Opfordring til alle!

Rastløs – kender I det?

Jeg har haft fri fra sygeplejerskeuniformen i denne weekend og det har jeg virkelig nydt. Men fri fra arbejde, er for mig, lig med fri til at tænke over livet – meget dybt I know. Men i en hverdag, hvor tiden til at tænke klart, er knap, er fritid fra uniformen en tid, hvor jeg kommer dybere ned i mig selv og i denne weekend har det resulteret i, at jeg er blevet godt og grundigt rastløs. Derfor kunne jeg mærke, at jeg måtte sætte mig ned og skrive mine tanker ud her på bloggen. Der er ellers massere af ting,  jeg kunne tage mig til, f.eks. oprydning herhjemme, jeg kunne gå ud for at handle ind til den kommende uge, jeg kunne løbe en tur – jeg kunne også have planlagt at ses med veninder eller familie eller noget helt tredje. Jeg valgte at denne weekend skulle jeg passe mest muligt på mig selv, derfor havde jeg kun “booket” mig selv til én aftale i weekenden, som var en venindes 30 års fødseldagsbrunch i går formiddags.

I dag har jeg haft hele dagen fri og ledig til kun mig selv og mine egne tanker. Da A er på arbejde, er jeg bare mig og mine tanker. Jeg har forsøgt at slappe godt og grundigt af, jeg har drukket morgenkaffen i sengen og set lidt tv imens at verdenen derude buldrer derudaf.

Herhjemme er jeg nået til et punkt hvor jeg bare er blevet rastløs. Rastløs i den forstand, at mine tanker kredser rundt om min fremtid og mit virke som sygeplejerske.

Hvordan ønsker jeg at min fremtid skal være? Hvor ser jeg mig selv om nogle år? Hvilke valg skal jeg tage – og ikke tage? Hvad er det egentlig, at jeg gerne vil og godt kunne tænke mig? Hvad er mine interesser? Hvad skal jeg gøre mere og hvad skal jeg gøre mindre?

Jeg tror, at det er meget normalt at have sådanne dage – hvor tankerne og spørgsmålene fylder op i hovedet og jeg er sikker på, at min rastløshed nok skal stilne af. Men lige nu, der må jeg indrømme, at jeg er i en form for rastløs-vildrede. Det er jeg, fordi jeg tænker så meget over fremtiden og hvad den skal bringe.

Skal jeg fortsætte i det felt jeg er i? Skal jeg sadle om og lave noget helt andet? Skal jeg videreuddanne mig eller skal jeg vente?

Jeg tror på, at svaret er at finde hos mig selv, men hvordan finder jeg så lige frem til det? Jeg ved med sikkerhed, at det ikke kommer dumpende ned fra himmelen af sig selv og jeg ved, at kun jeg selv, kan komme frem til et svar.

For nyligt var jeg til MUS, Medarbejder Udviklings Samtale, her talte min leder og jeg om løs og fast og om mine muligheder. Jeg fik fortalt til min leder, at jeg synes det er svært at se mig selv fortsætte med at arbejde i skiftende vagter på lang sigt. For mit ønske om fremtiden er helt klart en familie med børn, vovse og villa. Skiftende vagter ser jeg, som en udfordring for dette ønske. I hvert fald så længe at sundhedsvæsenet er så presset, som det nu en gang er. Jeg tror desværre ikke, at jeg ville kunne være mor, ved siden af det arbejde jeg har nu. Det ville for mig være både fysisk og psykisk for hårdt også at skulle være mor og kæreste, ved siden af at arbejde som sygeplejerske på en intensiv hospitals afdeling i 3-holds-skifte. I dag poppede tankerne op hos mig, om at forsøge at gå endnu længere ned i tid. Lige nu er jeg på 33 timer. Ville det være en løsning for mig, at gå endnu længere ned i tid – og dermed have mere overskud til at lave andre ting, som jeg savner at lave. Såsom at gå til dans, dyrke mine venskaber, se min familie noget mere og at skrive noget mere. Jeg har fx. en drøm om at skrive en bog, som jeg faktisk allerede er i gang med.

Er der nogle af jer andre, der kender til at være i denne form for rastløshed, som jeg er i? Og hvad gjorde I, da I var her?

Jeg søger noget inspiration til at “komme videre”. Stod det til mig, så fortsatte jeg mit arbejde, der hvor jeg er nu, for jeg elsker det. Jeg elsker at være sygeplejerske der hvor jeg er, men det er hårdt, og til tider alt for hårdt. Men hvad skal jeg så, hvis ikke jeg skal det?

Som sagt ved jeg godt, at kun jeg selv i sidste ende sidder med svaret og det er kun mig selv, som kan handle og tage affære. Men det kunne være interessant at læse om andres ideer og tanker, om hvordan man kan få livet som sygeplejerske til at passe ind i alt det andet, som livet også indebærer. Måske vi kunne inspirere hinanden, ved at dele hinandens tanker og ideer. Jeg håber at nogle af jer har lyst til at komme med jeres tanker.

På forhånd tak :-)

// Frederikke, sygeplejerske og meningsdanner 

Facebook: TheDanishNurse

Instagram: TheDanishNurse

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Opfordring til alle!