Frederikke, du skal være mere hård

7 år Niels, man ved et eller andet…

Når det kommer til det der med at sige fra og at stå op for mig selv, så scorer jeg bund karakterer. Det er noget som jeg aldrig rigtig har været så særlig god til, men det er noget, som er ret så vigtigt at være god til, når man er sygeplejerske.

Jeg skal helt enkelt lære at blive bedre til at sige fra. Men det er ikke så enkelt, som det lige står skrevet, når man står i situationerne. Jeg skal blive bedre til det både i mit hverdagsliv, men virkelig især også i mit arbejdsliv. Når jeg er på arbejde har jeg det med bare at knokle på uden at stoppe op og mærke efter, at jeg lige skal række lidt ud, når jeg har for meget om ørene. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg kan komme helt vildt bagud, især med at dokumentere, men også med praktiske opgaver. Jeg er helt klart vokset med opgaven og er blevet meget bedre til det, end hvad jeg var i starten af mit ret så korte sygeplejerskeliv. Men det kan helt sikkert og skal helt sikkert blive bedre.

Når jeg møder ind i vagt, har vi alle fået tildelt patienter, og vagten går i gang. Der er en koordinator, som koordinerer hvem der skal passe hvilke patienter ud fra kompetencer, om man har passet patienterne før og antal af patienter deles ud efter hvor komplekse opgaver der er med den enkelte patient. Men nogen gange, faktisk rigtig tit, opstår der uforudsete opgaver, som gør at man måske på papiret ser ud til at have fint med tid, fordi at patienten fx. var stabil da koordinatoren udarbejdede arbejdsplanen, men i virkeligheden, kan det være anderledes. Det kan det være fordi at patienten kan være blevet dårlig siden sidst, eller fordi der bare opstår noget uventet. På min afdeling kan det også sagtens være de pårørende der har brug for ekstra støtte, råd, vejledning, som ikke sådan lige fremgår ud fra hvordan patienten har det. Så selv om det ser ud til at man har god tid, kan virkeligheden i den pågældende vagt være helt anderledes.

Det er her super vigtigt at være i stand til at sige fra, råbe højt og at bede om hjælp fra kollegaer af. Det er altid svært som ny at råbe højt og sige HJÆLP MIG. Men det er bare så vigtigt. Ikke kun for en selv, men også for patienten og for de pårørende. For eksempel så oplevede jeg i min vagt i nat, at jeg på et tidspunkt simpelhent havde for mange opgaver. På samme tidspunkt skulle jeg være på alle mine tre stuer, og det giver sig selv – jeg kan kun være et sted af gangen. Så på den stue jeg stod på, måtte jeg hurtigt gå ud til mine kollegaer, og sige at jeg lige nu stod med for mange opgaver, og havde brug for hjælp til at løse dem.

Heldigvis var der flere af mine kollegaer der netop på dette tidspunkt havde tid og luft til at hjælpe mig, og det hele gik op i en højere enhed. Jeg nåede lige kort at få pulsen op og tænkte, aaaaaahhhhhh hvordan skal jeg lige løse det her, men med ét, fordi jeg stod op for mig selv, og sagde fra, så faldt pulsen igen og alle mine patienter fik den fornødne sygepleje.

Jeg øver mig i at blive bedre til at sige fra og råbe op hver dag. For det er i sidste ende ikke kun mig det går udover, men også mine patienter, som fx. risikerer at få mad, pleje og medicin på de forkerte tidspunkter.

Udover det med at sige fra ift. opgaver og mængden, skal jeg også lære at sige fra over for kollegaer. Her kan man vel egentlig ligestille det med “survival of the fittest” – den som er bedst til at tale højt og sige fra, overlever bedst muligt. Det kan fx. til tider være svært altid at nå stuegang med lægen i dagvagten, pga. mange patienter, og ikke nok læger – deres arbejdspres kan være ligeså presset som sygeplejerskens, og derfor kan stuegangen gå over i aftenvagten, da lægerne og sygeplejerskerne ikke har samme mødetider. Jeg har oplevet at blive til stuegang, dvs. jeg har fået overarbejde, fordi jeg ikke fik sagt fra, og givet det videre til min kollega i aftenvagten. I en sådan situation, skal jeg også blive bedre til at sig fra overfor lægen, og sige at stuegang ikke passer lige nu, fordi vi er midt i et vagtskifte. Selvfølgelig undtagelsesvis, hvis patienten er akut dårlig og bare skal tilses NU.

Min søde kollega skrev til mig forleden, >>Frederikke, du skal være at være mere hård, jeg ved hvad jeg taler om – 7 år Niels man ved et eller andet<<. Det hun sagde, har givet mig stof til eftertanke, og jeg øver mig og øver mig.

I min vagt i nat sagde jeg fra flere gange, og det er jo slet ikke sådan at mine kollegaer bliver sure eller noget som helst, de vil jo mere end gerne hjælpe mig, ligesom jeg også hjælper dem, når man lige har lidt for mange opgaver på samme tidspunkt.

Jeg tror på at det nok skal blive endnu bedre med tiden, især fordi at jeg vokser af det hver eneste gang, når jeg får stået op for mig selv. Især når jeg oplever hvor positivt det kan være. Selvfølgelig kan der være enkelte episoder hvor det ikke er så positivt, hvis vi har meget travlt, eller hvis kommunikationen går galt. Men som regel kommer der kun noget positivt ud af at sige fra og råbe op.

Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke, at jeg gror et par centimeter, for hver eneste gang jeg lige pipper og siger fra, og så er det bare alfa omega lige at få lidt hjælp af nogle kollegaer en gang i mellem. Ikke kun for hjælpens skyld til at nå det hele, men også især fordi at jeg oplever, at der sker masser af læring, hvis jeg får en hjælpende hånd til en opgave jeg kan finde lidt svær og kompleks.

Nogen gange skal jeg også være bedre til at være mindre følende og sjælelig sygeplejerske, det er jeg rigtig meget, og nogen gange for meget. Nogen tænker måske nu, hvad snakker hun om. Men jeg mener det faktisk. For jeg har det med at være rigtig meget tilstede og talende overfor mine patienters pårørende, nogen gange sådan, at det går udover mig selv og min tid. Og så ender det med at jeg må sidde og have overarbejde for at dokumentere færdigt. Dette var især en kamp for mig i starten da jeg arbejdede på barselsgangen. Jeg synes det var så svært at bryde op, når jeg stod på en stue og vejledte og talte med de nybagte forældre. Det er jeg blevet bedre til. For de pårørende, forældrene, er så forstående og forstår så fint og udemærket godt, at vi sygeplejersker har meget vi skal nå. Det er bare lige det der med at få det sagt, selvfølgelig på en fin og god måde. Jeg arbejder stadig med det, men det er blevet meget bedre med tiden, det kan jeg tydeligt mærke.

Jeg har fx. også lært mig selv at sige >>nu skal jeg lige have noget frokost, og så kommer jeg tilbage bagefter<<. Det kan måske for nogle lyde banalt, men det er bare noget andet, når man står der i kitlen og bare gerne vil være der og hjælpe de pårørende. Jeg siger det selvfølgelig kun i situationer hvor det passer, og hvis det er opgaver der sagtens kan vente. Jeg har kun oplevet at pårørende tager det meget positivt. De vil jo også det bedste for os, og vil meget gerne have, at vi også spiser sådan at vi har energi og overskud til at være gode sygeplejersker.

At sige fra og stå op for mig selv, er en af mine helt store hæmsko, som jeg arbejder med underbevidst hver dag.
Er der mon andre der kender til det?

Jeg kan ikke lave om på mig selv og hvordan jeg er, sådan fra den ene dag til den anden. Men det som min kollega skrev til mig, har givet mig godt stof til eftertanke. Rom blev ikke bygget på én dag og jeg er sikker på, at bare det at jeg er bevist omkring det, og tænker over det, så bliver jeg meget bedre til det som tiden går og i takt med, at jeg bliver ældre i sygeplejefaget.

Rød Zone

img_9839

Jeg er frisk og veludhvilet, for jeg har nemlig sovet en middagslur på knapt 3 timer efter min dagvagt i Rød Zone i dag. Derfor er det tid til et refleksions blogindlæg, som virker afstressende for mig.

Dagvagten i dag stod på Rød Zone dvs. TRAVLT og derfor var jeg naturligvis ekstra træt da jeg kom hjem, end andre dage, hvor den ikke står på Rød Zone.

Til trods Rød Zone havde jeg alt i alt en god vagt, og min arbejdsglæde var for det meste af tiden i den høje ende. Efter min sygesamtalen, med min leder, i starten af denne uge, har jeg siden tænkt over hvor høj min arbejdsglæde sådan generelt er, når jeg er i vagt og inden. Min leder spurgte mig: >>fra en skala på 1-10 hvor høj er din arbejdsglæde så?<<. Det har altså sat gang i lidt tanker hos Frederikke, på den gode måde. For hvis min arbejdsglæde er i bund, hvor er vi så?

Sådan en dag som i dag, i Rød Zone, der kan jeg godt mærke, at min arbejdsglæde ikke er i top. Men den er heller ikke i bund. Slet ikke. Men jeg håber virkelig ikke at Rød Zone er kommet for at blive, jeg håber at vi, som minimum, er i Gul Zone i morgen tidlig, når jeg møder ind.

Til min sygesamtale forleden, talte jeg med min leder om, hvor vigtige mine kollegaer er for mig, og det står jeg fast ved. Når det hele kører så stærkt, at jeg i øjeblikke kan glemme mit eget navn og når jeg løber rundt og kan glemme hvad jeg er i gang med, så er det mere end vigtigt for mig, at det kollegiale bare spiller. Til trods for en noget hektisk dag i dag, så har jeg både spist morgenmad og frokost, haft mulighed for at tisse og der har også været tid til smil, grin og hjælpende hænder dvs. gode kollegaer og altså en helt fin arbejdsglæde også selvom vi var i Rød Zone.

Jeg er fortsat “bare” almen oplært, dvs. at jeg “kun” må passe på almene patienter, som ikke ligger i respirator eller på anden vis får intensiv behandling. Men i dag, havde jeg, udover mine egne almene patienter også til opgave, at være bag på en kollega, som havde to intensive patienter. Når man er “bag på” betyder det, at man skal hjælpe og støtte med opgaver til denne kollega. Selvom det var hektisk i dag, faktisk meget hektisk de første par timer, så havde jeg mig en god dag med fin arbejdsglæde – hvor jeg også var i stand til at tage imod læring. Den ene af min kollegas patienter lå i respirator, og her var jeg med til at pusle og være på stuen, når min kollega skulle til pause etc. Det var spændende at “få lov” at snuse til det intensive speciale og jeg glæder mig til at jeg skal intensiv oplæres. Jeg har sagt til min leder, at det ikke haster, da jeg rigtig gerne vil være meget mere kompetent i alt det almene, før at jeg starter på intensiv oplæring. Men at være bag på, som i dag, at hjælpe til og snuse lidt til det, finder jeg meget meget spændende.

For nogle måneder siden, når jeg kom ind på en stue med intensive patienter, kunne jeg næsten være ræd for respiratoren, men som i dag, finder jeg det helt ok og naturligt at skrue på respiratoren, når min kollega spurgte mig om hjælp til det. Det er en rigtig god følelse at mærke, at det er ok, at stå i med det intensive. Det, at jeg før min intensiv oplæring, får snust og været med til lidt af hvert, tror jeg, er yderst godt for mig. For når så jeg en dag, står midt i min intensiv oplæring, så er det hele ikke fuldstændig nyt for mig.

Når vores patienter er intensive ligger de som regel i respirator, eller anden form for respiratorisk behandling, som er mere end “bare” nCpap tryk 4-5. De er meget små og født ekstremt for tidligt og derfor intensive, i forhold til de lidt ældre og almene patienter, med lidt eller slet ingen respiratorisk støtte.

Min kollega havde en notesbog liggende ved sin computer på stuen, den har jeg fået lov at låne, den var fuld af en masse gode noter, som jeg vil læse – når jeg har lidt mere overskud, og jeg har også fået lov at skrive af.

Det som er noget af det mest spændende ved mit arbejde er, at jeg hver eneste dag oplever at lære noget nyt. Det er selvfølgelig også med til at kunne stresse mig, men jeg synes selv, at jeg hver dag  bliver bedre og bedre til at kunne håndtere denne stress. Det er slet ikke en dans på roser, men det er yderst spændende og giver så god mening for mig, at jeg hver eneste dag, dygtiggører mig selv ved at få snuden i noget nyt.

Det gør selvfølgelig også at jeg sådan dag som i dag er mega træt når jeg kommer hjem, og i dag gik jeg faktisk på hovedet i seng og sov 3 timer i streg. Sådan var det nærmest hver eneste dag, da jeg var helt ny i specialet. Sådan er det ikke mere på normale dage. Der kan jeg godt lave almindelige Frederikke ting efter arbejde i uniformen. Men i dag kunne jeg bare mærke, at jeg bare skulle sove efter arbejde. Det var bare det jeg skulle, for min krop og mit hovede var træt og udmattet, og i morgen skal jeg både i dagvagt og senere også i nattevagt. Så jeg skal have ekstra meget energi i morgen, og have overskud til at være sygeplejerske – både om dagen, men også om natten.

Da jeg sagde farvel til en af “mine” mødre i dag, så sagde jeg på gensyn i morgen, og jeg tilføjede med et smil på læben: >>jeg kommer både i morgen om dagen og om natten, så du slipper altså ikke for mig<<. “Min” mor blev glad, og sagde, >>det er jeg meget glad for Frederikke, det skal du vide<<. Sådan en kommentar, fra en pårørende, varmer og bevirker, at jeg efter en dag i Rød Zone, hvor der var travlt og til tider noget hektisk, alligevel går hjem med et smil på læben og glæder mig til at møde ind i vagt igen i morgen.

Det er så sindssygt fantastisk at de pårørende er i stand til at vise den taknemmelighed, trods den situation de er i. Jeg er taknemmelig, jeg er glad, og jeg kunne slet ikke forestile mig at lave noget andet. Selvom jeg denne weekend nok ikke kommer til at have tid og overskud til at være så meget Frederikke ved siden af Sygeplejerske Frederikke, så er det helt ok. For jeg har virkelig et af landets mest fantastiske jobs. At være sygeplejerske for de mindste patienter og deres forældre, er noget, som jeg vil påstå, er usammenligneligt med noget andet – på den gode måde.

Jeg går i seng om ikke så længe, med en følelse af taknemmelighed, stolthed og glæde for at min valg faldt på at blive sygeplejerske. Det giver bare så meget mening – også selvom det hårdt, stressende, udmattende og under arbejdsvilkår, som vist ikke findes andre steder, end i kitlen på hospitalet.

Tak fordi at I læser med og rigtig god weekend :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Alt er godt

tempimageforsave

Jeg har været til sygesamtale og det gik helt fint. Det var helt som jeg forventede og ikke spor farligt eller ubehageligt.

Først og fremmest så tusinde tak for alle jeres søde kommentarer både på Facebook og her på bloggen, til mit indlæg,  hvor jeg skrev om min kommende sygesamtale.
Flere af jer skrev en masse sødt, som helt klart gjorde mig endnu mere rolig og fik mig til at indse at det jo nok skulle komme til at gå helt fint.

Min leder og jeg snakkede løst og fast om min trivsel, om årsagen til mit sygefravær og om hvordan vi kunne forebygge det. Hun spurgte især indtil om der var noget hun/afdelingen kunne gøre, for at mindske det.
Vi talte også om det med at gå på deltid, og aftalte, at jeg ser den næste månedstid an, og selv vurderer om jeg skal ned på 33 timer fra 1. oktober af. Jeg er ikke helt fastbesluttet endnu, men næsten. Jeg har selvfølgelig gjort mig økonomiske overvejelser, da jeg vil tjene lidt mindre på 33 timer og det vil også, på sigt, gå udover min pension. Se evt. programmet Penge – Råd til deltid her, hvor en økonom regner på hvor meget det vil koste mig at gå på deltid.
Siden juni 2016 har jeg faktisk fast lagt penge til side hver måned, og jeg gør det jeg stadig, som går til en pensionsopsparing, så problematikken omkring pensionen er i hvert fald på plads, hvis jeg vælger at gå ned i tid.

Ellers havde jeg i dag dagvagt, og har det igen i morgen. Det er halvanden uges tid siden, at jeg sidst har haft en dagvagt, og der sker bare lidt mere i en dagvagt, på en anden måde, end i nattevagterne. Jeg havde også en nyansat og nyuddannet sygeplejerske under min vinger i dag, til oplæring, det tror jeg også indirekte gør mig lidt mere træt, end en dag uden. Men jeg elsker det! Jeg synes det er så fedt at oplære nye, at oplære og formidle viden giver bare så god mening og så giver det mig rigtig god selvtillid – for ved at oplære nye, oplever jeg, at få meget selvtillid og bliver bevidst om, at jeg faktisk kan rigtig meget, når det kommer til stykket.

Jeg har sovet en mega lang middagslur efter at jeg kom hjem, så jeg skal lige ordne lidt praktiske ting herhjemme, inden jeg lander på hovedpuden igen. Jeg glæder mig stadig til at få mere overskud i hverdagen, men jeg er ved godt mod og tror på, at der ikke går så lang tid før at jeg at det kommer. Det kommer lige så stille og roligt:-)

Sygesamtale

tempimageforsave

Ja, sygesamtale. Jeg skal til sygefraværssamtale i næste uge. Da jeg først så mailen blev jeg lidt chokeret. Der vrimlede hurtigt nogle følelser rundt i min krop som jeg ikke helt kunne lide. Ligemeget hvordan man vender og drejer det, så er en sygesamtale bare ikke noget som er specielt positivt i min optik. Det betyder jo ganske enkelt, at ens sygefravær har nået en grænse, sådan at ledelsen indkalder dig til en samtale.

Jeg har talt med kollegaer om det, og fundet frem til, at der faktisk ikke skal særlig meget sygefravær til, før at man bliver indkaldt til samtale. Jeg har faktisk ikke helt styr på hvor meget sygefravær der skal til, for at man får en sådan indkaldelse. Men sagen er i hvert fald sådan, at jeg har nået den grænse.

Når jeg sidder og tænker tilbage på de måneder tilbage til Januar, hvor jeg startede på mit nuværende arbejde, synes jeg ikke, at jeg har haft særlig meget sygefravær. Jeg ved at jeg har været syg, og har ringet og sygemeldt mere mere end bare en enkelt gang – men jeg føler og synes bestemt ikke, at det har været meget.

Hvor om alt er, har det i hvert fald været nok til, at jeg nu skal til samtale. Da jeg først så mailen med indkaldelsen føltes det meget nervepirrende, for hvad skulle det nu betyde. Jeg fik først lidt ondt i maven, og blev lidt nervøs. Men nu glæder jeg mig faktisk næsten til den samtale. Qua denne blog har jeg på ingen måde lagt skjul på over for mine kollegaer og min ledelse, at jeg synes det har været super hårdt at være nyuddannet og nyansat på mit arbejde. Jeg har heller ikke lagt skjul på, at jeg er rigtig glad for mit arbejde. Men det er da stadig sådan lidt nervepirrende og ikke sådan med en super dejlig følelse, at få en sådan indkaldelse.

Men jeg vælger at se det som en trivselsamtale. Det er i bund og grund vel også det som det er. Det håber jeg da. Det finder jeg selvfølgelig først rigtigt ud af, når jeg har været til samtalen. Jeg ved at min leder er rigtig sød og god, og jeg ved at det nok skal blive en rar og rolig samtale. Jeg har allerede gjort mig tanker om hvad jeg vil tale med min leder om. Jeg har tænkt mig at være helt ærlig omkring min nuværende trivsel, men også om hvordan jeg har haft det frem til nu. Jeg har jo haft op og nedture, ikke sådanne nedture, som har gjort at jeg måtte melde mig syg. Men jeg har haft små sygeperioder, af nogle dages varighed, med almindelig influenza. Jeg tror, uden at være sikker på det, at det sagtens kan være opstået pga. stress og mistrivsel i mit indre, pga. arbejdet.

Jeg tror samtidig at det generelt er ret almindeligt, at man er i større risiko for at blive mere syg, når man starter på et nyt arbejde. Jeg medvirkede, som flere af jeg ved, i et program på DR1 om at gå ned i tid. Det program var jeg åben omkring på mit arbejde, så min leder har også set det, og ved besked om mit ønske og mine tanker om at gå lidt ned i tid.

Til min sygesamtale har jeg også tænk mig at tale endnu en gang med min leder om at gå på deltid. Jeg er nået frem til, at jeg tror at det er det eneste rigtige for mig, i hvert fald lige nu, for at jeg kan få mit lille liv til at hænge bedre sammen. Generelt så har jeg det jo overvejende godt, og jeg er glad de fleste dage også på arbejdet. Men jeg mærker stadig en mistrivsel i at jeg ikke har nok energi og overskud til mig, Frederikke, og mit liv ved siden af, at jeg arbejder som sygeplejerske.

Måske behøver jeg kun at være på nedsat tid for en periode, og måske vil jeg mærke, at det er det mest rigtige for mig. Der er kun en måde, hvorpå jeg kan finde ud af hvad der er mest rigtigt for mig, og det er ved at afprøve det.

Jeg har i nogle uger nu kun haft dagvagter og nattevagter, og den lille ændring, fra 3 vagtskifte til 2 vagtskifte har allerede givet mig et lille bitte skud mere energi. Det har hjulpet mig meget, at jeg har sagt farvel til aftenvagterne. Selvom jeg elsker at være i aftenvagt, så hænger det bare ikke sammen for mig, for jeg kan ikke gå i seng når jeg kommer hjem, og det resulterer bare i at jeg sover lige til et par timer inden, at jeg skal møde i vagt igen.

Selvom mailen med indkaldelsen til min sygesamtale var et lille chok og var noget, som fyldte mig med lidt frygt i maven, så vil jeg gå den samtale i møde med et åbent sind og forsøge at vende det til noget positivt. Jeg vil i mit hovede i stedet kalde det for en “trivsel-samtale” :-) Det klinger lidt bedre for mig, fremfor sygesamtale. Jeg er spændt, og håber at der kommer noget godt ud af det.

For det jeg vil aller mest, det er, at være en sygeplejerske, som er i god trivsel og som både har tid til at være den gode sygeplejerske, som jeg elsker at være, men også bare at være Frederikke med energi og overskud, når jeg tager kittlen af og cykler hjem fra hospitalet.

Er der nogle af jer, som har erfaringer med sygefraværssamtaler? Har I oplevet det som noget der var positivt, eller som noget, der ikke var så rart?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

 

Ude godt – hjemme bedst… eller?

img_9177

Jeg har det sådan som H.C. Andersen, og mange andre, >>at rejse er at leve<<. Som flere af jer ved, især jer som følger mig på min Instagram profil, så er jeg netop hjemvendt fra en miniferie hos min søster i Madrid.

Jeg har været vant til at rejse siden at jeg var helt lille. Her tog min familie og jeg altid på campingferie, jeg elskede det, og jeg tog faktisk mine første skridt på en campingplads i Rom, da jeg var 8 mdr. gammel :-)

Jeg husker duftene og følelserne helt indeni fra den gang da jeg var barn og vi var på camping. Det var en lykketid, nydelsestid og ikke mindst hyggetid med dem jeg havde aller mest kær.

Efter jeg er steget i alder, er jeg kun blevet endnu mere glad for at rejse. For mig er rejse mere end “bare” at rejse, opleve og at slappe af. Hver gang jeg rejser, føler jeg at der sker noget med mig både følelsesmæssigt, men også sådan oppe i mit hovede rent udviklingsmæssigt.

Det er ikke sådanne store vilde forandringer, men på forunderlig vis, så sker der lidt indeni mig hver gang at jeg rejser.

Det kan godt være, at det har noget at gøre med, at jeg de sidste mange år har rejst alene på besøg hos min søster i Spanien. Måske man tænker og filosoferer mere, når man rejser alene? Jeg ved det ikke. Måske er det bare mig? Jeg oplevede også at filosofere og tænke meget da jeg, tilbage i min spæde sygeplejestuderende-tid, rejste alene til Syd Spanien på min første udveksling. Jeg husker især de første dage, hvor jeg var helt alene, og famlede rundt i Syd Spanien.

Men dagen inden min hjemrejse forleden, fik jeg nogle følelser i kroppen, som jeg ikke før har oplevet at føle. Det var sådanne følelser, som fortalte mig >>Hvad skal du egentlig hjem for? Hvad har du egentlig derhjemme? Kunne du i grunden ikke bare blive her?<<.

Det var mystisk og jeg blev faktisk samtidig lidt trist i humøret – og jeg prøvede at forklare min søster om hvad der foregik indeni mig. Hun forstod det vidst ikke helt… men prøvede ihærdigt… og I don’t blame her, haha. Når jeg tænker sådanne abstrakte store tanker, synes jeg nemlig at det kan være svært at formulere og formidle dem til andre. Derfor har jeg også valgt at skrive dem ned her, så kan det kan vær, at det kommer ud lidt mere forståeligt, end på tale.

Herhjemme i lille Danmark har jo selvfølgelig min elskede familie; min mor, far, bonusfar, søstre, alt andet familie og venner.. og mit arbejde(!). Men jeg har ikke noget eller nogen, der som sådan, binder mig fast til at være her eller der. Det er i grundene en super underlig fornemmelse, og samtidig er det jo også mega fedt, at være så fri på den måde.

Alle de andre år, hvor jeg har besøgt min søster, har jeg været bundet herhjemme. Jeg har nemlig haft min sygeplejerskeuddannelse, som jeg skulle hjem og færdiggøre. Jeg har også haft en jeg “så” herhjemme og som jeg glædede mig til at komme hjem til og som ventede på mig.

Det var super underligt at føle, at det faktisk, på en eller anden måde, kunne være lidt ligegyldigt (forstå mig ret) om jeg blev eller rejste hjem.

Det der med at rejse, får virkelig tankerne i gang hos mig, og sætter en masse i perspektiv. Jeg tror bestemt, at det er meget vigtigt at få tankerne ud i det mere abstrakte og ud på nogle sidespor, som man ellers ikke sådan lige oplever til hverdag.

Men jeg er glad for at jeg lige om lidt (faktisk allerede senere i dag) står iklædt i min kittel, for når jeg er klædt i den, så mærker jeg “at høre til”, mærker at der er noget at komme hjem til og jeg mærker at være det rigtige sted. For jeg er så sikker i min sag, Sygeplejerske, var og er det rigtige, og jeg er meget glad for mit arbejde, som består i at passe på de aller mindste patienter. Det kan stadig være benhårdt, og nogle dage kan jeg stadig opleve, at have lyst til at løbe skrigende bort fra faget, men jeg tror at det hører med til at være sygeplejerske.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste som bliver så filosofisk af at rejse lidt ud. Men som altid, så har jeg brug for at få det ned på skrift, for det fylder i mit hovedet og det skal ud. Ellers er der jo ikke plads til mine mange nye tanker og konklusioner og løsninger på alle de foregående :-)

Nu er jeg er jeg i hvert fald hjemme igen, og jeg glæder mig faktisk til at komme på arbejde, til at se min familie her i DK og til at se mine venner. Men OJ hvor jeg allerede savner min søster i Madrid.

Rigtig god sommerferie, til jer som står og skal rejse, husk at tænke og filosofere derudaf – det tror jeg er sundt for krop og sind :-)


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse