Jeg er sygeplejerske

Hudløst og næsten for ærligt – om at dumpe en eksamen

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

cille

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

8 kommentarer

  • Sofie

    Kæmpe respekt herfra! Sikke et hudløst ærligt indlæg. Det giver mig så mange tanker til min sidste dumme eksamen i 2. Semester, som jeg bestod med 4, men jeg havde så meget angst for den, og har tænkt på lige siden.
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline

      Kære Sofie. Din karakter på 2. Semester er røv ligemeget, undskyld udtrykket. Der er aldrig nogen der kommer til at gå op i den eller spørge dig ind til den. Slip det fri og nyd resten af studiet med alt hvad det indeholder af gode oplevelser. Hvis der er en dårlig oplevelse forbundet med din seneste eksamen eller noget angst du skal arbejde med, så er det selvfølgelig noget du skal tage konstruktivt op med dig selv. Men ellers skal du trække vejret dybt og ligge det semester bag dig. Det skal nok blive godt alligevel og du skal nok opnå dine drømme, også med den karakter i bagagen. Pøj pøj med resten af studiet ☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Så flot og ærligt et indlæg, stærkt! Jeg er sikker på at det støtter rigtig mange, for det er svært og hårdt at rejse sig efter at have dumpet en eksamen. Men det er jo faktisk ikke noget man skal skamme sig over!
    Og måske man endda kommer bedre ud på den anden side, end dem der får 12, fordi man også lærer noget om sig selv. Held og lykke med kandidaten ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Rigtig godt indlæg. Især i denne tid, hvor 12-taller er in.
    Jeg har også dumpet en eksamen på sygeplejerskeuddannelsen. Det var modul 10 og en frygtelig dag! Jeg var egentlig velforberedt. Havde siddet med hovedet i bøgerne hver dag. Men jeg lider frygteligt af eksamensangst! Og denne ene gang, valgte jeg at tage beta-blokker for at få styr på angsten. Da jeg kom ind til eksamen informerede jeg eksaminator og censor om at jeg var frygtelig nervøs og havde måtte tage betablokker. Efterhånden som eksaminationen startede, gik det helt galt. Jeg hakkede og gik i stå i mit oplæg og hvwr gang jeg svarede på spørgsmål, så eksaminator på mig, som om jeg lige var faldet ned fra månen. Jeg misforstod hendes signaler og tænkte at det var fordi jeg svarede forkert på spøgsmålene. Da blev jeg endnu mere usikker og det koksede totalt. Jeg dumpede med et brag. Efterfølgende fortæller eksaminator, at hun var bange for at jeg ville falde om, fordi hun engang havde oplevet en elev, der blev dårlig af betablokker. Så det var altså derfor, at hun hele tiden så på mig som om jeg lige var faldet ned fra månen :-/
    Jeg var oppe igen ugen efter – uden betablokker – og fik et flot 10-tal :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    Skønt indlæg, som var virkelig dejligt og særdeles værdifuldt lige nu i et øjeblik som dette, hvor præstationsangst fylder mig, og har fyldt så meget, at jeg ingen gang har kunne få læst op og forberedt mig godt nok – så nu sidder jeg her, fyldt med angst, for i morgen er dagen hvor det går løs til endnu en eksamen. Og trods man gang på gang er kommet gennem de bump på vejen, man nu af og til møder og alligvel ender hvor, man hører til – ja trods at jeg ved, at det selvfølgelige ikke er liv eller død eller bliver jordens undergang (at der ingen reel fare er ved situationen), og trods at jeg ved, at man lærer rigtig meget af sine fejl (nogle vigtige lektioner, som du blot udvikler dig mere af, for det er jo i modgang, at vi vokser mest) – ja, trods at al min fornuft er fuldstændig til stede, synes angsten at være helt ligeglad og lukker ørene for al det rationelle. Så at læse dit indlæg og høre om en andens oplevelse med at dumpe, helt hudløst og ærligt (og hvad jeg forventer vil ske i morgen – men tropper alligvel op, fordi jeg bliver nødt til at mærke på krop og sjæl, at det selvfølgelig ikke er lige så slemt, som jeg nu synes at gøre det; eller rettere, min angst synes at gøre det) og så venter der gudskelov en dejlig re-eksamen, hvor jeg jo nok skal klare mig gennem der! Så mit håb er ikke helt ude, men jeg frygter bare det dumme nederlag, som jeg nok ikke helt kan komme udenom i morgen :( Der var dit indlæg altså en utrolig hjælp! Er glad for at have fundet det – Tak for, at du deler din historie med os :) Knus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nesli

    Det sidste forstår jeg ikke helt, hvad mener du med at være “Jeg skulle have været mere hård” er det ifbm. din studie eller den ubehagelige praktikperiode, hvor du måske skulle have kontakt til personalet der talte bag om dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Momentum solutions es una red global interconectada de compaГ±Г­as lГ­deres de soporte estratГ©gico respaldadas por capital privado, con base en Toronto, y
    saldos de transacciones
    CertificaciГіn cda serie de Glina donde pagar con bitcoins en mexico

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Cecilie – Hvor er det fedt at læse din historie. Stor respekt for din udvikling, hvor du har indtaget din plads og har fået den tilværelse du ønsker.
    Jeg kender selv til det med ikke at “stå op for sig selv”. Det gør jeg normalt ret godt i dag, men sådan har det langt fra altid været. Dit indlæg giver mig meget i min eksamenssituation d.d, som gik under alt forventning. Jeg har været ramt og ked af det, men Kombinationen af dit indlæg og egen stædighed, har jeg nu formået at vende det og se det positive i min mine eksamensfejl. Du fik mig til at tænke på et citat, som jeg havde “glemt” i min alt for grundige tilgang i søgen efter bekræftigelse, men som resulterede i et sammenbrud.

    ~ The most valuable thing you can make is a mistake – you can’t learn enything from being perfect ~

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Jeg er sygeplejerske