Går jeg på deltid eller bliver jeg på fuldtid?

Efter at jeg medvirkede i programmet Penge, på DR1, i sidste uge, har flere spurgt mig om jeg er kommet nærmere på min beslutning, om jeg vil gå ned i tid eller hvad jeg har tænkt mig. Mange har også kontaktet mig og sagt >>Frederikke, pas nu på dig selv<<.

Se eller gense programmet her

Først og fremmest, så vil jeg lige skrive tusind tusind tak for jeres store opmærksomhed, opbakning, likes, kommentarer og støtte. Det er guld værd, og betyder meget for mig. Det har især også betydet meget for mig at min leder har været imødekommende og støttende. Både mht. min medvirken i programmet, men også bare sådan generelt mht. til alt mit bloggeri og mit meningsdanneri :-)

Som det ser ud lige nu, så forbliver jeg på 37 timer. Jeg vil, som jeg også udtalte i programmet, prøve at se, om ikke det bliver bedre de næste par måneder som tiden går. Udover det, så har jeg mødt fleksibilitet hos min ledelse omkring det med at komme i to-holds vagtskifte. Min næst kommende vagtplan skulle i hvert fald bære præg af det. Det vil altså sige, kun to skift og ikke tre, sådan som jeg har arbejdet indtil nu. Da jeg er så heldig, at jeg har en kollega, som jeg kan bytte med er dette en mulighed. Hun vil gerne udelukkende have dagvagt/aftenvagt, og jeg, gerne dagvagt/nattevagt. Pga. det, er det muligt, at vi begge to mere eller mindre kan få vores ønsker opfyldt. Jeg håber at det lykkes, og så glæder jeg mig utroligt meget til at skulle prøve det med kun at skulle skifte mellem to døgnrytmer. Jeg ved i hvert fald med mig selv, min krop og mit sind, at jeg ikke holder til tre-holds vagtskifte på 37 timer i længden. Færdig punktum. Så hvis det ikke lykkes med to-holds vagtskifte, skal jeg, under alle omstændigheder, ned i tid hurtigst muligt.

Min situation er den, lige nu, at jeg er ved godt mod. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har fået talt og skrevet en masse om hvor hårdt det faktisk bare er, at være sygeplejerske, med alt hvad det indebærer; nyuddannet i et mega hårdt (men sindssygt spændende) speciale, travlhed, ny læring, nyt alting! Eller, om jeg “bare” er faldet mere på plads og fordi vi måske, lige nu, har lidt mindre travlt. Måske er det en blanding af det hele på én gang. Det tror jeg.

Jeg er i hvert fald mere rolig, sover bedre om natten, dagen og aften, og håber og satser på, at jeg nok skal finde min vej i det her fantastiske fag, på den ene eller anden måde. Jeg ved nemlig med mig selv, at jeg er sygeplejerske helt ind til benet, og ville være meget ked af, at skulle give afkald på det.

Jeg prøver at have ekstra fokus på konkrete ting, som jeg skal blive bedre til og så prøver jeg samtidig også at fokusere på alt det, som faktisk lykkes med, og som jeg er rigtig god til. Jeg prøver at sole mig i det og at klappe mig selv på skulderen. Jeg har fået at vide, og ved det nok også godt selv, inderst inde, at min kæmpe styrke er den relationelle sygepleje. Det falder mig naturligt, og jeg er god til at skabe relationer. Det er en utroligt god og vigtig egenskab at besidde, som sygeplejerske – ny som gammel. Det er ikke noget man som sådan kan oplæres i – selvfølgelig er det noget man kan og bliver bedre til som tiden går – men for mig falder det meget naturligt, og jeg ved, at jeg er god til det.

Jeg er glad for, at jeg af flere, og af mig selv, har fået at vide at det er min styrke. For jeg kan i hvert fald i hver vagt sole mig i, at jeg gør noget godt og fuldstændigt. MEDMINDRE at der er så travlt, at jeg kun slukker brande. Det er heldigvis nogle vagter siden, at det har været sådan. Og når det er sådan, at jeg kun slukker brænde, oplever jeg, at kollegaer gør det samme. OG det er dér jeg bliver rigtig trist og faktisk helt kan miste modet og lysten til at være sygeplejerske. Det er nemlig urimeligt, at rammerne som jeg (vi) bliver sat i, nogen gange og alt for tit, er sådan. Jeg vil påstå, at man i disse rammer, vi nogle gange arbejder i, ligeså godt kunne ansætte robotter. For vi bliver til en slags robotter, når der er for travlt til at vi kan være tilstede og være der for vores patienter.

Det gør mig selvfølgelig en smule trist at jeg har oplevet at jeg på en måde har “skræmt” og måske forarget kommende sygeplejersker, med mit skriveri om den “virkelige verden” i sygeplejekitlen.
Det har på ingen måde været min mening eller det som jeg har haft lyst til. Jeg har kun haft, og har, kun i sinde at fortælle sandheden om hvad det vil sige at være sygeplejerske, og i mit tilfælde nyuddannet sygeplejerske, i dagens Danmark.

På baggrund af de henvendelser og kommentarer jeg har fået, og fordi en sød veninde har forslået mig det, har jeg valgt at stable et foredrag på benene.

Læs mere om mit foredrag her, og meld jer til, hvis I er interesseret :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

---

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse