Rød Zone

Frederikke, du skal være mere hård

7 år Niels, man ved et eller andet…

Når det kommer til det der med at sige fra og at stå op for mig selv, så scorer jeg bund karakterer. Det er noget som jeg aldrig rigtig har været så særlig god til, men det er noget, som er ret så vigtigt at være god til, når man er sygeplejerske.

Jeg skal helt enkelt lære at blive bedre til at sige fra. Men det er ikke så enkelt, som det lige står skrevet, når man står i situationerne. Jeg skal blive bedre til det både i mit hverdagsliv, men virkelig især også i mit arbejdsliv. Når jeg er på arbejde har jeg det med bare at knokle på uden at stoppe op og mærke efter, at jeg lige skal række lidt ud, når jeg har for meget om ørene. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg kan komme helt vildt bagud, især med at dokumentere, men også med praktiske opgaver. Jeg er helt klart vokset med opgaven og er blevet meget bedre til det, end hvad jeg var i starten af mit ret så korte sygeplejerskeliv. Men det kan helt sikkert og skal helt sikkert blive bedre.

Når jeg møder ind i vagt, har vi alle fået tildelt patienter, og vagten går i gang. Der er en koordinator, som koordinerer hvem der skal passe hvilke patienter ud fra kompetencer, om man har passet patienterne før og antal af patienter deles ud efter hvor komplekse opgaver der er med den enkelte patient. Men nogen gange, faktisk rigtig tit, opstår der uforudsete opgaver, som gør at man måske på papiret ser ud til at have fint med tid, fordi at patienten fx. var stabil da koordinatoren udarbejdede arbejdsplanen, men i virkeligheden, kan det være anderledes. Det kan det være fordi at patienten kan være blevet dårlig siden sidst, eller fordi der bare opstår noget uventet. På min afdeling kan det også sagtens være de pårørende der har brug for ekstra støtte, råd, vejledning, som ikke sådan lige fremgår ud fra hvordan patienten har det. Så selv om det ser ud til at man har god tid, kan virkeligheden i den pågældende vagt være helt anderledes.

Det er her super vigtigt at være i stand til at sige fra, råbe højt og at bede om hjælp fra kollegaer af. Det er altid svært som ny at råbe højt og sige HJÆLP MIG. Men det er bare så vigtigt. Ikke kun for en selv, men også for patienten og for de pårørende. For eksempel så oplevede jeg i min vagt i nat, at jeg på et tidspunkt simpelhent havde for mange opgaver. På samme tidspunkt skulle jeg være på alle mine tre stuer, og det giver sig selv – jeg kan kun være et sted af gangen. Så på den stue jeg stod på, måtte jeg hurtigt gå ud til mine kollegaer, og sige at jeg lige nu stod med for mange opgaver, og havde brug for hjælp til at løse dem.

Heldigvis var der flere af mine kollegaer der netop på dette tidspunkt havde tid og luft til at hjælpe mig, og det hele gik op i en højere enhed. Jeg nåede lige kort at få pulsen op og tænkte, aaaaaahhhhhh hvordan skal jeg lige løse det her, men med ét, fordi jeg stod op for mig selv, og sagde fra, så faldt pulsen igen og alle mine patienter fik den fornødne sygepleje.

Jeg øver mig i at blive bedre til at sige fra og råbe op hver dag. For det er i sidste ende ikke kun mig det går udover, men også mine patienter, som fx. risikerer at få mad, pleje og medicin på de forkerte tidspunkter.

Udover det med at sige fra ift. opgaver og mængden, skal jeg også lære at sige fra over for kollegaer. Her kan man vel egentlig ligestille det med “survival of the fittest” – den som er bedst til at tale højt og sige fra, overlever bedst muligt. Det kan fx. til tider være svært altid at nå stuegang med lægen i dagvagten, pga. mange patienter, og ikke nok læger – deres arbejdspres kan være ligeså presset som sygeplejerskens, og derfor kan stuegangen gå over i aftenvagten, da lægerne og sygeplejerskerne ikke har samme mødetider. Jeg har oplevet at blive til stuegang, dvs. jeg har fået overarbejde, fordi jeg ikke fik sagt fra, og givet det videre til min kollega i aftenvagten. I en sådan situation, skal jeg også blive bedre til at sig fra overfor lægen, og sige at stuegang ikke passer lige nu, fordi vi er midt i et vagtskifte. Selvfølgelig undtagelsesvis, hvis patienten er akut dårlig og bare skal tilses NU.

Min søde kollega skrev til mig forleden, >>Frederikke, du skal være at være mere hård, jeg ved hvad jeg taler om – 7 år Niels man ved et eller andet<<. Det hun sagde, har givet mig stof til eftertanke, og jeg øver mig og øver mig.

I min vagt i nat sagde jeg fra flere gange, og det er jo slet ikke sådan at mine kollegaer bliver sure eller noget som helst, de vil jo mere end gerne hjælpe mig, ligesom jeg også hjælper dem, når man lige har lidt for mange opgaver på samme tidspunkt.

Jeg tror på at det nok skal blive endnu bedre med tiden, især fordi at jeg vokser af det hver eneste gang, når jeg får stået op for mig selv. Især når jeg oplever hvor positivt det kan være. Selvfølgelig kan der være enkelte episoder hvor det ikke er så positivt, hvis vi har meget travlt, eller hvis kommunikationen går galt. Men som regel kommer der kun noget positivt ud af at sige fra og råbe op.

Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke, at jeg gror et par centimeter, for hver eneste gang jeg lige pipper og siger fra, og så er det bare alfa omega lige at få lidt hjælp af nogle kollegaer en gang i mellem. Ikke kun for hjælpens skyld til at nå det hele, men også især fordi at jeg oplever, at der sker masser af læring, hvis jeg får en hjælpende hånd til en opgave jeg kan finde lidt svær og kompleks.

Nogen gange skal jeg også være bedre til at være mindre følende og sjælelig sygeplejerske, det er jeg rigtig meget, og nogen gange for meget. Nogen tænker måske nu, hvad snakker hun om. Men jeg mener det faktisk. For jeg har det med at være rigtig meget tilstede og talende overfor mine patienters pårørende, nogen gange sådan, at det går udover mig selv og min tid. Og så ender det med at jeg må sidde og have overarbejde for at dokumentere færdigt. Dette var især en kamp for mig i starten da jeg arbejdede på barselsgangen. Jeg synes det var så svært at bryde op, når jeg stod på en stue og vejledte og talte med de nybagte forældre. Det er jeg blevet bedre til. For de pårørende, forældrene, er så forstående og forstår så fint og udemærket godt, at vi sygeplejersker har meget vi skal nå. Det er bare lige det der med at få det sagt, selvfølgelig på en fin og god måde. Jeg arbejder stadig med det, men det er blevet meget bedre med tiden, det kan jeg tydeligt mærke.

Jeg har fx. også lært mig selv at sige >>nu skal jeg lige have noget frokost, og så kommer jeg tilbage bagefter<<. Det kan måske for nogle lyde banalt, men det er bare noget andet, når man står der i kitlen og bare gerne vil være der og hjælpe de pårørende. Jeg siger det selvfølgelig kun i situationer hvor det passer, og hvis det er opgaver der sagtens kan vente. Jeg har kun oplevet at pårørende tager det meget positivt. De vil jo også det bedste for os, og vil meget gerne have, at vi også spiser sådan at vi har energi og overskud til at være gode sygeplejersker.

At sige fra og stå op for mig selv, er en af mine helt store hæmsko, som jeg arbejder med underbevidst hver dag.
Er der mon andre der kender til det?

Jeg kan ikke lave om på mig selv og hvordan jeg er, sådan fra den ene dag til den anden. Men det som min kollega skrev til mig, har givet mig godt stof til eftertanke. Rom blev ikke bygget på én dag og jeg er sikker på, at bare det at jeg er bevist omkring det, og tænker over det, så bliver jeg meget bedre til det som tiden går og i takt med, at jeg bliver ældre i sygeplejefaget.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Rød Zone