Folkemødet 2018 fra mit perspektiv

Inden afgang

Jeg var med for første gang på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg vil i det her blogindlæg gøre lidt status på noget af alt det, som jeg oplevede :-)

Forinden havde jeg gjort mig mange tanker, og mit bedste for at søge viden og info om hvad det var for noget, som jeg skulle med til. Jeg var med som en del af Kredsbestyrelsen, fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kredshovedstaden. Som mange af jeg måske allerede ved, så er jeg valgt ind som Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden. Det vil altså sige, at jeg sidder som tillidsvalgt politiker i kredsen i København og repræsenterer en masse sygeplejersker, som har stemt mig ind ved valg i november. Jeg er ikke fuldtidspolitiker, da jeg har mit arbejde på neonatal ved siden af, men jeg er, selvsagt, meget optaget af sundhedspolitk især.

Folkemødet 2018

Folkemødet er Danmarks politikfestival, en festival, hvor omdrejningspunktet er POLITIK. Selvom jeg på ingen måde er en type der går på festival, så gav det så god mening for mig at deltage og være med. Da jeg stadig er ret ny i den her politiske verden, så var jeg så utroligt spændt på at skulle med. Jeg havde dagene op til afgang mod Bornholm nogle fridage, dem brugte jeg især på at læse om Folkemødet og på at forberede mig. Hvordan gjorde jeg så det? Jeg søgte en masse på nettet, og så læste jeg det materiale, som jeg havde fået tilsendt af Dansk Sygeplejeråd. DSR havde et tema i år, som hed “Hænger det sammen for dig”, og det tilsendte læsestof var meget spændende og relevant.

Udover at jeg søgte viden hjemmefra og læste det tilsendte materiale, så var jeg så heldig, at min bedre halvdel også skulle med på Folkemødet. Min kæreste skulle med som Faglig Meningsdanner, det var hans sidste uddannelsesmodul på uddannelsen som Faglig Meningsdanner, så hele hans hold og trænere var også med. Så min kæreste og jeg talte meget sammen inden vi tog af sted, og da det også var første gang han skulle af sted på Folkemødet, havde vi samme udgangspunkt og var lige spændte. Det var så værdifuldt og dejligt at kunne dele den kæmpe oplevelse med ham, som det var, at være af sted på Folkemødet. Da vi var derovre havde vi ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi jo hver især var af sted med “hver vores agenda”.

Men det blev da til at vi kunne spise frokost sammen en dag, og gå rundt sammen og opleve Folkemødet et par timer sammen. Vi var også til et par paneldebatter sammen – så fedt! Og faktisk også lærerigt. Min kæreste er virkelig sej og modig, især når det kommer til det med at stille kritiske spørgsmål og råbe op mundtligt. Der er jeg nok lidt mere genert og tilbageholdende. Fx. så var vi til en paneldebat sammen, hvor temaet var “evaluering af OK18”. Her var det Dennis Kristensen (forhenværende forbundformand i FOA) og Joachim B. Olsen (MF Liberal Alliance (LA)) som var i debat sammen. Min kæreste kom med et kritisk spørgsmål til Joachim B. Olsen (så sejt!). Jeg beundrer virkelig min kærestes gåpåmod og debat engenskaber. Så udover, at det var dejligt at være sammen med ham til en paneldebat, så lærte jeg også noget af at være der med ham.

Foruden den paneldebet, så var jeg med til mange flere. Jeg var så heldig at være af sted på Folkemødet med flere fra min kredsbestyrelse i København. Flere af dem havde været af sted før, så jeg fik masser af gode råd fra dem, om hvordan og hvorledes man “gør” når man er på Folkemødet. Jeg gik især meget rundt sammen med to fra min kredsbestyrelse, Theis og Sara. Theis og jeg gik sammen en hel dag, hvor vi nåede at være med til flere meget spændende debatter. Vi startede ud med at deltage til en paneldebat som bestod af en bred skare af ungdomspolitkere, som hver især repræsenterede hver deres politiske ungdoms parti. Det var så spændende, og Theis og jeg snakkede især om, hvor dygtige og gode de var til at bevare og have en god retorik, selvom de ikke var enige. Jeg gik med følelsen fra den debat om, at fremtiden ser lys ud og at mange andre politikere, kunne lære godt af, at overveje deres retorik og blive bedre til at tale lidt mere ordentligt til hinanden.

Så vidt jeg husker, var vores næste stop den involverende “tænketank” om fremtidens organisationsuddannelse, under navnet “læring, relationer og fællesskab”. Det var Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd som var arrangør til dette. Bjørn Hansen direktør  i DeltagerDanmark var tovholder og panelet bestod af Gitte Tinning som er organisationschef i Dansk Sygeplejeråd og Morten Madsen, direktør i Dansk Metal. Til dette arrangement var vi som deltagere aktivt med, og vi diskuterede 1 til 1 om organisationsuddannelse på kryds og tværs af fagforeninger og fag. Det var så spændende, og meget relevant, især fordi jeg er ny i det her organisationsarbejde. Vi talte også om vigtigheden af meningsdannelse, og kom ind på det med at flere fagforeninger udbyder en Meningsdanneruddannelse, til interesserede medlemmere. Dem er jeg jo selv en af. Det var meget spændende at høre om hvordan “de andre gør”, og at opleve netværket og vidensdelingen omkring hvordan forskellige fagforeninger, herunder min egen, uddanner organisatorisk valgte, og hvordan man gerne vil samarbejde og lære noget nyt – og lære fra sig.

Theis og jeg var også til en paneldebat som omhandlede hvorfor at så mange danskere er ramt af stress, angst, ensomhed og depression. Debatten var arrangeret af Information og debatredaktør Gry Inger Reiter interviewede hhv. Majbrit Berlau (Formand for Socialrådgiverforeningen) og Hjalte Aaberg (Regionsdirektør, Region Hovedstaden). Især emnet om stress, vakte min interesse. Ikke kun fordi jeg selv personligt i år har været sygemeldt med stress, men fordi jeg ved, at mange sygeplejersker, desværre sygemeldes med stress. Majbrit Berlau sagde; “at en individualisering af stress ikke er den rigtige måde at håndtere problemet på, og understregede, at stress er et samfunds – kultur og strukturelt problem”. Jeg kan ikke være mere enig med nogen om noget, og jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sætter en stor fed streg under dette, og hjælper hinanden om at videreformidle dette budskab. Sygemeldes man med stress, er det ikke den enkeltes problem, det kan sagtens være, at stress udløses af noget personligt, men den stress som hersker i det offentlige, på det arbejdsmarked, som jeg kender, udløses fordi at vores rammer ikke lever op til alt det vi skal nå!

Jeg var samme dag til paneldebet omkring “forbyggelse, sammenhæng og et økonomisk løft kan give en moderne psykiatri”. Titlen var “Moderne psykiatri – hvordan sikrer vi en god mental sundhed”. Arrangørerne var Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Selvom jeg ikke selv arbejder i psykiatrien, fandt jeg det meget relevant at være med til en debat omkring de kæmpe udfordringer som det psykiatriske område står med hver eneste dag.

 

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen understregede b.la.:

”Vi må lave et system, hvor vi ikke kun tænker i enkeltstående ydelser, men tænker i sammenhæng og helhed for patienten. Og så skal vi tænke nyt. Vi skal bruge socialsygeplejersker, pårørende og tværgående forløb,” (Kilde: DSR).

I samme telt, var jeg til penaldebat omrking “fælles økonomi og ledelse er vejen til sammenhæng”. Her blev der b.la. debatteret om hvordan vi sikrer sammenhæng, når en patient går fra at være patient på sygehuset, til at komme hjem i egen kommune. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd udtalte:

”Vi skal have fælles ledelse og fælles økonomi omkring patienten. Så skaber man lettere sammenhæng længere ned i systemet. Det nytter ikke, at det er frontpersonalet ude hos patienten, der skal forsøge at skabe sammenhængen” (Kilde: DSR).

Grete Christensen sagde også:

”I kommunerne står sygeplejerskerne ofte med spørgsmålet om, hvad hospitalet egentlig tænkte, da de sendte en patient hjem. Og hvad gør egen læge? Og den anden vej er der også brug for mere ensartethed i kommunernes tilbud. I dag er det sådan, at sygehusene skal kigge på patientens adresse, før de ved, om de kan sende patienten hjem” (Kilde: DSR).

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd understregede også, at det er vigtigt, at vi lytter til patienterne, de ved hvad som fungerer for dem, vi skal lytte til dem og deres behov og inddrage dem. Hun sagde også, at ensartethed i kommunerne vil være tidsbesparende og kom med et eksempel på, at dialysebehandling i hjemmet og kemobehandling “to-go” er blevet til en virkelighed fordi at vi har lyttet til patienterne.

Udover de mange spændende debatter, som jeg var med til, så oplevede jeg også meget bare ved at gå fra A til B. Jeg mødte så utroligt mange spændende mennesker på min færd på Folkemødet. Lige fra politikere, til hjemmeløse, til “folket” altså den almene borger som deltog og mange mange flere. Især da jeg bemandede DSR Kredshovedstaden’s Christiania cykel på pladsen, mødte jeg en masse spændende folk. Jeg fik en snak med flere – om sygeplejersker :-) Vi talte især om udfordringerne der er ved at være sygeplejerske, men også om hvor fantastisk og dejligt et fag det er. Alle som jeg faldt i snak med, ved vores Christiania cykel, var enten selv sygeplejerske, ellers så kendte de én, eller kendte én, som kendte én, der var sygeplejerske. Det var utroligt givende og spændende, at høre andres fortællinger og udfordringer om det at være sygeplejerske, eller at være pårørende til en sygeplejerske.

Jeg lærte også meget om politik, og det er ret svært at forklare hvad jeg lige mener med det. Men jeg fik et kæmpe indblik i hele det “game” som det er, at være med og en del af politik. Jeg snakkede med flere fra min bestyrelse, som har flere år på bagen i DSR, og som aktive i politik. Det var meget spændende og lærerigt at høre om deres rejse til hvor de var nu, og at se dem i “aktion”. Jeg er utroligt beæret over at have været med på Folkemødet, og over at have lært så meget!

Den sidste paneldebat, som jeg var med til, var en debat som omhandlede “Flere faglige stemmer i politik – hvordan og hvorfor?”. Jeg var med der, fordi at jeg netop selv er en af de faglige stemmer, og så var jeg inviteret af min kæreste. Det var nemlig hans Meningsdannerhold, som primært havde arrangeret debatten. Og min seje kæreste havde da også mikrofonen i hånden :-) I panelet var Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom, Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Rie Ljungmann, Analytiker, Tænketanken Cevea.

Der blev debateret omkring hvorfor stemmerne fra det virkelige arbejdsliv er så vigtige at få hørt i politik, og de tre debatører fra panelet kom med flere råd og med deres besyv på hvor det giver mening og er vigtigt med faglige stemmer!

Min kæreste fortalte sin historie, som portør og som fagligstemme fra gulvet, og stillede spørgsmålet om det overhovede batter og giver mening at råbe op, og forklarede hvordan han under OK18 havde været aktiv med at råbe op og skrive debatindlæg mm.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, svarede at man skulle være vedholdende, og blive ved og ved med at råbe op. Ikke stoppe efter “første forsøg”, men blive ved og ved med at fortælle historierne og holdningerne fra “gulvet”. Han sagde blandt andet “folk lytter også, når vi ikke ved det!” og at det er vigtigt, at man spreder sig, og siger det man mener flere gange – så skal der nok være nogen, der lytter!

Kasper Sand Kjær, Formand for DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), sagde direkte til min kæreste: “jeg tror ikke du skal sidde med en følelse af,  at du ikke er blevet lyttet til – og fortsatte, “jeg tror i den grad, at du er blevet lyttet til og at du har været med til at sætte en dagsorden under de overståede OK18 forhandlinger, og det tror jeg har præget det langt mere, end du tror og sådan ville man kunne nævne utallige meningsdannere, som har gjort det igennem årene og det betyder rigtig meget for hvordan dagsordnen er på Christiansborg”. 

Panelet kom også, afslutningsvis med deres råd, hver især om hvad vi, som faglige stemmer, skal gøre. Rådene lød således; fra Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom: at vi skal “elske os selv, bakke hinanden op og se os selv som vindere”. Selvom jeg, uden at gå for meget ind i politisk overbevisning, på ingen måde er støtter og er enig i Liberal Allinances politk, synes jeg faktisk ret positivt om dette råd. Jeg tror faktisk på, at finder vi, faglige stemmer, mere vindermentalitet frem og støtter hinanden endnu mere i de sager vi belyser, ved at turde tage bladet for munden, og råbe op – så kan vi nå endnu længere i vores kamp og fx bedre arbejdsvilkår og bedre vilkår for vores patienter.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom råd lød sådan her: “tag din kollega med, inspirér kollgean til at være aktivt med i fagpolitik”. Et rigtig godt råd, som jeg vil vove at påstå, at jeg allerede benytter mig af! Men hermed, er det givet videre.

Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) kom også med råd, til de faglige stemmer, han sagde “meld jer ind i politk, og tag en kollega med”. Et råd, som jeg synes er så ufatteligt vigtigt! For vil man være med til at ændre nogle tilstande, må man melde sig aktivt på banen, og det kan man helt klart, især, ved at melde sig aktiv i politik – ellers er der jo “bare” nogle andre, som tager den ledige plads.

Når paneldebatterne sluttede i løbet af aftnerne var det tid til at mingle, den ene aften var der også koncert med Magtens Korridorer og en anden aften så jeg satiregruppen Magt optræde. Jeg var også til to sangaftener, både én arrangeret af DSR torsdag aften og lørdag, som var sidste aften, der var jeg med til LO’s sangaften. Det var simpelhent så fedt at være med, og hver eneste dag gik jeg i seng og var mæt på oplevelser og ny viden og SÅ træt!

Jeg håber at I har fået bare et lille indtryk i hvad jeg fik tiden til at gå med på Folkemødet, jeg kunne skrive endnu mere, men jeg tænker, at det her er langt nok :-)

I er meget velkomne til at stille mig spørgsmål om Folkemødet.

Ha’ en dejlig weekend,

KH.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Om at overvinde sin egen frygt og at se frem

Så blev det tid til lidt refleksion igen. Og man må sige, at der sket noget siden sidst. I sidste uge gjorde jeg noget, som jeg, i min vildeste fantasi, ikke havde troet, at jeg ville turde gøre. Jeg gik nemlig på talerstolen til DSR-kongres. Jeg vil lige skære det ud i pap: helt konkret, vil det sige, at jeg gik op og talte foran ca. 150 mennesker, sådan at jeg stod ved en talerstol og var blæst op på flere storskærme rundt i den store kongressal til Dansk Sygeplejeråd’s kongres.

img_2227img_2226


Fra DSR’s hjemmeside DSR.dk :

Fakta om DSR’s kongres

Kongressen er DSR’s øverste besluttende myndighed. Her formes organisationens politik, som organisationen skal arbejde efter. Kongressen består af de fem kredsbestyrelser, formanden, næstformændene samt seks repræsentanter fra Sygeplejestuderendes Landssammenlutning (SLS) og syv repræsentanter fra Lederforeningen i DSR.


Måske tror man det ikke lige, men jeg er faktisk en person som er ultra genert, og slet ikke typen som tør at stille mig op foran en stor forsamling og så er jeg typen, der altid har været hunderæd for at gå til eksaminer. Men jeg gjorde det! En stor del af æren skal gå til min søde mentor, én som jeg sidder sammen med i Kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden, som er “ældre” i gårde hvad der angår DSR politisk arbejde og kongresser. Min mentor prikkede sødt til mig den første aften på kongressen og spurgte, om ikke ikke jeg skulle op og sige noget på talerstolen. Aller først tænkte jeg indeni mig selv, helt og tydeligt og klart: NEJ. Det var helt klart min usikkerhed og generthed som talte. Min mentor og jeg talte videre, hun gav mig flere fifs og ideer til hvordan og hvorledes. Så sov jeg på det, og vågnede op med følelsen af, at jeg bare skulle “derop” på talerstolen. Uger, ja faktisk måneder forinden kongressen, havde jeg gjort det klart med mig selv, at jeg nok ikke kom til at sige noget, da jeg er så mega nervøs og genert anlagt, men det viste sig at tage en drejning.

I løbet af dag 2 på kongressen sad jeg og bryggede på det jeg ville op og sige, jeg var selvfølgelig samtidig aktivt med i kongressen, og jeg brugte en pause på at øve det jeg ville sige, igennem foran en sød kongres deltager. Da vi nåede til et kongresforslag omhandlende arbejdsmiljø og DSR’s politiske indsatser herom, skyndte jeg mig at skrive mig på talerstolen. Det gjorde man online. Og bang, så stod mit navn lige dér, på storskærmene, foran næsen på mig…. Frederikke Marie Sørensen, Kreds Hovedstaden. Det kildede i min mave, og jeg kunne mærke at adrenalinen begyndte at pumpe. Jeg lagde ud med at sige, at det var min første gang, at jeg stod dér, og da brød kongressalen ud i klapsalver. Sikke en velkomst, tak! Dernæst tog jeg et godt råd i brug, som jeg havde fået af en anden, som jeg sidder i bestyrelsen med, én som er hammerende dygtig til at tale. Hun havde sagt til mig forinden, at jeg skulle finde én i salen, som jeg følte mig tryg ved, og én som gjorde, at jeg blev rolig, når jeg kiggede på vedkommende. Uden at jeg rigtigt nåede at tænke mig om, var den første jeg fik øjenkontakt med Grete Christensen, formanden for Dansk Sygeplejeråd. Hun sad tæt på scenen, og hendes rolige blik og søde smil gjorde, at jeg blev helt, eller i hvert fald delvist rolig.

Jeg brugte mig selv i talen. Jeg fortalte om min sygemelding med stress, og fortalte om hvad jeg oplevede ude i felten af problematikker. Netop at der er for mange unge nyuddannede sygeplejersker, som mig selv, der knækker nakken. Det var med en lidt bævrende stemme at jeg fortalte min historie – selvsagt fordi det er et ømt emne, at åbne op og fortælle at man har været syg med stress. Og så især foran så mange mennesker, og ind i en mikrofon. Men jeg kunne ikke have drømt om et bedre forum at dele min historie i og med. Da jeg var færdig, gik jeg ned fra talerstolen og blev med det samme omfavnet af en som jeg sidder i bestyrelsen med. Jeg fik klapsalver, og mange knus og kram, og beskeder fra mange søde kongresdelegerede i salen. Det var stort. Større end noget andet. Jeg fik, traditionen tro, en 2 kr. af min formand for Kreds hovedstaden, fordi det var min første gang, at jeg var på talerstolen på en kongres og en anden fra min kreds kom og krammede mig og gav mig en lille sød hæklet sprutte, som en anden kongresdeltager i salen havde hæklet.

Jeg blev meget rørt, stolt og utrolig glad for, at det jeg sagde, blev modtaget sådan som det gjorde og især for den store anerkendelse jeg fik bagefter. Jeg var bagefter ligbleg og klamtsvende, men det var det hele værd. Og næste gang, er det sikkert og vidst ikke lige så “farligt”.

Den lille sprutte som jeg fik, er meget symbolsk for mig. For hver eneste gang jeg er i vagt på Neonatalafdelingen giver jeg mine små patienter deres sprutte, sådan at de kan føle tryghed og dermed ro og trivsel, fordi at spruttens fangearme minder dem om, da de lå i deres mors livmoder og greb fat om navlesnoren. Min sprutte er nu et symbol på at jeg gjorde det! Jeg gik op på talerstolen og talte min sag! Sprutten befinder sig i min seng, og jeg sover med den om natten. Den giver mig tryghed, ro, god energi og minder mig om en meget stor dag.

Det er altså ikke kun mine små patienter, som har gavn af en sprutte :-)

img_2194

I dag har jeg været i dagvagt og jeg har været til MUS (Medarbejder Udviklings Samtale). Det har jeg faktisk ikke prøvet at være til før. Men jeg synes det var rart, både det at tale løst og fast om hvordan min trivsel i afdelingen er, men det var også rart, at vi lavede en plan for min fremtid i afdelingen. Om hvor er jeg nu, hvad skal jeg have fokus på lige nu og på længere sigt. Som mange, der læser med her, ved, så gik jeg ned med stress i februar og måtte sygemelde mig. Derfor er jeg “bagud” om man vil, det er i hvert fald sådan, at jeg ikke er det som hedder “at være intensiv oplært” på min afdeling. Jeg har opnået og har flere af de kompetencer, der indgår under det at være intensiv oplært, men jeg har ikke haft vagter med sidemandsoplæring, med en anden sygeplejerske, som er certificeret til at oplære i at tage vare om plejen til en intensiv patient.

Min leder og jeg har lagt en plan for hvornår jeg skal starte, og det bliver efter sommerferien, og jeg glæder mig! Jeg er taknemmelig for at det har været muligt at jeg har været sat lidt på “pause”. Det er slet ikke sådan at jeg går og keder mig, når jeg er på arbejde – SLET IKKE. Mange af de patienter jeg passer kan sagtens have et CVK (centralt venekateter), ligge med respiratorisk støtte og ilt og man kan aldrig, sådan lige, forudse om en mere almen patient pludselig bliver intensiv. Men jeg må fx. ikke alene have ansvaret for at passe en patient der ligger i respirator. Jeg ved hvordan respiratoren fungerer, hvad jeg skal observere for og hvordan jeg fx. manuelt ventilerer over respiratoren. Men jeg er ikke oplært-oplært til at kunne og må have ansvaret for at stå med det det alene.

Lige nu lever jeg højt på at jeg har været til min første “rigtige” kongres med DSR, jeg overvandt min frygt om at tale foran en stor forsamling og så ser jeg frem mod en tid, som forhåbentlig bringer mig masser af mod og energi på at lave det jeg elsker, nemlig at være sygeplejerske.

img_2468

…. og her er jeg så, stolt sygeplejerske og såkaldt DSR-politikker, med fanen pakket og på vej hjem fra en fantastisk kongres, med en masse fantastiske og inspirerende kongresdelegerede sygeplejersker fra hele landet.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg “gemte” mig bag en barnevogn

Jeg er tilbage på min normale vagtplan. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og ikke længere til direktør tid, og jeg går på samme tid som mine kollegaer, ca. 8 timer senere, når vagten er slut.

Det føles godt, og helt ok. Det ville da helt klart være super fantastisk, hvis jeg fremover kunne møde kl. 09 i stedet for kl. 07, når jeg havde dagvagt. For jeg er ikke noget morgenmenneske, men nu er det bare sådan, at en dagvagt, på min afdeling (og de fleste andre), starter kl. 07. Det er så rart at være med fra når dagen starter, at være med til samlet morgen rapport med alle de andre, og rigtigt at føle sig som en del af holdet den pågældende dag – og ikke som den der svage person, som er i skånetilstand.

Når det så er sagt, så kæmper jeg med at passe ekstra godt på mig selv, før og efter – og imens jeg er på arbejde. For nu er jeg netop tilbage og ikke længere på optrapning i skånetilstand. Og man kan jo ikke se på mig, at jeg har været syg med stress. Så den eneste der 100% kan og SKAL passe på mig, er mig selv.

Det er ikke så let, slet slet ikke. For der var jo en grund til at jeg gik ned med stress. Grunden skal helt klart findes i at arbejdspresset – og miljøet, som sygeplejerske på et hospitals gulv, er afsindigt presset og udfordrende! Så er jeg også fortsat stadig nyere i faget (snart 2 år!) og mit ansvar er kæmpe stort. Og i selve ansvaret, der ligger i at være sygeplejerske, skaber et enormt pres i sig selv.

Men jeg føler at det går godt. Jeg kan mærke at meget er sket med mig, siden at jeg sidst, før min sygemelding, var i kitlen på almindelig vagtplan. Jeg gør mit bedste for at passe bedst muligt på mig selv. Jeg gør alt for at sørge for at få enkelte pauser, hvor jeg får noget mad indenbords, besøger et toilet og drikker en tår vand. For jeg er yderst vigtig, jeg vil egentlig være så kæk, og skrive, at jeg ER den vigtigste! For har jeg ikke selv min iltmaske på, hvordan kan jeg så hjælpe mine patienter med at få den på?

Jeg ved, at det ikke bliver let, når jeg lander i en vagt som er meget travl. Og jeg ved, med sikkerhed, at sådanne vagter kommer, men i og med at jeg har fokus på at jeg skal overleve i det og ikke på nogen måde har lyst til at fældes med stress igen – så tror jeg på, at jeg nok skal kunne klare det.

Da jeg var fuldtidssygemeldt kredsede mine tanker rundt, jeg var så knækket, at jeg flere gange tænkte på, om jeg helt skulle droppe at være sygeplejerske og finde på noget helt andet arbejde. Jeg er glad for, nærmest lykkelig for, at jeg er vendt tilbage i mit arbejde, hvor jeg “faldt”. Det er på mange måder mit drømmejob – fordi jeg elsker specialet, mine kollegaer og mine patienter.

Forleden lagde jeg mærke til at jeg brugte små taktikker, for at opnå at få en god dag, hvor jeg nåede mine nødvendige opgaver. Én af de nødvendige opgaver, som jeg tit har siddet og brugt overarbejde på er, at jeg som sygeplejerske skal dokumentere. Det kan være meget svært at nå, da jeg først og fremmest er til for patienterne og de pårørende. Jeg fandt en plads på gangen, der var en stol og ved siden af den stod en stor barnevogn. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne sidde i et nogenlunde roligt miljø, og lige få dokumenteret det som jeg var bagud med. Jeg kom til at smile lidt, da jeg kiggede til højre, og så, at jeg faktisk sad lidt gemt bag barnevognen. Men dér sad jeg lidt skærmet, sådan at jeg fik lidt ro til lige at få dokumenteret lidt.

Ellers har jeg stort fokus på, at jeg skal have en god dag, når jeg er på arbejde. Jeg skal have tid til at puste ud og jeg skal nå de mest fornødne og basale behov, som et menneske har; mad, drikke og toiletbesøg. Hvis det så betyder, at en opgave, som jeg burde nå, må udskydes, må det være sådan. Selvfølgelig skal jeg stræbe efter at nå alt, men det er simpelhent nærmest umuligt i mit fag. Jeg vil fremover gør mit bedste for ikke at slå mig selv i hovedet, hvis ikke jeg når det jeg burde, men i stedet klappe mig selv på skulderen over alt det som jeg når, og at jeg er med til at gøre en stor forskel for mine patienter – i et meget presset sundhedsvæsen, hvor vi alle løber alt for stærkt alt for tit.

Positive hilsner fra Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

 

I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

Politianmledt – mon jeg bliver den næste?

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg var ved at miste modet

tempimageforsave

11 dage inde i det nye år, og derfor tid til at gøre lidt status :-)

Da det slog den 1. januar, betød det ikke kun ET NYT ÅR for mig, men også at jeg havde været ansat på Neonatalafdelingen i ET ÅR. ET HELT ÅR. Jeg kan ikke helt forstå hvor tiden er blevet af, men samtidig, så har jeg en følelse af, at jeg har været ansat der rigtig længe.

I forbindelse med min ansættelse på Neonatalafdelingen må jeg sige, at den bedste beslutning jeg har taget, er, at gå ned på 33 timer om ugen fra 37 timer. Jeg har været på 33 timer siden november, og jeg kan allerede mærke at jeg så småt at ved at få lidt mere energi tilbage i mit liv. Før jeg gik ned i tid, var jeg ret så energi-udsultet, og jeg var helt oprigtigt ved at miste modet.

Det irriterer mig, og gør mig ked af det, at jeg skal føle mig presset til at gå ned i tid, pga. at arbejdsforholdene som sygeplejerske er så barske, som de er. Jeg ved, at det ikke kun er på min arbejdsplads, at man som sygeplejerske har svært ved at magte en fuldtidsstilling. Det er et generelt symptom flere steder i faget som sygeplejerske og flere går ned med stress og bliver sygemeldt.

Det er utrolig værdifuldt for mig, at jeg udover at være sygeplejerske, har tid og overskud til også at have mig et liv ved siden af mit virke i uniformen. Jeg har før omtalt det som Frederikke-tid. Det havde jeg slet ikke det første lange stykke tid på Neonatalafdelingen. Jeg var simpelhent for træt og udmattet til at tænke klart, når jeg havde fri.

Forleden snakkede jeg med en kollega, som sagde: >>jeg har desværre ikke råd til at gå ned på 33 timer<<. Det er jo en ærlig sag, og jeg overvejede det også selv, det der med, om jeg overhovedet havde råd til at gå ned i tid. Men jeg kom frem til, at jeg ikke havde “råd til” at lade være. Råd i den forstand, at jeg kørte mig selv helt i sænk på 37 timer. Jeg kan da sagtens mærke at jeg har mindre penge hver måned, men hellere det, end at knække.

Mht. fritid og overskud, så var jeg meget i tvivl om jeg skulle stille op som kandidat i Kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, jeg tænkte: >>Frederikke, er du nu sikker på det er en god idé, kan du holde til det, er det nu smart<<. Det var ikke kun mig selv, der sagde det til mig, venner og familie sagde det også. Men hvor ville det havde været dumt, hvis jeg ikke havde stillet op. Det at jeg gjorde det, og er kommet ind i bestyrelsen har faktisk, lige tværtimod, givet meget mere energi og nyt mod! Og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, som er meget inspirerende at være sammen med. På den korte tid “jeg har været med” kan jeg allerede mærke at det er det helt rigtige for mig.

Snart skal jeg på et kongresforberedende møde, med alle bestyrelserne i Dansk Sygeplejeråd, og jeg ser utroligt meget frem til det!

Da jeg havde fri forleden dag, havde jeg tid og overskud til at tage et smut forbi Kredshovedstadens kontor, her spiste jeg frokost med min søde ekskollega Harun, han sidder nu som kredsnæstformand i DSR KredsH. Ham er jeg evigt taknemmelig, det var nemlig Harun som “sparkede” mig til at stille op til valg i DSR.

Det var spændende at være på besøg hos ham, møde de andre på kontoret, og vi havde også tid til at tale lidt sammen, her hørte jeg blandt andet om hvad hans nye arbejde går ud på. Jeg glæder mig til at følge ham, og ikke mindst at se ham i forbindelse med min plads i Kredsbestyrelsen.

Ha’ en god aften,

Nu skal jeg snart i nattevagt :-)

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Udvekslings Eventyr i Uganda – sygeplejestuderende fortæller

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende

sygepleje-stud-uganda

Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.

Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.

Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.

Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.

Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.

foedeafdelingen-1-kopi

Fødeafdelingen

foedeafdelingen

Fødeafdeligen

Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.

Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.

Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.

“At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur.” (Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015)

Det er en oplevelse for livet at yde sygepleje i et uland og vi vil til hver en tid anbefale andre studerende at gøre det samme, som vi gjorde.

leg-med-boern-paa-vejen-kopi

Leg med børn på gaden

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende


Har du også lyst til at gæsteblogge? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på:

frederikkekikka@gmail.com 

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem 

Et blogindlæg, som bryder tabuet om depression

Kære læsere!

Jeg hedder Julie, og jeg er en pige på 25 år, der er helt pjattet med at være sygeplejestuderende, heste, træning og meget mere. Jeg holder et halvt års orlov fra studiet, da jeg er sygemeldt, ellers ville jeg have været i gang med modul 14/7. semester.

Jeg har fået lov at låne lidt plads her på bloggen, da jeg føler at jeg har noget på hjertet, og nogle erfaringer jeg gerne vil dele med jer andre sygeplejesker og studerende.
Jeg holder orlov fra studiet, da jeg i sommers fik en depression. Det var en depression der blev kategoriseret middelsvær – grænsende til svær. Under mit sygdomsforløb har jeg haft angst, selvmordstanker, en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, identitetstab og mange andre ubehagelige følelser – alt sammen udløst fordi jeg har været for dårlig til at lytte til mig selv i alt, alt for lang tid. Jeg håber at min historie kan hjælpe andre, til at lytte til deres krop og sind, og stoppe op, så de ikke får det så skidt som jeg havde det.

Jeg har altid været en pige, der har været vild med at knokle. Under mit studie har jeg prioriteret at klare mig godt og har fået gode karakterer hele vejen igennem, samtidig med at jeg har redet på konkurrenceplan og haft mange timers arbejde både på et plejehjem og på det ridecenter hvor min hest var opstaldet. Der har været pres på, hvilket var en nødvendighed hvis jeg skulle det hele. Når jeg tænker tilbage, har jeg hele tiden haft symptomer på stress, som hos mig viste sig som svimmelhed, nedsat appetit, indsovningsbevær, migræne og når jeg endelig havde en fridag uden planer, var jeg fuldstændig ødelagt og kunne ikke komme ud af sengen før om eftermiddagen.

I Maj måned havde jeg et grimt brud med min daværende kæreste og efter det begyndte depressionen virkelig at vise tænder, selvom den var kommet snigende op til. Jeg har undertrykt symptomerne, men der opstod nogle symptomer der virkelig gjorde mig bevidst om at noget var galt. Det var bl.a. angst når jeg skulle møde op på mit kliniksted på modul 12 – som jeg var rigtig glad for at være på!, at jeg ikke længere havde lyst til at ride og følelsen af at livet ikke var værd at leve mere. Men jeg skammede mig utrolig meget over det, og blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare måtte tage mig sammen, for jeg havde jo ingen som helst grund til at skulle have det sådan. Modul 12 var hårdt og jeg var ikke ret glad. Jeg var faktisk kun tilpas når jeg var i klinik – når jeg havde overvundet angsten for at komme op på afdelingen. Jeg klarede dog modul 12 rigtig godt og fik en udtalelse, der var så flot at jeg græd af glæde og stolthed da min vejleder læste den op for mig. Det var en surrealistisk oplevelse, for når jeg ikke var i klinik havde jeg det rigtig dårligt, og havde meget klare forestillinger om hvordan jeg kunne tage mit eget liv. Men jeg fortalte ikke nogen om disse tanker, for jeg skammede mig så forfærdeligt og var sikker på at jeg aldrig kunne blive sygeplejerske, hvis jeg fortalte nogen, at jeg havde haft lyst til at stjæle morfin fra medicinrummet.

Sommerferien kom, og jeg startede som sommerferieafsløser på et nyt plejehjem, og håbede inderligt på at en ny start ville gøre mig glad igen. Hvilket overhovedet ikke var tilfældet. For min depression tog så meget til, at jeg ikke lavede andet end at sove, når jeg ikke var på arbejde. Jeg havde stadig min elskede hest, men jeg havde ingen interesse i den, og hver gang jeg var ude for at klappe den eller ride fik jeg voldsom dårlig samvittighed over, at jeg ikke passede den i et omfang der var tilfredsstillende for mig. Men jeg havde bare ikke overskud og kræfter til det. Jeg havde bare lyst til at sove, sove, sove og aldrig mere tage stilling til verden udenfor. Jeg isolerede mig, samtidig med at jeg blev rigtig bange for at være alene hjemme, især om aftenen. Jeg sov ca. 12 timer hver dag og var stadig vildt træt, når jeg gik i seng, men lå stadig meget længe i sengen inden jeg faldt i søvn, da jeg bare lå og tænkte på alle de fejl jeg lavede som menneske, både i fortiden, nutiden men også hvilke fejl jeg var overbevist om at ville begå fremover – især forestillinger om, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at fungerer i arbejdet som sygeplejerske. Jeg følte mig som en evig belastning for alle, og jeg kunne ikke tage beslutning om noget som helst. Men jeg vælger ikke at få noget hjælp, for jeg syntes jeg er svag, dum og doven og tænker, at en læge ville grine af mig, hvis jeg kom og fortalte hvordan jeg havde det. Den eneste ”hjælp” jeg fik, var at jeg siden april havde fået psykolog hjælp – men jeg løj om hvordan jeg havde det og fortalte hende ikke om min selvmordstanker, fordi jeg var så flov. Samtidig var jeg rigtig bange for at blive tvangsindlagt, hvis jeg fortalte nogen om de her grimme tanker, og jeg troede ikke at jeg nogensinde kunne blive sygeplejerske hvis jeg skulle indlægges. Det var efterhånden det eneste jeg kunne holde fast i, af min egen identitet; Jeg ville være sygeplejerske!!
Så jeg forsøgte at ”tage mig sammen”, prøvede at få det bedre, men jeg havde en følelse af, at livet hele tiden overhalede mig uden at jeg var klar. Der blev ved med at komme ting jeg skulle forholde mig – og tage stilling til, hvilket jeg ikke magtede. Jeg kunne ikke være en god veninde, en god datter eller noget som helst andet. Tænk at jeg overhovedet kunne have så gode veninder og familie, når jeg var så uduelig. Så hvert forsøg på at tage sig sammen var et nederlag, som resulterede i at jeg isolerede mig endnu mere.

Det hele kammede over til en fest på Langeland, hvor vi hvert år bor ved en af mine tætte veninders mor, som jeg også har et godt forhold til og holder meget af. Men til denne fest sker der noget, som jeg ikke nævner her, som sårer mig og får mig til at føle mig så ligegyldig at hele min verden vælter og hele natten ender i et langt panikanfald. Jeg forlader selvfølgelig festen, og kommer hjem til min venindes mor, som forgæves prøver at berolige mig. Men jeg er så bange, jeg hyperventilerer, har skyldfølelse og føler mig som det mest usle menneske – og dette afleder også meget kraftige selvmordstanker. Hatten af for både min veninde og hendes mor, som virkelig prøvede at hjælpe mig – som de virkelig også gjorde! For næste morgen, inden jeg kører hjemad, tager de en snak med mig, om at de symptomer, jeg viser på at have fået en depression og opfordrer mig til at søge hjælp. Det var en hård besked at få, men også en ekstrem lettelse for mig, for når det kom fra andres mund, følte jeg at nu var det ”slemt nok”. Verden havde simpelthen gennemskuet hvor dårligt et menneske jeg var. Jeg laver en aftale med dem om at søge lægehjælp i den kommende uge, og kører derefter hjemad.

På hjemturen bliver jeg overmandet af endnu et panikanfald, og her beslutter jeg første gang at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg har så meget uro i mit hoved, og jeg kan på ingen måde kontrollere mine tanker, der bare flyver rundt i en stor pærevælling og jeg bliver egentlig meget bange for mig selv. Den søde sygeplejerske jeg får kontakt med, inviterer mig ind til en snak på PAM, som jeg selv kører til.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse at komme ind og snakke med personale med overfaldsalarmer. Jeg husker at jeg både følte mig meget stødt over alarmerne, men havde også en accept af at nu var jeg nok sindssyg, så der var ikke meget andet at gøre. Og jeg var rigtig bange samtidig. Og ubevidst havde jeg på det her tidspunkt et stort ønske om at blive indlagt. Jeg fortæller både sygeplejersken og lægen præcis hvordan jeg har det, selvom det er svært at sætte ord på, og det jeg mest kan give udtryk for er ”at jeg har brug for ro!”. De sender mig dog hjem med noget beroligende, som har god effekt på mig.

Efterfølgende får jeg søgt lægehjælp, som henviser mig til lokalpsykiatri og jeg får fortalt min psykolog hele historien. Min læge opfordrer mig til at køre på PAM igen, da hun mener jeg skal indlægges, og det er jeg på dette tidspunkt helt afvisende overfor. Men min psykolog får mig dog overtalt til at køre på PAM, efter at have fortalt hende alt hvad der foregår inden i mig. Jeg venter meget længe derinde og da jeg endelig kommer til lægesamtale, møder jeg det jeg vil beskrive som verdens dummeste læge. Han er så nedværdigende overfor mig og taler nedsættende og arrogant til mig. Og efter både at have åbnet mig for min psykolog og triage-sygeplejersken, er det sidste jeg har lyst til at fortælle sådan en læge om mine inderste hemmeligheder og skynder mig at få samtalen afsluttet.
Sygeplejersken der er med til lægesamtalen er heldigvis knaldhamrende dygtig, og opfatter godt at jeg ikke vil fortælle lægen noget som helst og hun tager en snak med mig på vej ud og opfordrer mig til at blive. Men jeg takker nej tak, for jeg skal altså på arbejde næste dag, og beslutter at vente med behandling til jeg har tid i lokalpsykiatrien.

Ventetiden føltes uendelig, men dagen hvor jeg skal til samtale i lokalpsykiatrien kommer endelig! Jeg håber virkelig at en medicinsk behandling vil hjælpe mig, for min hverdag kan ikke fortsætte som den gør. Jeg får dog 10 min inden jeg skal ud af døren en mail om at tiden er aflyst, hvilket er helt ubærligt for mig! På en eller anden måde finder jeg alligevel nogle kræfter og ringer ind til dem, og får en akuttid ved en socialrådgiver som laver en Hamilton vurdering af mig og hun opfordrer mig også kraftigt til indlæggelse, som jeg nu er helt afvisende overfor. Og da der ingen læge er tilstede, kan jeg ikke startes op i medicinsk behandling.
Efter en (god) aftenvagt på plejehjemmet, bliver jeg igen ramt af et angstanfald. Det kommer ud af ingenting, mens jeg bare sidder og læser en bog, helt afslappet derhjemme. Jeg kan ikke kontrollere det overhovedet og prøver at løse det, ved at ridse i mig selv – hvilket ikke hjælper og angsten tager til. Her kontakter jeg igen PAM, hvor jeg kører ud og møder en sød læge og sygeplejerske og får tilbudt en overnatning. Næste morgen er jeg fuldstændig som en zombie og min sygeplejerske tager en snak med mig om at hun syntes jeg skal indlægges. Jeg afviser og tager hjem, for jeg har slet ikke samvittighed til at sygemelde mig fra mit arbejde.
Men allerede samme aften får jeg det skidt igen og her ”giver jeg op”. Jeg vil indlægges, jeg har det simpelthen for dårligt til at klare mig selv. Jeg accepter, at jeg aldrig nogensinde bliver sygeplejerske, og tager på PAM igen og beder om en indlæggelse. Men allerede her bliver jeg overrasket. Den sygeplejerske der talte med mig efter ”den dumme læge” fortæller mig at hun har lagt en klage på lægen, og at hun er glad for at se mig igen. Det var fantastisk at få at vide, fordi jeg selvfølgelig følte at det var min egen skyld at lægen opførte sig som han gjorde.
Jeg var også sikker på at jeg blev tvangsindlagt – hvilket selvfølgelig overhovedet ikke var aktuelt. Jeg lader mig indlægge helt frivilligt. Og den indlæggelse er det bedste jeg nogensinde har jeg gjort. De første dage af min indlæggelse går jeg rundt og er helt forstenet og kan ikke så godt samtale eller holde øjenkontakt. Jeg spiser ingenting og har på det her tidspunkt tabt mig i alt 4-5 kg. Jeg bliver opstartet i medicinsk behandling, NADA-behandling og samtaler. Men indlæggelsen i sig selv er den bedste medicin. Jeg kunne lukke verden helt ude, og bare være i mig selv uden pres nogen steder fra. Der var ingen krav til noget som helst. Der var nogen der vækkede mig og morgenen og fortalte mig hvornår jeg skulle spise. Jeg får samtidig fortalt venner og familie at jeg er syg, hvilket nok er det sværeste, men også en kæmpe lettelse. Især fordi jeg har det bedste netværk man kan ønske sig, og alle støttede mig uden at stille spørgsmålstegn ved min tilstand. Dette betød så ufatteligt meget, for det sidste jeg havde brug for, var at skulle forsvare mig selv.

Jeg er indlagt i 3 uger, hvor jeg får det bedre og bedre. Jeg beslutter at tage orlov fra studiet og har nogle gode samtaler med mine 2 fantastiske kontaktpersoner. Det er så befriende for mig at kunne tale frit om alle ens følelser, uden at føle sig forkert. Jeg har nogle gode medpatienter som jeg falder godt i hak med – og så sker det mest fantastiske i mit behandlings forløb: jeg GRINER! Lige fra hjertet, og ikke bare et kunstigt grin, fordi jeg ved det ville være passende, eller fordi jeg ler hånende af mig selv. Det er nok den bedste følelse nogensinde og noget jeg aldrig vil glemme.

Da jeg bliver udskrevet er jeg helt klar, og har en god plan for min orlov, som jeg ved er det helt rigtige. Og jeg har efter mine mange samtaler, ENDELIG indset, at jeg selvfølgelig bliver en mega god sygeplejerske, selvom jeg har haft en depression og har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hvilket er fantastisk og noget jeg glæder mig meget til, for jeg er stadig helt sikker på, at jeg er sygeplejerske helt ind i knoglerne.

I dag har jeg det godt. Jeg er glad, jeg er begyndt at ride igen og jeg bruger min orlov på, kun at gøre Julie-ting. Altså ting som gør mig glad. Jeg er startet med at træne meget i fitness, jeg ser min familie og mine venner, jeg ELSKER at ride igen og så har jeg taget hul på en uddannelse som springdommer indenfor ridesporten. Og nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang med mit studie igen. Jeg hviler mere i mig selv, end jeg nogensinde før har gjort og det er virkelig en fed fornemmelse!

Det jeg gerne vil med at dele min historie, er at jeg ikke ønsker at nogen skal få det ligeså skidt som mig. Hvis der er nogen der læser dette, som kan genkende noget af alt dette hos dem selv – søg hjælp! Det er IKKE meningen man skal være ked af det altid eller have tanker om at tage livet af sig selv! Mærk efter – hvad fortæller jeres krop jer? Man kan desværre ikke det hele, og det er okay at tage en pause. Livet vil altid byde på udfordringer, men hvis man altid kører på pumperne er der til sidst ikke overskud til selv det mindste bump på vejen.

Og sidst men ikke mindst: Der er ingen andre end dig selv der kan definere hvornår man har det ”slemt nok” til at få hjælp! Det er så vigtigt!

Mange Hilsner

Verdens gladeste Julie 😊

Update: 1. møde i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd

img_6355

Fællesfoto af hele “holdet” (billedet er venligst lånt af Formanden Vibeke Westh)

img_6345

Formandsskabet i kredshovedstaden; formanden og de 5 kredsnæstformænd

img_6456

img_6457

Mit første møde i Kredsbestyrelsen (KB), i Dansk Sygeplejeråd (DSR), er veloverstået. I tirsdags var det dagen for mit første møde som menig medlem af kredsbestyrelsen. Det føltes så rart og “hjemmevant” at tage elevatoren op til kredshovedstadens lokaler. Én gang, hver måned, i et halvt år, fra august 2016 til februar 2017, kom jeg dér fast, da jeg var deltager på DSR’s Meningsdanneruddannelse. Så da jeg, i tirsdags, blev taget imod i døren, af de søde DSR-damer, kunne jeg fortælle, at jeg ikke behøvedes en rundvisning, da jeg var kendt i omgivelserne. Den første jeg mødte var Helle, som også er blevet valgt ind. Helle er forhenværende formand i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) så hun kender ret godt til det hele. Helle har jeg før mødt, i forbindelse med en Florence Nightingale konference, da jeg stadig var studerende. Det var hyggeligt og trygt at møde et kendt ansigt som det aller første. Ellers startede morgenen med krammere med dem jeg kendte, og hilsen på alle de andre bestyrelsesmedlemmere som jeg mødte for første gang. Alle var så søde og jeg tror på, at vi kommer til at få et fantastisk og spændende samarbejde. Jeg glæder mig, og ser frem til, at vi skal rystes endnu mere sammen, næste gang vi mødes, hvor vores møde kommer til at strække sig over to dage.

Vi startede med en kort præsentationsrunde, hvor vi én efter én rejste os op of kort fortalte hvem vi var. Ellers var der et stramt program, som bestod i at vi til at starte med blev delt op i grupper og skulle tale om gensidige forventninger til arbejdet og samarbejdet i Kredsbestyrelsen de næste 4 år. Generelt så var hele dagen ret overvældende, men på den gode måde. Jeg skal lige lidt mere ind i kredsbestyrelsesarbejdet før jeg kan forklare mere konkret om selve indholdet. Men det var tydeligt for mig at mærke, at kredsbestyrelsen er sat sammen af en flok ildsjæle, der alle har mod og blod på tanden, for at kæmpe for faget.

På nogle tidspunkter følte jeg, at jeg var til en tenniskamp, hvor jeg, meget spændt, sad og fulgte tennisbolden flyve rundt i lokalet. Der blev allerede debateret og diskuteret, og det var sindssygt spændende, nyt og ganske enkelt meget relevant for mig at være tilstede.

Vi talte om kredsbestyrelsen arbejdsform og om godkendelse den såkaldte forretningsordning, og tilsidst sluttede vi af med at drøfte nogle udvalgte sager fra Hovedbestyrelsen af.

Jeg føler helt ind til benet, at det er det rigtige, at jeg har været så heldig at få lov at få en plads i bestyrelsen. Jeg glæder mig meget til at lære meget mere og til at få et større indblik i hvad arbejdet som kredsbestyrelsesmedlem vil sige. Det hele er fortsat meget nyt, men virkelig virkelig spændende.

Flere har spurgt mig om jeg får løn for arbejdet i kredsbestyrelsen, og om hvordan jeg finder tid til det. Jeg får ikke løn, men kan købes fri fra arbejdet, hvis jeg har vagter jeg ikke kan bytte mig ud af, på dage hvor der er arbejde med bestyrelsen. Tiden, den skal og vil jeg vil finde. Min beslutning om at gå ned på 33 timer om ugen, kommer helt sikkert in-handy her. Selvom mange måske vil mene, at det er lidt fjollet, at jeg ikke slapper af, når jeg endelig er gået lidt ned i tid. Men det kan jeg ikke. Jeg brænder så meget for det her sygeplejefag, sygeplejerskesvilkår og patientersvilkår – så det giver kun overordentlig god mening for mig, at bruge noget fritid på at engagere mig i og kæmpe for det.

Jeg glæder mig til at fortælle jer meget mere, om hvad vores arbejde i kredsbestyrelsen går ud på. I er meget velkommen til at stille spørgsmål hvis I sidder med nogle :-)

Kh. Frederikke Marie

Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem

Når tiden går i stå, men samtidig meget stærkt

Nogle gange når jeg er i vagt, hænder det at tiden puster mig i nakken, samtidig med, at det føles som om, at den går i stå.

Det som kan udløse ovenstående, er især når mine patienter “vælter”. Dvs. at de kræver ekstra behandling, overvågning og hjælp. Når en patient bliver tiltagende dårlig, har behov for ekstra behandling i form af læge tilsyn, blodprøver, anlæggelse af PVK, røntgen, ny medicin opstart – med mere – har tiden det med at tikke ufatteligt stærkt og jeg kan have svært ved at følge med.

Samtidig med, at tiden bare tikker derudaf, er der også det aspekt, at der er pårørende på sidelinien. På min afdelingen står der som regel altid et forældrepar, som oplever, ser og hører det meste af hvad der sker. De er klart er nervøse, opmærksomme og kede af det. Desværre er der ikke altid varme hænder og øjne til at tage sig af forældrene, mens noget akut står på. I min utopi-verden var der altid én til at tage sig af dem.

I situationer, hvor tiden tikker derudaf, er det så fantastisk at opleve, at have kollegaer, der bare træder til og hjælper med alt hvad de kan. Det er utrolig rart at mærke og erfare, at når det hele brænder, er der et hold af fantastiske kollegaer, som står klar, som en lille hær. Det oplevede jeg sidst jeg var i vagt og det var virkelig guld værd for mig.

Det lykkedes mig at få enderne til at hænge sammen, fordi at mine kollegaer trådte til og hjalp mig. Jeg havde endda også tid til at se forældrene i øjnene, tale med dem, og kramme dem. Det har meget stor værdi for mig. Jeg kunne gå fra arbejde, med kun 1 times overarbejde, som jeg huskede at skrive på! Jeg gik fra arbejdet med en god følelse, og det var helt klart til mine kollegaers fortjeneste.

I denne tid, hvor vi løber ekstra stærkt, er det så vigtigt for mig at nævne, understrege og huske på de ting, som lykkes, og som går godt. Det er så vigtigt at tale det gode op, og ikke kun fokusere på alt det, som er svært i vores fag. Og hold da nu helt op, sammen er vi stærkere! Det er så rigtigt!

Jeg er så glad for, at jeg også oplever situationer som denne, og ikke kun det sure – nogle gange, kan der godt være lidt langt imellem – men helt generelt, så oplever jeg, en ekstrem fantastisk kollegial opbakning. Og lige netop dét, er virkelig guld værd!

Jeg er en taknemmelig sygeplejerske, med mod og blod på tanden, for at møde på arbejde hver gang jeg har vagt. Men nu skal jeg holde weekend. God weekend til alle!

Older posts