Historiske store skattelettelser og mindre velfærd

Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?

tempimageforsave

Jeg er kommet frem til en beslutning.

Jeg kaster håndklædet i ringen, og går ned på deltid, helt præcist 33 timer. Siden januar har jeg arbejdet på fuldtid, dvs. i en 37 timers stilling som sygeplejerske. I april måneden medvirkende jeg i Magasinet Penge, på DR1, som netop omhandlede om at gå på deltid. Her regnede en økonom på hvad det ville koste mig at gå ned i tid.

Se programmet her

Jeg har siden min medvirken i programmet, og før det, overvejet og gjort mig tanker om det at skulle gå ned i tid. Det har ikke været nogen let beslutning, især fordi at jeg pr. 1 december flyttede til en større lejlighed, som betød, at min husleje også er blevet større. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil prøve at arbejde på deltid.

Jeg Frederikke, er mere vigtigt end noget andet, og min vigtigste opgave er, at jeg skal passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg heller ikke være en god sygeplejerske, og alt andet i mit liv, vil også bære præg af, og lide under, at jeg ikke har det godt.

Hvis ikke jeg har råd og ikke kan få min økonomi til at hænge sammen, så må jeg i værste tilfælde finde mig et andet arbejde. Men jeg håber inderligt, at jeg vil opleve at min økonomi rækker til at arbejde på de 33 timer. For det arbejde jeg har, holder jeg utroligt meget af, på alle leder og kanter.

Det lyder jo ikke af meget, at gå fra 37 til 33 timer. Men i det store regnestykke, så betyder det, at jeg om måneden kommer til at have min. 2000 kr. mindre. Det kommer også til at gå udover min pension. Men jeg har en privat pensionsopsparing, som jeg betaler af til hver måned, så det skal jeg ikke tænke mere over.

Det er mere det med de mindre penge hver måned, som jeg skal tænke over. Jeg har fået lagt mig et godt budget, med hjælp fra og sammen med min aller bedste livsrådgiver, min kære mor. Det budget gør, at jeg helt præcist kan få styr på min økonomi og  følge med i hvor meget og hvilke penge, der går til hvad. Og ud fra dette budget, kan jeg se, hvor jeg må skære ned og spare.

Jeg har virkelig prøvet at slappe af med og holde fast i at arbejde på 37 timer, jeg har sågar fået lov til at komme på to holds vagtskift, men det er bare ikke nok. Det har helt sikkert hjulpet mig, men jeg har fortsat ikke ordenligt overskud til bare at være mig og leve et liv ved siden af jobbet. Frederikke-tid, den presser jeg selvfølgelig ind, men ikke uden konsekvenser.

Jeg har haft det skidt. Ikke sådan voldsomt skidt. Men min krop har udsendt nogle faresignaler, som en veninde, især, hjalp mig med at tage alvorligt.

Min veninde sagde, for et par uger siden, følgende til mig;

“Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?”

Først efter hendes ord, gik det rigtigt op for mig, hvor alvorligt det egentlig stod til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har dig i mit liv. Tak! Altså, jeg har det ok, det er slet ikke sådan at jeg ligger på gulvet og græder eller bidder i gulvbrædderne. Men det som jeg fortalte min veninde, er det som jeg vil fortælle jer, der læser med her, nu:

Symptomerne

Jeg har haft flere vagter på arbejdet, hvor jeg har oplevet at have mavekramper. Faktisk var det sådan, at de i starten kun kom, ligesom at jeg er mødte ind i vagt, og så forsvandt de igen, når jeg havde fri. Flere har spurgt mig, om ikke det “bare” var menstruations smerter. Men NEJ det har det ikke været. Jeg har aldrig prøvet at have sådanne mavekramper før. Det var sådanne kramper som kom sporadisk, super ubehageligt. De begyndte så også at komme derhjemme, når jeg havde fri. Lige nu er de heldigvis gået lidt i sig selv og kommer sjældent. – Måske fordi, at vores mega travle sommerperiode er slut, og fordi jeg ved, at jeg skal ned i tid og måske også fordi, at jeg så småt kan lugte den 2 ugers ferie, som jeg snart skal på. Jeg ved det ikke. Måske kan det også bare være fordi, at jeg har indset, en gang for alle, at jeg skal passe mere på mig selv.

Udover mavekramper, har jeg også oplevet at have nogle skøre mareridt, generelt faktisk dårlig søvn, dog ikke hver eneste dag, men mere end hvad jeg ellers har oplevet. Så har jeg også oplevet, at vågne op af hede/svedeture. Sorte dage eller dage hvor jeg har haft brug for bare at være “slukket”, har jeg også haft, men det har jeg altid sådan lidt haft i ny og næ. Men jeg har oplevet den der “slukkethed” i en grad, hvor jeg på fridage simpelhent har måtte melde afbud til aftaler, fordi jeg ikke har haft overskud til at være social. Jeg oplever også at have et utroligt lille overskud til at skulle svare på beskeder, især på facebook MSN.

Det er alt sammen noget, jeg ser, som symptomer på stress eller i hvert fald begyndende stress.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, at gå ned i tid. Men det irriterer mig lidt, at jeg et sted derinde har en lille følelse af “fail Frederikke” eller sådan “du er svag, du kan ikke klare mosten Frederikke”. Når jeg får det sådan og tænker sådan om mig selv, prøver jeg at skubbe det væk igen. For jeg er IKKE en fail, jeg er god og dygtig, for jeg beskytter mig selv! Og min krop giver mig signaler om, at jeg skal passe på mig selv.

Men det er ikke lige let, jeg vil jo bare gerne kunne det hele, være god til det hele og være en super nurse hele tiden og kunne arbejde i en fuldtidsstilling. Men det er mere vigtigt, at jeg er i balance, har det godt og kan holde i flere år, end at jeg brænder ud efter kun lidt over 1 år i faget.

Det er barsk dette her sygeplejefag, lige så fantastisk som det er, lige så barskt er det. Det er virkelig en livstil, som skal læres at leve. Det handler meget om at finde en balance, og den tror jeg ikke, at man bare sådan lige finder. Det tager noget tid. Det vigtigste er at kunne lytte til sig selv og kroppens signaler. Og for guds skyld, så skal man ikke sammenligne sig selv med andre, vi er alle sammen forskelige, og kommer med forskellige ting i rygsækken.

Personligt, så glæder jeg mig meget til at min samba dansetræning begynder igen her i september, dansen er noget af det, som især, skaber balance i mit liv. Jeg kan, i hver eneste celle, mærke, at min krop bliver glad, når jeg danser.

Nok ord herfra denne lørdag. Jeg fik tømt hjernen, og det var dejligt. Mit lidt stressede hovede var helt sikker på at jeg i dag skulle til en venindes fødselsdag, det skulle jeg så ikke, først om flere uger. Derfor så jeg mit snit til lige at få tømt det lille stressede hovede ned på skrift. Resten af weekenden skal kun gå med afslapning, afkobling, hygge og selvfølgelig Frederikke-tid :-)

Lørdagens ultimative råd her fra mig af:

***Lyt til dig selv, hvis ikke du er så god til det (ligesom mig), så lyt til dine venner og din familie, og lyt aller mest til hvad din krop fortæller dig***

 God weekend!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

4 kommentarer

  • Ditte

    Tak fordi du sætter ord på!!
    Jeg har været uddannet sygeplejerske i lidt over 2 år nu. Jeg har verdens bedste kollegaer, men selv dét er ikke nok mere. Jeg har, som min bedste kammerat formulerede det den anden dag, mistet mit ellers altid gode humør.
    Og det er dråben!! Jeg har sagt min stilling op. Uden at have nyt arbejde som sygeplejerske, måske endda lidt uden lysten til og modet på at være sygeplejerske lige nu. (Dog med arbejde)
    Når jeg skal være sygeplejerske 120 procent kan jeg kun være 80 procent Ditte. Og de 20 procent mangler i overskuddet og tiden til mine nære. Den Ditte er jeg ikke, og den Ditte vil jeg ikke være!!
    Det var en mega hård beslutning og jeg kommer til at savne mine dejlige kollegaer. Men jeg glæder mig til gensynet med mig selv!!

    Tak fordi du deler dine tanker, så jeg ved, at jeg ikke er alene i den verden!
    Dejlig lørdag til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Leder

    For at være ærlig tror jeg ikke 4 timers nedgang i tid ændrer meget, for det er den konstante travlhed, speeden op i tempo og øgede krav, som gør, at man ender med stress. Jeg tog selv konsekvensen af det og sagde mit job op i et speciale jeg elskede- jeg har aldrig fortrudt- jeg søgte herefter stillinger uden vagter eller weekender og endte efter to mrd med en forfremmelse til leder hvor jeg nu igen arbejder 37 timer + men det er ikke i nærheden af samme pres som tidligere.Det er ikke det værd at ødelægge sit liv. Jeg håber det kommer til at gå for dig og ønsker dig alt det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mari

    Jeg har KUN været på fuld tid i oplæringsperioderne. Det er langt fra de fleste sygeplejersker der er på fuld tid, så det er ABSOLUT ikke fail(!) at gå ned i tid, tværtimod! En anden ting er, at du er i et HELT VILDT speciale som nyuddannet! Selv om du elsker det, kan det altså give noget overskud, at skifte til et speciale som ikke er så udfordrende både fagligt og mentalt. Du er en super vigtig for vores fag fordi du er så åben og ærlig! Du er rigtig sej, især når nu er så god til at handle på dine følelser! 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Flot at du lytter til dig selv. Men jeg må også sige at det er flot som nyuddannet at holde til den afdeling. Der findes mange afdelinger hvor presset ikke er ligeså stort!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Historiske store skattelettelser og mindre velfærd