Da Sygeplejersken mødte Viceværten

Jeg tror, at mange sygeplejersker, kunne lære noget af min Vicevært. Jeg lærte i hvert fald noget af ham, og dette vil jeg gerne dele med jer.

For nyligt da jeg skulle overtage min lejlighed, kom jeg i kontakt med min Vicevært, som jeg ved første indtryk blev ret irriteret på. Jeg ringede ham op for at aftale om hvornår jeg kunne hente mine nøgler til lejligheden. Her svarede han, at det skulle være på det, eller det tidspunkt, og i hvert fald ikke kl. 12.-12.30, for der skulle han spise frokost.

Da jeg havde lagt på med ham, boblede det inde i mig, jeg havde det sådan >>hvad fanden bilder han sig ind, at sige sådan til mig<<. I min verden var det helt uhørt, at han overhovedet stillede krav til mig på den måde, og det som irriterede mig mest var at han sagde det med hans frokost.

Da jeg så havde fået mine nøgler og mødt ham, ham Viceværten, et yderst venligt og rart menneske, gik det op for mig… det var slet ikke ham jeg var sur og gal på. Det var mig selv. Jeg var sur og gal og jaloux på Viceværten, fordi han turde og vovede at stille krav til mig, mig som var “kunde”. På det her tidspunkt arbejdede jeg på barselsgangen, her var der tit dage/perioder hvor vi havde så travlt, at jeg ikke havde tid til at spise frokost. Rettelse, jeg gav ikke mig selv tid til at spise frokost. Jeg nedprioriterede mig selv, og på den måde, fik jeg ikke spist frokost. Men jeg var ikke den eneste, der gjorde sådan.

Det viste sig altså, at jeg ikke var gal på Viceværten, men faktisk på mig selv. Han gjorde mig ubevist opmærksom på, at det slet ikke var okay, at gå en hel arbejdsdag uden at spise frokost. Efter denne episode, altså mit møde med Viceværten, blev jeg bedre til at være ærlig overfor mine patienter, når jeg var på arbejde. Jeg begyndte sige direkte til dem “nu bliver jeg lige nød til at spise lidt frokost, og så kommer jeg tilbage”. Men desværre var det ikke alle dage, at jeg kunne løse det sådan. Der var fortsat dage hvor jeg ikke havde tid til at spise frokost – jo jeg kunne selvfølgelig godt kaste noget i hovedet foran computerskærmen, i mens at jeg dokumenterede, men tit blev det istedet til ingenting, det var lettere.

Og hvor er det så, at jeg vil hen, med den her lange historie om min Vicevært?

Jo, ser i, forleden blev det offentliggjort, i en rapport fra FTF, at over halvdelen af sygeplejerskerne ofte får uventede arbejdsopgaver, der sætter dem under tidspres. Rapporten viser ydermere, i følge næstformand i DSR Dorte Steenberg,  at der skæres alt for hårdt ned på sygeplejerskenormeringerne på landets hospitaler og i kommunerne. Dorte Steenberg siger følgende:

”Arbejdspresset i sundhedsvæsenet har nået et niveau, hvor sygeplejersker ikke alene kæmper for at få en pause i løbet af en arbejdsdag, de skal også kæmpe for at kunne lægge arbejdet fra sig, når de har fri. Det er ikke holdbart, at manglen på tid betyder, at sygeplejerskerne går hjem med dårlig samvittighed, fordi der ikke er rammer til at udøve den faglighed, de ønsker. Det er nødvendigt, at der politisk gøres fuldstændig op med de helt uacceptable krav til produktivitet og fleksibilitet”

(Kilde DSR)

Og det er her min Vicevært kommer ind i billedet. Der ER skåret for meget ind til benet og det SKAL der ændres på, fra politikkernes side af. MEN jeg tror også på, at vi sygeplejersker, bliver nød til at se ind af og ændre på arbejdsgange for at kunne få vores sundhedssystem til at fungere bedre. Vi ved jo alle sammen godt, at der ikke kommer penge raslende ned over os på næste fredag, og heller ikke ugen efter. Derfor er vi nødt til at se ind af og prøve, med de ressourcer vi har, at få struktureret vores hverdag, sådan, at den er tålelig og sådan at vi kan tisse, spise frokost og gå hjem med nogenlunde samvittighed på de travle dage.

Jeg er, som flere ved, for nyligt startet i nyt job. Her ved jeg, at arbejdstilsynet har været forbi og har givet et påbud for et par år tilbage, vist nok. Dvs. at arbejdsmiljøet ikke altid har været godt. Måske er det derfor, at jeg oplever at det er så godt, som jeg oplever at det er. Der er sket ændringer, så vidt jeg kan forstå, og det tyder på, at disse ændringer fungerer.

For det første, så spiser jeg i hvert fald frokost hver eneste gang jeg har en dagvagt og jeg spiser også aftensmad når jeg er i aftenvagt. Det gør jeg fordi at jeg har det, som kaldes en “sparringspartner”, i hver vagt. Denne sparringspartner er min makker hele vagten og det vil sige, skal jeg ud og tisse, skal jeg til morgenkaffe-pause (JA pause hvor jeg drikker kaffe og spiser morgenmad) og frokostpause – så aftaler jeg dette med min sparringspartner, som “lytter” på mine børn. Dvs. er der noget på mine stuer, i mens jeg er til pause, så tager min sparringspartner sig af det. Selvfølgelig planlægger man det sådan, at der ikke er noget planlagt, som undersøgelser eller stuegang, mens man er til pause. Denne sparring går selvfølgelig begge veje, sådan så at jeg lytter på min sparringspartners børn, når han/hun er til pause.

Jeg synes at det er genialt, og jeg vil opfordre andre afdelinger til at indføre det samme. OGSÅ min gamle afdeling. Så hvis der er nogle af mine kære dejlige og søde eks. kollegaer der læser med, så overvej evt. at foreslå dette. Jeg tror sagtens det kunne fungere, og det er ubeskrivelig rart, at sidde en stille stund, koble af, og spise sin frokost/aftensmad – og helt ærligt, så har man jo faktisk krav på at holde en pause også selvom man er sygeplejerske.

På min gamle afdeling havde vi klokker på, som bimlede og bamlede i lommerne. Så når man endelig sad og spiste frokost/aftensmad, kunne man meget vel risikere at blive forstyrret – og måtte gå fra sin pause for at tage klokken. Havde vi der haft sparringspartnere, kunne man med god ro i maven, være blevet siddende og have holdt sin pause. Jeg tror at dette ville kunne skabe et bedre arbejdsmiljø for personalet, at alle lige får de der 15-30 minutters ro uden klokker, men tid til at koble af og spise i ro.

Og hvad så nu? Jeg opfordrer alle, der arbejder på en presset og travl afdeling til at reflektere og se ind af, måske skal der meget lidt til, for at hverdagen i de travle perioder kan blive bare lidt bedre. Jeg siger ikke, at det vil løse vores massive pres, nedskæringer og overbelægninger.

Men jeg tror på, at bare små kulturændringer derude på afdelingerne, måske, i det mindste, kan være med til at hverdagen for den enkelte sygeplejerske kan blive lidt bedre og mere tålelig.

Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at min Vicevært var så ærlig og sagde det lige ud af posen, JEG SKAL spise frokost kl. 12.-12-30. Tak for det Vicevært, du fik mig til at reflektere, og jeg tror, at mange sygeplejersker kunne lære en masse af dig.

Har I andre gode forslag til hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet derude på de meget travle afdelinger?

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske & Meningsdanner

---

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

I kan også finde mig på Instagram som: Vitachoreas