Ugens Sygeplejerske

At være nyuddannet sygeplejerske

Jeg har de sidste par uger haft det ret hårdt i den store jungle, som det kan være, at være nyuddannet sygeplejerske. I det her blogindlæg har jeg skrevet lidt om hvordan jeg famler rundt i sygeplejerske junglen lige nu. Det er svært at beskrive og forklare hvordan det er, at være nyuddannet sygeplejerske, og jeg tror at det er noget man skal opleve på egen krop, før at man rigtigt kan forstå det. Det er hårdt, sindssygt hårdt, og det tærer på krop og sind. Ikke nok med at det kan være svært at hænge sammen sådan rent søvn og overskudsmæssigt, så er der også følelser med på spil hele tiden. Alle, i hvert fald næsten alle, som jeg taler med om at være sygeplejerske siger til mig:

>>arh jo ja… men du skal jo også lære ikke at tage det med hjem<<
Holy sh*t, jeg kan efterhånden godt blive lidt træt i betrækket, når jeg hører ovenstående. For JA selvfølgelig skal jeg ikke tage det med hjem. Når jeg har fri, skal jeg holde fri, og slappe af og give mit lille hovede og min hjerne fred. Men faktum er bare, at når man er sygeplejerske, så bruger man ikke kun sin krop og sit hovede, man bruger også sine følelser. Så det der med ikke at tage det med hjem, det er faktisk lettere sagt end gjort. Jeg har i hvert fald ikke lært hvordan man lader være med det endnu, og jeg tror faktisk ikke at jeg kan lære det sådan 100 %. Jeg er helt sikkert blevet bedre til det end hvad jeg var i starten. Men f.eks. hvis jeg har travlt i en vagt, og jeg ikke når de opgaver jeg burde nå, eller hvis jeg føler, at jeg i en vagt har haft for travlt til at være der ordenligt for en familie, så tager jeg det med hjem. Jeg sidder ikke og græder og går i koma derhjemme, men jeg kan tydeligt mærke, at mit humør ikke er super godt og jeg får følelsen af, at jeg ikke har gjort mit arbejde som sygeplejerske godt nok. Det er hårdt, møg hårdt, og rigtig stressende.

De sidste par uger har jeg følt mig afkræftet og magtesløs, og flere gange haft en fornemmelse i min krop af, at jeg slet ikke har kunne holde til at være sygeplejerske. I hvert fald slet ikke at være sygeplejerske som arbejder 37 timer om ugen i 3-holds vagtskifte. Det har ikke været rart, det har faktisk været forfærdeligt.
Lige nu er status, at jeg er ved godt mod, jeg har lidt kræfter igen og jeg føler mig ikke magtesløs. Jeg tror desværre, at det er “a part of the game” som nyuddannet sygeplejerske, at have de følelser og tanker som jeg har gået og tumlet med. Så er det sagt. Jeg tror ikke, at det er unormalt, at komme igennem den rutsjetur som jeg oplever for tiden.

Jeg har skrevet om mine oplevelser her på min blog, jeg har talt med kollegaer, min leder, familie og venner og så har jeg sågar også udtalt mig om det på TV (jeg skal nok linke til programmet, og fortælle mere om det, når jeg ved mere om præcist hvornår det bliver vist). Jeg tror, det er vigtigt at tale om det, det kan kun gøre ondt værre hvis man tumler alene med tankerne om at man ikke er god nok. Jeg har i hvert fald haft brug for at tale (og skrive) om det, og jeg tror at det har hjulpet mig igennem en lidt hård periode, på en god måde. Og jeg er slet slet ikke færdig med at skrive, og tale, for den sags skyld :-)

Jeg vil det næste stykke tid prøve at slappe meget mere af og give mig selv mere lov til at være MIG og at være nyuddannet. Selvom jeg her i april faktisk fylder 10 måneder som sygeplejerske, så SKAL jeg slappe mere af og have mindre høje forventninger til mig selv. Jeg ER stadig ny, og jeg er kun 3 måneder gammel som sygeplejerske på Neonatal afdelingen. Det er helt naturligt at jeg slet ikke kan alt og at mange ting stadig er nye for mig.

Jeg skal prøve at sole mig mere i alt det som jeg rent faktisk kan og lykkes med. I stedet for at have fokus på alt det som jeg ikke kan. Det er jo ikke noget som jeg bevidst går og siger til mig selv, men underbevist tror jeg, at jeg går og har lidt for høje forventninger til mig selv. OG så har jeg det nok også med at sammenligne mig selv med andre. Det skal jeg også prøve at lade være med.

For selvfølgelig er der meget som jeg ikke kan, og meget som jeg stadig skal lære hver eneste dag. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og man kan på ingen måde lære at være sygeplejerske på 3 eller 8 måneder. Det tager lang tid, og vi har allesammen vores forskellige styrker og svagheder.

Jeg har lært, og er blevet ekstra bevist om, at mine styrker især er det relationelle. Jeg er god og dygtig til at skabe realtioner og til at være den åndelige og sanselige sygeplejerske. Men der hvor mine svagheder er, er ved alt det praktisk instrumentelle og især også opgaver hvor der tal og udregninger indblandet. Men jeg bliver bedre for hver dag der går, og jeg skal tro meget mere på mig selv.
De sidste par uger har jeg døjet med søvnbesvær og især haft svært ved de mange skift fra dag til aften, dag til nat, nat til aften osv. Det er hårdt og svært at vende døgnet, og det er ikke nemt at få livet ved siden af sygeplejerske verden til at hænge sammen, når det hele er vendt på hovedet og døgnrytmen hele tiden bliver blendet rundt.

Men jeg tror på, at det nok skal blive bedre som tiden går, og jeg vil prøve på at finde mere ro i mig selv og have det ok med at jeg ikke når alt det jeg gerne vil. Jeg kan forstå, og hører fra kollegaer der har været i faget i længere tid, at det bliver bedre, men det vil fortsætte med at være hårdt, især også når man får børn. Det er bare hårdt at være sygeplejerske og der følger nogle vilkår med som er barske.
Men på den anden side, så “får” man så meget igen, på en anden konto, når man er sygeplejerske. Ikke pengekontoen, for lønnen er ikke høj, men på den der konto, som egentlig er ret svær at beskrive. Nemlig kontoen med oplevelser, hvor personer rør dig helt ind under huden og ind i sjælen, på en måde som er ganske unik og smuk og ikke til at sammenligne med noget andet.

Jeg når stadig ikke at forberede mad til mig selv, som jeg gerne vil, og jeg får slet ikke trænet som jeg også gerne ville. Men jeg bliver nød til at slappe mere af omkring det, og tro på at det nok skal blive bedre. Jo mere ind i specialet og sygeplejerskelivet jeg kommer, jo mere overskud og Frederikke-tid får jeg også.
Det er lidt svært at sætte ord på, men jeg havde slet ikke gjort mig forestillinger om, at det kunne være så hårdt at være sygeplejerske, som det rent faktisk kan være. Jeg havde hørt rygter om at det var hårdt og at det var et fag, som krævede at man var et over-menneske med superkræfter. Og til min jobsamtale på Neonatal afdelingen, fik jeg også klar besked om, at det kom til at være hårdt og ville kræve utrolig meget af mig at blive neonatal sygeplejerske. Men jeg havde på ingen måde troet eller forestillet mig, at jeg ville kollapse så meget på sofaen og være så træt og udkørt, som jeg har været.

Det næste stykke tid vil jeg prøve at være mere sød ved mig selv, og slappe af når jeg kan og sove en masse når jeg kan. Det kræver mod og styrke, og helt klart en masse støtte fra alle sider, at være nyuddannet sygeplejerske. Det er på ingen måde noget man kommer sovende til eller noget som man bare lige opnår fra den ene dag til den anden.

Når tid er, skal jeg nok få trænet mere og blive bedre til at forberede mad jeg kan tage med mig på arbejde. Lige nu må og skal jeg bare acceptere at det er en process, en lang process, at nå dertil hvor jeg kan slappe helt af og ikke spise müsli til aftensmad, morgenmad og natmad når jeg er på arbejde. Udover det, skal jeg også acceptere, at jeg når det som jeg når, og ikke blive skuffet over mig selv, når jeg sover længe, og ikke når at træne eller alt mulig andet som f.eks. helt almindelig dagsrutiner.
Jeg er vist i bund og grund et helt almindeligt eksempel på, hvad det vil sige, at være nyuddannet sygeplejerske, i dagens Danmark.
Og så smager müsli nu egentlig faktisk også meget godt, og når jeg ikke er på arbejde, så spiser jeg jo en masse andet god mad  :-)
Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

   

2 kommentarer

  • Vær glad for, at du er på neonatal og ikke på en almen medicinsk afd. Selv om jeg er en mand, står min korte praktik på neonatal som et lysende spot i al den elendighed, jeg senere har været vidne til. På uddannelsen har du ikke lært at få “hår på brystet “.Det skal du selv lære dig,ellers går du ned med stress, som så mange andre i denne mangefacetterede profession.
    Klø på!
    Hilsen
    Andreas

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tusind tak for dit indlæg! Er selv nyuddannet og på børneafdeling og kan genkende mig selv i hele din beskrivelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Ugens Sygeplejerske