De omvendte roller – sygeplejens mange facetter

Da jeg sad og gav en af “mine” babyer mad, forleden nat, kom jeg til at tænke på “de omvendte roller”, og jeg skrev det meste af dette blogindlæg inde i mit hovede.

Efter en måned på neonatalafdelingen, er min passion og kærlighed for sygeplejefaget, kun blevet forstærket. Det er den blevet af flere forskellige årsager, men især også fordi, at jeg oplever helt nye sider af faget.

Jeg oplever hvordan jeg pludselig står på den “anden side” som sundhedsperson. Med den anden side, så mener jeg, at forældrene på Neonatalafdelingen ved hvad der er den bedste sygepleje til deres børn. Forældrene er eksperterne, og i bund og grund er det dem, som er primærsygeplejerskerne til deres barn. Selvfølgelig skal jeg have min faglighed på plads og vide hvornår jeg skal gribe ind, hvis der skulle være nogle ændringer i barnets tilstand osv. Men fx. når jeg skal give et barn mad, så er det forældrene der ved hvordan dette gøres bedst. Hvilket tempo, hvordan han/hun bedst lejres ved måltidet og meget mere. De er eksperterne på deres barns tilstand, da de er omkring barnet hele tiden. De ved besked om der har været ændring i barnets trivsel og adfærd, meget mere, end hvad vi sygeplejersker har mulighed for at vide, da vi max. er sammen med barnet i 8 timer af gangen, og altså slet ikke lige så tæt og kontinuerligt, som forældrene er.

I mine nattevagter, her de seneste par dage, har jeg også oplevet at blive lært op flere gange af forældre, ikke kun i plejen til deres børn, men også i generelle praktiske procedurer. Forældrene er selvfølgelig også blevet lært op til at starte med.

Det er en helt fantastisk side af sygeplejefaget, jeg oplever, det her med, at være på den omvendte side. Det er også, i visse situationer, grænseoverskridende, at skulle give slip på kontrollen, nu hvor det er mig som er sundhedspersonen. Jeg må selvfølgelig heller ikke give helt slip, men hele tiden have i baghovedet, at det er mig som er den professionelle. Forleden spurgte jeg også ind til helt generel sygdomslære, til en mor, som kunne fortælle og forklare mig en masse. Jeg er virkelig imponeret og meget ydmyg overfor hvor fantastiske disse forældre er. De er i mine øjne nogle supermennesker og super specialiserede neonatalsygeplejersker.

Det som de oplever, er nok en af de største kriser, man som menneske kan udsættes for. Men samtidig er de omstillingsparate, bliver lært op i pleje af deres børn, og er i stand til også at lære fra sig, til sådan en ny neonatal sygeplejerske, som jeg selv. Det er yderst fascinerende at få lov til at være en del af, og jeg lærer utrolig meget af forældrene.

Jeg tror, at dette her, med “de omvendte roller” er noget som vi i et vist omgang også kan overføre til andre steder i sygeplejen. Det er ikke kun på Neonatalafdelingen at det kan fungere sådan. Jeg mener, at det yderst vigtigt og essentielt, at vi vender om på rollerne i ny og næ, i det omfang det er muligt. At give patienten og de pårørende “lov til” og redskaber til at være sygeplejerskerne selv, tror jeg, er med til at skabe  et meget bedre forløb, både for patienten, men også for de pårørende.

*Det er selvfølgelig yderst vigtigt, ikke at tvinge eller presse patienter og pårørende ud noget, som de ikke vil eller har mod på. Men jeg tror det er en kæmpe styrke, at lade både patienterne og de pårørende være så meget som overhovedet med i behandlingen og at give dem styring, og gøre sig ydmyg over for, at de er eksperterne på sig selv og deres kære.

Relationen til patienten og de pårørende bliver også kun forstærket af at man som sygeplejerske er ydmyg og viser respekt for, at patienten og de pårørende ved bedst. Selvfølgelig altid med sin faglighed og professionalisme i lommen, som skal træde til, og i spil, hvis det er nødvendigt.

Hvad mener I?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og nu også Meningsdanner :-)

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

I kan også finde mig på Instagram som: Vitachoreas