Min lille nye fætter og jeg, for et par uger siden

Der er overvejende mange af jer, som læser med, der i ny og næ kontakter mig og spørger om hvordan og hvorledes jeg fik job på Neonatal afdelingen. Derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine egne erfaringer, og med tips og råd,.

Først vil jeg lige fortælle, at jeg selv ikke havde det sådan “jeg skal bare arbejde med børn”. Det var faktisk tilfældighederne, der førte mig dertil, hvor jeg er i dag. På studiet havde jeg det sådan lidt, at jeg vidste, at mange gerne ville arbejde med børn, og derfor valgte jeg hurtigt, at jeg ikke ville se mig fast på ét bestemt speciale.

Da det kom til, at jeg skulle vælge praktikpladser på modul 11 og 12 valgte jeg så “obstetrisk speciale”. Jeg valgte også andre specialer med børn, herunder også Neonatal afdelingen. Jeg var så heldig at jeg fik mit obstetriske ønske opfyldt og det var her min “pædiatriske sygeplejerske” for alvor begyndte at vokse inden i mig. Jeg var i praktik på barselsgangen, fik efterfølgende timelønnet vikar studiejob der og blev ansat i et halvt års vikariat.

De gange jeg var med til at indlægge nyfødte fra barselsgangen til neonatal afdelingen, kunne jeg godt mærke, at jeg synes det var spændende at være gæst på neo og jeg havde lyst til at blive der. Men jeg var splittet, for jeg elskede også mine “mødre og fædre” som også var mine patienter fra barselsgangen. Jeg elskede det sammenspil der var, at jeg var sygeplejerske for en hel familie, mor, far og baby, men savnede lidt mere aktion. Derfor faldt det mig helt naturligt at søge ind på neonatal afdelingen. Her får jeg nemlig det hele, jeg ser mig selv som at være både neonatal sygeplejerske, men i den grad også barselssygeplejerske.

Jeg var godt klar over, at jeg med kun et halvt års erfaring som sygeplejerske, nok ikke var den som stod stærkest til en eventuel ledig stilling på en neonatal afdeling. Men jeg kom alligevel igennem nåleøjet, og fik arbejde på drømmearbejdspladsen.

Mine råd:

1.

Har du et ønske om at arbejde på en neonatal afdeling, så er mit første råd helt klart bare at gå efter det – Alt er muligt! Jeg tror det aller mest vigtige er, at man brænder for det og er opsat på at lære.

Men jeg tror samtidig også, at det er rigtig godt at have noget erfaring i bagagen, inden at man starter på en neonatal afdeling. Især hvis det er på en intensiv afdeling, som den jeg er på. Men jeg vil samtidig også sige, at jeg ikke tror det er umuligt, at komme direkte fra studiet og ind på en neonatal afdeling, heller ikke hvis man slet ingen børneerfaring har. Men det er helt klart et kæmpe plus, hvis at man har været i praktik på en neonatal afdeling eller en anden børneafdeling.

Jeg vil råde jer, som ønsker job på en neonatal afdeling om at søge praktik på en neonatal afdeling, alle de gange I har muligheden for selv at søge praktik, og hvis I ikke får jeres ønske opfyldt, så prøv at søg et uopfordret studiejob på en neonatalafdeling eller på en barselsgang. Hvem ved, det kan jo være at de lige netop står og mangler en timelønnet vikar :-)

2.

Jeg er selv rigtig glad for at have min viden fra barselsgangen i ærmet, så sent som i nat, så stod jeg i en halv time inde på en stue, og vejledte i amning og det lykkes at få den lille ny til at tage fat og begynde at spise hos sin mor. Jeg kan tydeligt mærke at jeg er stærk, når det kommer til amning og spædbarnspleje, og det ville jeg ikke være foruden, på mit nuværende arbejde som neonatal sygeplejerske. For uanset om et barn er født raskt og til tiden, eller om det er født for tidligt, eller født med en sygdom, så har både forældrene og barnet behov for en sygeplejerske, som er kyndig i at varetage spædbarnspleje og pleje til forældrene med det nyfødte barn.

Så jeg tror, at mit nr. 2 vigtigste og bedste råd er, at prøve at søge job på en barselsgang først. Det giver bare så god mening, at være god til spædbarnspleje og til pleje af de nybagte forældre – inden at man starter på en neonatal afdeling – men igen – det er ikke et must. En ting er alt det med amning, men en anden ting er det kommunikative og hele sygeplejerske-forældre relationen. Den relation er så uhyr vigtigt, både på en barselsgang, men især også på en neonatal afdeling.

Har I nogle spørgsmål, så stil dem gerne, så skal jeg prøve at se om ikke jeg kan svare :-)

Og så en lille anekdote, jeg var for nyligt til navnefest hos min lille søde fætter, som jeg står med i mine arme på billedet. Her sagde min mor og flere andre familiemedlemmer, at man godt kunne se, at jeg arbejder med babyer til hverdag. Jeg tænker ikke selv over det, det falder mig bare naturligt alt det med babyer, men det er helt sikkert ikke noget som jeg er kommet sovende til. De første mange gange jeg skulle holde en nyfødt baby, var jeg lige sige hunderæd, som nogle af forældrene er, men jo flere gange jeg har stået med en baby i mine arme, jo mere naturligt at det blevet og i dag tænker jeg slet ikke over det.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er stolt af at være sygeplejerske. Men i dag mærkede jeg for alvor hvor vigtigt og sigende et job jeg har mig.

På et hospital er der aldrig lukketid, på et hospital slukker lyset aldrig helt, dørene bliver aldrig låst – vi holder altid åbent og det betyder, at der altid er nogen på arbejde, for at holde “biksen” åbent og kørende.

Vi havde i dag travlt, dvs. mange børn og lidt for få hænder, og det viste sig at det ikke ville gå, hvis at alle dagvagterne gik hjem. Jeg blev spurgt om jeg ville blive i 4 timer ekstra, og det tog mig kort tid at finde svaret på det.

Jeg sagde ja! For jeg havde alligevel ingen planer, og skal alligevel op og på arbejde igen i morgen tidlig. Dvs. at jeg tog én for holdet. Jeg er ikke speciel og fantastisk, for det hænder i tider og utider, at vi er nogen som må tage én for holdet. Nogen gange handler det om nogle timer, nogle gange handler det om dobbeltvagter.

Det slog mig for alvor i dag, at mit arbejde er mere vigtigt end noget andet. Jeg, og alle mine sygeplejerske kollegaer derude, er livsnødvendige, og vores tilstedeværelse er den som gør at vi holder de som er indlagt på hospitalet i live – selvfølgelig sammen med alt andet sundhedspersonale.

Det er ubeskriveligt at forklare, hvor meget det betyder at arbejde som sygeplejerske. Det er en helt vild og fantastisk følelse at andre er så afhængige af lige netop dig.

Selvfølgelig kan det være møg hårdt, og der er op og nedture, og gode og dårlige vagter. Men når alt kommer til alt, så er det virkelig et umådeligt fantastisk fag at være i.

En dag som i dag, var en af dem som trak tænder ud, men der er altid friske hoveder som møder ind, og til trods for travlhed og for få hænder, formåede vi at få alt til at gå op i en højere enhed.

Jeg ville gerne have været der meget mere for alle mine patienter, men jeg ved, at de er meget taknemmelige, for de ved også besked om, når vi har travlt. Det er nemlig umuligt at skjule, når det er, at vi flyver rundt på usynlige hjul under fødderne, for at få det hele til at gå op.

Selvom jeg arbejder et sted hvor alle pårørende er sårbare og sprøde, oplever jeg næsten kun glade og tilfredse patienter og pårørende. Jeg synes fortsat det kan være svært og hårdt at kapere, at jeg nogen gange ikke er i stand til at være den sygeplejerske, jeg gerne vil være, når der er travlt. Men det opvejes af, at jeg også oplever, at der er dage, hvor jeg har mulighed for at være den nærværende sygeplejerske, som har god tid til det hele.

Jeg er taknemmelig for at være en del af det her kæmpe store holdteam, hvor alles roller er uundværlige. Selv når det hele er ved at brænde på, er der altid mindst en kollega, der formår at få mig til at smile og grine og som er klar til at tilbyde en hjælpende hånd.

Det er på ingen måde optimalt, at vi skal opleve at have så travlt, at man i øjebliks momenter kan glemme hvad man selv hedder – men der er så meget som opvejer det. F.eks. fik jeg i går beskeden om, at et barn som jeg har passet og plejet, skal hedde mit mellemnavn, til fornavn, efter mig. Fordi jeg er ekstra træt lige nu, får jeg tårer i øjnene nu hvor jeg skriver det her. Det er jo så sødt, og det betyder rigtig meget for mig. Udover det, så oplever jeg generelt en kæmpe støtte og anerkendelse fra de pårørende til mine patienter. Flere gange har jeg oplevet at pårørende har befalet at jeg skal gå til frokost og at jeg skal sørge for at drikke og holde pause.

Det er så vild en følelse, når de pårørende på den måde “ser os” der ellers er dem, som skal “se dem” og deres guldklumper.

Nu skal jeg have mig et langt varmt bad, og så på hovedet i seng, inden en ny dag starter i morgen tidlig. På det mest fantastiske arbejde, med verdens mest fantastiske patienter.

OG så vil jeg da gerne indrømme, at jeg glæder mig helt vildt sindssygt meget, til at rejse en tur til sydens sol nu på onsdag. Jeg skal besøge min storesøster, som er bosat i Spanien.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kære alle sygeplejersker, især jer, som er garvede i faget.

I har selv været der, allesammen. Den dag, den første dag, efter at du havde fået dit bevis og din autorisation. Måske havde du sommerfugle i maven, måske bankede dit hjerte lidt hurtigere end normalt?

Lige nu i denne tid udklækker en masse nye sygeplejersker, og lige om lidt, starter de i forskellige specialer rundt omkring i hele landet. Husk på at du selv har været der. Husk på at du selv har været den nye sygeplejerske, og den helt uerfarne og nyuddannede.

Tag godt imod vores nye kollegaer derude i felten og byd dem varmt velkommen i vores fantastiske fag. Det er så vigtigt at de får en god start, for vores fag er nogle gange næsten umenneskeligt, og det er her ekstra vigtigt, at man har nogle erfarne kollegaer omkring sig, som passer godt på en.

Det er svært at være ny, det kan alle relatere til, men det er endnu mere svært at være ny og samtidig også helt nyuddannet. Som nyuddannet sygeplejerske går man fra at have været studerende i 3 1/2 år, til at skulle være sygeplejerske. Det er ikke sådan lige til at se at med det blotte øje, at en sygeplejerske er nyuddannet. Hun/han vil overfor patienterne og de pårørende ligne “alle os andre”, og på skiltet står der; SYGEPLEJERSKE – helt ligesom på dit skilt. Men den store forskel er, at denne nye sygeplejerske har ekstra brug for god støtte, oplæring og vejledning og det er vores opgave at hjælpe dem alle godt i gang, og på vej i sygeplejefaget. Selvfølgelig har en mentor, leder, klinisksygeplejevejleder eller lign. en særlig opgave i at oplære de nye, men alle os andre, som er på gulvet med de nye, har især også en vigtig rolle – for vi arbejder tæt sammen med dem hele tiden.

Det kan nogle gange være svært at have tiden og overskuddet til at “tage sig af” en ny og grøn sygeplejerskekollega, især når travlheden raser, men det er vores pligt at vi værner om og passer godt på alle de nyudklækkede sygeplejersker OGSÅ selvom vi har travlt, og det har vi.

Jeg har selv til tider stadig brug for at blive “taget af” og passet på, jeg kan sagtens stadig have brug for rigtig meget hjælp og vejledning, da jeg kun har været færdigbagt sygeplejerske i et år. For nyligt oplevede jeg selv at have en hård og træls vagt. Da vagten var slut, kom en erfaren kollega hen til mig, og spurgte om jeg havde lyst til at snakke lidt sammen inden at jeg tog hjem. Det gjorde vi, og det var rigtig dejligt og rart at tale med hende. Det at hun havde “set mig” og opsnappet at jeg havde haft en presset og svær vagt var helt fantastisk. Hun så mig, og greb mig i mine frustrationer. Hun kom med råd og spurgte indtil min trivsel. For mig betød det alverden. Ting som for mig kan være rigtig svære, kan for andre erfarne sygeplejersker virke banalt og som “a piece of cake”, men hende her min kollega satte sig i mit sted og gav sig tid til at tale med mig, på sin helt egen opfordring. Jeg har oplevet lignede flere gange, og det er så ganske fantastisk og gør, at jeg trods travlhed og nogle gange urimelige arbejdsvilkår i faget, elsker mit fag. Så tak for det, alle jer, som ser mig derude :-)

Men jeg husker især hvor skrøbelig og sårbar jeg var, lige i starten. Der er så mange nye indtryk, nye opgaver, ansvarsområder og meget nyt at lære og derfor er det utrolig vigtigt, at man har gode og søde kollegaer bag sig, som står klar, og giver sig tid til at vejlede og til at støtte SELVOM de selv har travlt.

Jeg husker især de første vagter jeg havde, jeg arbejde på barselsgangen, og det kildede i min mave før hver eneste vagt. Jeg glædede mig helt vildt til at møde ind i vagt, men jeg var samtidig også hunderæd. For kunne jeg nu overhovedet finde ud af det? Kunne jeg overhovedet magte denne store opgave der nu var på mine skuldre og hvad nu hvis patienterne stillede mig en masse spørgsmål, som jeg slet ikke kunne svare på?

Jeg var heldig, for jeg havde forinden været studerende på afdelingen, og dernæst arbejdet der som timelønnet vikar, men det gik op for mig, ganske hurtigt, at jeg havde en helt ny rolle. Jeg var SYGEPLEJERSKE, og ikke længere i en “skåne-tilstand” som betød, at der var flere opgaver som jeg blev skånet for. Før kunne sige fra og trække “jeg-er-stadig-studerende-kortet”, når noget blev for svært og når der var noget jeg var usikker på. Sådan var det ikke længere, i hvert fald slet ikke på samme måde, den dag da jeg mødte op i afdelingen og havde mit nye skilt på. Jeg indgik i planen som en del af sygeplejerske personalet og det giver sig selv, at jeg derfor havde en helt andet rolle. Og det skulle jeg også have. For ellers havde jeg ikke været den sygeplejerske, som jeg er i dag. Vi er allesammen forskellige og har brug for noget forskelligt, men ens og tilfælles har vi, at vi ALLE har været nyuddannede sygeplejersker.

Den første tid var for mig hård, men den var også fantastisk. Jeg var omringet af de aller sødeste kollegaer, som jeg heldigvis på forhånd kendte og de kendte mig. Men det var en anden virkelighed, end den som jeg kendte. Jeg mødte ind i vagt på lige fod, som de andre sygeplejersker, og jeg kunne ikke på samme måde trække mit “jeg-er-stadig-studerende-kort”. Når der var travlt i afdelingen oplevede jeg et par gange at blive overfuset af enkelte kollegaer, og jeg husker hvor meget det faktisk påvirkede mig. Jeg husker at jeg kunne føle mig dum og ikke god nok og jeg husker at jeg enkelte gange gik ked af det hjem, fordi at jeg bildte mig selv ind at jeg slet ikke kunne magte opgaven. Heldigvis skete det kun meget få gange, og jeg blev taget utroligt godt imod. Mine kollegaer på barselsgangen var så søde og støttende og gode til at sætte sig i mit sted da jeg var helt nyuddannet. De enkelte gange, hvor jeg oplevede at føle mig dum og ikke god nok var især hvis vi havde så travlt, at der ikke var tid til at jeg kunne sige ordenligt fra. Desværre kunne sådanne situationer resulterer i, at jeg alligevel måtte tage opgaver på min kappe, som jeg ikke var dygtig nok til. Det var ikke sådan, at det var til fare for patienterne, men det gjorde at jeg kun fik endnu mere travlt og at jeg måtte arbejde over, nogle gange alt for længe.

Jeg ved godt, at det er meget lettere skrevet end gjort, og især når man selv har travlt, men jeg råder alle erfarne sygeplejersker til at prøve at tænke og huske tilbage på den tid, hvor man selv var helt nyuddannet. Tænk på hvordan det var, og hvordan man gerne selv ville behandles, hvis man var ny igen og behandl de nye sygeplejersker som du møder, sådan.

Har man meget travlt og ikke muligheden for at hjælpe og støtte sådan lige nu og her, så fortæl, at du nok skal komme og være der så snart det er muligt. Hvis det hele brænder, og opgaven, som den nye sygeplejerske beder om hjælp til er semi akut, må man holde et timeout og finde ud af hvem som kan træde til. Det kan være svært som ny at træde i karakter, at skære igennem og sige HJÆLP MIG – især når der er for travlt til at bede om hjælpen – og det kan altså desværre hænde! Så erfarne sygeplejersker, prøv for så vidt muligt at have øjnene ekstra åbne, og spørg ind til hvordan det går. Måske kan det også bare være, at man tager fat i de nyudklækkede og hører dem om hvordan de har det. Nogle gange kan det hjælpe bare med et smil, eller med en anerkendelse af, at du måske også har travlt, men at du rigtig gerne vil være der, så snart du får et lille lufthul til det.

Til sidst vil jeg bare sige stort tillykke til alle der lige nu udklækker som sygeplejersker, og tillykke til alle os andre, som får en masse nye kollegaer!

Husker du din første dag, eller din første tid som nyudklækket sygeplejerske, og har du lyst til at beskrive det her på bloggen? Så kontakt mig gerne :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Det er blevet besluttet at vi sundhedsvæsenet fortsat skal løbe 2% stærkere for hvert år der går. Til trods for at vi er ufatteligt mange fra gulvet som har råbt vagt i gevær.

Det er efter min mening ganske ufatteligt. Jeg har selv medvirket i en kampagne mod de 2pct, som er sat i værk er min forhenværende træner på Meningsdanneruddannelsen. Kampagnen 2pctVÆK blev sat i værk af sejeste Ditte i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, som medvirkede i et radioindslag på Radio24syv den 7. juni, hør indslaget her.

I indslaget, som omhandler beslutningerne om, at vi fortsat skal løbe 2% stærkere i sundhedsvæsenet, stiller radioværten dette spørgsmål til Ditte:

>>Men kan I så ikke bare sortere alle de opgaver, som ikke handler om liv og død, væk?<<

Blodet boblede inde i mig, da jeg hørte dette spørgsmål, og jeg måtte spole tilbage, og høre det én gang til.
Mine tanker til det spørgsmål var;  JO… det kan vi da, og vi sorterer skam også allerede i stor stil, men det er lige netop noget af det, som vi ikke vil finde os i. For ikke nok med at vi skal sortere i alle disse liv og død opgaver, så skal vi samtidig sortere i opgaver, altså “bare” opgaver, som i visse tilfælde også kan betyde at vi overser liv og død opgaver. Der er IKKE OKAY. Det er ikke okay overfor vores patienter og det er ikke okay for os som står med de beslutninger.

Vi skal blive ved med at løbe stærkere, det vil altså sige, at vi fortsat skal gøre vores arbejde mere effektivt og blive ved med at sortere, mere og mere. Jeg bryder mig virkelig ikke om det sundhedsvæsen vi har fået opbygget, hvor vi skal jonglere med at sortere i hvad der er vigtigst. ALLE opgaver i arbejdet med mennesker der er indlagt på et hospital er vigtige opgaver. Det er ikke “bare” at sortere, og vi kan virkelig ikke blive ved med det her sorteringsarbejde. Det er levende mennesker vi har med at gøre, det er ikke en fabrik, men et sundhedsvæsen som hver eneste dag handler om at mennesker er syge, i krise eller på anden vis har brug for sundhedsprofessionelle omkring sig.

I radioindslaget bliver det nævnt, at Finansministeren er glad for aftalen… Mon også han ville være glad, hvis det var ham som var patienten, eller pårørende til en han har kær, som blev sorteret til at være mindre vigtigt. Om så det handler om medicin, bad, samtale eller alt anden form for behandling, så er det simpelthen urimeligt, at man som sygeplejerske og alt andet sundhedspersonale skal sortere i hvilke patienter der er mest vigtige og har mest livsnødvendigt brug for hjælp. Selvfølgelig er der peeks og dage hvor det bare kun kan gå stærkt, fordi at der kommer uventede patienter og andet, som gør, at der ikke er nok hænder. Det ved jeg godt, det er “a part of the game”. Men at det på flere og flere afdelinger er sådan, at det næsten er blevet hverdag at skulle prioritere i liv og død opgaver mellem patienterne, er bare ikke acceptabelt.

En sygeplejeveninde fortalte mig en dag, at hun havde været i vagt, hvor en af hendes patienter havde fået besked på at den sygdom han/hun havde ikke kunne helbredes og at det var et spørgsmål om tid for denne patient. Min veninde nåede kun lige at lytte i et øjeblik og være der meget kort for patienten, før at hun blev kaldt til noget andet, som var mere vigtigt. Min veninde fortalte mig, at hun gik hjem med en dårlig fornemmelse og følelse i kroppen. Hun var nødsaget til at lade denne patient i stikken, som havde fået en ret så alvorlig besked denne dag. En patient som havde et behov for at tale om den næste tid og om døden. Dette var ikke en mulighed, pga. at der flere steder ikke er tid til at vi som sygeplejersker kan yde den åndelige sygepleje – den sygepleje jeg personligt finder meget essentielt. Den åndelige sygepleje dør med de her 2% effektiviseringskrav og hvis den åndelige sygepleje dør, hvor er vi så?

På sigt er de 2% effektiviseringskrav en kæmpe trussel for vores sundhed, som patienter og pårørende i vores sundhedsvæsen. Flere steder går det allerede ud over flere og det er ikke til at forstå, at regeringen ikke tager det seriøst, når vi fra gulvet siger, at NOK ER NOK.

Fortsætter de her 2pct effektiviseringskrav, må jeg ærligt indrømme og fortælle, at jeg må og kommer til at give afkald på mig kald i fremtiden. Jeg kan ikke og vil ikke være sygeplejerske, hvis jeg skal blive ved med at prioritere på denne måde. Det er ikke fair overfor mine patienter, og jeg vil ikke stå model til det. Jeg havde ikke, i min vildeste fantasi troet, af jeg skulle være så sikker i min sag og udmelde dette – knap et år efter jeg var blev færdiguddannet sygeplejerske.

Vores sundhedssystem er sygt, forstå det nu, politikere, få nu de skyklapper væk og lyt på os der ved hvad vi taler om. I bliver ved med at snakke om regneark og lukker øjnene for den virkelige virkelighed som så småt er i gang med at rådne op.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Se mere til kampagen 2pctVÆK her

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Fra 3 holds vagtskifte til 2

I går havde jeg min sidste aftenvagt. Altså, det bliver nok ikke den sidste i mit liv, men det var i hvert fald den sidste i denne “omgang”. Så langt jeg kan se frem, og så langt der på nuværende tidspunkt er fastlagt vagtplan, er jeg aftenvagts-fri. Jeg kommer til at arbejde udelukkende i dagvagt og i nattevagt og jeg glæder mig faktisk helt vildt til det. Det bliver først og fremmest en befrielse for mig at undgå aftenvagterne, fordi jeg absolut ikke har noget liv, når jeg arbejder i et aftenvagts-rul. De sidste 4 dage har jeg haft 4 aftenvagter i streg, og jeg har fået udrettet lige præcis ingen ting i mit liv ved siden af at være sygeplejerske. Det er i hvert fald det som jeg føler. Og så lyver jeg faktisk i grunden lige nu, når jeg skriver det. For jeg var i weekenden chauffør for min mor, som havde været til fest, og jeg var også til barnedåb. Men jeg har ikke været mig selv. Jeg har været udkørt, udmattet og træt. For det er det som aftenvagt gør ved mig.

Jeg kan såmænd rigtig godt lide, og jeg trives, når jeg er i aftenvagt, men mit liv ved siden af, når jeg arbejder i aftenvagt fungerer ikke. For når jeg kommer hjem fra en aftenvagt kan jeg på ingen måde gå lige i seng. Jeg er som regel altid oppe i mindst en time når jeg kommer hjem, hvorefter jeg tager mig et langt bad og ligger længe og karter rundt i sengen, før at jeg kan falde i søvn. Det resulterer så i, at jeg ikke kan stå op i god tid næste dag, så jeg når kun lige at være oppe i max et par timer, før at jeg skal møde på arbejde igen. Og det hænger virkelig ikke sammen for mig. Mit sociale liv sejler, min lejlighed sejler, der er aldrig noget mad i køleskabet og tøjvasken bugner. Det giver mig stress og jeg kommer altid i ubalance efter et aftenvagtsrul. Jeg bliver ikke depressiv, men jeg tangerer i noget alla derhen af. For det er usundt for mig slet ikke have styr på noget som helst i mit liv ved siden af at være sygeplejerske. Det tror jeg, at mange godt kan sætte sig ind i.

Jeg har, om et par dage, været uddannet i et helt år, og jeg har hele dette år arbejde i 3 holds vagtskifte, så jeg synes at jeg har givet det en chance. Men det er altså bare ikke mig. Jeg er utrolig glad for at det er en mulighed, at jeg nu fremover kun skal arbejde dag og nat. Jeg er næsten sikker på, at det vil give mig lidt mere luft og energi til også at være mig, ved siden af at jeg er sygeplejerske – og på den måde, også gøre mig til en bedre sygeplejerske som er meget mere i balance og mere klar i hovedet. Det sidste er rimelig vigtigt og essentielt, når man er sygeplejerske.

#WorkLifeBalance

Mit første år som sygeplejerske har især lært mig, at det der med worklifebalance er alfa omega. Er jeg ikke i balance i mit privatliv, er jeg det heller ikke i mit sygeplejerskeliv. Jeg kan ikke være den sygeplejerske som jeg gerne vil være, når der er i ubalance i mit privatliv. Her vil jeg nævne yin & yang, som jeg især stiftede bekendtskab med, på min udvekslingspraktik i Kina. Har man for meget eller for lidt yin eller yang, er man i ubalance. Og det er lige præcis det som jeg har været hele det sidste år. Derfor ser jeg utroligt meget frem til at komme mere i balance og finde mig selv, ved siden af at jeg er sygeplejerske.

Nogen vil måske mene, og påpege, >>jamen Frederikke, du har da også så meget at se til i din fritid, med alt det bloggeri og alt det dans<<. Men nej, det er altså ikke sandt. Jeg er helt almindelig, som alle andre, jeg er bare mig som ønsker at have et liv med interesserer ved siden af, at jeg arbejder som sygeplejerske. JA jeg går op i mit bloggeri, for det giver mig energi og det giver mening for mig, at være sygepleje meningsdanner gennem min blog. Og dans, det giver mig livsenergi og fylder mig med en enorm livsglæde og styrker min krop og mit sind.

Til august starter jeg til ballet igen, da jeg har meldt mig på et sommerkursus hele måneden. Ballettimerne ligger om aftenen, så jeg har mulighed for at deltage, alle gangene, fordi at jeg kun skal arbejde dag/nat. Det betyder så utrolig meget for mig, at jeg har mulighed for at dyrke det igen og forhåbentlig, endelig, får prøvet mine tåspids sko – som jeg fik i julegave for to år siden(!). I julimåned skal jeg gå på et sommer samba dansekursus, hos min gamle samba instruktør, som i sin tid lærte mig at danse samba. Jeg glæder mig til at opleve en kontinuitet i også at have et liv ved siden af mit arbejdsliv. Det bliver helt fantastisk at opleve, at jeg ikke kun arbejder og sover, men at jeg faktisk også får tid til at dyrke mig som privatperson ved siden af at jeg er sygeplejerske.

Det er ret uvirkeligt at jeg allerede har været færdiguddannet i et helt år, men når jeg ser tilbage, så har jeg virkelig lært meget, ikke kun om sygepleje, men også om mig selv. Jeg har i hvert fald lært, at det er mere vigtigt end noget andet, at lytte til sig selv og sin krop. Jeg er kun et menneske, ikke en robot, og hvis ikke jeg er i balance, så kan jeg heller ikke hjælpe andre med at komme i balance. Man skal hjælpe sig selv først, før at man kan hjælpe andre. Ovenstående må være dagens sætning. Nu skal jeg have vasket noget tøj, handlet lidt ind og have en lur, før at den står på nattevagt med verdens dejligste og mest fantastiske patienter.

Har du erfaringer med at være gået fra 3 vagtskifte til 2 vagtskifte?

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Mit navn er Andreas, og jeg arbejder som portør på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Grunden til at jeg skriver til jer, er for at I kan blive informeret om hvad der sker med jeres portører. De fleste af jer er nok gjort bekendt med, at over 1000 portører de seneste dage har valgt, at nedlægge arbejdet rundt omkring i landet. De færreste ved dog hvad strejken egentlig handler om. I medierne fortæller de gladelig om at strejken mest handler om, at portørerne ikke ønsker at få pålagt rengøringsopgaver, og om den tvungne uddannelse til serviceassistent.

Men denne konflikt handler ikke om rengøringsopgaver, den handler om vores faglighed, og det ansvar vi føler at vi har for at tilbyde patienterne på sygehusene den bedst mulige behandling.

Mange ved hvad en portør er, men de færreste ved faktisk hvad vi laver.

Som portør er man SPECIALIST. Man er SPECIALIST i at lejre en dårlig patient bedst muligt, for at patientens tilstand ikke forværres. Ydermere har vi et indgående kendskab til lejringer af patienter på operationsstuerne, trombolysestuerne mm.

Man er SPECIALIST i håndtering af diverse redskaber til blandt andet genoptræning, redskaber på traumestuen, redskaber i forbindelse med genoplivning og respirationsstop og meget mere.

Man er SPECIALIST i at give avanceret hjertestops behandling, og det er alene VORES opgave at give effektiv hjertemassage på SAMTLIGE sygehuse, landet rundt.

Man er SPECIALIST i omgang med psykisk syge patienter, hvorfor det oftest er os der bliver tilkaldt, når patienter bliver udadreagerende. Jeg tillader mig at mene, at vi som portører udfører et stort stykke arbejde og gør en stor forskel under disse behandlinger.

I Region Sjælland har man valgt, at lade serviceassistenter overtage vores opgaver på samtlige sygehuse i regionen. Det er med ord som; alsidighed, fleksibilitet, effektivisering osv, at man prøver at sælge konceptet som værende en opgradering.

Det er vi portører, og mange andre faggrupper STÆRKT uenige i. Som det ser ud nu, bliver de nyuddannede serviceassistenter efter vores opfattelse ikke udannet grundigt nok i vores arbejde.

Serviceassistentuddannelsens opbygning er, som det ser ud nu, en rengøringsuddannelse, med fokus på rengøring og hygiejne. Portørdelen af uddannelsen omfatter pt. kun 5-10% af uddannelsen. Regnet om i uger, er det kun omkring 4-5 uger, hvoraf kun 2 af ugerne er praktisk erfaring. De nyuddannede serviceassistenter vi modtager i Region Sjælland, mangler, efter vores mening, viden om patienter, og håndtering af dem. Dem jeg har snakket med har intet/meget lidt lært om; Basal luftvejshåndtering, avanceret genoplivning, lejring, sygdomslære, den akutte patient, ABCDE-princippet mm. Det føler vi som portører ikke er godt nok, for at kunne bestride det brede spektrum af opgaver vi udfører.

Så kære plejepersonale, vi beder om jeres støtte i vores kamp for at beholde vores SPECIALE.

MVH. Andreas Frankner Pedersen.

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg er blevet kontaktet af flere af jer søde læsere om tips og tricks til bacheloreksamen, og derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine personlige tips og råd herom. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg på ingen måde er mester eller ekspert i eksamen. Jeg vil faktisk sige tvært imod, da jeg er super nervøs, en genert person og så hader jeg virkelig eksamen – det har jeg altid gjort.

Men forunderligt nok, så har jeg formået at klare mig godt igennem sygeplejerskeuddannelsen, med pæne karakterer (synes jeg selv) og derfor finder jeg det passende at dele ud af de råd som jeg har i ærmet. MEN der er altså ikke nogen garanti, og der er heller ikke noget facit på hvordan man går til bacheloreksamen. Det er meget individuelt, da vi allesammen er forskellige, og alle eksaminatorer og censorer er forskellige og vil “have” noget forskelligt.

Men det kan vel ikke skade, at jeg skriver lidt om min bacheloreksamen, som fandt sted den 17.06.16 :-)

I min bachelorgruppe var vi 3 som havde skrevet sammen. Jeg var den første af os tre som skulle op og forsvare vores projekt. Jeg var på den ene side ved at dø over at jeg var den første, men samtidig synes jeg også, at det var rart. For så fik jeg det overstået, hurtigst muligt. Lige meget om hvornår på dagen man skal op, om man er den første eller sidste, så prøv at finde fred med, at lige meget hvad, så skal det nok gå og det skal bare overstås. Det værste som der kan ske er, at man dumper, og så kan man gå op igen. Bacheloreksamen og karakteren er ikke noget som gør dig til en bedre eller dårligere sygeplejerske. Når du har dit bevis og din autorisation, så skal du for alvor i gang med at lære hvad det vil sige, at være sygeplejerske, og du skal finde fodfæste og forme dig selv ind til den sygeplejerske du gerne vil være – OG TRO MIG, det er det som bliver rigtig svært og til tider rigtig hårdt!

Prøv at finde lidt fred med at bacheloreksamen “bare” er endnu en eksamen i rækken, ud af alle de mange eksamener, som du har været til i løbet af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg ved godt, at det er super let for mig at sidde at skrive, da jeg har den oversået og er på den anden side. Men tænk en gang, det fede er, at det her er DEN SIDSTE eksamen, i hvert fald på sygeplejerskeuddannelsen ;-)

Jeg husker tydeligt den dag hvor vi endelig fik afleveret vores bachelorprojekt, det var den største lettelse jeg længe havde oplevet. Jeg husker det som, at nu var jeg fri og nu kunne jeg igen trække vejret normalt (jeg overdriver ikke!). Dagen hvor vi afleverede fejrede vi med god mad og drinks, og dansede til den lyse morgen, det var en fantastisk dag!

Et par dage senere vågnede jeg op til virkeligheden, for nu kom den aller sværeste del. Nemlig forberedelse af den mundtlige besvarelse. Bachelorforsvar… Yiiiks!

Når man har afleveret bachelor sammen i en gruppen, som jeg gjorde, skal man op og forsvare enkeltvis, og enkeltvis udarbejde sit forsvar. Jeg ved ikke om det stadig er sådan på studiet nu, men det går jeg ud fra.

Mine to makkere skrev forsvar om nogenlunde det samme emne og jeg valgte et helt andet og gik en helt anden vej. Det gjorde jeg fordi at jeg simpelhent fandt det enormt spændende, det som jeg perspektiverede til. Jeg har fra den dag vi fik undervisning om konstruktivisme i videnskabsteori, fundet det meget spændende. I bachelorskrivningen valgte jeg derfor, ret hurtigt, at jeg til mit forsvar ville fokusere på konstruktivisme. Det er lidt langhåret, og kan være meget abstrakt, derfor tror jeg heller ikke, at I som læser med, vil få noget særligt ud af at se mit talepapir, som jeg brugte til eksamen.

Jeg har ledt efter mit talepapir, da mange har skrevet og spurgt og om de må se det, for at få inspiration mm., men jeg kan ikke finde det og jeg brugte det faktisk heller ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet.

Da jeg sad og skulle forberede mit forsvar, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg havde enormt svært ved at finde fokus, og enormt svært ved at finde ud af hvor og hvordan jeg skulle starte. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte og sagde højt til mig selv:

>> Jamen.. det er jo bacheloreksamen, jeg skal jo vide ALT!<<.

Det stressede min lille hjerne helt vildt, det der med at jeg nu til denne eksamen faktisk skulle bevise, at jeg vidste rigtig meget, om hvad det vil sige, at være sygeplejerske og at jeg skulle bevise, at jeg havde lært en masse gennem hele studiet.

Jeg valgte derfor at udarbejde en planche, denne havde jeg også med til eksamen, og ud fra den fremlagde jeg. Det er ikke must eller et krav eller noget som helst, men det fungerede godt for mig og gjorde, at jeg var mere rolig til eksamen. Jeg er IKKE en haj til eksaminer. Jeg er møg genert!

Det bedste ved denne planche var faktisk selve processen. Jeg fik skabt et overblik over vores projekt til mig selv, og jeg fandt ud af, sådan mere præcist, hvad ville komme ind på til mit forsvar. Jeg hyggede mig med at lave den, så det var faktisk ren terapi for mig. Jeg nørklede og nussede med at lave denne planche og på den måde fik jeg kanaliseret noget af al min nervøsitet væk og brugte i stedet energi på at være lidt kreativ.

Mit forsvar:

Jeg valgte at lægge en anden videnskabsteoretisk tilgang nedover vores opgave, jeg forklarede kort om konstruktivisme, og herefter fremlagde og forklarede jeg hvordan vi med denne tilgang også kunne have belyst vores problemstilling. Jeg synes det var mega spændende at lave dette forsvar, det var et stort arbejde, for jeg skulle sætte mig ind i en helt anden videnskabsteoretisk tilgang. Men for mig var det vigtigt, at jeg fandt det spændende, det som jeg skulle fremlægge, for jeg har fundet ud af, at hvis jeg brænder for noget – så skinner det også igennem :-)

På min planche kan I se at jeg øverst har skrevet perspektivering, det var det som jeg startede med at fremlægge. Resten af planchen er selve projektet, som jeg havde listet op i korte stikord. Da jeg derhjemme øvede mit forsvar igennem, hjalp det mig utrolig meget til at sætte mine egne ord på og det gjorde, at jeg til eksamen ikke hang fast i mit talepapir. Jeg brugte det faktisk slet ikke. Talepapir er for mig ikke en hjælp, men faktisk det modsatte. Har jeg et talepapir at støtte mig til, sidder jeg med det i hånden, og læser op direkte derfra. I tilfælde af at jeg skulle gå helt kold inde til selve eksamen, så havde jeg selvfølgelig ét med, men jeg brugte det ikke. Det lå på bordet, med bagsiden op ad. Mit råd er klart at man laver et mindmap/planche at tale udfra! Tag et talepapir med, men brug det kun hvis du fuldstændig glemmer hvor du er og hvem du er.

Råd:

• Prøv at lade være med at fokusere på karakteren. Karakteren fortæller intet om den sygeplejerske du kommer til at være fremover. Det er bare et dumt tal, som unødigt stresser dig.
• Optag dig selv når du øver dit mundlitge forsvar, sæt  tid på sådan at du kan se hvor længe det varer. Øv dig foran venner, kæreste, familie. Det er en rigtig god idé at have øvet det igennem og have sagt ordene flere gange. Jeg øvede mig kun overfor mig selv. Jeg optog med telefonen og stod foran spejlet :-)
• Sørg for at få god søvn inden eksamen, jeg tog et lille glas rødvin, som sove medicin, jeg kunne nemlig slet ikke sove dagen inden, haha.
• Lad være med at læse amok dagen inden, det sætter sig alligevel ikke fast (det gjorde jeg alligevel, men seriøst, lad være med det – det stresser dig kun unødigt)
• Er du super nervøs til eksamen, så fortæl det til censor og eksaminator inden eksamen rigtigt starter. Det gjorde jeg. Det hjalp lidt på min nervøsitet.
• Tag noget tøj på som du føler dig godt tilpas i på selve dagen. Lad være med at tænke på at der skal tages billeder, worst case scenario, kan du altid tage skiftetøj med i tasken;)
• Sørg for guds skyld for at være helt hjemme i dit bachelorprojekt. Kend det ind og ud, læs det igennem 100 millinoner gange og én gang til. Du skal forsvare det her projekt, derfor skal du også vide hvad der står, alle steder. Selvfølgelig kan du ikke huske alt til mindste detalje, men overordnet skal du virkelig vide hvad der er blevet skrevet og hvad du/I er kommet frem til af fund osv.
• TRO PÅ DIG SELV og prøv, så vidt muligt, at lade være med at sammenligne dig med andre. Når denne eksamen er overstået, får du dit sygeplejerske kørekort, først derefter skal du ud og lære hvad det vil sige og hvordan man er sygeplejerske. Jeg har fået mit drømmejob, og jeg tror ikke på, at de har kigget på min bachelor og nærstuderet mine karakterer. Det er virkelig ikke særlig vigtigt. MEDMINDRE du skal søge ind på en kandidat udd. så har karakteren selvfølgelig noget at sige.

Og her er vi så, tre sindssygt lettede og meget glade nyudklækkede SYGEPLEJERSKER! Flere af jer er sikkert vildt nysgerrige på vores karakterer, og det er også helt ok. Jeg fik et 10tal og mine to super super dygtige makkere og dejlige veninder scorede begge to 12!!! Så flot!

Pøj pøj og held og lykke til jer allesammen som lige nu sidder og forbereder jer til bacheloreksamen. Stil endelig spørgsmål, så skal jeg prøve på at svare, men husk jeg ved slet ikke alt og er på ingen måde ekspert. Mht. til min planche, så tog jeg bare chancen, der kan sikkert være censorer og eksaminatorer, som slet ikke vil have at man laver sådan en. Jeg ved at andre også laver mindmaps på computeren, og nogle har også bare et simpelt talepapir med ind til eksamen. Det er meget individuelt hvad der virker for den enkelte.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

Følg mig på Instagram her: Thedanishnurse