Velkommen til min lønfest og et par ord om min hverdag som sygeplejerske

frederikke-loenfest

Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.

Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.

Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.

Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.

Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.

Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!

Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.

Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.

Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.

Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.

Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.

Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.

Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.

For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?

I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.

Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det!  Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.

Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.

Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.


Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Udvekslings Eventyr i Uganda – sygeplejestuderende fortæller

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende

sygepleje-stud-uganda

Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.

Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.

Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.

Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.

Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.

foedeafdelingen-1-kopi

Fødeafdelingen

foedeafdelingen

Fødeafdeligen

Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.

Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.

Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.

“At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur.” (Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015)

Det er en oplevelse for livet at yde sygepleje i et uland og vi vil til hver en tid anbefale andre studerende at gøre det samme, som vi gjorde.

leg-med-boern-paa-vejen-kopi

Leg med børn på gaden

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende


Har du også lyst til at gæsteblogge? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på:

frederikkekikka@gmail.com 

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem 

Et blogindlæg, som bryder tabuet om depression

Kære læsere!

Jeg hedder Julie, og jeg er en pige på 25 år, der er helt pjattet med at være sygeplejestuderende, heste, træning og meget mere. Jeg holder et halvt års orlov fra studiet, da jeg er sygemeldt, ellers ville jeg have været i gang med modul 14/7. semester.

Jeg har fået lov at låne lidt plads her på bloggen, da jeg føler at jeg har noget på hjertet, og nogle erfaringer jeg gerne vil dele med jer andre sygeplejesker og studerende.
Jeg holder orlov fra studiet, da jeg i sommers fik en depression. Det var en depression der blev kategoriseret middelsvær – grænsende til svær. Under mit sygdomsforløb har jeg haft angst, selvmordstanker, en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, identitetstab og mange andre ubehagelige følelser – alt sammen udløst fordi jeg har været for dårlig til at lytte til mig selv i alt, alt for lang tid. Jeg håber at min historie kan hjælpe andre, til at lytte til deres krop og sind, og stoppe op, så de ikke får det så skidt som jeg havde det.

Jeg har altid været en pige, der har været vild med at knokle. Under mit studie har jeg prioriteret at klare mig godt og har fået gode karakterer hele vejen igennem, samtidig med at jeg har redet på konkurrenceplan og haft mange timers arbejde både på et plejehjem og på det ridecenter hvor min hest var opstaldet. Der har været pres på, hvilket var en nødvendighed hvis jeg skulle det hele. Når jeg tænker tilbage, har jeg hele tiden haft symptomer på stress, som hos mig viste sig som svimmelhed, nedsat appetit, indsovningsbevær, migræne og når jeg endelig havde en fridag uden planer, var jeg fuldstændig ødelagt og kunne ikke komme ud af sengen før om eftermiddagen.

I Maj måned havde jeg et grimt brud med min daværende kæreste og efter det begyndte depressionen virkelig at vise tænder, selvom den var kommet snigende op til. Jeg har undertrykt symptomerne, men der opstod nogle symptomer der virkelig gjorde mig bevidst om at noget var galt. Det var bl.a. angst når jeg skulle møde op på mit kliniksted på modul 12 – som jeg var rigtig glad for at være på!, at jeg ikke længere havde lyst til at ride og følelsen af at livet ikke var værd at leve mere. Men jeg skammede mig utrolig meget over det, og blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare måtte tage mig sammen, for jeg havde jo ingen som helst grund til at skulle have det sådan. Modul 12 var hårdt og jeg var ikke ret glad. Jeg var faktisk kun tilpas når jeg var i klinik – når jeg havde overvundet angsten for at komme op på afdelingen. Jeg klarede dog modul 12 rigtig godt og fik en udtalelse, der var så flot at jeg græd af glæde og stolthed da min vejleder læste den op for mig. Det var en surrealistisk oplevelse, for når jeg ikke var i klinik havde jeg det rigtig dårligt, og havde meget klare forestillinger om hvordan jeg kunne tage mit eget liv. Men jeg fortalte ikke nogen om disse tanker, for jeg skammede mig så forfærdeligt og var sikker på at jeg aldrig kunne blive sygeplejerske, hvis jeg fortalte nogen, at jeg havde haft lyst til at stjæle morfin fra medicinrummet.

Sommerferien kom, og jeg startede som sommerferieafsløser på et nyt plejehjem, og håbede inderligt på at en ny start ville gøre mig glad igen. Hvilket overhovedet ikke var tilfældet. For min depression tog så meget til, at jeg ikke lavede andet end at sove, når jeg ikke var på arbejde. Jeg havde stadig min elskede hest, men jeg havde ingen interesse i den, og hver gang jeg var ude for at klappe den eller ride fik jeg voldsom dårlig samvittighed over, at jeg ikke passede den i et omfang der var tilfredsstillende for mig. Men jeg havde bare ikke overskud og kræfter til det. Jeg havde bare lyst til at sove, sove, sove og aldrig mere tage stilling til verden udenfor. Jeg isolerede mig, samtidig med at jeg blev rigtig bange for at være alene hjemme, især om aftenen. Jeg sov ca. 12 timer hver dag og var stadig vildt træt, når jeg gik i seng, men lå stadig meget længe i sengen inden jeg faldt i søvn, da jeg bare lå og tænkte på alle de fejl jeg lavede som menneske, både i fortiden, nutiden men også hvilke fejl jeg var overbevist om at ville begå fremover – især forestillinger om, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at fungerer i arbejdet som sygeplejerske. Jeg følte mig som en evig belastning for alle, og jeg kunne ikke tage beslutning om noget som helst. Men jeg vælger ikke at få noget hjælp, for jeg syntes jeg er svag, dum og doven og tænker, at en læge ville grine af mig, hvis jeg kom og fortalte hvordan jeg havde det. Den eneste ”hjælp” jeg fik, var at jeg siden april havde fået psykolog hjælp – men jeg løj om hvordan jeg havde det og fortalte hende ikke om min selvmordstanker, fordi jeg var så flov. Samtidig var jeg rigtig bange for at blive tvangsindlagt, hvis jeg fortalte nogen om de her grimme tanker, og jeg troede ikke at jeg nogensinde kunne blive sygeplejerske hvis jeg skulle indlægges. Det var efterhånden det eneste jeg kunne holde fast i, af min egen identitet; Jeg ville være sygeplejerske!!
Så jeg forsøgte at ”tage mig sammen”, prøvede at få det bedre, men jeg havde en følelse af, at livet hele tiden overhalede mig uden at jeg var klar. Der blev ved med at komme ting jeg skulle forholde mig – og tage stilling til, hvilket jeg ikke magtede. Jeg kunne ikke være en god veninde, en god datter eller noget som helst andet. Tænk at jeg overhovedet kunne have så gode veninder og familie, når jeg var så uduelig. Så hvert forsøg på at tage sig sammen var et nederlag, som resulterede i at jeg isolerede mig endnu mere.

Det hele kammede over til en fest på Langeland, hvor vi hvert år bor ved en af mine tætte veninders mor, som jeg også har et godt forhold til og holder meget af. Men til denne fest sker der noget, som jeg ikke nævner her, som sårer mig og får mig til at føle mig så ligegyldig at hele min verden vælter og hele natten ender i et langt panikanfald. Jeg forlader selvfølgelig festen, og kommer hjem til min venindes mor, som forgæves prøver at berolige mig. Men jeg er så bange, jeg hyperventilerer, har skyldfølelse og føler mig som det mest usle menneske – og dette afleder også meget kraftige selvmordstanker. Hatten af for både min veninde og hendes mor, som virkelig prøvede at hjælpe mig – som de virkelig også gjorde! For næste morgen, inden jeg kører hjemad, tager de en snak med mig, om at de symptomer, jeg viser på at have fået en depression og opfordrer mig til at søge hjælp. Det var en hård besked at få, men også en ekstrem lettelse for mig, for når det kom fra andres mund, følte jeg at nu var det ”slemt nok”. Verden havde simpelthen gennemskuet hvor dårligt et menneske jeg var. Jeg laver en aftale med dem om at søge lægehjælp i den kommende uge, og kører derefter hjemad.

På hjemturen bliver jeg overmandet af endnu et panikanfald, og her beslutter jeg første gang at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg har så meget uro i mit hoved, og jeg kan på ingen måde kontrollere mine tanker, der bare flyver rundt i en stor pærevælling og jeg bliver egentlig meget bange for mig selv. Den søde sygeplejerske jeg får kontakt med, inviterer mig ind til en snak på PAM, som jeg selv kører til.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse at komme ind og snakke med personale med overfaldsalarmer. Jeg husker at jeg både følte mig meget stødt over alarmerne, men havde også en accept af at nu var jeg nok sindssyg, så der var ikke meget andet at gøre. Og jeg var rigtig bange samtidig. Og ubevidst havde jeg på det her tidspunkt et stort ønske om at blive indlagt. Jeg fortæller både sygeplejersken og lægen præcis hvordan jeg har det, selvom det er svært at sætte ord på, og det jeg mest kan give udtryk for er ”at jeg har brug for ro!”. De sender mig dog hjem med noget beroligende, som har god effekt på mig.

Efterfølgende får jeg søgt lægehjælp, som henviser mig til lokalpsykiatri og jeg får fortalt min psykolog hele historien. Min læge opfordrer mig til at køre på PAM igen, da hun mener jeg skal indlægges, og det er jeg på dette tidspunkt helt afvisende overfor. Men min psykolog får mig dog overtalt til at køre på PAM, efter at have fortalt hende alt hvad der foregår inden i mig. Jeg venter meget længe derinde og da jeg endelig kommer til lægesamtale, møder jeg det jeg vil beskrive som verdens dummeste læge. Han er så nedværdigende overfor mig og taler nedsættende og arrogant til mig. Og efter både at have åbnet mig for min psykolog og triage-sygeplejersken, er det sidste jeg har lyst til at fortælle sådan en læge om mine inderste hemmeligheder og skynder mig at få samtalen afsluttet.
Sygeplejersken der er med til lægesamtalen er heldigvis knaldhamrende dygtig, og opfatter godt at jeg ikke vil fortælle lægen noget som helst og hun tager en snak med mig på vej ud og opfordrer mig til at blive. Men jeg takker nej tak, for jeg skal altså på arbejde næste dag, og beslutter at vente med behandling til jeg har tid i lokalpsykiatrien.

Ventetiden føltes uendelig, men dagen hvor jeg skal til samtale i lokalpsykiatrien kommer endelig! Jeg håber virkelig at en medicinsk behandling vil hjælpe mig, for min hverdag kan ikke fortsætte som den gør. Jeg får dog 10 min inden jeg skal ud af døren en mail om at tiden er aflyst, hvilket er helt ubærligt for mig! På en eller anden måde finder jeg alligevel nogle kræfter og ringer ind til dem, og får en akuttid ved en socialrådgiver som laver en Hamilton vurdering af mig og hun opfordrer mig også kraftigt til indlæggelse, som jeg nu er helt afvisende overfor. Og da der ingen læge er tilstede, kan jeg ikke startes op i medicinsk behandling.
Efter en (god) aftenvagt på plejehjemmet, bliver jeg igen ramt af et angstanfald. Det kommer ud af ingenting, mens jeg bare sidder og læser en bog, helt afslappet derhjemme. Jeg kan ikke kontrollere det overhovedet og prøver at løse det, ved at ridse i mig selv – hvilket ikke hjælper og angsten tager til. Her kontakter jeg igen PAM, hvor jeg kører ud og møder en sød læge og sygeplejerske og får tilbudt en overnatning. Næste morgen er jeg fuldstændig som en zombie og min sygeplejerske tager en snak med mig om at hun syntes jeg skal indlægges. Jeg afviser og tager hjem, for jeg har slet ikke samvittighed til at sygemelde mig fra mit arbejde.
Men allerede samme aften får jeg det skidt igen og her ”giver jeg op”. Jeg vil indlægges, jeg har det simpelthen for dårligt til at klare mig selv. Jeg accepter, at jeg aldrig nogensinde bliver sygeplejerske, og tager på PAM igen og beder om en indlæggelse. Men allerede her bliver jeg overrasket. Den sygeplejerske der talte med mig efter ”den dumme læge” fortæller mig at hun har lagt en klage på lægen, og at hun er glad for at se mig igen. Det var fantastisk at få at vide, fordi jeg selvfølgelig følte at det var min egen skyld at lægen opførte sig som han gjorde.
Jeg var også sikker på at jeg blev tvangsindlagt – hvilket selvfølgelig overhovedet ikke var aktuelt. Jeg lader mig indlægge helt frivilligt. Og den indlæggelse er det bedste jeg nogensinde har jeg gjort. De første dage af min indlæggelse går jeg rundt og er helt forstenet og kan ikke så godt samtale eller holde øjenkontakt. Jeg spiser ingenting og har på det her tidspunkt tabt mig i alt 4-5 kg. Jeg bliver opstartet i medicinsk behandling, NADA-behandling og samtaler. Men indlæggelsen i sig selv er den bedste medicin. Jeg kunne lukke verden helt ude, og bare være i mig selv uden pres nogen steder fra. Der var ingen krav til noget som helst. Der var nogen der vækkede mig og morgenen og fortalte mig hvornår jeg skulle spise. Jeg får samtidig fortalt venner og familie at jeg er syg, hvilket nok er det sværeste, men også en kæmpe lettelse. Især fordi jeg har det bedste netværk man kan ønske sig, og alle støttede mig uden at stille spørgsmålstegn ved min tilstand. Dette betød så ufatteligt meget, for det sidste jeg havde brug for, var at skulle forsvare mig selv.

Jeg er indlagt i 3 uger, hvor jeg får det bedre og bedre. Jeg beslutter at tage orlov fra studiet og har nogle gode samtaler med mine 2 fantastiske kontaktpersoner. Det er så befriende for mig at kunne tale frit om alle ens følelser, uden at føle sig forkert. Jeg har nogle gode medpatienter som jeg falder godt i hak med – og så sker det mest fantastiske i mit behandlings forløb: jeg GRINER! Lige fra hjertet, og ikke bare et kunstigt grin, fordi jeg ved det ville være passende, eller fordi jeg ler hånende af mig selv. Det er nok den bedste følelse nogensinde og noget jeg aldrig vil glemme.

Da jeg bliver udskrevet er jeg helt klar, og har en god plan for min orlov, som jeg ved er det helt rigtige. Og jeg har efter mine mange samtaler, ENDELIG indset, at jeg selvfølgelig bliver en mega god sygeplejerske, selvom jeg har haft en depression og har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hvilket er fantastisk og noget jeg glæder mig meget til, for jeg er stadig helt sikker på, at jeg er sygeplejerske helt ind i knoglerne.

I dag har jeg det godt. Jeg er glad, jeg er begyndt at ride igen og jeg bruger min orlov på, kun at gøre Julie-ting. Altså ting som gør mig glad. Jeg er startet med at træne meget i fitness, jeg ser min familie og mine venner, jeg ELSKER at ride igen og så har jeg taget hul på en uddannelse som springdommer indenfor ridesporten. Og nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang med mit studie igen. Jeg hviler mere i mig selv, end jeg nogensinde før har gjort og det er virkelig en fed fornemmelse!

Det jeg gerne vil med at dele min historie, er at jeg ikke ønsker at nogen skal få det ligeså skidt som mig. Hvis der er nogen der læser dette, som kan genkende noget af alt dette hos dem selv – søg hjælp! Det er IKKE meningen man skal være ked af det altid eller have tanker om at tage livet af sig selv! Mærk efter – hvad fortæller jeres krop jer? Man kan desværre ikke det hele, og det er okay at tage en pause. Livet vil altid byde på udfordringer, men hvis man altid kører på pumperne er der til sidst ikke overskud til selv det mindste bump på vejen.

Og sidst men ikke mindst: Der er ingen andre end dig selv der kan definere hvornår man har det ”slemt nok” til at få hjælp! Det er så vigtigt!

Mange Hilsner

Verdens gladeste Julie 😊