Hvilken hylde skal jeg vælge?

Hvilken hylde skal jeg vælge?

Sygeplejerske Christina

Akutmodtagelse. Startede som nyuddannet for 2 år siden.

Min motivation for at blive sygeplejerske, var udsigten til at arbejde i det akutte område. Jeg var så heldig, at jeg i min sidste klinik kom i en akutmodtagelse og her fortsatte jeg som timelønnet, mens jeg skrev bachelor og blev fastansat efter endt uddannelse. Jeg kan varmt anbefale at søge en stilling som timelønnet, hvis du under din uddannelse ønsker at snuse mere til et eller flere specialer.

Der er fordele og ulemper ved at starte som nyuddannet sygeplejerske i akutspecialet og min oplevelse omkring det er, at dit mindset er altafgørende. Enten er du til akutsygepleje eller også er du ikke. Jeg oplever mange sygeplejestuderende, der bliver lidt forblændet af tanken om blå blink, hurtige interventioner og instrumentelle skills. Og som så glemmer at mærke indad og forventningsafstemme med sig selv.

En af fordelene er, at du er i berøring med mange specialer, herunder både medicinske og kirurgiske. Din viden skal favne bredt og det gør den selvklart ikke, når du er helt ny sygeplejerske. Så det tager lidt længere tid at føle sig fagligt stærk i de forskellige specialer og det kræver arbejde. Til gengæld er min oplevelse, at det kliniske blik hurtigt bliver ret skarpt. Du arbejder helt tiden ud fra ABCDE- vurdering og optimering og dine interventioner er nød til først om fremmest, at rette sig mod at stabilisering og hurtig opstart af initial behandling. Det er din primære opgave i akutsygeplejen, alt andet kommer sekundært.

Flowet i en akutmodtagelse er også nød til at forgå hurtigt. Du skal være med til at sikre, at patienten hurtigst muligt havner på en sengeafdeling i hænderne på det rette speciale og være klar til at tage i mod en ny patient. Det betyder, at du oftest er nød til at overlade de mere grundlæggende sygepleje opgaver til andre og min oplevelse er, at det er her mange står og føler sig som dårlige sygeplejersker. Det er her jeg oplever, at personlige kompetencer er enormt vigtige.

Du skal have en stor ”pyt” knap og stadig kunne møde patienterne med respekt, værdighed og empati i den tid du er sammen med dem. Forventningsafstemning er the key. Evnen til at omstille sig og kommunikere på mange forskellige planer er vigtig. Det ene øjeblik kan du stå i et hjertestop, det næste tager du i mod en afruser, det tredje er der en datter der henvender sig med bekymring for sin gamle mor, der har feber o.s.v. Det er det, jeg personligt elsker ved arbejdet i en akutmodtagelse. Du ved aldrig hvad der venter om hjørnet, du ved bare at du skal være klar til det og hvis ikke du er klar, skal du hurtigt kunne blive det. Og så skal du være klar til at rumme, at mange af de patienter der kommer i en akutmodtagelse, ikke er akut syge i den forstand vi forventer at se.

Der er delte meninger om nyuddannede sygeplejersker i akutmodtagelserne. Holdningen imod argumenterer med, at vi ikke har nok viden og erfaring at reflektere ud fra, hænge vores observationer op på. Jeg startede som ny og min fordel har helt sikkert været mine personlige kompetencer, mere end det har været mit faglige grundlag. Mit bedste råd er derfor, at du sætter krav til din oplæring og er skarp på din egen personlige udvikling. Mærk efter om du som menneske er det rigtige sted. Sig fra, hvis der er noget du føler overskrider dine faglige eller menneskelige kompetencer, opsøg læring og udvikling. Og husk, at det altid er ok at vælge om.


Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?

Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Hvilken hylde skal jeg vælge?