Først og fremmest, WOW… bare wow.

Da jeg har haft en uge, hvor der er sket en masse, fik jeg lyst til at gøre lidt status her.

Min uge startede med, at jeg mandag var på vej ud af døren. På vej til afdelingen, i dagvagt som vanligt i denne optrapningstid. Desværre nåede jeg kun til at tage alt mit overtøj på, og hen til døren – for så at vende om og tage overtøjet af igen og blive hjemme.

Ugen for inden havde jeg haft tilbagefald og nedtur. Jeg havde brugt weekenden på at prøve at “komme mig”, finde ro og balance og energi igen (blandt andet, med en sauna tur og yoga, sammen med mor). Men da mandag ramte, var jeg bare ikke klar. Tirsdag cyklede jeg en lang tur med min kæreste, og samlede energi til at komme afsted på arbejde onsdag. Jeg kom jeg afsted på arbejde onsdag, og jeg havde en god dag. Jeg kom også afsted i træningscenteret efter arbejde, og det var en sejr! For efter at jeg er startet tilbage på arbejdet, er alt det med træning og yoga gået helt i sig selv, desværre. Jeg håber på, at jeg i den kommende uge, kommer afsted igen :-) For åaah, hvor det dog hjælper på mindsettet og kroppen, at træne/bevæge mig.

Torsdag var en uforglemmelig dag. Jeg var inviteret med som frivillig meningsdanner til det såkaldte TR-stormøde i Fredericia. Her var over 10.000 tillidsrepræsentanter, på tværs af fag i den offentlige sektor, samlet. Sammen med ca. en flok på 30 meningsdannere, var jeg med til at sætte gang i debat mm. på de sociale medier. Målet med det var og er, at vi ønsker at den brede befolkning i det danske samfund er “med os” i forbindelse med overenskomstforhandlingerne som foregår lige nu. Hvis ikke forhandlerne kommer frem til en løsning i forligsinstitutionen, ender vi i en strejke, efterfulgt af en massiv lockout som vil lamme store dele af Danmark. Det vil vi allesammen meget gerne undgå!

På selve stormødet blev jeg interviewet til en artikel som man kan læse her 

Og når først man udtaler sig til medierne, så kan det gå stærkt. Før dagen var omme, så havde jeg en aftale i hus med radio kanalen på dr, P1 morgen, dagen efter. Har du lyst til at høre indslaget, kan du trykket på linket her og spole til ca. halvvejs i programmet.

Og det slutter ikke her. Efter min deltagelse i radioen, blev jeg kontaktet af Avisen.dk som affødte denne artikel

… og så kontaktede DR TV-AVISEN mig, de ville gerne en tur forbi og interviewe og filme, til aftenens 18.30 TV-AVIS. Og det sagde jeg ja til. Se TV-AVISEN her

Desværre har flere medier omtalt mig og de andre meningsdannere som en “aktivist-gruppe” hvilket jeg synes har en lidt negativ klang. Jeg håber at de fleste alligevel ved, og forstår, at det er vi ikke! Vi er en flok helt almindelige offentligt ansatte, hvor flere af os har været på en meningsdanneruddannelse. Den uddannelse har givet os værktøjer og redskaber til at formidle det vi oplever på gulvet. Det er noget som alle kan og vi er altså IKKE uddannet af fagbevægelsen til at skulle opruste noget som helst. Vi brænder bare, helt enkelt, for vores fag og ønsker #EnLøsningForAlle og fair overenskomstforhandlinger for alle de offentligt ansatte.

Nå, nok om alt det med medierne. Nogle sidder måske og tænker, >>hold da fast, var det ikke stress, som hun lige havde været fuldtidssygemeldt med?<<. Jo det er sandt, men jeg har faktisk kun opnået at få energi af at være aktiv og med i frontlinjen i sidste uge. Jeg har sørget for at få min søvn, som jeg har fundet ud af er alfa omega for mig, hvis jeg skal kunne fungere og hænge sammen.

Efter en fredag, som i den grad stod i mediernes tegn, faldt jeg omkuld før kl. 23. Lørdag stod jeg forholdsvist tidligt op, og flyttede sammen med min kæreste. Dvs. vi tømte hans lejlighed, gjorde den ren og flyttede alle hans ting hjem til mig. Så jeg er nu beriget med blandt andet 3 guitarer og en kæmpe forstærker hjemme i stuen, og her er OK rodet. Men det er ok, for jeg ved, at vi meget snart kommer i orden i vores lille kærligheds rede. Det føles helt rigtigt, for os begge to, at være flyttet endeligt sammen, og jeg er sikker på at fremtiden er lys.

Og det vigtigste af alt er, at trods en masse aktivitet i fagbevægelsen tegn, flytning og flytterod, så er jeg fyldt op med kampgejst, glæde, kærlighed, lykke og energi til at gå en ny uge i møde i morgen.

Selvom jeg har lavet en masse de sidste mange dage, så er jeg ikke udmattet, men tvært imod så har jeg energi – jeg er glad og jeg føler mig meget mere som mig selv, end hvad jeg har følt, de sidste mange måneder. Det er så fantastisk og SÅ dejligt.

Nu mangler jeg bare, at forhandlerene, som sidder på den anden side af fagforeningerne, lytter på den brede befolkning og os offentligt ansatte – så skal alt nok blive godt!

Hvis ikke du allerede er medlem af gruppen så smut forbi Facebookgruppen:

Bak op om de offentligt ansatte

Denne gruppe oprettede nogle af meningsdannerene i torsdags, under stormødet i Fredericia. På 2 1/2 time var flere tusinde allerede medlem, og vi er nu oppe på over 160.000 medlemmere. Det er helt fantastisk, og så rørende at opleve og se, den kæmpe store opbakning til alle de offentligt ansatte. TAK!

God søndag til alle.

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

De fleste, som læser med her er bekendt med, at jeg har været nede med en stress-sygemeldning og nu er på vej tilbage på arbejde igen.

Efter at have gået meget rundt om mig selv de sidste par dage, tænkte jeg, måske er det på tide at få tømt hovedet for tanker, som florerer rundt deroppe. Jeg oplever ikke at det er decideret tankemylder, som jeg oplevede, dagen hvor jeg meldte mig syg. Så havde jeg nok heller ikke siddet her og skrevet. Men fortiden bliver mit hovedet let fyldt med tanker, tanker som ikke lige frem giver mig overskud og smil på læben.

Jeg kan fra det ene øjeblik, som i fra det ene minut til det andet, gå fra at være i et helt okay humør, til at blive rigtig trist, øv og mut. Det er hamrende frustrerende, og jeg ville ønske jeg kunne tage det ud, trampe på det og smide det langt væk.

Sådan fungerer tingene dog desværre bare ikke. Jeg må og skal kæmpe mig igennem, indse og blive ved med at anerkende den her tilstand, som jeg er i. Jeg tror, at det som sker lige nu, er tilbagefald.

Tilbagefald fik jeg at vide, lige fra start af, ville komme. Så.. here goes. Det trøster jeg mig lidt ved, selvom det ikke rigtig hjælper mig. Men det giver mig en eller anden forsikring om, at det er ok, at jeg er ok, og at det hele nok skal blive ok.

Mine tanker kredser rundt om mange ting. Ikke kun om, at jeg ikke har det super godt. Men fx. også om mit værd, om jeg nu også er god nok.

Denne her tilstand, som er udløst af min stress-sygemeldning, har virkelig fået åbnet op for en masse sluser og det er godt nok ikke let at være hovedperson i. Men jeg prøver at følge med i aller bedste forstand.

Jeg er i gang med min 3. optrapningsuge på arbejdet, og det har fra start af føltes godt og som det rigtige at være tilbage. Det er på ingen måde “a piece of cake”, men det er blevet bedre og lettere for mig at møde ind, end fx. hvordan det var de første par dage.

Forleden dag, sagde jeg til min kæreste, at jeg havde en følelse af, at jeg står på en eller anden vippe. En vippe som bliver ved med at tippe den ene og den anden vej.

Jeg tror, at jeg skal fokusere på at puste mere ud, og sige til mig selv, at jeg er ok (lettere skrevet end gjort). Heling tager tid, og jeg er lige nu i en helingsprocess, som er åndssvagt svær at tackle. For jeg skal ikke heles og tilbage til hvordan jeg havde det før, nej, jeg skal hele sammen til noget nyt – “et nyt mig, men stadig mig”.

Noget af det, som især også gør det svært og egentlig også lidt modbydeligt, at være her hvor jeg er, er, at omverden ikke kan se, hvordan jeg har det. Det står ikke skrevet i min panden, og jeg går heller ikke rundt med en krykke. Jeg ligner bare mig selv.

Det er så diffust og underligt det som jeg gennemgår, og jeg tror kun der er et eneste menneske, foruden mig selv, som kan sætte sig lidt ind i hvordan JEG har det. Det er min kæreste, som hver eneste dag oplever mig og mine rutsjeturer.

Udadtil virker det nok til, at jeg har det meget godt. Jeg prøver også at “have det meget godt”, og være så meget mig selv som muligt. Men fra det ene minut til det andet, kan filmen knække, og så er jeg pludselig mut og kan ikke sætte ord på, hvad det er som lige foregår.

I går, inden jeg skulle sove, viskede min kæreste til mig: >>du er lige nu på vej igennem en tunnel, og den tunnel, er ikke altid let at gå igennem, men husk på, at forenden er der lys, lys som du for enden kan se og jeg er her sammen med dig og jeg er også derude i lyset<<.

Nu sidder med tårer i øjnene. Jeg er vist ret heldig, mere end heldig, at jeg har fundet sammen med ham. Det må være noget af det aller sværeste, at være tilskuer og medspiller, på så tæt hold, til sådan én som mig lige nu.

Tak <3

Det at skrive mine tanker ned her, få sat ord på det som sker inde i mig lige nu, hjalp og jeg kan mærke, at mit humør steg en takt opad.

Til orientering, hvis nogen måske sidder og tænker, >>hold da fest, hun har det skidt<<, så er der også stunder hvor jeg er glad og griner, og jeg kan mærke, at jeg er mere mig selv. Heldigvis! Jeg har ikke mistet modet, jeg har fortsat masser af kampgejst, glæde af og i livet og så går fortsat til psykolog en gang om ugen – det vil jeg fortsætte med i lang tid. Men.. vejen ud af tunnelen, er bumlet, men jeg er på vej – og det er det vigtigste.

Tak fordi at I læser med.

Kh.

Frederikke

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse