Om The Danish Nurse

Skal jeg være bange? Er det et dumt valg?

fd075216-c7cc-4398-bf79-62b6b2f2bc10

Jeg modtager efterhånden flere og flere e-mails og private beskeder på min facebookside og på min Instagram profil og det er rigtig glad for. Desværre er jeg ikke altid lige god om at svare med det samme, fordi at jeg simpelhent knokler r*ven ud af bukserne i den her nye tilværelse som sygeplejerske.

Men forleden, da jeg sad i min sofa, mørbanket og træt efter 5 hårde og travle dagvagter, tikkede der en besked ind fra en sygeplejestuderende, som straks inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. Jeg fik lidt en klump i halsen, da jeg læste beskeden.

Den sygeplejestuderende skrev blandt andet:

>>Skal jeg være bange? Er det et dumt valg, at blive sygeplejerske, selvom der vel er brug for os?<<

Av.. disse spørgsmål fra den sygeplejestuderende satte sig som en kniv i mit hjerte. Hun skrev, at hun læser og følger mig, og mine historier og at det godt nogen gange kunne skræmme hende lidt, og simpelhent få hende til at tvivle, om det nu også er det rigtige valg at læse til sygeplejerske. Og at hun godt kunne bruge nogle gode og fede oplevelser at se frem til og styrke sin drøm på.

Wauw.. jeg var ikke i nærheden af at tænke, at jeg med mit skriveri virkelig kunne påvirke så meget. Det satte mine tanker i gang, og jeg er meget taknemmelig og glad for at denne sygeplejestuderende kontaktede mig. For hvis hun føler sådan, er der nok også andre der sidder og føler sådan.

Jeg ved godt, at mange følger med i mit lille sygepleje univers, men jeg var ikke klar over hvordan og hvor meget jeg ubevidst faktisk påvirker, nok især sygeplejestuderende, der læser med. Jeg vil først og fremmest lige understrege, at jeg på ingen måde, og tvært imod, ønsker at skræmme nogen væk fra sygeplejefaget. Det er og bliver et fantastisk fag (fed streg under dette!!!).

Jeg skriver for at give et ærligt indblik i hvad det vil sige at være sygeplejerske og jeg er blevet bedre, synes jeg selv, til også at fokusere på de gode historier. Noget som jeg lærte og blev opmærksom på, på Meningsdanneruddannelsen :-) MEN jeg vil ikke male et uægte billede af hvad det vil sige, at være sygeplejerske. Det er ikke en hemmelighed, at det ikke er rosenrødt at være sygeplejerske. Travlheden er en trussel i en sygeplejerskes hverdag, og når man er nyuddannet og lige færdigbagt sygeplejerske, kan det være ekstra hårdt og svært at følge med, når det hele koger derude på afdelingerne. Jeg skriver, når jeg føler, at jeg har noget på hjertet, og det har jeg især, når jeg oplever travlheden som en fjende. Jeg mener det er yderst vigtigt at fortælle historier fra sygeplejeverden, også de historier, som ikke er rosenrøde. Netop for at skabe et fokus på at vi ikke må lade os tage til takke med de urimelige tilstande vi til tider står i.

Det er møg frustrerende at opleve de travle vagter, og det er slet ikke spor sjovt at være nyuddannet i det virvar, som jeg vil påstå at det er, når der virkelig er travlt og underbemandet. Jeg tror, for at være helt ærlig, at mange nyuddannede sygeplejersker har grædt, flere gange, efter sådanne vagter. Jeg tror også at det er helt normalt og en del af at være sygeplejerske. Det er et føle-fag, hvor man har at gøre med mennesker der er i krise på den ene eller anden måde. Derfor er det nærmest umuligt ikke at blive påvirket, medmindre at man er lavet af sten, og er man det, så læser man nok ikke til sygeplejerske. Jeg tror at man som kommende sygeplejerske skal foreberede sig på at man nok kommer til at få sig et par tudeture, måske allerede som studerende. Og så tror jeg, at man skal finde fred med, at det er helt ok at opleve disse tudeture. Det er kun sundt og et tegn på at man er et menneske som føler og som er i kontakt med sig selv og sine grænser.

Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man som kommende sygeplejerske reflekterer over, om man vil og har mod på at være en del af et fag som rør en helt ind til sjælen. Det finder man hurtigt ud af i de første praktikker. Første gang hvor jeg sådan rigtigt reflekterede og græd, som sygeplejestuderende, var da jeg i min første lange praktik oplevede at en patient fik hjertestop.

Jeg var på udveksling i Spanien, og var i vagt med kun en anden sygeplejerske. Mig og hende og et opkald fra en medpatient med beskeden om, at en patient var faldet om med hjertestop. Det er en oplevelse som sidder dybt i mig og som jeg aldrig vil glemme. Det gik stærkt, vi var professionelle omkring hele episoden og jeg fik debriefet og talt det hele igennem. Men da jeg kom hjem og var alene i min bolig i Spanien, græd jeg, for det var det jeg skulle, for at få denne episode på plads. Det er ikke usundt og forkert at græde, punktum. Jeg fandt fred med det der var sket og var nu kun mere sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Man kan ikke undgå at blive rørt til tårer, vred og ked over travlheden og alt mulig andet som studerende og som sygeplejerske. Det er noget som hører med og jeg tror at man med tiden bliver hærdet og kan holde  til mere, men ingen tvivl om, at det tager tid at blive en moden og hærdet sygeplejerske.

Det er en rejse at læse til sygeplejerske, en faglig – men også en personlig rejse. Man gror og udvikler sig og oplever at stå på den anden side, som færdiguddannet, som et helt andet menneske, end det man var, da man startede på studiet.

Jeg blev rørt da jeg modtog beskeden fra den sygeplejestuderende. Jeg synes det er helt vildt, at sygeplejestuderende, som læser med på min blog og på min facebookside, kan blive i tvivl om det nu også er det rigtige de har gang i. Det er helt vildt, at mit skriveri kan have den effekt. Men det gør mig på en måde også lidt trist, for jeg vil jo ikke skræmme nogen væk fra faget – slet slet ikke! Men samtidig gør det mig også glad og stolt, fordi at jeg påvirker nogen med mit skriveri og sætter gang i refleksionerne derude. Det er godt og det er vigtigt. For jeg tror på at refleksion i sygeplejefaget er noget af det aller vigtigste. Når vi reflekterer, så gror vi, vi bliver klogere og der opstår måske nye spændende tanker og sider af en situation. Men ja, for at sige det mildt, det er skide hamrende hårdt at være sygeplejerske. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er selv i øjeblikket super træt, træt hele tiden og helt energi forladt. Nogke dage føler jeg, at jeg kunne sove i et helt døgn. Det er helt almindeligt, i hvert fald, når jeg taler med andre sygeplejersker, som er der hvor jeg er, altså nyuddannede eller nystartet i et speciale.

Man skal vende sig til at arbejde så intensivt med mennesker der er i krise, man skal vende sig til at knokle r*ven ud af bukserne og have ondt i hele kroppen, hvis vagten har været hård og travl. Man skal vende sig til at arbejde i skiftende vagter, dag-aften-nat og vende sig til, at man nogen gange slet ikke kan være der for familie og venner, som man gerne ville. Det ER hårdt, det er udmattende og det kræver noget specielt at kunne magte at være medspiller i det her fag.

Og til tider så er det så hårdt, at man græder. Man græder af afmagt og fordi at tilstandene på vores hospitaler sommetider er så urimelige at det slet ikke er til at holde ud at være sygeplejerske. Man græder måske fordi man oplever noget smukt, eller fordi man oplever en patient som pga. sin historie rør en så meget at man bare kommer til at græde. Jeg har grædt, mere end én gang og jeg ved, at mange andre også har grædt. Det er ret normalt at opleve at græde, når man er sygeplejerske. That’s a fact. Men jeg ser det faktisk ikke som noget dårligt, som sagt, så ser jeg det som at være sundt at man kan mærke og være så meget i kontakt med sig selv, at man græder og mærker, at det her der foregår lige nu, det får mig til at græde.

Det er bare SÅ vigtigt at tale med nogen, når man oplever episoder, hvor man har grædt eller er gået grædende hjem. Husk altid det. Det kommer selvfølgelig an på hvor man arbejder henne, men tit og ofte kommer man i kontakt med sine egne følelser og det gør man fordi vores fag handler om relationen til mennesker, deres sygdom og lykke og nogle gange død.

Gråd er for mig at se ikke en svaghed, det er et tegn på, at du er en dygtig sygeplejerske, som føler og som er i kontakt med sig selv – egenskaber som en god sygeplejerske gerne skulle indebære.

Jeg håber, at jeg med det her indlæg måske har sat gang i lidt refleksioner, og ikke har skræmt nogle af jer sygeplejestuderende derude. Jeg håber på at jeg med mine fortællinger og med det her indlæg måske kan forberede jer lidt. For mig kom det faktisk lidt som et chok, at tilstandene nogen gange kan være så grelle, at selv de mest garvede sygeplejersker er ved at miste modet. Jeg ville gerne have været bedre foreberedt på dette. Så nu har jeg i hvert fald givet det videre til jer.

Det vigtigste råd jeg vil give jer er at sige fra. Sig fra når i på aller mindste vis mærker, at I står i noget, hvor I ikke føler at i har nok kompetencer til at udføre opgaven. Det kommer I nok til at opleve flere gange, men hellere sige fra en gang for meget, end at stå i noget, som man ikke er sikker i og famler i blinde. Selvom der er travlt og det kan virke som om at der ingen er at bede om hjælp, så gør det alligevel. Man skal som nyuddannet sygeplejerske ikke gå på kompromis, det vil kun falde tilbage på en selv, og måske udløse, at man går hjem med en følelse af at være magtesløs og med følelsen af at være en dårlig sygeplejerske.

Man er ikke en dårlig sygeplejerske fordi at man spørger om hjælp, jeg vil vove at påstå, at man netop er en dygtig sygeplejerske, når man spørger om hjælp. For man kan ikke vide alt, slet ikke når man er helt ny. At være blevet færdiguddannet sygeplejerske, er lidt det samme som lige at have fået sit kørekort. Man ved hvad det vil sige og hvad det nogenlunde indebærer at være sygeplejerske. Man har styr på teori, og har måske lært nogle praktiske færdigheder, men man kan ikke køre på rutinen, og der er mange veje, som man ikke har kørt på og op og ned ad endnu.

Så kære sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker, I må ikke være bange, men det er helt ok hvis I alligevel bliver det. Jeg kan i hvert fald godt forstå jer. Min far har gennem min studietid altid sagt til mig, at det var hårdt at være sygeplejerske, det vidste han fra hans kusine af. Jeg tænkte altid, nååå jaja, men så hårdt kan det da heller ikke være. Men jo, det er det. Men det er altså samtidig verdens mest fantastiske fag og trods travlhed, meget lidt søvn, tudeture, søvnløsenætter, nætter hvor jeg kunne blive ved med at sove, til tider usund livstil og alt for lidt tid til mig, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt og jeg fortyder på ingen måde at jeg blev sygeplejerske.

Vi skal bare blive ved med at kæmpe sammen, sige fra og råbe op,  så at vi kan få de bedste arbejdsforhold, bedre normeringer og bedre patientsikkerhed. I kan som sygeplejestuderende sagtens råbe op og sige fra, og gør endelig det! Hvis I f.eks. oplever noget urimeligt imens at I er i praktik. Som studerende kommer man nemlig helt grøn og udefra og ser nogle gange tingene anderledes, end de som er i det til hverdag.

Og så vil jeg slutte af med at sige, at være sygeplejerske er ikke kun et job, det er en livstil, en livstil man skal vende sig til og der er så mange muligheder og forskellige steder at arbejde. Så kan man ikke lide at være et sted, er der altid et andet sted man kan søge job. Der er så ufatteligt mange muligheder også videreuddannelses muligheder. Det er kun fantasien som sætter grænser når man er sygeplejerske – det er og bliver det bedste fag og den bedste uddannelse man kan give sig selv. Så fortvivl ikke, selvom man møder modstand – også som sygeplejestuderende – så handler det om at være sig selv tro, og tro på, at det nok skal gå.

Tak fordi at I læser med, og stil mig endelig spørgsmål eller kontakt mig, hvis der er noget, som i har på hjertet.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på facebook her

.. og på Instagram her

   

2 kommentarer

  • Simone

    Jeg vil gerne sige tak for dine meget ærlige indlæg. Jeg står selv som nyuddannede sygeplejerske med job på riget fra 1/4. Lige nu er jeg på 7 ugers rundrejse i Asien. Fordi jeg havde følelsen af at afkræftet og en følelse af afmagt allerede inden start. Jeg har følelsen af at det er et tungt fag for mig lige nu. Selvfølgelig glæder jeg mig helt enormt til at start men det er også med en følelse af ikke at kunne nok, desværre. Selvom at jeg ved at jeg godt kan, bliver man pludselig i tvivl når man står ude i feltet.
    Virkelig tak for dine tanker. Jeg er heller ikke i tvivl om at sygeplejefaget er “mit” fag på nogen måde. Jeg tror bare jeg mangler at finde mig til rette i faget og finde ud af hvem jeg er som sygeplejerske. Masse af tanker fra Vietnam! Tak for god refleksion!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Jeg må desværre sige, at jeg aldrig vil anbefale min søn eller datter at blive sygeplejerske. Besparelser bliver ved og ved og de menneskelige konsekvenser de har -gør det simpelthen for hårdt. Jeg har selv været ramt af stress (syg i 8 mdr – kan ikke overskue det samme længere) og har set mindst 10 sygeplejesker med samme lidelse. Lønnen er iøvrigt for dårlig og tillæg er kun med til at holde lønnen lidt oppe (tillæg som ER ulempetillæg). Det er et fantastisk job…men vilkår og løn er simpelthen for dårlige og de personlige konsekvenser er alt for store. Selv uden sygdom som stress, er man fortsat langt mere brugt efter en vagt, end i en del andre fag. Jeg ville ønske, jeg kunne have brugt min SU til en anden uddannelse…nu er jeg låst, med familie, hus og bil og behov for job. Jeg hørte det samme fra flere sygeplejersker under min uddannelse -men jeg var så positiv og tænkte, jeg nok skulle kunne forhandle min løn højere, vælge job smartere og stadig være sygeplejerske med patientkontakt som jeg elsker. Men nej… optimismen kunne jeg ikke holde i årevis… Der er rigtig mange sygeplejersker, der kigger rundt og tænker -hvad kan jeg så lave…hvad duer jeg til nu og hvordan kan jeg få uddannet mig uden at familien rammes økonomisk. Er der nogen, der tør stå ved det og skrive lignende?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Om The Danish Nurse