Ugens Sygeplejerske

Cecilie, 22 år, sygeplejestuderende, modul 8

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle være sygeplejerske. Selv i de små klasser i folkeskolen, gik jeg rundt og sagde til mine klassekammerater, at jeg ville være sygeplejerske, når jeg blev voksen. Så det er ret vildt, at jeg i dag som 22-årig rent faktisk er i gang med sygeplejerskeuddannelsen, og allerede er halvvejs.
Derudover har jeg altid elsket at kunne gøre en forskel for andre mennesker, og har altid haft en trang til at sørge for, at menneskerne omkring mig hele tiden har det godt og er glade. Så glæden i at kunne yde omsorg og hjælpe andre mennesker, vil altid være en stor del af mig, og derfor skal jeg være sygeplejerske!

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?
Jeg er lige startet på modul 8, som skal tilbringes i psykiatrien. Psykiatriverdenen har aldrig rigtigt vagt min interesse særlig meget, men jeg glæder mig nu alligevel til at prøve kræfter med det. Det kan jo være, at det fanger mig, og jeg får lyst til at arbejde videre med det.
Da jeg startede på uddannelsen (såvel også inden jeg startede), var jeg sikker på, at jeg skulle være anæstesisygeplejerske. Men jo længere henne i min uddannelse jeg er kommet, jo mindre er jeg blevet fastlagt på den idé. Nu går jeg lidt med tanken om at blive klinisk vejleder, da jeg rigtig godt kan lide at lære fra mig. Om det bliver klinisk vejleder, eller noget helt andet, må tiden vise. Dog ved jeg, at jeg uanset hvad, gerne vil have en kandidat, når jeg har fået min bachelor, og mulighederne er jo heldigvis mange. Det er en af de ting, jeg elsker ved den her uddannelse; at jeg kan gå i rigtig mange retninger, og ikke behøver at fastlåse mig på min bachelor.
Når jeg er færdiguddannet, har jeg en drøm om at melde mig ind i et vikarbureau, som sender danske sygeplejersker til Norge for at arbejde. Jeg synes, det er en helt vildt fed mulighed at kunne få lov til arbejde og gøre en forskel i andet land, med den profession man holder af og brænder for. Jeg rejser sågar til Tanzania til sommer, hvor jeg i en måned skal arbejde som frivillig sygeplejerskestuderende på et hospital. Jeg glæder mig virkelig til al den erfaring, og alle de oplevelser jeg får med retur i bagagen, og jeg er sikker på, at det vil styrke mig som person og styrke mine sygeplejefaglige kompetencer at have arbejdet med sygepleje gennem en anden kultur, i et andet land, og gennem et andet sundhedsvæsen.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg havde et rigtig godt forløb med en borger, som strakte sig over hele min praktikperiode. Jeg var inde hos borgeren hver dag for at hjælpe med morgenrutinen. I starten var det meget grænseoverskridende at skulle gå ind i en ældres hjem og hjælpe med personligpleje. Generelt var det svært at skabe en god relation og tillid, da vedkommende var meget dement, og derfor var meget fjern og indelukket. Men som dagene gik, endte jeg med at lære borgeren rigtig godt at kende, og der kom mere og mere indhold i vores samtaler.
Det hele endte ud i, at vi begyndte at have en hyggelig, sjov og bedre samarbejdende morgenrutine. De pårørende, som var på besøg flere gange dagligt, blev altid så glad for at se mig arbejde sammen med borgeren, og takkede mig ofte for at have fået vedkommende lidt ud på den ’lyse’ side igen. Det gjorde mig så glad, at de pårørende havde værdsat den pleje og omsorg, jeg havde givet. Jeg fik også stor ros fra min vejleder, som var imponeret over den store tålmodighed, jeg altid havde med borgeren, og måden jeg arbejdede med vedkommende på. Min tålmodighed og måde at arbejde på, skabte jo også på sigt den gode relation mellem borgeren og jeg. Man bliver virkelig så glad som studerende når andre, og især pårørende, roser og værdsætter det arbejde man laver, selvom det jo ’bare’ er ens arbejde. Det er den bedste følelse, og det gør mig glad, at jeg kan gøre andre glade, ved bare at gøre mit arbejde.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Ja, det har jeg. Da jeg havde min første praktik på uddannelsen, var det første gang, at jeg skulle udøve personlig pleje på et fremmet menneske, og det gjorde mig lidt nervøs. Jeg blev ret hurtigt oplært i morgenrutinen hos min borger, og blev dermed hurtigt kastet ud i plejen, uden at have en fra personalet ved min side. Det var ret hårdt, grænseoverskridende og nervepirrende, at skulle stå med en hel morgenpleje selv så hurtigt, og lære den daglige rutine uden at skulle spørge personalet om hjælp hele tiden. Men samtidig synes jeg også, det var rigtig fedt, at jeg efter kort tid fik så stort et ansvar, og var selvfølgelig også meget imødekommende over for de opgaver, jeg fik stillet.
Varetagelsen af de borgere jeg fik tildelt under min praktik, tog rigtig hårdt på mig de første par uger, da det hele stadig var meget nyt for mig. Jeg er typen som gerne vil gøre mit bedste hele tiden, men jeg måtte indse, at som sygeplejerskestuderende og helt ny i faget, kunne jeg altså ikke være den bedste til alt det plejen indebar. Jeg lærte af mine fejl, og lærte at reflektere over hvorfor jeg gør, som jeg gør i en plejesituation, hvilket gav mig en masse gode kompetencer.
Det tog ca. 1 måneds tid, før jeg havde fundet en god rytme, og var kommet ind i en god rutine, og dermed kunne gå hjem med god følelse af, at have udført dagens arbejde tilfredsstillende. I sidste ende førte det også til en masse super gode og lærerige oplevelser, som jeg tager med mig videre i de andre praktikker.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja det har jeg desværre, og hvor er det ærgerligt, at det skal gå ud over plejen… Vi havde generelt ikke så travlt det sted hvor jeg havde min første praktik, men når travlheden så endelig meldte sig, var den også til at mærke. Og det gjorde det bestemt ikke mindre travlt, at personalet af og til måtte tilsidesætte deres eget arbejde for at hjælpe en studerende som mig. Og det gik også op for mig, de dage hvor der var rigtig travlt, at jeg ikke havde tid til at nå alt det jeg skulle i løbet af morgenplejen, og derfor ofte måtte prioritere hvad der var vigtigst, hvilket desværre ødelagde kvaliteten af den sygepleje, jeg skulle udføre. Det er ikke rart, når man står og er splittet mellem de borgere man har i sin varetægt, og som alle har brug for hjælp, og brug for at man er patientnær, og har tid til at snakke og svare på spørgsmål. Og der er heller ikke noget værre end at gå hjem med dårlig samvittighed over at have efterladt ufærdigt arbejde til det nye vagtskifte, og generelt ikke føle at man havde udført sit arbejde tilfredsstillende nok.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Professionel, omsorgsfuld, empatisk.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Som studerende er det virkelig vigtigt at passe på sig selv. Vi er sygeplejersker, og passer på dem som har brug for vores hjælp, men der er ingen til at passe på os – kun os selv! Der er ikke nogen skam i at sige stop, hvis man fx ikke er tilfreds med det arbejde man udfører, eller bare føler det hele er ved at stige en til hovedet. Det kan godt være, at vi føler, at vi må tilsidesætte os selv, så vi kan hjælpe vores patienter mest muligt, men vi skal også huske at yde lige så meget omsorg over for os selv og vores medansatte, så vi derigennem kan være med til at skabe det gode arbejdsmiljø, som vi jo skal begå os i hver dag.
Det er heller ingen skam, at man som studerende, siger nej til de opgaver man får stillet, hvis man ikke føler sig godt nok rustet til at udføre dem. Man skal ikke tvivle på sine begrænsninger, men sige fra, så man ikke bliver udsat for noget, man er utryg ved. Det har jeg selv måtte gøre i min egen praktik, da jeg blev bedt om at udføre en opgave, jeg ikke havde nok viden og kompetencer til at udføre på daværende tidspunkt i min uddannelse. Jeg lyttede til mig selv og stod ved min beslutning om ikke at udføre opgaven, hvilket jeg havde det rigtig godt med bagefter.

Kunne du tænke dig at være med i Ugens Sygeplejerske? Send mig en besked på min facebookside, eller en e-mail, så sender jeg spørgsmålene til dig :)