Politianmledt - mon jeg bliver den næste?

Når himlen falder ned

img_8549

Jeg har holdt mig væk herfra. For det var dét som føltes mest rigtigt. Nu vælger jeg at skrive, for det føles rigtigt.

Fra dag ét da jeg startede med at blogge, har jeg brugt den som et offentligt refleksionsrum. Det at få skrevet tankerne ned, og trykke på udgiv, giver mig energi, det plejer det i hvert fald at gøre – så jeg håber på, bare at få en lille smule energi, ved at skrive det her. Lige i øjeblikket mærker jeg ikke energi. Jeg er helt kørt over.

Jeg er sygemeldt. Sygemeldt pga. stress. Dér, Sådan, nu står det skrevet sort på hvidt. I nat er det præcis to uger siden, jeg græd, ikke kunne sove, “vågnede op” og mærkede: >>jeg kan sgu da ikke tage på arbejde sådan her<<.

Det kom bag på mig. Meget! Og de første mange dage, brugte jeg på at være i en form for chok. Det ryger jeg desværre tilbage til i ny og næ. Når jeg skriver chok, så mener jeg, sådan en tilstand, hvor jeg føler at min situation er lidt uvirkelig. >>Mig, syg med stress? Seriøst?<< Jeg græd meget og nærmest hele dage, den første uge. Jeg tror selv, at det var og er selve anerkendelsen af at være tro med mig selv, og indse at “jeg er syg med stress”, som gør at jeg græder så meget. Jeg græder stadig, ikke lige så meget, men i hvert fald så meget, at jeg næsten hver dag har hævet øjne. Jeg ligner ikke mig selv, nærmere en zombie.

Jeg fik lyst til at skrive et blogindlæg fordi jeg føler mig alene. Alene i det her underlige univers, som jeg føler jeg hopper ind og ud af. Lige nu i dette øjeblik, hvor jeg skriver, sidder jeg ikke og græder. Jeg føler mig sådan nogenlunde OK i dag. Jeg har for en gangs skyld – for første gang længe – sovet godt og igennem. Jeg tror det er dét, som gør, at min psyke i dag er bedre, end fx. i går, hvor den var helt gal og jeg følte mig lurvet ind i stressens dumme dumme univers.

Den dag, for to uger siden, hvor det ramlede ned over mig og jeg “vågnede op” havde faktisk været en dejlig dag. Jeg havde spist brunch med 2 gode veninder og senere, sammen med min kæreste, havde jeg været på loftet med nogle ting – som jeg længe gerne har ville. Da jeg skulle sove, begyndte det bare. Jeg græd, og blev ved. Da jeg havde grædt nærmest uafbrudt i to timer, mens min kæreste knugede mig ind til sig, indså jeg, at jeg skulle sygemelde mig. Han, ham, A, min kæreste – er min klippe, jeg klamrer mig til ham og han er det mest fantastiske menneske, som jeg har mødt (jeg stopper her, selvom jeg kunne blive ved med at kaste kærlighedserklæringer efter ham).

Stressen er kommet snigende, og jeg tror, at den har stået på lur for at vælte ned over mig, længe. Jeg har bare været mester i at skubbe den væk og lade som om, at alt det jeg følte; mavekramper, søvnbesvær, hjertebanken, generel ubehag i min krop, muskelsmerter og mere – var symptomer på at være sygeplejerske, nyuddannet og bare en del af livet nogen gange.

ATTENTION: Sådan skal man ikke gå og have det. ALDRIG. Man skal ikke ignorere det. Jeg har ignoreret det alt for længe. Men jeg skal nok få det godt igen, det tror jeg på og lever efter lige nu.

Jeg tror sagtens jeg kunne være fortsat indtil at jeg var knækket endnu mere sammen. Dér er vi mennesker virkelig dumt og, undskyld udtrykket, “fucked up” indrettet. Vi har en evne til at ignorere stress, det er virkelig ikke nogen god egenskab. Jeg tror, at grunden til at jeg er vågnet op, og har indset at jeg skal gøre noget ved det nu og tage hånd om min stress, bunder i, at jeg har mødt kærligheden. Den ægte kærlighed. Sådan 100procent og helt ud i fingerspidserne, kærlighed. Det, at der er en ved min side, én som elsker mig ubetinget, ser mig i øjnene og holder om mig på en måde, som kun han kan, har fået mig til at indse, at jeg var og er knækket indeni.

Jeg er et sted lige nu, jeg ikke helt ved hvor er. Jeg er ikke på vej hen hvor der er sort, altså depressionens vej, men jeg er meget bevidst om, at når man er syg med stress, kan man meget let risikere at komme derhen – og det vil jeg ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal komme ovenvande snarest. Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan se lys og så bliver jeg meget ked af det. Heldigvis drejer det sig ikke om hele dage, men det kan vare nogle timer og det er ikke særlig rart.

Jeg er i behandling. Jeg går hos en psykolog, én som skulle være ekstra god til “sådan nogle som mig”. Med det mener jeg, én som har speciale i at have klienter, der er gået ned med stress som er udløst arbejdsrelateret. Det skal ikke være en hemmelighed, at mange sygeplejersker, desværre, oplever det samme som jeg. Da stress er så stort et problem i et her fag, synes jeg det burde være sådan, at man som sygeplejestuderende fik undervisning i at opsnappe og håndtere stress. Både hos sig selv og sine kollegaer. Well, det var bare en tanke. Andre tiltag burde der også være, sådan rent politisk, men alt sådan noget, vil jeg ikke beskæftige mig med og tænke så meget over nu. Lige nu, handler det kun om mig, og om at jeg skal have det godt igen.

Nu skal jeg læse videre i min bog, den som er på billedet. Den har jeg lånt af min mor og jeg er meget glad for den. Jeg arbejder allerede med ting, hver dag, helt i det små, som jeg prøver at ændre, for at få det godt igen. Små step af gangen, Rom blev ikke bygget på en dag. Jeg er positiv, og ønsker og håber at der ikke går lang tid før at jeg kan starte på arbejde igen.

For jeg savner mit arbejde, mine kollegaer, og min normale hverdag – hvor jeg er en glad, energisk og smilende pige og sygeplejerske!

Lov mig én ting, lyt til dig selv hvis du har de mindste tegn på stress og prik din kollega på skulderen, hvis du oplever noget hos ham/hende. Jeg kunne ikke selv se det i øjnene. A var årsagen til at jeg indså det. Måske årsagen til at jeg turde “give slip” og mærke, at jeg virkelig er stresset, i en sådan grad, at jeg skal have PAUSE og hjælp. Pludselig var det helt trygt, at se det i øjnene, at jeg faktisk havde det ret skidt. Der er én, som er der 100procent for mig OGSÅ når snotten løber ud af næsen, og jeg ligner noget som katten kunne have slæbt ind af døren.

I de her dage hører jeg Medinas nye sang “skyttegrav” på repeat, når jeg altså har lyst til at høre musik – vel og mærke. I går så jeg hende optræde med sin nye sang i tv (hør den her hvis du har lyst)

Tårerne trillede ned af mine kinder, da hun udtalte:

>Sangen ‘Skyttegrav’ handler om, hvem der står ved ens side, når kuglerne flyver. Alle oplever følelsen af at blive beskudt, forklarer Medina – eksempelvis hvis man oplever mobning, men også hvis en sygdom angriber.<<

(http://underholdning.tv2.dk/2018-02-07-medina-om-svaer-tid-jeg-kunne-ikke-magte-det-mere)


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

3 kommentarer

  • Kristine

    Kære Frederikke
    Først og fremmest er det sejt både at skrive det ned og sige det højt og trække i bremsen inden det er for sent – erkendelsen er møg svær men det første vigtig skridt i den rigtig retning
    Jeg sidder i den anden ende af landet og er ligesom dig en ung smilende sygeplejerske – og kan desværre genkende din beskrivelse alt for godt – spoler man tiden et halvår tilbage var jeg der hvor du er nu
    Og tro mig langsom men sikkert for du det bedre
    Har du brug for en det lytter så skriv – jeg vil hellere end gerne lytte, skrive når overskuddet er der
    Pas på dig selv er et mærkelig begreb fordi hvordan gør man det i sådan med en Sygemeldning som din
    Jeg vil dog tillade og skrive det afligevel fordi jeg syntes det temmelig rammende
    Tanker herfra
    Kristine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Kære Frederikke 💖
    Først vil jeg ønske dig rigtig god bedring og jeg håber inderligt for dig at du ikke skal døje med det for længe💖 Stress er en frygtelig sygdom blive ramt af og det ved gud ikke nemt for den der er ramt – specielt fordi der mange mennesker der ikke er oplyst om stress så i deres verden er stress ikke en rigtig sygdom. Og det er altså ikke nemt at skulle slås med samtidig med man har det skidt💖
    Min mor gik ned med stress for 3 år siden-men min søster og jeg kunne se den var rigtig galt allerede for 10 år siden, men der var hun ikke klar til at lytte og tage hånd om sig selv. Og det ramte hende hårdt da stressen kom. I starten kunne min søster og jeg stå lige foran hende, og pludselig begyndte hun at græde og når vi spurgte hvad der var galt sagde hun “jamen i blev væk og jeg kunne slet ikke finde jer”. Og sådan har der været SÅ MANGE TING og det tager på kroppen 😔💖
    Min mor snakkede på et tidspunkt min en gammel ven som havde været en lignende ting igennem som rådde hende til KUN at lave ting i hverdagen som hun elsker fx synes min mor det nærmest som at meditere når hun ordner have, går en tur eller hører musik. Og det har virkelig hjulpet hende meget og der ud over har hun gået til psykolog 💖
    I dag ved vi at hun kun får 70% af sin hukommelse tilbage og hvis hun skal tilbage til arbejdsmarkedet bliver det enten som fkexjobber eller på deltid ✌💚

    Jeg ønsker virkelig for dig at du ikke skal det samme igennem som min mor og jeg ønsker for dig at du ikke skal være ramt i længere tid 💖
    Og så hold fokus på at du ikke har travlt med bla komme oven på igen. Gør nogle af de ting der gør dig glad og får dig til at slappe af og så husk at få snakket om det også med familie og venner, for det gør det nemmere for omgangskredsen at være der for dig 💖💖
    Jeg sender dig en kæmpe krammer og masse kærlighed 💖
    Knus fra Karina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hej Frederikke . Faldt over dit opslag på fb. Jeg er selv sygemeldt med stress på 4. Uge. Kan genkende mange af de ting, som du skriver . For mig er det et kæmpe nederlag, og det har været svært for mig at indse, hvor syg stressen faktisk gjorde mig. Det var til sidst min kæreste , som måtte sende mig afsted til læge. Det er utroligt at vi sygeplejersker ikke er bedre til at passe på os selv! Jeg er blevet tilmeldt trivsels/ stressgrupoe igennem dsr og coach igennem arbejdet . Det ser jeg frem til! Som du skriver , så er dette ikke normalt at vågne med hjertebanken og slet ikke kunne sove i det hele taget . Det kan bare være svært at indse, når man selv står i det . Jeg satser på at komme styrket igennem mit stressforløb , selvom det føles uendelig hårdt lige nu. Følelsen af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed overfor kollegaer og ledelse . Det er svært at håndtere, så jeg glæder mig at få vendt tankerne med andre i samme “ båd” . Kh Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Politianmledt - mon jeg bliver den næste?