Lige nu: Rutsjetur

tempimageforsave

Min gode veninde og jeg, som nu også kan skrive “arbejdskollegaer” på vores veninde CV :-) 

Jeg kom, jeg så, jeg kollapsede og jeg sejrede.. næsten.

Det er lidt ligesom at være i et turbulent kæresteforhold, det her med at være nyuddannet sygeplejerske. Det synes jeg i hvert fald. Der er dage hvor jeg har armene oppe over hovedet, og så kan der også været dage, hvor jeg ikke rigtig ved, om jeg overhovedet kan magte og stå model til at være sygeplejerske.

Om en lille måned har jeg været færdiguddannet i et helt år! Dette kan jeg ikke rigtig forstå, tiden er virkelig fløjet afsted. Men når jeg så samtidig sætter det op imod, hvor meget jeg faktisk har lært og opnået, er et år lige pludselig ikke så meget.

Jeg føler og synes ikke at jeg har gjort noget sådan specielt for at komme igennem min første spæde tid som sygeplejerske. Jeg har selvfølgelig skrevet om det, i stor stil, både her på min blog, men også på min instagramprofil. Jeg har også talt meget om det, både med venner og med familie. Jeg har især også talt meget med kollegaer, hvoraf nogle af dem allerede er blevet mine venner. Sådan betragter jeg dem i hvert fald :-)

Jeg er kodylt heldig, for en af mine meget gode veninder fra studiet, bachelormakker og makker fra et af mine studieudvekslingsophold, er også blevet en af mine kollegaer, da jeg skiftede arbejde tilbage i januar. Hende taler jeg rigtig meget med. Tit har vi lange telefonsamtaler og vi følges af og til, til og fra arbejde. Men udover hende, er der rigtig mange som jeg klikker godt med på mit stadig nye arbejde. Det er kollegaer, som jeg allerede har hængt ud med privat flere gange. Det er så stor og kæmpe en gave, når det kollegiale selskab er godt.

For mig betyder det, at jeg glæder mig til at skulle på arbejde, til næsten hver eneste vagt jeg har. For enten ved jeg på forhånd, at jeg skal i vagt med nogle af mine nye bekendtskaber, eller også så glæder jeg mig bare til at se, hvem jeg skal være i vagt med, når jeg møder ind. Det er uvurderligt for mig at have gode kollegaer omkring mig, i en hverdag som til tider kan være rigtig hård.

Lige nu er jeg et sted, både psykisk og fysisk, hvor jeg har fået mere ro på indeni. Jeg har lært at leve med at jeg gør mit bedste og at jeg hverken kan gøre fra eller til, når jeg er i vagter, som er alt for travle.

Jeg har lært det mest basale om hvad det vil sige, at være neonatalsygeplejerske, men jeg møder alligevel noget nyt, spændende og udfordrende, hver gang jeg er på arbejde.

Jeg savner stadig at have mere fritid og specielt det at have energi og overskud til at lave andet end at sove og arbejde. Men det bliver bedre og bedre som tiden går, og jeg tror på, at jeg nok skal finde balance i mit liv som sygeplejerske. I sidste weekend var jeg ude og spise med to kollegaer og veninder, hvoraf den ene har været uddannet i flere år. Hun fortalte, at hun tydeligt kunne huske hvordan det var at være nyuddannet, og fortalte ligeledes, fortrøstende, at hun havde lært at kunne skille sygeplejerskelivet og privatlivet fra hinanden. Det er så rart og dejligt at høre, og at tale med nogen, som har været i faget i flere år. Det hjælper mig til at komme videre, når jeg nogen gange synes at det kan være rigtig svært at være andet en sygeplejerske Frederikke.

Jeg går i mod to nattevagter, og har tre mere i næste uge. Derefter har jeg en lille uges ferie, det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg ser frem til at lade batterierne op og til passe og pleje mig selv rigtig meget, og jeg glæder mig især til at komme rigtigt i orden i mit stadig nye hjem.

Det er faktisk lidt skørt at gå og passe og pleje en masse andre, samtidig med, at jeg slet ikke formår at passe og pleje mig selv til fulde. Jeg kan heldigvis også se frem til en lille mini ferie i Spanien hos min søster, som bor der, det glæder jeg mig også helt vildt til!

God Kristihimmelfart og feriedage, til jer, som har fri :-) og tak fordi at I læser med.

tempimageforsave

To søde kollegaer, Pernille og Malene, og mig selv i midten – fra en fredagsbar :-) 

tempimageforsave

To søde kollegaer, Camilla og Cecilie, fra en hyggelig aften i byen :-)

tempimageforsave

Dream Team! Julie, Pernille, Charlotte og mig. Et billede fra en dag i solen, da jeg med disse dejlige kollegaer var på 1. uddannelse modul, på min afdeling :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse


 

Et lille indblik i en arbejdsdag på Neonatalafdelingen

img_3424

Flere har efterspurgt hvad jeg som neonatalsygeplejerske laver, når jeg er på arbejde, derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg om en dag på mit arbejde. Hvis I sidder og brænder inde med spørgsmål, så fyr endelig løs – jeg vil prøve at svare, så godt som jeg kan :-)

Først vil jeg lige understrege, at jeg af hensyn til min tavshedspligt ikke kan eller vil gå i dybden med konkrete oplevelser fra min hverdag. Men jeg vil beskrive en dag, sådan overordnet. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i en god dagvagt med god tid, da jeg med dette blogindlæg ønsker, at give et billede at hvad det vil sige at arbejde som neonatalsygeplejerske, og ikke ønsker at fokusere på travlhed og urimelige arbejdsforhold, det gør jeg nok i forvejen. Så, here it comes, velkommen med mig på arbejde, i hvert fald i skriftlig form :-)

Kl. 05.30-05.45 

Jeg står op, bader, hopper i noget ret så vilkårligt tøj (for det meste joggingtøj). Tit når jeg også en kop hurtig tår kaffe, og er jeg sulten, også en hurtig bid at spise – men jeg er sjældent sulten så tidligt på morgenen. Og nu cykler jeg afsted, næsten altid, lidt for sent på den.

Kl. 07.

Her står jeg omklædt, klar til morgenkonference, med alle de andre sygeplejersker, som jeg møder ind i vagt sammen med. Her får vi “nyt” at vide, hvis der skulle være noget, og det er der som regel. Som regel er der kommet et barn, eller flere, i løbet af forgående vagt, og der er som regel også sket ændringer i tilstand/behandling på nogen af de som i forvejen er indlagt.

Til konferencen får jeg også udleveret en seddel hvorpå jeg kan se hvem jeg er sygeplejerske for den pågældende dag – er jeg PAS (Pleje Ansvarlig Sygeplejerske) for en familie, er det som regel der jeg skal være. Ellers kan jeg også her til morgenkonferencen se min sparringspartner i øjnene, og nogen gange, bare finde ud af hvem det er :-) Vi er ret mange sygeplejersker på min afdeling, hehe! En sparringsparter, er den som jeg sparer med i løbet af min vagt, det siger næsten sig selv. Skal jeg tisse, i medicinrummet eller fx. hente mælk til mine patienter, skal jeg have fat i min sparringspartner, sådan at min sparringspartner kan holde øje og “lytte” på mine patienter. Vi har overvågning næsten over alt i afdelingen, det vil altså sige MANGE bib-lyde, dem skulle jeg godt nok vænne mig til i starten. Men jeg er vist allerede blevet ret så immun, de bib-lyde, lærer man vist ret hurtigt at cope med som sygeplejerske. Men i starten hørte jeg de bib-lyde, ret tit, også når jeg havde fri, de sad ligesom fast inde i mit hovede.

Kl. 07.03-10.

Så finder jeg den sygeplejerske som har været inde på den eller de stuer som jeg skal overtage. Jeg får rapport – selvom det egentlig er sådan, at vi ikke har mundtlig rapport, men skal læse os til det, så er det sådan i virkeligheden, at der næsten altid lige er lidt besked at give/få. Om ikke andet, så sørger jeg i hvert fald for at hilse og se sygeplejersken i øjnene, sådan at jeg ved besked om at hun er gået eller er på vej hjem.

Som noget af det aller første går jeg ind på min stue/stuer og siger godmorgen og tjekker udstyr og tjekker patientarmbånd. Jeg skal tjekke at alarmgrænserne er indstillet som de skal dvs. grænserne på overvågningen, som patienterne ligger med. Jeg tjekker at min ventilationsudstyr er indstillet og virker som det skal og tjekker at mit sug virker som det skal. Jeg tjekker selvfølgelig også, at det er den rigtige patient, som ligger på den rigtige stue vha. cpr nr. og pårørende.

Hvis ikke der er medicin, mad eller andre sådan lige-nu-og-her-opgaver jeg skal sørge for at få styr på med det samme, så sætter jeg mig og læser i Sundhedsplatformen. Det plejer der som regel at være tid til, i en god vagt :-) Jeg kan rigtig godt lide lige at få styr på hvad der er sket i den forgående vagt, og bare generelt at læse op på hvad situationen er, om der evt. skal ske noget denne dag – fx. undersøgelser, blodprøver og generelt lige få et indtryk af hvordan patienten har det mm.

Der er som regel medicin og vitaminer som skal gives kl. 08. Det kan være en god idé at gå i medicinrummet i god tid – da der godt kan forekomme kø :-) Så er der mad, som skal gives, som regel også kl. 08. Det skal hentes og varmes, medmindre forældrene selv gør det. Vi arbejder med familiecentreretpleje, så vi fokuserer og arbejder på, at familien er medinddraget mest muligt i plejen. De fleste får mad på sonde, men nogle spiser også ved moders bryst, ved siden af at få mad på sonden. Det kommer helt an på alder, vægt og hvordan de har det. Sondeanlæggelse var noget jeg hurtigt blev lært op i, og er en opgave som jeg udfører selvstændig, jeg har også lært forældre op i det. I starten var det en stor opgave, som var omfattende og svær, men nu er sondeanlæggelse noget som sidder på min rygrad (sejr!). De kære små har det med at være gode til at hive sonderne op selv, især jo ældre og større de bliver. Jeg har ikke prøvet at anlægge sonde før på andre afdelinger, så jeg ved ikke hvordan det er at anlægge på voksne, men jeg har hørt fra mange, at det skulle være meget lettere at anlægge sonder på børn og især på babyer, end på voksne patienter.

Frem til kl. ca. 10 er der forstuegang med lægerne, som går en runde, der er det en rigtig god idé at være med, sådan at man kan fortælle status quo, tilstand, behandling osv. Til forstuegang er der super godt hvis man har nået at veje patienten, hvis det er veje dag eller hvis patienten fx. skal vejes hver dag. Det bliver lægerne glade for, for så har de noget at regne på og forholde sig til ift. væskeregnskab. Ellers er jeg, så vidt muligt, meget på stuen med de pårørende og patienten frem til formiddag.

Hvis patienten fx. ligger i det der hedder nCPAP, er der flere ting som sygeplejersken skal sørge for. Der skal måles tryk, skiftes udstyr mm. Forældrene kan selv vaske og soignere barnet, men som regel er jeg også med til dette, både for at støtte men også bare for at være der, for at være med til at passe og pleje barent og for at observere hvordan barnet har det.

* nCPAP: Continious Positive Airway Pressure, en behandling der tilfører barnet varm fugtet atmosfærisk luft ( + evt. ilt) under et lille overtryk via næsen, CPAP hjælper barnet med at holde lungerne udfoldede og lette vejrtrækningen. 

Så er der selfølgelig medicin, som skal trækkes op og gives. Medicin gives i sonden, og/eller i et PVK. Har barnet CVK, er det som regel mere intensivt, og jeg er fortsat babynurse, og “kun” alment oplært altså ikke intensivoplært endnu. Så det er sjældent at jeg står med CVK, men det hænder, og så be’r jeg om hjælp fra en kollega hvis det skulle være.

Jeg måler også temperatur på barnet, blodtryk, smertescorer, ser på vejrtrækning, hud og alle andre sådanne sygeplejefaglige observationer.

Kl. 10-12

I dette tidsrum spiser vi sygeplejersker morgenmad – første gang blev jeg helt paf! Paf på den gode måde, fordi jeg synes det er fantastisk at vi har mulighed for det. Men vi har selvfølgelig brug for benzin til motoreren ligesom alle andre. Vi spiser på skift, dvs. at vi her bruger vores sparringspartnere og lytter på hinandens stuer, når den anden sygeplejerske spiser morgenmad. Vi spiser altså ikke i to timer, men ca. i et kvarter. Den resterende tid går med stuegang, hvis der er stuegang, ikke alle patienter har stuegang hverdag – men næsten. Ellers går tiden med pleje, medicin, evt. GFO samtaler med de pårørende. Det er samtaler om hvordan det går og om hvad de pårørende har på hjertet.

Kl. 12-14

På de gode dage har vi tid til at sidde sammen og spisefrokost – det er så rart! Her har vi også konferencer; monofaglige og tværfaglige, supervision m. psykolog, journal-club og andet fagligt. Det er spændende at der hele tiden er noget fagligt at deltage i, men det var også noget, som jeg skulle lige skulle vende mig til i starten:) Det er en afdeling hvor fagligheden er meget høj, og som kræver, at man holder sig godt opdateret. Jeg prøver så vidt muligt at hænge i.

Kl. 15-15-15

Overleveringstid og hjem! Jeg plejer som regel, desværre, også på gode dage at være bagud med min dokumentation. Jeg kæmper stadig med at blive mere dus med Sundhedsplatformen. Jeg synes og føler at jeg skal dokumentere helt sindssygt meget, samtidig med at jeg føler, at jeg ikke dokumenterer særlig meget? Kan nogen følge mig? Men altså, jeg er overordnet positiv og glad for systemet. Jeg skal nok bare øve mig i at blive bedre til at dokumentere mere i løbet af dagen. Det kommer, det er jeg sikker på. Rom blev ikke bygget på en dag, sådan siger jeg tit til mig selv.

Jeg håber at I synes det var spændende og hyggeligt at være med mig på arbejde :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kære regering, I burde skamme jer!

snapseed

På trods af at vi sygeplejersker, os som er nogle af eksperterne i sundhedsvæsenet, længe, har råbt vagt i gevær og har advaret om, at vi ikke kan løbe stærkere, så har regeringen vedtaget at vi fortsat skal løbe 2 pct. stærkere for hvert år der går. Regeringen svigter patienterne, for vi sygeplejersker får fremover endnu mindre tid til vores patienter. Det går allerede udover kvaliteten og patientsikkerheden, i en vis grad, og det vil kun blive værre.

Jeg arbejder på en neonatal afdeling med ekstremt for tidligt fødte børn. Det vil sige, en afdeling hvor børnene jeg passer, er skrøbelige og har brug for masser af ro omkring sig. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe den fornødne ro, når jeg står på en patientstue og jeg mærker også, at de pårørende er glade for mig som sygeplejerske.

Men en dag sagde en pårørende til mig:

>Frederikke, du skøjter jo rundt, du burde anskaffe dig et par rulleskøjter, det ville lette dit arbejde<<.

Dernæst grinede vi sammen på stuen, og jeg måtte svare, at jeg om et par dage skulle ud og filme til en kortfilm med nogle sygeplejerske kollegaer, hvor jeg netop skulle være iført rulleskøjter. En af mine undervisere fra Meningsdanneruddannelsen, Sygeplejerske Ditte Krøyer, har sat gang i en kampagne, 2pctVÆK, for at gøre et oprør mod regeringens krav om, at vi i sundhedsvæsenet skal effektivisere 2 pct. mere for hvert år. Den første film, som blev lagt ud, medvirkende jeg i, iført rulleskøjter med en madvogn. Med humor og ved at vende om på det hele, viser denne kampagne, med små kort film, at vi da sagtens kan blive ved med at effektivisere. Budskabet er selvfølgelig sarkastisk, for NEJ, vi kan ikke løbe 2 pct. stærkere mere. Det kan vi IKKE.

Se filmen som jeg medvirker i her

Da den pårørende den dag foreslog mig, at jeg fik mig et par rulleskøjter, blev jeg først rigtig trist indeni. For med ét slog det mig, at jeg ikke var en god nok sygeplejerske. Hvis de havde lagt mærke til at jeg løb rundt, hvilket signal var det så lige at jeg sendte til dem, og alle de andre pårørende? En afdeling, hvor der er et maksimalt behov for ro omkring patienterne og et behov for nærvær og tid til at se de pårørende i øjnene.

Heldigvis så fortalte den pårørende mig, at de havde set mig løbe rundt på gangen, fra den ene stue til den anden, fra vores medicinrum og ud til stuerne. Og det er sandt, det var virkeligheden denne dag og andre dage, når vi har rigtig travlt.

Men her blev jeg rolig, det gjorde mig glad, at den pårørende ikke havde oplevet mig stresset og med høj fart på inde på stuen omkring barnet.

Dog bekymrer det mig, at selv de pårørende bider mærke i hvor travlt vi nogen gange har det. Det var utrolig sødt, og det er meget rørende, når de pårørende er så forstående og sætter sig ind i hvordan det kan være, at være sygeplejerske. Desværre tror jeg at vores travlhed kan smitte af på vores patienter og pårørende. Som på min afdeling og andre afdelinger, så tror jeg generelt, at nogle pårørende og patienter – for den sags skyld, kan føle at de er til besvær hvis de beder om hjælp eller hvis de ringer på klokken, specielt når de mærker og oplever at vi har travlt. I stedet så undgår de at kalde. Dette kan jo have fatale konsekvenser og det er bare én af årsagern til, at vi ikke må have travlt. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det går udover vores patienter og deres pårørende. Og det gør det, når vi skal blive ved med at løbe stærkere for hvert år der går.

Det er jo ganske fantastisk og omsorgsfuldt, når pårørende og patienter bekymrer sig for os sygeplejersker, men helt ærligt, så synes jeg det er forrykt. Disse pårørende og patienter er i en livskrise, og bør have helt ro og skal ikke også bruge energi og ressourcer på at bekymre sig om os. De pårørende bekymrer sig i forvejen om dem de har kær, de skal have ro. Patienterne, er syge, på den ene eller anden måde, og skal også have ro. Men desværre er det ikke muligt at undgå, at de oplever at vi sygeplejersker er stressede og til tider løber forvirrede rundt i alt for høj en fart.

At regeringen ikke forstår alvoren i, at vi ikke kan effektivisere mere, er mig en gåde. Jeg kan ikke forstå, at de kan blive ved med at lukke øjnene for alle de historier vi fortæller fra vores hverdag i uniformen.

Skal der virkelig rulle hoveder, før at der bliver grebet ind? Det er som om at regeringen ikke vil handle før at der oprigtigt sker grusomme fejl og ulykker. Vi, sygeplejersker og alt andet sundhedspersonale, står i det her hver dag, vi oplever hvor alarmerende det er. Og hvem er det som skal se patienterne og de pårørende i øjnene? Hvad er det for en måde at behandle mennesker på?

I, regeringen, I skulle skamme jer, I som sidder og tager disse beslutninger. I kender tydeligvis ikke til den sande virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

De 2 pct. effektiviseringskrav, som I mener bør forblive, er fuldstændig uacceptable. I burde passe på vores samfund, ikke nedbryde det. Vi, sygeplejersker, og alt andet sundhedspersonale er eksperter på vores fag og på det som vi oplever i uniformen, derfor burde I for alvor tage at lytte lidt på os.

Vi, som hver eneste dag passer på vores borgere, vi må da om nogen vide bedst. Desværre mener I, at I ved bedst, I med jeres regnemaskiner og reformer. Det er ubarmhjertigt, og slet ikke i orden.

Stakkels patienter, stakkels pårørende og stakkels Danmark. Jeg føler mig magtesløs, men jeg tager kampen op, og fortsætter i hurtig fart i mine løbesko, så længe jeg holder til det, og håber på, at regeringen snart åbner sine øjne, før det er for sent.

Vi er eksperterne på det vi oplever, og vi har længe råbt op og bedt om hjælp og flere ressourcer – IKKE færre.

Se mere om Dittes kampagne 2pctVÆK her og se de 3 film, som indtil videre er lagt op. Der kommer flere :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg kæmper stadig

img_4802

Rom blev ikke bygget på én dag, og jeg kæmper altså stadig en brag kamp, for at være mig samtidig med at jeg også er sygelejerske-mig.

Jeg tager virkelig virkelig hatten af med stort H for alle de kollegaer jeg har, og alle andre sygeplejersker, som har børn ved siden af sygeplejerske jobbet! Jeg forstår slet ikke, hvordan at det kan lade sig gøre?

I dag kom jeg lidt for sent ud af døren på jobbet pga. overarbejde i form af dokumentering (det gør jeg desværre lidt for tit). Jeg kørte hjem, i sådan nogenlunde humør, og med energi nok til at stoppe ved min Netto for at handle ind. Jeg skal nemlig i nattevagt lige om lidt – til og med torsdag. Derfor synes jeg det er rart at få fyldt depoterne op.

Jeg var hjemme 16.30. Sur, tvær og ked af det. Der var sindssygt lang kø i Netto og jeg havde bare lyst til at skrige:

<<FLYT JER FOR S*TAN!!! JEG SKAL FØRST, JEG SKAL HJEM OG SOVE, JEG SKAL I NATTEVAGT!<<

Jeg opførte mig selvfølgelig ordenligt og ovenstående foregik kun oppe i mit hovede og i min fantasi :-D

Men denne her episode fik mig til at oprette en profil på Nemlig.com da jeg kom hjem! Jeg håber at denne forholdsvis lille ændring, kan hjælpe mig lidt, i min travle og hårde hverdag som sygeplejerske. Jeg glæder mig i hvert fald til at skulle sidde og shoppe madvarer online og endnu mere til at få dem bragt direkte til døren.

Jeg ved godt at jeg er bagud, og at det ikke er nyt at benytte sig af Nemlig.com, men jeg har bare indtil nu haft den opfattelse af, at det da slet ikke var mig – sådan noget med at shoppe madvarer online. Man har et standpunkt til man ta’r et andet, ikke? :-)

Har I mon nogle erfaringer med at handle madvarer ind online?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse