Et helt specielt kram

Jeg er ekspert på det jeg oplever

For ca. en måned siden var jeg på modul 1. af Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse. Under et af de mange spændende oplæg hæftede jeg mig især ved følgende sætning: “jeg er ekspert på det jeg oplever”. Årsagen til at jeg især hæftede mig ved denne sætning var at jeg primært har brugt mig selv og mine personlige oplevelser og erfaringer fra praksis her på bloggen. Jeg har i ny og næ tænkt over om det nu også var klogt at jeg brugte mig selv så meget i mine blogindlæg, om jeg måske burde skrive mere generelt og mere bredt. Men qua hvad jeg lærte på modul 1. af Meningsdanneruddannelsen, giver det nu endnu mere mening at jeg bare skal “bruge” mig selv. Det giver mest mening for mig, og jeg tror også, at det giver mest mening for jer, som læser med.

Meningsdanneruddannelsen

Der er vist ingen tvivl om at det til tider er rigtig hårdt at være sygeplejerske, hvor end i faget man befinder sig. Jeg oplever det selv på egen krop, når jeg (næsten) hver dag trækker i kitlen på barselsgangen. Efter jeg havde været på modul 1. af DSR’s Meningsdanneruddannelse fik jeg fornyet energi. Den energi jeg fik kom specielt fra de andre deltagere, der ligesom jeg selv, brænder for at sætte sygeplejefaget endnu mere på dagsorden. Jeg mødte en flok af super seje sygeplejersker som brænder for vores fag. Sammen brænder vi for at synliggøre faget, synliggøre de tilstande som lige nu truer og hersker over vores sundhedssystem som ikke holder nogen steder. Det var fantastisk at mærke det engagement som lå i luften, i krogene og som blev sagt åbent i flere fora fra vi stod op til vi gik i seng. Vi lærte og talte meget om at fortælle vores historie, fordi det der sker, når vi fortæller vores historie er at andre hører på os. Når andre hører på os, kan vi skabe en lavine, en lavine, der måske, på lykkeligvis kan hjælpe os med at ændre på tilstande, som lige nu truer vores samfund. Noget jeg især også tog med mig fra uddannelsens første modul var at vi også kan og skal fortælle den gode historie. Derfor vil jeg i dette blogindlæg fortælle en god historie fra min hverdag. Jeg vil invitere jer ind i min verden som barselssygeplejerske i et øjeblik, som viser og bevidner hvad det er, der gør det så specielt og fantastisk at være sygeplejerske.

Nattevagten

Jeg var i nattevagt, for anden dag i træk, klokkerne bimlede og bamlede i mine lommer. Hver gang lyden bippede fra min lomme kiggede jeg selvfølgelig ned for at se om det var nogle af mine stuer som ringede. Det var det ikke her. Jeg havde som altid i nattevagt to klokker på. En klokke til hver barselsgang. Jeg vidste besked om at min kollega var alene på “den anden side” (vi har to barselsgange). Den nat tog jeg flere af min kollegas klokker, da mine egne stuer ikke ringede så meget. Jeg var inde på den samme stue flere gange, som egentlig ikke var “min” stue. Jeg fik ret hurtigt en god relation til forældreparret på stuen og vi kom godt ud af det sammen. Der var lidt kaos på den her stue, men sammen kom vi frem til at finde ro, forældrene, den lille nyfødte og jeg. Forældrene spurgte mig flere gange om hvornår jeg gik hjem og om hvor længe min vagt var. Det var tydeligt at de blev glade og lettede når jeg var på stuen. Jeg tror især at det var fordi at jeg havde tid til at sætte mig ind i deres situation og problemstillinger. Trods at denne nat var ret hektisk for os tre sygeplejersker, der var i vagt, formåede vi at holde boldene i luften og at være der så godt som vi nu kunne for vores patienter.

Krammet

Da jeg halvanden dag efter mødte i dagvagt mødte jeg tilfældigt ovenstående forældre par + baby på gangen, som var på vej hjem til deres nye tilværelse som forældre. Moren omfavnede mig med et kærligt kram og gav mig en stor tak, for forleden nat, hvor jeg for dem havde været en kæmpe hjælp. Denne dagvagt jeg var i gang med var hektisk, jeg løb rundt mellem stuerne der ringede i min lomme og jeg havde ikke tid til at spise frokost, men det kram, fra den mor, varmede helt ind i sjælen…. Det varmede sådan hele vejen fra tæerne og op til min pande. At være sygeplejerske er til tider rigtig hårdt, men der er bare de her små fantastiske og sigende øjeblikke, som gør at det er det hele værd. Tak, tusind tusind tak fordi at I kære patienter klapper os på skulderen en gang imellem og giver os mod og energi til at fortsætte i det her fag, som til tider er aldeles ubarmhjertigt.

Kh. Frederikke