Lige nu - mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit

Ugen der gik – i den hvide kittel

tempimageforsave

Jeg har i denne uge haft 5 dagvagter i streg, det er første og sidste gang at jeg frivilligt har det. Det har været så hårdt, på alle parameter. Og jeg, som ellers troede og regnede med, at jeg gik ind i en “normal” uge med arbejde ligesom mange andre i dagtiden. Jeg måtte tro om. Det var alt for hårdt, og flere kollegaer har også sagt til mig, at de maks har 3 dagvagter i streg, hvis de kan komme afsted med det. Men så har jeg prøvet det, og lært, at det skal jeg ikke igen.

Udover at det har været hårdt at være i dagvagt 5 dage i streg, så har vi samtidig også haft hæsblæsende travlt de fleste dage i denne uge – det har selvfølgelig ikke hjulpet på at det er hårdt og ekstra krævende at være i dagvagt. Der har været dage i denne uge hvor jeg først har haft mulighed for at sidde ned kl. 13-14, dage hvor jeg ikke har besøgt toilettet og jeg har også knebet en tåre og lidt til, efter en arbejdsdag, fordi jeg har været så presset på jobbet. Det er sket, fordi jeg har følt mig utilstrækkelig, utilstrækkelig i den forstand, at jeg flere dage har oplevet, at jeg ikke har kunne nå alle de opgaver, som jeg har haft for dagen. Årsagen til det, tror jeg har været fordi jeg fortsat er ny, ikke ny-ny, men ny i den forstand, at der næsten hver dag, stadig, er ting som stadig ikke sidder på rutinen. Det kan være alt fra noget jeg skal i Sundhedsplatformen (SP) til noget mht. sygeplejen. Så har jeg været i vagt med mange fantastisk søde nyansatte og nyuddannede, som har haft brug for min sparring og jeg har haft brug for deres. Og alt går bare lidt langsommere, når nogle er nye, og når man selv, som jeg, er nyere i faget og specialet.

Men ser jeg tilbage, på ugen som er gået, så har jeg lært helt utroligt meget i denne uge. Jeg har især lært, at jeg sgu sagtens kan regne. Det kan jeg! Jeg har længe tvivlet meget på mig selv mht. mine regnekundskaber og sagt til mig selv >>Frederikke, det er du dårlig til, lær’ at leve med det<<. Men i denne uge er det gået op for mig, at jeg sagtens kan. Jeg kan regne på væskeregnskaber og medicindoser, og samtidig forstå det. Ret vigtigt! Det lyder måske basalt og underligt for nogle, som bare kan det. Men for sådan en som mig, som altid har været en skovl til matematik, så er det næsten som en ny verden der har åbnet sig op. Jeg føler mig utroligt glad indeni over det her. For at sætte det lidt i perspektiv, så er det lidt ligesom at få 12 til en eksamen, som man bare har gået at være helt sikker på, at man ville dumpe.

Selvom det har været hårdt at være i dagvagt, har jeg oplevet at smile i hver eneste vagt. Til dels pga. mine kollegaer, min primært pga. mine patienter og deres forældre. Det speciale jeg er i, er ret så ubeskriveligt – på den gode måde. Jeg tror først man rigtigt vil kunne forstå det, hvis man selv oplever at arbejde i det en dag. Der er virkelig noget helt særligt ved at få lov til at være en 4 mand, ved siden af en nybagt familie. Det er rørende på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Så rørende, at jeg nogen gange, også i denne uge, har oplevet at få tårer i øjnene, i mens jeg har været i vagt. Det har jeg oplevet, fordi jeg på tidspunkter har kunne mærke glæde og sorg i momentet jeg var i. Man kan opleve flere intense øjeblikke, som neonatalsygeplejerske, i løbet af en vagt. Det oplever jeg. Jeg kan ikke lade vær’ med at være der 100 % for mine patienter og forældre og jeg føler meget. Sådan har jeg altid været. Meget følende. Jeg tror også, at det er en af de store grunde til, at jeg er blevet sygeplejerske. Derfor går det mig især også på, når jeg oplever, at der er for travlt til at være der ordentligt, men i stedet oplever, at jeg kun kan slukke brænde. Jeg kan slet ikke holde det ud. Og disse dage, som forekommer, kan jeg nogle gange få følelsen af, at jeg ikke vil være sygeplejerske. For jeg VIL have tid til at være der!

Jeg oplevede meget hurtigt, at det er helt ok at græde, når du er sygeplejerske. Selvfølgelig skal du kunne bevare din professionalisme, i en vis grad, men det kan nogen gange være helt ok at knibe en tåre, eller at græde. Både med dine patienter, eller bare med dig selv, kollegaer, venner eller familie.

Der var dog en morgen, i denne uge, hvor jeg bare kunne mærke “jeg kan ikke i dag”. Jeg cyklede langsomt til arbejde, fordi bare det at cykle var hårdt. Jeg tror min krop var træt, sådan gennemtræt af at tonse rundt, og jeg havde nok bare brug for en hviledag. Men jeg kom frem, og i garderoben, der hvor jeg skifter til uniformen, mødte jeg et smil. Jeg møder tit smil og søde kollegaer (fra andre afdelinger, som jeg ikke kender) og jeg har talt med flere. Men denne morgen, hvor jeg var åndssvagt træt, fik jeg ikke blot et smil og et “godmorgen” men også ét “du skriver helt fantastisk, det må jeg bare lige sige – jeg glæder mig til at læse mere”. Med ét, ændrede mit lidt grå og trætte humør, sig til det bedre og jeg var mere klar til bare at embrace dagen. Tusind tak, det betyder så meget for mig, at flere læser med, og synes det jeg skriver er noget som giver mening, og ikke bare er tossede Frederikke tankestrømme.

I dag, i min sidste dagvagt, i denne omgang, var der lidt mere tid, end der har været de andre dage. Jeg oplevede at have mere overskud, både til at være den seriøse sygeplejerske, men også til at kunne være den mindre seriøse sygeplejerske, og pjatte og grine med mine forældre. Jeg har det med at være lidt klodset, og det var jeg også i dag, sådan at mine forældre trak på smilebådet af flere omgange – det er så dejligt, at kunne smile og grine sammen i en hverdag, som ellers er svær og barsk, for forældrene, der er på hospitalet med deres guld. Jeg er så taknemmelig for de patienter og forældre jeg er sygeplejerske for.

Udover, at jeg i dag havde mere tid til at være meget tilstede i mit arbejde, havde jeg også øjeblikke, hvor jeg kunne tale med kollegaer. Specielt én kollega fik jeg talt mest med. Jeg spurgte hende ind til det der med at nå alle sine opgaver til tiden – om hvad hendes erfaringer var med det. Hun sagde, at hun især havde oplevet at det at man bliver “ældre” i faget gør en kæmpe forskel, og så gav hun mig et gyldent råd. Hun sagde følgende:

>>jeg har erfaret, at har man en opgave, noget som man skal, så skal man gøre det med samme, for ellers kan man glemme det<<.

Det lyder jo simpelt, og det er det selvføgelig ikke i praksis. Men hendes gyldne ord, har jeg tænkt mig at prøve at printe lidt mere fast og arbejde hen imod at gøre mere sådan. Det kan selvfølgelig ikke altid lige lykkes, men jeg kan prøve! Tak for rådet, og forresten, så tak også, for den ostemad, som du smurte til mig i formiddags :-) Den gav mig fornyet energi. Igen, som jeg før har skrevet, jeg har de bedste kollegaer, det har jeg virkelig.

Rigtig god weekend til alle! Jeg er træt, men skal nu holde en god fri weekend og koble af. Og jeg har stadig energi, glæde og mod på at være sygeplejerske, til trods for, at regeringen endnu en gang mener, at vi sundhedspersonale skal løbe endnu stærkere.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

1 kommentar

  • Dorte Bruun Larsen

    Kære Frede,
    Super godt skrevet og ikke noget fra fjollede Frede – men en god og saglig refleks fra din arbejdsuge og dejligt at høre du lærer af disse oplevelser – det er faktisk også meningen med det hele – man lærer hele livet igennem og samler en stor rygsæk med erfaringer som du så bruger i dit daglige arbejds/privatliv. Selv din gamle faster skal nu i arbejdsprøvning med coach efter mit sygdomsforløb for at komme tilbage til arbejdslivet – det har jeg aldrig prøvet før men ser frem til at prøve noget nyt – som sagt man lærer hver dag! Skønt at høre du har dejlige kollegaer – det har jeg også altid haft i mit arbejdsliv – det betyder ALT…:o) Husk at lytte til din krop og vær imod andre som du ønsker de skal være imod dig – det er mit råd til dig…:o) Stort knus fra Faster Dorte

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Lige nu - mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit