“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Lige nu – mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit

I skrivende stund kan jeg se frem til nr. 4 nattevagt i streg siden fredag. Så har jeg hvile dag i morgen og fri onsdag og fri hele weekenden. Torsdag og fredag har dagvagt, så man må sige, at det er en light uge, på trods af at jeg arbejder fuldtid på 37 timer.

Jeg har nu arbejdet i to-holds-vagtskift i lidt over en måned, og jeg må virkelig sige, at det er det hele værd. Jeg føler at jeg har meget mere tid og overskud, end hvad jeg havde før, da jeg var på 3-holds-vagt-skift. Det er ikke sådan at jeg er fuldt opladet med energi og skøjter rundt og når alt det som jeg gerne ville – slet ikke! Jeg tror der er lidt vej endnu, før at jeg er helt i balance som sygeplejerske Frederikke og “bare” Frederikke. Men det er virkelig mærkbart for mig, at jeg nu kun skifter mellem to døgnrytmer.

Mange spørger mig, om ikke det er hårdt og ulideligt at have så mange nattevagter, og det er da helt klart rigtig hårdt med alle de nattevagter, men det er ikke ulideligt. De første to nattevagter kan godt være lidt hårde at komme igennem, men når de så er overstået, så går det faktisk fint. Jeg har ikke noget problem med at sove efter mine nattevagter, så på den måde er jeg priviligeret. Jeg har heller ikke mand og børn, men har bare mig selv at skulle tage mig af. Det spiller nok også ind.

I næste uge skal jeg fx. kun have dagvagter, så næste uge bliver en “normal” arbejdsuge, som de fleste andre har. Det glæder jeg mig til. Men der er nu bare noget hyggeligt og specielt over at arbejde i nattevagt. Stemningen på hospitalet er bare helt anderledes om natten og der er en helt speciel ro over afdelingen, selvom der også sagtens kan være møg travlt om natten.

Jeg er virkelig så glad for at det var en mulighed for mig, at gå over på to-holds-vagtskifte, for det har virkelig givet mig mere arbejdsglæde, og givet mig mere ro på, i alle mine frustrationer, i det her med at være sygeplejerske. Jeg fortsætter på 37 timer lidt endnu, og ser tiden an, hvis jeg om nogle måneder oplever, at jeg ikke så småt får mere energi til livet ved siden af sygeplejerskelivet, så går jeg ned i tid. Jeg har aftalt med min leder, at jeg bare skal sige til, hvis jeg gerne vil ned i tid. Men lige nu er jeg fortrøstningsfuld og ser frem til min ferie i slutningen af oktober (TILTRÆNGT) og så ser jeg frem til at jeg hver eneste dag bliver en bedre og mere dygtig neonatalsygeplejerske.

Når jeg kigger tilbage på januar, hvor jeg startede på afdelingen, så har jeg virkelig rykket mig – på alle parameter. Både fagligt, men også personligt. Det er virkelig utroligt hvordan man kan dygtiggøre sig og blive mere kompetent og rolig i faget. Hvis bare man giver sig selv luft, ro og fred til at komme igennem de hårde perioder, som jeg tror er helt naturligt og en del af at være nyuddannet og nyansat i et nyt speciale, så skal det hele nok gå.

Jeg vil lige tilføje, at noget af det som især også har hjulpet mig i min kamp om at være nyuddannet og ny i et speciale, er og har været mine kollegaer. Det er helt vildt så mange fantastiske mennesker jeg har lært at kende i min korte tid på neonatalafdelingen. Jeg ses med flere privat og bruger mine kollegaer til at debriefe med og til at puste ud hos og med. Uden dem, var jeg slet ikke her hvor jeg er nu, men nok løbet skrigende bort. Det er for mig virkelig alfa omega med gode kollegaer, som jeg kan finde støtte hos, og som jeg kan støtte.

I et fag som vores, tror jeg, det er yderst vigtigt at man med sine kollegaer får talt sammen. Ikke kun om hvad der er svært og hårdt, men også om alt det gode, for det betyder meget, i et fag som vores, at man understreger og synliggør det positive – især i de tider som er alt for travle og hvor det hele er ved at brænde på.

Lige nu er jeg et sted, hvor jeg sidder med følelsen af, “jeg gjorde det”. Jeg føler at jeg har “overlevet” den hårdeste tid i faget som nyuddannet, og ser kun frem til alt at det som venter mig. Jeg oplever fortsat vagter, som er så travle og gale, at jeg kan tænkte, >>nu må det være nok!<<. Men så sker der et eller andet, og så vender det hele igen. Jeg tror, og prøver at finde fred med, at hvis man vil være sygeplejerske, på en hospitalsafdeling, så må man indse og leve med, at der er nogle dage og perioder, som er så travle, at det er helt urimeligt. Så længe det ikke bliver hverdag  – så kan jeg godt leve med det, i hvert fald, hvis jeg bliver ved med at have så gode og fantastiske kollegaer!

God mandag aften!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Frederikke, du skal være mere hård

7 år Niels, man ved et eller andet…

Når det kommer til det der med at sige fra og at stå op for mig selv, så scorer jeg bund karakterer. Det er noget som jeg aldrig rigtig har været så særlig god til, men det er noget, som er ret så vigtigt at være god til, når man er sygeplejerske.

Jeg skal helt enkelt lære at blive bedre til at sige fra. Men det er ikke så enkelt, som det lige står skrevet, når man står i situationerne. Jeg skal blive bedre til det både i mit hverdagsliv, men virkelig især også i mit arbejdsliv. Når jeg er på arbejde har jeg det med bare at knokle på uden at stoppe op og mærke efter, at jeg lige skal række lidt ud, når jeg har for meget om ørene. Det resulterer selvfølgelig i, at jeg kan komme helt vildt bagud, især med at dokumentere, men også med praktiske opgaver. Jeg er helt klart vokset med opgaven og er blevet meget bedre til det, end hvad jeg var i starten af mit ret så korte sygeplejerskeliv. Men det kan helt sikkert og skal helt sikkert blive bedre.

Når jeg møder ind i vagt, har vi alle fået tildelt patienter, og vagten går i gang. Der er en koordinator, som koordinerer hvem der skal passe hvilke patienter ud fra kompetencer, om man har passet patienterne før og antal af patienter deles ud efter hvor komplekse opgaver der er med den enkelte patient. Men nogen gange, faktisk rigtig tit, opstår der uforudsete opgaver, som gør at man måske på papiret ser ud til at have fint med tid, fordi at patienten fx. var stabil da koordinatoren udarbejdede arbejdsplanen, men i virkeligheden, kan det være anderledes. Det kan det være fordi at patienten kan være blevet dårlig siden sidst, eller fordi der bare opstår noget uventet. På min afdeling kan det også sagtens være de pårørende der har brug for ekstra støtte, råd, vejledning, som ikke sådan lige fremgår ud fra hvordan patienten har det. Så selv om det ser ud til at man har god tid, kan virkeligheden i den pågældende vagt være helt anderledes.

Det er her super vigtigt at være i stand til at sige fra, råbe højt og at bede om hjælp fra kollegaer af. Det er altid svært som ny at råbe højt og sige HJÆLP MIG. Men det er bare så vigtigt. Ikke kun for en selv, men også for patienten og for de pårørende. For eksempel så oplevede jeg i min vagt i nat, at jeg på et tidspunkt simpelhent havde for mange opgaver. På samme tidspunkt skulle jeg være på alle mine tre stuer, og det giver sig selv – jeg kan kun være et sted af gangen. Så på den stue jeg stod på, måtte jeg hurtigt gå ud til mine kollegaer, og sige at jeg lige nu stod med for mange opgaver, og havde brug for hjælp til at løse dem.

Heldigvis var der flere af mine kollegaer der netop på dette tidspunkt havde tid og luft til at hjælpe mig, og det hele gik op i en højere enhed. Jeg nåede lige kort at få pulsen op og tænkte, aaaaaahhhhhh hvordan skal jeg lige løse det her, men med ét, fordi jeg stod op for mig selv, og sagde fra, så faldt pulsen igen og alle mine patienter fik den fornødne sygepleje.

Jeg øver mig i at blive bedre til at sige fra og råbe op hver dag. For det er i sidste ende ikke kun mig det går udover, men også mine patienter, som fx. risikerer at få mad, pleje og medicin på de forkerte tidspunkter.

Udover det med at sige fra ift. opgaver og mængden, skal jeg også lære at sige fra over for kollegaer. Her kan man vel egentlig ligestille det med “survival of the fittest” – den som er bedst til at tale højt og sige fra, overlever bedst muligt. Det kan fx. til tider være svært altid at nå stuegang med lægen i dagvagten, pga. mange patienter, og ikke nok læger – deres arbejdspres kan være ligeså presset som sygeplejerskens, og derfor kan stuegangen gå over i aftenvagten, da lægerne og sygeplejerskerne ikke har samme mødetider. Jeg har oplevet at blive til stuegang, dvs. jeg har fået overarbejde, fordi jeg ikke fik sagt fra, og givet det videre til min kollega i aftenvagten. I en sådan situation, skal jeg også blive bedre til at sig fra overfor lægen, og sige at stuegang ikke passer lige nu, fordi vi er midt i et vagtskifte. Selvfølgelig undtagelsesvis, hvis patienten er akut dårlig og bare skal tilses NU.

Min søde kollega skrev til mig forleden, >>Frederikke, du skal være at være mere hård, jeg ved hvad jeg taler om – 7 år Niels man ved et eller andet<<. Det hun sagde, har givet mig stof til eftertanke, og jeg øver mig og øver mig.

I min vagt i nat sagde jeg fra flere gange, og det er jo slet ikke sådan at mine kollegaer bliver sure eller noget som helst, de vil jo mere end gerne hjælpe mig, ligesom jeg også hjælper dem, når man lige har lidt for mange opgaver på samme tidspunkt.

Jeg tror på at det nok skal blive endnu bedre med tiden, især fordi at jeg vokser af det hver eneste gang, når jeg får stået op for mig selv. Især når jeg oplever hvor positivt det kan være. Selvfølgelig kan der være enkelte episoder hvor det ikke er så positivt, hvis vi har meget travlt, eller hvis kommunikationen går galt. Men som regel kommer der kun noget positivt ud af at sige fra og råbe op.

Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke, at jeg gror et par centimeter, for hver eneste gang jeg lige pipper og siger fra, og så er det bare alfa omega lige at få lidt hjælp af nogle kollegaer en gang i mellem. Ikke kun for hjælpens skyld til at nå det hele, men også især fordi at jeg oplever, at der sker masser af læring, hvis jeg får en hjælpende hånd til en opgave jeg kan finde lidt svær og kompleks.

Nogen gange skal jeg også være bedre til at være mindre følende og sjælelig sygeplejerske, det er jeg rigtig meget, og nogen gange for meget. Nogen tænker måske nu, hvad snakker hun om. Men jeg mener det faktisk. For jeg har det med at være rigtig meget tilstede og talende overfor mine patienters pårørende, nogen gange sådan, at det går udover mig selv og min tid. Og så ender det med at jeg må sidde og have overarbejde for at dokumentere færdigt. Dette var især en kamp for mig i starten da jeg arbejdede på barselsgangen. Jeg synes det var så svært at bryde op, når jeg stod på en stue og vejledte og talte med de nybagte forældre. Det er jeg blevet bedre til. For de pårørende, forældrene, er så forstående og forstår så fint og udemærket godt, at vi sygeplejersker har meget vi skal nå. Det er bare lige det der med at få det sagt, selvfølgelig på en fin og god måde. Jeg arbejder stadig med det, men det er blevet meget bedre med tiden, det kan jeg tydeligt mærke.

Jeg har fx. også lært mig selv at sige >>nu skal jeg lige have noget frokost, og så kommer jeg tilbage bagefter<<. Det kan måske for nogle lyde banalt, men det er bare noget andet, når man står der i kitlen og bare gerne vil være der og hjælpe de pårørende. Jeg siger det selvfølgelig kun i situationer hvor det passer, og hvis det er opgaver der sagtens kan vente. Jeg har kun oplevet at pårørende tager det meget positivt. De vil jo også det bedste for os, og vil meget gerne have, at vi også spiser sådan at vi har energi og overskud til at være gode sygeplejersker.

At sige fra og stå op for mig selv, er en af mine helt store hæmsko, som jeg arbejder med underbevidst hver dag.
Er der mon andre der kender til det?

Jeg kan ikke lave om på mig selv og hvordan jeg er, sådan fra den ene dag til den anden. Men det som min kollega skrev til mig, har givet mig godt stof til eftertanke. Rom blev ikke bygget på én dag og jeg er sikker på, at bare det at jeg er bevist omkring det, og tænker over det, så bliver jeg meget bedre til det som tiden går og i takt med, at jeg bliver ældre i sygeplejefaget.

Ude godt – hjemme bedst… eller?

img_9177

Jeg har det sådan som H.C. Andersen, og mange andre, >>at rejse er at leve<<. Som flere af jer ved, især jer som følger mig på min Instagram profil, så er jeg netop hjemvendt fra en miniferie hos min søster i Madrid.

Jeg har været vant til at rejse siden at jeg var helt lille. Her tog min familie og jeg altid på campingferie, jeg elskede det, og jeg tog faktisk mine første skridt på en campingplads i Rom, da jeg var 8 mdr. gammel :-)

Jeg husker duftene og følelserne helt indeni fra den gang da jeg var barn og vi var på camping. Det var en lykketid, nydelsestid og ikke mindst hyggetid med dem jeg havde aller mest kær.

Efter jeg er steget i alder, er jeg kun blevet endnu mere glad for at rejse. For mig er rejse mere end “bare” at rejse, opleve og at slappe af. Hver gang jeg rejser, føler jeg at der sker noget med mig både følelsesmæssigt, men også sådan oppe i mit hovede rent udviklingsmæssigt.

Det er ikke sådanne store vilde forandringer, men på forunderlig vis, så sker der lidt indeni mig hver gang at jeg rejser.

Det kan godt være, at det har noget at gøre med, at jeg de sidste mange år har rejst alene på besøg hos min søster i Spanien. Måske man tænker og filosoferer mere, når man rejser alene? Jeg ved det ikke. Måske er det bare mig? Jeg oplevede også at filosofere og tænke meget da jeg, tilbage i min spæde sygeplejestuderende-tid, rejste alene til Syd Spanien på min første udveksling. Jeg husker især de første dage, hvor jeg var helt alene, og famlede rundt i Syd Spanien.

Men dagen inden min hjemrejse forleden, fik jeg nogle følelser i kroppen, som jeg ikke før har oplevet at føle. Det var sådanne følelser, som fortalte mig >>Hvad skal du egentlig hjem for? Hvad har du egentlig derhjemme? Kunne du i grunden ikke bare blive her?<<.

Det var mystisk og jeg blev faktisk samtidig lidt trist i humøret – og jeg prøvede at forklare min søster om hvad der foregik indeni mig. Hun forstod det vidst ikke helt… men prøvede ihærdigt… og I don’t blame her, haha. Når jeg tænker sådanne abstrakte store tanker, synes jeg nemlig at det kan være svært at formulere og formidle dem til andre. Derfor har jeg også valgt at skrive dem ned her, så kan det kan vær, at det kommer ud lidt mere forståeligt, end på tale.

Herhjemme i lille Danmark har jo selvfølgelig min elskede familie; min mor, far, bonusfar, søstre, alt andet familie og venner.. og mit arbejde(!). Men jeg har ikke noget eller nogen, der som sådan, binder mig fast til at være her eller der. Det er i grundene en super underlig fornemmelse, og samtidig er det jo også mega fedt, at være så fri på den måde.

Alle de andre år, hvor jeg har besøgt min søster, har jeg været bundet herhjemme. Jeg har nemlig haft min sygeplejerskeuddannelse, som jeg skulle hjem og færdiggøre. Jeg har også haft en jeg “så” herhjemme og som jeg glædede mig til at komme hjem til og som ventede på mig.

Det var super underligt at føle, at det faktisk, på en eller anden måde, kunne være lidt ligegyldigt (forstå mig ret) om jeg blev eller rejste hjem.

Det der med at rejse, får virkelig tankerne i gang hos mig, og sætter en masse i perspektiv. Jeg tror bestemt, at det er meget vigtigt at få tankerne ud i det mere abstrakte og ud på nogle sidespor, som man ellers ikke sådan lige oplever til hverdag.

Men jeg er glad for at jeg lige om lidt (faktisk allerede senere i dag) står iklædt i min kittel, for når jeg er klædt i den, så mærker jeg “at høre til”, mærker at der er noget at komme hjem til og jeg mærker at være det rigtige sted. For jeg er så sikker i min sag, Sygeplejerske, var og er det rigtige, og jeg er meget glad for mit arbejde, som består i at passe på de aller mindste patienter. Det kan stadig være benhårdt, og nogle dage kan jeg stadig opleve, at have lyst til at løbe skrigende bort fra faget, men jeg tror at det hører med til at være sygeplejerske.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste som bliver så filosofisk af at rejse lidt ud. Men som altid, så har jeg brug for at få det ned på skrift, for det fylder i mit hovedet og det skal ud. Ellers er der jo ikke plads til mine mange nye tanker og konklusioner og løsninger på alle de foregående :-)

Nu er jeg er jeg i hvert fald hjemme igen, og jeg glæder mig faktisk til at komme på arbejde, til at se min familie her i DK og til at se mine venner. Men OJ hvor jeg allerede savner min søster i Madrid.

Rigtig god sommerferie, til jer som står og skal rejse, husk at tænke og filosofere derudaf – det tror jeg er sundt for krop og sind :-)


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Pludselig gik det op for mig at jeg står på den anden side nu

img_1415Mandag i sidste uge var vild. Det var den fordi at min comfortzone blev udfordret, sådan rigtigt, flere gange i løbet af denne mandag. Det var ikke kun på neonatalafdelingen, men også senere på dagen uden kittel på.

Det var mandag morgen, en ny uge og en ny dag på neonatalafdelingen. Jeg har været ansat på afdelingen i ca. to og en halvmåned nu og kan tydeligt mærke, at jeg er begyndt at føle mig meget mere sikker i de ting jeg går og laver. Det vil sige at jeg ikke længere har behov for at spørge en kollega om vejledning, næsten hver gang, når jeg udfører en sygeplejefaglig opgave. Det er virkelig rart og befriende at være mere sikker, og vide at jeg er ok almen kompetent i specialet.

Jeg har f.eks. fået godt styr på sondeanlæggelse, medicinpumper, udstyr, blodprøver, medicin administrering og meget andet. Dog kan jeg tit stadig stå og føle mig meget grøn, specielt når jeg skal ind på en stue til et barn og en familie, som jeg ikke før har mødt. Efter næsten hver vagt har jeg lyst til at have en hel dag, hvor jeg bare kan sidde og læse på alt det, som er nyt for mig. Det er desværre ikke muligt, hehe… og jeg er som regel for træt til at læse, når jeg kommer hjem. Kommer tid – kommer råd… er det ikke sådan man siger? Jeg er sikker på, at jeg nok skal få læst, når jeg har tid og ro til det. Jeg er stadig inde i en oplæringsfase og suger en masse nyt til mig hver dag.

Men mandagmorgen, i sidste uge, skete der noget vildt. Jeg var i dagvagt og efter vores morgenbriefing spurgte en sygeplejestuderende om hun måtte gå med mig i vagten. Først blev jeg lidt befippet og tænkte >>aaah hun må da tro at jeg er en anden<< men så gik det op for mig, at hun mente det, og at hun gerne ville gå med mig.

Lille bitte mig, som til tider kan føle mig ret usikker, og som faktisk også sagtens stadig kan føle mig som studerende når jeg er i vagt. Jeg sagde selvfølgelig ja! Og vi havde en god dag. Det var rigtig lærerigt for mig at have en sygeplejestuderende under mine vinger, for jeg skulle lige pludselig fungere som vejleder og forklare hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var selvfølgelig også helt vildt grænseoverskridende, men helt klart på den gode måde. Jeg måtte meget hurtigt lige fortælle at jeg og sundhedsplatformen (SP) ikke er super gode venner. Jeg kan nemlig stadig have svært ved diverse ting, når jeg skal dokumentere i SP. Men det er jeg vist ikke alene om.

Men ellers så startede vi dagen, sådan som jeg har lært og som jeg gør når jeg i vagt. Først fik vi kort rapport fra nattevagten, så loggede vi ind i SP for at se at der var noget relevant at læse lige nu og her og dernæst gik vi ind på stuerne og sagde godmorgen og tjekkede udstyr.

Især det her med ar tjekke udstyr var rigtig lærerigt for mig. Det at jeg pludselig skulle stå til ansvar for at forklare hvad jeg tjekkede, og hvorfor og hvordan jeg gjorde, var rigtig godt. For i og med at jeg skulle forklare og vejlede, så fik jeg også selv reflekteret over hvorfor det nu lige præcis er, at jeg gør som jeg gør. Da vi var færdige med at tjekke udstyr, sagde den studerende til mig, at hun ikke havde oplevet andre tjekke udstyr så grundigt, som jeg gjorde det – hehe. Det tror jeg helt klart handler om, at jeg stadig er ny i gårde, og fordi at alt nok foregår lidt mere langsomt og måske lidt i slowmotion når det er mig, end når det f.eks. er en rutineret neonatalsygeplejerske der tjekker udstyr på stuerne.

Jeg spurgte den sygeplejestuderende “hvor langt” hun var, og fandt hurtigt ud af at hun var rigtig gæv og allerede kunne en masse og selvstændigt. Det var helt vildt skørt, men spændende og udviklende for mig, at jeg pludselig stod på den anden side og skulle vejlede og lære fra mig. Jeg har kun været færdiguddannet siden juni, og er jo sådan set selv stadig i gang med at lære hvordan man gebærder sig i sygeplejefaget, men jeg er helt sikkert vokset et par centimeter efter at have haft den studerende med mig forleden. 

Samme uge, havde jeg en anden studerende under mine vinger, hun henvendte sig til mig, ligesom den anden studerende havde gjort. Og jeg blev faktisk rigtig glad. Det er da på en måde lidt fedt at de overhovedet har lyst til at gå rundt sammen med mig. Det må jo altså betyde, at jeg kan finde ud af et eller andet:-)

Jeg håber at begge de studerende fik noget ud af at gå med mig, selvom jeg som dem på en måde jo også stadig er studerende. Jeg vil i hvert fald kalde mig selv for at være en slags neonatalsygepleje-studerende. Selvom jeg da stolt ude i byen kalder mig for neonatalsygeplejerske :-) Jeg tør godt røbe, at jeg er meget stolt af at være sygeplejerske, og jeg er kun blevet endnu mere stolt af at være sygeplejerske, efter at være startet på neonatalafdelingen. Er du vimmer en masse seje sygeplejersker jeg hver dag går og lærer af og ser op til!

* Et god råd til nyuddannede, nyansatte og studerende: vær ærlig og tro mod dig selv. Det er meget bedre og virkelig vigtigt at bekende kulør og fortælle hvis der er noget man ikke kan eller ikke ved. Det er ganske naturligt og helt ok at man ikke ved alt. Sygeplejerskeuddannelsen er en basisuddannelse, hvilket vil sige, at man først rigtigt skal i gang med at lære i dybden og specialisere sig, når man er færdiguddannet. På min afdeling er jeg/vi så priviligeret at der faktisk tit er ekstra lærermestre tilstede. Nemlig forældrene. Har de været indlagt i ca. nogle uger, har de som regel allerede rigtig godt styr på plejen og behandlingen til deres børn, hvilket er så super cool, og helt fantastisk, især når man ikke er en erfareren neonatalsygeplejerske.

For lige at vende tilbage til starten af min blogindlæg, til det med comfortzone, så skete der mere denne mandag som for mig var udviklende. Ikke nok med, at jeg var dagligvejleder for første gang på neonatalafdelingen, så skete der også noget vildt lidt senere på dagen. Jeg går til samba om mandagen, 3 timer, og jeg nyder hvert eneste minut! Og uden at prale eller overdrive, så er min danseinstruktør, som minimum, den dygtigste samba danseinstruktør i Danmark. Vi øver og træner i øjeblikket op til karneval som er hvert år i pinsen. Vi øvede en bestemt koreografi, som jeg overhovedet slet ikke har sådan styr på, men jeg kan den da lidt. Imens at vi øvede den, gik min danseinstruktør ned bagved og kaldte på skiftevis forskellige fra danseholdet op foran, sådan at de på skift underviste os andre i koreografien.

Pludselig råbte hun “Esmaralda”… Mit dansenavn er Esmaralda (vi har allesammen et dansenavn, som vi har fået tildelt på baggrund personlighed og udseende). Jeg tænkte >>aaah.. okay, der må være én anden der også har fået det navn<<. For det kunne i hvert fald ikke være mig hun mente, skulle op foran, og undervise de andre i en koreografi, jeg slet ikke havde styr på. Men min instruktør forsatte … >>… ja Esmaralda, det er dig jeg mener, der er ikke andre Esmaraldaer<<.. Og her begyndte adrenalinen så at pumpe. Men jeg prøvede samtidig at slappe lidt af, og tænke på min oplevelse fra tidligere på dagen, hvor den sygeplejestuderende “kaldte mit navn” og ville gå med mig og have mig som dagligvejleder. På samme måde som jeg var dagligvejleder tidligere på dagen, kunne jeg overføre det til at skulle lære fra mig til mine med-dansere. Selvom jeg ikke er den dygtigste på danseholdet, ligeså vel som jeg heller slet ej er den dygtigste på neonatalafdelingen, så kan jeg stadig noget, og jeg har alligevel en masse at lære fra mig. Da jeg stod oppe foran alle de andre og skulle øve koreografien, fik jeg hjælp til de trin jeg ikke kunne huske, men for eksempel så talte jeg takter højt og tydeligt, for det kunne jeg da finde ud af. Det var en stor oplevelse at blive kaldt op foran de andre, og ligesom at jeg tidligere på dagen var groet et par centimeter på neonatalafdelingen, voksede jeg også et par centimeter til min danseundervisning. Det er virkelig godt at blive skubbet ud af sin comfortzone i ny og næ, selvom det kan føles helt vildt nervepirrende.

Min pointe med det her indlæg er, at selvom man ikke er perfekt og den bedste, så kan man stadig lære fra sig, inspirere andre og vi har alle sammen forskellige talenter, svagheder og styrker. Lad os hjælpe hinanden og løfte i samlet flok både på sygeplejegulvet, dansegulvet og hverdagsgulvet -sammen er vi i hvert fald stærkere, og sammen kan vi hjælpe hinanden og udvikle vores kompetencer på kryds og tværs.

God tirsdag!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Kærlighed: Jeg tror, at jeg har knækket koden

itsnotalwasjusttheheart

Julen 2016, var nok den værste jeg har haft til dags dato. Og januar 2017 blev en selvrealiserende en af slagsen.

Det der med at elske et andet menneske, og at skulle acceptere, at mennesket ikke længere skal være en del af dit liv, det er hårdt og barskt, og kan ikke måles eller sammenlignes med noget andet. Det gør bare ondt og er forfærdeligt at gennemgå. Nok noget af det værste, som et menneske kan udsættes for. Det mener jeg virkelig. Andre som har haft kærestesorg, er nok enige med mig.

Jeg har valgt at skrive det her, ret personlige indlæg, fordi jeg ved det hjælper mig at “komme ud med det” og måske kan det hjælpe andre, i samme båd, at læse det. Og lige nu, i dette moment, er det sådan, at jeg ligger og skal sove, men jeg kan ikke. Tankerne myldrer rundt oppe i mit hovedet, så derfor skriver jeg her på en note, som måske bliver til et blogindlæg. De fleste af mine indlæg starter sådan her, på en note på min iPhone.

Jeg har efterhånden fået knust mit hjerte et utal af gange, men denne her gang, tror jeg, at jeg har knækket koden. Det håber jeg.

Det kommer sig af, at jeg er begyndt at skrive en bog, den er langt fra færdig, og jeg aner ikke om den skal udgives. Vi får se:-) Men indtil videre, så har jeg i hvert fald fået knækket et par koder. Jeg kan nemlig se mønstre i mine forliste forhold, og se, at det gang på gang er nogenlunde det samme som sker.

Så jeg ved i hvert fald mere konkret, hvad jeg skal arbejde med, og det er mig selv. Først og fremmest skal jeg lige op på hesten igen. Jeg skal have det godt, rigtig godt, før at jeg på nogen som helst måde skal involvere mig i et kærlighedsforhold igen.

Jeg har fundet ud af, at jeg forelsker mig alt for hurtigt (surprise! Er der sikkert flere af mine veninder som vil tænke), men jeg mister også mig selv, når jeg falder og forelsker mig. Og jo mere jeg forelsker mig, jo mindre vigtig opfatter jeg mig selv. Jeg gør alt for at please vedkommende jeg er forelsket i, og laver mig selv om til en komplet dørmåtte. En dørmåtte uden grænser. Jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg står for og hvor mine grænser er. Så der er virkelig noget der skal arbejdes med, og jeg ved ikke lige helt hvordan og hvor jeg skal starte. Jeg tror dog heller ikke at det er så simpelt og lige til, desværre. Først skal jeg i hvert fald bare have fokus på det, og minde mig selv om, at jeg fortjener det aller bedste. Intet mindre. Og så skal jeg skrive videre på min bog:)

Kærlighed er en barsk jungle, når det ikke går godt, og jeg har virkelig oplevet den dårlige side flere gange, de sidste par år. Og her, sidste gang inden jul, ramte det mig virkelig slemt. Sådan at jeg nærmest blev usynlig. Og jeg tror, min mor har ret i, når hun siger: >>du kan ikke klare at opleve det her igen<<. Lidt skræmmende, men jeg tror desværre at hun har ret, og derfor skal jeg, én gang for alle, ændre på hvordan jeg opfatter mig selv, lære at mærke mine grænser og ændre på, at jeg selvfølgelig fortjener det bedste af det bedste og ikke skal prøve at “passe ind”, please vedkommende jeg er forelsket i og lave om på mig selv.

Alle fortjener at have det godt og at blive elsket ordenligt, også mig. Men først når jeg har lært at elske mig selv, så er jeg klar til at han kommer og elsker mig.