Hvilken hylde skal jeg vælge?

Sygeplejerske Amalie,

Hæmatologisk afdeling, har været uddannet i 2,5 år 

Som kommende nyuddannet sygeplejerske, eller bare endnu uerfaren sygeplejerske, kan det være næsten uoverskueligt at vælge et område og speciale at arbejde med, med mindre man allerede har kastet sin kærlighed på en bestemt afdeling, primær sektor, eller psykiatrien. Hvis det er tilfældet, hvilket det var for mig, så vil jeg helt klart anbefale at man fortsætter med at arbejde med det man kunne lide, og ikke føle sig nødsaget til at prøve andre specialer af først. Det kan man gøre hvis man senere søger nye udfordringer, eller man grundet flytning eller familie har brug for at finde noget andet.

Man skulle gerne få snuset til de overordnede områder under uddannelsen, både primær, psykiatrisk, kirurgisk og medicinsk. Ud fra den erfaring man har gjort sig gennem klinik, vidensdeling med medstuderende og eventuelt fritidsjobs, anbefaler jeg at man mærker efter hvilken form for sygepleje man ønsker at yde, og hvilken kontakt man ønsker med patienten/borgeren. Holder man af den instrumentelle del af sygeplejen, som anlæggelse af PVK, KAD, sårpleje osv., er hospitalsafdelinger et godt bud på et match. Holder man af at følge borgeren over lang tid og danne gode relationer, samt at arbejde selvstændigt, kan primær sektor være et godt bud. Ønsker man at gøre en forskel for patienten, uden at skulle involvere sig meget i den enkelte, kan kirurgisk være et bud, hvor indlæggelserne ofte er korte.

Jeg er glad for hæmatologien fordi vi både har akutte og kroniske patienter, yngre og ældre. Vi behandler både almindelige infektioner, samt aggressiv cancer. Men det kræver også at man er omstillingsparat og kan også være fysisk krævende. Er man ikke klar til dette bør man søge nogle andre specialer, så man ikke tager munden for fuld, og får et dårligt førstehåndsindtryk med jobbet som sygeplejerske. Vi sygeplejersker er (desværre) kendt for at skifte job og speciale ofte, men det er så vigtigt at man finder den rigtige hylde til ens temperament og mentalitet, for med det rigtige match tager man glædeligt på arbejde dagen efter en sindssyg hård vagt, fordi man brænder for det man laver.

Til sidst vil jeg anbefale at stille spørgsmål til jobsamtalen, hvis arbejdsgangen på arbejdspladsen, og omfanget af arbejdsopgaverne ikke er tydeligt beskrevet. En kommende arbejdsgiver vil blot se positivt på spørgsmål og interesse herfor, og ved at få afdækket alle eventuelle spørgsmål, så kan man sikre sig at det job man begynder i, med stor sandsynlighed vil være et godt match. Jeg har oplevet nyansatte kolleger der sagde op inden for meget kort tid, nogle sagde endda op inden første arbejdsdag. Men det er vigtigt at mærke efter, og et grundigt forarbejde, både med at mærke efter selv, men også til jobsamtalen, kan hjælpe en på vej til drømmejobbet.


Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?

Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Udvekslings Eventyr i Uganda – sygeplejestuderende fortæller

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende

sygepleje-stud-uganda

Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.

Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.

Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.

Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.

Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.

foedeafdelingen-1-kopi

Fødeafdelingen

foedeafdelingen

Fødeafdeligen

Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.

Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.

Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.

“At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur.” (Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015)

Det er en oplevelse for livet at yde sygepleje i et uland og vi vil til hver en tid anbefale andre studerende at gøre det samme, som vi gjorde.

leg-med-boern-paa-vejen-kopi

Leg med børn på gaden

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende


Har du også lyst til at gæsteblogge? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på:

frederikkekikka@gmail.com 

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem 

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Til alle sygeplejersker, husk det nu

img_7982

Kære alle sygeplejersker, især jer, som er garvede i faget.

I har selv været der, allesammen. Den dag, den første dag, efter at du havde fået dit bevis og din autorisation. Måske havde du sommerfugle i maven, måske bankede dit hjerte lidt hurtigere end normalt?

Lige nu i denne tid udklækker en masse nye sygeplejersker, og lige om lidt, starter de i forskellige specialer rundt omkring i hele landet. Husk på at du selv har været der. Husk på at du selv har været den nye sygeplejerske, og den helt uerfarne og nyuddannede.

Tag godt imod vores nye kollegaer derude i felten og byd dem varmt velkommen i vores fantastiske fag. Det er så vigtigt at de får en god start, for vores fag er nogle gange næsten umenneskeligt, og det er her ekstra vigtigt, at man har nogle erfarne kollegaer omkring sig, som passer godt på en.

Det er svært at være ny, det kan alle relatere til, men det er endnu mere svært at være ny og samtidig også helt nyuddannet. Som nyuddannet sygeplejerske går man fra at have været studerende i 3 1/2 år, til at skulle være sygeplejerske. Det er ikke sådan lige til at se at med det blotte øje, at en sygeplejerske er nyuddannet. Hun/han vil overfor patienterne og de pårørende ligne “alle os andre”, og på skiltet står der; SYGEPLEJERSKE – helt ligesom på dit skilt. Men den store forskel er, at denne nye sygeplejerske har ekstra brug for god støtte, oplæring og vejledning og det er vores opgave at hjælpe dem alle godt i gang, og på vej i sygeplejefaget. Selvfølgelig har en mentor, leder, klinisksygeplejevejleder eller lign. en særlig opgave i at oplære de nye, men alle os andre, som er på gulvet med de nye, har især også en vigtig rolle – for vi arbejder tæt sammen med dem hele tiden.

Det kan nogle gange være svært at have tiden og overskuddet til at “tage sig af” en ny og grøn sygeplejerskekollega, især når travlheden raser, men det er vores pligt at vi værner om og passer godt på alle de nyudklækkede sygeplejersker OGSÅ selvom vi har travlt, og det har vi.

Jeg har selv til tider stadig brug for at blive “taget af” og passet på, jeg kan sagtens stadig have brug for rigtig meget hjælp og vejledning, da jeg kun har været færdigbagt sygeplejerske i et år. For nyligt oplevede jeg selv at have en hård og træls vagt. Da vagten var slut, kom en erfaren kollega hen til mig, og spurgte om jeg havde lyst til at snakke lidt sammen inden at jeg tog hjem. Det gjorde vi, og det var rigtig dejligt og rart at tale med hende. Det at hun havde “set mig” og opsnappet at jeg havde haft en presset og svær vagt var helt fantastisk. Hun så mig, og greb mig i mine frustrationer. Hun kom med råd og spurgte indtil min trivsel. For mig betød det alverden. Ting som for mig kan være rigtig svære, kan for andre erfarne sygeplejersker virke banalt og som “a piece of cake”, men hende her min kollega satte sig i mit sted og gav sig tid til at tale med mig, på sin helt egen opfordring. Jeg har oplevet lignede flere gange, og det er så ganske fantastisk og gør, at jeg trods travlhed og nogle gange urimelige arbejdsvilkår i faget, elsker mit fag. Så tak for det, alle jer, som ser mig derude :-)

Men jeg husker især hvor skrøbelig og sårbar jeg var, lige i starten. Der er så mange nye indtryk, nye opgaver, ansvarsområder og meget nyt at lære og derfor er det utrolig vigtigt, at man har gode og søde kollegaer bag sig, som står klar, og giver sig tid til at vejlede og til at støtte SELVOM de selv har travlt.

Jeg husker især de første vagter jeg havde, jeg arbejde på barselsgangen, og det kildede i min mave før hver eneste vagt. Jeg glædede mig helt vildt til at møde ind i vagt, men jeg var samtidig også hunderæd. For kunne jeg nu overhovedet finde ud af det? Kunne jeg overhovedet magte denne store opgave der nu var på mine skuldre og hvad nu hvis patienterne stillede mig en masse spørgsmål, som jeg slet ikke kunne svare på?

Jeg var heldig, for jeg havde forinden været studerende på afdelingen, og dernæst arbejdet der som timelønnet vikar, men det gik op for mig, ganske hurtigt, at jeg havde en helt ny rolle. Jeg var SYGEPLEJERSKE, og ikke længere i en “skåne-tilstand” som betød, at der var flere opgaver som jeg blev skånet for. Før kunne sige fra og trække “jeg-er-stadig-studerende-kortet”, når noget blev for svært og når der var noget jeg var usikker på. Sådan var det ikke længere, i hvert fald slet ikke på samme måde, den dag da jeg mødte op i afdelingen og havde mit nye skilt på. Jeg indgik i planen som en del af sygeplejerske personalet og det giver sig selv, at jeg derfor havde en helt andet rolle. Og det skulle jeg også have. For ellers havde jeg ikke været den sygeplejerske, som jeg er i dag. Vi er allesammen forskellige og har brug for noget forskelligt, men ens og tilfælles har vi, at vi ALLE har været nyuddannede sygeplejersker.

Den første tid var for mig hård, men den var også fantastisk. Jeg var omringet af de aller sødeste kollegaer, som jeg heldigvis på forhånd kendte og de kendte mig. Men det var en anden virkelighed, end den som jeg kendte. Jeg mødte ind i vagt på lige fod, som de andre sygeplejersker, og jeg kunne ikke på samme måde trække mit “jeg-er-stadig-studerende-kort”. Når der var travlt i afdelingen oplevede jeg et par gange at blive overfuset af enkelte kollegaer, og jeg husker hvor meget det faktisk påvirkede mig. Jeg husker at jeg kunne føle mig dum og ikke god nok og jeg husker at jeg enkelte gange gik ked af det hjem, fordi at jeg bildte mig selv ind at jeg slet ikke kunne magte opgaven. Heldigvis skete det kun meget få gange, og jeg blev taget utroligt godt imod. Mine kollegaer på barselsgangen var så søde og støttende og gode til at sætte sig i mit sted da jeg var helt nyuddannet. De enkelte gange, hvor jeg oplevede at føle mig dum og ikke god nok var især hvis vi havde så travlt, at der ikke var tid til at jeg kunne sige ordenligt fra. Desværre kunne sådanne situationer resulterer i, at jeg alligevel måtte tage opgaver på min kappe, som jeg ikke var dygtig nok til. Det var ikke sådan, at det var til fare for patienterne, men det gjorde at jeg kun fik endnu mere travlt og at jeg måtte arbejde over, nogle gange alt for længe.

Jeg ved godt, at det er meget lettere skrevet end gjort, og især når man selv har travlt, men jeg råder alle erfarne sygeplejersker til at prøve at tænke og huske tilbage på den tid, hvor man selv var helt nyuddannet. Tænk på hvordan det var, og hvordan man gerne selv ville behandles, hvis man var ny igen og behandl de nye sygeplejersker som du møder, sådan.

Har man meget travlt og ikke muligheden for at hjælpe og støtte sådan lige nu og her, så fortæl, at du nok skal komme og være der så snart det er muligt. Hvis det hele brænder, og opgaven, som den nye sygeplejerske beder om hjælp til er semi akut, må man holde et timeout og finde ud af hvem som kan træde til. Det kan være svært som ny at træde i karakter, at skære igennem og sige HJÆLP MIG – især når der er for travlt til at bede om hjælpen – og det kan altså desværre hænde! Så erfarne sygeplejersker, prøv for så vidt muligt at have øjnene ekstra åbne, og spørg ind til hvordan det går. Måske kan det også bare være, at man tager fat i de nyudklækkede og hører dem om hvordan de har det. Nogle gange kan det hjælpe bare med et smil, eller med en anerkendelse af, at du måske også har travlt, men at du rigtig gerne vil være der, så snart du får et lille lufthul til det.

Til sidst vil jeg bare sige stort tillykke til alle der lige nu udklækker som sygeplejersker, og tillykke til alle os andre, som får en masse nye kollegaer!

Husker du din første dag, eller din første tid som nyudklækket sygeplejerske, og har du lyst til at beskrive det her på bloggen? Så kontakt mig gerne :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

BACHELOR EKSAMEN – tips & råd

Jeg er blevet kontaktet af flere af jer søde læsere om tips og tricks til bacheloreksamen, og derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine personlige tips og råd herom. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg på ingen måde er mester eller ekspert i eksamen. Jeg vil faktisk sige tvært imod, da jeg er super nervøs, en genert person og så hader jeg virkelig eksamen – det har jeg altid gjort.

Men forunderligt nok, så har jeg formået at klare mig godt igennem sygeplejerskeuddannelsen, med pæne karakterer (synes jeg selv) og derfor finder jeg det passende at dele ud af de råd som jeg har i ærmet. MEN der er altså ikke nogen garanti, og der er heller ikke noget facit på hvordan man går til bacheloreksamen. Det er meget individuelt, da vi allesammen er forskellige, og alle eksaminatorer og censorer er forskellige og vil “have” noget forskelligt.

Men det kan vel ikke skade, at jeg skriver lidt om min bacheloreksamen, som fandt sted den 17.06.16 :-)

I min bachelorgruppe var vi 3 som havde skrevet sammen. Jeg var den første af os tre som skulle op og forsvare vores projekt. Jeg var på den ene side ved at dø over at jeg var den første, men samtidig synes jeg også, at det var rart. For så fik jeg det overstået, hurtigst muligt. Lige meget om hvornår på dagen man skal op, om man er den første eller sidste, så prøv at finde fred med, at lige meget hvad, så skal det nok gå og det skal bare overstås. Det værste som der kan ske er, at man dumper, og så kan man gå op igen. Bacheloreksamen og karakteren er ikke noget som gør dig til en bedre eller dårligere sygeplejerske. Når du har dit bevis og din autorisation, så skal du for alvor i gang med at lære hvad det vil sige, at være sygeplejerske, og du skal finde fodfæste og forme dig selv ind til den sygeplejerske du gerne vil være – OG TRO MIG, det er det som bliver rigtig svært og til tider rigtig hårdt!

Prøv at finde lidt fred med at bacheloreksamen “bare” er endnu en eksamen i rækken, ud af alle de mange eksamener, som du har været til i løbet af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg ved godt, at det er super let for mig at sidde at skrive, da jeg har den oversået og er på den anden side. Men tænk en gang, det fede er, at det her er DEN SIDSTE eksamen, i hvert fald på sygeplejerskeuddannelsen ;-)

Jeg husker tydeligt den dag hvor vi endelig fik afleveret vores bachelorprojekt, det var den største lettelse jeg længe havde oplevet. Jeg husker det som, at nu var jeg fri og nu kunne jeg igen trække vejret normalt (jeg overdriver ikke!). Dagen hvor vi afleverede fejrede vi med god mad og drinks, og dansede til den lyse morgen, det var en fantastisk dag!

Et par dage senere vågnede jeg op til virkeligheden, for nu kom den aller sværeste del. Nemlig forberedelse af den mundtlige besvarelse. Bachelorforsvar… Yiiiks!

Når man har afleveret bachelor sammen i en gruppen, som jeg gjorde, skal man op og forsvare enkeltvis, og enkeltvis udarbejde sit forsvar. Jeg ved ikke om det stadig er sådan på studiet nu, men det går jeg ud fra.

Mine to makkere skrev forsvar om nogenlunde det samme emne og jeg valgte et helt andet og gik en helt anden vej. Det gjorde jeg fordi at jeg simpelhent fandt det enormt spændende, det som jeg perspektiverede til. Jeg har fra den dag vi fik undervisning om konstruktivisme i videnskabsteori, fundet det meget spændende. I bachelorskrivningen valgte jeg derfor, ret hurtigt, at jeg til mit forsvar ville fokusere på konstruktivisme. Det er lidt langhåret, og kan være meget abstrakt, derfor tror jeg heller ikke, at I som læser med, vil få noget særligt ud af at se mit talepapir, som jeg brugte til eksamen.

Jeg har ledt efter mit talepapir, da mange har skrevet og spurgt og om de må se det, for at få inspiration mm., men jeg kan ikke finde det og jeg brugte det faktisk heller ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet.

Da jeg sad og skulle forberede mit forsvar, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg havde enormt svært ved at finde fokus, og enormt svært ved at finde ud af hvor og hvordan jeg skulle starte. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte og sagde højt til mig selv:

>> Jamen.. det er jo bacheloreksamen, jeg skal jo vide ALT!<<.

Det stressede min lille hjerne helt vildt, det der med at jeg nu til denne eksamen faktisk skulle bevise, at jeg vidste rigtig meget, om hvad det vil sige, at være sygeplejerske og at jeg skulle bevise, at jeg havde lært en masse gennem hele studiet.

Jeg valgte derfor at udarbejde en planche, denne havde jeg også med til eksamen, og ud fra den fremlagde jeg. Det er ikke must eller et krav eller noget som helst, men det fungerede godt for mig og gjorde, at jeg var mere rolig til eksamen. Jeg er IKKE en haj til eksaminer. Jeg er møg genert!

Det bedste ved denne planche var faktisk selve processen. Jeg fik skabt et overblik over vores projekt til mig selv, og jeg fandt ud af, sådan mere præcist, hvad ville komme ind på til mit forsvar. Jeg hyggede mig med at lave den, så det var faktisk ren terapi for mig. Jeg nørklede og nussede med at lave denne planche og på den måde fik jeg kanaliseret noget af al min nervøsitet væk og brugte i stedet energi på at være lidt kreativ.

img_4470

Mit forsvar:

Jeg valgte at lægge en anden videnskabsteoretisk tilgang nedover vores opgave, jeg forklarede kort om konstruktivisme, og herefter fremlagde og forklarede jeg hvordan vi med denne tilgang også kunne have belyst vores problemstilling. Jeg synes det var mega spændende at lave dette forsvar, det var et stort arbejde, for jeg skulle sætte mig ind i en helt anden videnskabsteoretisk tilgang. Men for mig var det vigtigt, at jeg fandt det spændende, det som jeg skulle fremlægge, for jeg har fundet ud af, at hvis jeg brænder for noget – så skinner det også igennem :-)

På min planche kan I se at jeg øverst har skrevet perspektivering, det var det som jeg startede med at fremlægge. Resten af planchen er selve projektet, som jeg havde listet op i korte stikord. Da jeg derhjemme øvede mit forsvar igennem, hjalp det mig utrolig meget til at sætte mine egne ord på og det gjorde, at jeg til eksamen ikke hang fast i mit talepapir. Jeg brugte det faktisk slet ikke. Talepapir er for mig ikke en hjælp, men faktisk det modsatte. Har jeg et talepapir at støtte mig til, sidder jeg med det i hånden, og læser op direkte derfra. I tilfælde af at jeg skulle gå helt kold inde til selve eksamen, så havde jeg selvfølgelig ét med, men jeg brugte det ikke. Det lå på bordet, med bagsiden op ad. Mit råd er klart at man laver et mindmap/planche at tale udfra! Tag et talepapir med, men brug det kun hvis du fuldstændig glemmer hvor du er og hvem du er.

Råd:

  • Prøv at lade være med at fokusere på karakteren. Karakteren fortæller intet om den sygeplejerske du kommer til at være fremover. Det er bare et dumt tal, som unødigt stresser dig.
  • Optag dig selv når du øver dit mundlitge forsvar, sæt  tid på sådan at du kan se hvor længe det varer. Øv dig foran venner, kæreste, familie. Det er en rigtig god idé at have øvet det igennem og have sagt ordene flere gange. Jeg øvede mig kun overfor mig selv. Jeg optog med telefonen og stod foran spejlet :-)
  • Sørg for at få god søvn inden eksamen, jeg tog et lille glas rødvin, som sove medicin, jeg kunne nemlig slet ikke sove dagen inden, haha.
  • Lad være med at læse amok dagen inden, det sætter sig alligevel ikke fast (det gjorde jeg alligevel, men seriøst, lad være med det – det stresser dig kun unødigt)
  • Er du super nervøs til eksamen, så fortæl det til censor og eksaminator inden eksamen rigtigt starter. Det gjorde jeg. Det hjalp lidt på min nervøsitet.
  • Tag noget tøj på som du føler dig godt tilpas i på selve dagen. Lad være med at tænke på at der skal tages billeder, worst case scenario, kan du altid tage skiftetøj med i tasken;)
  • Sørg for guds skyld for at være helt hjemme i dit bachelorprojekt. Kend det ind og ud, læs det igennem 100 millinoner gange og én gang til. Du skal forsvare det her projekt, derfor skal du også vide hvad der står, alle steder. Selvfølgelig kan du ikke huske alt til mindste detalje, men overordnet skal du virkelig vide hvad der er blevet skrevet og hvad du/I er kommet frem til af fund osv.
  • TRO PÅ DIG SELV og prøv, så vidt muligt, at lade være med at sammenligne dig med andre. Når denne eksamen er overstået, får du dit sygeplejerske kørekort, først derefter skal du ud og lære hvad det vil sige og hvordan man er sygeplejerske. Jeg har fået mit drømmejob, og jeg tror ikke på, at de har kigget på min bachelor og nærstuderet mine karakterer. Det er virkelig ikke særlig vigtigt. MEDMINDRE du skal søge ind på en kandidat udd. så har karakteren selvfølgelig noget at sige.

Og her er vi så, tre sindssygt lettede og meget glade nyudklækkede SYGEPLEJERSKER! Flere af jer er sikkert vildt nysgerrige på vores karakterer, og det er også helt ok. Jeg fik et 10tal og mine to super super dygtige makkere og dejlige veninder scorede begge to 12!!! Så flot!

Pøj pøj og held og lykke til jer allesammen som lige nu sidder og forbereder jer til bacheloreksamen. Stil endelig spørgsmål, så skal jeg prøve på at svare, men husk jeg ved slet ikke alt og er på ingen måde ekspert. Mht. til min planche, så tog jeg bare chancen, der kan sikkert være censorer og eksaminatorer, som slet ikke vil have at man laver sådan en. Jeg ved at andre også laver mindmaps på computeren, og nogle har også bare et simpelt talepapir med ind til eksamen. Det er meget individuelt hvad der virker for den enkelte.

img_4529

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

Følg mig på Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Sidsel, 26 år, Sygeplejerske

sidsel1

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Egentlig ville jeg læse Logopædi på SDU, så jeg søgte ind og fik en standby plads, hvilket gav mig et sabbatår mere. I det år rejste jeg med Adventuredk til Indonesien og Malaysia i to måneder sammen med 19 andre fantastiske danske unge. På den rejse skete der noget, som jeg ikke helt selv er klar over. Men da jeg kom hjem, var jeg sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg søgte ind og fik optagelse i februar 2013. Min mor har siden jeg var barn talt for, at jeg skulle være sygeplejerske, men det har jeg afvist. At befinde mig på et sygehus, så jeg ikke som en mulighed, fordi jeg som 16 årige selv var indlagt. Jeg kunne slet ikke se mig selv være på et sygehus i det daglige. Men mor fik ret, og jeg er nu sygeplejerske. 


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Under min studiepraktik var jeg på et hæmatologisk ambulatorium, og lige dér startede min interesse for det højt specialiseret specialet. Her lærte jeg at sige myleomatose, som betyder knoglemarvskræft. Patienterne med denne sygdom lever med en uhelbredelig kræftsygdom – nogle kort og andre i længere tid. Jeg har altid været klar over, at jeg ikke var tiltrukket at de korte møder i Sundhedsvæsnet som sker på fx skadestuen eller på en ortopædkirurgisk afdeling. Derimod elsker jeg at have mulighed for at lære patienten og de pårørende godt at kende og indgå i et lidt længere samspil. Dét kunne lade sig gøre i hæmatologien. Efter min praktik, blev jeg ansat på sengeafdelingen som timelønnet.


Efter endt uddannelse, blev jeg som nyuddannet ansat efter en uformel første gangs jobsamtale. Jeg elsker at møde de hæmatologiske patienter, og jeg er vild med at de kan genkende mig, når de genindlægges. Arbejdet med hæmatologien rummer både akut, planlagt og palliativ sygepleje for patienterne, og det er et meget udfordrende speciale men også givende menneskeligt arbejde.

Akut, når patienter fx efter behandling med kemo får en infektion og er i risiko for at gå i sepsis, her skal der handles hurtigt.

Planlagt, når patienten kommer ind til indlæggelse for at modtage kemobehandling, hvor der skal tales omkring bivirkninger og håbet for at behandlingen.

Palliativ sygepleje er der en del af. Palliation starter ved diagnosen. Jeg er ofte deltager i små eller længere samtaler omkring livsønsker, livsfortælleringer og familieforhold. Jeg tænker ofte over, hvad der mon er efter livet – og det er der mange forskellige bud på eller ønsker til. Egentlig var jeg ikke særligt fristet af den akutte del, men den er faktisk også ret spændende.

Min største interesse i sygeplejen er patienten.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Der er rigtig mange og nogle ret personlige. De bedste små, men alligevel også særlige, er dem der sker til ”hverdag”. Jeg gik en eftermiddag ind på en stue til en patient, som jeg tidligere havde mødt under en anden indlæggelse. På stuen blev jeg mødt med disse ord: >>Hej Sidsel, er det dig der er hos mig i aften?<<. Jeg blev tydeligvis glædeligt genkendt og patienten kunne huske mig og mit navn fra sidst, vi så hinanden. Det får smilet frem hos mig.

I en anden aftenvagt havde jeg seks patienter, ud af de seks patienter spurgte fem af dem om følgende inden jeg gik hjem. >>Er det også dig der kommer i morgen?<<. Det var det. Og jeg fik smil og >>Det er godt! Vi ses i morgen<< med mig hjem. Når man får ros for sin sygepleje, er det lige meget fra hvem rosen kommer fra. De pårørende er også rare mennesker – især når de er sikre på, at man vil dem og deres syge ægtefælde, forældre eller ven det allerbedste. Så kan det godt være at de til at starte med spørger >>Hvor længe har du så været på afdelingen?<< til at starte med, men det kan jeg godt sætte mig ind i hvorfor de gør. Det rare er så når de efterspørger en, og på hver sin måde anerkender mit arbejde og mig.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Det gør jeg ved hver vagt – nogle lette andre svære, men det er ikke til at undgå udfordringerne og heldigvis for det.

Jeg har bl.a. stået i en særlig udfordrende situation omkring behandlingsvalg. Patienten og de pårørende var af den tro at religion kunne helbrede den alvorlige sygdom. Lægen mente noget andet ud fra den viden og erfaringer han havde. Uden behandling ville patienten ikke leve særlig længe. Patienten ønskede ikke at vide hvor længe og lægen skulle informere herom. Det var svært at være mellemled i den samtale. Jeg er selv ikke særlig religiøs, men jeg kunne tydeligt mærke at patientens tro var stor og stærk. Lægen fik sagt at nogle mente at lægevidenskaben var en gave fra Gud, og at han havde oplevet at de kunne gå hånd i hånd.

Patienten skulle tænke meget over det. Vi talte meget om det. På et tidspunkt kom jeg også til at sige til patienten. >>Her ser da Herrens ud, jeg må vidst lige skifte dit sengetøj og tørre saftevandet op fra gulvet. Ups. Hov, sådan siger man vidst ikke<<, fik jeg reddet situationen. Så grinte vi lidt sammen over det.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje? 

Travlhed er sygeplejens værste fjende, og vi kæmper mod hinanden hver eneste minut på hver vores banehalvdel. Sådan føles det. Den kamp er trættende og den er ødelæggende for min sygepleje og lyst til sygeplejen.

Min arbejdslyst bliver minimeret totalt, når der ikke er tid eller når jeg kun har mulighed for at yde sygepleje med 50 %. Jeg hader det. At gøre arbejdet halvt giver en følelse af ikke at gøre sit arbejde tiltrækkeligt, og det er jo logisk nok. Men det er også hårdt at have det sådan ofte. Det er jeg ikke tilfreds med eller tilpas i. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg brugt. Så brugt at jeg desværre ikke har overskud til at tage på vincafe eller bare et enkelt glas vin herhjemme med min kæreste. Det gør ondt at sige fra og opleve kollaps, som The Danish Nurse kalder det. Jeg vil så gerne sygeplejen, men presset ødelægger faget og lysten til faget. Det er synd, for det er det fag jeg ser mig selv i, og det er et fag som mange danskere er taknemlige for findes.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Ansvarsfuld, oprigtig og selvfølgelig meget omsorgsfuld.

Der ud over kan det være en fordel at være hurtig løber, have mindre vandladningstrang end normalt og være ekstrovert. Jeg er dog ingen af delene…


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Jeg har været uddannet i omkring 10 måneder – med en ansættelsesstart fra d. 1. juli 2016 – midt i sommerferieperioden – og jeg afholdte blot en ugens ferie efter BA’en. Den ene uge gik altså meget stærkt! For stærkt. Det var ikke helt så fedt, erfarede jeg mig efterfølgende. Jeg ville ønske, at jeg havde startet noget senere, og dermed givet mig selv lov til en god ferie, hvor jeg kunne slappe af og nyde sommeren.

Der ud over har jeg siden min ansættelse endnu ikke afholdt ferie eller særlig meget afspadsering, jeg har levet på mine betalte fridage, som det hedder. Kunne jeg gøre dét om, havde jeg efter 3 eller 4 måneder taget en eller måske endda to ugers selvbetalt ferie. Det havde jeg brug for, og det tror jeg faktisk ville gavne de fleste. Som et lille afbræk i det nye voksenliv som sygeplejerske. For sikke en forskel det er at gå fra studerende til sygeplejerske. CHOK! Selvfølgelig skal det hænge sammen økonomisk, men det kan man jo evt. planlægge sig ud fra i god tid. Jeg har fri i godt 12 sammenhængende dag i maj, fordi jeg skal giftes – og til juli skal jeg holde 17 dages optjent ferie. Det ser jeg meget frem til, rigtig meget, måske faktisk lidt for meget.

Et andet råd jeg vil give, handler om natarbejde. Jeg blev til min ansættelsessamtale spurgt om, hvordan jeg gerne vil arbejde; dag og nat eller dag og aften. Det skulle være sundest blot at have to holds skiftede vagter frem for tre. Jeg sagde, at jeg gerne ville ansættes til dag og nat. Det har jeg siden fortrudt, jeg skulle aldrig have sagt ja til nattevagterne. Jeg var fuldstændig uvidende om, hvad det fik af betydning for mig. Jeg havde aldrig haft en nattevagt før, og det havde min krop eller psyke heller ikke! Det kunne passe bedst ind i mit privatliv, troede jeg. Mit råd er derfor at afprøve nogle nattevagter, før man siger ”ja tak” til dem. Der skal nok være plads til at tage en ekstra af dem i ny og næ, men de er meget svære at komme af med. Som det er for mig, kan jeg ikke arbejde på afdelingen uden nogle vagter om natten. Jeg har fået færre nattevagter ved også at arbejde om aftenen. Jeg kan dog mærke, at dette desværre ikke er en holdbare løsning for mig på sigt.

Og det tredje råd fra mig bliver: Brug dine sygeplejeveninder eller kollager! Jeg har under mit studie haft fire piger, som jeg nu ses med ca. 1 gang om måneden til kage, bowling eller tidlig aftensmad til en masse snak. Det er rart ikke at føle sig alene, få talt om problematikkerne og delt de gode oplevelser. Vi er alle fem overraskede over hvor let vi faktisk har haft ved at finde tid til os, vi er trods alt fem fuldtidsarbejdende sygeplejersker.

Skulle du have lyst til at følge min vej ind i sygeplejefaget, kan du finde mig på Instragram under navnet, @Sygeplejesidsel. God arbejds- og studielyst!


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på Instagram her: Thedanishnurse

Pludselig gik det op for mig at jeg står på den anden side nu

img_1415Mandag i sidste uge var vild. Det var den fordi at min comfortzone blev udfordret, sådan rigtigt, flere gange i løbet af denne mandag. Det var ikke kun på neonatalafdelingen, men også senere på dagen uden kittel på.

Det var mandag morgen, en ny uge og en ny dag på neonatalafdelingen. Jeg har været ansat på afdelingen i ca. to og en halvmåned nu og kan tydeligt mærke, at jeg er begyndt at føle mig meget mere sikker i de ting jeg går og laver. Det vil sige at jeg ikke længere har behov for at spørge en kollega om vejledning, næsten hver gang, når jeg udfører en sygeplejefaglig opgave. Det er virkelig rart og befriende at være mere sikker, og vide at jeg er ok almen kompetent i specialet.

Jeg har f.eks. fået godt styr på sondeanlæggelse, medicinpumper, udstyr, blodprøver, medicin administrering og meget andet. Dog kan jeg tit stadig stå og føle mig meget grøn, specielt når jeg skal ind på en stue til et barn og en familie, som jeg ikke før har mødt. Efter næsten hver vagt har jeg lyst til at have en hel dag, hvor jeg bare kan sidde og læse på alt det, som er nyt for mig. Det er desværre ikke muligt, hehe… og jeg er som regel for træt til at læse, når jeg kommer hjem. Kommer tid – kommer råd… er det ikke sådan man siger? Jeg er sikker på, at jeg nok skal få læst, når jeg har tid og ro til det. Jeg er stadig inde i en oplæringsfase og suger en masse nyt til mig hver dag.

Men mandagmorgen, i sidste uge, skete der noget vildt. Jeg var i dagvagt og efter vores morgenbriefing spurgte en sygeplejestuderende om hun måtte gå med mig i vagten. Først blev jeg lidt befippet og tænkte >>aaah hun må da tro at jeg er en anden<< men så gik det op for mig, at hun mente det, og at hun gerne ville gå med mig.

Lille bitte mig, som til tider kan føle mig ret usikker, og som faktisk også sagtens stadig kan føle mig som studerende når jeg er i vagt. Jeg sagde selvfølgelig ja! Og vi havde en god dag. Det var rigtig lærerigt for mig at have en sygeplejestuderende under mine vinger, for jeg skulle lige pludselig fungere som vejleder og forklare hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var selvfølgelig også helt vildt grænseoverskridende, men helt klart på den gode måde. Jeg måtte meget hurtigt lige fortælle at jeg og sundhedsplatformen (SP) ikke er super gode venner. Jeg kan nemlig stadig have svært ved diverse ting, når jeg skal dokumentere i SP. Men det er jeg vist ikke alene om.

Men ellers så startede vi dagen, sådan som jeg har lært og som jeg gør når jeg i vagt. Først fik vi kort rapport fra nattevagten, så loggede vi ind i SP for at se at der var noget relevant at læse lige nu og her og dernæst gik vi ind på stuerne og sagde godmorgen og tjekkede udstyr.

Især det her med ar tjekke udstyr var rigtig lærerigt for mig. Det at jeg pludselig skulle stå til ansvar for at forklare hvad jeg tjekkede, og hvorfor og hvordan jeg gjorde, var rigtig godt. For i og med at jeg skulle forklare og vejlede, så fik jeg også selv reflekteret over hvorfor det nu lige præcis er, at jeg gør som jeg gør. Da vi var færdige med at tjekke udstyr, sagde den studerende til mig, at hun ikke havde oplevet andre tjekke udstyr så grundigt, som jeg gjorde det – hehe. Det tror jeg helt klart handler om, at jeg stadig er ny i gårde, og fordi at alt nok foregår lidt mere langsomt og måske lidt i slowmotion når det er mig, end når det f.eks. er en rutineret neonatalsygeplejerske der tjekker udstyr på stuerne.

Jeg spurgte den sygeplejestuderende “hvor langt” hun var, og fandt hurtigt ud af at hun var rigtig gæv og allerede kunne en masse og selvstændigt. Det var helt vildt skørt, men spændende og udviklende for mig, at jeg pludselig stod på den anden side og skulle vejlede og lære fra mig. Jeg har kun været færdiguddannet siden juni, og er jo sådan set selv stadig i gang med at lære hvordan man gebærder sig i sygeplejefaget, men jeg er helt sikkert vokset et par centimeter efter at have haft den studerende med mig forleden. 

Samme uge, havde jeg en anden studerende under mine vinger, hun henvendte sig til mig, ligesom den anden studerende havde gjort. Og jeg blev faktisk rigtig glad. Det er da på en måde lidt fedt at de overhovedet har lyst til at gå rundt sammen med mig. Det må jo altså betyde, at jeg kan finde ud af et eller andet:-)

Jeg håber at begge de studerende fik noget ud af at gå med mig, selvom jeg som dem på en måde jo også stadig er studerende. Jeg vil i hvert fald kalde mig selv for at være en slags neonatalsygepleje-studerende. Selvom jeg da stolt ude i byen kalder mig for neonatalsygeplejerske :-) Jeg tør godt røbe, at jeg er meget stolt af at være sygeplejerske, og jeg er kun blevet endnu mere stolt af at være sygeplejerske, efter at være startet på neonatalafdelingen. Er du vimmer en masse seje sygeplejersker jeg hver dag går og lærer af og ser op til!

* Et god råd til nyuddannede, nyansatte og studerende: vær ærlig og tro mod dig selv. Det er meget bedre og virkelig vigtigt at bekende kulør og fortælle hvis der er noget man ikke kan eller ikke ved. Det er ganske naturligt og helt ok at man ikke ved alt. Sygeplejerskeuddannelsen er en basisuddannelse, hvilket vil sige, at man først rigtigt skal i gang med at lære i dybden og specialisere sig, når man er færdiguddannet. På min afdeling er jeg/vi så priviligeret at der faktisk tit er ekstra lærermestre tilstede. Nemlig forældrene. Har de været indlagt i ca. nogle uger, har de som regel allerede rigtig godt styr på plejen og behandlingen til deres børn, hvilket er så super cool, og helt fantastisk, især når man ikke er en erfareren neonatalsygeplejerske.

For lige at vende tilbage til starten af min blogindlæg, til det med comfortzone, så skete der mere denne mandag som for mig var udviklende. Ikke nok med, at jeg var dagligvejleder for første gang på neonatalafdelingen, så skete der også noget vildt lidt senere på dagen. Jeg går til samba om mandagen, 3 timer, og jeg nyder hvert eneste minut! Og uden at prale eller overdrive, så er min danseinstruktør, som minimum, den dygtigste samba danseinstruktør i Danmark. Vi øver og træner i øjeblikket op til karneval som er hvert år i pinsen. Vi øvede en bestemt koreografi, som jeg overhovedet slet ikke har sådan styr på, men jeg kan den da lidt. Imens at vi øvede den, gik min danseinstruktør ned bagved og kaldte på skiftevis forskellige fra danseholdet op foran, sådan at de på skift underviste os andre i koreografien.

Pludselig råbte hun “Esmaralda”… Mit dansenavn er Esmaralda (vi har allesammen et dansenavn, som vi har fået tildelt på baggrund personlighed og udseende). Jeg tænkte >>aaah.. okay, der må være én anden der også har fået det navn<<. For det kunne i hvert fald ikke være mig hun mente, skulle op foran, og undervise de andre i en koreografi, jeg slet ikke havde styr på. Men min instruktør forsatte … >>… ja Esmaralda, det er dig jeg mener, der er ikke andre Esmaraldaer<<.. Og her begyndte adrenalinen så at pumpe. Men jeg prøvede samtidig at slappe lidt af, og tænke på min oplevelse fra tidligere på dagen, hvor den sygeplejestuderende “kaldte mit navn” og ville gå med mig og have mig som dagligvejleder. På samme måde som jeg var dagligvejleder tidligere på dagen, kunne jeg overføre det til at skulle lære fra mig til mine med-dansere. Selvom jeg ikke er den dygtigste på danseholdet, ligeså vel som jeg heller slet ej er den dygtigste på neonatalafdelingen, så kan jeg stadig noget, og jeg har alligevel en masse at lære fra mig. Da jeg stod oppe foran alle de andre og skulle øve koreografien, fik jeg hjælp til de trin jeg ikke kunne huske, men for eksempel så talte jeg takter højt og tydeligt, for det kunne jeg da finde ud af. Det var en stor oplevelse at blive kaldt op foran de andre, og ligesom at jeg tidligere på dagen var groet et par centimeter på neonatalafdelingen, voksede jeg også et par centimeter til min danseundervisning. Det er virkelig godt at blive skubbet ud af sin comfortzone i ny og næ, selvom det kan føles helt vildt nervepirrende.

Min pointe med det her indlæg er, at selvom man ikke er perfekt og den bedste, så kan man stadig lære fra sig, inspirere andre og vi har alle sammen forskellige talenter, svagheder og styrker. Lad os hjælpe hinanden og løfte i samlet flok både på sygeplejegulvet, dansegulvet og hverdagsgulvet -sammen er vi i hvert fald stærkere, og sammen kan vi hjælpe hinanden og udvikle vores kompetencer på kryds og tværs.

God tirsdag!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Meningsdanneruddannelsen – hvad går det ud på?

meningsdanner-2016-2017

Her står vi samlet, hele flokken, på modul 1. på Vilvorde Kursuscenter.

Jeg har siden september 2016 gået på Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse, som slutter her i starten af februarmåned. Uddannelsen består af 6 moduler og hvert modul har varighed af en dag fra ca. kl. 08-16 med undervisning og øvelser. Opstartsmodulet varede i to dage, med overnatning på det fantastiske Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. Det er gratis at deltage, men det er noget man gør i sin fritid, dvs. man skal bede om fri fra arbejdet, for at deltage – men det er det værd!

Det var ret tilfældigt, at jeg blev opmærksom på uddannelsen, en gang i maj sidste år. Jeg surfede rundt på DSR’s hjemmeside og så et opslag om uddannelsen. Med det samme gik jeg i gang med at skrive en motiveret ansøgning. Da jeg stadig var studerende, var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville kunne komme i betragtning. Derfor blev jeg så utroligt glad, da jeg fik besked om, at jeg havde fået en plads på uddannelsen. Så selvom du er studerende, så prøv at sende en ansøgning, det er vist ikke et must, at du skal være færdiguddannet sygeplejerske for at ansøge.

Helt overordnet så går uddannelsen går ud på, at man får redskaber til at meningsdanne, både mundtligt og skriftligt. For mig var det på en måde lidt selvsagt, at jeg prøvede at søge ind på uddannelsen, da jeg allerede var i gang med at blogge og meningsdanne om sygepleje, inden at jeg overhovedet vidste, at sådan en mega fed uddannelse fandtes. Da jeg læste om den, følte jeg, at det var en uddannelse, som var lavet specifikt til mig (haha, slap lidt af med dit storhedsvandvid, Frederikke!). Men jeg følte sådan, da jeg på dette tidspunkt, i noget tid, netop havde gået og manglet nogle redskaber, både sådan at jeg kunne blive bedre til at skrive og formulere mig, men især også for at finde ud af, om det var ok det jeg havde gang i – mht. til ytringsfrihed og tavshedspligt. Udover det, så tænkte jeg også, at det var en fantastisk mulighed for at jeg kunne møde andre sygeplejersker, der ligesom jeg selv, havde en passion for at “råbe op” og fortælle historier fra sygeplejeverdenen. Men det er ikke sådan, at man skal skrive, blogge eller noget andet, i forvejen, for at søge ind. For mig var det nok bare et lille forspring, da jeg kendte til det med at dele, noget man har skrevet, på de socialemedier, og da jeg også havde udgivet et debatinlæg i Dagbladet Information.

Vi lagde ud med at lære en masse om ytringsfrihed og tavshedspligt (SÅ fedt og spændende, og lige det, som jeg især gik og manglede viden om!!!). Vi lærte om hvad man skal være opmærksom på når man deler historier fra sin dagligdag i kitlen og meget mere. Allerede fra dag 1. af blev vi udfordret med øvelser og er blevet det hele vejen igennem uddannelsen. Der har især været fokus på at “vove noget” og at være modige. Vi har f.eks. til hvert modul startet med, én efter én, at skulle rejse os op, og fortælle, hvad vi har vovet siden sidst. Det lyder måske simpelt, men det har for mig været både udfordrende og grænseoverskridrende, men på den gode måde. Det har været en super god øvelse i at tale foran en forsamling. Jeg er faktisk en meget genert person, så jeg panikkede, svedte og mærkede mit hjerte hamre, specielt de første gange jeg skulle rejse mig op og tale. Men det blev bedre og bedre, og når man bryder med sine grænser, så er det jo netop også, at man udvikler sig ;-)

Jeg har lært en flok sygeplejersker at kende, som er helt uvurderlige og unikke, og som indeholder så meget kampgejst og energi! Vi er en broget flok, fra forskellige specialer, samt lige fra novicer, som jeg selv, til de garvede seje nurses, med flere år på bagen. Det har været så spændende og dejligt, at lære alle disse meningsdannere at kende, og vi har sammen fået opbygget et godt netværk og sammenhold. Dette håber jeg vil vare ved, trods at vi bliver færdige lige om lidt, og desværre ikke skal mødes fast en gang om måneden. Udover de andre deltagere på holdet, så har holdet også bestået af nogle helt eminente trænere – “de voksne”, som har været helt fantastiske og så inspirerende! Tusind tak for jeres kæmpe engagement; Kir, Ditte, Signe, Gitte og Theis!

Det, der har været mest grænseoverskridende for mig, har helt klart været det med at lære at meningsdanne mundtligt. Som skrevet, er jeg typen der er ret genert, det kommer måske bag på nogle af jer, nu hvor jeg har denne blog, hvor jeg bruger mig selv rigtig meget. Men jeg er faktisk genert og er ikke god til at tale foran forsamlinger, til jobsamtaler og eksamener. Her på bloggen er det ufarligt for mig, fordi at jeg bruger min stemme i form af skrift og billeder. Men på meningsdanneruddannelsen har vi lavet flere øvelser, hvor vi mundtligt har skulle præstere. F.eks. har vi øvet paneldebat, hvor vi to og to skulle i “studiet” hvor en af vores seje trænere var “Clement”. Vi skulle debatere forskellige sygeplejefaglige emner overfor hinanden og argumentere for og i mod, foran alle de andre deltagere på holdet og de andre trænere. Det blev filmet, og efter hver debat, gennemgik vi, sammen i plenum, hvad vi gjorde godt og hvad vi hver især kunne blive bedre til. Vi talte også om hvad der var svært og mindre svært og meget mere. Det var så spændende, og så sindssygt grænseoverskridende for mig! Jeg har i hvert fald lært, at min styrke ligger i det skriftlige, og ikke i det mundtlige og andre på uddannelsen, har lært det omvendte. Men jeg har udfordret mig selv, og er helt klart blevet bedre til også at tale foran andre. Jeg tror, indirekte, at min jobsamtale i decembermåned gik bedre, end hvad jeg før har oplevet, pga. det jeg har lært og de redskaber jeg har opnået på meningsdanneruddannelsen.

Hvis du sidder med bare en lille fornemmelse af at have lyst til at blive bedre til at formulere dig mundtligt og skriftligt, og hvis du brænder for sygeplejefaget, så vil jeg helt klart anbefale dig at søge ind på meningsdanneruddannelsen.

Jeg har fået rigtig meget ud af at deltage på uddannelsen – ikke nok med at jeg har lært så mange dejlige mennesker at kende, som hele vejen igennem har inspireret mig helt vildt, så har jeg udviklet mig personligt og fagligt. Og det som jeg drømte om at lære, er blevet opnået gange 100. Jeg føler mig fyldt op med masser af gode redskaber, jeg føler mig meget mere rustet til at skrive og debatere og så har jeg nu et netværk, med venskaber på kryds og tværs i sygeplejefaget, som deler min passion for at meningsdanne.

Efter hvert modul, har jeg følt mig ladet op med fornyet energi og mod på at kæmpe for vores sygeplejefag. Selv på dage, hvor jeg har været i trist humør, er jeg gået fra uddannelsen med smil på læben, for mig har det været mere end bare en uddannelsen, men også en personlig rejse.

Jeg vil gerne takke DSR for denne store mulighed, og håber på at uddannelsen fortsætter mange år endnu. Vi har brug for en masse faglige meningsdannere, der vil være med til at kæmpe for vores fag og til at skrive, debaterer og tale sygeplejerskernes sag!

Du er meget velkommen til at stille mig spørgsmål om uddannelsen, hvis der er noget du sidder og brænder inde med. Jeg ved ikke hvornår næste uddannelse er, men det kan jeg evt. forhøre mig om på sidste modul, som er lige om hjørnet.

Kh. Frederikke, sygeplejerske og meget snart nyudklækket meningsdanner.

meningsdanner3

Billeder fra modul 1. på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner2

Blandende billeder fra min tid på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner1

Efter næsten hvert endt modul, har der været tid til et glas bobler, netværkssnak og socialt samvær og hygge. Jeg føler mig ret så heldig over at have mødt så mange dejlige, spændende og sprudlende sygeplejersker og meningsdannere.


 Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Nyt år – nyt job!

De af jer som følger min Instagramprofil (@vitachoreas) har nok opsnappet at jeg har skiftet job. Men jeg vil alligevel dedikere et blogindlæg til at omhandle mit jobskifte. Det var slet ikke med min gode vilje at jeg skulle tage afsked med min elskede barselsgang. Jeg har lært så utroligt meget i løbet af min tid der og afdelingen har givet mig den bedste start på min sygeplejekarriere. Jeg var ansat i et halvt års vikariat, fordi det var hvad der var mulighed for på det tidspunkt, så jeg vidste godt at jeg skulle videre. Men er du vimmer de 6. måneder er fløjet afsted og det var lidt hårdt at have den sidste vagt. Hårdt i den forstand, at det især ikke var sjovt at skulle tage afsked med kollegaerne. Jeg har mødt og lært så mange fantastiske mennesker at kende i den tid jeg har været der. Jeg har været i afdelingen siden august 2015, hvor jeg startede som studerende, efterfølgende var jeg ansat som timelønnet studerende og så 6. måneder som helt nyuddannet babynurse.

Men alting har en ende, og når en dør lukker, så åbner en ny. Jeg havde også en trang til at skulle prøve noget nyt og prøve at være på en afdeling, hvor jeg ikke var startet ud som studerende. Jeg har ikke haft nogle problemer ved at være gået fra at være sygeplejestuderende til sygeplejerske i samme afdeling, jeg tror mest at det handler om mit eget syn på mig selv. Jeg tror på at det er vigtigt at flyve lidt ud af reden, selvom det er trygt og rart at blive et sted hvor man kender alle, personale, rutiner osv. Det kan kun være sundt at starte et nyt sted, hvor man intet sikkerhedsnet har. Jeg tror at det er noget af det som vi mennesker gror aller mest af.

Fra barselssygeplejerske til neonatalsygeplejerske

Jeg var ikke klar til at skifte kurs sådan fuldstændigt, og som mange af jer ved, er mulighederne som sygeplejerske jo nærmest uendelige. Jeg overvejede i noget tid, om jeg skulle søge job på en anden barselsgang, men jeg havde alligevel en lyst og ambition om at bygge oven på min nuværende viden. Derfor faldt mit valg ganske naturligt på Neonatalafdelingen. En afdeling som helt klart kommer til udfordre og udvikle mig fagligt, men samtidig er det lidt i  den samme boldgade, som barselsgangen, og jeg kan bruge meget af min viden derfra.

Jeg havde i går min første vagt, jeg har en god mavefornemmelse, og kan allerede mærke at det er det helt rigtige for mig. Der er helt vildt mange nye begreber, medicin, instrumenter og jeg ved ikke hvad, som jeg skal lære at kende og læse en masse om. Men det fedt, og det spændende, og jeg er vild med at være startet på noget nyt fra 1. januar af, det føles godt og helt rigtigt.

Jeg håber på at få mere tid i det nye år til at skrive meget mere, og til at være mere engageret her på min blog. Jeg må indrømme at den er blevet forsømt en hel del, det tager en masse tid og energi, det der med at man pludselig er “rigtigt” voksen med et fuldtidsjob. Men jeg er meget glad og taknemmelig for alle jer der følger med og giver jer til kende, og kommenterer og debaterer, når jeg endelig får skrevet noget og udgivet det, om så det er et blogindlæg eller et instagrampost. Det er så fedt at opleve at jeg når ud til nogen derude bag skærmen, så tusind tak fordi at I læser med, og er en del af mit lille univers her.

Jeg håber at I fortsat vil læse med og følge mig på mit nye eventyr som helt ny og grøn neonatalsygeplejerske. Jeg er stadig igang med DSR’s Meningsdanneruddannelse, som desværre slutter i februar. Jeg er så glad for at gå der, og jeg har fået så mange nye dejlige, fantastiske og kloge bekendtskaber. Jeg kan kun anbefale at søge ind på uddannelsen, hvis bare man har en lille smule skrivelyst og lyst til at ytre sig om vores sundhedsvæsen. Jeg tænker at skrive et blogindlæg om selve mit forløb på uddannelsen snarest.

Rigtig godt nytår til alle jer derude, kære sygeplejersker og alt andet godtfolk som måske også læser med :-) Jeg ønsker alle et godt år 2017, vi skrives ved ;)

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske

babyneonurse


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

“Det vil jeg aldrig glemme”

Da jeg havde arbejdet i ca. en uge som færdiguddannet mødte jeg ind i vagt til ovenstående hilsen og gave fra en patient. Jeg blev så rørt og glad, og kunne mærke at der stod små tårer og bankede på i øjenkrogen.

Min første uge på barselsgangen var rigtig hård. Det var den fordi at jeg ikke havde haft en vagt på barselsgangen i næsten to måneder, fordi at min bachelorgruppe og jeg, brugte alle vores timer i døgnet på at skrive sammen. Udover det, så startede jeg præcis den 1. juli, med 3 weekend dagvagter i streg. Weekenden er klart et tidspunkt, hvor der kan være meget knald på og rigtig travlt. Hospitalet er på en eller anden måde lidt i dvale tilstand, og generelt mindre bemandet end som i hverdagene. Men kvinder føder altså døgnet rundt – også i weekenden! Samtidig har jeg det sidste årstid som vikar i afdelingen primært haft aften og især nattevagter, så hvad man præcis skal i dagvagt lå ikke helt på rutinen. Da vi havde travlt og fes rundt, var det svært at spørge kollegaer til råds, og jeg følte lidt at jeg famlede lidt i blinde nogen gange. Da jeg kom hjem var jeg ikke i hopla og slet ikke spor glad og stolt af min indsats. Jeg følte at jeg havde glemt meget om specialet, både viden, men også helt almindelige praktiske ting. Det er som om at bacheloren har spist en masse af min viden og rutine fra barselsgangen!

Hvor om alt er, så går det meget bedre nu. Jeg skulle lige i gang igen og bare én god oplevelse, sletter nogle af de, jeg har oplevet som værende mindre gode.

Da jeg mødte ind til ovenstående kort og chokoladegave, blev jeg så utroligt glad, for midt i mine frustrationer om min formåen og kunnen, gav alt lige pludselig fuldstændig mening igen. Jeg var der for patienten, jeg støttede, vejledte og krammede. Forinden havde jeg nået at læse lidt omkring patientens problemstilling, så jeg vidste hvad der skulle til, for at hun fik det bedre, sådan rent sygeplejefagligt. Men det aller vigtigste for hende, som også fremgår af kortet var, at jeg var der, krammede og lyttede.

Jeg skriver ikke det her blogindlæg for at sige “se mig, hvor er jeg god”, men for at understrege vigtigheden i bare det at være der og møde patienten hvor han/hun er. Selvfølgelig skal det ikke underkendes at viden og erfaring er GULD værd og uundværligt – men som jeg selv, og mange andre nyuddannede, må vi huske på at helt grundlæggende sygepleje er mere end halvt så vigtigt. Det betyder så meget, og det er så lidt der skal til som sygeplejerske, for at være der for en patient. Jeg tror, at jeg helt ubevist tænker og fokuserer rigtig meget på alt det jeg ikke kan, i stedet for at fokuserer på alt det jeg kan. Rom blev ikke bygget på en dag, og god sygepleje er i grunden uhyre simpel, når det kommer til stykket >>se, lyt, føl<<.

Jeg fik mig i hvert fald en reminder på, at jeg er god nok, og at jeg måske skal slappe lidt af med at fokusere så meget på alt det jeg ikke kan endnu. Jeg har før skrevet et indlæg om at jeg synes, at man kan sidestille sygeplejerskeuddannelsen med det at tage kørekort. Man lærer først rigtigt at køre bil, når man har kortet, men man kan det grundlæggende når man består teori – og køreprøve. Helt ligesom at have bestået sygeplejerskeuddannelsen. Jeg kan det grundlæggende, men jeg er nu for alvor klar parat til at bygge oven på, og lære meget mere om hvordan man rigtigt er barselssygeplejerske :-)

Kan I følge mig? :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS