Går jeg på deltid eller bliver jeg på fuldtid?

img_4653

Efter at jeg medvirkede i programmet Penge, på DR1, i sidste uge, har flere spurgt mig om jeg er kommet nærmere på min beslutning, om jeg vil gå ned i tid eller hvad jeg har tænkt mig. Mange har også kontaktet mig og sagt >>Frederikke, pas nu på dig selv<<.

Se eller gense programmet her

Først og fremmest, så vil jeg lige skrive tusind tusind tak for jeres store opmærksomhed, opbakning, likes, kommentarer og støtte. Det er guld værd, og betyder meget for mig. Det har især også betydet meget for mig at min leder har været imødekommende og støttende. Både mht. min medvirken i programmet, men også bare sådan generelt mht. til alt mit bloggeri og mit meningsdanneri :-)

Som det ser ud lige nu, så forbliver jeg på 37 timer. Jeg vil, som jeg også udtalte i programmet, prøve at se, om ikke det bliver bedre de næste par måneder som tiden går. Udover det, så har jeg mødt fleksibilitet hos min ledelse omkring det med at komme i to-holds vagtskifte. Min næst kommende vagtplan skulle i hvert fald bære præg af det. Det vil altså sige, kun to skift og ikke tre, sådan som jeg har arbejdet indtil nu. Da jeg er så heldig, at jeg har en kollega, som jeg kan bytte med er dette en mulighed. Hun vil gerne udelukkende have dagvagt/aftenvagt, og jeg, gerne dagvagt/nattevagt. Pga. det, er det muligt, at vi begge to mere eller mindre kan få vores ønsker opfyldt. Jeg håber at det lykkes, og så glæder jeg mig utroligt meget til at skulle prøve det med kun at skulle skifte mellem to døgnrytmer. Jeg ved i hvert fald med mig selv, min krop og mit sind, at jeg ikke holder til tre-holds vagtskifte på 37 timer i længden. Færdig punktum. Så hvis det ikke lykkes med to-holds vagtskifte, skal jeg, under alle omstændigheder, ned i tid hurtigst muligt.

Min situation er den, lige nu, at jeg er ved godt mod. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har fået talt og skrevet en masse om hvor hårdt det faktisk bare er, at være sygeplejerske, med alt hvad det indebærer; nyuddannet i et mega hårdt (men sindssygt spændende) speciale, travlhed, ny læring, nyt alting! Eller, om jeg “bare” er faldet mere på plads og fordi vi måske, lige nu, har lidt mindre travlt. Måske er det en blanding af det hele på én gang. Det tror jeg.

Jeg er i hvert fald mere rolig, sover bedre om natten, dagen og aften, og håber og satser på, at jeg nok skal finde min vej i det her fantastiske fag, på den ene eller anden måde. Jeg ved nemlig med mig selv, at jeg er sygeplejerske helt ind til benet, og ville være meget ked af, at skulle give afkald på det.

Jeg prøver at have ekstra fokus på konkrete ting, som jeg skal blive bedre til og så prøver jeg samtidig også at fokusere på alt det, som faktisk lykkes med, og som jeg er rigtig god til. Jeg prøver at sole mig i det og at klappe mig selv på skulderen. Jeg har fået at vide, og ved det nok også godt selv, inderst inde, at min kæmpe styrke er den relationelle sygepleje. Det falder mig naturligt, og jeg er god til at skabe relationer. Det er en utroligt god og vigtig egenskab at besidde, som sygeplejerske – ny som gammel. Det er ikke noget man som sådan kan oplæres i – selvfølgelig er det noget man kan og bliver bedre til som tiden går – men for mig falder det meget naturligt, og jeg ved, at jeg er god til det.

Jeg er glad for, at jeg af flere, og af mig selv, har fået at vide at det er min styrke. For jeg kan i hvert fald i hver vagt sole mig i, at jeg gør noget godt og fuldstændigt. MEDMINDRE at der er så travlt, at jeg kun slukker brande. Det er heldigvis nogle vagter siden, at det har været sådan. Og når det er sådan, at jeg kun slukker brænde, oplever jeg, at kollegaer gør det samme. OG det er dér jeg bliver rigtig trist og faktisk helt kan miste modet og lysten til at være sygeplejerske. Det er nemlig urimeligt, at rammerne som jeg (vi) bliver sat i, nogen gange og alt for tit, er sådan. Jeg vil påstå, at man i disse rammer, vi nogle gange arbejder i, ligeså godt kunne ansætte robotter. For vi bliver til en slags robotter, når der er for travlt til at vi kan være tilstede og være der for vores patienter.

Det gør mig selvfølgelig en smule trist at jeg har oplevet at jeg på en måde har “skræmt” og måske forarget kommende sygeplejersker, med mit skriveri om den “virkelige verden” i sygeplejekitlen.
Det har på ingen måde været min mening eller det som jeg har haft lyst til. Jeg har kun haft, og har, kun i sinde at fortælle sandheden om hvad det vil sige at være sygeplejerske, og i mit tilfælde nyuddannet sygeplejerske, i dagens Danmark.

På baggrund af de henvendelser og kommentarer jeg har fået, og fordi en sød veninde har forslået mig det, har jeg valgt at stable et foredrag på benene.

Læs mere om mit foredrag her, og meld jer til, hvis I er interesseret :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Sidsel, 26 år, Sygeplejerske

sidsel1

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Egentlig ville jeg læse Logopædi på SDU, så jeg søgte ind og fik en standby plads, hvilket gav mig et sabbatår mere. I det år rejste jeg med Adventuredk til Indonesien og Malaysia i to måneder sammen med 19 andre fantastiske danske unge. På den rejse skete der noget, som jeg ikke helt selv er klar over. Men da jeg kom hjem, var jeg sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg søgte ind og fik optagelse i februar 2013. Min mor har siden jeg var barn talt for, at jeg skulle være sygeplejerske, men det har jeg afvist. At befinde mig på et sygehus, så jeg ikke som en mulighed, fordi jeg som 16 årige selv var indlagt. Jeg kunne slet ikke se mig selv være på et sygehus i det daglige. Men mor fik ret, og jeg er nu sygeplejerske. 


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Under min studiepraktik var jeg på et hæmatologisk ambulatorium, og lige dér startede min interesse for det højt specialiseret specialet. Her lærte jeg at sige myleomatose, som betyder knoglemarvskræft. Patienterne med denne sygdom lever med en uhelbredelig kræftsygdom – nogle kort og andre i længere tid. Jeg har altid været klar over, at jeg ikke var tiltrukket at de korte møder i Sundhedsvæsnet som sker på fx skadestuen eller på en ortopædkirurgisk afdeling. Derimod elsker jeg at have mulighed for at lære patienten og de pårørende godt at kende og indgå i et lidt længere samspil. Dét kunne lade sig gøre i hæmatologien. Efter min praktik, blev jeg ansat på sengeafdelingen som timelønnet.


Efter endt uddannelse, blev jeg som nyuddannet ansat efter en uformel første gangs jobsamtale. Jeg elsker at møde de hæmatologiske patienter, og jeg er vild med at de kan genkende mig, når de genindlægges. Arbejdet med hæmatologien rummer både akut, planlagt og palliativ sygepleje for patienterne, og det er et meget udfordrende speciale men også givende menneskeligt arbejde.

Akut, når patienter fx efter behandling med kemo får en infektion og er i risiko for at gå i sepsis, her skal der handles hurtigt.

Planlagt, når patienten kommer ind til indlæggelse for at modtage kemobehandling, hvor der skal tales omkring bivirkninger og håbet for at behandlingen.

Palliativ sygepleje er der en del af. Palliation starter ved diagnosen. Jeg er ofte deltager i små eller længere samtaler omkring livsønsker, livsfortælleringer og familieforhold. Jeg tænker ofte over, hvad der mon er efter livet – og det er der mange forskellige bud på eller ønsker til. Egentlig var jeg ikke særligt fristet af den akutte del, men den er faktisk også ret spændende.

Min største interesse i sygeplejen er patienten.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Der er rigtig mange og nogle ret personlige. De bedste små, men alligevel også særlige, er dem der sker til ”hverdag”. Jeg gik en eftermiddag ind på en stue til en patient, som jeg tidligere havde mødt under en anden indlæggelse. På stuen blev jeg mødt med disse ord: >>Hej Sidsel, er det dig der er hos mig i aften?<<. Jeg blev tydeligvis glædeligt genkendt og patienten kunne huske mig og mit navn fra sidst, vi så hinanden. Det får smilet frem hos mig.

I en anden aftenvagt havde jeg seks patienter, ud af de seks patienter spurgte fem af dem om følgende inden jeg gik hjem. >>Er det også dig der kommer i morgen?<<. Det var det. Og jeg fik smil og >>Det er godt! Vi ses i morgen<< med mig hjem. Når man får ros for sin sygepleje, er det lige meget fra hvem rosen kommer fra. De pårørende er også rare mennesker – især når de er sikre på, at man vil dem og deres syge ægtefælde, forældre eller ven det allerbedste. Så kan det godt være at de til at starte med spørger >>Hvor længe har du så været på afdelingen?<< til at starte med, men det kan jeg godt sætte mig ind i hvorfor de gør. Det rare er så når de efterspørger en, og på hver sin måde anerkender mit arbejde og mig.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Det gør jeg ved hver vagt – nogle lette andre svære, men det er ikke til at undgå udfordringerne og heldigvis for det.

Jeg har bl.a. stået i en særlig udfordrende situation omkring behandlingsvalg. Patienten og de pårørende var af den tro at religion kunne helbrede den alvorlige sygdom. Lægen mente noget andet ud fra den viden og erfaringer han havde. Uden behandling ville patienten ikke leve særlig længe. Patienten ønskede ikke at vide hvor længe og lægen skulle informere herom. Det var svært at være mellemled i den samtale. Jeg er selv ikke særlig religiøs, men jeg kunne tydeligt mærke at patientens tro var stor og stærk. Lægen fik sagt at nogle mente at lægevidenskaben var en gave fra Gud, og at han havde oplevet at de kunne gå hånd i hånd.

Patienten skulle tænke meget over det. Vi talte meget om det. På et tidspunkt kom jeg også til at sige til patienten. >>Her ser da Herrens ud, jeg må vidst lige skifte dit sengetøj og tørre saftevandet op fra gulvet. Ups. Hov, sådan siger man vidst ikke<<, fik jeg reddet situationen. Så grinte vi lidt sammen over det.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje? 

Travlhed er sygeplejens værste fjende, og vi kæmper mod hinanden hver eneste minut på hver vores banehalvdel. Sådan føles det. Den kamp er trættende og den er ødelæggende for min sygepleje og lyst til sygeplejen.

Min arbejdslyst bliver minimeret totalt, når der ikke er tid eller når jeg kun har mulighed for at yde sygepleje med 50 %. Jeg hader det. At gøre arbejdet halvt giver en følelse af ikke at gøre sit arbejde tiltrækkeligt, og det er jo logisk nok. Men det er også hårdt at have det sådan ofte. Det er jeg ikke tilfreds med eller tilpas i. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg brugt. Så brugt at jeg desværre ikke har overskud til at tage på vincafe eller bare et enkelt glas vin herhjemme med min kæreste. Det gør ondt at sige fra og opleve kollaps, som The Danish Nurse kalder det. Jeg vil så gerne sygeplejen, men presset ødelægger faget og lysten til faget. Det er synd, for det er det fag jeg ser mig selv i, og det er et fag som mange danskere er taknemlige for findes.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Ansvarsfuld, oprigtig og selvfølgelig meget omsorgsfuld.

Der ud over kan det være en fordel at være hurtig løber, have mindre vandladningstrang end normalt og være ekstrovert. Jeg er dog ingen af delene…


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Jeg har været uddannet i omkring 10 måneder – med en ansættelsesstart fra d. 1. juli 2016 – midt i sommerferieperioden – og jeg afholdte blot en ugens ferie efter BA’en. Den ene uge gik altså meget stærkt! For stærkt. Det var ikke helt så fedt, erfarede jeg mig efterfølgende. Jeg ville ønske, at jeg havde startet noget senere, og dermed givet mig selv lov til en god ferie, hvor jeg kunne slappe af og nyde sommeren.

Der ud over har jeg siden min ansættelse endnu ikke afholdt ferie eller særlig meget afspadsering, jeg har levet på mine betalte fridage, som det hedder. Kunne jeg gøre dét om, havde jeg efter 3 eller 4 måneder taget en eller måske endda to ugers selvbetalt ferie. Det havde jeg brug for, og det tror jeg faktisk ville gavne de fleste. Som et lille afbræk i det nye voksenliv som sygeplejerske. For sikke en forskel det er at gå fra studerende til sygeplejerske. CHOK! Selvfølgelig skal det hænge sammen økonomisk, men det kan man jo evt. planlægge sig ud fra i god tid. Jeg har fri i godt 12 sammenhængende dag i maj, fordi jeg skal giftes – og til juli skal jeg holde 17 dages optjent ferie. Det ser jeg meget frem til, rigtig meget, måske faktisk lidt for meget.

Et andet råd jeg vil give, handler om natarbejde. Jeg blev til min ansættelsessamtale spurgt om, hvordan jeg gerne vil arbejde; dag og nat eller dag og aften. Det skulle være sundest blot at have to holds skiftede vagter frem for tre. Jeg sagde, at jeg gerne ville ansættes til dag og nat. Det har jeg siden fortrudt, jeg skulle aldrig have sagt ja til nattevagterne. Jeg var fuldstændig uvidende om, hvad det fik af betydning for mig. Jeg havde aldrig haft en nattevagt før, og det havde min krop eller psyke heller ikke! Det kunne passe bedst ind i mit privatliv, troede jeg. Mit råd er derfor at afprøve nogle nattevagter, før man siger ”ja tak” til dem. Der skal nok være plads til at tage en ekstra af dem i ny og næ, men de er meget svære at komme af med. Som det er for mig, kan jeg ikke arbejde på afdelingen uden nogle vagter om natten. Jeg har fået færre nattevagter ved også at arbejde om aftenen. Jeg kan dog mærke, at dette desværre ikke er en holdbare løsning for mig på sigt.

Og det tredje råd fra mig bliver: Brug dine sygeplejeveninder eller kollager! Jeg har under mit studie haft fire piger, som jeg nu ses med ca. 1 gang om måneden til kage, bowling eller tidlig aftensmad til en masse snak. Det er rart ikke at føle sig alene, få talt om problematikkerne og delt de gode oplevelser. Vi er alle fem overraskede over hvor let vi faktisk har haft ved at finde tid til os, vi er trods alt fem fuldtidsarbejdende sygeplejersker.

Skulle du have lyst til at følge min vej ind i sygeplejefaget, kan du finde mig på Instragram under navnet, @Sygeplejesidsel. God arbejds- og studielyst!


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på Instagram her: Thedanishnurse

Er du okay, eller er du ked af det?

tempimageforsave

Opfordring: i en tid, som denne, hvor vi bliver ved med at løbe stærkere, mens at vi samtidig UTRYKKELIGT råber op og fortæller, at vi ikke kan løbe stærkere, skal vi passe ekstra godt på os selv og hinanden. Og efter min mening, EKSTRA EKSTRA godt på nyuddannede kollegaer og studerende.

Det er desværre et velkendt fænomen, det der med at være stresset. Jeg tror såmænd heller ikke at vi kan undgå lidt stress en gang i mellem, og det er sikkert også sundt nok.

Stress er kroppens eget alarmberedskab og derfor er det jo faktisk fantastisk, at vi er i stand til at mærke og føle stress. For så får vi en melding om, at nu skal vi lige passe lidt på. Så kommer det dumme tvist bare. Hvis ikke vi lytter efter, når stressen rammer os, når altså alarmberedskabet siger STOP, så er det, at vi kan blive syge af stress. Dvs. at almindelig stress, sådan noget stress som kan opstå hvis vi er for sent på den og må løbe efter bussen, eller andet i den stil, det er “sund” stress. Men stress, som ikke forsvinder forholdsvis hurtigt igen, som er længerevarende og varer ved i flere uger, år og eller måneder, er “usund” stress.

I værste tilfælde kan stress forsage depressioner og hjerte-kar-sygdomme mm. Derfor er det vigtigt ikke at underkende, de første småtegn og symptomer på længerevarende stress.

Symptomer på stress

Hvis du har flere af disse symptomer igennem længere tid, kan det være tegn på, at du oplever langvarig stress.

Fysiske tegn på stress:

  • Hjertebanken – jeg har oplevet det inden jeg har skulle sove flere gange
  • Hovedpine
  • Svedeture
  • Indre uro 
  • Mavesmerter
  • Appetitløshed
  • Hyppige infektioner
  • Forværring af kronisk sygdom som fx psoriasis og sukkersyge – jeg har PCO og har oplevet stor  forværring af min akne

Psykiske tegn på stress:

  • Ulyst
  • Træthed
  • Hukommelsesbesvær
  • Koncentrationsbesvær
  • Rastløshed
  • Nedsat humør

Adfærdsmæssige tegn på stress:

  • Søvnproblemer – jeg har i perioder haft meget svært ved at falde til ro og sove
  • Mangel på engagement
  • Aggressivitet
  • Irritabilitet
  • Ubeslutsomhed
  • Øget brug af stimulanser som fx kaffe, cigaretter og alkohol – jeg har røget alt for mange cigaretter til hverdag, jeg har ellers kun været en person der har røget ved nogle selskabslige arrangementer, som ved byture med veninderne
  • Øget sygefravær

Det som jeg har markeret med rødt, er hvad jeg selv har oplevet i mere eller mindre grad. Derfor tager jeg også mig selv ekstra alvorligt lige nu. Flere læsere har skrevet til mig både i kommentarer og privat, at de har oplevet stress og er blevet sygemeldt til følge heraf. Det har både været erfarne sygeplejersker, helt nyuddannede og sygeplejestuderende.

Mit eget personlige råd til alle er, at tale åben om det. Find ud af hvem du kan knytte dig til af venner og familie og kollegaer og arbejdsgivere. Tal om det, og mærk efter hvad der kan afhjælpe din stress og de symptomer du oplever. Jeg tror det er en meget naturlig del af at være nyuddannet, at mærke et øget stressniveau, da der er utroligt mange nye ting og procedurer, som man skal forholde sig til. Det er bare så vigtigt, at man ikke ignorerer symptomerne, men at man tager ansvar over for sig selv og passer rigtig godt på sig selv.

Jeg selv er lige nu igang med at finde mig til rette i faget, og det er ikke nemt. Men det at jeg har skrevet meget om det, og talt med venner, kollegaer og familie har gjort at jeg ved hvordan jeg skal arbejde på at passe bedre på mig selv.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Instagram

Facebook


Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød sygehus

Kilde: DSR Gode råd til dig, der er stresset

 

Råd til deltid? Se med på DR1 i aften

Nå, så er det i aften at jeg kommer i tv. Jeg har det sådan ret ambivalent omkring det. Mest fordi jeg egentlig er bange for at fremstå som en dum gås og så fordi jeg i bund og grund er super genert. Men det er ligesom rimelig meget “no point of return” på nuværende tidspunkt! Dog ved jeg, at jeg kan stå inde for det som jeg har sagt på optagelserne. Men det kan selvfølgelig klippes sammen på en måde, hvor det jeg siger, lyder helt skørt. Men jeg har nu en ok mavefornemmelse, og tror på, at det bliver et fint og sobert program. Det er jeg i hvert fald blevet lovet :-)

Da programmet hedder Penge, og omhandler sager om penge, er det også det som er i fokus og altså ikke mit lille hjertebarn – som er sygeplejen. Men jeg sagde ja til at medvirke, fordi at jeg gerne vil bruge min stemme hvor jeg kan, til at sætte fokus på sygeplejefaget både på godt og ondt. Det er også derfor at jeg skriver denne blog og ytrer mig. Jeg kan lige nu slet ikke huske hvad jeg har sagt på optagelserne, men det som jeg gerne vil have frem er, at det nærmest er umuligt at arbejde som sygeplejerske på fuldtid i tre vagtsskifte.

De fleste sygeplejersker er på enten 32 eller 33 timer, og nogle endnu færre timer. Jeg er på 37 timer og arbejder dag, aften og nat. Det er virkelig hårdt. Jeg gider ikke pakke det ind. For det er virkelig hårdt. Ja jeg er ny, og en såkaldt “babynurse”, men det brude stadig være mere menneskeligt, også selvom jeg er nyuddannet.

I starten af April lagde jeg en film, med en tilhørende tekst, op på min facebookside. Den er blevet set, delt og kommenteret helt voldsomt meget. Jeg har både smilet, grinet men især også fældet tårer af de kommentarer der er blevet skrevet. Det skræmmer mig, samtidig med at det gør mig glad, at der er så mange, som har givet sig til kende, og fortæller at de har det ligesom jeg. Det gør mig glad fordi jeg ikke er alene, men samtidig ked af det og skræmt, fordi hvad skal fremtiden bringe? Hvad er det for en udvikling sygeplejen og vores sundhedsvæsen er i, hvad skal det ikke ende med og hvordan skal vi tage hånd om det?

Se filmen jeg delte i starten af April her: 

https://www.facebook.com/Thedanishnurse/

Jeg har været uddannet sygeplejerske i 10 måneder og jeg føler mig nærmest allerede udbrændt – i hvert fald er der et overflåd af udbrændte dage end normale dage. Bare alene det er fuldstændig forrykt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet eller regnet med at jeg ville opleve det. Jeg har hørt meget om udbrændthed, stress og at gå ned med flaget. Men at jeg skulle opleve faresignaler, på egen krop, efter så kort tid derude i felten, det havde jeg godt nok ikke forudset. Det går mig på, når jeg får følelsen af at jeg ikke kan “magte opgaven” at være sygeplejerske. Det går mig på, når jeg får en følelse af at være svag og ikke at kunne klare at være på fuld tid. Derfor kæmper jeg også i øjeblikket. Jeg kæmper især med: FREDERIKKE DU ER GOD NOK OG HELT OKAY. Jeg har heldigvis et solidt og fantastisk bagland og så er jeg sindssygt glad for mit arbejde.

Jeg håber og arbejder på, at kunne komme på to holds vagtskifte, sådan at jeg “kun” skal skifte mellem to slags vagter og ikke tre. Hvis det ikke er en mulighed, må jeg nok se i øjnene, at jeg skal på deltid hurtigst muligt. For mit liv hænger ikke sammen sådan som det er i øjeblikket.

Det er ikke sådan, at jeg er på vej ned med flaget og sidder og græder hver dag. Men jeg kan mærke, at jeg ikke har energi til særlig meget. Jeg er træt, tvær, og kan ikke få mit liv uden om mit arbejde til at hænge sammen. Det synes jeg ikke kan være rigtigt. Jeg er glad for mit arbejde, min afdeling, mit speciale, mine kollegaer og har på ingen måde lyst til at skulle søge væk.

Det jeg har oplevet det sidste stykke tid er, at jeg ikke har haft overskud til noget som helst udover at møde op på arbejdet og være sygeplejerske. Når jeg kommer hjem er jeg så træt og udmattet at jeg falder om på min sofa. Det er sket flere gange. Men jeg har også oplevet, slet ikke at kunne sove, jeg har mærket hjertebanken, og så er mine hormoner i kroppen gået amok. Jeg har PCO (som mange andre kvinder), og jeg har fået det vildeste akne henover de sidste uger. Det er jeg sikker på skyldes stress og mistrivsel.

Jeg synes det er så langt ude, at jeg efter 10 måneder som færdiguddannet, allerede sidder med de her tanker om, om jeg overhovedet kan klare at være sygeplejerske – til trods for at jeg elsker mit fag og elsker at være sygeplejerske – især på mit nye arbejde (!)

Mange siger til mig, at jeg skal lade være med at give så meget af mig selv, når jeg er på arbejde. Men det føler jeg virkelig heller ikke at jeg gør? Jeg er bare mig, og sygeplejerske. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lave om på det, jeg kan ikke se hvor eller hvad jeg skulle skære fra mit virke, for at give mindre af mig selv. Det kan jeg ikke. Det er en del af mig, og en del af hvordan jeg er sygeplejerske. Men så er jeg måske ikke egnet?

Mit blogindlæg som jeg kaldte for ”Kollaps” (læs det her) gav mig hurtigt et indtryk af, at jeg slet ikke var alene sygeplejerske om at føle som jeg gør. Da de første kommentarer tikkede ind, begyndte jeg faktisk at græde. Jeg blev rørt af, at der på så kort tid var sygeplejersker der fattede tastaturet og skrev tilbage til mig, og jeg blev også rørt over at læse, at mange havde det ligesom mig. Jeg blev især rørt da jeg kunne se, at det ikke kun var nyuddannede, der har de samme følelser, men simpelhent også sygeplejersker, der har været i faget i mange år.

Én skrev til mig:

Det hjælper mig rigtig meget at tænke på, at det ikke er faget der er forkert; men rammerne<<.

Dette synes jeg var så spot on, og det bakker også op, om det som min kære ven Harun Demirtas, er inde på, med sine mange debatindlæg og med hans kampagne, som førte ham til et møde med Finansministereren – netop at det fokus der er på effektiviseringerne i sundhedsvæsenet skal afskaffes. For de her rammer med konstant fokus på effektivisering er urimelige. Det kan virkelig ikke være rigtigt, at vi som sygeplejersker skal gå og tvivle på os selv, gå ned i tid, knække under for stress og kollapse, fordi at der skal effektiviseres hele tiden.

Flere skrev til mig med rådet om at gå ned i tid. Mange skriver, at man ikke kan være sygeplejerske og arbejde 37 timer om ugen. Dette har jeg hørt mange gange, også på mit gamle arbejde. Her var jeg, sammen med én anden nyuddannet, den eneste som arbejdede 37 timer om ugen. Ellers var alle andre på 32 timer eller mindre.

Men hvad er det for en tendens? For nogle uger siden var der flere der debatterede på min blog, om hvorvidt det påvirkede vores pension, at arbejde mindre end 37 timer. Og jeg tænker da også selv på, at hvis jeg går ned på 32-33 timer, så tjener jeg jo også det mindre, og det er jo ikke ligefrem fordi at jeg i forvejen bliver millionær af at være sygeplejerske.

Burde jeg ikke lige nu være i min bedste arbejdsalder, have det godt, stifte familie, nyde mit nye arbejde og bare være glad i livet? Fremfor at være udbrændt efter kun 10 måneder som sygeplejerske?

Vores arbejdsvilkår er simpelthen for ringe. OG jeg tror desværre, at det gælder mange mange steder i det danske arbejdsliv. Ikke kun for sygeplejersker!

Jeg vil rigtig gerne være sygeplejerske, og fortætte med at arbejde på fuldtid, men allerede nu, så kort tid efter, at jeg er færdiguddannet, kan jeg se en tendens, eller nærmere et symptom på vores ødelagte sundhedsvæsen. Næsten alle de sygeplejersker jeg møder, kan ikke kan magte at være sygeplejersker, jo – deltids sygeplejersker. Men hvem skal finansiere det?

Se med i aften på DR1 21.55. Hvor jeg får svar på hvad det vil koste mig at gå ned i tid, og ligeså, hvad det vil betyde for min pension.

Kh.

Frederikke Sørensen, Sygeplejerske og Meningsdanner

Ps. Jeg har netop ligget syg i et par dage, og det tror jeg kommer sig af, at jeg er stresset og at mit immunforsvar nemt bliver slået ud. Jeg savner at være på arbejde, og glæder mig til at møde ind i næste vagt :-) Jeg er fortsat ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt på hylden, det er, som en af mine søde læsere skrev, rammerne i vores sundhedsvæsen som er forkerte.


Følg min blog på Facebook her

og på Instagram her