Når himlen falder ned

Jeg har holdt mig væk herfra. For det var dét som føltes mest rigtigt. Nu vælger jeg at skrive, for det føles rigtigt.

Fra dag ét da jeg startede med at blogge, har jeg brugt den som et offentligt refleksionsrum. Det at få skrevet tankerne ned, og trykke på udgiv, giver mig energi, det plejer det i hvert fald at gøre – så jeg håber på, bare at få en lille smule energi, ved at skrive det her. Lige i øjeblikket mærker jeg ikke energi. Jeg er helt kørt over.

Jeg er sygemeldt. Sygemeldt pga. stress. Dér, Sådan, nu står det skrevet sort på hvidt. I nat er det præcis to uger siden, jeg græd, ikke kunne sove, “vågnede op” og mærkede: >>jeg kan sgu da ikke tage på arbejde sådan her<<.

Det kom bag på mig. Meget! Og de første mange dage, brugte jeg på at være i en form for chok. Det ryger jeg desværre tilbage til i ny og næ. Når jeg skriver chok, så mener jeg, sådan en tilstand, hvor jeg føler at min situation er lidt uvirkelig. >>Mig, syg med stress? Seriøst?<< Jeg græd meget og nærmest hele dage, den første uge. Jeg tror selv, at det var og er selve anerkendelsen af at være tro med mig selv, og indse at “jeg er syg med stress”, som gør at jeg græder så meget. Jeg græder stadig, ikke lige så meget, men i hvert fald så meget, at jeg næsten hver dag har hævet øjne. Jeg ligner ikke mig selv, nærmere en zombie.

Jeg fik lyst til at skrive et blogindlæg fordi jeg føler mig alene. Alene i det her underlige univers, som jeg føler jeg hopper ind og ud af. Lige nu i dette øjeblik, hvor jeg skriver, sidder jeg ikke og græder. Jeg føler mig sådan nogenlunde OK i dag. Jeg har for en gangs skyld – for første gang længe – sovet godt og igennem. Jeg tror det er dét, som gør, at min psyke i dag er bedre, end fx. i går, hvor den var helt gal og jeg følte mig lurvet ind i stressens dumme dumme univers.

Den dag, for to uger siden, hvor det ramlede ned over mig og jeg “vågnede op” havde faktisk været en dejlig dag. Jeg havde spist brunch med 2 gode veninder og senere, sammen med min kæreste, havde jeg været på loftet med nogle ting – som jeg længe gerne har ville. Da jeg skulle sove, begyndte det bare. Jeg græd, og blev ved. Da jeg havde grædt nærmest uafbrudt i to timer, mens min kæreste knugede mig ind til sig, indså jeg, at jeg skulle sygemelde mig. Han, ham, A, min kæreste – er min klippe, jeg klamrer mig til ham og han er det mest fantastiske menneske, som jeg har mødt (jeg stopper her, selvom jeg kunne blive ved med at kaste kærlighedserklæringer efter ham).

Stressen er kommet snigende, og jeg tror, at den har stået på lur for at vælte ned over mig, længe. Jeg har bare været mester i at skubbe den væk og lade som om, at alt det jeg følte; mavekramper, søvnbesvær, hjertebanken, generel ubehag i min krop, muskelsmerter og mere – var symptomer på at være sygeplejerske, nyuddannet og bare en del af livet nogen gange.

ATTENTION: Sådan skal man ikke gå og have det. ALDRIG. Man skal ikke ignorere det. Jeg har ignoreret det alt for længe. Men jeg skal nok få det godt igen, det tror jeg på og lever efter lige nu.

Jeg tror sagtens jeg kunne være fortsat indtil at jeg var knækket endnu mere sammen. Dér er vi mennesker virkelig dumt og, undskyld udtrykket, “fucked up” indrettet. Vi har en evne til at ignorere stress, det er virkelig ikke nogen god egenskab. Jeg tror, at grunden til at jeg er vågnet op, og har indset at jeg skal gøre noget ved det nu og tage hånd om min stress, bunder i, at jeg har mødt kærligheden. Den ægte kærlighed. Sådan 100procent og helt ud i fingerspidserne, kærlighed. Det, at der er en ved min side, én som elsker mig ubetinget, ser mig i øjnene og holder om mig på en måde, som kun han kan, har fået mig til at indse, at jeg var og er knækket indeni.

Jeg er et sted lige nu, jeg ikke helt ved hvor er. Jeg er ikke på vej hen hvor der er sort, altså depressionens vej, men jeg er meget bevidst om, at når man er syg med stress, kan man meget let risikere at komme derhen – og det vil jeg ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal komme ovenvande snarest. Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan se lys og så bliver jeg meget ked af det. Heldigvis drejer det sig ikke om hele dage, men det kan vare nogle timer og det er ikke særlig rart.

Jeg er i behandling. Jeg går hos en psykolog, én som skulle være ekstra god til “sådan nogle som mig”. Med det mener jeg, én som har speciale i at have klienter, der er gået ned med stress som er udløst arbejdsrelateret. Det skal ikke være en hemmelighed, at mange sygeplejersker, desværre, oplever det samme som jeg. Da stress er så stort et problem i et her fag, synes jeg det burde være sådan, at man som sygeplejestuderende fik undervisning i at opsnappe og håndtere stress. Både hos sig selv og sine kollegaer. Well, det var bare en tanke. Andre tiltag burde der også være, sådan rent politisk, men alt sådan noget, vil jeg ikke beskæftige mig med og tænke så meget over nu. Lige nu, handler det kun om mig, og om at jeg skal have det godt igen.

Nu skal jeg læse videre i min bog, den som er på billedet. Den har jeg lånt af min mor og jeg er meget glad for den. Jeg arbejder allerede med ting, hver dag, helt i det små, som jeg prøver at ændre, for at få det godt igen. Små step af gangen, Rom blev ikke bygget på en dag. Jeg er positiv, og ønsker og håber at der ikke går lang tid før at jeg kan starte på arbejde igen.

For jeg savner mit arbejde, mine kollegaer, og min normale hverdag – hvor jeg er en glad, energisk og smilende pige og sygeplejerske!

Lov mig én ting, lyt til dig selv hvis du har de mindste tegn på stress og prik din kollega på skulderen, hvis du oplever noget hos ham/hende. Jeg kunne ikke selv se det i øjnene. A var årsagen til at jeg indså det. Måske årsagen til at jeg turde “give slip” og mærke, at jeg virkelig er stresset, i en sådan grad, at jeg skal have PAUSE og hjælp. Pludselig var det helt trygt, at se det i øjnene, at jeg faktisk havde det ret skidt. Der er én, som er der 100procent for mig OGSÅ når snotten løber ud af næsen, og jeg ligner noget som katten kunne have slæbt ind af døren.

I de her dage hører jeg Medinas nye sang “skyttegrav” på repeat, når jeg altså har lyst til at høre musik – vel og mærke. I går så jeg hende optræde med sin nye sang i tv (hør den her hvis du har lyst)

Tårerne trillede ned af mine kinder, da hun udtalte:

>Sangen ‘Skyttegrav’ handler om, hvem der står ved ens side, når kuglerne flyver. Alle oplever følelsen af at blive beskudt, forklarer Medina – eksempelvis hvis man oplever mobning, men også hvis en sygdom angriber.<<

(http://underholdning.tv2.dk/2018-02-07-medina-om-svaer-tid-jeg-kunne-ikke-magte-det-mere)

---

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse