Jeg er sygeplejerske og har fået en plads på drømme “uddannelsen”.


“Jeg er sygeplejerske” – denne her sætning har jeg gået og sagt til mig selv (og folk omkring mig) siden i fredags kl. 15 sådan cirka. Det er så mega underligt og ambivalent, og samtidig sindssygt dejligt. De følelser jeg bedst kan sammenligne det med, er for præcis 8 år siden, da jeg blev student i juni 2008. Følelserne skal bare ganges med 100. Det er så overvældende, det der foregår indeni mig i de her dage, og jeg kommer nok ikke til at forstå det helt før om et par måneder.

Jeg har aldrig før haft så meget eksamensangst og rystet så meget til en eksamen som i fredags. Jeg havde kvalme og følte jeg skulle kaste op hele morgenen. Selve eksamenssituationen var faktisk rigtig god, men det at jeg vidste, at min familie og venner stod ude bag eksamensdøren, klar til at kysse og lykke ønske mig, at det var den aller sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen og at en ny milepæl i mit liv nu var opnået, satte ekstra meget i spil og gjorde mig bare så nervøs og oppe og køre som aldrig før.

Da jeg havde krammet og kysset alle, fik jeg skålet i en masse champagne og det hjalp på nerverne, som faktisk stadig var tilstede, da jeg var færdig med min eksamen.
Det er så vildt at 3 1/2 år er gået, siden at jeg mødte op på Tagensvej 86 en tidlig morgen, uden rigtigt at vide hvad der ventede mig.


Jeg havde aldrig troede, at jeg skulle opleve og lære så meget, som jeg har gjort i løbet af min tid som sygeplejestuderende.


Jeg har mødt og lært så mange dejlige og unikke mennesker at kende på min sygeplejerske-rejse. Jeg har været på udveksling i Spanien og Kina – to kæmpe oplevelser, og er blevet oplært i det obstetriske speciale, hvor jeg fortsætter pr. 1. juli som barselssygeplejerske.


Jeg har fået nogle helt specielle venskaber, som jeg for evigt vil være taknemmelig for. Veninder som betyder så meget for mig, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg har haft en hverdag uden dem.


Frem til 1. juli skal jeg slappe af og nyde at have lidt fri, inden voksenlivet med fuldtidsarbejde for alvor starter.

Jeg har blogget om sygepleje siden jeg var på udveksling i Kina i 2014, og begyndte for alvor at skrive nogenlunde fast i februar, hvor mit blogindlæg om travlhed på barselsgangen blev udgivet i Dagbladet Information.

For en månedstid siden tog jeg chancen og søgte ind på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelse, og jeg var så heldig, at være en af dem, der fik en plads ud af mange ansøgninger. Uddannelsen varer et halvt år, og kommer til at være en dag om måneden, så jeg kan sagtens arbejde som fuldtids barselssygeplejerske ved siden af :-) Jeg skal starte til september, og glæder mig som et lille barn. Pga. denne uddannelse, er mine grønlandsplaner sat lidt på hold.

Meningsdanneruddannelsen handler om få redskaber til at kommunikere med udgangspunkt i sin faglighed, lære, hvordan man kan fortælle din historie, så den får opmærksomhed i medierne, af politikere og hos kolleger, lære at skrive debatindlæg til klassiske medier (aviser mv.), blive klog på de sociale mediers muligheder for at komme i dialog med politikere, journalister, kolleger og offentlighed, at få et netværk af engagerede kolleger, som brænder ligesom dig og at møde toppolitikere, der har betydning for det sundhedspolitiske område.

Kravene til uddannelsen handler om at man skal brænde for sygeplejen, have en stærk holdning til faget og dets udvikling og have lyst til og mod på at blande sig i den offentlige debat! Og det må man sige at jeg har :-) Man skulle skrive en motiveretansøgning, og jeg er bare så glad for at min vakte interesse og at jeg blev udvalgt.

I dag skal jeg op på skolen, for at lykke ønske to veninder der får sygeplejerske titlen i dag, og bagefter skal ses m med en norsk sygeplejerskeveninde. Vi mødtes i Kina, da vi begge to var på udveksling i Shanghai. Hun er på ferie i København, og det er bare så dejligt med gensyn.

Rigtig hjertelig tillykke til alle jer andre der dimitterer i denne tid, nyd det – det er jo helt fantastisk – og helt sikkert en uforglemmelig tid.

Kh. Frederikke, sygeplejestuder… Nå nej, SYGEPLEJERSKE :-)


Følg min blog på facebook her :-)

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Cecilie, 22 år, Sygeplejestuderende

cecilie

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg har, først og fremmest, valgt at læse til sygeplejerske da jeg brænder for at arbejde med mennesker – ret cliché, men sådan har jeg vist altid haft det. Jeg har altid vidst, at et stillesiddende arbejde ikke var for mig, og at jeg ønskede en spændende og udfordrende hverdag, hvor ikke én dag er ens. Jeg elsker at jeg inden for dette fag hele tiden kan udvikle mig, både fagligt og personligt og at jeg kommer i nogle situationer hvor jeg skal handle stærkt og holde hovedet koldt. Jeg har altid haft et stort behov for at hjælpe andre mennesker og forhåbentlig gøre en forskel for netop den person/borger/patient etc. jeg kommer til at stå over for.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg har under uddannelsen indtil videre været ude i 4 praktikforløb, hvor de første 3 var på Neurovaskulært Center/Akut apopleksi. Det var nogle utroligt spændende og udfordrende forløb, hvor jeg lærte enormt meget – og det var her jeg blev bekræftet i, at jeg havde valgt den rigtige uddannelse.

I forvejen havde jeg en idé om at skulle arbejde inden for noget med centralnervesystemet, hvilket jeg igen blev mere bekræftet i her. Her fandt jeg også glæden ved den akutte sygepleje, som jeg helt sikkert også kan se mig selv arbejde med. Derudover interesserer jeg mig for sygepleje til børn, heraf især onkologi.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

En af de bedste oplevelser jeg har haft var, da jeg i min modul 4 praktik, fik lov til at ”køre solo” og stå for min egen patient mht. indlæggelse, samtaler med pårørende samt udskrivning (selvfølgelig med en ansvarshavende på). Ikke kun fordi jeg fik en masse ansvar og lærte utroligt meget af hele processen, men fordi jeg kom helt til på patienten – der var tid og overskud til at se hele patienten og det resulterede i, at patienten åbnede op omkring en masse problemstillinger, som måske ikke var kommet frem hvis man fx havde travlt. Da patienten blev udskrevet, fik jeg det største kram og fik af vide at jeg nok skulle blive en god sygeplejerske – sådan en oplevelse vil nok altid sidde fast.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Ja, flere gange. Både under praktikken men også i mit studiejob på plejehjem. Jeg har flere gange oplevet at stå alene i en situation med en terminalborger, hvor jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op.

Da jeg i en weekend havde dagvagter i klinikken var vi ikke nok plejepersonale på arbejde, og havde derfor ekstra travlt. Denne dag blev der meldt flere akutmeldinger efter hinanden, og vi var ret pressede. Jeg var den eneste studerende på ”arbejde” med 4 sygeplejersker til 16 patienter, hvor 2 af sygeplejerskerne inkl. Mig selv blev sat til at styre trombolysestuen, hvor de akutte patienter kom ind. Da vi var i undertal, blev jeg sat til at fungere som en del af normeringen og fik besked på at være 2. Person på en af stuerne. Selv om vi var godt inde i praktikforløbet, var det en kæmpe udfordring men også en spændende udfordring, da man ved at man står i en situation om liv eller død.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Ja, også flere gange. Både i ovenstående eksempel, men også generelt både i klinikken og på plejehjemmet. Generelt er vi ikke nok på arbejde, og det sætter et stort præg på sygeplejen. Jeg har flere gange oplevet at der er så travlt at det ødelægger kvaliteten af den sygepleje jeg skal udføre – at der ikke altid er tid til at snakke, lytte og smile eller noget helt andet, som kan være vigtigt for den enkelte person. Her har jeg fundet ud af, at man er nødt til at prioritere, selv om jeg gerne vil kunne nå det hele, så er dette desværre ikke altid muligt..

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Empatisk, uselvisk & årvågen.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Find din egen læse- og noteteknik – hvad der fungerer bedst for dig. Skil dig lidt ud til eksaminerne (dette prøver jeg ved fx at udarbejde mindmaps som disposition, som for mig giver et endnu bedre overblik over situationen/patienten etc. Dette får jeg altid god respons på).

Vær imødekommende i praktikken, også over for udfordringer, og få prøvet nogle ting af.

Jeg kan også klart anbefale at have et studierelateret job viden siden af – det er guld værd og giver en masse god studieerfaring og man føler sig ikke lige så ”grøn” på sin første dag i klinikken. ;-)


Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside

Internationale læsere er også velkommen til at henvende sig :-)

BA [ˈbeˀˈæˀ]

BA, UDTALE: [ˈbeˀˈæˀ], OPRINDELSE: kendt fra 1987 fra engelsk BA, forkortelse for Bachelor of Arts.

Betydninger:

1.(titel for) person der har afsluttet en treårig grunduddannelse ved en højere læreanstalt inden for humaniora, samfundsvidenskab eller teologi betegnelsen indført 1988.

2.bachelorstudium; bacheloruddannelse SPROGBRUG kendt fra 1991

(kilde Den Danske ordbog)

Så er vi i gang!

Min bachelorgruppe og jeg tog hul på det kommende skrivearbejde i går. Vi har fået sendt en mail afsted til vores bachelorvejleder, og har fået indskrænket os lidt i forhold til hvilket emne, vi vil skrive indenfor. Vi ved i hvert fald, at vores bachelor kommer til at handle om sygepleje i forhold til børn. Så langt så godt :-)

Det er spændende, men også med lidt blandede følelser, at denne opgave er det eneste der mangler, før at vi er færdige på sygeplejeskolen. Det er mega antiklimaks og helt skørt, at tiden er gået så stærkt. Jeg må hellere lade være med at tænke så meget :)

På en eller anden måde glæder jeg mig til at skulle skrive, men samtidig ville jeg også gerne bare være færdig nu. Vi har fået planlagt de næste par uger, talt lidt løst og fast om forventninger, nedskrevet nogle grupperegler og planlagt en sommerhus tur. Sidstnævnte kommer til at blive 5 dage med intensivt arbejde – med plads til lidt hygge :)

Til at starte med var min plan faktisk at skrive alene, men nu er jeg glad for at have to makkere. Specielt fordi jeg har det med at ordne tingene i aller sidste øjeblik. Udover det, har jeg det med at vende om på nat og dag, når jeg skal skrive opgaver og projekter. Men i og med, at jeg er i en gruppe, planlægger vi sammen arbejdet, og laver aftaler – dette tvinger mig til at have mere struktur og styr på mine ting. Jeg ser det derfor som at være rigtig positivt for mig, ikke at skrive alene. Man har ét standpunkt, til at man tager et andet! Katrine og Kiri er to, som jeg kan spare med, som ubevist presser mig til, at jeg tager mig lidt sammen, og som jeg kan støtte mig op af samtidig med, at de kan støtte sig op af mig ;-)

Det er klart et stort plus at vi er tre gode veninder. Men det kan selvfølgelig også være en ulempe. Vi har det nemlig med at komme ud på et sidespor. Tit ender relevante og sygeplejefaglige snakke meget hurtigt over i snak om gårsdagens date, eller næste weekends kommende bytur. Men men, vi er klar over dette, og prøver at mindske det. Ellers når vi aldrig frem til at få skrevet en bachelor :-) Udover det, at vi har det med at snakke rigtig meget privat en gang i mellem, så er det rigtig dejligt at skrive med to veninder. Jeg føler, at jeg kan sige min mening, også hvis jeg f.eks. ikke er tilfreds, ked af det, uenig eller noget andet. Vi har før skrevet projekter sammen, og derfor kender vi hinandens styrker og svagheder. Samtidig har vi også prøvet hinanden af, og det er rigtig godt, da bacheloren er det afsluttende projekt og helst skulle være en god oplevelse.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at kunne føle sig tryg, hørt og respekteret i et sådan arbejde, som en bachelor er. Og selvfølgelig også at kunne være ærlig, sige sin mening og komme ud med sine tanker.

At kunne samarbejde med andre, er en vigtig og god ting at have øvet sig i på studiet. For man må sige, at det er rigtig godt, at en sygeplejerske er i stand til at samarbejde. En sygeplejerske samarbejder hver dag både med kollegaer, men også med patienter, pårørende og alle andre man i løbet af sin arbejdsdag møder. Jeg tror dog også, at det kan være rigtig godt og spændende at skrive BA alene. Det er nok meget individuelt, hvad man mest er til. Jeg er også sikker på, at vi i min lille gruppe, nok på et eller andet tidspunkt, vil have lyst til at rive hovederne af hinanden. Derfor er det vigtigt, at man i et gruppearbejde sommetider uddelegerer, og arbejder selvstændig og hver for sig.

Rigtig god arbejdslyst til alle der er i gang med at skrive BA, og alle andre eksamener.

Kh. Frederikke

 


Karrieredag 2016 – som en slikbutik


“Kære dagbog…” (haha) jeg har i dag haft en lang, men dejlig dag på studiet. Den startede med gruppearbejde i selskab med mine to partners in crime, som jeg skriver modul 13 eksamensopgave med. Da vi var færdige med dagens arbejde fortsatte min dag til Karrieredag “on top of” Professionshøjskolen Metropol (PHmetropol). En lang dag på skolen er faktisk helt ok, da jeg lige nu er i gang med min aller sidste tid som studerende på PHmetropol (snøft). Der er omtrent 4 måneder til at jeg, med MANGE sommerfugle i maven, kan kalde mig sygeplejerske.

Karrieredag 2016

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) og DSR Kreds Hovedstaden stod for arrangementet. Herfra skal der lyde en kæmpe stor TAK for et rigtig godt og spændende arrangement. På 5. sal blev vi budt varmt velkommen af SLS, DSR og 22 sygeplejersker fra forskellige kliniske specialer. Det var jo næsten som at være i en slikbutik, da jeg skulle vælge hvilke sygeplejerske-boder, jeg gerne ville besøge i løbet af de næste to timer. 

 SLS og DSR  byder velkommen!

Jeg besøgte følgende boder:

  1. Børn og unge psykiatri

  2. Sundhedsplejerske

  3. Sygeplejerske i forsvaret

  4. Psykiatri

  5. Udstationering – sygeplejerske i Grønland og Norge

  6. Læger uden grænser

… og til sidst fik jeg også lige talt med DSR og DSA, som havde en bod. Her fik jeg et par tips med på vejen, til nu når jeg er færdiguddannet i Juni måned :-)

 

Selvom jeg gerne ville have hørt alle sygeplejerskerne fortælle om deres speciale, så var tidsrammen og antallet af boder jeg kunne nå, helt perfekt.

Det var for mig et rigtig givende arrangement, da jeg lige om lidt selv står ude i “marken”. Selvom jeg måske selv synes, at være godt på sporet af hvad jeg finder spændende, var det to meget relevante timer og rigtig godt givet ud. Jeg fik et større udsyn, og samtidig også slukket for nogle områder jeg forinden troede var “lige mig”. Jeg har nemlig et problem… og det er, at jeg finder nærmest alt inden for sygeplejefaget interessant (forkælet Frederikke). Selvfølgelig er jeg mere interesseret i noget fremfor andet, men det stresser mig altså lidt, at jeg finder så mange områder spændende. Men hvor om alt er, så hjalp Karrieredagen mig med at spore mere ind på hvor jeg gerne vil starte som sygeplejerske og hvad jeg gerne vil arbejde mig hen imod.

Alt i alt, så var dette arrangement helt og igennem super godt. Jeg husker faktisk, at jeg også var til det for et par år siden. Jeg vil gerne slå et slag for Karrieredagen, og opfordre alle til at deltage. Om så man er modul 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 eller færdiguddannet, så tror jeg, at det kan være rigtig godt at høre om forskellige specialer – både som grøn og som erfaren.

Sygeplejerskeuddannelsen er jo et drømmeland – en slikbutik fyldt med et hav af forskellige spændende muligheder.

Kæmpe stor tak til SLS, DSR, PHmetropol og alle de sygeplejersker, der tog sig tid til at fortælle, og dele deres viden og speciale med alle os der deltog.

Kh. Frederikke

Hjertestop. Første praktik… Modul 4 i et andet land.

Det er så vildt at kunne skrive det her.. men min rejse frem mod at blive sygeplejerske, er næsten fuldendt. Den 26. januar var jeg til min sidste kliniske eksamen, og da vi allerede er i martsmåned nu, er modul 13 snart slut, og modul 14, aka. Bachelor-modulet, starter om få sekunder. At hele denne rejse lakker mod sin ende, har sat gang i mine reflektioner og tanker. Måske er det også derfor, at jeg pludselig er så skrivelysten her på min blog:-)

Min første rigtige praktik var ikke på danskjord. Det var modul 4, og jeg skulle oprindeligt have været tilbage på lungemedicinsk afd, hvor jeg havde haft en 14-dages “snuse-praktik”.  Jeg kom for sent (surpriiise) en dag på modul 3, men jeg nåede at opfange, at min underviser fortalte om noget-med-noget praktik i Spanien og en ansøgning. I pausen stormede jeg op til hende for at høre nærmere. Resten af  min skoledag gik med at skrive denne ansøgning. Jeg aner ikke hvad der blev undervist om den dag. Mit fokus var kun på min Montebello-ansøgning. Det gav pote, for et par uger efter, fik jeg en mail med beskeden om, at jeg var den heldige der skulle afsted :-)

Det var på Genoptrænings Hospitalet Montebello, i Syd Spanien. Et sted jeg aldrig vil glemme, det luner i hele min krop, hver gang jeg tænker på min tid og alle mine oplevelser der.

Jeg har lige lavet et par overskrifter, ellers kan jeg skrive fra nu af, og til næste sommer.

På godt og ondt

Jeg ankom med taxa fra Málaga lufthavn, iført hat og solbriller (selvfølgelig). Stolt af selv at have prajet taxaen, og jeg talte med chaufføren hele vejen, på spansk ;) Mit hjerte hamrede derudaf hele vejen. Da jeg var fremme på Montebello stod min kliniskevejleder klar til at tage imod mig (inkl. en helt flok meget nysgerrige, og utrolig søde danske patienter). Ulla, min såkaldte “Montebello-mor”, viste mig rundt og jeg blev installeret i min bolig (også kaldt “NO” i Montebello-land).

Der var næsten en hel uge til at min praktik rigtigt startede. Første dag gik med at jeg blev vist rundt af Ulla. Alle var så søde og imødekommende. De næste par dage gik med, at jeg snusede rundt i området, gik ture og tog til Málaga Centrum. Det var fedt, og udfordrende. For jeg var i starten meget alene, og internetforbindelsen var så dårlig, at jeg knapt kunne ringe hjem og jeg kunne kun sende beskeder på bestemte spots i min bolig.

Men da jeg var faldet til, og min dagligdag rigtigt begyndte, var internettet mere eller mindre ligegyldig for mig (jeg mener det helt seriøst). Jeg fik venner og elskede at være der, og pludselig var internet slet ikke så vigtigt :-)

Hjertestoppet. Jeg glemmer det aldrig.

Jeg havde været på Hospitalet i en halvanden uge. Denne her dag havde jeg været i dagvagt, og var kun blevet et par timer ind i aftenvagten, da jeg skulle introduceres til  kostvejledningen og være med til undervisningen denne aften. På Montebello er der én sygeplejerske på skansen i aften – og nattevagt og receptionisten. Vi nåede kun lige at sætte os, sygeplejersken og jeg, da telefonen ringede fra et af træningscentrene på Hospitalet. Jeg husker ikke disse sekunder så godt, men husker, at sygeplejersken ringer 2222 (hjertestop), at hun spæner afsted, men i samme øjeblik får sagt til mig, at jeg skal tage hjertestarteren og akuttasken, og løbe efter hende.

Jeg handler på adrenalin, og kunne heldigvis huske hvor hjertestarter og akuttaske var, og kom hurtigt efter hende. Da vi kom ned i træningscentreret, havde nogle med-patienter allerede opstartet HLR (Hjerte-Lunge-Redning). Sygeplejersken tog over, og styrede tryk og pust med en med-patient. Jeg fik gennet de fleste med-patienter ud af træningslokalet, da der meget hurtigt blev fyldt op, og sådan en her situation kræver ro. Jeg tænkte også på patientens værdighed, og handlede egentlig fuldstændig intuitivt, da jeg var pænt meget grøn-sygeplejerskestuderende, og intet erfaring havde i rygsækken.

Der var god close-loop arbejde mellem de der var omkring patienten, og sygeplejersken var yderst professionel og klarede situationen så flot. Hun havde ikke før oplevet hjertestop (så vidt jeg husker) og aldrig en akut situation som denne, på Montebello. Vi samarbejdede alle godt som team, og gjorde vores bedste, til at ambulance holdet kom og tog over. Jeg løb op på kontoret og printede en medicinliste, selvfølgelig på spansk, da redderne jo var spanienere. Samtidig måtte jeg melde ud, til de der stod og ventede og skulle til kostvejledning, at det i dag var aflyst.

Nogle blev ret knotne i humøret, og lige dér, havde jeg ret svært ved at holde mig i skindet, men jeg gjorde det. Det var umådeligt svært i det øjeblik, at være imødekomme og sige, “jeg kan godt forstå I synes det er surt, at kostvejledning er aflyst, men pga. nogle akutte omstændigheder, er vi blevet nød til at rykke det”. Samtidig med at jeg sagde dette, og fik sureminer, pumpede mit hjerte derudaf, velvidende om, at 10 meter væk, lå der en patient med hjertestop, hvis hjerte lige nu kun pumpede vha. manual hjertemassage.

Pga. tavshedspligt vil jeg ikke gå mere ind i patientens tilstand, og jeg kan heller ikke kan udtale mig om det videre forløb. Men jeg sidder selvfølgelig tilbage med tanker og følelserne om, at jeg håber, at personen i dag har det rigtig godt. Patienten havde jeg selv en god relation til, da det var mig, der havde afholdt indlæggelsessamtalen – en af mine første på egen hånd – jeg husker tydeligt derfor, at relationen var så fin, og at denne patient rørte mig, med sin historie og kamp om at vinde livet tilbage, og ønsket om at få et dejligt og uforglemmeligt ophold på det skønne Montebello. … Jeg bliver rørt lige nu i dette øjeblik, kan jeg mærke.

Efter episoden afholdte vi en debriefing, sygeplejersken, de med-patienter der havde været indblandet i HLR, de der var tilstede da det skete og mig. Derefter gik jeg hjem til NO. Men heldigvis havde jeg fået en veninde. Kære Louise, som var lægesekretærstuderende. Uden hende var jeg gået i hundene. Det var torsdag, og jeg skulle først møde på Hospitalet igen om mandagen. Jeg talte meget med Louise om episoden, og jeg var sammen med hende hele weekenden. Tak for din store støtte.

Det var et lille udsnit fra mit modul 4. Det kilder og bobler i mig, og denne gråvejrs-fredag blev pludselig helt og aldeles fyldt med meget andet, og jeg tænker nu på solskin. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kom til Montebello, og jeg håber at Montebello for evigt får lov at blive. Det er et solkinssted, der gør så stor en forskel, på alle leder og kanter.

Rigtig god fredag til jer allesammen.

Kh, Frederikke

Desktop40

Sygeplejerskestuderende?

  Med denne smukke titel “Sygeplejerske” og med den, der stadig er min lidt endnu “Sygeplejerskestuderende” følger der virkelig meget med. Ikke kun det, at næsten alle har en mening, holdning eller i hvert fald som det mindste, en forestilling om hvad det er man som sygeplejerske laver… en masse andet følger med, men noget af det, jeg især har bemærket, er dette:

“Du er sygeplejerskestuderende? Ej, men ved du hvad, jeg har et spørgsmål, min vens fars mor, har haft problemer med (…) kan du ikke lige forklare mig hvad det er? Og forresten, det her mærke jeg har her, hvad synes du jeg skal gøre ved det, og hvad er det? Jeg har søgt lidt på nettet om det, men jeg tænker, at du ved hvad det er?”

Haha, jeg er sikker på, at hvis der er en sygeplejerske/sygeplejerskestuderende der læser med her, så vil han/hun grine og nikke genkendende til situationer som ovenstående.

Jeg har nærmest fra dag 1. som sygeplejerskestuderende stået i disse situationer, hvor jeg har følt mig så dum, og tænkt.. mmm nææ det aner jeg ikke, men hey skal jeg fortælle dig om cellen og hjertetsopbygning, haha!

Har du oplevet noget ligende som sygepl./sygepl. stud.? 

På nuværende tidspunkt, er jeg heldigvis noget til et punkt i uddannelsen, hvor jeg faktisk føler mig kompetent til at svare på meget. Ikke alle spørgsmål – bevares! Men f.eks. kan jeg svare og vejlede rigtig meget indenfor barselssygepleje, fordi jeg har været i praktik på barselsgangen. Det er super fedt at føle at jeg har styr på noget, endda rigtig godt styr på noget helt specifikt og vigtigt, som sygepleje til den barslende mor og far og deres lille bebs.

Jeg kan også svare på meget andet selvfølgelig, og min viden er klart blevet meget bredere end lige i starten af studiet, og jeg tænker mere og mere som en “rigtig sygeplejerske”. Men jeg kan stadig føle mig helt lost, når nogen slynger sygdomsrelaterede spørgsmål ud til mig. Men på en eller anden måde, er det også total sejt, og fedt, at mange stiller mig alle de spørgsmål!

Men altså, shout out! En sygeplejerske og en sygeplejerskestuderende ved IKKE alt. Jeg sidestiller lidt sygeplejestudiet, som det, at tage kørekort. Du lærer en masse teori og en masse praktisk, men du lærer først rigtigt at køre bilen, når du har fået kortet, og begynder at køre helt selvstændigt.

Det er egentlig meget lig med det der sker på sygeplejestudiet, du prøver en masse, hvor det er dig som “kører bilen”, du kommer på forskellige afdelinger (forskellige veje), men altid med en vejleder-sygeplejerske (kørelærer) i baghånden, der er altid en at spørge (næsten – dette skiller sig lidt ud for kørekort situationen, hvor der altid sidder en kørelærer ved din side – medmindre, man øver sig ulovligt i sin kærestes eller vens bil – dette gjorde jeg selvfølgelig ikke(englesmiley med lang næse)). Du kan altid få hjælp af en sygeplejerske, hvis noget er ved at brænde på eller du er nervøs (kørelærerens bremse i højreside af bilen). De andre sygeplejersker/læger og patienterne er som regel rigtig søde og forstående og nogen gange er de ikke (andre bilister man møder i trafikken, når man tager kørekort). Når du endelig er selvstændig og klar på at lave sygeplejeopgaver, tager det dig dobbelt så lang tid, som det egentlig burde (når du de første gange kører bil selvstændigt og kører 30 km/t). Til sidst når de sidste praktiske og teoretiske eksaminer er overstået, får man sin autorisation og så må man helt selvstændigt gøre alt som sygeplejerske! (Man skal tilsidst bestå den praktiske og teoretiske prøve, og så får man kørekortet og så må man køre helt selvstændigt og alene)!

Kan I se lighederne? :-)

Har du nogle forestillinger eller tanker om hvad en sygeplejerske laver, som du gerne vil have svar på, eller noget du er nysgerrig om? Måske du har et spørgsmål til mig? Hehe! Så vil jeg meget gerne prøve at svare:) Spørg endelig løs, det er kun hyggeligt at nogen læser med, og har noget på hjertet den anden vej også :)

Snap out of it

 

 I denne eksamenstid, handler det for mig virkelig om at holde fokus.. Og for at være ærlig… Så er det noget, som jeg er virkelig dårlig til. Jeg har det med at “gå rundt om den varme grød” – og så ender det næsten altid med, at jeg sidder oppe hele natten, inden jeg skal aflevere og det hænder også, at det sker inden en mundtlig eksamen, mega skråplan og destruktivt. Men luckwise, har jeg klaret sygeplejestudiet so far (jeg har et halvt år tilbage) uden at træde ved siden af til eksamen.

Jeg er sikker på, at når mine to skrive dage om lidt går i gang, begynder jeg at vaske en masse tøj, sortere ud i klædeskab, rengøre fliser på mit badeværelse.. og at blogge:-) and you name it…

Det der kan virke godt for mig, er at sætte små delmål, at total fjerne min telefon fra min rækkevidde og at slukke for min musik.

Hvad gør I for at holde “støj” ude og for fokusere, når eksamen gælder? Råd modtages meget gerne:)

Når jeg har siddet og studeret og arbejdet på min eksamen, på “mit” nuværende sygeplejekontor i hjemmeplejen, har jeg taget store ørerbøffer i brug, de har hjulpet mig til at lukke alt spændende sygepleje snak (og masser af snik snak ;) ) ude.