Jeg kæmper stadig

Kære regering, I burde skamme jer!

snapseed

På trods af at vi sygeplejersker, os som er nogle af eksperterne i sundhedsvæsenet, længe, har råbt vagt i gevær og har advaret om, at vi ikke kan løbe stærkere, så har regeringen vedtaget at vi fortsat skal løbe 2 pct. stærkere for hvert år der går. Regeringen svigter patienterne, for vi sygeplejersker får fremover endnu mindre tid til vores patienter. Det går allerede udover kvaliteten og patientsikkerheden, i en vis grad, og det vil kun blive værre.

Jeg arbejder på en neonatal afdeling med ekstremt for tidligt fødte børn. Det vil sige, en afdeling hvor børnene jeg passer, er skrøbelige og har brug for masser af ro omkring sig. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe den fornødne ro, når jeg står på en patientstue og jeg mærker også, at de pårørende er glade for mig som sygeplejerske.

Men en dag sagde en pårørende til mig:

>Frederikke, du skøjter jo rundt, du burde anskaffe dig et par rulleskøjter, det ville lette dit arbejde<<.

Dernæst grinede vi sammen på stuen, og jeg måtte svare, at jeg om et par dage skulle ud og filme til en kortfilm med nogle sygeplejerske kollegaer, hvor jeg netop skulle være iført rulleskøjter. En af mine undervisere fra Meningsdanneruddannelsen, Sygeplejerske Ditte Krøyer, har sat gang i en kampagne, 2pctVÆK, for at gøre et oprør mod regeringens krav om, at vi i sundhedsvæsenet skal effektivisere 2 pct. mere for hvert år. Den første film, som blev lagt ud, medvirkende jeg i, iført rulleskøjter med en madvogn. Med humor og ved at vende om på det hele, viser denne kampagne, med små kort film, at vi da sagtens kan blive ved med at effektivisere. Budskabet er selvfølgelig sarkastisk, for NEJ, vi kan ikke løbe 2 pct. stærkere mere. Det kan vi IKKE.

Se filmen som jeg medvirker i her

Da den pårørende den dag foreslog mig, at jeg fik mig et par rulleskøjter, blev jeg først rigtig trist indeni. For med ét slog det mig, at jeg ikke var en god nok sygeplejerske. Hvis de havde lagt mærke til at jeg løb rundt, hvilket signal var det så lige at jeg sendte til dem, og alle de andre pårørende? En afdeling, hvor der er et maksimalt behov for ro omkring patienterne og et behov for nærvær og tid til at se de pårørende i øjnene.

Heldigvis så fortalte den pårørende mig, at de havde set mig løbe rundt på gangen, fra den ene stue til den anden, fra vores medicinrum og ud til stuerne. Og det er sandt, det var virkeligheden denne dag og andre dage, når vi har rigtig travlt.

Men her blev jeg rolig, det gjorde mig glad, at den pårørende ikke havde oplevet mig stresset og med høj fart på inde på stuen omkring barnet.

Dog bekymrer det mig, at selv de pårørende bider mærke i hvor travlt vi nogen gange har det. Det var utrolig sødt, og det er meget rørende, når de pårørende er så forstående og sætter sig ind i hvordan det kan være, at være sygeplejerske. Desværre tror jeg at vores travlhed kan smitte af på vores patienter og pårørende. Som på min afdeling og andre afdelinger, så tror jeg generelt, at nogle pårørende og patienter – for den sags skyld, kan føle at de er til besvær hvis de beder om hjælp eller hvis de ringer på klokken, specielt når de mærker og oplever at vi har travlt. I stedet så undgår de at kalde. Dette kan jo have fatale konsekvenser og det er bare én af årsagern til, at vi ikke må have travlt. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det går udover vores patienter og deres pårørende. Og det gør det, når vi skal blive ved med at løbe stærkere for hvert år der går.

Det er jo ganske fantastisk og omsorgsfuldt, når pårørende og patienter bekymrer sig for os sygeplejersker, men helt ærligt, så synes jeg det er forrykt. Disse pårørende og patienter er i en livskrise, og bør have helt ro og skal ikke også bruge energi og ressourcer på at bekymre sig om os. De pårørende bekymrer sig i forvejen om dem de har kær, de skal have ro. Patienterne, er syge, på den ene eller anden måde, og skal også have ro. Men desværre er det ikke muligt at undgå, at de oplever at vi sygeplejersker er stressede og til tider løber forvirrede rundt i alt for høj en fart.

At regeringen ikke forstår alvoren i, at vi ikke kan effektivisere mere, er mig en gåde. Jeg kan ikke forstå, at de kan blive ved med at lukke øjnene for alle de historier vi fortæller fra vores hverdag i uniformen.

Skal der virkelig rulle hoveder, før at der bliver grebet ind? Det er som om at regeringen ikke vil handle før at der oprigtigt sker grusomme fejl og ulykker. Vi, sygeplejersker og alt andet sundhedspersonale, står i det her hver dag, vi oplever hvor alarmerende det er. Og hvem er det som skal se patienterne og de pårørende i øjnene? Hvad er det for en måde at behandle mennesker på?

I, regeringen, I skulle skamme jer, I som sidder og tager disse beslutninger. I kender tydeligvis ikke til den sande virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

De 2 pct. effektiviseringskrav, som I mener bør forblive, er fuldstændig uacceptable. I burde passe på vores samfund, ikke nedbryde det. Vi, sygeplejersker, og alt andet sundhedspersonale er eksperter på vores fag og på det som vi oplever i uniformen, derfor burde I for alvor tage at lytte lidt på os.

Vi, som hver eneste dag passer på vores borgere, vi må da om nogen vide bedst. Desværre mener I, at I ved bedst, I med jeres regnemaskiner og reformer. Det er ubarmhjertigt, og slet ikke i orden.

Stakkels patienter, stakkels pårørende og stakkels Danmark. Jeg føler mig magtesløs, men jeg tager kampen op, og fortsætter i hurtig fart i mine løbesko, så længe jeg holder til det, og håber på, at regeringen snart åbner sine øjne, før det er for sent.

Vi er eksperterne på det vi oplever, og vi har længe råbt op og bedt om hjælp og flere ressourcer – IKKE færre.

Se mere om Dittes kampagne 2pctVÆK her og se de 3 film, som indtil videre er lagt op. Der kommer flere :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Jeg kæmper stadig