Rastløs – kender I det?

Jeg har haft fri fra sygeplejerskeuniformen i denne weekend og det har jeg virkelig nydt. Men fri fra arbejde, er for mig, lig med fri til at tænke over livet – meget dybt I know. Men i en hverdag, hvor tiden til at tænke klart, er knap, er fritid fra uniformen en tid, hvor jeg kommer dybere ned i mig selv og i denne weekend har det resulteret i, at jeg er blevet godt og grundigt rastløs. Derfor kunne jeg mærke, at jeg måtte sætte mig ned og skrive mine tanker ud her på bloggen. Der er ellers massere af ting,  jeg kunne tage mig til, f.eks. oprydning herhjemme, jeg kunne gå ud for at handle ind til den kommende uge, jeg kunne løbe en tur – jeg kunne også have planlagt at ses med veninder eller familie eller noget helt tredje. Jeg valgte at denne weekend skulle jeg passe mest muligt på mig selv, derfor havde jeg kun “booket” mig selv til én aftale i weekenden, som var en venindes 30 års fødseldagsbrunch i går formiddags.

I dag har jeg haft hele dagen fri og ledig til kun mig selv og mine egne tanker. Da A er på arbejde, er jeg bare mig og mine tanker. Jeg har forsøgt at slappe godt og grundigt af, jeg har drukket morgenkaffen i sengen og set lidt tv imens at verdenen derude buldrer derudaf.

Herhjemme er jeg nået til et punkt hvor jeg bare er blevet rastløs. Rastløs i den forstand, at mine tanker kredser rundt om min fremtid og mit virke som sygeplejerske.

Hvordan ønsker jeg at min fremtid skal være? Hvor ser jeg mig selv om nogle år? Hvilke valg skal jeg tage – og ikke tage? Hvad er det egentlig, at jeg gerne vil og godt kunne tænke mig? Hvad er mine interesser? Hvad skal jeg gøre mere og hvad skal jeg gøre mindre?

Jeg tror, at det er meget normalt at have sådanne dage – hvor tankerne og spørgsmålene fylder op i hovedet og jeg er sikker på, at min rastløshed nok skal stilne af. Men lige nu, der må jeg indrømme, at jeg er i en form for rastløs-vildrede. Det er jeg, fordi jeg tænker så meget over fremtiden og hvad den skal bringe.

Skal jeg fortsætte i det felt jeg er i? Skal jeg sadle om og lave noget helt andet? Skal jeg videreuddanne mig eller skal jeg vente?

Jeg tror på, at svaret er at finde hos mig selv, men hvordan finder jeg så lige frem til det? Jeg ved med sikkerhed, at det ikke kommer dumpende ned fra himmelen af sig selv og jeg ved, at kun jeg selv, kan komme frem til et svar.

For nyligt var jeg til MUS, Medarbejder Udviklings Samtale, her talte min leder og jeg om løs og fast og om mine muligheder. Jeg fik fortalt til min leder, at jeg synes det er svært at se mig selv fortsætte med at arbejde i skiftende vagter på lang sigt. For mit ønske om fremtiden er helt klart en familie med børn, vovse og villa. Skiftende vagter ser jeg, som en udfordring for dette ønske. I hvert fald så længe at sundhedsvæsenet er så presset, som det nu en gang er. Jeg tror desværre ikke, at jeg ville kunne være mor, ved siden af det arbejde jeg har nu. Det ville for mig være både fysisk og psykisk for hårdt også at skulle være mor og kæreste, ved siden af at arbejde som sygeplejerske på en intensiv hospitals afdeling i 3-holds-skifte. I dag poppede tankerne op hos mig, om at forsøge at gå endnu længere ned i tid. Lige nu er jeg på 33 timer. Ville det være en løsning for mig, at gå endnu længere ned i tid – og dermed have mere overskud til at lave andre ting, som jeg savner at lave. Såsom at gå til dans, dyrke mine venskaber, se min familie noget mere og at skrive noget mere. Jeg har fx. en drøm om at skrive en bog, som jeg faktisk allerede er i gang med.

Er der nogle af jer andre, der kender til at være i denne form for rastløshed, som jeg er i? Og hvad gjorde I, da I var her?

Jeg søger noget inspiration til at “komme videre”. Stod det til mig, så fortsatte jeg mit arbejde, der hvor jeg er nu, for jeg elsker det. Jeg elsker at være sygeplejerske der hvor jeg er, men det er hårdt, og til tider alt for hårdt. Men hvad skal jeg så, hvis ikke jeg skal det?

Som sagt ved jeg godt, at kun jeg selv i sidste ende sidder med svaret og det er kun mig selv, som kan handle og tage affære. Men det kunne være interessant at læse om andres ideer og tanker, om hvordan man kan få livet som sygeplejerske til at passe ind i alt det andet, som livet også indebærer. Måske vi kunne inspirere hinanden, ved at dele hinandens tanker og ideer. Jeg håber at nogle af jer har lyst til at komme med jeres tanker.

På forhånd tak :-)

// Frederikke, sygeplejerske og meningsdanner 

Facebook: TheDanishNurse

Instagram: TheDanishNurse

Hvilken hylde skal jeg vælge?

Sygeplejerske Amalie,

Hæmatologisk afdeling, har været uddannet i 2,5 år 

Som kommende nyuddannet sygeplejerske, eller bare endnu uerfaren sygeplejerske, kan det være næsten uoverskueligt at vælge et område og speciale at arbejde med, med mindre man allerede har kastet sin kærlighed på en bestemt afdeling, primær sektor, eller psykiatrien. Hvis det er tilfældet, hvilket det var for mig, så vil jeg helt klart anbefale at man fortsætter med at arbejde med det man kunne lide, og ikke føle sig nødsaget til at prøve andre specialer af først. Det kan man gøre hvis man senere søger nye udfordringer, eller man grundet flytning eller familie har brug for at finde noget andet.

Man skulle gerne få snuset til de overordnede områder under uddannelsen, både primær, psykiatrisk, kirurgisk og medicinsk. Ud fra den erfaring man har gjort sig gennem klinik, vidensdeling med medstuderende og eventuelt fritidsjobs, anbefaler jeg at man mærker efter hvilken form for sygepleje man ønsker at yde, og hvilken kontakt man ønsker med patienten/borgeren. Holder man af den instrumentelle del af sygeplejen, som anlæggelse af PVK, KAD, sårpleje osv., er hospitalsafdelinger et godt bud på et match. Holder man af at følge borgeren over lang tid og danne gode relationer, samt at arbejde selvstændigt, kan primær sektor være et godt bud. Ønsker man at gøre en forskel for patienten, uden at skulle involvere sig meget i den enkelte, kan kirurgisk være et bud, hvor indlæggelserne ofte er korte.

Jeg er glad for hæmatologien fordi vi både har akutte og kroniske patienter, yngre og ældre. Vi behandler både almindelige infektioner, samt aggressiv cancer. Men det kræver også at man er omstillingsparat og kan også være fysisk krævende. Er man ikke klar til dette bør man søge nogle andre specialer, så man ikke tager munden for fuld, og får et dårligt førstehåndsindtryk med jobbet som sygeplejerske. Vi sygeplejersker er (desværre) kendt for at skifte job og speciale ofte, men det er så vigtigt at man finder den rigtige hylde til ens temperament og mentalitet, for med det rigtige match tager man glædeligt på arbejde dagen efter en sindssyg hård vagt, fordi man brænder for det man laver.

Til sidst vil jeg anbefale at stille spørgsmål til jobsamtalen, hvis arbejdsgangen på arbejdspladsen, og omfanget af arbejdsopgaverne ikke er tydeligt beskrevet. En kommende arbejdsgiver vil blot se positivt på spørgsmål og interesse herfor, og ved at få afdækket alle eventuelle spørgsmål, så kan man sikre sig at det job man begynder i, med stor sandsynlighed vil være et godt match. Jeg har oplevet nyansatte kolleger der sagde op inden for meget kort tid, nogle sagde endda op inden første arbejdsdag. Men det er vigtigt at mærke efter, og et grundigt forarbejde, både med at mærke efter selv, men også til jobsamtalen, kan hjælpe en på vej til drømmejobbet.


Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?

Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Råd og erfaringer til nyuddannede og kommende sygeplejersker

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om “tanker og bekymringer inden man er færdiguddannet sygeplejerske”

(læs det her).

I det her indlæg, vil jeg kort beskrive hvordan det så var, at starte et nyt sted, efter et halvt år som nyuddannet sygeplejerske.

Dernæst kommer jeg med mine råd og erfaringer, når du står derude, med sygeplejeskiltet på uniformen.

At starte et nyt sted, efter et halvt år som færdiguddannet sygeplejerske “i den trygge rede”

Det første sted jeg arbejdede, kendte jeg, det var en “tryg rede” fordi jeg, som før beskrevet, forinden havde været sygeplejestuderende dér, og arbejdet på afdelingen, som timelønnet. Så da jeg startede som sygeplejerske på neonatal afdelingen, var det som om, at jeg først på det tidspunkt “rigtigt” startede min tid som sygeplejerske. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det betød meget for mig at “flyve ud af reden”. Selvom jeg var meget glad for mit job på barselsgangen.

Jeg husker tydeligt at jeg var forbi på neonatal afdelingen for at hente en uddannelsesmappe og et kompendium. Det var spændende at træde ind i afdelingen, velvidende om, at jeg lige om lidt, ca. om en måned, ville træde ind på afdelingen omklædt i uniform. Jeg vidste besked om, at min første tid som sygeplejerske på afdelingen ville være som føl. Jeg husker ikke præcist hvor mange oplæringsvagter jeg havde, men jeg havde nok til at da jeg stod på egne ben, følte mig nogenlunde sikker i min sag. Lidt spændt/nervøs er man vel altid når noget er helt nyt :-)

Da jeg startede på neonatal afdelingen begyndte jeg for alvor at forme mig til den sygeplejerske jeg er i dag. Jeg er rigtig glad for at jeg tog det spring, ud fra reden, for jeg har virkelig udviklet mig. Ikke kun som sygeplejerske, men også personligt.

Jeg kunne blive ved med at skrive om mine oplevelser fra da jeg var nystartet på neonatal, men jeg vil egentlig hellere skrive mine råd og erfaringer, til alle jer, der stadig er studerende og som på et tidspunkt skal starte som nyuddannede sygeplejersker og til jer, som er nyuddannet i faget.

Råd og erfaringer

1. Mit aller vigtigste råd til jer er, at lytte efter og mærke jer selv!

Mærk efter om det I står i er noget I føler jer kompetente til at stå i og med.

Hvis man er i tvivl om noget, skal man tage fat i en kollega og bede om hjælp OGSÅ selvom man føler “at det her, burde jeg måske vide”.

Der er virkelig INGEN dumme spørgsmål (altså jo, der skal sikkert nok være nogen, som synes at det som man spørger om er indlysende, men det er lige meget)!

Det er andre menneskers liv man har i hænderne, når arbejder som sygeplejerske, så hellere spørg og be’ om hjælp én gang for meget end for lidt.

Både for patienternes skyld, men også for din egen.


2. Husk på, at Rom blev ikke bygget på en dag.

Så, jeg kan ligeså godt afsløre det her nu: som sygeplejerske, kommer man til at lave fejl!

Sådan er det, når mennesker arbejder med mennesker. Der vil ske fejl, og det gør der hele tiden. Men, når det så er sagt, så handler det selvfølgelig om at minimere de fejl – mest muligt.

Så derfor, igen, SPØRG OM HJÆLP hvis du føler dig usikker.

Travlhed og nedskæringer er klart en kæmpe trussel her, så jeg ved godt, at det ikke altid er let at spørge om hjælp.

Men øv dig hele tiden i at prioritere, kan din opgave, som du har brug for hjælp udskydes lidt?

Så vent med at spørg om hjælp til der er tid.

Er det akut, og du har brug for hjælpen nu? Så må du ringe, til hvem du kan ringe til, lave en time-out eller hvad der er af prodecure på afdelingen.


3. Acceptér allerede inden du bliver færdiguddannet at du vil komme til at være mega træt det første lange stykke tid efter du er startet som nyuddannet sygeplejerske.

Det er hårdt, udmattende, energikrævende OG HELT FANTASTISK at være nyuddannet sygeplejerske! Der vil være dage, måske uger, hvor du kun arbejder og sover og ikke rigtig har overskud eller energi til særlig meget andet.


4. Brug dine sygeplejevenner/kollegaer til at reflektere og debriefe med. De vil forstå dig aller bedst og ved nogenlunde hvad du gennemgår.

Måske er de selv helt samme sted? Eller også har de været der på et tidspunkt.


5. Sug til dig, og “copy-paste” til dig selv, fra andre sygeplejersker.

Når du står med sygeplejerske beviset i hånden, skal du først her rigtigt til at lære at være sygeplejerske og der kan godt gå lang tid, før at du føler dig godt tilpas.

Jeg fik et gyldent råd, en gang, fra en vejleder (søde Ulla på Montebello i Spanien), da jeg stadig var studerende.

Hun sagde, at jeg skulle plukke alt det gode jeg lærte, fra de sygeplejersker jeg mødte på min vej.

Selvfølgelig kan man ikke plukke alt! Men en god idé er at plukke det man kan copy-paste til sig selv, og det som fungerer for dig og på den måde forme sig selv til den sygeplejerske man gerne vil være.


6. Acceptér, at der vil være dage, hvor du er moody.

Der vil også være dage, hvor du kommer hjem, og måske græder.

Måske kommer du også til at græde mens du er i vagt.

Det er helt normalt. Det har mange, inklusiv jeg selv gjort.

Selvfølgelig er det ikke optimalt at græde mens man er på arbejde, på vej hjem, eller derhjemme.

Men at være sygeplejerske er et fag, hvor man har andre menneskers liv i sine hænder, og nogle gange, så sker det altså bare.

Handler det om ting, der ikke er ok, fx. arbejdsmiljømæssigt, noget med nogle pårørende, eller noget helt tredje – så skal man selvfølgelig gå til sin afdelingsledelse.

Men helt generelt, så er det OK normalt, det dér med at jobbet som sygeplejerske kan få tårerne frem.

Det prøver de fleste af os nok før eller siden.

Det behøver ikke at være noget dårligt som får tårerne frem. Fx har mine tårer banket på, og trillet frem, et par gange, når nogle før indlagte patienter er kommet på besøg for at sige hej.

Jeg har oplevet glædes tårer flere gange.

Jeg har også oplevet at græde, fordi en vagt har været møg hård og fordi der måske er sket noget svært eller uventet – her er det meget vigtigt at sørge for at tale med nogen om det – så vigtigt.

At være sygeplejerske er et fag, som kan røre ved følelserne, og det kan være svært at lade være med at græde en gang i mellem.

Men bare lyt på mig når jeg siger, det er helt ok, og helt normalt!


7. Prioritér og pas på dig selv

Som mange nok ved, er vores fag udfordret flere steder. Især det med arbejdspresset og travlheden og nogle gange, især når man er ny, kan det være svært at se lyset for enden af tunnelen, fx i en travl vagt.

Sørg for, som før nævnt, at snak med nogen om det. Enten kollegaer, din leder eller hvem du finder der er den rette at tale med det om.

Jeg tror, at det nærmest er umuligt, som sygeplejerske, ikke at komme i kontakt med travlheden og når man som sygeplejerske har travlt, kan det være rigtig svært at holde hovedet koldt.

Mine erfaringer er, at det handler om, især i de travle situationer, at prioritere prioretre prioritere! Har man travlt, er det jo egentlig ret simpelt, i hvert fald på skrift!

Man må skære noget fra, når man ikke har tiden til at nå det man skal.

Derfor, må man gøre en status over ens opgaver, og sørge for, at det som er livsnødvendigt for patienterne, er det, som man fokuserer på nå – eller får hjælp til at nå.

Det er ikke altid lige let, slet ikke, og det tager tid at finde ud af “gamet” når man har travlt.

Det er bare så vigtigt, at man prøver at gøre alt for, at huske sig selv.

Selvom man er på arbejde for at tage sig af sine patienter, så skal man selv have det bare nogenlunde OK for selv at kunne fungere.

Så det dér med ikke at spise, drikke og gå på toilet er virkelig ikke iorden, det SKAL der være tid til.

Nogle gange smutter det, men man skal virkelig gøre alt for, at det kan lade sig gøre!


Mine råd og erfaringer jeg har skrevet her til jer, prøver jeg selv stadig at leve op til. Jeg arbejder stadig efter dem i de fleste af mine vagter i uniformen. Jeg prøver at stræbe efter dem, så vidt muligt. For så længe jeg har mine egne “små” guidelines, så længe mister jeg ikke mig selv fuldstændigt. Det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke ønske for nogen. At gå ned med stress, er det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv til dags dato. Jeg var heldig, at min krop sagde fra, i nogenlunde god tid. Så jeg var kun sygemeldt i en måned. Men jeg slikker stadig mine ar, og jeg bliver aldrig den samme igen. Det vil jeg heller ikke, for jeg har virkelig lært mig selv endnu med bedre at kende, efter at jeg har været nede med flaget.

Jeg har været uddannet i 2 år og to måneder, og det er først nu, eller i hvert fald i år, at jeg rigtigt mærker at jeg er sygeplejerske og jeg er god til det. Der er så mange ting jeg stadig ikke kan, men jeg er selvsikker i rigtig meget.

Jeg tror, uden at vide det med belæg for noget, at det er meget normalt, at det tager ca. 2 års tid, før at du rigtigt kan slappe lidt af, som sygeplejerske.

Aller sidst, vil jeg bare råde jer til at, at huske på, at hvis du ikke har iltmasken på, så kan du ikke hjælpe andre. Det er faktisk ret simpelt, i hvert fald her på skrift :-)

Jeg håber at I kunne bruge mine råd og erfaringer.

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på Instagram, der er jeg lidt mere aktiv, end herinde på bloggen.

Jeg har også en facebookside, hvor jeg deler lidt af hvert.

En status på mit sygeplejerskeliv og råd til nyuddannede sygeplejersker

Status

Jeg synes selv at jeg er landet godt på begge ben, efter min stresssygemeldning i februar. Jeg har det godt og jeg er i balance, og så føler jeg, at jeg kender mig selv meget bedre nu, end før at jeg sygemeldte mig (der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!). Jeg er blevet meget mere bevidst om hvor mine grænser går, og så er det som om, at jeg har fået mig et sæt ekstra følehorn, som hurtigere opsnapper, når “faren” lurer. Hver dag arbejder jeg stadig med mig selv, og det tror jeg, vil fortsætte resten af mit liv. Jeg har fået “fri” fra min psykolog, dvs. at jeg ikke har nogen fremtidige aftaler med ham – udover at han vil kontakte mig en gang i august, og høre om hvordan det går. Min plan er, at jeg vil fortsætte med at se ham, men måske kun én gang hver 2-3 måned. Så har jeg meldt mig til et kursus en weekend i september, som jeg glæder mig til at fortælle mere om. Jeg kan sige så meget, at det handler om stresshåndtering med yoga indover! Så spændende!
Der er fortsat travlt og til tider mega hektisk på mit arbejde, men det kan jeg ikke lave om på.
For jeg arbejder på en intensiv afdeling, jeg er sygeplejerske og arbejder i det offentlige sundhedsvæsen – som står til at skulle spare endnu flere millioner af kroner. Så hele selve rammen kan jeg ikke sådan lige ændre på.
Jo – jeg kunne søge mig et nyt arbejde og skifte branche.

Jeg elsker mit arbejde

Men sagen er den, at jeg elsker at være sygeplejerske og jeg elsker mit arbejde, specialet og mine kollegaer. Selvfølglig har jeg da tænkt igennem, om jeg burde gå nye veje. Men som jeg har det nu, så bliver jeg hvor jeg er. Jeg elsker at være intensiv neonatal sygeplejerske, jeg elsker at passe og pleje de mindste patienter og at være der for deres forældre i alt det, som de gennemgår.
Det er et arbejde, som er sindssygt hårdt, og til tider, utaknemmeligt udmattende, men det giver mig så meget igen.

Intensiv oplæring

Nu, efter nogle travle vagter, har jeg PAUSE og sommerferie i 2 uger. Det er tiltrængt og dejligt,
og når så jeg er tilbage på arbejdet igen, skal jeg snart til at blive intensiv oplært. Så vidt jeg ved, bliver det i september. Jeg vil vove at påstå, at jeg efterhånden at ved at være autodidakt intensiv oplært, fordi jeg har været i afdelingen længe eller i hvert fald længe nok – i forhold til hvornår man som regel bliver oplært i det intensive. Jeg har arbejdet på neonatal i 1 1/2 år. Tiden går så stærkt!
Det vil altså sige, at jeg allerede er vant til at passe patienter, som har behov for intensiv pleje, men jeg skal have følgevagter med intensiv oplæring. Det glæder jeg mig meget til og jeg kan mærke, at jeg er mere end klar til det nu.

Fremtiden og nu

Og så må tiden vise, hvor mit sygeplejerske eventyr tager mig hen. Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget som jeg brænder for. Og jeg brænder virkelig for det neonatale speciale, og så brænder jeg også for sygeplejerskers og sygeplejestuderendes vilkår – så derfor giver det rigtig god mening, at jeg ved siden af neonatal sygeplejerskejobbet, sidder som tillidsvalgt politikker i Dansk Sygeplejeråd.

Nyuddannede sygeplejersker

Til alle de som er nyuddannet i faget, vil jeg bare sige et stort og varmt velkommen og tillykke!
Pas nu ekstra godt på jer selv, det er på mange måder barskt og hårdt at være sygeplejerske – især når man er helt ny og grøn – MEN det bliver bedre som tiden går, og så er det altså også helt fantastisk at være sygeplejerske. Man skal “bare” finde sin plads i faget og det kan godt tage tid.
Jeg har været i faget i 2 år – og jeg er først begyndt at finde mig til rette nu – uden at være helt på plads.
Så føler du, som nyuddannet, at det hele er svært og at du ingen ting kan, så bare rolig, det er du ikke alene om.
Vi har alle været dér, og ved hvordan du har det. Bare lov mig at huske på, at mærke efter og passe på dig selv. Du har hele livet foran dig, som sygeplejerske, så alt det du føler du ikke kan, det skal nok komme.
Husk på, at Rom blev ikke bygget på én dag og at have fået titlen som sygeplejerske, betyder, at nu har du fået kørekortet, og det er først nu, at du skal lære at bruge det. Og det tager altså tid :-)

De næste par uger

De næste par uger kommer der nok til at være stille her på bloggen og på min facebookside, men jeg kan nok ikke holde mig fra Instagram. Så følg endelig med dér, hvis du har lyst til det.

Du kan finde mig på Thedanishnurse :-)

Kontakt mig hvis du har noget på hjerte, eller bare har lyst til at skrive et blogindlæg om noget der rør sig dér hvor du arbejder, eller noget andet. Du er i hvert fald altid velkommen til at skrive til mig – også hvis du har ris/ros til min blog og facebookside. Måske er der noget du gerne vil “se”/læse mere af, eller andet.
Vi skrives ved :-)

 

Kh.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Folkemødet 2018 fra mit perspektiv

Inden afgang

Jeg var med for første gang på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg vil i det her blogindlæg gøre lidt status på noget af alt det, som jeg oplevede :-)

Forinden havde jeg gjort mig mange tanker, og mit bedste for at søge viden og info om hvad det var for noget, som jeg skulle med til. Jeg var med som en del af Kredsbestyrelsen, fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kredshovedstaden. Som mange af jeg måske allerede ved, så er jeg valgt ind som Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden. Det vil altså sige, at jeg sidder som tillidsvalgt politiker i kredsen i København og repræsenterer en masse sygeplejersker, som har stemt mig ind ved valg i november. Jeg er ikke fuldtidspolitiker, da jeg har mit arbejde på neonatal ved siden af, men jeg er, selvsagt, meget optaget af sundhedspolitk især.

Folkemødet 2018

Folkemødet er Danmarks politikfestival, en festival, hvor omdrejningspunktet er POLITIK. Selvom jeg på ingen måde er en type der går på festival, så gav det så god mening for mig at deltage og være med. Da jeg stadig er ret ny i den her politiske verden, så var jeg så utroligt spændt på at skulle med. Jeg havde dagene op til afgang mod Bornholm nogle fridage, dem brugte jeg især på at læse om Folkemødet og på at forberede mig. Hvordan gjorde jeg så det? Jeg søgte en masse på nettet, og så læste jeg det materiale, som jeg havde fået tilsendt af Dansk Sygeplejeråd. DSR havde et tema i år, som hed “Hænger det sammen for dig”, og det tilsendte læsestof var meget spændende og relevant.

Udover at jeg søgte viden hjemmefra og læste det tilsendte materiale, så var jeg så heldig, at min bedre halvdel også skulle med på Folkemødet. Min kæreste skulle med som Faglig Meningsdanner, det var hans sidste uddannelsesmodul på uddannelsen som Faglig Meningsdanner, så hele hans hold og trænere var også med. Så min kæreste og jeg talte meget sammen inden vi tog af sted, og da det også var første gang han skulle af sted på Folkemødet, havde vi samme udgangspunkt og var lige spændte. Det var så værdifuldt og dejligt at kunne dele den kæmpe oplevelse med ham, som det var, at være af sted på Folkemødet. Da vi var derovre havde vi ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi jo hver især var af sted med “hver vores agenda”.

Men det blev da til at vi kunne spise frokost sammen en dag, og gå rundt sammen og opleve Folkemødet et par timer sammen. Vi var også til et par paneldebatter sammen – så fedt! Og faktisk også lærerigt. Min kæreste er virkelig sej og modig, især når det kommer til det med at stille kritiske spørgsmål og råbe op mundtligt. Der er jeg nok lidt mere genert og tilbageholdende. Fx. så var vi til en paneldebat sammen, hvor temaet var “evaluering af OK18”. Her var det Dennis Kristensen (forhenværende forbundformand i FOA) og Joachim B. Olsen (MF Liberal Alliance (LA)) som var i debat sammen. Min kæreste kom med et kritisk spørgsmål til Joachim B. Olsen (så sejt!). Jeg beundrer virkelig min kærestes gåpåmod og debat engenskaber. Så udover, at det var dejligt at være sammen med ham til en paneldebat, så lærte jeg også noget af at være der med ham.

Foruden den paneldebet, så var jeg med til mange flere. Jeg var så heldig at være af sted på Folkemødet med flere fra min kredsbestyrelse i København. Flere af dem havde været af sted før, så jeg fik masser af gode råd fra dem, om hvordan og hvorledes man “gør” når man er på Folkemødet. Jeg gik især meget rundt sammen med to fra min kredsbestyrelse, Theis og Sara. Theis og jeg gik sammen en hel dag, hvor vi nåede at være med til flere meget spændende debatter. Vi startede ud med at deltage til en paneldebat som bestod af en bred skare af ungdomspolitkere, som hver især repræsenterede hver deres politiske ungdoms parti. Det var så spændende, og Theis og jeg snakkede især om, hvor dygtige og gode de var til at bevare og have en god retorik, selvom de ikke var enige. Jeg gik med følelsen fra den debat om, at fremtiden ser lys ud og at mange andre politikere, kunne lære godt af, at overveje deres retorik og blive bedre til at tale lidt mere ordentligt til hinanden.

Så vidt jeg husker, var vores næste stop den involverende “tænketank” om fremtidens organisationsuddannelse, under navnet “læring, relationer og fællesskab”. Det var Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd som var arrangør til dette. Bjørn Hansen direktør  i DeltagerDanmark var tovholder og panelet bestod af Gitte Tinning som er organisationschef i Dansk Sygeplejeråd og Morten Madsen, direktør i Dansk Metal. Til dette arrangement var vi som deltagere aktivt med, og vi diskuterede 1 til 1 om organisationsuddannelse på kryds og tværs af fagforeninger og fag. Det var så spændende, og meget relevant, især fordi jeg er ny i det her organisationsarbejde. Vi talte også om vigtigheden af meningsdannelse, og kom ind på det med at flere fagforeninger udbyder en Meningsdanneruddannelse, til interesserede medlemmere. Dem er jeg jo selv en af. Det var meget spændende at høre om hvordan “de andre gør”, og at opleve netværket og vidensdelingen omkring hvordan forskellige fagforeninger, herunder min egen, uddanner organisatorisk valgte, og hvordan man gerne vil samarbejde og lære noget nyt – og lære fra sig.

Theis og jeg var også til en paneldebat som omhandlede hvorfor at så mange danskere er ramt af stress, angst, ensomhed og depression. Debatten var arrangeret af Information og debatredaktør Gry Inger Reiter interviewede hhv. Majbrit Berlau (Formand for Socialrådgiverforeningen) og Hjalte Aaberg (Regionsdirektør, Region Hovedstaden). Især emnet om stress, vakte min interesse. Ikke kun fordi jeg selv personligt i år har været sygemeldt med stress, men fordi jeg ved, at mange sygeplejersker, desværre sygemeldes med stress. Majbrit Berlau sagde; “at en individualisering af stress ikke er den rigtige måde at håndtere problemet på, og understregede, at stress er et samfunds – kultur og strukturelt problem”. Jeg kan ikke være mere enig med nogen om noget, og jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sætter en stor fed streg under dette, og hjælper hinanden om at videreformidle dette budskab. Sygemeldes man med stress, er det ikke den enkeltes problem, det kan sagtens være, at stress udløses af noget personligt, men den stress som hersker i det offentlige, på det arbejdsmarked, som jeg kender, udløses fordi at vores rammer ikke lever op til alt det vi skal nå!

Jeg var samme dag til paneldebet omkring “forbyggelse, sammenhæng og et økonomisk løft kan give en moderne psykiatri”. Titlen var “Moderne psykiatri – hvordan sikrer vi en god mental sundhed”. Arrangørerne var Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Selvom jeg ikke selv arbejder i psykiatrien, fandt jeg det meget relevant at være med til en debat omkring de kæmpe udfordringer som det psykiatriske område står med hver eneste dag.

 

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen understregede b.la.:

”Vi må lave et system, hvor vi ikke kun tænker i enkeltstående ydelser, men tænker i sammenhæng og helhed for patienten. Og så skal vi tænke nyt. Vi skal bruge socialsygeplejersker, pårørende og tværgående forløb,” (Kilde: DSR).

I samme telt, var jeg til penaldebat omrking “fælles økonomi og ledelse er vejen til sammenhæng”. Her blev der b.la. debatteret om hvordan vi sikrer sammenhæng, når en patient går fra at være patient på sygehuset, til at komme hjem i egen kommune. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd udtalte:

”Vi skal have fælles ledelse og fælles økonomi omkring patienten. Så skaber man lettere sammenhæng længere ned i systemet. Det nytter ikke, at det er frontpersonalet ude hos patienten, der skal forsøge at skabe sammenhængen” (Kilde: DSR).

Grete Christensen sagde også:

”I kommunerne står sygeplejerskerne ofte med spørgsmålet om, hvad hospitalet egentlig tænkte, da de sendte en patient hjem. Og hvad gør egen læge? Og den anden vej er der også brug for mere ensartethed i kommunernes tilbud. I dag er det sådan, at sygehusene skal kigge på patientens adresse, før de ved, om de kan sende patienten hjem” (Kilde: DSR).

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd understregede også, at det er vigtigt, at vi lytter til patienterne, de ved hvad som fungerer for dem, vi skal lytte til dem og deres behov og inddrage dem. Hun sagde også, at ensartethed i kommunerne vil være tidsbesparende og kom med et eksempel på, at dialysebehandling i hjemmet og kemobehandling “to-go” er blevet til en virkelighed fordi at vi har lyttet til patienterne.

Udover de mange spændende debatter, som jeg var med til, så oplevede jeg også meget bare ved at gå fra A til B. Jeg mødte så utroligt mange spændende mennesker på min færd på Folkemødet. Lige fra politikere, til hjemmeløse, til “folket” altså den almene borger som deltog og mange mange flere. Især da jeg bemandede DSR Kredshovedstaden’s Christiania cykel på pladsen, mødte jeg en masse spændende folk. Jeg fik en snak med flere – om sygeplejersker :-) Vi talte især om udfordringerne der er ved at være sygeplejerske, men også om hvor fantastisk og dejligt et fag det er. Alle som jeg faldt i snak med, ved vores Christiania cykel, var enten selv sygeplejerske, ellers så kendte de én, eller kendte én, som kendte én, der var sygeplejerske. Det var utroligt givende og spændende, at høre andres fortællinger og udfordringer om det at være sygeplejerske, eller at være pårørende til en sygeplejerske.

Jeg lærte også meget om politik, og det er ret svært at forklare hvad jeg lige mener med det. Men jeg fik et kæmpe indblik i hele det “game” som det er, at være med og en del af politik. Jeg snakkede med flere fra min bestyrelse, som har flere år på bagen i DSR, og som aktive i politik. Det var meget spændende og lærerigt at høre om deres rejse til hvor de var nu, og at se dem i “aktion”. Jeg er utroligt beæret over at have været med på Folkemødet, og over at have lært så meget!

Den sidste paneldebat, som jeg var med til, var en debat som omhandlede “Flere faglige stemmer i politik – hvordan og hvorfor?”. Jeg var med der, fordi at jeg netop selv er en af de faglige stemmer, og så var jeg inviteret af min kæreste. Det var nemlig hans Meningsdannerhold, som primært havde arrangeret debatten. Og min seje kæreste havde da også mikrofonen i hånden :-) I panelet var Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom, Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Rie Ljungmann, Analytiker, Tænketanken Cevea.

Der blev debateret omkring hvorfor stemmerne fra det virkelige arbejdsliv er så vigtige at få hørt i politik, og de tre debatører fra panelet kom med flere råd og med deres besyv på hvor det giver mening og er vigtigt med faglige stemmer!

Min kæreste fortalte sin historie, som portør og som fagligstemme fra gulvet, og stillede spørgsmålet om det overhovede batter og giver mening at råbe op, og forklarede hvordan han under OK18 havde været aktiv med at råbe op og skrive debatindlæg mm.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, svarede at man skulle være vedholdende, og blive ved og ved med at råbe op. Ikke stoppe efter “første forsøg”, men blive ved og ved med at fortælle historierne og holdningerne fra “gulvet”. Han sagde blandt andet “folk lytter også, når vi ikke ved det!” og at det er vigtigt, at man spreder sig, og siger det man mener flere gange – så skal der nok være nogen, der lytter!

Kasper Sand Kjær, Formand for DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), sagde direkte til min kæreste: “jeg tror ikke du skal sidde med en følelse af,  at du ikke er blevet lyttet til – og fortsatte, “jeg tror i den grad, at du er blevet lyttet til og at du har været med til at sætte en dagsorden under de overståede OK18 forhandlinger, og det tror jeg har præget det langt mere, end du tror og sådan ville man kunne nævne utallige meningsdannere, som har gjort det igennem årene og det betyder rigtig meget for hvordan dagsordnen er på Christiansborg”. 

Panelet kom også, afslutningsvis med deres råd, hver især om hvad vi, som faglige stemmer, skal gøre. Rådene lød således; fra Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom: at vi skal “elske os selv, bakke hinanden op og se os selv som vindere”. Selvom jeg, uden at gå for meget ind i politisk overbevisning, på ingen måde er støtter og er enig i Liberal Allinances politk, synes jeg faktisk ret positivt om dette råd. Jeg tror faktisk på, at finder vi, faglige stemmer, mere vindermentalitet frem og støtter hinanden endnu mere i de sager vi belyser, ved at turde tage bladet for munden, og råbe op – så kan vi nå endnu længere i vores kamp og fx bedre arbejdsvilkår og bedre vilkår for vores patienter.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom råd lød sådan her: “tag din kollega med, inspirér kollgean til at være aktivt med i fagpolitik”. Et rigtig godt råd, som jeg vil vove at påstå, at jeg allerede benytter mig af! Men hermed, er det givet videre.

Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) kom også med råd, til de faglige stemmer, han sagde “meld jer ind i politk, og tag en kollega med”. Et råd, som jeg synes er så ufatteligt vigtigt! For vil man være med til at ændre nogle tilstande, må man melde sig aktivt på banen, og det kan man helt klart, især, ved at melde sig aktiv i politik – ellers er der jo “bare” nogle andre, som tager den ledige plads.

Når paneldebatterne sluttede i løbet af aftnerne var det tid til at mingle, den ene aften var der også koncert med Magtens Korridorer og en anden aften så jeg satiregruppen Magt optræde. Jeg var også til to sangaftener, både én arrangeret af DSR torsdag aften og lørdag, som var sidste aften, der var jeg med til LO’s sangaften. Det var simpelhent så fedt at være med, og hver eneste dag gik jeg i seng og var mæt på oplevelser og ny viden og SÅ træt!

Jeg håber at I har fået bare et lille indtryk i hvad jeg fik tiden til at gå med på Folkemødet, jeg kunne skrive endnu mere, men jeg tænker, at det her er langt nok :-)

I er meget velkomne til at stille mig spørgsmål om Folkemødet.

Ha’ en dejlig weekend,

KH.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Om at overvinde sin egen frygt og at se frem

Så blev det tid til lidt refleksion igen. Og man må sige, at der sket noget siden sidst. I sidste uge gjorde jeg noget, som jeg, i min vildeste fantasi, ikke havde troet, at jeg ville turde gøre. Jeg gik nemlig på talerstolen til DSR-kongres. Jeg vil lige skære det ud i pap: helt konkret, vil det sige, at jeg gik op og talte foran ca. 150 mennesker, sådan at jeg stod ved en talerstol og var blæst op på flere storskærme rundt i den store kongressal til Dansk Sygeplejeråd’s kongres.

img_2227img_2226


Fra DSR’s hjemmeside DSR.dk :

Fakta om DSR’s kongres

Kongressen er DSR’s øverste besluttende myndighed. Her formes organisationens politik, som organisationen skal arbejde efter. Kongressen består af de fem kredsbestyrelser, formanden, næstformændene samt seks repræsentanter fra Sygeplejestuderendes Landssammenlutning (SLS) og syv repræsentanter fra Lederforeningen i DSR.


Måske tror man det ikke lige, men jeg er faktisk en person som er ultra genert, og slet ikke typen som tør at stille mig op foran en stor forsamling og så er jeg typen, der altid har været hunderæd for at gå til eksaminer. Men jeg gjorde det! En stor del af æren skal gå til min søde mentor, én som jeg sidder sammen med i Kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden, som er “ældre” i gårde hvad der angår DSR politisk arbejde og kongresser. Min mentor prikkede sødt til mig den første aften på kongressen og spurgte, om ikke ikke jeg skulle op og sige noget på talerstolen. Aller først tænkte jeg indeni mig selv, helt og tydeligt og klart: NEJ. Det var helt klart min usikkerhed og generthed som talte. Min mentor og jeg talte videre, hun gav mig flere fifs og ideer til hvordan og hvorledes. Så sov jeg på det, og vågnede op med følelsen af, at jeg bare skulle “derop” på talerstolen. Uger, ja faktisk måneder forinden kongressen, havde jeg gjort det klart med mig selv, at jeg nok ikke kom til at sige noget, da jeg er så mega nervøs og genert anlagt, men det viste sig at tage en drejning.

I løbet af dag 2 på kongressen sad jeg og bryggede på det jeg ville op og sige, jeg var selvfølgelig samtidig aktivt med i kongressen, og jeg brugte en pause på at øve det jeg ville sige, igennem foran en sød kongres deltager. Da vi nåede til et kongresforslag omhandlende arbejdsmiljø og DSR’s politiske indsatser herom, skyndte jeg mig at skrive mig på talerstolen. Det gjorde man online. Og bang, så stod mit navn lige dér, på storskærmene, foran næsen på mig…. Frederikke Marie Sørensen, Kreds Hovedstaden. Det kildede i min mave, og jeg kunne mærke at adrenalinen begyndte at pumpe. Jeg lagde ud med at sige, at det var min første gang, at jeg stod dér, og da brød kongressalen ud i klapsalver. Sikke en velkomst, tak! Dernæst tog jeg et godt råd i brug, som jeg havde fået af en anden, som jeg sidder i bestyrelsen med, én som er hammerende dygtig til at tale. Hun havde sagt til mig forinden, at jeg skulle finde én i salen, som jeg følte mig tryg ved, og én som gjorde, at jeg blev rolig, når jeg kiggede på vedkommende. Uden at jeg rigtigt nåede at tænke mig om, var den første jeg fik øjenkontakt med Grete Christensen, formanden for Dansk Sygeplejeråd. Hun sad tæt på scenen, og hendes rolige blik og søde smil gjorde, at jeg blev helt, eller i hvert fald delvist rolig.

Jeg brugte mig selv i talen. Jeg fortalte om min sygemelding med stress, og fortalte om hvad jeg oplevede ude i felten af problematikker. Netop at der er for mange unge nyuddannede sygeplejersker, som mig selv, der knækker nakken. Det var med en lidt bævrende stemme at jeg fortalte min historie – selvsagt fordi det er et ømt emne, at åbne op og fortælle at man har været syg med stress. Og så især foran så mange mennesker, og ind i en mikrofon. Men jeg kunne ikke have drømt om et bedre forum at dele min historie i og med. Da jeg var færdig, gik jeg ned fra talerstolen og blev med det samme omfavnet af en som jeg sidder i bestyrelsen med. Jeg fik klapsalver, og mange knus og kram, og beskeder fra mange søde kongresdelegerede i salen. Det var stort. Større end noget andet. Jeg fik, traditionen tro, en 2 kr. af min formand for Kreds hovedstaden, fordi det var min første gang, at jeg var på talerstolen på en kongres og en anden fra min kreds kom og krammede mig og gav mig en lille sød hæklet sprutte, som en anden kongresdeltager i salen havde hæklet.

Jeg blev meget rørt, stolt og utrolig glad for, at det jeg sagde, blev modtaget sådan som det gjorde og især for den store anerkendelse jeg fik bagefter. Jeg var bagefter ligbleg og klamtsvende, men det var det hele værd. Og næste gang, er det sikkert og vidst ikke lige så “farligt”.

Den lille sprutte som jeg fik, er meget symbolsk for mig. For hver eneste gang jeg er i vagt på Neonatalafdelingen giver jeg mine små patienter deres sprutte, sådan at de kan føle tryghed og dermed ro og trivsel, fordi at spruttens fangearme minder dem om, da de lå i deres mors livmoder og greb fat om navlesnoren. Min sprutte er nu et symbol på at jeg gjorde det! Jeg gik op på talerstolen og talte min sag! Sprutten befinder sig i min seng, og jeg sover med den om natten. Den giver mig tryghed, ro, god energi og minder mig om en meget stor dag.

Det er altså ikke kun mine små patienter, som har gavn af en sprutte :-)

img_2194

I dag har jeg været i dagvagt og jeg har været til MUS (Medarbejder Udviklings Samtale). Det har jeg faktisk ikke prøvet at være til før. Men jeg synes det var rart, både det at tale løst og fast om hvordan min trivsel i afdelingen er, men det var også rart, at vi lavede en plan for min fremtid i afdelingen. Om hvor er jeg nu, hvad skal jeg have fokus på lige nu og på længere sigt. Som mange, der læser med her, ved, så gik jeg ned med stress i februar og måtte sygemelde mig. Derfor er jeg “bagud” om man vil, det er i hvert fald sådan, at jeg ikke er det som hedder “at være intensiv oplært” på min afdeling. Jeg har opnået og har flere af de kompetencer, der indgår under det at være intensiv oplært, men jeg har ikke haft vagter med sidemandsoplæring, med en anden sygeplejerske, som er certificeret til at oplære i at tage vare om plejen til en intensiv patient.

Min leder og jeg har lagt en plan for hvornår jeg skal starte, og det bliver efter sommerferien, og jeg glæder mig! Jeg er taknemmelig for at det har været muligt at jeg har været sat lidt på “pause”. Det er slet ikke sådan at jeg går og keder mig, når jeg er på arbejde – SLET IKKE. Mange af de patienter jeg passer kan sagtens have et CVK (centralt venekateter), ligge med respiratorisk støtte og ilt og man kan aldrig, sådan lige, forudse om en mere almen patient pludselig bliver intensiv. Men jeg må fx. ikke alene have ansvaret for at passe en patient der ligger i respirator. Jeg ved hvordan respiratoren fungerer, hvad jeg skal observere for og hvordan jeg fx. manuelt ventilerer over respiratoren. Men jeg er ikke oplært-oplært til at kunne og må have ansvaret for at stå med det det alene.

Lige nu lever jeg højt på at jeg har været til min første “rigtige” kongres med DSR, jeg overvandt min frygt om at tale foran en stor forsamling og så ser jeg frem mod en tid, som forhåbentlig bringer mig masser af mod og energi på at lave det jeg elsker, nemlig at være sygeplejerske.

img_2468

…. og her er jeg så, stolt sygeplejerske og såkaldt DSR-politikker, med fanen pakket og på vej hjem fra en fantastisk kongres, med en masse fantastiske og inspirerende kongresdelegerede sygeplejersker fra hele landet.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg “gemte” mig bag en barnevogn

Jeg er tilbage på min normale vagtplan. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og ikke længere til direktør tid, og jeg går på samme tid som mine kollegaer, ca. 8 timer senere, når vagten er slut.

Det føles godt, og helt ok. Det ville da helt klart være super fantastisk, hvis jeg fremover kunne møde kl. 09 i stedet for kl. 07, når jeg havde dagvagt. For jeg er ikke noget morgenmenneske, men nu er det bare sådan, at en dagvagt, på min afdeling (og de fleste andre), starter kl. 07. Det er så rart at være med fra når dagen starter, at være med til samlet morgen rapport med alle de andre, og rigtigt at føle sig som en del af holdet den pågældende dag – og ikke som den der svage person, som er i skånetilstand.

Når det så er sagt, så kæmper jeg med at passe ekstra godt på mig selv, før og efter – og imens jeg er på arbejde. For nu er jeg netop tilbage og ikke længere på optrapning i skånetilstand. Og man kan jo ikke se på mig, at jeg har været syg med stress. Så den eneste der 100% kan og SKAL passe på mig, er mig selv.

Det er ikke så let, slet slet ikke. For der var jo en grund til at jeg gik ned med stress. Grunden skal helt klart findes i at arbejdspresset – og miljøet, som sygeplejerske på et hospitals gulv, er afsindigt presset og udfordrende! Så er jeg også fortsat stadig nyere i faget (snart 2 år!) og mit ansvar er kæmpe stort. Og i selve ansvaret, der ligger i at være sygeplejerske, skaber et enormt pres i sig selv.

Men jeg føler at det går godt. Jeg kan mærke at meget er sket med mig, siden at jeg sidst, før min sygemelding, var i kitlen på almindelig vagtplan. Jeg gør mit bedste for at passe bedst muligt på mig selv. Jeg gør alt for at sørge for at få enkelte pauser, hvor jeg får noget mad indenbords, besøger et toilet og drikker en tår vand. For jeg er yderst vigtig, jeg vil egentlig være så kæk, og skrive, at jeg ER den vigtigste! For har jeg ikke selv min iltmaske på, hvordan kan jeg så hjælpe mine patienter med at få den på?

Jeg ved, at det ikke bliver let, når jeg lander i en vagt som er meget travl. Og jeg ved, med sikkerhed, at sådanne vagter kommer, men i og med at jeg har fokus på at jeg skal overleve i det og ikke på nogen måde har lyst til at fældes med stress igen – så tror jeg på, at jeg nok skal kunne klare det.

Da jeg var fuldtidssygemeldt kredsede mine tanker rundt, jeg var så knækket, at jeg flere gange tænkte på, om jeg helt skulle droppe at være sygeplejerske og finde på noget helt andet arbejde. Jeg er glad for, nærmest lykkelig for, at jeg er vendt tilbage i mit arbejde, hvor jeg “faldt”. Det er på mange måder mit drømmejob – fordi jeg elsker specialet, mine kollegaer og mine patienter.

Forleden lagde jeg mærke til at jeg brugte små taktikker, for at opnå at få en god dag, hvor jeg nåede mine nødvendige opgaver. Én af de nødvendige opgaver, som jeg tit har siddet og brugt overarbejde på er, at jeg som sygeplejerske skal dokumentere. Det kan være meget svært at nå, da jeg først og fremmest er til for patienterne og de pårørende. Jeg fandt en plads på gangen, der var en stol og ved siden af den stod en stor barnevogn. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne sidde i et nogenlunde roligt miljø, og lige få dokumenteret det som jeg var bagud med. Jeg kom til at smile lidt, da jeg kiggede til højre, og så, at jeg faktisk sad lidt gemt bag barnevognen. Men dér sad jeg lidt skærmet, sådan at jeg fik lidt ro til lige at få dokumenteret lidt.

Ellers har jeg stort fokus på, at jeg skal have en god dag, når jeg er på arbejde. Jeg skal have tid til at puste ud og jeg skal nå de mest fornødne og basale behov, som et menneske har; mad, drikke og toiletbesøg. Hvis det så betyder, at en opgave, som jeg burde nå, må udskydes, må det være sådan. Selvfølgelig skal jeg stræbe efter at nå alt, men det er simpelhent nærmest umuligt i mit fag. Jeg vil fremover gør mit bedste for ikke at slå mig selv i hovedet, hvis ikke jeg når det jeg burde, men i stedet klappe mig selv på skulderen over alt det som jeg når, og at jeg er med til at gøre en stor forskel for mine patienter – i et meget presset sundhedsvæsen, hvor vi alle løber alt for stærkt alt for tit.

Positive hilsner fra Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

 

I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

Politianmledt – mon jeg bliver den næste?

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg var ved at miste modet

tempimageforsave

11 dage inde i det nye år, og derfor tid til at gøre lidt status :-)

Da det slog den 1. januar, betød det ikke kun ET NYT ÅR for mig, men også at jeg havde været ansat på Neonatalafdelingen i ET ÅR. ET HELT ÅR. Jeg kan ikke helt forstå hvor tiden er blevet af, men samtidig, så har jeg en følelse af, at jeg har været ansat der rigtig længe.

I forbindelse med min ansættelse på Neonatalafdelingen må jeg sige, at den bedste beslutning jeg har taget, er, at gå ned på 33 timer om ugen fra 37 timer. Jeg har været på 33 timer siden november, og jeg kan allerede mærke at jeg så småt at ved at få lidt mere energi tilbage i mit liv. Før jeg gik ned i tid, var jeg ret så energi-udsultet, og jeg var helt oprigtigt ved at miste modet.

Det irriterer mig, og gør mig ked af det, at jeg skal føle mig presset til at gå ned i tid, pga. at arbejdsforholdene som sygeplejerske er så barske, som de er. Jeg ved, at det ikke kun er på min arbejdsplads, at man som sygeplejerske har svært ved at magte en fuldtidsstilling. Det er et generelt symptom flere steder i faget som sygeplejerske og flere går ned med stress og bliver sygemeldt.

Det er utrolig værdifuldt for mig, at jeg udover at være sygeplejerske, har tid og overskud til også at have mig et liv ved siden af mit virke i uniformen. Jeg har før omtalt det som Frederikke-tid. Det havde jeg slet ikke det første lange stykke tid på Neonatalafdelingen. Jeg var simpelhent for træt og udmattet til at tænke klart, når jeg havde fri.

Forleden snakkede jeg med en kollega, som sagde: >>jeg har desværre ikke råd til at gå ned på 33 timer<<. Det er jo en ærlig sag, og jeg overvejede det også selv, det der med, om jeg overhovedet havde råd til at gå ned i tid. Men jeg kom frem til, at jeg ikke havde “råd til” at lade være. Råd i den forstand, at jeg kørte mig selv helt i sænk på 37 timer. Jeg kan da sagtens mærke at jeg har mindre penge hver måned, men hellere det, end at knække.

Mht. fritid og overskud, så var jeg meget i tvivl om jeg skulle stille op som kandidat i Kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, jeg tænkte: >>Frederikke, er du nu sikker på det er en god idé, kan du holde til det, er det nu smart<<. Det var ikke kun mig selv, der sagde det til mig, venner og familie sagde det også. Men hvor ville det havde været dumt, hvis jeg ikke havde stillet op. Det at jeg gjorde det, og er kommet ind i bestyrelsen har faktisk, lige tværtimod, givet meget mere energi og nyt mod! Og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, som er meget inspirerende at være sammen med. På den korte tid “jeg har været med” kan jeg allerede mærke at det er det helt rigtige for mig.

Snart skal jeg på et kongresforberedende møde, med alle bestyrelserne i Dansk Sygeplejeråd, og jeg ser utroligt meget frem til det!

Da jeg havde fri forleden dag, havde jeg tid og overskud til at tage et smut forbi Kredshovedstadens kontor, her spiste jeg frokost med min søde ekskollega Harun, han sidder nu som kredsnæstformand i DSR KredsH. Ham er jeg evigt taknemmelig, det var nemlig Harun som “sparkede” mig til at stille op til valg i DSR.

Det var spændende at være på besøg hos ham, møde de andre på kontoret, og vi havde også tid til at tale lidt sammen, her hørte jeg blandt andet om hvad hans nye arbejde går ud på. Jeg glæder mig til at følge ham, og ikke mindst at se ham i forbindelse med min plads i Kredsbestyrelsen.

Ha’ en god aften,

Nu skal jeg snart i nattevagt :-)

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse