Jeg var ved at miste modet

11 dage inde i det nye år, og derfor tid til at gøre lidt status :-)

Da det slog den 1. januar, betød det ikke kun ET NYT ÅR for mig, men også at jeg havde været ansat på Neonatalafdelingen i ET ÅR. ET HELT ÅR. Jeg kan ikke helt forstå hvor tiden er blevet af, men samtidig, så har jeg en følelse af, at jeg har været ansat der rigtig længe.

I forbindelse med min ansættelse på Neonatalafdelingen må jeg sige, at den bedste beslutning jeg har taget, er, at gå ned på 33 timer om ugen fra 37 timer. Jeg har været på 33 timer siden november, og jeg kan allerede mærke at jeg så småt at ved at få lidt mere energi tilbage i mit liv. Før jeg gik ned i tid, var jeg ret så energi-udsultet, og jeg var helt oprigtigt ved at miste modet.

Det irriterer mig, og gør mig ked af det, at jeg skal føle mig presset til at gå ned i tid, pga. at arbejdsforholdene som sygeplejerske er så barske, som de er. Jeg ved, at det ikke kun er på min arbejdsplads, at man som sygeplejerske har svært ved at magte en fuldtidsstilling. Det er et generelt symptom flere steder i faget som sygeplejerske og flere går ned med stress og bliver sygemeldt.

Det er utrolig værdifuldt for mig, at jeg udover at være sygeplejerske, har tid og overskud til også at have mig et liv ved siden af mit virke i uniformen. Jeg har før omtalt det som Frederikke-tid. Det havde jeg slet ikke det første lange stykke tid på Neonatalafdelingen. Jeg var simpelhent for træt og udmattet til at tænke klart, når jeg havde fri.

Forleden snakkede jeg med en kollega, som sagde: >>jeg har desværre ikke råd til at gå ned på 33 timer<<. Det er jo en ærlig sag, og jeg overvejede det også selv, det der med, om jeg overhovedet havde råd til at gå ned i tid. Men jeg kom frem til, at jeg ikke havde “råd til” at lade være. Råd i den forstand, at jeg kørte mig selv helt i sænk på 37 timer. Jeg kan da sagtens mærke at jeg har mindre penge hver måned, men hellere det, end at knække.

Mht. fritid og overskud, så var jeg meget i tvivl om jeg skulle stille op som kandidat i Kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, jeg tænkte: >>Frederikke, er du nu sikker på det er en god idé, kan du holde til det, er det nu smart<<. Det var ikke kun mig selv, der sagde det til mig, venner og familie sagde det også. Men hvor ville det havde været dumt, hvis jeg ikke havde stillet op. Det at jeg gjorde det, og er kommet ind i bestyrelsen har faktisk, lige tværtimod, givet meget mere energi og nyt mod! Og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, som er meget inspirerende at være sammen med. På den korte tid “jeg har været med” kan jeg allerede mærke at det er det helt rigtige for mig.

Snart skal jeg på et kongresforberedende møde, med alle bestyrelserne i Dansk Sygeplejeråd, og jeg ser utroligt meget frem til det!

Da jeg havde fri forleden dag, havde jeg tid og overskud til at tage et smut forbi Kredshovedstadens kontor, her spiste jeg frokost med min søde ekskollega Harun, han sidder nu som kredsnæstformand i DSR KredsH. Ham er jeg evigt taknemmelig, det var nemlig Harun som “sparkede” mig til at stille op til valg i DSR.

Det var spændende at være på besøg hos ham, møde de andre på kontoret, og vi havde også tid til at tale lidt sammen, her hørte jeg blandt andet om hvad hans nye arbejde går ud på. Jeg glæder mig til at følge ham, og ikke mindst at se ham i forbindelse med min plads i Kredsbestyrelsen.

Ha’ en god aften,

Nu skal jeg snart i nattevagt :-)

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse