Historiske store skattelettelser og mindre velfærd

Regeringen vil med et nyt skatteudspil lette skatter og afgifter med op mod 22 milliarder af kroner – hvilket især vil være til gavn for borgerene med høje indtægter.

Jeg har aldrig nævnt min politiske holdning, som sådan direkte her på bloggen, men jeg må indrømme, at jeg også i den grad er enig med S og SF, der udtrykker utilfredshed med skatteplanen.

Vi bliver flere og flere ældre i samfundet, færre til at forsørge dem og vores sundhedsvæsen sejler fuldstændigt. Da jeg selv til hverdag, arbejder i det, kan jeg sige det fra førstehåndsvinkel af.  Selvfølgelig er der gode dage, hvor vi ikke løber rundt. Men det er ikke for sjov, når 100 chefer fra klinikledelserne på Rigshospitalet, sammen, har underskrevet og sendt en udtalelse i regeringens retning.

Forventningerne til de danske hospitaler svarer ikke til de penge, som hospitalerne får til at behandle patienterne.

Klinikledelserne på Rigshospitalet har fået massiv opbakning fra kollegaer, andre hospitaler, Lægeforeningen, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen. Hvilket også i den grad beviser, at NOK ER NOK.

Vi skal spare og effektivisere endnu mere end hvad vi allerede gør, og løbe endnu stærkere. Imens at regeringen lukker øjnene og i stedet planlægger skattelettelser, og endnu mere brud på vores velfærdsdanmark. Hvem gavner det? De rigeste i vores samfund. De rigeste kommer til at høste godt af regeringens skatteudspil, men hvad med alle os andre?

Det ender jo i totalt A og B hold og et danmark som ikke længere er et velfærdssamfund.

Jeg læste Astrid Krags (S) instagrampost for lidt siden, og jeg må sige, at jeg er dybt enig i hendes ord:

Men helt ærligt: er det ikke vigtigere med værdig ældrepleje, gode sygehuse og stærke folkeskoler end billigere biler og flere penge i lommen til de rigeste?

(Astrid Krag (S) )

Åbenbart ikke, ifølge regeringen. Jeg begriber det ikke, hvordan kan man mene, at det er mere vigtigt med skattelettelser, og se til, at vores sundhedsvæsen synker mere og mere for hver dag der går.

Jeg er dybt måløs, og en trist sygeplejerske.

Kære sundhedsminister, og kære regering, tag nu og få øjnene op for, at I er ved at køre Danmark i sænk.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kilder:

Berlingske

JydskeVestkysten

 

Fra Århus Universitet til Sygeplejeskolen

Efter endt gymnasie, var det eneste rigtige for mig, at jeg skulle på universitetet. I mit hovede var det dét, som man skulle, efter gymnasiet. Så jeg startede på Uni. Det blev Århus, fordi at der på det tidspunkt i mit liv skete en masse, som gjorde, at jeg havde brug for luft. Masser af luft, så jeg flyttede til Århus. Fantastisk by og fantastiske mennesker, mødte jeg på min vej. Men jeg blev kun “hængende” i ca. 8 måneder. For jeg skulle være sygeplejerske. Det stod lige pludselig soleklart for mig. Jeg valgte at flytte teltpløkkerne op, endnu en gang, og hjem til København fordi at jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Ikke fordi at jeg ikke var glad for Århus og mine nye bekendskaber, men fordi at jeg manglede min familie og mine nære venner mere tæt på.

Årsagen til, at jeg bare måtte læse til sygeplejerske, kom lidt from above. Jeg tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord, men jeg fik en pludselig fornemmelse af, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg havde arbejdet som ufaglært i hjemmeplejen efter gymnasiet, og jeg savnede bare at have med mennesker at gøre.

Jeg savnede relationerne, dem som jeg havde oplevet at “få” forærende, da jeg arbejdede som ufaglært i hjemmeplejen. Men jeg savnede især også, at mærke, at jeg gjorde en forskel for nogen, som havde brug for mig og min hjælp, der hvor de var i livet. Så det gav bare mere end god mening, at det var sygeplejerske, jeg skulle være. Allerede i min første praktik, på sygeplejestudiet, mærkede jeg, at jeg havde valgt rigtigt. Det var svært, og det var grænseoverskridende, det der med at være personen, som pludselig stod og var på “besøg” i et andet menneskes liv sådan helt umiddelbart. Men det gav så god mening, og faldt mig naturligt fra dag 1. Som tiden gik, og jeg blev ældre i sygeplejeverden, blev jeg kun mere sikker i min sag. Jeg havde virkelig valgt rigtigt. Jeg skulle være sygeplejerske. Med stort S.

Nu kan jeg så i dag, sidde og se tilbage på, at jeg har været færdiguddannet i lidt over et år, og det giver bare stadig så meget mening. Sygeplejefaget er helt og igennem fantastisk og jeg priser mig lykkeligt for, at jeg den gang, tilbage i Århus, tog valget om at droppe mine universitetsdrømme og tage hjem igen. Havde jeg ikke dumpet den der mundtlige eksamen på universitetet i Århus, med et solidt 00, var jeg, måske, i dag ikke sygeplejerske med stort S.

Det er forunderligt, hvordan tilfældighederne kan være med til at bestemme vejen for, hvor du ender henne i livets løbebane.

Det var lidt søndags tanker fra mig, som har nydt at koble af i weekenden. I fredags og i starten af lørdagen, havde jeg lidt svært ved at slappe af i, at jeg havde FRI. Jeg savnede helt at være på arbejde og at være sygeplejerske. Jeg er vidst i bund og grund blevet helt og aldeles afhængig af det. Men jeg ved, og har fokus på, at jeg skal passe på mig selv. Det skal jeg, for jeg kan kun forblive med at være den sygeplejerske jeg er, hvis også jeg forbliver den Frederikke jeg er, og ikke helt glemmer mig selv og hvem jeg er, når jeg har fri.

Det kan være svært at finde den balance, i en hverdag, som kræver at man løber med 300 km/t. Men jeg ved, at jeg, som tiden går, vil blive bedre til at være Frederikke, når jeg har fri. Tiden er, på mange måder, en spøjs størrelse, men den er vigtig  – rigtig vigtig. Tålmodighed er en dyd. Jeg har heldigvis gode mennesker omkring mig, og bloggen her, som gør, at jeg kan få afløb for alle mine tanker – og det virker for mig.

Tak fordi at I læser med, er der mon nogle, som har lyst til at fortælle, hvad der gjorde, at det var sygeplejen, som blev valget?


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugen der gik – i den hvide kittel

tempimageforsave

Jeg har i denne uge haft 5 dagvagter i streg, det er første og sidste gang at jeg frivilligt har det. Det har været så hårdt, på alle parameter. Og jeg, som ellers troede og regnede med, at jeg gik ind i en “normal” uge med arbejde ligesom mange andre i dagtiden. Jeg måtte tro om. Det var alt for hårdt, og flere kollegaer har også sagt til mig, at de maks har 3 dagvagter i streg, hvis de kan komme afsted med det. Men så har jeg prøvet det, og lært, at det skal jeg ikke igen.

Udover at det har været hårdt at være i dagvagt 5 dage i streg, så har vi samtidig også haft hæsblæsende travlt de fleste dage i denne uge – det har selvfølgelig ikke hjulpet på at det er hårdt og ekstra krævende at være i dagvagt. Der har været dage i denne uge hvor jeg først har haft mulighed for at sidde ned kl. 13-14, dage hvor jeg ikke har besøgt toilettet og jeg har også knebet en tåre og lidt til, efter en arbejdsdag, fordi jeg har været så presset på jobbet. Det er sket, fordi jeg har følt mig utilstrækkelig, utilstrækkelig i den forstand, at jeg flere dage har oplevet, at jeg ikke har kunne nå alle de opgaver, som jeg har haft for dagen. Årsagen til det, tror jeg har været fordi jeg fortsat er ny, ikke ny-ny, men ny i den forstand, at der næsten hver dag, stadig, er ting som stadig ikke sidder på rutinen. Det kan være alt fra noget jeg skal i Sundhedsplatformen (SP) til noget mht. sygeplejen. Så har jeg været i vagt med mange fantastisk søde nyansatte og nyuddannede, som har haft brug for min sparring og jeg har haft brug for deres. Og alt går bare lidt langsommere, når nogle er nye, og når man selv, som jeg, er nyere i faget og specialet.

Men ser jeg tilbage, på ugen som er gået, så har jeg lært helt utroligt meget i denne uge. Jeg har især lært, at jeg sgu sagtens kan regne. Det kan jeg! Jeg har længe tvivlet meget på mig selv mht. mine regnekundskaber og sagt til mig selv >>Frederikke, det er du dårlig til, lær’ at leve med det<<. Men i denne uge er det gået op for mig, at jeg sagtens kan. Jeg kan regne på væskeregnskaber og medicindoser, og samtidig forstå det. Ret vigtigt! Det lyder måske basalt og underligt for nogle, som bare kan det. Men for sådan en som mig, som altid har været en skovl til matematik, så er det næsten som en ny verden der har åbnet sig op. Jeg føler mig utroligt glad indeni over det her. For at sætte det lidt i perspektiv, så er det lidt ligesom at få 12 til en eksamen, som man bare har gået at være helt sikker på, at man ville dumpe.

Selvom det har været hårdt at være i dagvagt, har jeg oplevet at smile i hver eneste vagt. Til dels pga. mine kollegaer, min primært pga. mine patienter og deres forældre. Det speciale jeg er i, er ret så ubeskriveligt – på den gode måde. Jeg tror først man rigtigt vil kunne forstå det, hvis man selv oplever at arbejde i det en dag. Der er virkelig noget helt særligt ved at få lov til at være en 4 mand, ved siden af en nybagt familie. Det er rørende på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Så rørende, at jeg nogen gange, også i denne uge, har oplevet at få tårer i øjnene, i mens jeg har været i vagt. Det har jeg oplevet, fordi jeg på tidspunkter har kunne mærke glæde og sorg i momentet jeg var i. Man kan opleve flere intense øjeblikke, som neonatalsygeplejerske, i løbet af en vagt. Det oplever jeg. Jeg kan ikke lade vær’ med at være der 100 % for mine patienter og forældre og jeg føler meget. Sådan har jeg altid været. Meget følende. Jeg tror også, at det er en af de store grunde til, at jeg er blevet sygeplejerske. Derfor går det mig især også på, når jeg oplever, at der er for travlt til at være der ordentligt, men i stedet oplever, at jeg kun kan slukke brænde. Jeg kan slet ikke holde det ud. Og disse dage, som forekommer, kan jeg nogle gange få følelsen af, at jeg ikke vil være sygeplejerske. For jeg VIL have tid til at være der!

Jeg oplevede meget hurtigt, at det er helt ok at græde, når du er sygeplejerske. Selvfølgelig skal du kunne bevare din professionalisme, i en vis grad, men det kan nogen gange være helt ok at knibe en tåre, eller at græde. Både med dine patienter, eller bare med dig selv, kollegaer, venner eller familie.

Der var dog en morgen, i denne uge, hvor jeg bare kunne mærke “jeg kan ikke i dag”. Jeg cyklede langsomt til arbejde, fordi bare det at cykle var hårdt. Jeg tror min krop var træt, sådan gennemtræt af at tonse rundt, og jeg havde nok bare brug for en hviledag. Men jeg kom frem, og i garderoben, der hvor jeg skifter til uniformen, mødte jeg et smil. Jeg møder tit smil og søde kollegaer (fra andre afdelinger, som jeg ikke kender) og jeg har talt med flere. Men denne morgen, hvor jeg var åndssvagt træt, fik jeg ikke blot et smil og et “godmorgen” men også ét “du skriver helt fantastisk, det må jeg bare lige sige – jeg glæder mig til at læse mere”. Med ét, ændrede mit lidt grå og trætte humør, sig til det bedre og jeg var mere klar til bare at embrace dagen. Tusind tak, det betyder så meget for mig, at flere læser med, og synes det jeg skriver er noget som giver mening, og ikke bare er tossede Frederikke tankestrømme.

I dag, i min sidste dagvagt, i denne omgang, var der lidt mere tid, end der har været de andre dage. Jeg oplevede at have mere overskud, både til at være den seriøse sygeplejerske, men også til at kunne være den mindre seriøse sygeplejerske, og pjatte og grine med mine forældre. Jeg har det med at være lidt klodset, og det var jeg også i dag, sådan at mine forældre trak på smilebådet af flere omgange – det er så dejligt, at kunne smile og grine sammen i en hverdag, som ellers er svær og barsk, for forældrene, der er på hospitalet med deres guld. Jeg er så taknemmelig for de patienter og forældre jeg er sygeplejerske for.

Udover, at jeg i dag havde mere tid til at være meget tilstede i mit arbejde, havde jeg også øjeblikke, hvor jeg kunne tale med kollegaer. Specielt én kollega fik jeg talt mest med. Jeg spurgte hende ind til det der med at nå alle sine opgaver til tiden – om hvad hendes erfaringer var med det. Hun sagde, at hun især havde oplevet at det at man bliver “ældre” i faget gør en kæmpe forskel, og så gav hun mig et gyldent råd. Hun sagde følgende:

>>jeg har erfaret, at har man en opgave, noget som man skal, så skal man gøre det med samme, for ellers kan man glemme det<<.

Det lyder jo simpelt, og det er det selvføgelig ikke i praksis. Men hendes gyldne ord, har jeg tænkt mig at prøve at printe lidt mere fast og arbejde hen imod at gøre mere sådan. Det kan selvfølgelig ikke altid lige lykkes, men jeg kan prøve! Tak for rådet, og forresten, så tak også, for den ostemad, som du smurte til mig i formiddags :-) Den gav mig fornyet energi. Igen, som jeg før har skrevet, jeg har de bedste kollegaer, det har jeg virkelig.

Rigtig god weekend til alle! Jeg er træt, men skal nu holde en god fri weekend og koble af. Og jeg har stadig energi, glæde og mod på at være sygeplejerske, til trods for, at regeringen endnu en gang mener, at vi sundhedspersonale skal løbe endnu stærkere.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Lige nu – mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit

I skrivende stund kan jeg se frem til nr. 4 nattevagt i streg siden fredag. Så har jeg hvile dag i morgen og fri onsdag og fri hele weekenden. Torsdag og fredag har dagvagt, så man må sige, at det er en light uge, på trods af at jeg arbejder fuldtid på 37 timer.

Jeg har nu arbejdet i to-holds-vagtskift i lidt over en måned, og jeg må virkelig sige, at det er det hele værd. Jeg føler at jeg har meget mere tid og overskud, end hvad jeg havde før, da jeg var på 3-holds-vagt-skift. Det er ikke sådan at jeg er fuldt opladet med energi og skøjter rundt og når alt det som jeg gerne ville – slet ikke! Jeg tror der er lidt vej endnu, før at jeg er helt i balance som sygeplejerske Frederikke og “bare” Frederikke. Men det er virkelig mærkbart for mig, at jeg nu kun skifter mellem to døgnrytmer.

Mange spørger mig, om ikke det er hårdt og ulideligt at have så mange nattevagter, og det er da helt klart rigtig hårdt med alle de nattevagter, men det er ikke ulideligt. De første to nattevagter kan godt være lidt hårde at komme igennem, men når de så er overstået, så går det faktisk fint. Jeg har ikke noget problem med at sove efter mine nattevagter, så på den måde er jeg priviligeret. Jeg har heller ikke mand og børn, men har bare mig selv at skulle tage mig af. Det spiller nok også ind.

I næste uge skal jeg fx. kun have dagvagter, så næste uge bliver en “normal” arbejdsuge, som de fleste andre har. Det glæder jeg mig til. Men der er nu bare noget hyggeligt og specielt over at arbejde i nattevagt. Stemningen på hospitalet er bare helt anderledes om natten og der er en helt speciel ro over afdelingen, selvom der også sagtens kan være møg travlt om natten.

Jeg er virkelig så glad for at det var en mulighed for mig, at gå over på to-holds-vagtskifte, for det har virkelig givet mig mere arbejdsglæde, og givet mig mere ro på, i alle mine frustrationer, i det her med at være sygeplejerske. Jeg fortsætter på 37 timer lidt endnu, og ser tiden an, hvis jeg om nogle måneder oplever, at jeg ikke så småt får mere energi til livet ved siden af sygeplejerskelivet, så går jeg ned i tid. Jeg har aftalt med min leder, at jeg bare skal sige til, hvis jeg gerne vil ned i tid. Men lige nu er jeg fortrøstningsfuld og ser frem til min ferie i slutningen af oktober (TILTRÆNGT) og så ser jeg frem til at jeg hver eneste dag bliver en bedre og mere dygtig neonatalsygeplejerske.

Når jeg kigger tilbage på januar, hvor jeg startede på afdelingen, så har jeg virkelig rykket mig – på alle parameter. Både fagligt, men også personligt. Det er virkelig utroligt hvordan man kan dygtiggøre sig og blive mere kompetent og rolig i faget. Hvis bare man giver sig selv luft, ro og fred til at komme igennem de hårde perioder, som jeg tror er helt naturligt og en del af at være nyuddannet og nyansat i et nyt speciale, så skal det hele nok gå.

Jeg vil lige tilføje, at noget af det som især også har hjulpet mig i min kamp om at være nyuddannet og ny i et speciale, er og har været mine kollegaer. Det er helt vildt så mange fantastiske mennesker jeg har lært at kende i min korte tid på neonatalafdelingen. Jeg ses med flere privat og bruger mine kollegaer til at debriefe med og til at puste ud hos og med. Uden dem, var jeg slet ikke her hvor jeg er nu, men nok løbet skrigende bort. Det er for mig virkelig alfa omega med gode kollegaer, som jeg kan finde støtte hos, og som jeg kan støtte.

I et fag som vores, tror jeg, det er yderst vigtigt at man med sine kollegaer får talt sammen. Ikke kun om hvad der er svært og hårdt, men også om alt det gode, for det betyder meget, i et fag som vores, at man understreger og synliggør det positive – især i de tider som er alt for travle og hvor det hele er ved at brænde på.

Lige nu er jeg et sted, hvor jeg sidder med følelsen af, “jeg gjorde det”. Jeg føler at jeg har “overlevet” den hårdeste tid i faget som nyuddannet, og ser kun frem til alt at det som venter mig. Jeg oplever fortsat vagter, som er så travle og gale, at jeg kan tænkte, >>nu må det være nok!<<. Men så sker der et eller andet, og så vender det hele igen. Jeg tror, og prøver at finde fred med, at hvis man vil være sygeplejerske, på en hospitalsafdeling, så må man indse og leve med, at der er nogle dage og perioder, som er så travle, at det er helt urimeligt. Så længe det ikke bliver hverdag  – så kan jeg godt leve med det, i hvert fald, hvis jeg bliver ved med at have så gode og fantastiske kollegaer!

God mandag aften!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Om at skifte job og blive hjemmesygeplejerske

sidselhjemmesygepl

sidselhjemmesygeplejerske

Frederikke er så sød at give mig lidt mere plads her på bloggen. Jeg har nemlig også mange tanker og erfaringer, som jeg simpelthen elsker at dele. Sidst jeg var forbi bloggen var det som Ugens sygeplejerske.

Mit navn er Sidsel, jeg er 1 år og nogle måneder gammel, altså som sygeplejerske, ellers er jeg 26 år. Fornyligt tog jeg et valg om at gå en anden vej end forventet. Ja, for nogle gange passer forventning og virkelighed ikke heeeelt sammen. Jeg skiftede kurs, men ikke mod fjerne kyster, stadig indenfor den kære danske sygepleje.

Hvad vil det sige at skifte job? Og hvad har betydning for at tage netop dét valg? Det har jeg forsøgt at skrive lidt til jer om. Måske går nogle af jer rundt med overvejelser om jobskifte. Måske har I allerede hentet Jobindex-appen på mobilen og kigger dagligt efter et bedre jobmatch? Måske har I endda sendt en ansøgning afsted og venter spændt på udfaldet? Jeg husker, at jeg hentede app’en ned på mobilen, var var næsten som at være lidt utro mod mit daværende arbejde. Samtidig var erkendelsen om at søge andet en lettelse.

Jeg valgte at skifte fra en ansættelse på en medicinsk afdelingen til en kommunal stilling. Det var et svært og let valg på én gang, men personligt et ret nødvendigt valg, da jeg ikke kunne holde til min ansættelse på sygehuset. Det lyder som om jeg er ret svag, når jeg skriver det sådant. Men, det syntes jeg bestemt ikke at jeg er, for jeg mærker efter og jeg kender mig selv bedst, hvilket er godt.

Hovedårsagen og bivirkninger

Hovedårsagen til mit jobskifte var de der nattevagter! Det skal lige sige at, jeg endnu ikke har hus, volvo, hund eller barn, men jeg var alligevel udfordret i at få hverdagen til at fungerer. Vagterne i de mørke timer ødelagde meget for mig, og jeg havde det dårligt pga. dem. Mine bivirkninger var minimal søvn efter endt arbejde, unødvendige skænderier med min bedre halvdel, socialisolation fordi jeg ikke kunne overskue andre end mig selv, og nogle gange ikke engang mig selv, manglende menstruation i et halvt år og dannelse af fibroadenmatose i brystet samt et migræne anfald pga. hormonel ubalance, ondt i hjertet, skræmmende hjertebanken og maveproblemer. Jeg forsøgte at undertrykke mine problemer for en periode, ved at undlade at fortælle om dem til andre og mig selv, men det forsøg holdt ikke ret længe før det var uundgåeligt at forholde sig til. Prisen var for høj pris for mig. Og desværre, kunne jeg ikke undgå vagterne i ansættelsen. Derfor jeg tog et svært og alligevel let valg. Svært pga. de skønneste patienter, mine kollegaer og min forelskelse til hæmatologien. Let fordi, jeg kunne undgå bivirkningerne til de skiftende vagter og undgå nattevagterne.

Springet

Jeg tog springet. Nu er jeg sygeplejerske i primærsektoren. Det var en ret stor befrielse af komme væk, langt væk, fra nattevagterne. Det har vist sig, at være en kæmpe personlig gevinst, som jeg kan takke mig selv for. Men ærlig talt, så har jeg da haft timer på sofaen, hvor jeg har grædt, fordi jeg savnede sengeafdelingen. Det var særligt nogle uger efter jobskiftet. Hvor tankerne som: ”Er det mon det rette jeg har gang i?” og ”Var de nattevagter virkelig SÅ slemme?” dukkede op i hovedet. Men jeg har givet hjemmeplejen et reelt forsøg, og det er faktisk tilfredsstillende godt, for mig!

Som ansat hjemme- og kliniksygeplejerske i 2 måneder ved Odense Kommune, hvoraf jeg har holdt 15 dages sommerferie, er jeg ikke ekspert på dette sygeplejeområde. Så er det sagt!

Der i mod er livet som hjemme- og kliniksygeplejerske perfekt for mig. Jeg er bl.a. er glad for, at min fodboldtræning bliver ikke forsømt pga. en aftenvagt eller følger af en nattevagt længere.

Ude i primærsektoren er der også nok at lave som sygeplejerske. Rollen er anderledes end, den jeg oplevede at have i Regionen. Patienterne er borger, arbejdspladsen er et hjem men tiden til at gå på toilet er nogenlunde den samme (haha!). Ansvaret er fortsat stort, som jeg kendte det, oftes dog ikke af akutkarakter.

Alt i alt, vil jeg bare sige, at det faktisk ikke er så tosset ”bare” at være hjemmesygeplejerske. For foruden alle de personlige goder, jeg har fået med jobskiftet, er der også faglige goder. Jeg får ret mange forskellige faglige færdigheder, og min viden er blevet ”bredere”. Udfordringerne er der også mange af som hjemmesygeplejerske, men udfordringer skal der være til, for at god sygepleje kan udvikles og skabes uanset sektor. Selvfølgelig er det at være sygeplejerske i primær sektoren ikke nr. 1 på alles top 3, og det er helt fair. Vi er forskellige, heldigvis. Jeg deler blot min erfaring om dét at skifte job med jer.

Hvis du tænker, at det kunne være spændende at følge min sygeplejevej, så kan du det. Find mig under @Sygeplejesidsel på instagram, det kunne være så hyggeligt. Tak fordi du tog dig tid til at læse mine ord.


Tusind tak for dit blogindlæg Sidsel og alt held og lykke til dig!

Har du mon også lyst til at dele dine tanker og erfaringer her på bloggen, ligesom Sidsel? Så skriv til mig :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse