Aftenvagt – kender I det?

Klokken er 23.45 og man er lige kommet hjem fra aftenvagt og er fyldt med indtryk fra vagten. Forleden kom jeg hjem og var helt høj. Jeg havde haft min sidste “føl-vagt” hvor jeg havde gået med min mentor for sidste gang. Jeg var mere eller mindre sluppet fri og lavede en masse sygepleje på egen hånd og sammen med min mentor.

F.eks. tog jeg en blodprøve på en præmaturbaby, jeg er vant til at tage PKU blodprøver på barselsgangen, men det er bare noget helt andet at tage blodprøver på en præmaturbaby. For det første så er foden meget mindre, for det andet, så er det ret sikkert at en præmaturbaby er blevet stukket mange flere gange, og har flere gamle indstiks steder, på den lille fod. Blodprøven jeg skulle tage, var bare en enkelt en, og den skulle analyseres med det samme. Derfor var det vigtigt, at sørge for at der ikke kom lufthuller i glasset hvori man tapper blodet, for hvis der er lufthuller, kan blodprøven ikke analyseres. Ved en PKU blodprøve hælder man med det samme blodet ud på en lille filt seddel, derfor er det ikke ligeså vigtigt, det med lufthullerne. Jeg klarede at tage blodprøven med bravour, og blev vejledt i en god teknik, hvor jeg kunne få lufthullerne ud, hvis der kom nogle. Det tog nok lidt længere tid for mig at tage den blodprøve, end hvis en garvet neonatalsygeplejerske havde gjort det, men jeg gjorde det!

I vagten lavede jeg også mange andre ting på egen hånd, jeg hentede medicin, og satte det op, gav IV medicin i det der hedder en longline på baby, jeg piftede en stomi x flere og plejede en baby i kuvøse. Alt sammen noget som er nyt og helt vildt for mig. Da jeg så kom hjem var jeg på ingen måde træt og klar til at gå i seng og sove. Jeg var høj, glad og følte mig helt vildt frisk (det hjalp nok heller ikke, at jeg havde drukket flere kopper kaffe i vagten!) . Jeg skrev et blogindlæg, det med Meningsdanneruddannelsen (læs evt. her). Det endte med at jeg først sov ved 3 tiden og næste dag stod jeg først op kl. 12. Heldigvis havde jeg en fridag, men havde jeg nu skulle møde i aftenvagt igen, ville jeg kun haft et par timer herhjemme inden jeg skulle afsted igen.

I den sparsomme tid, hvor jeg har været færdiguddannet sygeplejerske, har jeg allerede fundet ud af hvilke vagter jeg synes bedst om og det er helt klart dagvagter og nattevagter som er mine favoritter. Jeg er et super B-menneske og derfor passer nattevagt rigtig godt til mig. Men dertil vil jeg lige sige, at jeg godt kan mærke, at det er usundt og unaturligt at være oppe om natten og sove om dagen. Men jeg kan godt lide det, og synes, at der er en anderledes og rolig stemning i nattevagterne, i forhold til dag – og aftenvagter.

MEN aftenvagt er jeg ikke fan af. Jeg kan egentlig godt lide dem – når jeg er i vagt. Det er mere inden og efter. Mit problem er, at jeg sover alt for længe inden en aftenvagt og får intet som helst ud af min dag. Når jeg så kommer hjem fra en aftenvagt, og ved at jeg skal op dagen efter og i aftenvagt igen, så giver jeg mig selv lov til at sove længe, for at være udhvilet til vagten. Men jeg har også det problem, at jeg ikke kan gå i seng lige når jeg kommer hjem. Jeg er i hvert fald rigtig dårlig til det. Klokken bliver som regel 2-3 stykker før at jeg rammer sengen efter en aftenvagt, og det gør, at jeg sover til minimum kl. 11 om formiddagen, og så har jeg kun et par timer før at jeg skal møde ind i vagt igen.

Er der andre der kender til dette? Og er der mon nogen af jer, der har nogle gode råd og rutiner, som I gør inden og efter en aftenvagt? Så tager jeg i hvert fald imod med kyshånd. Jeg kunne virkelig godt bruge lidt råd til at arbejde i aftenvagt. Jeg kan se på mit arbejdsskema at jeg i februar skal have 4 aftenvagter i træk, og jeg vil så gerne prøve at se, om jeg kan få lidt ud af mine dage, så at jeg ikke bare sover dem væk. Jeg ved, at sådan som jeg gør lige nu, så vil de 4 dage bare bestå af at arbejde og at sove og det er jo lidt kedeligt og ret ærgerligt, slet ikke at have lidt liv ved siden af arbejdet i 4 hele dage.

Jeg håber at der er nogle af jer som har nogle gode råd :-) På forhånd tak!

Og HEY hvor er det bare fedt at I er så mange der følger med her i mit lille blogunivers, det gør mig så glad at I gider at læse med. Jeg modtager også private beskeder fra flere af jer og I skal bare vide at de varmer så helt vildt sindssygt meget, og jeg får næsten altid tårer i øjnene, når jeg læser dem. Tak tak TAK!

Kh. Frederikke, sygeplejerske


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

I kan også finde mig på Instagram som: Vitachoreas

Velkommen til Neonatalafdelingen

image

Billedet af babyen til venstre er fra bogen som ses ved siden af, Neonatalogi.

>>Jeg kan tydeligt huske hvordan det var at være ny her<< …

På min nye afdeling har flere kollegaer sagt ovenstående til mig, hvilket giver et indblik i, hvor søde og imødekommende de er. Jeg er så glad for at være startet og specialet er så spændende, at jeg er sikker på, at være havnet det helt rigtige sted. Der er noget meget specielt ved at arbejde på neonatalafdelingen, det er lidt svært at forklare, men jeg skal nok prøve, i kommende blogindlæg. Jeg troede faktisk ikke, at der var noget der kunne toppe, at arbejde på en barselsgang, men det må jeg blank indrømme, at det er der.

I går havde jeg min sidste vagt, hvor jeg var under vingerne på en mentor. Dvs. at jeg har hele den første måned ikke indgået som en del af normeringen, men har gået sammen, på siden, med en anden sygeplejerske i hver vagt. Det er lidt skræmmende, men også helt vildt spændende, at jeg skal være på egne ben, næste gang jeg møder ind i vagt.

Jeg er på ingen måde færdigoplært, jeg har stadig masser at lære, læse og studere, men jeg vil mene, og føler også, at jeg er klar til at blive sat fri, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan dog godt mærke, at jeg er super glad for at have min baggrundsviden om fødsel og barselspleje i baghovedet. Jeg føler, at det styrker mig, at jeg ved en masse om pleje til kvinden der har født og til pleje af den nyfødte. Når det så er sagt, er det på ingen måde det samme som at arbejde på en barselsgang. Der er stor forskel! Der er så mange nye udtryk, en masse ny medicin i mikro doser(!), sygdomme, procedurer og rutiner, som jeg fortsat skal lære og øve mig i. Men det er så spændende og jeg er ellevild for at lære mere, og bygge oven på det som jeg ved på nuværende tidspunkt.

Sammen med min mentor har jeg været meget omkring de intensive nyfødte børn, dvs. børn som f.eks. ligger i respirator og kuvøse, får en masse medicin og alt mulig andet. Jeg ved at jeg ikke kommer til at stå med intensive børn det første lange stykke tid. Det kræver nemlig at man har taget en intensiv efteruddannelse uddannelse i afdelingen. De børn jeg kommer til at skulle passe, vil være mere “almene” og ikke intensive. Derfor er jeg lidt fortrøstningsfuld, og sikker på, at jeg nok skal klare at stå på egne ben i min næstkommende vagt. Men det ændrer ikke på, at jeg vil have ekstra mange sommerfugle i maven, når jeg trækker i uniformen på lørdag. Heldigvis er det sådan på min afdeling, at man i hver vagt har en sparringspartner, og jeg vil sørge for at fortælle denne partner, at det er min første vagt, hvor jeg er “bare mig” på fri fod.

Men jeg er f.eks. blevet rimelig sikker i min sag, når jeg står i medicinrummet. Noget som er udtrykkeligt vigtigt. Men jeg skulle godt nok lige vende mig til at medicinrummet er 4 gange så stort, som det medicinrum, jeg er vant til fra barselsgangen. Udover det helt nye speciale, nye kollegaer og nye omgivelser, så var SP også helt nyt for mig (ja SP, det er det man kalder Sundheds Platformen som slang – det tog mig også lige lidt tid at fatte, at det var det som de alle sammen talte om, haha). Jeg har ikke været på kursus eller på nogen måde før set eller arbejdet i det computersystem. Men jeg er faktisk utroligt positivt overrasket, og jeg synes at det fungerer lovende godt (nu er der nok nogen som synes, at jeg er helt skør – ha ha!). Men jeg synes at SP er simpelt og nemt at bruge, nogle ting er lidt uoverskuelige, men overordnet set, så synes jeg, at det virker til at være et godt system. Men der er stadig meget jeg skal lære i SP endnu, trods alt. Det er især underligt for mig, ikke at skulle dokumentere og skrive en masse om amning. Men det er ikke fordi, at vi slet ikke har fokus på amning og udmalkning, vi har sågar et helt rum til mælk – nærmest som et medicinrum – det hedder Mælkekøkkenet. Helt vildt fascinerende (det er nok primært barsels -og neonatalsygeplejersker der kan følge mig her). Mælk og babyafføring er noget, som man går utroligt meget op i, når man arbejder på en barselsgang og en neonatalafdeling :-)

Alle i min nye afdeling er så søde og venlige, smiler og hilser pænt. Det er ikke kun sygeplejerskerne, der er søde, men også alle lægerne – for ja, vi har mange læger i afdelingen. Det skal jeg også lige vende mig til. På barselsgangen kom lægerne kun forbi om morgenen, for at se om vi sygeplejersker havde sat noget på til stuegang – ellers var de hurtigt væk igen. Selvfølgeig kunne vi altid ringe dem op, og bede dem om at komme igen. På neonatalafdelingen har vi både forstuegang, og stuegang igen lidt senere. Udover det, så er lægerne tilstede i min afdeling hele tiden, og er til at hive fat i ude i miljøet. De “bor” hos os på neonatalafdelingen, på barselsgangen var vi kun sygeplejersker og jordemødre. Jeg savner godt nok alle de søde jordemødre, de var noget helt specielt, på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Men jeg kan selvfølgelig smutte en tur forbi fødegangen, hvis mit savn til jordemødrene bliver for stort:)

Jeg har allerede tilegnet mig mange færdigheder, hvis jeg lige skal være lidt selvfed. Jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig meget, på den korte tid jeg har været i afdelingen. Det er lidt vildt at tænke tilbage på mine første dage, hvor jeg nærmest var skræmt over at se alle de instrumenter, slanger, nåle og apparater. Men nu kan jeg på egen hånd selv betjene en masse af disse og føler mig faktisk helt tryg ved det. I går talte jeg med min mentor om hvor vildt det egentlig er, at man så hurtigt kan tilegne sig ny viden på. Det er ret så fascinerende, hvis man lige sidder og tænker lidt over det.

Jeg kan godt komme til at grine lidt af mig selv, når jeg tænker tilbage på mine første dage i afdelingen. Især når jeg tænker på den første gang, hvor jeg skulle give IV antibiotika til en baby der lå i kuvøse. I en kuvøse er det sådan, at man åbner to låger og stikker armene ind igennem to huller til barnet. Jeg formåede at stikke begge mine arme ind igennem et hul. Her sagde min vejleder pænt sagde til mig: >>Frederikke, måske du skulle stikke en arm igennem hver sit hul, det vil i hvert fald gøre det lidt lettere for dig<<. HAHA! Jeg tror bare at jeg var så optaget af alt det nye, både det at pleje et barn der lå i kuvøse, men også det, at jeg skulle til at give IV medicin til en lille nyfødt præmatur baby.

En anden dag, talte jeg flere gange med en sød kollega, som gav mig en masse fifs, men som også løbende vejledte mig. Hun sagde: >>Frederikke, hellere stil for mange spørgsmål, end slet ingen. Vi vil først synes det er underligt, hvis ikke du stiller spørgsmål<<. Jeg er virkelig kun er blevet mødt af søde kollegaer, som nærmest opsøger gerne at ville hjælpe og vejlede mig. Det helt vildt fantastisk, og det gør bare, at jeg glæder mig til at jeg skal møde ind i vagt, hver eneste gang. Det at mine kollegaer er så åbne og venlige gør, at jeg føler mig tryg ved at spørge og bede om hjælp. Det er virkelig alfa omega, og lige sådan, at det skal være.

Jeg kan ikke komme uden om, at det har været en turbulent tid for mig her på det seneste. Rigtig rigtig dårlig timing, at starte på et nyt job, når man samtidig har det rigtig skidt på det personlige plan. Men det har heldigvis ikke været noget problem. Jeg har været i stand til at kunne lægge det bag mig, når jeg har været på arbejde, og hellige mig mit nye job al min opmærksomhed. Jeg har, på en eller anden måde, været i stand til at sætte tanker og følelser på pause, når jeg er mødt ind i vagt og det har virkelig været nødvendigt. Nu glæder jeg mig bare til at jeg er helt frisk og glad i min lille sjæl, sådan at jeg får meget mere overskud og energi til at mærke og rigtigt opfatte og nyde at jeg er havnet i det her fantastiske drømmejob. Jeg skal også prøve at være lidt stolt, det er sgu ret sejt, at være startet på en neonatalafdeling, efter at jeg kun har været uddannet sygeplejerske i et halvt år (jeg øver mig lige lidt i at tale mig selv lidt op, for at mærke, at jeg er noget værd ;-)).

Nu har jeg fridag og tid til at pakke mit hjem ned. Jeg skal i denne weekend, når jeg ikke er på arbejde, flytte ind i skurvogn. Min lejlighed skal renoveres, sådan at jeg får nyt badeværelse og køkken og en altan får jeg også! Så det er lige til at overskue, at skulle bo lidt i en skurvogn. Jeg tager det som en oplevelse og glæder mig bare til at skulle drikke min morgenkaffe på altanen til sommer :-)

Rigtig god fredag,

Kh. Frederikke, sygeplejerske

Meningsdanneruddannelsen – hvad går det ud på?

meningsdanner-2016-2017

Her står vi samlet, hele flokken, på modul 1. på Vilvorde Kursuscenter.

Jeg har siden september 2016 gået på Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse, som slutter her i starten af februarmåned. Uddannelsen består af 6 moduler og hvert modul har varighed af en dag fra ca. kl. 08-16 med undervisning og øvelser. Opstartsmodulet varede i to dage, med overnatning på det fantastiske Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. Det er gratis at deltage, men det er noget man gør i sin fritid, dvs. man skal bede om fri fra arbejdet, for at deltage – men det er det værd!

Det var ret tilfældigt, at jeg blev opmærksom på uddannelsen, en gang i maj sidste år. Jeg surfede rundt på DSR’s hjemmeside og så et opslag om uddannelsen. Med det samme gik jeg i gang med at skrive en motiveret ansøgning. Da jeg stadig var studerende, var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville kunne komme i betragtning. Derfor blev jeg så utroligt glad, da jeg fik besked om, at jeg havde fået en plads på uddannelsen. Så selvom du er studerende, så prøv at sende en ansøgning, det er vist ikke et must, at du skal være færdiguddannet sygeplejerske for at ansøge.

Helt overordnet så går uddannelsen går ud på, at man får redskaber til at meningsdanne, både mundtligt og skriftligt. For mig var det på en måde lidt selvsagt, at jeg prøvede at søge ind på uddannelsen, da jeg allerede var i gang med at blogge og meningsdanne om sygepleje, inden at jeg overhovedet vidste, at sådan en mega fed uddannelse fandtes. Da jeg læste om den, følte jeg, at det var en uddannelse, som var lavet specifikt til mig (haha, slap lidt af med dit storhedsvandvid, Frederikke!). Men jeg følte sådan, da jeg på dette tidspunkt, i noget tid, netop havde gået og manglet nogle redskaber, både sådan at jeg kunne blive bedre til at skrive og formulere mig, men især også for at finde ud af, om det var ok det jeg havde gang i – mht. til ytringsfrihed og tavshedspligt. Udover det, så tænkte jeg også, at det var en fantastisk mulighed for at jeg kunne møde andre sygeplejersker, der ligesom jeg selv, havde en passion for at “råbe op” og fortælle historier fra sygeplejeverdenen. Men det er ikke sådan, at man skal skrive, blogge eller noget andet, i forvejen, for at søge ind. For mig var det nok bare et lille forspring, da jeg kendte til det med at dele, noget man har skrevet, på de socialemedier, og da jeg også havde udgivet et debatinlæg i Dagbladet Information.

Vi lagde ud med at lære en masse om ytringsfrihed og tavshedspligt (SÅ fedt og spændende, og lige det, som jeg især gik og manglede viden om!!!). Vi lærte om hvad man skal være opmærksom på når man deler historier fra sin dagligdag i kitlen og meget mere. Allerede fra dag 1. af blev vi udfordret med øvelser og er blevet det hele vejen igennem uddannelsen. Der har især været fokus på at “vove noget” og at være modige. Vi har f.eks. til hvert modul startet med, én efter én, at skulle rejse os op, og fortælle, hvad vi har vovet siden sidst. Det lyder måske simpelt, men det har for mig været både udfordrende og grænseoverskridrende, men på den gode måde. Det har været en super god øvelse i at tale foran en forsamling. Jeg er faktisk en meget genert person, så jeg panikkede, svedte og mærkede mit hjerte hamre, specielt de første gange jeg skulle rejse mig op og tale. Men det blev bedre og bedre, og når man bryder med sine grænser, så er det jo netop også, at man udvikler sig ;-)

Jeg har lært en flok sygeplejersker at kende, som er helt uvurderlige og unikke, og som indeholder så meget kampgejst og energi! Vi er en broget flok, fra forskellige specialer, samt lige fra novicer, som jeg selv, til de garvede seje nurses, med flere år på bagen. Det har været så spændende og dejligt, at lære alle disse meningsdannere at kende, og vi har sammen fået opbygget et godt netværk og sammenhold. Dette håber jeg vil vare ved, trods at vi bliver færdige lige om lidt, og desværre ikke skal mødes fast en gang om måneden. Udover de andre deltagere på holdet, så har holdet også bestået af nogle helt eminente trænere – “de voksne”, som har været helt fantastiske og så inspirerende! Tusind tak for jeres kæmpe engagement; Kir, Ditte, Signe, Gitte og Theis!

Det, der har været mest grænseoverskridende for mig, har helt klart været det med at lære at meningsdanne mundtligt. Som skrevet, er jeg typen der er ret genert, det kommer måske bag på nogle af jer, nu hvor jeg har denne blog, hvor jeg bruger mig selv rigtig meget. Men jeg er faktisk genert og er ikke god til at tale foran forsamlinger, til jobsamtaler og eksamener. Her på bloggen er det ufarligt for mig, fordi at jeg bruger min stemme i form af skrift og billeder. Men på meningsdanneruddannelsen har vi lavet flere øvelser, hvor vi mundtligt har skulle præstere. F.eks. har vi øvet paneldebat, hvor vi to og to skulle i “studiet” hvor en af vores seje trænere var “Clement”. Vi skulle debatere forskellige sygeplejefaglige emner overfor hinanden og argumentere for og i mod, foran alle de andre deltagere på holdet og de andre trænere. Det blev filmet, og efter hver debat, gennemgik vi, sammen i plenum, hvad vi gjorde godt og hvad vi hver især kunne blive bedre til. Vi talte også om hvad der var svært og mindre svært og meget mere. Det var så spændende, og så sindssygt grænseoverskridende for mig! Jeg har i hvert fald lært, at min styrke ligger i det skriftlige, og ikke i det mundtlige og andre på uddannelsen, har lært det omvendte. Men jeg har udfordret mig selv, og er helt klart blevet bedre til også at tale foran andre. Jeg tror, indirekte, at min jobsamtale i decembermåned gik bedre, end hvad jeg før har oplevet, pga. det jeg har lært og de redskaber jeg har opnået på meningsdanneruddannelsen.

Hvis du sidder med bare en lille fornemmelse af at have lyst til at blive bedre til at formulere dig mundtligt og skriftligt, og hvis du brænder for sygeplejefaget, så vil jeg helt klart anbefale dig at søge ind på meningsdanneruddannelsen.

Jeg har fået rigtig meget ud af at deltage på uddannelsen – ikke nok med at jeg har lært så mange dejlige mennesker at kende, som hele vejen igennem har inspireret mig helt vildt, så har jeg udviklet mig personligt og fagligt. Og det som jeg drømte om at lære, er blevet opnået gange 100. Jeg føler mig fyldt op med masser af gode redskaber, jeg føler mig meget mere rustet til at skrive og debatere og så har jeg nu et netværk, med venskaber på kryds og tværs i sygeplejefaget, som deler min passion for at meningsdanne.

Efter hvert modul, har jeg følt mig ladet op med fornyet energi og mod på at kæmpe for vores sygeplejefag. Selv på dage, hvor jeg har været i trist humør, er jeg gået fra uddannelsen med smil på læben, for mig har det været mere end bare en uddannelsen, men også en personlig rejse.

Jeg vil gerne takke DSR for denne store mulighed, og håber på at uddannelsen fortsætter mange år endnu. Vi har brug for en masse faglige meningsdannere, der vil være med til at kæmpe for vores fag og til at skrive, debaterer og tale sygeplejerskernes sag!

Du er meget velkommen til at stille mig spørgsmål om uddannelsen, hvis der er noget du sidder og brænder inde med. Jeg ved ikke hvornår næste uddannelse er, men det kan jeg evt. forhøre mig om på sidste modul, som er lige om hjørnet.

Kh. Frederikke, sygeplejerske og meget snart nyudklækket meningsdanner.

meningsdanner3

Billeder fra modul 1. på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner2

Blandende billeder fra min tid på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner1

Efter næsten hvert endt modul, har der været tid til et glas bobler, netværkssnak og socialt samvær og hygge. Jeg føler mig ret så heldig over at have mødt så mange dejlige, spændende og sprudlende sygeplejersker og meningsdannere.


 Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Kærlighed: Jeg tror, at jeg har knækket koden

itsnotalwasjusttheheart

Julen 2016, var nok den værste jeg har haft til dags dato. Og januar 2017 blev en selvrealiserende en af slagsen.

Det der med at elske et andet menneske, og at skulle acceptere, at mennesket ikke længere skal være en del af dit liv, det er hårdt og barskt, og kan ikke måles eller sammenlignes med noget andet. Det gør bare ondt og er forfærdeligt at gennemgå. Nok noget af det værste, som et menneske kan udsættes for. Det mener jeg virkelig. Andre som har haft kærestesorg, er nok enige med mig.

Jeg har valgt at skrive det her, ret personlige indlæg, fordi jeg ved det hjælper mig at “komme ud med det” og måske kan det hjælpe andre, i samme båd, at læse det. Og lige nu, i dette moment, er det sådan, at jeg ligger og skal sove, men jeg kan ikke. Tankerne myldrer rundt oppe i mit hovedet, så derfor skriver jeg her på en note, som måske bliver til et blogindlæg. De fleste af mine indlæg starter sådan her, på en note på min iPhone.

Jeg har efterhånden fået knust mit hjerte et utal af gange, men denne her gang, tror jeg, at jeg har knækket koden. Det håber jeg.

Det kommer sig af, at jeg er begyndt at skrive en bog, den er langt fra færdig, og jeg aner ikke om den skal udgives. Vi får se:-) Men indtil videre, så har jeg i hvert fald fået knækket et par koder. Jeg kan nemlig se mønstre i mine forliste forhold, og se, at det gang på gang er nogenlunde det samme som sker.

Så jeg ved i hvert fald mere konkret, hvad jeg skal arbejde med, og det er mig selv. Først og fremmest skal jeg lige op på hesten igen. Jeg skal have det godt, rigtig godt, før at jeg på nogen som helst måde skal involvere mig i et kærlighedsforhold igen.

Jeg har fundet ud af, at jeg forelsker mig alt for hurtigt (surprise! Er der sikkert flere af mine veninder som vil tænke), men jeg mister også mig selv, når jeg falder og forelsker mig. Og jo mere jeg forelsker mig, jo mindre vigtig opfatter jeg mig selv. Jeg gør alt for at please vedkommende jeg er forelsket i, og laver mig selv om til en komplet dørmåtte. En dørmåtte uden grænser. Jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg står for og hvor mine grænser er. Så der er virkelig noget der skal arbejdes med, og jeg ved ikke lige helt hvordan og hvor jeg skal starte. Jeg tror dog heller ikke at det er så simpelt og lige til, desværre. Først skal jeg i hvert fald bare have fokus på det, og minde mig selv om, at jeg fortjener det aller bedste. Intet mindre. Og så skal jeg skrive videre på min bog:)

Kærlighed er en barsk jungle, når det ikke går godt, og jeg har virkelig oplevet den dårlige side flere gange, de sidste par år. Og her, sidste gang inden jul, ramte det mig virkelig slemt. Sådan at jeg nærmest blev usynlig. Og jeg tror, min mor har ret i, når hun siger: >>du kan ikke klare at opleve det her igen<<. Lidt skræmmende, men jeg tror desværre at hun har ret, og derfor skal jeg, én gang for alle, ændre på hvordan jeg opfatter mig selv, lære at mærke mine grænser og ændre på, at jeg selvfølgelig fortjener det bedste af det bedste og ikke skal prøve at “passe ind”, please vedkommende jeg er forelsket i og lave om på mig selv.

Alle fortjener at have det godt og at blive elsket ordenligt, også mig. Men først når jeg har lært at elske mig selv, så er jeg klar til at han kommer og elsker mig.

Det er bra å jobbe i Norge! 🇳🇴

amalie-i-norge-i-uni-5

Jeg har været sygeplejerske i 7 måneder, og tog efter nytår til Norge for at arbejde. Jeg har altid elsket at rejse, og har arbejdet 3 måneder i Australien efter gymnasiet, så det var en selvfølge at jeg skulle til Norge og jobbe, når nu det endda kan gøres under så fine forhold!
’Men, skal man så ikke snakke norsk?’ Nej, eller jo, hvis du kan, og tro mig, der går ikke mange dage før du drømmer på norsk! Har du bare en lille smule sprogøre (og har set SKAM) så kommer det altså vældig let til en.

amalie-i-norge-4-bil

(Amalies Dedicare bil)

Jeg har valgt at arbejde gennem vikarbureauet Dedicare, da jeg fik dem anbefalet af en sød veninde. Fordelen ved at bruge et vikarbureau er, at de betaler for al transport til- og fra Danmark, bolig, bil og benzin, og så gør de alt hvad der står i deres magt for at finde netop det type job i netop det tidsrum du ønsker. Ulempen er at de ikke sender sygeplejersker med under 2 års erfaring på hospitaler udenfor sommeren. Så jeg jobber på et rehabiliteringscenter ca. 100 km syd for Oslo. Det passer mig egentlig fint af afprøve denne form for sygepleje, om end den er vældig forskellig fra livet på hospitalet som jeg er vant til og holder af. Men det er fedt at få afprøvet noget, så man efterfølgende ved med sig selv om det er eller ikke er noget for en selv, frem for at afvise et speciale på baggrund af ubegrundede forestillinger.

amalie-i-norge-3-udsigt(Udsigten fra Amalies arbejde i Norge) 

Som sygeplejerske på rehab her, som er en rasteplads mellem hospital og eget hjem, er det en hel anderledes verden end jeg er vant til hjemmefra. For det første havde jeg kun 2 (!!) dages oplæring, hvoraf den ene var med en anden vikar, der selv var ankommet 5 dage tidligere… Og min 3. vagt var jeg alene sygeplejerske – værsågod. Det lyder dog værre end det i virkeligheden var; det eneste der kræves af sygeplejersker her til daglig er når der skal gives medicin PN, samt blodprøvetagning og den ugentlige stuegang med lægen. Ofte er der vagter helt uden sygeplejerske på arbejde, hvor den nærmeste er på et andet rehab 25 min kørsel derfra. Af den grund laver jeg kun sygeplejefagligt arbejde ca. 20% af tiden, hvilket også er derfor jeg har valgt kun at blive her ‪halvanden ‬måned. Til gengæld er jeg yderst imponeret over mine kollegaer; at arbejde på en arbejdsplads der nærmest måned til måned får nye udenlandske kollegaer der igen og igen skal sættes ind i tingene, må være udmattende – jeg kender det fra min afdeling derhjemme hver gang vi fik et nyt hold elever. Alligevel er de sindssygt smilende og søde og imødekommende og interesserede i os. Som jeg snakkede med min danske roomie om forleden – det kommer sig nok af at de virkelig trænger vores hjælp her! Forleden havde jeg en time lang filosofisk snak med den sejeste 60-årige ’hjelpepleier’ om livet og kærligheden – på norsk selvfølgelig 😉

amalie-i-norge-strand-7

Amalie på “hendes” strand i Norge. I går fortalte hun mig, at hun har planer om at vinterbade snarest, friskt! :)


Er jeg den eneste der ligesom Amalie går med udenlands drømme? Jeg drømmer selv om at arbejde i Grønland for en stund og at tage ud med læger uden grænser. Måske har du været i udlandet og arbejde som sygeplejerske? Har du lyst til at fortælle om det og dele ud af råd og erfaringer, i et blogindlæg her, ligesom Amalie? Så send mig endelig en besked :-)

Er du sygeplejerske? Så læs her

nyuddanetnurse

Er du nyuddannet sygeplejerske, eller sygeplejerske som er startet i et nyt speciale? Så kan du sikkert nikke genkende til noget af dette som jeg har opstillet, og få et par gode råd til hvordan du skal overleve din første tid som nyuddannet sygeplejerske og som sygeplejerske i et nyt speciale.

  • Det er helt normalt og ok at være nervøs, når du er nyuddannet eller startet i et nyt speciale. Det betyder nemlig at du gerne vil gøre det godt. Tro mig du er ikke alene. Nogle er bare bedre til at skjule det end andre.
  • Hils på så mange som du kan, der hvor du er startet, smil og vær åben og opsøgende. Det vil styrke dig som ny på en afdeling, hvis du er ekstra imødekommende og viser at du er interesseret i at lære kollegaer at kende – de er dine livslinjer, når du skal stå på egne ben!
  • Du kan ligeså godt forberede og vænne dig til at der vil være meget du ikke ved. Selv efter der er gået noget tid, vil der stadig være en masse, du ikke ved. Men det er ikke nogen undskyldning, sørg for at opsøge viden og stil en masse spørgsmål.
  • Væn dig også til at skulle møde en masse nye ansigter, hver dag! Giv et fast håndtryk, se dem i øjnene og gør dit bedste for at huske deres navne. Du skal vide, at du kommer til at møde rigtig mange nye mennesker i din tid som sygeplejerske.
  • Sørg for at gå omkring og lær din afdeling og dit hospital at kende. Det er vigtigt at kunne finde skyllerum, køkken, toilet mm. Så snart du står i afdelingen med uniformen på, vil patienterne forvente at du ved hvor alting er – ikke kun i din afdeling, men på resten af Hospitalet. Det er en styrke at kunne finde rundt, det er en stor hjælp for dig selv ikke at være helt rundtosset og ikke vide hvor du kan finde diverse sygeplejeartikler.
  • Stil en masse spørgsmål. HVER. ENESTE. DAG. Det er på denne måde at du bliver kendt i din nye afdeling og på denne måde, virker du også oprigtigt interesseret, i at blive en integreret del af “flokken”.
  • Vær ikke bange for at indrømme, at du ikke kender svaret. Det er meget bedre at krybe til kors, og sige til kollegaer og patienter, at du ikke lige har svaret, men at du vil finde ud af det og komme tilbage.
  • Øv dig i at arbejde organiseret og struktureret fra dag 1. af. Dine patienter er afhængige af dig.
  • Forbered og væn dig til at være rigtig træt. Hele tiden. Din træthed og mangel på søvn vil ikke stoppe bare fordi at du bliver færdiguddannet og ikke længere skal gå på studie. Når du er færdiguddannet og starter på at arbejde, vil du opleve en enormt træthed hver dag – der er en masse nyt at læse igen, en masse nye procedurer du skal lære at kende, nye kollegaer du skal lære at kende, arbejdsgange og meget meget mere. Du kan sove når du bliver gammel!
  • Du vil opleve at du ikke altid vil have tid til at tisse i løbet af en arbejdsdag! Et godt råd, sørg for at få tisset af, inden at du møder i afdelingen. OG gør dit bedste for at drikke en masse vand i løbet af en vagt, sådan at du måske mærker, at du skal tisse. Jeg har allerede fået mig en sygeplejerske-blære. Jeg glemmer det, og udskyder det. Vi sygeplejersker har det med at udsætte vores egne behov lidt for meget.
  • Og mens at vi alligevel er ved de basale behov, så sørg for at spise inden at du møder i vagt, også selvom du ikke er sulten, der kan være dage, hvor der ikke er tid til det.
  • Du vil måske opleve at have lyst til at stoppe og droppe det hele! Gør det ikke. Hold i, alting skal nok blive bedre. Tag en dag af gangen. Du vil måske også have lyst til at græde. Lad det komme ud og kom videre.
  • Du vil møde en masse mennesker, også mennesker som ikke er søde ved dig, både kollegaer, patienter og pårørende, lad aldrig disse mennesker slå dig ud. Ryst det af dig, tal med en god ven/kollega og kom videre.
  • Glem aldrig dit første år som nyuddannet, husk på det altid. Glem aldrig at du selv har været den nye sygeplejerske. Især når du møder sygeplejestuderende og nyuddannede, husk på hvordan du selv havde det den første tid. Og behandl dem, sådan som du gerne selv ville behandles, som helt ny og rund forvirret.
  • NYD DET! Denne tid kommer aldrig tilbage, det er hårdt at være ny, men tænk på hvor heldig du er, du er sygeplejerske og er en del af verdens bedste fag!

Inspiration: Scrubsmagazine

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Maria, 35 år, færdig som sygeplejerske i juni 2017

maria-ugens-spl

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg har valgt at læse til sygeplejerske fordi jeg vil gøre en forskel både for patienter men også for pårørende. Det at kunne være noget for andre når de har allermest brug for hjælp har en stor betydning for mig.


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Lige nu er jeg i min afsluttende klinik modul 12 på en ortopædkirurgisk afdeling. Jeg tror dog mere min fremtid ligger i et medicinsk speciale. Da jeg startede på uddannelsen var jeg sikker på at jeg skulle være intensiv sygeplejerske, men nu er jeg ikke så fastlagt mere.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Jeg tror ikke jeg kan komme med en enkelt stående oplevelse, men hvergang jeg mærker at jeg gør en forskel for en pt og deres pårørende, bekræfter det mig i at jeg laver det helt rigtige og jeg har fundet min rette hylde.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Når man som studerende er ude i klinik men hverdagen på afdelingen er så presset at der ikke er tid til reflektion. Det er noget af det jeg synes der er så vigtigt som studerende.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Ja det har jeg, synes det er svært når der ikke er tid til at være studerende. Der er så meget vi skal lære og det er for mig nemmest at lære når der er tid til at kunne reflektere og sætte teori på det vi laver.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Omsorgsfuld, engageret og vidensbegærlig


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Noget af det jeg har lært i min nuværende klinik, er at vi skal passe på os selv for der er ikke andre der gør det.


Send mig en besked hvis du har lyst til at være med og besvare spørgsmålene :-) 

Hvad er din holdning til DSR?

hvadsynesduomdsr

Lige nu og frem til den 15. februar 2017 kan man som sygeplejerske og medlem af Dansk Sygeplejeråd (DSR) være med til at bidrage med egne holdninger til fremtidens faglige fællesskaber inden for sygeplejen. Man kan fx. komme med ideer til hvordan vi sammen kan kæmpe for en bedre løn på nye måder eller mod arbejdspresset i vores hverdag eller noget helt tredje som man synes er vigtigt. Du kan finde gruppen her, det eneste krav er, at du er medlem af DSR.

Lige til en orientering, så skriver jeg dette blogindlæg ud fra mine egne holdninger, og min interesse, for at høre hvad andre sygeplejersker og sygeplejestuderende synes om DSR.

Jeg synes nemlig tit jeg har hørt sygeplejersker sige at de ikke synes at DSR gør noget for deres medlemmere, at det er alt for dyrt at være medlem og ikke nytter noget.

Selv er jeg meget glad for at være medlem, og ser kun DSR som en kæmpe styrke og et plus for mig som sygeplejerske. Jeg tror at vi som sygeplejersker f.eks. skal blive bedre til at tage fat i DSR hvis vi har problemer derude i praksis. Man kan jo så dertil også sige, at jeg ikke har særlig meget erfaring med brug af fagforening, da jeg kun har været færdiguddannet siden junimåned.

Men det er af min opfattelse, at DSR står klar og vil gøre alt for at hjælpe os, hvis vi har brug for det. Facebookgruppen jeg har linket til øverst i indlægget synes jeg er et rigtig godt initiativ, der inviterer os medlemmere tættere ind på livet af DSR og en måde hvor vi som enkelte medlemmer kan være med til at sætte ting på dagsorden. Samtidig så synliggør DSR sig også, netop ved at invitere os lidt med indenfor. Udover det, så afholder DSR kurser og konferencer som vi som medlemmere kan deltage i. Jeg er selv lige nu i gang med Meningsdanneruddannelsen hos DSR. Denne kan jeg kun varmt anbefale, og som lovet, skal jeg nok skrive et blogindlæg om hvad jeg har lavet og opnået på uddannelsen, som er færdig i næste måned.

Hvad er din holdning til fagforeningen sådan helt generelt?

Har du nogle eksempler på hvad du har brugt DSR til, som du har lyst til at dele?

Og har du måske oplevet situationer hvor du ikke har følt dig hørt og hjulpet af DSR?

Måske du har nogle gode råd til hvordan og i hvilke situationer du bruger DSR?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske

Besøg DSR’s hjemmeside her


Vi skal tage vores egen oxygenmaske på først

image

Jeg har netop set en youtube video, med den før omtalte Katie Duke, en sygeplejerske fra New York som også blogger og bruger socialemedier til at dele historier fra sygeplejeverden – ligesom jeg selv gør – lige undtagen det med youtube :-)

Hun taler om de travle vagter og stressen, som der tit hører med i vores fag. Det er egentlig ikke den store videnskab det som hun siger, men jeg synes at hun får sagt det på en ret god måde. Det satte i hvert fald mine tanker i spil og gav mig lyst til at skrive et blogindlæg til jer. Se videoen her.

Jeg er selv enormt dårlig til at tage mig af mig selv, når jeg er i vagt. Helt automatisk sætter jeg patienterne først og mig selv i sidste række. Jeg tror ikke det er unormalt, når man arbejder som sygeplejerske. Faktisk så tror jeg at det er ganske normalt og sådan som mange sygeplejersker gør. For som Katie i sin video også siger, “sygeplejefaget er et uselvisk fag” det synes jeg er ret spot on sagt. Det er nemlig et uselvisk fag, hvor man sætter sig selv på standby og i sidste række, og er der for patienterne først og fremmest. Men det er så sindssygt vigtigt, som Katie også påpeger, at vi tager os af os selv først, før at vi kan tage os ordenligt af patienterne. Det er slet ikke så let derude i praksis at tænke disse tanker, det med at sætte sig selv først. Men jeg vil virkelig prøve på at blive bedre til det. Jeg er sikker på at jeg er blevet bedre, end hvad jeg f.eks. var for et halvt år siden da jeg var helt nyuddannet. Men jeg kan stadig have været i vagt en hel dag uden at have tisset og spist osv.

Katie bruger også sammenligningen fra fly-sikkerheds instruktionen, den med oxygenmaskerne. Det er alfa omega, at du først tager din egen oxygenmaske på, dernæst kan du hjælpe andre med at få den på, som f.eks. børn, gamle eller syge. Hvis du ikke selv tager masken på først, risikerer du at falde om, og så er du ikke til nogen hjælp og hvem skal så hjælpe børnene, de gamle og de syge?

Jeg synes det er så fin en parallel til hverdagen som sygeplejerske på et hospital. Du må og skal tage dig af dig selv først, før at du kan være den gode sygeplejerske og yde omsorg og god kvalitets sygepleje til dine patienter.

Det kan dog være umådelig svært, lige netop dette med at have tid til at tage sig af sig selv, når man som sygeplejerske har 117 opgaver og alt for få hænder til alt for mange patienter og når klokkerne bimler derudaf. Men jeg tror på at vi sammen er godt i gang med få ændret på dette. Vi må håbe at 2 % kravet bliver afskaffet, nu hvor vi efterhånden i samlet flok er godt i gang med at få råbt politikerne op. Det er i den grad tid til at få ændret på de urimelige tilstande, sådan så at vi sygeplejersker igen kan få tid til at tisse og spise, så at vi kan yde den gode omsorg og pleje til vores patienter.

Det første halve år af min tid som nyuddannet sygeplejerske har jeg knoklet for meget på og glemt mig selv. Både privat, men også når jeg har været på arbejde. Jeg tror at mit lidt usunde privatliv har smittet lidt af på mit arbejdsliv og kun gjort ondt værre. Jeg har kørt mig selv i sænk på det private plan, og så har jeg på en måde taget det med mig på arbejde. Pga. det pres der er i vores sundhedsvæsen, er der ikke plads til at en sygeplejerske også kan være presset på det personlige og private plan. Men det er jo helt urimeligt, for vi mennesker har allesammen op og nedture i vores liv. Derfor skal der også være plads til at vi som sygeplejersker ikke er super mennesker altid når vi går på arbejde. Vi er jo ikke superhelte, men sygeplejersker, og individer med helt almindelig dagligdags ting at deale med også. Jeg vil i hvert fald prøve at have mere fokus på at tage mig godt af mig selv, sådan at jeg kan være den bedst mulige sygeplejerske for mine patienter. Det må være mit største fokus i år 2017.

Kh. Frederikke, sygeplejerske

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Du ved du er sygeplejerske, og har været i nattevagt, når…

nattevagt

  • Når du træder ud fra Hospitalet, og solen føles som knive der skærer dig i øjnene, og du tager solbriller på. Du tager faktisk solbriller på, lige meget hvad, også selvom der ikke er nogen sol, og tager dem først af, når du ligger i din seng.