Update: 1. møde i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd

img_6355

Fællesfoto af hele “holdet” (billedet er venligst lånt af Formanden Vibeke Westh)

img_6345

Formandsskabet i kredshovedstaden; formanden og de 5 kredsnæstformænd

img_6456

img_6457

Mit første møde i Kredsbestyrelsen (KB), i Dansk Sygeplejeråd (DSR), er veloverstået. I tirsdags var det dagen for mit første møde som menig medlem af kredsbestyrelsen. Det føltes så rart og “hjemmevant” at tage elevatoren op til kredshovedstadens lokaler. Én gang, hver måned, i et halvt år, fra august 2016 til februar 2017, kom jeg dér fast, da jeg var deltager på DSR’s Meningsdanneruddannelse. Så da jeg, i tirsdags, blev taget imod i døren, af de søde DSR-damer, kunne jeg fortælle, at jeg ikke behøvedes en rundvisning, da jeg var kendt i omgivelserne. Den første jeg mødte var Helle, som også er blevet valgt ind. Helle er forhenværende formand i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) så hun kender ret godt til det hele. Helle har jeg før mødt, i forbindelse med en Florence Nightingale konference, da jeg stadig var studerende. Det var hyggeligt og trygt at møde et kendt ansigt som det aller første. Ellers startede morgenen med krammere med dem jeg kendte, og hilsen på alle de andre bestyrelsesmedlemmere som jeg mødte for første gang. Alle var så søde og jeg tror på, at vi kommer til at få et fantastisk og spændende samarbejde. Jeg glæder mig, og ser frem til, at vi skal rystes endnu mere sammen, næste gang vi mødes, hvor vores møde kommer til at strække sig over to dage.

Vi startede med en kort præsentationsrunde, hvor vi én efter én rejste os op of kort fortalte hvem vi var. Ellers var der et stramt program, som bestod i at vi til at starte med blev delt op i grupper og skulle tale om gensidige forventninger til arbejdet og samarbejdet i Kredsbestyrelsen de næste 4 år. Generelt så var hele dagen ret overvældende, men på den gode måde. Jeg skal lige lidt mere ind i kredsbestyrelsesarbejdet før jeg kan forklare mere konkret om selve indholdet. Men det var tydeligt for mig at mærke, at kredsbestyrelsen er sat sammen af en flok ildsjæle, der alle har mod og blod på tanden, for at kæmpe for faget.

På nogle tidspunkter følte jeg, at jeg var til en tenniskamp, hvor jeg, meget spændt, sad og fulgte tennisbolden flyve rundt i lokalet. Der blev allerede debateret og diskuteret, og det var sindssygt spændende, nyt og ganske enkelt meget relevant for mig at være tilstede.

Vi talte om kredsbestyrelsen arbejdsform og om godkendelse den såkaldte forretningsordning, og tilsidst sluttede vi af med at drøfte nogle udvalgte sager fra Hovedbestyrelsen af.

Jeg føler helt ind til benet, at det er det rigtige, at jeg har været så heldig at få lov at få en plads i bestyrelsen. Jeg glæder mig meget til at lære meget mere og til at få et større indblik i hvad arbejdet som kredsbestyrelsesmedlem vil sige. Det hele er fortsat meget nyt, men virkelig virkelig spændende.

Flere har spurgt mig om jeg får løn for arbejdet i kredsbestyrelsen, og om hvordan jeg finder tid til det. Jeg får ikke løn, men kan købes fri fra arbejdet, hvis jeg har vagter jeg ikke kan bytte mig ud af, på dage hvor der er arbejde med bestyrelsen. Tiden, den skal og vil jeg vil finde. Min beslutning om at gå ned på 33 timer om ugen, kommer helt sikkert in-handy her. Selvom mange måske vil mene, at det er lidt fjollet, at jeg ikke slapper af, når jeg endelig er gået lidt ned i tid. Men det kan jeg ikke. Jeg brænder så meget for det her sygeplejefag, sygeplejerskesvilkår og patientersvilkår – så det giver kun overordentlig god mening for mig, at bruge noget fritid på at engagere mig i og kæmpe for det.

Jeg glæder mig til at fortælle jer meget mere, om hvad vores arbejde i kredsbestyrelsen går ud på. I er meget velkommen til at stille spørgsmål hvis I sidder med nogle :-)

Kh. Frederikke Marie

Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem

Når tiden går i stå, men samtidig meget stærkt

Nogle gange når jeg er i vagt, hænder det at tiden puster mig i nakken, samtidig med, at det føles som om, at den går i stå.

Det som kan udløse ovenstående, er især når mine patienter “vælter”. Dvs. at de kræver ekstra behandling, overvågning og hjælp. Når en patient bliver tiltagende dårlig, har behov for ekstra behandling i form af læge tilsyn, blodprøver, anlæggelse af PVK, røntgen, ny medicin opstart – med mere – har tiden det med at tikke ufatteligt stærkt og jeg kan have svært ved at følge med.

Samtidig med, at tiden bare tikker derudaf, er der også det aspekt, at der er pårørende på sidelinien. På min afdelingen står der som regel altid et forældrepar, som oplever, ser og hører det meste af hvad der sker. De er klart er nervøse, opmærksomme og kede af det. Desværre er der ikke altid varme hænder og øjne til at tage sig af forældrene, mens noget akut står på. I min utopi-verden var der altid én til at tage sig af dem.

I situationer, hvor tiden tikker derudaf, er det så fantastisk at opleve, at have kollegaer, der bare træder til og hjælper med alt hvad de kan. Det er utrolig rart at mærke og erfare, at når det hele brænder, er der et hold af fantastiske kollegaer, som står klar, som en lille hær. Det oplevede jeg sidst jeg var i vagt og det var virkelig guld værd for mig.

Det lykkedes mig at få enderne til at hænge sammen, fordi at mine kollegaer trådte til og hjalp mig. Jeg havde endda også tid til at se forældrene i øjnene, tale med dem, og kramme dem. Det har meget stor værdi for mig. Jeg kunne gå fra arbejde, med kun 1 times overarbejde, som jeg huskede at skrive på! Jeg gik fra arbejdet med en god følelse, og det var helt klart til mine kollegaers fortjeneste.

I denne tid, hvor vi løber ekstra stærkt, er det så vigtigt for mig at nævne, understrege og huske på de ting, som lykkes, og som går godt. Det er så vigtigt at tale det gode op, og ikke kun fokusere på alt det, som er svært i vores fag. Og hold da nu helt op, sammen er vi stærkere! Det er så rigtigt!

Jeg er så glad for, at jeg også oplever situationer som denne, og ikke kun det sure – nogle gange, kan der godt være lidt langt imellem – men helt generelt, så oplever jeg, en ekstrem fantastisk kollegial opbakning. Og lige netop dét, er virkelig guld værd!

Jeg er en taknemmelig sygeplejerske, med mod og blod på tanden, for at møde på arbejde hver gang jeg har vagt. Men nu skal jeg holde weekend. God weekend til alle!

Endelig blev 2% kravet sløjfet, men…

img_3211

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg har prøvet at begrænse mig, men… here goes

img_2346

 

“We don’t grow when things are easy, we grow when we face challenges.”

Netop denne sætning, lagde en kærkommen med-meningsdanner op på Facebook til mig, i forbindelse med min offentliggørelse af, at jeg stiller op som kandidat til kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den er meget “spot on” og helt rigtig til det valg, som jeg har taget. Flere har skrevet, at jeg skal passe på mig selv, og sagt, >>men Frederikke, har du tid til det?<<.

Jeg forstår godt, at flere har spurgt mig om det, og at flere måske tænker, at det er at tage munden for fuld, og at jeg måske hellere skulle slappe af og passe på mig selv.

Men jeg kan bare mærke helt ned i maven, at det er det rigtige for mig, at stille op til valget. Jeg er godt klar over, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg skulle bruge fritid på at være aktiv i DSR og jeg vil komme til at have meget at se til. Men jeg brænder så ufatteligt meget for faget, i sådan en grad, at jeg gerne vil bruge min fritid på det. Ligesom at jeg får energi af at ytre mig her på min blog, så er jeg sikker på, at jeg som kredsbestyrelsesmedlem, vil opleve at få energi af at være med aktivt i DSR, i den demokratiske proces i organisationen. Det er for mig ikke en opgave og byrde, men en interesse, som jeg brænder for. Hvis ikke det var det, så havde jeg slet ikke haft denne sygeplejeblog, som jeg immervæk, bruger ret meget frivillig og gratis Frederikke-tid på at “køre”.

Jeg ville elske at kunne skrive her på bloggen, om hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem var med til, og inddrage alle jer læsere, som jeg ved besked om, at størstedelen er sygeplejersker og sygeplejestuderende. Jeg synes det kunne være enormt spændende at danne en eller anden form for bro fra et aktivt virke i DSR, til jer, som læser med her. For jeg ved, at mange sygeplejersker og sygeplejestuderende, går rundt, og ikke rigtig ved, hvad det er, som de betaler penge til – ved deres medlemskab af DSR.

Nu lugter det her måske rigtig meget af STEM PÅ MIG. Jeg håber og ønsker da virkelig også, at der er nogle af jer, som har lyst til det. Det skal jeg ikke holde hemmeligt :-)

Men meningen med det her blogindlæg, var, og er, egentlig bare at skrive og fortælle, at JEG HAR DET HELT O.K. Jeg er glad og i harmoni, og som min kære mor lige skrev på SMS i går; “Du virker til at hvile meget i dig selv lige nu”. Sådan har jeg det faktisk også.

Jeg tror, at det bunder i, at jeg siden min start på Neonatalafdelingen, har lært så afsindigt meget om MIG. Jeg har ikke kun lært afsindigt meget om det fantastiske speciale, Neonatologi, men jeg har også, på komprimeret tid, synes jeg selv, opnået at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Jeg kan mærke meget mere hvornår jeg skal sige fra, hvornår jeg skal stå op for mig selv og lytte til mig selv. Det er en sand gave. Den er jo naturligvis ikke kommet forærende, jeg har da kæmpet, haft det svært og kæmper fortsat! Men jeg er så sandelig groet helt vildt og jeg har rejst mig, når det har været rigtig svært.

Derfor er jeg her nu, et sted, hvor jeg kan mærke at nu skal jeg bare mere! Jeg blev i februar, i år, færdig med min Meningsdanneuddannelse, en uddannelse som lærte mig utroligt meget om ALT. Især om at ytre sig, som sygeplejerske, men jeg lærte også meget mere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at var det ikke for denne uddannelse, så havde jeg aldrig nogensinde turde at stille op til sådan et valg, i DSR.

For den sags skyld, så havde jeg heller aldrig turde, det som jeg skal nu på torsdag. Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag for nogle studerende. Jeg glæder mig meget, med sommerfugle i maven. Eksamen og mundtligfremlæggelse har aldrig været min styrke, men jeg har i øjeblikket en indre styrke, som jeg kan mærke helt ud i mine fingerspidser.

Og hvis ikke jeg lader den styrke brænde nu, hvornår så?

Ligesom at jeg får energi af at danse samba, så får jeg også energi af at være aktiv qua mit virke som sygeplejerske. Så til alle jer, som tænker, FREDERIKKE SLAP NU AF OG PAS PÅ DIG SELV, så lover jeg, at det gør jeg og jeg lytter til mig selv – hele tiden!

Til sidst, tusind tusind tak for alle de dejlige likes og kommentarer mht. at jeg stiller op – det varmer så meget – især i disse grå og regnfulde dage.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg får at vide, at jeg skriver liiiidt for langt, og liiiidt for meget – så jeg øver mig i at begrænse mig lidt :)

Jeg ønsker alle en god uge og god vind, med det som I har gang i, og så lyt for søren til jer selv :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Søndags sygeplejerske sjov og sandheder

Jeg følger en masse sygeplejerske instagram profiler, seriøse og mindre seriøse. Nursegram_new er en af mine yndlings, når jeg skal smile lidt. Eftersom de sidste mange blogindlæg, jeg har delt, har været ret så seriøse, synes jeg at det var på tide, at dele lidt smil og sjov med jer her på bloggen. Jeg har udvalgt nogle af de, som jeg finder sjovest, enjoy:

img_1834img_1833img_1831img_1830img_1829img_1828img_1827img_1826img_1825img_1824img_1823img_1822img_1821img_1819img_1818img_1817img_1816img_1815img_1814img_1813img_1812

img_1811img_1810

Alle billeder er fra Instagram kontoen som hedder:

Nursegram_new

Tjek den ud for flere sjove sygeplejerske memes :-)

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugen der gik – i den hvide kittel

tempimageforsave

Jeg har i denne uge haft 5 dagvagter i streg, det er første og sidste gang at jeg frivilligt har det. Det har været så hårdt, på alle parameter. Og jeg, som ellers troede og regnede med, at jeg gik ind i en “normal” uge med arbejde ligesom mange andre i dagtiden. Jeg måtte tro om. Det var alt for hårdt, og flere kollegaer har også sagt til mig, at de maks har 3 dagvagter i streg, hvis de kan komme afsted med det. Men så har jeg prøvet det, og lært, at det skal jeg ikke igen.

Udover at det har været hårdt at være i dagvagt 5 dage i streg, så har vi samtidig også haft hæsblæsende travlt de fleste dage i denne uge – det har selvfølgelig ikke hjulpet på at det er hårdt og ekstra krævende at være i dagvagt. Der har været dage i denne uge hvor jeg først har haft mulighed for at sidde ned kl. 13-14, dage hvor jeg ikke har besøgt toilettet og jeg har også knebet en tåre og lidt til, efter en arbejdsdag, fordi jeg har været så presset på jobbet. Det er sket, fordi jeg har følt mig utilstrækkelig, utilstrækkelig i den forstand, at jeg flere dage har oplevet, at jeg ikke har kunne nå alle de opgaver, som jeg har haft for dagen. Årsagen til det, tror jeg har været fordi jeg fortsat er ny, ikke ny-ny, men ny i den forstand, at der næsten hver dag, stadig, er ting som stadig ikke sidder på rutinen. Det kan være alt fra noget jeg skal i Sundhedsplatformen (SP) til noget mht. sygeplejen. Så har jeg været i vagt med mange fantastisk søde nyansatte og nyuddannede, som har haft brug for min sparring og jeg har haft brug for deres. Og alt går bare lidt langsommere, når nogle er nye, og når man selv, som jeg, er nyere i faget og specialet.

Men ser jeg tilbage, på ugen som er gået, så har jeg lært helt utroligt meget i denne uge. Jeg har især lært, at jeg sgu sagtens kan regne. Det kan jeg! Jeg har længe tvivlet meget på mig selv mht. mine regnekundskaber og sagt til mig selv >>Frederikke, det er du dårlig til, lær’ at leve med det<<. Men i denne uge er det gået op for mig, at jeg sagtens kan. Jeg kan regne på væskeregnskaber og medicindoser, og samtidig forstå det. Ret vigtigt! Det lyder måske basalt og underligt for nogle, som bare kan det. Men for sådan en som mig, som altid har været en skovl til matematik, så er det næsten som en ny verden der har åbnet sig op. Jeg føler mig utroligt glad indeni over det her. For at sætte det lidt i perspektiv, så er det lidt ligesom at få 12 til en eksamen, som man bare har gået at være helt sikker på, at man ville dumpe.

Selvom det har været hårdt at være i dagvagt, har jeg oplevet at smile i hver eneste vagt. Til dels pga. mine kollegaer, min primært pga. mine patienter og deres forældre. Det speciale jeg er i, er ret så ubeskriveligt – på den gode måde. Jeg tror først man rigtigt vil kunne forstå det, hvis man selv oplever at arbejde i det en dag. Der er virkelig noget helt særligt ved at få lov til at være en 4 mand, ved siden af en nybagt familie. Det er rørende på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Så rørende, at jeg nogen gange, også i denne uge, har oplevet at få tårer i øjnene, i mens jeg har været i vagt. Det har jeg oplevet, fordi jeg på tidspunkter har kunne mærke glæde og sorg i momentet jeg var i. Man kan opleve flere intense øjeblikke, som neonatalsygeplejerske, i løbet af en vagt. Det oplever jeg. Jeg kan ikke lade vær’ med at være der 100 % for mine patienter og forældre og jeg føler meget. Sådan har jeg altid været. Meget følende. Jeg tror også, at det er en af de store grunde til, at jeg er blevet sygeplejerske. Derfor går det mig især også på, når jeg oplever, at der er for travlt til at være der ordentligt, men i stedet oplever, at jeg kun kan slukke brænde. Jeg kan slet ikke holde det ud. Og disse dage, som forekommer, kan jeg nogle gange få følelsen af, at jeg ikke vil være sygeplejerske. For jeg VIL have tid til at være der!

Jeg oplevede meget hurtigt, at det er helt ok at græde, når du er sygeplejerske. Selvfølgelig skal du kunne bevare din professionalisme, i en vis grad, men det kan nogen gange være helt ok at knibe en tåre, eller at græde. Både med dine patienter, eller bare med dig selv, kollegaer, venner eller familie.

Der var dog en morgen, i denne uge, hvor jeg bare kunne mærke “jeg kan ikke i dag”. Jeg cyklede langsomt til arbejde, fordi bare det at cykle var hårdt. Jeg tror min krop var træt, sådan gennemtræt af at tonse rundt, og jeg havde nok bare brug for en hviledag. Men jeg kom frem, og i garderoben, der hvor jeg skifter til uniformen, mødte jeg et smil. Jeg møder tit smil og søde kollegaer (fra andre afdelinger, som jeg ikke kender) og jeg har talt med flere. Men denne morgen, hvor jeg var åndssvagt træt, fik jeg ikke blot et smil og et “godmorgen” men også ét “du skriver helt fantastisk, det må jeg bare lige sige – jeg glæder mig til at læse mere”. Med ét, ændrede mit lidt grå og trætte humør, sig til det bedre og jeg var mere klar til bare at embrace dagen. Tusind tak, det betyder så meget for mig, at flere læser med, og synes det jeg skriver er noget som giver mening, og ikke bare er tossede Frederikke tankestrømme.

I dag, i min sidste dagvagt, i denne omgang, var der lidt mere tid, end der har været de andre dage. Jeg oplevede at have mere overskud, både til at være den seriøse sygeplejerske, men også til at kunne være den mindre seriøse sygeplejerske, og pjatte og grine med mine forældre. Jeg har det med at være lidt klodset, og det var jeg også i dag, sådan at mine forældre trak på smilebådet af flere omgange – det er så dejligt, at kunne smile og grine sammen i en hverdag, som ellers er svær og barsk, for forældrene, der er på hospitalet med deres guld. Jeg er så taknemmelig for de patienter og forældre jeg er sygeplejerske for.

Udover, at jeg i dag havde mere tid til at være meget tilstede i mit arbejde, havde jeg også øjeblikke, hvor jeg kunne tale med kollegaer. Specielt én kollega fik jeg talt mest med. Jeg spurgte hende ind til det der med at nå alle sine opgaver til tiden – om hvad hendes erfaringer var med det. Hun sagde, at hun især havde oplevet at det at man bliver “ældre” i faget gør en kæmpe forskel, og så gav hun mig et gyldent råd. Hun sagde følgende:

>>jeg har erfaret, at har man en opgave, noget som man skal, så skal man gøre det med samme, for ellers kan man glemme det<<.

Det lyder jo simpelt, og det er det selvføgelig ikke i praksis. Men hendes gyldne ord, har jeg tænkt mig at prøve at printe lidt mere fast og arbejde hen imod at gøre mere sådan. Det kan selvfølgelig ikke altid lige lykkes, men jeg kan prøve! Tak for rådet, og forresten, så tak også, for den ostemad, som du smurte til mig i formiddags :-) Den gav mig fornyet energi. Igen, som jeg før har skrevet, jeg har de bedste kollegaer, det har jeg virkelig.

Rigtig god weekend til alle! Jeg er træt, men skal nu holde en god fri weekend og koble af. Og jeg har stadig energi, glæde og mod på at være sygeplejerske, til trods for, at regeringen endnu en gang mener, at vi sundhedspersonale skal løbe endnu stærkere.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Lige nu – mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit

I skrivende stund kan jeg se frem til nr. 4 nattevagt i streg siden fredag. Så har jeg hvile dag i morgen og fri onsdag og fri hele weekenden. Torsdag og fredag har dagvagt, så man må sige, at det er en light uge, på trods af at jeg arbejder fuldtid på 37 timer.

Jeg har nu arbejdet i to-holds-vagtskift i lidt over en måned, og jeg må virkelig sige, at det er det hele værd. Jeg føler at jeg har meget mere tid og overskud, end hvad jeg havde før, da jeg var på 3-holds-vagt-skift. Det er ikke sådan at jeg er fuldt opladet med energi og skøjter rundt og når alt det som jeg gerne ville – slet ikke! Jeg tror der er lidt vej endnu, før at jeg er helt i balance som sygeplejerske Frederikke og “bare” Frederikke. Men det er virkelig mærkbart for mig, at jeg nu kun skifter mellem to døgnrytmer.

Mange spørger mig, om ikke det er hårdt og ulideligt at have så mange nattevagter, og det er da helt klart rigtig hårdt med alle de nattevagter, men det er ikke ulideligt. De første to nattevagter kan godt være lidt hårde at komme igennem, men når de så er overstået, så går det faktisk fint. Jeg har ikke noget problem med at sove efter mine nattevagter, så på den måde er jeg priviligeret. Jeg har heller ikke mand og børn, men har bare mig selv at skulle tage mig af. Det spiller nok også ind.

I næste uge skal jeg fx. kun have dagvagter, så næste uge bliver en “normal” arbejdsuge, som de fleste andre har. Det glæder jeg mig til. Men der er nu bare noget hyggeligt og specielt over at arbejde i nattevagt. Stemningen på hospitalet er bare helt anderledes om natten og der er en helt speciel ro over afdelingen, selvom der også sagtens kan være møg travlt om natten.

Jeg er virkelig så glad for at det var en mulighed for mig, at gå over på to-holds-vagtskifte, for det har virkelig givet mig mere arbejdsglæde, og givet mig mere ro på, i alle mine frustrationer, i det her med at være sygeplejerske. Jeg fortsætter på 37 timer lidt endnu, og ser tiden an, hvis jeg om nogle måneder oplever, at jeg ikke så småt får mere energi til livet ved siden af sygeplejerskelivet, så går jeg ned i tid. Jeg har aftalt med min leder, at jeg bare skal sige til, hvis jeg gerne vil ned i tid. Men lige nu er jeg fortrøstningsfuld og ser frem til min ferie i slutningen af oktober (TILTRÆNGT) og så ser jeg frem til at jeg hver eneste dag bliver en bedre og mere dygtig neonatalsygeplejerske.

Når jeg kigger tilbage på januar, hvor jeg startede på afdelingen, så har jeg virkelig rykket mig – på alle parameter. Både fagligt, men også personligt. Det er virkelig utroligt hvordan man kan dygtiggøre sig og blive mere kompetent og rolig i faget. Hvis bare man giver sig selv luft, ro og fred til at komme igennem de hårde perioder, som jeg tror er helt naturligt og en del af at være nyuddannet og nyansat i et nyt speciale, så skal det hele nok gå.

Jeg vil lige tilføje, at noget af det som især også har hjulpet mig i min kamp om at være nyuddannet og ny i et speciale, er og har været mine kollegaer. Det er helt vildt så mange fantastiske mennesker jeg har lært at kende i min korte tid på neonatalafdelingen. Jeg ses med flere privat og bruger mine kollegaer til at debriefe med og til at puste ud hos og med. Uden dem, var jeg slet ikke her hvor jeg er nu, men nok løbet skrigende bort. Det er for mig virkelig alfa omega med gode kollegaer, som jeg kan finde støtte hos, og som jeg kan støtte.

I et fag som vores, tror jeg, det er yderst vigtigt at man med sine kollegaer får talt sammen. Ikke kun om hvad der er svært og hårdt, men også om alt det gode, for det betyder meget, i et fag som vores, at man understreger og synliggør det positive – især i de tider som er alt for travle og hvor det hele er ved at brænde på.

Lige nu er jeg et sted, hvor jeg sidder med følelsen af, “jeg gjorde det”. Jeg føler at jeg har “overlevet” den hårdeste tid i faget som nyuddannet, og ser kun frem til alt at det som venter mig. Jeg oplever fortsat vagter, som er så travle og gale, at jeg kan tænkte, >>nu må det være nok!<<. Men så sker der et eller andet, og så vender det hele igen. Jeg tror, og prøver at finde fred med, at hvis man vil være sygeplejerske, på en hospitalsafdeling, så må man indse og leve med, at der er nogle dage og perioder, som er så travle, at det er helt urimeligt. Så længe det ikke bliver hverdag  – så kan jeg godt leve med det, i hvert fald, hvis jeg bliver ved med at have så gode og fantastiske kollegaer!

God mandag aften!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Older posts