Højt at flyve - dybt at falde

I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Højt at flyve - dybt at falde