Kære regering, I burde skamme jer!

Et lille indblik i en arbejdsdag på Neonatalafdelingen

img_3424

Flere har efterspurgt hvad jeg som neonatalsygeplejerske laver, når jeg er på arbejde, derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg om en dag på mit arbejde. Hvis I sidder og brænder inde med spørgsmål, så fyr endelig løs – jeg vil prøve at svare, så godt som jeg kan :-)

Først vil jeg lige understrege, at jeg af hensyn til min tavshedspligt ikke kan eller vil gå i dybden med konkrete oplevelser fra min hverdag. Men jeg vil beskrive en dag, sådan overordnet. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i en god dagvagt med god tid, da jeg med dette blogindlæg ønsker, at give et billede at hvad det vil sige at arbejde som neonatalsygeplejerske, og ikke ønsker at fokusere på travlhed og urimelige arbejdsforhold, det gør jeg nok i forvejen. Så, here it comes, velkommen med mig på arbejde, i hvert fald i skriftlig form :-)

Kl. 05.30-05.45 

Jeg står op, bader, hopper i noget ret så vilkårligt tøj (for det meste joggingtøj). Tit når jeg også en kop hurtig tår kaffe, og er jeg sulten, også en hurtig bid at spise – men jeg er sjældent sulten så tidligt på morgenen. Og nu cykler jeg afsted, næsten altid, lidt for sent på den.

Kl. 07.

Her står jeg omklædt, klar til morgenkonference, med alle de andre sygeplejersker, som jeg møder ind i vagt sammen med. Her får vi “nyt” at vide, hvis der skulle være noget, og det er der som regel. Som regel er der kommet et barn, eller flere, i løbet af forgående vagt, og der er som regel også sket ændringer i tilstand/behandling på nogen af de som i forvejen er indlagt.

Til konferencen får jeg også udleveret en seddel hvorpå jeg kan se hvem jeg er sygeplejerske for den pågældende dag – er jeg PAS (Pleje Ansvarlig Sygeplejerske) for en familie, er det som regel der jeg skal være. Ellers kan jeg også her til morgenkonferencen se min sparringspartner i øjnene, og nogen gange, bare finde ud af hvem det er :-) Vi er ret mange sygeplejersker på min afdeling, hehe! En sparringsparter, er den som jeg sparer med i løbet af min vagt, det siger næsten sig selv. Skal jeg tisse, i medicinrummet eller fx. hente mælk til mine patienter, skal jeg have fat i min sparringspartner, sådan at min sparringspartner kan holde øje og “lytte” på mine patienter. Vi har overvågning næsten over alt i afdelingen, det vil altså sige MANGE bib-lyde, dem skulle jeg godt nok vænne mig til i starten. Men jeg er vist allerede blevet ret så immun, de bib-lyde, lærer man vist ret hurtigt at cope med som sygeplejerske. Men i starten hørte jeg de bib-lyde, ret tit, også når jeg havde fri, de sad ligesom fast inde i mit hovede.

Kl. 07.03-10.

Så finder jeg den sygeplejerske som har været inde på den eller de stuer som jeg skal overtage. Jeg får rapport – selvom det egentlig er sådan, at vi ikke har mundtlig rapport, men skal læse os til det, så er det sådan i virkeligheden, at der næsten altid lige er lidt besked at give/få. Om ikke andet, så sørger jeg i hvert fald for at hilse og se sygeplejersken i øjnene, sådan at jeg ved besked om at hun er gået eller er på vej hjem.

Som noget af det aller første går jeg ind på min stue/stuer og siger godmorgen og tjekker udstyr og tjekker patientarmbånd. Jeg skal tjekke at alarmgrænserne er indstillet som de skal dvs. grænserne på overvågningen, som patienterne ligger med. Jeg tjekker at min ventilationsudstyr er indstillet og virker som det skal og tjekker at mit sug virker som det skal. Jeg tjekker selvfølgelig også, at det er den rigtige patient, som ligger på den rigtige stue vha. cpr nr. og pårørende.

Hvis ikke der er medicin, mad eller andre sådan lige-nu-og-her-opgaver jeg skal sørge for at få styr på med det samme, så sætter jeg mig og læser i Sundhedsplatformen. Det plejer der som regel at være tid til, i en god vagt :-) Jeg kan rigtig godt lide lige at få styr på hvad der er sket i den forgående vagt, og bare generelt at læse op på hvad situationen er, om der evt. skal ske noget denne dag – fx. undersøgelser, blodprøver og generelt lige få et indtryk af hvordan patienten har det mm.

Der er som regel medicin og vitaminer som skal gives kl. 08. Det kan være en god idé at gå i medicinrummet i god tid – da der godt kan forekomme kø :-) Så er der mad, som skal gives, som regel også kl. 08. Det skal hentes og varmes, medmindre forældrene selv gør det. Vi arbejder med familiecentreretpleje, så vi fokuserer og arbejder på, at familien er medinddraget mest muligt i plejen. De fleste får mad på sonde, men nogle spiser også ved moders bryst, ved siden af at få mad på sonden. Det kommer helt an på alder, vægt og hvordan de har det. Sondeanlæggelse var noget jeg hurtigt blev lært op i, og er en opgave som jeg udfører selvstændig, jeg har også lært forældre op i det. I starten var det en stor opgave, som var omfattende og svær, men nu er sondeanlæggelse noget som sidder på min rygrad (sejr!). De kære små har det med at være gode til at hive sonderne op selv, især jo ældre og større de bliver. Jeg har ikke prøvet at anlægge sonde før på andre afdelinger, så jeg ved ikke hvordan det er at anlægge på voksne, men jeg har hørt fra mange, at det skulle være meget lettere at anlægge sonder på børn og især på babyer, end på voksne patienter.

Frem til kl. ca. 10 er der forstuegang med lægerne, som går en runde, der er det en rigtig god idé at være med, sådan at man kan fortælle status quo, tilstand, behandling osv. Til forstuegang er der super godt hvis man har nået at veje patienten, hvis det er veje dag eller hvis patienten fx. skal vejes hver dag. Det bliver lægerne glade for, for så har de noget at regne på og forholde sig til ift. væskeregnskab. Ellers er jeg, så vidt muligt, meget på stuen med de pårørende og patienten frem til formiddag.

Hvis patienten fx. ligger i det der hedder nCPAP, er der flere ting som sygeplejersken skal sørge for. Der skal måles tryk, skiftes udstyr mm. Forældrene kan selv vaske og soignere barnet, men som regel er jeg også med til dette, både for at støtte men også bare for at være der, for at være med til at passe og pleje barent og for at observere hvordan barnet har det.

* nCPAP: Continious Positive Airway Pressure, en behandling der tilfører barnet varm fugtet atmosfærisk luft ( + evt. ilt) under et lille overtryk via næsen, CPAP hjælper barnet med at holde lungerne udfoldede og lette vejrtrækningen. 

Så er der selfølgelig medicin, som skal trækkes op og gives. Medicin gives i sonden, og/eller i et PVK. Har barnet CVK, er det som regel mere intensivt, og jeg er fortsat babynurse, og “kun” alment oplært altså ikke intensivoplært endnu. Så det er sjældent at jeg står med CVK, men det hænder, og så be’r jeg om hjælp fra en kollega hvis det skulle være.

Jeg måler også temperatur på barnet, blodtryk, smertescorer, ser på vejrtrækning, hud og alle andre sådanne sygeplejefaglige observationer.

Kl. 10-12

I dette tidsrum spiser vi sygeplejersker morgenmad – første gang blev jeg helt paf! Paf på den gode måde, fordi jeg synes det er fantastisk at vi har mulighed for det. Men vi har selvfølgelig brug for benzin til motoreren ligesom alle andre. Vi spiser på skift, dvs. at vi her bruger vores sparringspartnere og lytter på hinandens stuer, når den anden sygeplejerske spiser morgenmad. Vi spiser altså ikke i to timer, men ca. i et kvarter. Den resterende tid går med stuegang, hvis der er stuegang, ikke alle patienter har stuegang hverdag – men næsten. Ellers går tiden med pleje, medicin, evt. GFO samtaler med de pårørende. Det er samtaler om hvordan det går og om hvad de pårørende har på hjertet.

Kl. 12-14

På de gode dage har vi tid til at sidde sammen og spisefrokost – det er så rart! Her har vi også konferencer; monofaglige og tværfaglige, supervision m. psykolog, journal-club og andet fagligt. Det er spændende at der hele tiden er noget fagligt at deltage i, men det var også noget, som jeg skulle lige skulle vende mig til i starten:) Det er en afdeling hvor fagligheden er meget høj, og som kræver, at man holder sig godt opdateret. Jeg prøver så vidt muligt at hænge i.

Kl. 15-15-15

Overleveringstid og hjem! Jeg plejer som regel, desværre, også på gode dage at være bagud med min dokumentation. Jeg kæmper stadig med at blive mere dus med Sundhedsplatformen. Jeg synes og føler at jeg skal dokumentere helt sindssygt meget, samtidig med at jeg føler, at jeg ikke dokumenterer særlig meget? Kan nogen følge mig? Men altså, jeg er overordnet positiv og glad for systemet. Jeg skal nok bare øve mig i at blive bedre til at dokumentere mere i løbet af dagen. Det kommer, det er jeg sikker på. Rom blev ikke bygget på en dag, sådan siger jeg tit til mig selv.

Jeg håber at I synes det var spændende og hyggeligt at være med mig på arbejde :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

3 kommentarer

  • Camilla Kaas

    Hej Frederikke! Jeg bliver selv sygeplejerske om en måned og synes din blog er super spændende at følge med i! Dejligt at vide at man ikke står alene med nogle af de følelser man kan få som nyuddannet, men garantrisse også som erfaren sygeplejerske :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Frederikke! Tak for din blog synes altid,at set er interessant! H ad betyder ‘neo nAtalanta? Et det spansk? Ny dag? 😁
    Og forresten: du skal altså mindst spise frugt om morgen! Banan, æble, kiwi, avocado, juice, u name it! For din egen skyld og naturligvis ‘vores! Ha’ en god uge! 🍎🍌🍓🍐🍊🍒

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hele

    Fedt opslag, vil selv gerne arbejde sådan et sted. Bed lige mærke til noget. I burde da ikke servere mad til den forældre der er indlagt, det skal de da selv gøre medmindre de selvf. Ikke har mulighed for det. Det er også sundt for dem at gøre ting selv, så de ikke går i stå i den her periode.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Kære regering, I burde skamme jer!