Folkemødet 2018 fra mit perspektiv

Inden afgang

Jeg var med for første gang på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg vil i det her blogindlæg gøre lidt status på noget af alt det, som jeg oplevede :-)

Forinden havde jeg gjort mig mange tanker, og mit bedste for at søge viden og info om hvad det var for noget, som jeg skulle med til. Jeg var med som en del af Kredsbestyrelsen, fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kredshovedstaden. Som mange af jeg måske allerede ved, så er jeg valgt ind som Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden. Det vil altså sige, at jeg sidder som tillidsvalgt politiker i kredsen i København og repræsenterer en masse sygeplejersker, som har stemt mig ind ved valg i november. Jeg er ikke fuldtidspolitiker, da jeg har mit arbejde på neonatal ved siden af, men jeg er, selvsagt, meget optaget af sundhedspolitk især.

Folkemødet 2018

Folkemødet er Danmarks politikfestival, en festival, hvor omdrejningspunktet er POLITIK. Selvom jeg på ingen måde er en type der går på festival, så gav det så god mening for mig at deltage og være med. Da jeg stadig er ret ny i den her politiske verden, så var jeg så utroligt spændt på at skulle med. Jeg havde dagene op til afgang mod Bornholm nogle fridage, dem brugte jeg især på at læse om Folkemødet og på at forberede mig. Hvordan gjorde jeg så det? Jeg søgte en masse på nettet, og så læste jeg det materiale, som jeg havde fået tilsendt af Dansk Sygeplejeråd. DSR havde et tema i år, som hed “Hænger det sammen for dig”, og det tilsendte læsestof var meget spændende og relevant.

Udover at jeg søgte viden hjemmefra og læste det tilsendte materiale, så var jeg så heldig, at min bedre halvdel også skulle med på Folkemødet. Min kæreste skulle med som Faglig Meningsdanner, det var hans sidste uddannelsesmodul på uddannelsen som Faglig Meningsdanner, så hele hans hold og trænere var også med. Så min kæreste og jeg talte meget sammen inden vi tog af sted, og da det også var første gang han skulle af sted på Folkemødet, havde vi samme udgangspunkt og var lige spændte. Det var så værdifuldt og dejligt at kunne dele den kæmpe oplevelse med ham, som det var, at være af sted på Folkemødet. Da vi var derovre havde vi ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi jo hver især var af sted med “hver vores agenda”.

Men det blev da til at vi kunne spise frokost sammen en dag, og gå rundt sammen og opleve Folkemødet et par timer sammen. Vi var også til et par paneldebatter sammen – så fedt! Og faktisk også lærerigt. Min kæreste er virkelig sej og modig, især når det kommer til det med at stille kritiske spørgsmål og råbe op mundtligt. Der er jeg nok lidt mere genert og tilbageholdende. Fx. så var vi til en paneldebat sammen, hvor temaet var “evaluering af OK18”. Her var det Dennis Kristensen (forhenværende forbundformand i FOA) og Joachim B. Olsen (MF Liberal Alliance (LA)) som var i debat sammen. Min kæreste kom med et kritisk spørgsmål til Joachim B. Olsen (så sejt!). Jeg beundrer virkelig min kærestes gåpåmod og debat engenskaber. Så udover, at det var dejligt at være sammen med ham til en paneldebat, så lærte jeg også noget af at være der med ham.

Foruden den paneldebet, så var jeg med til mange flere. Jeg var så heldig at være af sted på Folkemødet med flere fra min kredsbestyrelse i København. Flere af dem havde været af sted før, så jeg fik masser af gode råd fra dem, om hvordan og hvorledes man “gør” når man er på Folkemødet. Jeg gik især meget rundt sammen med to fra min kredsbestyrelse, Theis og Sara. Theis og jeg gik sammen en hel dag, hvor vi nåede at være med til flere meget spændende debatter. Vi startede ud med at deltage til en paneldebat som bestod af en bred skare af ungdomspolitkere, som hver især repræsenterede hver deres politiske ungdoms parti. Det var så spændende, og Theis og jeg snakkede især om, hvor dygtige og gode de var til at bevare og have en god retorik, selvom de ikke var enige. Jeg gik med følelsen fra den debat om, at fremtiden ser lys ud og at mange andre politikere, kunne lære godt af, at overveje deres retorik og blive bedre til at tale lidt mere ordentligt til hinanden.

Så vidt jeg husker, var vores næste stop den involverende “tænketank” om fremtidens organisationsuddannelse, under navnet “læring, relationer og fællesskab”. Det var Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd som var arrangør til dette. Bjørn Hansen direktør  i DeltagerDanmark var tovholder og panelet bestod af Gitte Tinning som er organisationschef i Dansk Sygeplejeråd og Morten Madsen, direktør i Dansk Metal. Til dette arrangement var vi som deltagere aktivt med, og vi diskuterede 1 til 1 om organisationsuddannelse på kryds og tværs af fagforeninger og fag. Det var så spændende, og meget relevant, især fordi jeg er ny i det her organisationsarbejde. Vi talte også om vigtigheden af meningsdannelse, og kom ind på det med at flere fagforeninger udbyder en Meningsdanneruddannelse, til interesserede medlemmere. Dem er jeg jo selv en af. Det var meget spændende at høre om hvordan “de andre gør”, og at opleve netværket og vidensdelingen omkring hvordan forskellige fagforeninger, herunder min egen, uddanner organisatorisk valgte, og hvordan man gerne vil samarbejde og lære noget nyt – og lære fra sig.

Theis og jeg var også til en paneldebat som omhandlede hvorfor at så mange danskere er ramt af stress, angst, ensomhed og depression. Debatten var arrangeret af Information og debatredaktør Gry Inger Reiter interviewede hhv. Majbrit Berlau (Formand for Socialrådgiverforeningen) og Hjalte Aaberg (Regionsdirektør, Region Hovedstaden). Især emnet om stress, vakte min interesse. Ikke kun fordi jeg selv personligt i år har været sygemeldt med stress, men fordi jeg ved, at mange sygeplejersker, desværre sygemeldes med stress. Majbrit Berlau sagde; “at en individualisering af stress ikke er den rigtige måde at håndtere problemet på, og understregede, at stress er et samfunds – kultur og strukturelt problem”. Jeg kan ikke være mere enig med nogen om noget, og jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sætter en stor fed streg under dette, og hjælper hinanden om at videreformidle dette budskab. Sygemeldes man med stress, er det ikke den enkeltes problem, det kan sagtens være, at stress udløses af noget personligt, men den stress som hersker i det offentlige, på det arbejdsmarked, som jeg kender, udløses fordi at vores rammer ikke lever op til alt det vi skal nå!

Jeg var samme dag til paneldebet omkring “forbyggelse, sammenhæng og et økonomisk løft kan give en moderne psykiatri”. Titlen var “Moderne psykiatri – hvordan sikrer vi en god mental sundhed”. Arrangørerne var Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Selvom jeg ikke selv arbejder i psykiatrien, fandt jeg det meget relevant at være med til en debat omkring de kæmpe udfordringer som det psykiatriske område står med hver eneste dag.

 

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen understregede b.la.:

”Vi må lave et system, hvor vi ikke kun tænker i enkeltstående ydelser, men tænker i sammenhæng og helhed for patienten. Og så skal vi tænke nyt. Vi skal bruge socialsygeplejersker, pårørende og tværgående forløb,” (Kilde: DSR).

I samme telt, var jeg til penaldebat omrking “fælles økonomi og ledelse er vejen til sammenhæng”. Her blev der b.la. debatteret om hvordan vi sikrer sammenhæng, når en patient går fra at være patient på sygehuset, til at komme hjem i egen kommune. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd udtalte:

”Vi skal have fælles ledelse og fælles økonomi omkring patienten. Så skaber man lettere sammenhæng længere ned i systemet. Det nytter ikke, at det er frontpersonalet ude hos patienten, der skal forsøge at skabe sammenhængen” (Kilde: DSR).

Grete Christensen sagde også:

”I kommunerne står sygeplejerskerne ofte med spørgsmålet om, hvad hospitalet egentlig tænkte, da de sendte en patient hjem. Og hvad gør egen læge? Og den anden vej er der også brug for mere ensartethed i kommunernes tilbud. I dag er det sådan, at sygehusene skal kigge på patientens adresse, før de ved, om de kan sende patienten hjem” (Kilde: DSR).

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd understregede også, at det er vigtigt, at vi lytter til patienterne, de ved hvad som fungerer for dem, vi skal lytte til dem og deres behov og inddrage dem. Hun sagde også, at ensartethed i kommunerne vil være tidsbesparende og kom med et eksempel på, at dialysebehandling i hjemmet og kemobehandling “to-go” er blevet til en virkelighed fordi at vi har lyttet til patienterne.

Udover de mange spændende debatter, som jeg var med til, så oplevede jeg også meget bare ved at gå fra A til B. Jeg mødte så utroligt mange spændende mennesker på min færd på Folkemødet. Lige fra politikere, til hjemmeløse, til “folket” altså den almene borger som deltog og mange mange flere. Især da jeg bemandede DSR Kredshovedstaden’s Christiania cykel på pladsen, mødte jeg en masse spændende folk. Jeg fik en snak med flere – om sygeplejersker :-) Vi talte især om udfordringerne der er ved at være sygeplejerske, men også om hvor fantastisk og dejligt et fag det er. Alle som jeg faldt i snak med, ved vores Christiania cykel, var enten selv sygeplejerske, ellers så kendte de én, eller kendte én, som kendte én, der var sygeplejerske. Det var utroligt givende og spændende, at høre andres fortællinger og udfordringer om det at være sygeplejerske, eller at være pårørende til en sygeplejerske.

Jeg lærte også meget om politik, og det er ret svært at forklare hvad jeg lige mener med det. Men jeg fik et kæmpe indblik i hele det “game” som det er, at være med og en del af politik. Jeg snakkede med flere fra min bestyrelse, som har flere år på bagen i DSR, og som aktive i politik. Det var meget spændende og lærerigt at høre om deres rejse til hvor de var nu, og at se dem i “aktion”. Jeg er utroligt beæret over at have været med på Folkemødet, og over at have lært så meget!

Den sidste paneldebat, som jeg var med til, var en debat som omhandlede “Flere faglige stemmer i politik – hvordan og hvorfor?”. Jeg var med der, fordi at jeg netop selv er en af de faglige stemmer, og så var jeg inviteret af min kæreste. Det var nemlig hans Meningsdannerhold, som primært havde arrangeret debatten. Og min seje kæreste havde da også mikrofonen i hånden :-) I panelet var Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom, Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Rie Ljungmann, Analytiker, Tænketanken Cevea.

Der blev debateret omkring hvorfor stemmerne fra det virkelige arbejdsliv er så vigtige at få hørt i politik, og de tre debatører fra panelet kom med flere råd og med deres besyv på hvor det giver mening og er vigtigt med faglige stemmer!

Min kæreste fortalte sin historie, som portør og som fagligstemme fra gulvet, og stillede spørgsmålet om det overhovede batter og giver mening at råbe op, og forklarede hvordan han under OK18 havde været aktiv med at råbe op og skrive debatindlæg mm.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, svarede at man skulle være vedholdende, og blive ved og ved med at råbe op. Ikke stoppe efter “første forsøg”, men blive ved og ved med at fortælle historierne og holdningerne fra “gulvet”. Han sagde blandt andet “folk lytter også, når vi ikke ved det!” og at det er vigtigt, at man spreder sig, og siger det man mener flere gange – så skal der nok være nogen, der lytter!

Kasper Sand Kjær, Formand for DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), sagde direkte til min kæreste: “jeg tror ikke du skal sidde med en følelse af,  at du ikke er blevet lyttet til – og fortsatte, “jeg tror i den grad, at du er blevet lyttet til og at du har været med til at sætte en dagsorden under de overståede OK18 forhandlinger, og det tror jeg har præget det langt mere, end du tror og sådan ville man kunne nævne utallige meningsdannere, som har gjort det igennem årene og det betyder rigtig meget for hvordan dagsordnen er på Christiansborg”. 

Panelet kom også, afslutningsvis med deres råd, hver især om hvad vi, som faglige stemmer, skal gøre. Rådene lød således; fra Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom: at vi skal “elske os selv, bakke hinanden op og se os selv som vindere”. Selvom jeg, uden at gå for meget ind i politisk overbevisning, på ingen måde er støtter og er enig i Liberal Allinances politk, synes jeg faktisk ret positivt om dette råd. Jeg tror faktisk på, at finder vi, faglige stemmer, mere vindermentalitet frem og støtter hinanden endnu mere i de sager vi belyser, ved at turde tage bladet for munden, og råbe op – så kan vi nå endnu længere i vores kamp og fx bedre arbejdsvilkår og bedre vilkår for vores patienter.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom råd lød sådan her: “tag din kollega med, inspirér kollgean til at være aktivt med i fagpolitik”. Et rigtig godt råd, som jeg vil vove at påstå, at jeg allerede benytter mig af! Men hermed, er det givet videre.

Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) kom også med råd, til de faglige stemmer, han sagde “meld jer ind i politk, og tag en kollega med”. Et råd, som jeg synes er så ufatteligt vigtigt! For vil man være med til at ændre nogle tilstande, må man melde sig aktivt på banen, og det kan man helt klart, især, ved at melde sig aktiv i politik – ellers er der jo “bare” nogle andre, som tager den ledige plads.

Når paneldebatterne sluttede i løbet af aftnerne var det tid til at mingle, den ene aften var der også koncert med Magtens Korridorer og en anden aften så jeg satiregruppen Magt optræde. Jeg var også til to sangaftener, både én arrangeret af DSR torsdag aften og lørdag, som var sidste aften, der var jeg med til LO’s sangaften. Det var simpelhent så fedt at være med, og hver eneste dag gik jeg i seng og var mæt på oplevelser og ny viden og SÅ træt!

Jeg håber at I har fået bare et lille indtryk i hvad jeg fik tiden til at gå med på Folkemødet, jeg kunne skrive endnu mere, men jeg tænker, at det her er langt nok :-)

I er meget velkomne til at stille mig spørgsmål om Folkemødet.

Ha’ en dejlig weekend,

KH.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Hvordan begyndte du at engagere dig politisk?

En læser har spurgt, om jeg på noget tidspunkt har skrevet, om hvordan jeg begyndte at engagere mig politisk.

Dertil må jeg svare, at nej, det har jeg faktisk ikke. Så jeg har stillet mig selv det spørgmål, og her kommer svaret:)

Jeg tror egentlig at jeg altid har været sådan lidt light interesseret i politik. Min mor og far er begge uddannet skolelærere, min bonusfar El-installatør, og nu i gang med at uddanne sig til lektor på Maskinmesterskolen. Vi har altid talt politik derhjemme, men ikke mere, end hvad jeg tror andre familier gør henover spisebordet. Men det har været tydeligt for mig, at både min mor, far og bonusfar, har fundet emnet spændende og relevant.

Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg på en linje med samfundsfag på A niveau, så det var nok dér, at jeg for alvor blev interesseret i det dér med politik. Jeg husker i hvert fald, at jeg fandt samfundsfagstimerne rigtig spændende. Jeg husker også, at jeg synes, at vores studietur til Bruxelles, “EU-land”, var mega sejt, lidt nørdet, men spændende! Vi besøgte b.la. EU-kommissionen, mødte politikere som sad i Bruxelles og var på besøg i NATO. Det var helt vildt, og jeg har helt sikkert snakket og fortalt til mine forældre om det hele, i speed-tempo, da jeg kom hjem.

Da jeg skulle starte på en videregåendeuddannelse, valgte jeg også efter den interesse. Jeg begyndte nemlig på en bacheloruddannelse som hed, Spansk og Europæiske studier. Men efter ca. et halvt år på studiet, gik det op for mig, at det studie slet ikke var mig. Jeg elskede at studere spansk, men det med europæiske studier blev lidt for langhåret, og især det at at have erhvervsøkonomi var svært for mig. Jeg forstod ikke særlig meget af det, og jeg dumpede også en eksamen.

Da så jeg begyndte at læse til sygeplejerske, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde fundet den rette hylde. Og her havde jeg en drøm om at melde mig som en aktiv del af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), men det skete desværre aldrig. Jeg havde travlt med alt muligt andet, fx. udlands udveksling x 2 og så var det bare helt simpelt svært for mig at finde tid til at være aktiv i SLS, når jeg også gerne ville danse samba og en masse andet, ved siden af sygeplejestudiet.

Jeg har nu, i flere år, blogget om sygepleje – både som studerende og som færdiguddannet sygeplejerske. Her kom det meget naturligt, at jeg begyndte at følge med i fagpolitiske emner, og også at skrive om det i ny og næ. Fagbladet Sygeplejersken har været mit yndlingsmagasin, siden jeg modtog det første gang. Lidt nørdet, tror jeg. Jeg kan i hvert fald fornemme, at mine sygeplejeveninder synes jeg er lidt af en nørd, hvad det angår :-)

Et par uger inden at jeg skulle op til min bacheloreksamen (for snart to år siden!), fik jeg beskeden om, at jeg var optaget på Meningsdanneruddannelsen. En uddannelse, som blev udbudt af Dansk Sygeplejeråd (DSR) Kreds Hovedstaden, i samarbejde med Tænketanken Cevea.  På denne uddannelse blev jeg styrket i at sætte faget på dagsordnen, både i medierne, men også på min arbejdsplads, fx. i debatindlæg og på de sociale medier. Jeg fik redskaber til at kommunikere, med udgangspunkt i min egen faglighed og så fik jeg et netværk af andre sygeplejersker, som havde nogle af de samme interesser, som jeg selv. Jeg husker tydeligt hvordan jeg oplevede at “have fundet hjem”, da jeg mødte alle de andre på mit Meningsdannerhold. Det var en helt vild tid, og jeg udviklede mig meget personligt og nok også fagpolitisk – når jeg lige sidder og tænker tilbage. Jeg fik et helt andet indblik i hvad DSR står for og kæmper for, og jeg oplevede en kampgejst og et gåpåmod, blandt de andre fra mit hold – som smittede af, og alle havde én og samme drivkraft, nemlig at råbe op om sygeplejerskers vilkår og hverdag “derude”.

Da jeg så var blevet færdig med Meningsdanneruddannelsen, gik der ca. et halvt år, og så var der valg til Kredsbestyrelserne i DSR. En god og sød ven, og daværende kollega – som jeg også havde mødt på Meningsdanneruddannelsen, prikkede og skubbede lidt til mig. Han sagde, at han synes jeg burde stille op til valg. Først tænkte jeg, ej han må da have spist søm – det kan jeg da ikke. Jeg tænkte, at jeg slet ikke vidste nok om fagpolitik, og at jeg ikke på nogen måde, var god nok til at stille op til sådan et valg.

Men jeg kunne ikke slippe hans ord, og en aften, et par dage inden fristen for at stille op, gik jeg i gang med at skrive mit valgoplæg. Jeg havde ingen anelse om hvordan man gjorde sådan noget. Men det blev skrevet, og jeg sendte det af sted.

Jeg blev valgt ind, og jeg sidder i dag i Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Hovedstaden. Jeg er fortsat stadig ny i det fagpolitiske arbejde, og jeg har masser at lære endnu. Men hold nu op, hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at lytte på min ven. Da jeg var til mit første møde, med Kredsbestyrelsen, følte jeg det samme, som da jeg var på mit første modul, på Meningsdanneruddannelsen. Jeg følte mig hjemme!

Uden rigtig at have tænkt over det, så har jeg nok længe følt mig og været “alene” med mine fagpolitiske interesser, da mine gode venner og veninder ikke interesserer sig for det, på samme måde som jeg gør. Så det, pludselig, at være i fora med sygeplejersker, der har samme interesser, er enormt værdifuldt for mig. Det er vel egentlig lidt, som da man var barn, hvor man nogen gange kunne opleve, ej her passer jeg ikke så godt ind, hvorefter, man på et andet tidspunkt pludselig kunne mærke, at man et andet sted, passede rigtig godt ind. Det er jo ikke sådan, at jeg har sagt farvel og tak til mine gode venner og veninder, slet ikke! Men jeg har bare fundet et sted, hvor jeg kan åbne op for for ventilen, suge ind og puste ud og dyrke mine fagpolitiske interesser.

Ham min ven, som prikkede til mig, blev selv valgt ind som Kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden, og jeg husker tydeligt, at vi sidste år talte sammen om, at vi så gerne ville med på Folkemødet – men det var umuligt at få en billet og overnatning. I år, er det så sådan, at vi begge to skal med, og ikke “bare” som vi gerne ville sidste år, men vi skal af sted begge to som “udsendte” med Dansk Sygeplejeråd. Det er da i grunden ret så sjovt, og ret sejt, hvis jeg selv skal sige det. Der er godt nok sket meget på et år!

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at slippe fagpolitik nogensinde igen, det giver mere end god mening for mig, at være en aktiv del af det, og jeg føler mig hjemme. Så hvis du sidder med interesser indenfor det her felt, så bare kom i gang, man behøver på ingen måde at være ekspert, der er plads til alle – så længe du har en mening og det har de fleste :-) I Kredsbestyrelsen hvor jeg sidder, synes jeg det er så fedt at vi er en blandet skare. Der sidder flere som har siddet i fagpolitik i mange år, men vi er også flere som jeg selv, som er nye og grønne. Det giver en god dynamik, både at vi er grønne og garvede blandet, men også at vi er blandet aldersmæssigt, sådan at vores erfaringer er forskellige. Det, at vi er forskellige steder i livet, gør, at vi rammer flere sygeplejerskers/medlemmers interesser og det er jo faktisk det som det især handler om, når man sidder som politisk valgt i en organisation, som Dansk Sygeplejeråd.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse