Ytringsfrihed

Det er noget tid siden at jeg har været ved tasterne her på min blog. Men efter at jeg har læst et par artikler om en truet ytringsfrihed, kunne jeg mærke at det var nu jeg skulle til tasterne igen.

Ytringsfriheden er presset, ikke kun blandt sygeplejersker, men blandt mange offentligt ansatte. Paradoksalt nok, for os som er offentligt ansatte oplever i stigende grad nedskæringer og besparelser, som skaber store forringelser både for os som medarbejdere, men forringelserne går især også udover de borgere der skal modtage ydelsen.

Som sygeplejerske oplever jeg det på egen krop i den forstand, at jeg i travle vagter ikke kan stå inde for min faglighed. Jeg er ikke en af de sygeplejersker der for nyligt har måtte sige farvel til flere kollegaer. Heldigvis. Men jeg oplever alligevel travle vagter, og arbejdsdage som kan være helt urimelige. I Region Sjælland har en masse for nyligt måtte sige farvel til alt for mange kollegaer, pga. nedskæringer og besparelser, og det er simpelhent hul i hovedet, når sundhedsvæsenet i forvejen halter og bærer præg af at der ikke er nok til at klare de arbejdsopgaver der til dagligt er.

Derfor vil jeg med det her blogindlæg gerne slå fast, at offentligt ansatte har ret til at ytre sig om deres eget arbejdsområde. Selvfølgelig skal man overholde sin tavshedspligt og tage sig nogle forholdsregler, før at man ytrer sig. Men det er så hamrende vigtigt at vi, som til dagligt arbejder i det offentlige, gør alt for at skabe en kultur hvor vi bruger vores ytringsfrihed.

I Maj lavede Fagforbundet FOA en undersøgelse, hvor ca. 4000 medlemmere svarede. Her i blandt svarede hver tredje, at de har holdt kritik fra deres arbejdsplads tilbage, pga. frygt for konsekvenser. Udover det, viste undersøgelsen også at 4 ud af 10 har oplevet at få mundkurv på, direkte eller indirekte, af ledelsen. Tilsidst viste undersøgelsen at 12% blev indkaldt til en tjenstlig samtale for at have ytret sig kritisk (Kilde: Politiken).

En sådan undersøgelse bevidner om at kulturen omkring ytringsfriheden er helt skæv. Det kan have store konsekvenser, at der er så mange medarbejdere som holder kritik tilbage, for det kan betyde, at medarbejderene finder sig i tilstande som slet ikke er i orden. Som skrevet indledende, så er det ikke kun medarbejderen som det går udover, det er også de borgere som skal modtage ydelsen, som det kan have konsekvenser for.

I en undersøgelse fra 2016 fra Dansk Sygeplejeråd, med 1.828 sygeplejersker, svarede 18 % af dem at der er regler på deres arbejdsplads, som begrænser deres ytringsfrihed (Kilde: Politiken).

Der hersker altså en kultur hvor medarbejdere, ikke tør ytre sig om virkeligheden på deres arbejdsplads pga. at man er bange for hvad konsekvensen kan være. Fx. kan det være at man er bange for at få en fyrreseddel. Denne kultur, skal brydes, sygeplejersker, og alle andre offentligt ansatte SKAL og MÅ ytre sig! Især i en tid som denne, hvor vi oplever besparelser, på besparelser.

Vi skal dyrke vores ytringsfrihed, tage hinanden i hånden og råbe højt. Hvis ikke vi, som er på gulvet, os der oplever konsekvenserne af besparelserne, råber højt og kritisk fortæller og ytrer os om hvilke problemstillinger vi står med, hvordan skal der så på nogen måde nogensinde blive rettet op på noget?

Vi HAR ret til at ytre os, og den ret skal vi bruge! Det er ikke i orden at give offentligt ansatte mundkurv på, det som den enkelte oplever i sit virke, er den enkeltes virkelighed, og det kan ingen ændre på. Jeg selv ytrer mig, på min blog, min facebookside til min blog og på min instagram profil. Og jeg indrømmer,  det er ikke altid postivt. Jeg forholder mig kritisk, til det jeg oplever i min dagligdag som sygeplejerske. Jeg er klar over, at jeg skal tage mine forholdsregler, før at jeg trykker på send, og jeg ved, at jeg skal passe på og overholde min tavshedspligt. Men jeg agter at bruge min ytringsfrihed, for jeg vil ikke tie, det kan kun være med til at skabe et dårligt sundhedsvæsen, hvor sygeplejersker lægger under for et system, som i denne tid er under et massivt pres.

Min klare opfordring til alle sygeplejersker er, at I skal bruge jeres ytringsfrihed. Brug den med omhu, tal evt. med din tillidsrepræsentant og din leder forinden du ytrer dig offentligt. Du kan også kontakte din fagforening, og spørge dem til råds.

Men du må ikke tie! Hvis vi sammen gør en indsats, så kan vi få skabt en ordenligt og fair ytringsfrihed-kultur. En kultur som bør være tryg og sikker, og ikke en kultur, som hersker lige nu, hvor man ikke tør fortælle om sandheden.

Vil du ytre dig om noget, vil jeg gerne være afsender her på min blog. Du kan sagtens være anonym, hvis du gerne vil det. Skriv, og send det til mig. Så læser jeg det igennem og poster det, medmindre jeg mener at der er brud på tavshedpligt mm. Du behøver ikke være sygeplejerske eller sygeplejestuderende for at skrive. Alle er velkomne :-)

Her kan du læse om hvor grænsen går, om hvad du som offentligt ansat må sige og hvordan du skal forholde dig.

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på min Instagram og facebookside, hvis du har lyst. 

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.

Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.

Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.

Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.

Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.

Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!

Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.

Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.

Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.

Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.

Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.

Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.

Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.

For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?

I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.

Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det!  Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.

Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.

Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jaaaaaa! Jeg har lidt svært ved at få armene ned, jeg vågnede op i dag med en mail i min indbakke, med beskeden om, at jeg er blevet valgt ind i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, i Kreds hovedstaden.

Jeg håbede og troede selvfølgelig på det, for håb og tro, det skal der til! Men jeg tvivlede alligevel på det, da der var mange andre dygtige og engagerede kandidater der havde stillet op. Derfor er jeg ekstra meget lykkelig og taknemmelig for at jeg er blevet valgt ind.

Jeg vil gerne sige et kæmpe tusinde TAK til alle jer som har stemt på mig. Det betyder så utroligt meget for mig.

Nu glæder jeg mig bare helt vildt meget til at arbejdet rigtigt skal begynde og gå i gang. For selvfølgelig har jeg sat mig ind i hvad det vil sige at være kredsbestyrelsesmedlem, men det er noget som jeg ikke før har prøvet, så jeg er edder spændt på rigtigt at finde ud af, hvad arbejdet helt konkret går ud på.

Jeg glæder mig til at møde alle de andre som er blevet valgt ind, både kredsbestyrelsesmedlemmer, næstformænd og formanden. Jeg er så priviligeret, at jeg allerede kender flere af dem som er blevet valgt, men jeg glæder mig især også til at møde alle dem som jeg endnu ikke kender – og til vores kommende samarbejde.

Noget af det jeg især også glæder mig til er at dele det med jer! Jeg vil, så vidt det er mig muligt, skrive om mine oplevelser som kredsbestyrelsesmedlem her på bloggen og fortælle jer hvad mit arbejde kommer til at gå ud på. Det bliver bare så spændende det hele!

Det næste som kommer til at ske er, at jeg i næste uge skal til mit første møde, hvor jeg skal møde alle de andre som er valgt ind i bestyrelsen og til reception for den konstituerende bestyrelse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Heldigvis har jeg fri fra arbejdet den dag, sådan at jeg ikke skal tænke over at bede om at få fri.

Ellers skal jeg på “bestyrelses opstarts seminar” i decembermåned med overnatning. Det glæder jeg mig også helt vildt til.

Til slut vil jeg benytte mig af at lykke ønske min med Meningsdanner og kollega Harun, som er blevet valgt ind som næstformand. Det hverv betyder, at han skal være fuldstids DSR’er og derfor skal jeg ikke længere arbejde sammen med ham på guIvet. Det er selvfølgelig lidt trist, men jeg er sikker på, at det er godt for os alle at Harun de næste 4 år kommer til at sidde på så vigtig en post. Han viser om nogen en styrke, et engagement og lyst til at gøre en forskel for faget. Jeg er så stolt af ham og han fortjener den største lykke ønskning!

Jeg håber at I har lyst til at følge med i hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem kommer til at arbejde med. Jeg vil fortsat arbejde som sygeplejerske på Neonatalafdelingen, men meget af min fritid kommer til at gå med DSR arbejde, hvilket jeg glæder mig til!

Stay tunned :-)

Og endnu en gang TUSIND TAK for opbakningen, støtten og ikke mindst stemmerne!

Kh. Frederikke
Sygeplejerske og Meningsdanner og kommende kredsbestyrelsesmedlem i DSR

ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.

I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.

Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.

Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.

Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.

Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.

Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.

Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.

Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.

Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.

Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Frederikke er så sød at give mig lidt mere plads her på bloggen. Jeg har nemlig også mange tanker og erfaringer, som jeg simpelthen elsker at dele. Sidst jeg var forbi bloggen var det som Ugens sygeplejerske.

Mit navn er Sidsel, jeg er 1 år og nogle måneder gammel, altså som sygeplejerske, ellers er jeg 26 år. Fornyligt tog jeg et valg om at gå en anden vej end forventet. Ja, for nogle gange passer forventning og virkelighed ikke heeeelt sammen. Jeg skiftede kurs, men ikke mod fjerne kyster, stadig indenfor den kære danske sygepleje.

Hvad vil det sige at skifte job? Og hvad har betydning for at tage netop dét valg? Det har jeg forsøgt at skrive lidt til jer om. Måske går nogle af jer rundt med overvejelser om jobskifte. Måske har I allerede hentet Jobindex-appen på mobilen og kigger dagligt efter et bedre jobmatch? Måske har I endda sendt en ansøgning afsted og venter spændt på udfaldet? Jeg husker, at jeg hentede app’en ned på mobilen, var var næsten som at være lidt utro mod mit daværende arbejde. Samtidig var erkendelsen om at søge andet en lettelse.

Jeg valgte at skifte fra en ansættelse på en medicinsk afdelingen til en kommunal stilling. Det var et svært og let valg på én gang, men personligt et ret nødvendigt valg, da jeg ikke kunne holde til min ansættelse på sygehuset. Det lyder som om jeg er ret svag, når jeg skriver det sådant. Men, det syntes jeg bestemt ikke at jeg er, for jeg mærker efter og jeg kender mig selv bedst, hvilket er godt.

Hovedårsagen og bivirkninger

Hovedårsagen til mit jobskifte var de der nattevagter! Det skal lige sige at, jeg endnu ikke har hus, volvo, hund eller barn, men jeg var alligevel udfordret i at få hverdagen til at fungerer. Vagterne i de mørke timer ødelagde meget for mig, og jeg havde det dårligt pga. dem. Mine bivirkninger var minimal søvn efter endt arbejde, unødvendige skænderier med min bedre halvdel, socialisolation fordi jeg ikke kunne overskue andre end mig selv, og nogle gange ikke engang mig selv, manglende menstruation i et halvt år og dannelse af fibroadenmatose i brystet samt et migræne anfald pga. hormonel ubalance, ondt i hjertet, skræmmende hjertebanken og maveproblemer. Jeg forsøgte at undertrykke mine problemer for en periode, ved at undlade at fortælle om dem til andre og mig selv, men det forsøg holdt ikke ret længe før det var uundgåeligt at forholde sig til. Prisen var for høj pris for mig. Og desværre, kunne jeg ikke undgå vagterne i ansættelsen. Derfor jeg tog et svært og alligevel let valg. Svært pga. de skønneste patienter, mine kollegaer og min forelskelse til hæmatologien. Let fordi, jeg kunne undgå bivirkningerne til de skiftende vagter og undgå nattevagterne.

Springet

Jeg tog springet. Nu er jeg sygeplejerske i primærsektoren. Det var en ret stor befrielse af komme væk, langt væk, fra nattevagterne. Det har vist sig, at være en kæmpe personlig gevinst, som jeg kan takke mig selv for. Men ærlig talt, så har jeg da haft timer på sofaen, hvor jeg har grædt, fordi jeg savnede sengeafdelingen. Det var særligt nogle uger efter jobskiftet. Hvor tankerne som: ”Er det mon det rette jeg har gang i?” og ”Var de nattevagter virkelig SÅ slemme?” dukkede op i hovedet. Men jeg har givet hjemmeplejen et reelt forsøg, og det er faktisk tilfredsstillende godt, for mig!

Som ansat hjemme- og kliniksygeplejerske i 2 måneder ved Odense Kommune, hvoraf jeg har holdt 15 dages sommerferie, er jeg ikke ekspert på dette sygeplejeområde. Så er det sagt!

Der i mod er livet som hjemme- og kliniksygeplejerske perfekt for mig. Jeg er bl.a. er glad for, at min fodboldtræning bliver ikke forsømt pga. en aftenvagt eller følger af en nattevagt længere.

Ude i primærsektoren er der også nok at lave som sygeplejerske. Rollen er anderledes end, den jeg oplevede at have i Regionen. Patienterne er borger, arbejdspladsen er et hjem men tiden til at gå på toilet er nogenlunde den samme (haha!). Ansvaret er fortsat stort, som jeg kendte det, oftes dog ikke af akutkarakter.

Alt i alt, vil jeg bare sige, at det faktisk ikke er så tosset ”bare” at være hjemmesygeplejerske. For foruden alle de personlige goder, jeg har fået med jobskiftet, er der også faglige goder. Jeg får ret mange forskellige faglige færdigheder, og min viden er blevet ”bredere”. Udfordringerne er der også mange af som hjemmesygeplejerske, men udfordringer skal der være til, for at god sygepleje kan udvikles og skabes uanset sektor. Selvfølgelig er det at være sygeplejerske i primær sektoren ikke nr. 1 på alles top 3, og det er helt fair. Vi er forskellige, heldigvis. Jeg deler blot min erfaring om dét at skifte job med jer.

Hvis du tænker, at det kunne være spændende at følge min sygeplejevej, så kan du det. Find mig under @Sygeplejesidsel på instagram, det kunne være så hyggeligt. Tak fordi du tog dig tid til at læse mine ord.

Tusind tak for dit blogindlæg Sidsel og alt held og lykke til dig!

Har du mon også lyst til at dele dine tanker og erfaringer her på bloggen, ligesom Sidsel? Så skriv til mig :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Mit navn er Andreas, og jeg arbejder som portør på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Grunden til at jeg skriver til jer, er for at I kan blive informeret om hvad der sker med jeres portører. De fleste af jer er nok gjort bekendt med, at over 1000 portører de seneste dage har valgt, at nedlægge arbejdet rundt omkring i landet. De færreste ved dog hvad strejken egentlig handler om. I medierne fortæller de gladelig om at strejken mest handler om, at portørerne ikke ønsker at få pålagt rengøringsopgaver, og om den tvungne uddannelse til serviceassistent.

Men denne konflikt handler ikke om rengøringsopgaver, den handler om vores faglighed, og det ansvar vi føler at vi har for at tilbyde patienterne på sygehusene den bedst mulige behandling.

Mange ved hvad en portør er, men de færreste ved faktisk hvad vi laver.

Som portør er man SPECIALIST. Man er SPECIALIST i at lejre en dårlig patient bedst muligt, for at patientens tilstand ikke forværres. Ydermere har vi et indgående kendskab til lejringer af patienter på operationsstuerne, trombolysestuerne mm.

Man er SPECIALIST i håndtering af diverse redskaber til blandt andet genoptræning, redskaber på traumestuen, redskaber i forbindelse med genoplivning og respirationsstop og meget mere.

Man er SPECIALIST i at give avanceret hjertestops behandling, og det er alene VORES opgave at give effektiv hjertemassage på SAMTLIGE sygehuse, landet rundt.

Man er SPECIALIST i omgang med psykisk syge patienter, hvorfor det oftest er os der bliver tilkaldt, når patienter bliver udadreagerende. Jeg tillader mig at mene, at vi som portører udfører et stort stykke arbejde og gør en stor forskel under disse behandlinger.

I Region Sjælland har man valgt, at lade serviceassistenter overtage vores opgaver på samtlige sygehuse i regionen. Det er med ord som; alsidighed, fleksibilitet, effektivisering osv, at man prøver at sælge konceptet som værende en opgradering.

Det er vi portører, og mange andre faggrupper STÆRKT uenige i. Som det ser ud nu, bliver de nyuddannede serviceassistenter efter vores opfattelse ikke udannet grundigt nok i vores arbejde.

Serviceassistentuddannelsens opbygning er, som det ser ud nu, en rengøringsuddannelse, med fokus på rengøring og hygiejne. Portørdelen af uddannelsen omfatter pt. kun 5-10% af uddannelsen. Regnet om i uger, er det kun omkring 4-5 uger, hvoraf kun 2 af ugerne er praktisk erfaring. De nyuddannede serviceassistenter vi modtager i Region Sjælland, mangler, efter vores mening, viden om patienter, og håndtering af dem. Dem jeg har snakket med har intet/meget lidt lært om; Basal luftvejshåndtering, avanceret genoplivning, lejring, sygdomslære, den akutte patient, ABCDE-princippet mm. Det føler vi som portører ikke er godt nok, for at kunne bestride det brede spektrum af opgaver vi udfører.

Så kære plejepersonale, vi beder om jeres støtte i vores kamp for at beholde vores SPECIALE.

MVH. Andreas Frankner Pedersen.

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

På trods af at vi sygeplejersker, os som er nogle af eksperterne i sundhedsvæsenet, længe, har råbt vagt i gevær og har advaret om, at vi ikke kan løbe stærkere, så har regeringen vedtaget at vi fortsat skal løbe 2 pct. stærkere for hvert år der går. Regeringen svigter patienterne, for vi sygeplejersker får fremover endnu mindre tid til vores patienter. Det går allerede udover kvaliteten og patientsikkerheden, i en vis grad, og det vil kun blive værre.

Jeg arbejder på en neonatal afdeling med ekstremt for tidligt fødte børn. Det vil sige, en afdeling hvor børnene jeg passer, er skrøbelige og har brug for masser af ro omkring sig. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe den fornødne ro, når jeg står på en patientstue og jeg mærker også, at de pårørende er glade for mig som sygeplejerske.

Men en dag sagde en pårørende til mig:

>Frederikke, du skøjter jo rundt, du burde anskaffe dig et par rulleskøjter, det ville lette dit arbejde<<.

Dernæst grinede vi sammen på stuen, og jeg måtte svare, at jeg om et par dage skulle ud og filme til en kortfilm med nogle sygeplejerske kollegaer, hvor jeg netop skulle være iført rulleskøjter. En af mine undervisere fra Meningsdanneruddannelsen, Sygeplejerske Ditte Krøyer, har sat gang i en kampagne, 2pctVÆK, for at gøre et oprør mod regeringens krav om, at vi i sundhedsvæsenet skal effektivisere 2 pct. mere for hvert år. Den første film, som blev lagt ud, medvirkende jeg i, iført rulleskøjter med en madvogn. Med humor og ved at vende om på det hele, viser denne kampagne, med små kort film, at vi da sagtens kan blive ved med at effektivisere. Budskabet er selvfølgelig sarkastisk, for NEJ, vi kan ikke løbe 2 pct. stærkere mere. Det kan vi IKKE.

Se filmen som jeg medvirker i her

Da den pårørende den dag foreslog mig, at jeg fik mig et par rulleskøjter, blev jeg først rigtig trist indeni. For med ét slog det mig, at jeg ikke var en god nok sygeplejerske. Hvis de havde lagt mærke til at jeg løb rundt, hvilket signal var det så lige at jeg sendte til dem, og alle de andre pårørende? En afdeling, hvor der er et maksimalt behov for ro omkring patienterne og et behov for nærvær og tid til at se de pårørende i øjnene.

Heldigvis så fortalte den pårørende mig, at de havde set mig løbe rundt på gangen, fra den ene stue til den anden, fra vores medicinrum og ud til stuerne. Og det er sandt, det var virkeligheden denne dag og andre dage, når vi har rigtig travlt.

Men her blev jeg rolig, det gjorde mig glad, at den pårørende ikke havde oplevet mig stresset og med høj fart på inde på stuen omkring barnet.

Dog bekymrer det mig, at selv de pårørende bider mærke i hvor travlt vi nogen gange har det. Det var utrolig sødt, og det er meget rørende, når de pårørende er så forstående og sætter sig ind i hvordan det kan være, at være sygeplejerske. Desværre tror jeg at vores travlhed kan smitte af på vores patienter og pårørende. Som på min afdeling og andre afdelinger, så tror jeg generelt, at nogle pårørende og patienter – for den sags skyld, kan føle at de er til besvær hvis de beder om hjælp eller hvis de ringer på klokken, specielt når de mærker og oplever at vi har travlt. I stedet så undgår de at kalde. Dette kan jo have fatale konsekvenser og det er bare én af årsagern til, at vi ikke må have travlt. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det går udover vores patienter og deres pårørende. Og det gør det, når vi skal blive ved med at løbe stærkere for hvert år der går.

Det er jo ganske fantastisk og omsorgsfuldt, når pårørende og patienter bekymrer sig for os sygeplejersker, men helt ærligt, så synes jeg det er forrykt. Disse pårørende og patienter er i en livskrise, og bør have helt ro og skal ikke også bruge energi og ressourcer på at bekymre sig om os. De pårørende bekymrer sig i forvejen om dem de har kær, de skal have ro. Patienterne, er syge, på den ene eller anden måde, og skal også have ro. Men desværre er det ikke muligt at undgå, at de oplever at vi sygeplejersker er stressede og til tider løber forvirrede rundt i alt for høj en fart.

At regeringen ikke forstår alvoren i, at vi ikke kan effektivisere mere, er mig en gåde. Jeg kan ikke forstå, at de kan blive ved med at lukke øjnene for alle de historier vi fortæller fra vores hverdag i uniformen.

Skal der virkelig rulle hoveder, før at der bliver grebet ind? Det er som om at regeringen ikke vil handle før at der oprigtigt sker grusomme fejl og ulykker. Vi, sygeplejersker og alt andet sundhedspersonale, står i det her hver dag, vi oplever hvor alarmerende det er. Og hvem er det som skal se patienterne og de pårørende i øjnene? Hvad er det for en måde at behandle mennesker på?

I, regeringen, I skulle skamme jer, I som sidder og tager disse beslutninger. I kender tydeligvis ikke til den sande virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

De 2 pct. effektiviseringskrav, som I mener bør forblive, er fuldstændig uacceptable. I burde passe på vores samfund, ikke nedbryde det. Vi, sygeplejersker, og alt andet sundhedspersonale er eksperter på vores fag og på det som vi oplever i uniformen, derfor burde I for alvor tage at lytte lidt på os.

Vi, som hver eneste dag passer på vores borgere, vi må da om nogen vide bedst. Desværre mener I, at I ved bedst, I med jeres regnemaskiner og reformer. Det er ubarmhjertigt, og slet ikke i orden.

Stakkels patienter, stakkels pårørende og stakkels Danmark. Jeg føler mig magtesløs, men jeg tager kampen op, og fortsætter i hurtig fart i mine løbesko, så længe jeg holder til det, og håber på, at regeringen snart åbner sine øjne, før det er for sent.

Vi er eksperterne på det vi oplever, og vi har længe råbt op og bedt om hjælp og flere ressourcer – IKKE færre.

Se mere om Dittes kampagne 2pctVÆK her og se de 3 film, som indtil videre er lagt op. Der kommer flere :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse