Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen
– 4. Semester sygeplej
Se næste indlæg >
af Frederikke Marie
Velkommen til min lønfest og et par ord om min hverdag som sygeplejerske
Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.
Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.
Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.
Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.
Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.
Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!
Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.
Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.
Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.
Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.
Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.
Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.
Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.
For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?
I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.
Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det! Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.
Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.
Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.
Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd
Det forekommer mig mere, at der er for meget arbejde på for få hænder, som hun siger, er hun tilfreds med lønnen, men arbejdspresset er så stort, at hun er nødt til at gå på deltidsløn, for at klare det. Det er dybt urimeligt og skal være et opråb til vores politikere.!