får den hjælp og støtte til sin amning som hun har brug for – især hvis der f.eks. er tale om en sårbar situation – det kunne eksempelvis være et tidligere kompliceret ammeforløb. Selvfølgelig er det ikke akut-AKUT-blåblink, men det er så vigtigt og nødvendigt at yde den støtte og vejledning til en nybagt mor f.eks. i forbindelse med amning for at hun opnår succes og selvfølgelig for at barnet får mad. Det kan ende med at moderen får en dårlig start på sit ammeforløb, at babyen ikke får mad og næring på det rette tidspunkt og i aller værste tilfælde at en nybagt mor, der ellers gerne ville amme, stopper helt med at amme. Dette er bare et eksempel på et scenarie som kan forekomme under tidspress og som sikkert også er virkelighed derude nogle gange på barselsgangene. Amning og vejledning herom, er kun ét eksempel fra mit speciale, der er mange flere, som ikke kun omhandler amning og den nyfødtes ernæring. Men amning er en kerneydelse for en sygeplejerske på en barselsgang og derfor også noget af det der vægtes (og skal vægtes) aller nådes højt.

En sygeplejerske er ganske enkelt nødsaget til at prioritere og dette er man kun endnu mere hvis der er meget travlt. Når travlheden er på sit højeste og flere patienter har brug for hjælp på samme tid, er det simpelhent en nødvendighed at prioritere mellem hvem der har mest brug for din hjælp lige nu. Dette vil helt naturligt have nogle konsekvenser. Jeg har personligt selv oplevet at prioritering er højest i aften – og nattevagter, hvor bemandingen er lavest. Selvom det er aften og nat på et hospital har patienterne brug for hjælp, råd, medicin og vejledning. På barselsgangen hvor jeg arbejder er det tydeligt at mærke at der er en anden ro om aftenen og om natten, men arbejdspresset og prioriteringerne kan stadig forekomme i samme grad som om dagen, men faktisk også tit i højere grad, da kvinder ligesåvel føder om aftenen og om natten, som de gør om dagen. Dog har jeg aldrig oplevet at stå en situation, hvor jeg har følt mig nødsaget til at medicinere mig ud af en presset situation. Det håber jeg heller ikke at nogle af mine kollegaer har.

Jeg håber virkelig og opfordrer ALLE sygeplejersker til at reagere og råbe op hvis de oplever situationer som der går så stik imod fagligheden, som det der er foregået på intensiv afd. på Køge Sygehus. Det er virkelig vigtigt at vi står sammen og støtter hinanden derude på afdelingerne. Det er ganske uforsvarligt og bør på ingen måde være praksis at skulle bryde med sin faglighed på sådan en måde som det er sket i Køge sagen. Det er jo selvfølgelig ganske simpelt at sidde her og skrive ned hvordan man bør gribe tingene an derude i praksis. Men vi må sørge for at støtte hinanden og lytte på hvis kollegaer kommer med problemstillinger der er helt urimelige og stik imod vores faglighed. Hvis ikke man bliver hørt på arbejdspladsen af ledelsen, mener jeg, at man helt klart med det samme må kontakte DSR og bede om råd og vejledning. Det er vores pligt som sygeplejersker. Dette mener jeg i hvert fald helt og aldeles.

Når det så er sagt, så er jeg næsten stensikker på at jeg ikke er alene om at gå på kompromis med patientsikkerheden og min faglighed. Jeg tør vædde på at der hver eneste dag, på hvert eneste sygehus i Danmark, bliver gået på kompromis med fagligheden og med patientersikkerheden. Dette tror jeg ikke vi kan undgå, ikke som det er lige nu og slet ikke med de besparelser som vi står overfor.

Men hvad skal vi gøre, for at ændre ved de her tilstande… Ifølge hvad jeg kan læse mig frem til havde de råbt op på intensiv afd. på Køge Sygehus x flere og givet klar besked om at tilstandene var uforsvarlige.. Men hvorfor blev der så ikke grebet ind noget før? Dette spørgsmål kan man blive ved med at stille. Jeg tænker at man må føle sig meget magtesløs og utilstrækkelig som sygeplejerske i sådanne situationer og mener at det er ganske urimeligt at sygeplejersker skal udsættes for sådanne tilstande.

Med den danske kvalitetsmodel hører med at man som sundhedspersonale skal indberette utilsigtede hændelser (UTH’er) når en fejlhændelse har været ved at ske og når og vis den desværre er sket. Men uden at have nogen dokumentation sådan lige i baghånden, så ved jeg at lige netop det med at indberette UTH’er er noget af det der bliver skippet, for netop at nå det som klart det vigtigste – netop at yde sygepleje til patienterne. Men hvor er vi så? Hvis ikke vi har tid til at få indberettet fejlene der sker eller de fejl som er ved at ske (nær utilsigtede hændelser). Det er jo en ond cirkel som bare kører rundt i ring og som i øjeblikket kun bliver forværret med de besparelser og nedskæringer som raser over sundhedsvæsenet.

Umiddelbart tænker jeg at vi som sygeplejersker skal og bliver nød til at være bedre til at benytte os af vores ytringsfrihed. Vi skal selvfølgelig ikke bryde vores tavshedspligt, men tavshedspligten brydes ikke ved at vi ytrer os om at vi har arbejdsvilkår som er urimelige og uforsvarlige. Vi skal bruge vores ytringsfrihed for at gøre samfundet, og måske mest af alt, politikkerene endnu mere opmærksomme på at de tilstande og vilkår som vi arbejder under, kun for hver dag der går, bliver forværret og mere og mere ikke er til at stå inde for.

Dorte Steenberg som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd mener at der findes ligende brug af beroligende medicin på andre afdelinger rundt om i landet på andre sygehuse (Kilde). Jeg håber så inderligt, som ny og grøn sygeplejerskem der gerne vil fortsætte i et fantastisk fag mange år endnu, hvis dette er tilfældet, at de sygeplejersker vil stå frem, bruge deres ytringsfrihed og tage kontakt til DSR og oplyse om de helt urimelige og uacceptable tilstande.

Der skal helt klart mod til at stå frem og tage kontakt til fagforbundet, især hvis det betyder at man må “gå bag om ryggen” på en leder og/eller kollegaer. Men hvis ikke der bliver gjort noget i sager som den på Køge Sygehus, så ender det jo i sidste ende med at sygeplejeprofessionen kan blive smadret og på sigt ende med at være en utroværdigt og forhadt profession. Det er i hvert fald de tanker jeg kommer frem til om dette. Måske er det at sætte det hele lidt på en spids, men jeg tror ikke at det er helt forkert, hvis nu man spørger tilfældelige borgere derude i samfundet. Jeg ville i hvert fald som borger, den dag i dag, være skræmt og bange, hvis jeg skulle indlægges på et dansk hospital og umiddelbart også føle mig usikker på om jeg overhovedet ville få den behandling jeg skulle. Jeg forstår i hvert fald godt, hvis der er flere borgere der går med disse tanker, det er kun forståeligt, når man kan læse, se og høre, at der i flere tilfælde slet ikke er ressourcer og midler til at sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan gøre deres arbejde forsvarligt.

Og helt ærligt? Det kan jo ikke passe at en sygeplejersker presses så langt ud at han/hun føler sig tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed og må sætte sin autorisation på styr, for at “få lov til” at gøre sit arbejde nogenlunde forsvarligt.

Som sygeplejestuderende blev jeg hurtigt godt klar over der var fejl og mangler ude i “det virkelige sygepleje-liv” i forhold til hvad jeg lærte i teorien på skolebænken. Men jeg havde ikke noget begreb om at det kunne være så grelt som det faktisk står til derude på nogle afdelinger. Jeg har ondt af de sygeplejersker der til dagligt står i sådanne situationer, de må virkelig stå med nogle overvejelser og valg der er urimelig og utålelige. Jeg håber at det snart er på tide at sygeplejerskerne virkelig bliver hørt. Hvis ikke sidder jeg faktisk nu igen med den dårlige følelse i maven om at jeg på sigt i min fremtid ikke vil være sygeplejerske. Jeg vil selvfølgelig altid være sygeplejerske, for den titel har jeg ønskeværdigt opnået, men jeg håber, at jeg kan finde ud af at skåne mig selv og flygte, hvis tilstande som på Køge Sygehus bliver hverdagskost for mig en dag. Dog håber jeg at jeg vil være modig nok til at ytre mig først.

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas