Om at overvinde sin egen frygt og at se frem

Hvordan begyndte du at engagere dig politisk?

En læser har spurgt, om jeg på noget tidspunkt har skrevet, om hvordan jeg begyndte at engagere mig politisk.

Dertil må jeg svare, at nej, det har jeg faktisk ikke. Så jeg har stillet mig selv det spørgmål, og her kommer svaret:)

Jeg tror egentlig at jeg altid har været sådan lidt light interesseret i politik. Min mor og far er begge uddannet skolelærere, min bonusfar El-installatør, og nu i gang med at uddanne sig til lektor på Maskinmesterskolen. Vi har altid talt politik derhjemme, men ikke mere, end hvad jeg tror andre familier gør henover spisebordet. Men det har været tydeligt for mig, at både min mor, far og bonusfar, har fundet emnet spændende og relevant.

Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg på en linje med samfundsfag på A niveau, så det var nok dér, at jeg for alvor blev interesseret i det dér med politik. Jeg husker i hvert fald, at jeg fandt samfundsfagstimerne rigtig spændende. Jeg husker også, at jeg synes, at vores studietur til Bruxelles, “EU-land”, var mega sejt, lidt nørdet, men spændende! Vi besøgte b.la. EU-kommissionen, mødte politikere som sad i Bruxelles og var på besøg i NATO. Det var helt vildt, og jeg har helt sikkert snakket og fortalt til mine forældre om det hele, i speed-tempo, da jeg kom hjem.

Da jeg skulle starte på en videregåendeuddannelse, valgte jeg også efter den interesse. Jeg begyndte nemlig på en bacheloruddannelse som hed, Spansk og Europæiske studier. Men efter ca. et halvt år på studiet, gik det op for mig, at det studie slet ikke var mig. Jeg elskede at studere spansk, men det med europæiske studier blev lidt for langhåret, og især det at at have erhvervsøkonomi var svært for mig. Jeg forstod ikke særlig meget af det, og jeg dumpede også en eksamen.

Da så jeg begyndte at læse til sygeplejerske, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde fundet den rette hylde. Og her havde jeg en drøm om at melde mig som en aktiv del af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), men det skete desværre aldrig. Jeg havde travlt med alt muligt andet, fx. udlands udveksling x 2 og så var det bare helt simpelt svært for mig at finde tid til at være aktiv i SLS, når jeg også gerne ville danse samba og en masse andet, ved siden af sygeplejestudiet.

Jeg har nu, i flere år, blogget om sygepleje – både som studerende og som færdiguddannet sygeplejerske. Her kom det meget naturligt, at jeg begyndte at følge med i fagpolitiske emner, og også at skrive om det i ny og næ. Fagbladet Sygeplejersken har været mit yndlingsmagasin, siden jeg modtog det første gang. Lidt nørdet, tror jeg. Jeg kan i hvert fald fornemme, at mine sygeplejeveninder synes jeg er lidt af en nørd, hvad det angår :-)

Et par uger inden at jeg skulle op til min bacheloreksamen (for snart to år siden!), fik jeg beskeden om, at jeg var optaget på Meningsdanneruddannelsen. En uddannelse, som blev udbudt af Dansk Sygeplejeråd (DSR) Kreds Hovedstaden, i samarbejde med Tænketanken Cevea.  På denne uddannelse blev jeg styrket i at sætte faget på dagsordnen, både i medierne, men også på min arbejdsplads, fx. i debatindlæg og på de sociale medier. Jeg fik redskaber til at kommunikere, med udgangspunkt i min egen faglighed og så fik jeg et netværk af andre sygeplejersker, som havde nogle af de samme interesser, som jeg selv. Jeg husker tydeligt hvordan jeg oplevede at “have fundet hjem”, da jeg mødte alle de andre på mit Meningsdannerhold. Det var en helt vild tid, og jeg udviklede mig meget personligt og nok også fagpolitisk – når jeg lige sidder og tænker tilbage. Jeg fik et helt andet indblik i hvad DSR står for og kæmper for, og jeg oplevede en kampgejst og et gåpåmod, blandt de andre fra mit hold – som smittede af, og alle havde én og samme drivkraft, nemlig at råbe op om sygeplejerskers vilkår og hverdag “derude”.

Da jeg så var blevet færdig med Meningsdanneruddannelsen, gik der ca. et halvt år, og så var der valg til Kredsbestyrelserne i DSR. En god og sød ven, og daværende kollega – som jeg også havde mødt på Meningsdanneruddannelsen, prikkede og skubbede lidt til mig. Han sagde, at han synes jeg burde stille op til valg. Først tænkte jeg, ej han må da have spist søm – det kan jeg da ikke. Jeg tænkte, at jeg slet ikke vidste nok om fagpolitik, og at jeg ikke på nogen måde, var god nok til at stille op til sådan et valg.

Men jeg kunne ikke slippe hans ord, og en aften, et par dage inden fristen for at stille op, gik jeg i gang med at skrive mit valgoplæg. Jeg havde ingen anelse om hvordan man gjorde sådan noget. Men det blev skrevet, og jeg sendte det af sted.

Jeg blev valgt ind, og jeg sidder i dag i Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Hovedstaden. Jeg er fortsat stadig ny i det fagpolitiske arbejde, og jeg har masser at lære endnu. Men hold nu op, hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at lytte på min ven. Da jeg var til mit første møde, med Kredsbestyrelsen, følte jeg det samme, som da jeg var på mit første modul, på Meningsdanneruddannelsen. Jeg følte mig hjemme!

Uden rigtig at have tænkt over det, så har jeg nok længe følt mig og været “alene” med mine fagpolitiske interesser, da mine gode venner og veninder ikke interesserer sig for det, på samme måde som jeg gør. Så det, pludselig, at være i fora med sygeplejersker, der har samme interesser, er enormt værdifuldt for mig. Det er vel egentlig lidt, som da man var barn, hvor man nogen gange kunne opleve, ej her passer jeg ikke så godt ind, hvorefter, man på et andet tidspunkt pludselig kunne mærke, at man et andet sted, passede rigtig godt ind. Det er jo ikke sådan, at jeg har sagt farvel og tak til mine gode venner og veninder, slet ikke! Men jeg har bare fundet et sted, hvor jeg kan åbne op for for ventilen, suge ind og puste ud og dyrke mine fagpolitiske interesser.

Ham min ven, som prikkede til mig, blev selv valgt ind som Kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden, og jeg husker tydeligt, at vi sidste år talte sammen om, at vi så gerne ville med på Folkemødet – men det var umuligt at få en billet og overnatning. I år, er det så sådan, at vi begge to skal med, og ikke “bare” som vi gerne ville sidste år, men vi skal af sted begge to som “udsendte” med Dansk Sygeplejeråd. Det er da i grunden ret så sjovt, og ret sejt, hvis jeg selv skal sige det. Der er godt nok sket meget på et år!

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at slippe fagpolitik nogensinde igen, det giver mere end god mening for mig, at være en aktiv del af det, og jeg føler mig hjemme. Så hvis du sidder med interesser indenfor det her felt, så bare kom i gang, man behøver på ingen måde at være ekspert, der er plads til alle – så længe du har en mening og det har de fleste :-) I Kredsbestyrelsen hvor jeg sidder, synes jeg det er så fedt at vi er en blandet skare. Der sidder flere som har siddet i fagpolitik i mange år, men vi er også flere som jeg selv, som er nye og grønne. Det giver en god dynamik, både at vi er grønne og garvede blandet, men også at vi er blandet aldersmæssigt, sådan at vores erfaringer er forskellige. Det, at vi er forskellige steder i livet, gør, at vi rammer flere sygeplejerskers/medlemmers interesser og det er jo faktisk det som det især handler om, når man sidder som politisk valgt i en organisation, som Dansk Sygeplejeråd.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Om at overvinde sin egen frygt og at se frem