Update: 1. møde i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd

Et blogindlæg, som bryder tabuet om depression

Kære læsere!

Jeg hedder Julie, og jeg er en pige på 25 år, der er helt pjattet med at være sygeplejestuderende, heste, træning og meget mere. Jeg holder et halvt års orlov fra studiet, da jeg er sygemeldt, ellers ville jeg have været i gang med modul 14/7. semester.

Jeg har fået lov at låne lidt plads her på bloggen, da jeg føler at jeg har noget på hjertet, og nogle erfaringer jeg gerne vil dele med jer andre sygeplejesker og studerende.
Jeg holder orlov fra studiet, da jeg i sommers fik en depression. Det var en depression der blev kategoriseret middelsvær – grænsende til svær. Under mit sygdomsforløb har jeg haft angst, selvmordstanker, en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, identitetstab og mange andre ubehagelige følelser – alt sammen udløst fordi jeg har været for dårlig til at lytte til mig selv i alt, alt for lang tid. Jeg håber at min historie kan hjælpe andre, til at lytte til deres krop og sind, og stoppe op, så de ikke får det så skidt som jeg havde det.

Jeg har altid været en pige, der har været vild med at knokle. Under mit studie har jeg prioriteret at klare mig godt og har fået gode karakterer hele vejen igennem, samtidig med at jeg har redet på konkurrenceplan og haft mange timers arbejde både på et plejehjem og på det ridecenter hvor min hest var opstaldet. Der har været pres på, hvilket var en nødvendighed hvis jeg skulle det hele. Når jeg tænker tilbage, har jeg hele tiden haft symptomer på stress, som hos mig viste sig som svimmelhed, nedsat appetit, indsovningsbevær, migræne og når jeg endelig havde en fridag uden planer, var jeg fuldstændig ødelagt og kunne ikke komme ud af sengen før om eftermiddagen.

I Maj måned havde jeg et grimt brud med min daværende kæreste og efter det begyndte depressionen virkelig at vise tænder, selvom den var kommet snigende op til. Jeg har undertrykt symptomerne, men der opstod nogle symptomer der virkelig gjorde mig bevidst om at noget var galt. Det var bl.a. angst når jeg skulle møde op på mit kliniksted på modul 12 – som jeg var rigtig glad for at være på!, at jeg ikke længere havde lyst til at ride og følelsen af at livet ikke var værd at leve mere. Men jeg skammede mig utrolig meget over det, og blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare måtte tage mig sammen, for jeg havde jo ingen som helst grund til at skulle have det sådan. Modul 12 var hårdt og jeg var ikke ret glad. Jeg var faktisk kun tilpas når jeg var i klinik – når jeg havde overvundet angsten for at komme op på afdelingen. Jeg klarede dog modul 12 rigtig godt og fik en udtalelse, der var så flot at jeg græd af glæde og stolthed da min vejleder læste den op for mig. Det var en surrealistisk oplevelse, for når jeg ikke var i klinik havde jeg det rigtig dårligt, og havde meget klare forestillinger om hvordan jeg kunne tage mit eget liv. Men jeg fortalte ikke nogen om disse tanker, for jeg skammede mig så forfærdeligt og var sikker på at jeg aldrig kunne blive sygeplejerske, hvis jeg fortalte nogen, at jeg havde haft lyst til at stjæle morfin fra medicinrummet.

Sommerferien kom, og jeg startede som sommerferieafsløser på et nyt plejehjem, og håbede inderligt på at en ny start ville gøre mig glad igen. Hvilket overhovedet ikke var tilfældet. For min depression tog så meget til, at jeg ikke lavede andet end at sove, når jeg ikke var på arbejde. Jeg havde stadig min elskede hest, men jeg havde ingen interesse i den, og hver gang jeg var ude for at klappe den eller ride fik jeg voldsom dårlig samvittighed over, at jeg ikke passede den i et omfang der var tilfredsstillende for mig. Men jeg havde bare ikke overskud og kræfter til det. Jeg havde bare lyst til at sove, sove, sove og aldrig mere tage stilling til verden udenfor. Jeg isolerede mig, samtidig med at jeg blev rigtig bange for at være alene hjemme, især om aftenen. Jeg sov ca. 12 timer hver dag og var stadig vildt træt, når jeg gik i seng, men lå stadig meget længe i sengen inden jeg faldt i søvn, da jeg bare lå og tænkte på alle de fejl jeg lavede som menneske, både i fortiden, nutiden men også hvilke fejl jeg var overbevist om at ville begå fremover – især forestillinger om, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at fungerer i arbejdet som sygeplejerske. Jeg følte mig som en evig belastning for alle, og jeg kunne ikke tage beslutning om noget som helst. Men jeg vælger ikke at få noget hjælp, for jeg syntes jeg er svag, dum og doven og tænker, at en læge ville grine af mig, hvis jeg kom og fortalte hvordan jeg havde det. Den eneste ”hjælp” jeg fik, var at jeg siden april havde fået psykolog hjælp – men jeg løj om hvordan jeg havde det og fortalte hende ikke om min selvmordstanker, fordi jeg var så flov. Samtidig var jeg rigtig bange for at blive tvangsindlagt, hvis jeg fortalte nogen om de her grimme tanker, og jeg troede ikke at jeg nogensinde kunne blive sygeplejerske hvis jeg skulle indlægges. Det var efterhånden det eneste jeg kunne holde fast i, af min egen identitet; Jeg ville være sygeplejerske!!
Så jeg forsøgte at ”tage mig sammen”, prøvede at få det bedre, men jeg havde en følelse af, at livet hele tiden overhalede mig uden at jeg var klar. Der blev ved med at komme ting jeg skulle forholde mig – og tage stilling til, hvilket jeg ikke magtede. Jeg kunne ikke være en god veninde, en god datter eller noget som helst andet. Tænk at jeg overhovedet kunne have så gode veninder og familie, når jeg var så uduelig. Så hvert forsøg på at tage sig sammen var et nederlag, som resulterede i at jeg isolerede mig endnu mere.

Det hele kammede over til en fest på Langeland, hvor vi hvert år bor ved en af mine tætte veninders mor, som jeg også har et godt forhold til og holder meget af. Men til denne fest sker der noget, som jeg ikke nævner her, som sårer mig og får mig til at føle mig så ligegyldig at hele min verden vælter og hele natten ender i et langt panikanfald. Jeg forlader selvfølgelig festen, og kommer hjem til min venindes mor, som forgæves prøver at berolige mig. Men jeg er så bange, jeg hyperventilerer, har skyldfølelse og føler mig som det mest usle menneske – og dette afleder også meget kraftige selvmordstanker. Hatten af for både min veninde og hendes mor, som virkelig prøvede at hjælpe mig – som de virkelig også gjorde! For næste morgen, inden jeg kører hjemad, tager de en snak med mig, om at de symptomer, jeg viser på at have fået en depression og opfordrer mig til at søge hjælp. Det var en hård besked at få, men også en ekstrem lettelse for mig, for når det kom fra andres mund, følte jeg at nu var det ”slemt nok”. Verden havde simpelthen gennemskuet hvor dårligt et menneske jeg var. Jeg laver en aftale med dem om at søge lægehjælp i den kommende uge, og kører derefter hjemad.

På hjemturen bliver jeg overmandet af endnu et panikanfald, og her beslutter jeg første gang at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg har så meget uro i mit hoved, og jeg kan på ingen måde kontrollere mine tanker, der bare flyver rundt i en stor pærevælling og jeg bliver egentlig meget bange for mig selv. Den søde sygeplejerske jeg får kontakt med, inviterer mig ind til en snak på PAM, som jeg selv kører til.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse at komme ind og snakke med personale med overfaldsalarmer. Jeg husker at jeg både følte mig meget stødt over alarmerne, men havde også en accept af at nu var jeg nok sindssyg, så der var ikke meget andet at gøre. Og jeg var rigtig bange samtidig. Og ubevidst havde jeg på det her tidspunkt et stort ønske om at blive indlagt. Jeg fortæller både sygeplejersken og lægen præcis hvordan jeg har det, selvom det er svært at sætte ord på, og det jeg mest kan give udtryk for er ”at jeg har brug for ro!”. De sender mig dog hjem med noget beroligende, som har god effekt på mig.

Efterfølgende får jeg søgt lægehjælp, som henviser mig til lokalpsykiatri og jeg får fortalt min psykolog hele historien. Min læge opfordrer mig til at køre på PAM igen, da hun mener jeg skal indlægges, og det er jeg på dette tidspunkt helt afvisende overfor. Men min psykolog får mig dog overtalt til at køre på PAM, efter at have fortalt hende alt hvad der foregår inden i mig. Jeg venter meget længe derinde og da jeg endelig kommer til lægesamtale, møder jeg det jeg vil beskrive som verdens dummeste læge. Han er så nedværdigende overfor mig og taler nedsættende og arrogant til mig. Og efter både at have åbnet mig for min psykolog og triage-sygeplejersken, er det sidste jeg har lyst til at fortælle sådan en læge om mine inderste hemmeligheder og skynder mig at få samtalen afsluttet.
Sygeplejersken der er med til lægesamtalen er heldigvis knaldhamrende dygtig, og opfatter godt at jeg ikke vil fortælle lægen noget som helst og hun tager en snak med mig på vej ud og opfordrer mig til at blive. Men jeg takker nej tak, for jeg skal altså på arbejde næste dag, og beslutter at vente med behandling til jeg har tid i lokalpsykiatrien.

Ventetiden føltes uendelig, men dagen hvor jeg skal til samtale i lokalpsykiatrien kommer endelig! Jeg håber virkelig at en medicinsk behandling vil hjælpe mig, for min hverdag kan ikke fortsætte som den gør. Jeg får dog 10 min inden jeg skal ud af døren en mail om at tiden er aflyst, hvilket er helt ubærligt for mig! På en eller anden måde finder jeg alligevel nogle kræfter og ringer ind til dem, og får en akuttid ved en socialrådgiver som laver en Hamilton vurdering af mig og hun opfordrer mig også kraftigt til indlæggelse, som jeg nu er helt afvisende overfor. Og da der ingen læge er tilstede, kan jeg ikke startes op i medicinsk behandling.
Efter en (god) aftenvagt på plejehjemmet, bliver jeg igen ramt af et angstanfald. Det kommer ud af ingenting, mens jeg bare sidder og læser en bog, helt afslappet derhjemme. Jeg kan ikke kontrollere det overhovedet og prøver at løse det, ved at ridse i mig selv – hvilket ikke hjælper og angsten tager til. Her kontakter jeg igen PAM, hvor jeg kører ud og møder en sød læge og sygeplejerske og får tilbudt en overnatning. Næste morgen er jeg fuldstændig som en zombie og min sygeplejerske tager en snak med mig om at hun syntes jeg skal indlægges. Jeg afviser og tager hjem, for jeg har slet ikke samvittighed til at sygemelde mig fra mit arbejde.
Men allerede samme aften får jeg det skidt igen og her ”giver jeg op”. Jeg vil indlægges, jeg har det simpelthen for dårligt til at klare mig selv. Jeg accepter, at jeg aldrig nogensinde bliver sygeplejerske, og tager på PAM igen og beder om en indlæggelse. Men allerede her bliver jeg overrasket. Den sygeplejerske der talte med mig efter ”den dumme læge” fortæller mig at hun har lagt en klage på lægen, og at hun er glad for at se mig igen. Det var fantastisk at få at vide, fordi jeg selvfølgelig følte at det var min egen skyld at lægen opførte sig som han gjorde.
Jeg var også sikker på at jeg blev tvangsindlagt – hvilket selvfølgelig overhovedet ikke var aktuelt. Jeg lader mig indlægge helt frivilligt. Og den indlæggelse er det bedste jeg nogensinde har jeg gjort. De første dage af min indlæggelse går jeg rundt og er helt forstenet og kan ikke så godt samtale eller holde øjenkontakt. Jeg spiser ingenting og har på det her tidspunkt tabt mig i alt 4-5 kg. Jeg bliver opstartet i medicinsk behandling, NADA-behandling og samtaler. Men indlæggelsen i sig selv er den bedste medicin. Jeg kunne lukke verden helt ude, og bare være i mig selv uden pres nogen steder fra. Der var ingen krav til noget som helst. Der var nogen der vækkede mig og morgenen og fortalte mig hvornår jeg skulle spise. Jeg får samtidig fortalt venner og familie at jeg er syg, hvilket nok er det sværeste, men også en kæmpe lettelse. Især fordi jeg har det bedste netværk man kan ønske sig, og alle støttede mig uden at stille spørgsmålstegn ved min tilstand. Dette betød så ufatteligt meget, for det sidste jeg havde brug for, var at skulle forsvare mig selv.

Jeg er indlagt i 3 uger, hvor jeg får det bedre og bedre. Jeg beslutter at tage orlov fra studiet og har nogle gode samtaler med mine 2 fantastiske kontaktpersoner. Det er så befriende for mig at kunne tale frit om alle ens følelser, uden at føle sig forkert. Jeg har nogle gode medpatienter som jeg falder godt i hak med – og så sker det mest fantastiske i mit behandlings forløb: jeg GRINER! Lige fra hjertet, og ikke bare et kunstigt grin, fordi jeg ved det ville være passende, eller fordi jeg ler hånende af mig selv. Det er nok den bedste følelse nogensinde og noget jeg aldrig vil glemme.

Da jeg bliver udskrevet er jeg helt klar, og har en god plan for min orlov, som jeg ved er det helt rigtige. Og jeg har efter mine mange samtaler, ENDELIG indset, at jeg selvfølgelig bliver en mega god sygeplejerske, selvom jeg har haft en depression og har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hvilket er fantastisk og noget jeg glæder mig meget til, for jeg er stadig helt sikker på, at jeg er sygeplejerske helt ind i knoglerne.

I dag har jeg det godt. Jeg er glad, jeg er begyndt at ride igen og jeg bruger min orlov på, kun at gøre Julie-ting. Altså ting som gør mig glad. Jeg er startet med at træne meget i fitness, jeg ser min familie og mine venner, jeg ELSKER at ride igen og så har jeg taget hul på en uddannelse som springdommer indenfor ridesporten. Og nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang med mit studie igen. Jeg hviler mere i mig selv, end jeg nogensinde før har gjort og det er virkelig en fed fornemmelse!

Det jeg gerne vil med at dele min historie, er at jeg ikke ønsker at nogen skal få det ligeså skidt som mig. Hvis der er nogen der læser dette, som kan genkende noget af alt dette hos dem selv – søg hjælp! Det er IKKE meningen man skal være ked af det altid eller have tanker om at tage livet af sig selv! Mærk efter – hvad fortæller jeres krop jer? Man kan desværre ikke det hele, og det er okay at tage en pause. Livet vil altid byde på udfordringer, men hvis man altid kører på pumperne er der til sidst ikke overskud til selv det mindste bump på vejen.

Og sidst men ikke mindst: Der er ingen andre end dig selv der kan definere hvornår man har det ”slemt nok” til at få hjælp! Det er så vigtigt!

Mange Hilsner

Verdens gladeste Julie 😊

3 kommentarer

  • Gitte

    Kæmpe kæmpe stor respekt fra mig. Jeg har selv haft mild depression og kender kun alt for godt den følelse af at “ nu skal jeg tage mig sammen” og samtidig miste al energi og glæde i sin krop, og ken egentlige ønsker om at få lov at være alene og være ked af det.❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin Bergh—Hanssen

    Kære Julie
    Tusind tak fordi du deler din historie med os.
    Der er læring og håb til både dem,der har det,som du har haft, men også til personale ansat i psykiatrien. Godt at mærke du er kommet styrket videre. Du bliver en super sygeplejerske🍀🍀🍀.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Sejt Julie… Du er så sej. Jeg er sikker på du bliver en hammer god sygeplejerske, og det her forløb kun har gjort dig stærkere. Jeg ønsker dig alt det bedste. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Update: 1. møde i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd