Nyuddannet
Jeg husker tydeligt, så klokkeklart, dagen hvor jeg var til eksamen og bagefter kunne sige højt tydeligt og klart JEG ER SYGEPLEJERSKE. Det var så ekstremt surrealistisk, fantastisk og dejligt! Jeg havde glædet mig så meget til den dag, og samtidigt frygtet den helt vildt.For én ting var klart, jeg kunne og skulle ikke længere sige, >>jeg er sygeplejestuderende<<, og med det “kort” lettere trække mig lidt i baggrunden og vide at en sygeplejerske stod bag mig. Det var nu mig som var sygeplejersken! Jeg gik fra at have arbejdet som tilkaldevikar, på barselsgangen, til at arbejde der med en helt ny titel: SYGEPLEJERSKE.
Og det var fra den ene dag til den anden. Alting føltes anerledes, og på samme tid, var alt ved det samme. En kæmpe ting var anerledes, nemlig mit skilt på uniformen. Der stod ikke længere studerende, men sygeplejerske. Det lyder måske fjollet, men det betød virkelig meget for mig. Jeg følte at der var spotlight på mit skilt og jeg følte at ALLE både kollegaer, patienter og pårørende kiggede på mit skilt mere end nogensinde før.
Den første dag var skøn. Min daværende afdelingssygeplejerske omfavnede mig, da hun så mig, og ønskede mig tillykke med at jeg nu var blevet færdig. Og så gik sommeren ellers derudaf! Vi havde travlt i afdelingen, og jeg gik som en del af normeringen med det samme, da jeg jo havde været studerende dér, og efterfulgt havde arbejdet der som tilkaldevikar.
Set i bakspejlet, så skulle jeg have bedt om nogle oplæringsvagter. Men da jeg var i det, oplevede jeg at det ville være fjollet, hvis jeg gjorde det. For jeg vidste jo godt hvad jeg skulle, jeg kendte rutinerne, patientgruppen og alt det andet. Men jeg kunne ikke forudse, hvordan det ville være, at være en del af normeringen som sygeplejerske, til forskel for hvordan det var, at være en del af normeringen som sygeplejestuderende-vikar.
Selvfølgelig kunne jeg stadig bede om hjælp og sige fra – og det gjorde jeg! MEN jeg kunne samtidig også godt mærke forventiningerne. Mest af alt var det forventningerne til mig selv. Jeg forventede mere af mig selv, nu hvor jeg var færdiguddannet. Hvilket jo er og var totalt åndssvagt, nu hvor jeg kigger tilbage. For “bare” fordi der stod sygeplejerske på uniformen, dagen efter, der havde stået sygeplejestuderende, var jeg jo stadig bare mig, uden alverdens erfaring. Det er jo, desværre, ikke sådan at man får en pakke forærende til bacheloreksamen, når man er færdig og bestået, hvori der er en masse erfaring og faglighed.
Kompetencerne og erfaring kommer med tiden, ved at man knokler, arbejder, læser og lærer!
Det som jeg især husker var svært, var, hvis kollegaer ikke lige vidste at jeg var helt sprit nyuddannet, og de så troede at jeg bare kunne det som var forventet som sygeplejerske på afdelingen. F.eks. så var jeg i starten helt vild ræd for at skulle give intramuskulære (IM) injektioner. Jeg havde som studerende prøvet det et par gange, men så heller ikke mere. Så jeg var slet ikke sikker i det, og jeg rystede og svedte helt vildt, når jeg skulle det.
Nu er det noget af det jeg elsker aller mest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker virkelig at give injektioner, så når der på mit nuværende arbejde skal gives en injektion, er jeg ellevild for at gøre det :-) Selvom det er ret anerledes at give på mine bitte små patienter, ift. på voksne patienter, så elsker jeg det bare. Jeg tror jeg er blevet så glad for det, fordi jeg netop var så ræd for det, men sprang ud i det mange gange og overvandt min frygt, og havde flere succesoplevelser med det. SELVOM det var monster mega meget nervepirrende.
Så husker jeg også, at det var svært det der med pludselig at skulle indgå i personalegruppen sådan rigtigt. Jeg kendte jo de fleste og de kendte mig, men nu var jeg jo pludselig 100% ligeså meget “en af dem”. Det gik hurtigt over, fordi at alle var så søde. Det var de også inden, da jeg var studerende, men det føltes bare inde i mig anerledes, at være en “rigtig” del af personalegruppen, med den der “rigtige” titel.
Noget af det som står mig rigtig klart fra min spæde tid som nyuddannet var, da jeg for første gang havde en studerende med mig i vagt. Altså, hallo… JEG, mig lille Frederikke, skulle have en sygeplejestuderende med mig rundt i vagten, og lære fra mig, forklare, undervise og fortælle. Jeg var SÅ høj i lang tid efter. Hold nu op! Jeg husker, at da jeg havde fri, skyndte jeg at ringe min mor op og fortælle hende om dagen.
Nu, når jeg har studerende med mig i vagt, er jeg mere afslappet omkring det bagefter, hehe. Jeg holder faktisk meget af at have studerende med, det er spændende og så fedt at lære fra sig.
Da jeg stoppede på barselsgangen, fordi at mit vikariat sluttede, og jeg havde fået nyt job på neonatalafdelingen, startede det hele forfra. Det vil sige kun næsten. For da jeg startede et helt nyt sted, ny afdeling nyt hospital, oplevede jeg i kroppen at mærke meget stærkt, jamen jeg ER sygeplejerske. Jeg tror det handlede om, at jeg ikke havde været studerende på afdelingen. Jeg var for alvor fløjet ud af reden, fra min trygge comfortzone på barselsgangen, og skulle nu “rigtigt” i gang med at skabe min identitet som sygeplejerske.
Neonatalafdelingen
For det første, WAUW. Bare wauw. Jeg fik jobbet! Mit første job, som jeg søgte som sygeplejerske. Jeg brugte grotesk lang tid på ansøgningen. Når jeg endelig havde tid og fri fra barselsgangen, skrev jeg løs og rettede løs og læste igennem 300 gange. Jeg blev indkaldt til samtale, og i et kort øjeblik var jeg lykkelig. Indtil det slog mig, at nu var den værste del tilbage. Nemlig jobsamtalen. Esksamner og jobsamtaler har aldrig været mig. Jeg er sindssygt genert, en type der ikke råber højt og en type som er så dårlig til at sælge mig selv. Alt i alt, undskyld mit franske, røv dårlig til at gå til jobsamtale. Men jeg kom afsted, og havde forinden fået tilsendt spørgsmål som jeg skulle forberede mig på, som kun havde gjort mig endnu mere nervøs. Da så jeg kom frem, viste det sig, at forestillingen om jobsamtalen, det der med, mig foran en over/afdelingssygeplejerske ikke var den jeg havde troet. Der var fire med til samtalen og mig. FIRE! Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så lille og svag (grine smiley).
Jeg kan ærligtalt ikke huske samtalen, udover at jeg husker, at jeg synes det gik dårligt. Nå, men de sagde, du hører fra os senest fredag. Jeg hørte ikke noget. Jeg var trist og øv hele weekenden. Men prøvede at tænke, at så måtte jeg jo søge igen og evt. andre neonatalafdelinger. Da det blev mandag og jeg stadig ikke hørte noget, heller ikke en gang et afslag. Foreslog min søde veninde mig, at jeg ringede oversygeplejersken op. Så det gjorde jeg, med rystende ben og hænder. Hun tog den og vi talte sammen. Hun fortalte, at de var lidt usikre på om jeg kunne klare opgaven, fordi jeg virkede som en lidt stille person. Inde i mig tænkte jeg, …. NO WONDER, FIRE MENNESKER og så lille mig, til min første rigtige jobsamtale som sygeplejerske.
Well, hun sagde, at hun kunne se at jeg havde skrevet en reference på, og sagde, at hun ville ringe referencen op. Referencen var min daværende afdelingssygeplejerske. Stadig i dag er jeg taknemmelig – så tak Dorthe, hvis du læser med her! Jeg fik sgu jobbet herefter. Jeg blev ringet op da dagen var omme, med beskeden om, at jeg havde fået nyt arbejde.
Fortsættes!
Kh.
Frederikke Marie,
Sygeplejerske & Meningsdanner
